Det næste punkt på dagsordenen er:

10) 1. behandling af lovforslag nr. L 56:

Forslag til lov om Den Sociale Investeringsfond.

Af ministeren for offentlig innovation (Sophie Løhde).

(Fremsættelse 04.10.2018).

Forhandlingen er åbnet. Og jeg indleder med at give ordet til fru Pernille Rosenkrantz-Theil, Socialdemokratiet.

Hvis vi griber det her rigtigt an, mener jeg faktisk, at vi med det forslag, vi behandler i dag, får skabt en motorvej for at få flere penge ind i vores velfærdssamfund. Vi har stort set, lige siden vi skabte arbejdsmarkedspensionerne i Danmark, forsøgt at finde på veje til, at man på en og samme tid kunne skabe stor sikkerhed for et godt afkast for pensionisterne til den tid, altså for dem, der skal have pensionerne, og forfølge et ønske om, at de kæmpemæssige summer, som vi sparer op i vores samfund, bliver brugt til noget fornuftigt i stedet for at blive brugt på alle mulige spekulationsforetagender rundtomkring for at maksimere udbyttet.

Så vi har hele tiden haft et ønske om, at jo flere af pensionspengene man kunne få til at blive brugt i et velfærdssamfund; at jo flere af pensionspengene man kunne få brugt på noget, der var fornuftigt og til gavn for de lønmodtagere, som går og indbetaler til pensionskasserne, jo bedre.

Jeg mener, at vi med det her lovforslag har et rigtig godt bud på, hvordan det kan lade sig gøre. Det vil sige, at den ene af de kæmpe landvindinger, som vi i Socialdemokratiet mener der er med det her lovforslag, er, at vi bevæger os ud ad den vej, hvor pensionskassepengene kan blive brugt på noget fornuftigt. Det er den ene ting.

Den anden ting er, at jeg tror, at alle mennesker, der har arbejdet i den offentlige sektor, kender til den tanke – det er sådan noget, jeg selv nærmest har fået ind med modermælken med to forældre, der har arbejdet i den offentlige sektor – at hvis nu bare man havde gjort det rigtige med de børn til at starte med, ville problemerne ikke have vokset sig så store. Så hvis man nu havde grebet den, da de var 6 år gamle og man begyndte at lure, at moren muligvis var begyndt at drikke og tingene var begyndt at gå skævt på hjemmefronten, altså allerede havde sat ind på det tidspunkt – i forhold til familien, helhedsorienteret og alle de her ting – så var tingene ikke gået så galt; så ville man have foregrebet, hvordan det ville udvikle sig, og hvor dyrt det i øvrigt ville blive for vores samfund senere hen.

Vi er aldrig lykkedes med det, det er jo en sandhed. Første gang det bliver nævnt, at vi skal forebygge – kan man se, hvis man går lidt til bøgerne – er i forbindelse med Steinckes socialreform i 1933. Og selv om vi har talt om forebyggelse siden 1933, er vi aldrig lykkedes med særlig meget andet end at kratte i overfladen. Og hvorfor er vi ikke det? Det er vi jo ikke, fordi man de første år, man skal noget på forebyggelsesområdet, starter med både at skulle betale for de tidligere år og de i virkeligheden ulykker, man har fået skabt, fordi man ikke gjorde det tidligere, og samtidig skal betale for den forebyggelse, man nu vil sætte i værk. Det er dobbeltbudgettering, og det kan ikke lade sig gøre.

Det, der er vores store vision med at lave Den Sociale Investeringsfond, er, at vi får nogle penge, man kan bruge til den dobbelte bogføring i de år, hvor man skal lave de investeringer, der skal til, for at vi kan lave den forebyggelse, vi ikke har kunnet i alle de der år. Så for os at se er hovedsigtet med det her at få skabt en hovedmotorvej af finansiering ind i vores velfærdssamfund, som vi ikke tidligere har kunnet pege på.

