L 139 - 2018-19 (1. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 15: Spm. om risikoen for misbrug i eksempelvis skilsmissesager, som bl.a. fremført af Landsforeningen af Forsvarsadvokater, til justitsministeren

Retsudvalget 2018-19 (1. samling)
L 139
Offentligt

Folketinget

Retsudvalget

Christiansborg

1240 København K

DK Danmark

Dato:

Kontor:

Sagsbeh:

Sagsnr.:

Dok.:

19. februar 2019

Strafferetskontoret

Eva Katrine Barnholdt

2019-0037-0058

1008701

Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 15 vedrørende forslag til lov om

ændring af straffeloven og forskellige andre love (Selvstændig bestemmelse

om psykisk vold) (L 139), som Folketingets Retsudvalg har stillet til justits-

ministeren den 21. januar 2019. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Mads

Fuglede (V).

Søren Pape Poulsen

Mette Johansen

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

T +45 7226 8400

F +45 3393 3510

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

L 139 - 2018-19 (1. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 15: Spm. om risikoen for misbrug i eksempelvis skilsmissesager, som bl.a. fremført af Landsforeningen af Forsvarsadvokater, til justitsministeren

Spørgsmål nr. 15 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag til lov

om ændring af straffeloven og forskellige andre love (Selvstændig be-

stemmelse om psykisk vold) (L 139):

”Hvordan forholder ministeren sig til risikoen for misbrug i ek-

sempelvis skilsmissesager som bl.a. fremført af Landsforenin-

gen af Forsvarsadvokater – er ministeren i den forbindelse be-

kymret for det følsomme dilemma, som børn, der under sagen

bliver brugt som vidner i udredningen af forældrenes samlivsre-

lation, må befinde sig i med de risici, det må indebære for en ef-

terfølgende ustabil og ødelagt relation mellem barnet og den sig-

tede/tiltalte forælder?”

Svar:

I sager om psykisk vold i et parforhold vil det efter omstændighederne

kunne være nødvendigt, at parrets eventuelle børn afgiver vidneforklaring i

sagen. Dette adskiller sig ikke fra andre typer af straffesager, herunder f.eks.

sager om fysisk vold mellem forældre.

I denne type sager vurderer politiet og anklagemyndigheden konkret, om det

er nødvendigt for at gennemføre en straffesag, at barnet afgiver vidneforkla-

ring. Afhøring vil f.eks. kunne undlades, hvis der er andre vidner eller i øv-

rigt tilstrækkelige tekniske beviser i sagen.

Hvis politiet og anklagemyndigheden vurderer, at det er nødvendigt, at et

barn afgiver vidneforklaring, vil barnet – hvis der er grundlag for det – blive

afhørt efter reglerne om videoafhøring i retsplejelovens § 745 e, stk. 1.

Børn under 13 år skal som udgangspunkt altid videoafhøres, mens børn i al-

deren 13-14 år videoafhøres i sager, hvor den mistænkte/sigtede er nærtstå-

ende til barnet, og hvor sagen vedrører f.eks. vold. Med lovforslaget forslås

det, at denne mulighed udvides til at omfatte sager om psykisk vold.

Herudover kan unge i alderen 15-17 år videoafhøres, hvis særlige omstæn-

digheder taler for det. Det vil f.eks. kunne være tilfældet, hvis det vurderes,

at det vil være særligt belastende for den unge at afgive vidneforklaring i

retten, fordi den unge skal vidne mod en person, den pågældende har et af-

hængighedsforhold til, eller hvor den unge i øvrigt må antages at være i en

loyalitetskonflikt.

Videoafhøring af børn foretages af politipersonale, som er særligt uddan-

nede hertil, og som derfor også er opmærksomme på den særlige situation,

som barnet befinder sig i, herunder at barnet f.eks. skal afgive forklaring

vedrørende en forælder, der er mistænkt for at have begået psykisk vold mod

den anden forælder.

Videoafhøringer foretages ikke på politistationen, men i de regionale bør-

nehuse, som er indrettet på en måde, der skal sikre, at barnet oplever omgi-

velserne som så trygge som muligt.

Hvis det vurderes nødvendigt for at sikre barnets tryghed under afhøringen,

kan en tryghedsskabende person (f.eks. en pædagog fra barnets daginstitu-

tion eller en bedsteforælder) deltage under afhøringen, ligesom en børne-

sagkyndig eventuelt kan bistå.

Det bemærkes i øvrigt, at et barn, hvis forælder er mistænkt eller sigtet, ikke

har pligt til at afgive forklaring, jf. retsplejelovens § 171, stk. 1, og at barnet

– eller den der varetager barnets interesser – vil blive vejledt herom forud

for en eventuel videoafhøring.