Tak.
Jeg vil gerne sige tak for den positive modtagelse, som lovforslaget har fået.
Så står der her i mit talepapir, at jeg også skal takke for den debat, der har været, men der har jo ikke været nogen.
Der har været en problematisering af forslaget, og det vil jeg efter min tale her lige forholde mig til.
Men generelt vil jeg godt takke for den gode debattone, der er på skatteområdet, når vi behandler forslag her i salen.
Som en række ordførere også har været inde på, handler det her forslag om på en enkel og effektiv måde at forbedre og modernisere Danmarks net af dobbeltbeskatningsaftaler – eller rettere sagt til dem af tilhørerne, som ikke skulle være klar over det:
Dobbeltbeskatningsaftaler handler om, hvordan man undgår at blive dobbeltbeskattet, sådan at man ikke bliver beskattet både i land A og i land B, så man har en model, hvorefter man deler den skat, der skal betales efter den – en rimelig model, og det er så altid spørgsmålet, hvad »rimelig« er.
Men dobbeltbeskatningsaftaler er noget, jeg lægger stor vægt på.
Det gavner os nemlig på mange områder.
Det sikrer tryghed for virksomheder, og det gælder for borgere, der bor i andre lande og flytter til Danmark eller fra Danmark, og det gælder for skattemyndighederne.
Vi får brug for flere dobbeltbeskatningsaftaler i fremtiden, fordi vi lever i en mere og mere globaliseret verden.
Netop den her globalisering gør, at vi skal sikre, at Danmark er i front i forhold til at have dobbeltbeskatningsaftaler, så vi ikke bare udbygger det net, vi har, men også vedligeholder det eksisterende net af dobbeltbeskatningsaftaler, hvor nogle har rigtig mange år på bagen.
Verden står ikke stille, og forholdene ændrer sig over tid.
De bestemmelser, der kunne accepteres i en dobbeltbeskatningsaftale for måske 20,30 eller 40 år siden efter datidens forhold, er ikke nødvendigvis acceptable i dag.
Man kan f.eks.
finde dobbeltbeskatningsaftaler, hvor vi i Danmark har kæmpet for helt særlige bestemmelser om rederier.
Det vil vi ikke gøre længere, for nu har vi anlagt en lidt mere frihandels- eller fri konkurrence-tankegang, men tidligere varetog man også særhensyn i dobbeltbeskatningsaftaler.
Derfor er det nødvendigt, at gældende DBO'er kan tages op til genovervejelse, så vi kan holde trit med udviklingen og undgå, at DBO'er anvendes på andre måder, end det var tiltænkt.
Det kan både være tidkrævende og omstændigt at indgå en ny DBO, og det kan også være tidkrævende og omstændigt at ændre en allerede gældende DBO, når det skal ske i form af en ændringsprotokol.
Derfor er det, som flere ordførere har været inde på, positivt, at vi får det, vi i daglig tale kalder MLI-konventionen, som jo altså er et instrument, som gør det muligt på nogle vigtige områder at opdatere allerede gældende DBO'er på en hurtig og effektiv måde, uden at det nødvendigvis fører til forhandling af bilaterale ændringsprotokoller med de enkelte lande.
På tidspunktet for fremsættelsen af det her lovforslag var der 87 lande og jurisdiktioner, der har undertegnet konventionen.
Der kommer helt sikkert flere til, og ud af de her 87 lande har de 19 allerede ratificeret, altså gennemført konventionen, som er det, vi er i gang med med det her lovforslag.
Nu skal man passe på med at bruge alt for store ord, men jeg vil vove den påstand, at det er vigtigt og væsentligt, at verdens lande står sammen om det her, og det synes jeg er flot at det sker og et tydeligt bevis på, at der faktisk er en vilje og også en voksende vilje på tværs af landegrænser og kontinenter til at få gjort noget ved de udfordringer, man møder på skatteområdet som følge af en stigende globalisering.
Inkarnerede pessimister vil måske sige, at konventionen kun har begrænset betydning, idet landene har mulighed for at fravælge de fleste af bestemmelserne.
Landene er kun forpligtet på de såkaldte minimumsstandarder.
Det er rigtigt, men det ændrer ikke ved det faktum, at et antal lande er enige om at anvende et eller flere elementer i konventionen i deres indbyrdes DBO'er, og så kommer det her til at gælde mellem de pågældende lande, uden at de behøver at foretage sig yderligere.
Det er trods alt et fremskridt.
Det blev en gang sagt i den politiske debat, at hvis to personer starter på Rådhuspladsen og sætter kurs mod Roskilde, kan de godt følges ad det første stykke, selv om den ene af dem kun skal til Glostrup.
Det samme billede kan man bruge om lovforslaget, vi behandler her.
Regeringen foreslår, at Danmark vælger hele MLI-pakken, og vi håber naturligvis, at så mange lande som muligt gør det samme.
MLI-elementerne er nu også blevet en del af OECD's model for DBO'er, og jeg har svært ved at se begrundelsen for, at man ikke skulle vælge den fulde pakke.
Ting tager nogle gange tid, det ved vi jo.
Vi skal ikke gøre det bedste til det godes fjende, og vi kan nu engang ikke insistere på, at andre lande her og nu vandrer med os hele vejen til Roskilde, men vi kan selvfølgelig opfordre dem til det.
Til slut skal jeg komme med den bemærkning, at jeg som skatteminister har et aktivt og ambitiøst ønske om at udvikle og vedligeholde Danmarks net af dobbeltbeskatningsaftaler.
Der har gennem årene her i Folketinget været et positivt samarbejde og en bred politisk enighed om dobbeltbeskatningsoverenskomstområdet, og det har skiftende skatteministre været glade for – det er jeg også.
Og jeg håber, at den brede enighed vil vare ved ved afstemningen om det her forslag.
I forhold til de to spørgsmål, som er meldt, kan jeg sige til hr.
Rune Lund, at vi selvfølgelig gerne stiller op til en teknisk gennemgang – det synes jeg er rigtig fint, ingen problemer i det.
Det skal udvalget bare ønske, så stiller vi naturligvis op.
Så er spørgsmålet om, hvorfor der er taget forbehold.
Der kan jeg sige, at det er muligt at tage forskellige forbehold om anvendelsen af konventionens del om voldgiftbestemmelsen, og et af de danske forbehold går på, at det er EU-direktivet og ikke konventionen, der skal anvendes til sager, hvor et andet EU-land er involveret.
MLI-konventionens voldgiftbestemmelse vil på den her måde kun komme til at gælde over for ikke-EU-lande.
Altså, vi synes, at det system, der er på EU-området i forhold til voldgift, er bedre at bruge end MLI-konventionen.
Så det er det forbehold, vi har taget.
Og jeg tror, at det er et forbehold, en lang række EU-lande har taget.