Hvad angår selve forslaget, synes jeg, der er lidt langt igen med hensyn til bemærkningerne til lovgivningen, og når man laver så stor en forandring og noget, der er så nyt og i øvrigt vidtrækkende som det her, er det egentlig ikke så mærkeligt. Så man skal ikke opfatte det som en større kritik end det. Vi skal have rettet op på nogle ting i bemærkningerne til lovgivningen. Det har vi i øvrigt også talt om i aftalekredsen, og jeg oplever ikke, at der er de store uenigheder om det. Når jeg alligevel nævner det fra Folketingets talerstol, er det, fordi det altid er meget godt også at få ført formelt til protokols.

Så derfor vil jeg bare lige komme rundt om nogle af de ting, jeg synes har været meget vigtige i den aftale, vi har indgået med hinanden, og som jeg har oplevet at der har været stor enighed om. Og det er, at når man begynder at blande private penge ind i offentlig velfærd, så skal man være lidt forsigtig – i hvert fald hvis man spørger Socialdemokratiet. Man har arbejdet med social impact bonds alle mulige steder i verden – man har gjort det i den angelsaksiske verden, og man har også gjort det i Skandinavien. Og det er to fuldstændig forskellige måder, man gør det på, alt efter hvor man har gjort det henne.

Jeg tror sådan set, at vi har fundet vores egen vej i det, men noget af det, vi ikke gør i Danmark, er at blande dem, der lægger pengene ind på bordet, sammen med dem, der skal udføre opgaven. Det mener jeg er et ret afgørende princip, for det betyder, at de politiske beslutninger, der ligger til grund for, hvad der skal ske med vores velfærdssamfund, foregår præcis der, hvor de altid foregår, nemlig i Folketinget. Det vil sige, at det ikke er beslutninger, der træffes af private aktører; det er beslutninger, der træffes i Folketinget. Dermed er det vores demokrati, der træffer beslutninger om, hvad der skal ske med vores velfærd.

Så det er vigtigt for os, at der er fuldstændig vandtætte skotter mellem investorer på den ene side og dem, der udfører, på den anden side. Det betyder i øvrigt også, at dem, der primært kommer til at udføre, er kommunerne. Og et eksempel på noget, hvor jeg gerne ville have, at vi var med det her om f.eks. 5 år, er, at jeg ville synes, det var oplagt at sænke klassekvotienten i den danske folkeskole på ryggen af Den Sociale Investeringsfond. Det giver egentlig et meget godt billede af, hvad det er, vi tænker man kan med det her. Det er utrolig dyrt at sænke klassekvotienten i folkeskolen, men det er også noget af det, der giver et meget stort afkast, fordi vores børn og unge får en meget bedre skolegang til stor gevinst for samfundet som sådan.

Det betyder altså, at det for os at se er væsentligt, at vi kan investere i de store velfærdsinstitutioner, altså at der ikke er tale om små specialiserede angelsaksiske programmer, men netop om de store velfærdsinstitutioner.

Jeg kunne sige meget mere. Det må jeg gøre ved de senere behandlinger.

Der bliver i hvert fald en mulighed for at svare på en kort bemærkning, idet hr. Rasmus Vestergaard Madsen fra Enhedslisten har bedt om ordet. Værsgo.

Tak for talen til ordføreren. Ordføreren opridser jo mange af de fornuftige ting og mange af de fornuftige tidlige indsatser, som det giver rigtig god mening at investere i. Jeg tror, at vi på ét punkt er meget uenige, og det handler sådan set om, hvor finansieringen skal komme fra. For det, vi i de tidligere snakke allerede har haft på bordet, er jo, at vi ved, at tidlige indsatser, forebyggende socialt arbejde giver sig selv rigtig mange gange igen. Det gør det menneskeligt, men det gør det også økonomisk. Jeg vil bare gerne høre ordføreren, hvorfor det er så vigtigt for Socialdemokratiet, at der skal private investorer ind. Hvorfor er det, at der skal trækkes et afkast ud af den her fond til private investorer – det kunne være Goldman Sachs, som vi jo før har haft rigtig dårlige erfaringer med?

Ordføreren.

