Tak.
I Alternativet kan vi ikke støtte det samlede lovforslag.
Vi er enige i nogle elementer, men der er også nogle andre elementer, som vi mener har nogle ret dybt problematiske retssikkerhedsmæssige konsekvenser for den enkelte borger, og derfor kan vi ikke støtte det samlede lovforslag.
Jeg vil gerne gå lidt i detaljer med, hvad det er, vi kan støtte og ikke kan støtte.
I forhold til elementet om ændring af reglerne om anbringelse af uledsagede mindreårige udlændinge er der tale om en bemyndigelsesbestemmelse.
Det foreslås, at børne- og socialministeren får hjemmel til efter forhandling med udlændinge- og integrationsministeren at fastsætte nærmere regler om anvendelsen af en anbringelse af uledsagede mindreårige udlændinge.
Det er positivt, at der sker en præcisering af reglerne, og at serviceloven kan bruges som en forudsætning for den her bemyndigelsesbestemmelse.
Men vi mener sådan set helt overordnet, at alle børn bør gå ind under serviceloven i Danmark, så det her element bør slet ikke ligge på udlændingeområdet.
I forhold til punkt 2 om justering af klageadgang i sager om frihedsberøvelse vil jeg sige, at vi støtter det.
Så det har vi sådan set ikke nogen...
Nej.
Undskyld!
Det passer ikke; nu blander jeg dem sammen.
Det støtter vi
heller ikke
.
Vi mener, det er problematisk, at klagemyndigheden ligger inden for den samme myndighed, nemlig hos politiet, og ikke som i dag hos udlændinge- og integrationsministeren.
Så det er vi sådan set også kritiske over for.
I forhold til punkt 3 om en udtømmende opregning af tilfælde af forlængelse af frihedsberøvelse synes vi sådan set, det er positivt, at vi harmoniserer i forhold til EU's udsendelsesdirektiv, og vi støtter den del af det.
Punkt 4, der handler om visitation af udlændinge forud for en udsendelse, er vi altså – på linje med det, som Enhedslistens ordfører nævnte – ret kritiske over for, nemlig at man altså kan foretage en legemsundersøgelse inden udsendelse, men uden at der behøver at foreligge en konkret vurdering eller nærliggende fare.
Det mener vi sådan set retssikkerhedsmæssigt er et problem, så det støtter vi heller ikke.
I forhold til punkt 5, hvor man vil præcisere nogle regler om ro og orden på indkvarteringsstederne, vil jeg sige, at vi i sin tid var kritiske over for reglerne, men vi synes, det er positivt, at man konkretiserer anvendelsesgruppen for de her regler.
Så punkt 5 har vi ikke noget problem med.
Til sidst støtter vi heller ikke den del, der handler om ændringer i forhold til nedlæggelsen af Statsforvaltningen, som har den konsekvens, at klageadgangen i forhold til dansk indfødsret bortfalder, fordi man i dag kan klage til Udlændinge- og Integrationsministeriet over Statsforvaltningens afgørelser, men det kan man så ikke fremadrettet, på grund af at Statsforvaltningen bortfalder.
Så det synes vi også er problematisk.
Det var en lidt mere teknisk gennemgang af, hvorfor vi synes, at vi kan støtte nogle af punkterne, og at andre kan vi ikke støtte.
Men det samlede lovforslag kan vi ikke støtte.