Jamen i princippet kunne man også bare få danskerne til at betale utrolig mange flere procent i skat, og så kunne man gøre det samme. Hvis Enhedslisten kan finde 90 mandater, der gerne vil opskrive skatten med lad os sige 40 milliarder om året eller 50 milliarder om året, så kunne man selvfølgelig bare gøre det i stedet for. Jeg har aldrig oplevet, at der var bare 40 mandater i Folketinget, der gerne ville det. Det vil sige, at i en eller anden erkendelse af, at det så nok ikke kommer til at ske – og i hvert fald med skiftende flertal – vil det hen over årene betyde, at vi ikke har den motorvej. Og så vil jeg sige, at som almindelig pensionskunde vil jeg langt hellere have, at de penge, jeg har i PensionDanmark igennem 3F, mit fagforbund, bliver brugt på velfærdssamfundet end på alle mulige mærkelige projekter rundtomkring i verden. Så den dobbelthed synes jeg der er i det.

Men man kan sige, at ønsket om, at der kommer private penge ind, handler mest af alt om, at jeg aldrig har kunnet se de 90 mandater – jeg har været herinde siden 1999 – som var villige til at opskrive skatten med så stort et beløb, jeg gerne vil have ind og arbejde for forebyggende indsatser. Men det kan selvfølgelig være, at Enhedslisten kan pege på de 90 mandater.

For anden omgang skal man lige huske at trykke på knappen.

Værsgo.

Jeg beklager. Jeg er ny, jeg skal lige finde ud af teknikken.

Konsekvensen af det er jo så, at der, og det er ikke fastlagt i lovforslaget, vil være nogle midler, der ryger ud af systemet, altså ud som afkast til de private investorer, som vil finansiere de her tidligere indsatser. Jeg skal bare lige være sikker på, hvor snittet så er, for Socialdemokratiet og Enhedslisten er jo sådan set enige om, at på anbringelsesområdet og i forhold til opholdsstederne vil vi ikke have, der bliver trukket midler ud. Hvorfor er det så lige præcis på det her område? Det er jo midler, som vi kunne bruge på flere tidlige indsatser på at forbedre velfærden i højere grad.

Ordføreren.

Nej, der tror jeg, det bliver blandet lidt sammen. Jeg bryder mig ikke om, at man kan tjene penge på velfærd, og det gør Socialdemokratiet ikke i det hele taget. Men de penge, der kommer ind her, er ikke penge, der er der i dag, så det er ikke noget med, at man kan tage afkast ud af noget, vi i dag foretager os – det er penge, der kommer ind oven på det, der er i dag, og dem kan man så trække afkast ud af. Så det vil sige, at det ikke er penge, der er i systemet, så det betyder ikke, at man lige pludselig skal tage en del af vores hjemmepleje og udbetale som afkast. Det ville jeg personligt, og det ville Socialdemokratiet i øvrigt også, være stik hamrende imod, for selvfølgelig skal man ikke det. Det ville jo nærmest virke, som om staten betalte sådan en ekstraskat til nogle pensionskasser. For os har det her med, at det lægger sig oven på de penge, vi i forvejen bruger, og ikke erstatter noget af det, der ligger inde i vores velfærdssamfund, været vigtigt.

Der er ikke flere, der har bedt om korte bemærkninger, så det var den taletid, det blev til. Den næste ordfører i ordførerrækken er hr. Jens Henrik Thulesen Dahl, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Vi behandler nu lovforslag om rammerne for Den Sociale Investeringsfond. Oprettelse af fonden er en del af satspuljeaftalen for sidste år og aftalt i bred enighed her i Tinget. Hensigten med fonden er at give rammer for partnerskaber mellem offentlig, privat og frivillig sektor – partnerskaber, som skal understøtte udviklingen af forebyggende indsatser, nye tidlige og helhedsorienterede indsatser på de store velfærdsområder med henblik på at skabe bedre resultater for borgerne og samtidig sænke de offentlige udgifter.

Hvis man ser tilbage på de mange satspuljeprojekter over årene, vil man se, at der har været rigtig mange gode projekter, og der er gjort rigtig meget godt, men der har ikke været nogen systematisk tilgang til, at projekterne skal have et effektmål og være målbare, og der er ikke systematisk foretaget vurdering af udkommet af de enkelte projekter, men det gør den nye fond op med, og det er fordelen. Projekterne skal skabe viden om effekter og indsatser og skabe bedre resultater for borgerne og samtidig sigte mod en sænkning af de offentlige udgifter. Det vil sige, at vi via projekterne kan skabe viden om, hvilke tiltag vi kan gøre for at skabe bedre forhold for borgerne med et mindre ressourceforbrug.

Det er en viden, som vi – nu sidder jeg også i en kommunalbestyrelse – ude i kommunerne sidder og mangler, når vi skal prioritere, hvilke tiltag vi skal sætte gang i. Og det handler både om de meget direkte økonomiske effekter, som når der skabes tiltag, som bringer svage borgere ud på arbejdsmarkedet som helt eller delvist selvforsørgende, med alle de positive elementer, det giver for borgerne, og at vi så i kommunen sparer på den offentlige forsørgelse. Men det er også tiltag, hvor f.eks. misbrugeren bringes ud af misbruget og får en højere livskvalitet og et bedre liv, og samtidig sparer vi samfundsomkostninger i form af mindre kriminalitet, mindre træk på retsvæsenet og mindre træk på sygehuse. Nu skaber vi rammerne for fonden, som skal arbejde med de her ting, og noget af det, jeg ser frem til, er selvfølgelig at følge fondens udmøntning og fondens måde at håndtere intentionerne på, for der vil givet være ting, når man opretter en ny fond som den her, der skal arbejdes med undervejs. Men når det er sagt, støtter Dansk Folkeparti naturligvis lovforslaget. Tak.

Der er ønsker om en kort bemærkning fra hr. Rasmus Vestergaard Madsen, Enhedslisten.

Som jeg også nævnte over for den socialdemokratiske ordfører, åbner det her lovforslag op for, at private investorer kan investere i dansk socialpolitik. Der står sådan set ikke noget i lovforslaget om, hvor stort et afkast en privat investor vil kunne trække ud af et eller andet givet socialt projekt. Har Dansk Folkeparti en grænse for, hvor stort det må være? Er det 8 pct., 10 pct., 15 pct. eller 20 pct.? Vi ved jo, at sociale indsatser giver sig selv rigtig mange gange igen.

Ordføreren.

Jeg synes jo, at det helt centrale i det her er, at vi via den her fond får mulighed for at skabe nogle indsatser, som ellers ikke ville være kommet. Hvis vi havde masser af penge ude i kommunerne, ville vi jo bare gøre det. Der er rigtig mange steder, hvor vi kan se, at vi med en stor investering kunne gøre noget, men de penge findes ikke. Så hvis man via det her kan skabe nogle indsatser, som faktisk skaber nogle store fribeløb, har jeg sådan set ikke noget imod, at der er et afkast til dem, der risikerer midler ved at sætte de indsatser i gang. Jeg vil ikke begynde at sætte procenter på. Vi må tage det hen ad vejen, hvad der er rimeligt i den sammenhæng.

Hr. Rasmus Vestergaard Madsen.

Ordføreren nævner kommunernes gode intentioner. Dem tror jeg sådan set også på. Men en af de udfordringer, der er ude i kommunerne, er, at man lige præcis ikke har mulighed for at lave langsigtede investeringer. Vi skulle måske overveje at kigge på at løsne det meget, meget stramme greb om kommunernes økonomi, som bl.a. budgetloven laver, og give kommunerne mulighed for faktisk at lave langsigtede investeringer. Det overskud, der så ville være, ville man jo kunne geninvestere i velfærd og i andre tidlige indsatser, som er nødvendige, frem for at lade det gå ud som et afkast til en privat investor.

Ordføreren.

Jeg ser bare, at den store udfordring i det er at få de ressourcer til at lave de indsatser, som giver de friværdier. Derfor ser jeg det her som et værktøj til at komme i gang med det, så vi faktisk kan skabe meget bedre offentlige ydelser for samlet set og i sidste ende færre penge. Det har jeg ikke noget imod. Det er et lille provenu til dem, der investerer penge i det.

Der er ikke flere, der har bedt om korte bemærkninger. Vi siger tak til ordføreren og går videre til fru Anni Matthiesen, som er ordfører for Venstre. Værsgo.

Tak for det, formand. Jeg skal starte med at sige, at da Venstres innovationsordfører ikke har mulighed for at være til stede i salen, har jeg lovet at tage talen i dag.

Den Sociale Investeringsfond er jo et godt svar på et vigtigt spørgsmål, kan man sige. For hvordan bliver vi bedre, og hvordan finder vi nye måder at sætte tidligere ind og hjælpe mennesker, som lever på kanten i vores samfund, på? Fonden er jo ikke et endegyldigt svar, men den kan helt bestemt være med til at give et svar.

Den Sociale Investeringsfond kan være med til at udvikle indsatser til sociale investeringsprogrammer i partnerskaber mellem kommuner, regioner, almennyttige fonde og ikke mindst også civilsamfundet. Derfor bliver det jo med lovforslaget muligt, at private investorer som f.eks. pensionsselskaber kan skyde penge ind i fonden. Så på denne måde er vi med til at skabe et potentiale for bedre resultater blandt samfundets udsatte borgere, og samtidig kan vi måske mindske udgifterne i den offentlige sektor.

Jeg ser i den forbindelse frem til at følge netop udviklingen af arbejdet med fonden, og jeg håber, at vi, nu når vi får vedtaget lovforslaget her, hurtigt vil kunne se det fornuftige i lovforslaget. Det er nemlig et område som det her, der måske kan være med til at udbrede de forskellige indsatser, som jo virker. Men det er lige så vigtigt, kan man sige, også at få afprøvet nogle nye indsatser, så man på den lange bane forhåbentlig kan forebygge endnu bedre.

Jeg noterer mig også, at ministeren har store forventninger til fonden, fordi den giver mulighed for at understøtte rigtig mange forskellige ting. Og det synes jeg jo er en helt rigtig vej at gå. Med forhåbentlig nogle nye, gode private investorer får vi jo som sagt så grundlag for at forebygge og også forhåbentlig sætte ind tidligere.

Så alt i alt synes jeg faktisk at det her lovforslag er et rigtig godt lovforslag, som burde have opbakning blandt alle partierne her i Folketingssalen, fordi vi jo netop på den her måde sætter tidligere ind og får nogle nye værktøjer og for den sags skyld nye penge at gøre gavn med. Derfor stemmer Venstre selvfølgelig ja til lovforslaget, og jeg tror også, at jeg skal hilse fra De Konservative og sige, at det gør de også.

Der er en enkelt kort bemærkning fra hr. Rasmus Vestergaard Madsen, Enhedslisten. Værsgo.

Der står i lovforslaget omkring bestyrelsens sammensætning, at den skal være repræsentativ og kunne kvalificere de beslutninger, som fonden nu har til opgave. Set med mine briller tænker jeg, at det er meget afgørende, at der sidder et flertal, som har et socialfagligt udgangspunkt for det arbejde. Er det også ordførerens opfattelse?

Ordføreren.

Jeg tror helt bestemt, at når ministeren nu får sat gang i det her supergode arbejde, vil man selvfølgelig også sikre sig, at de repræsentanter, der kommer til at sidde i bestyrelsen, er nogle, som også har kendskab til det område, de skal beskæftige sig med. Så jeg vil helt klart tro, at det også er noget af det, som der bliver sat fokus på.

Der er en kort bemærkning til hr. Rasmus Vestergaard Madsen.

Så det vil sige, at det, jeg hører ordføreren sige, er, at vi selvfølgelig kan regne med, at den bestyrelse, der sidder, ikke kommer til at være med folk fra finansverdenen, folk, der kender til økonomisk tænkning, men at der kommer til at være et flertal i bestyrelsen, som har et socialfagligt udgangspunkt, og som kan se sig ind i de problematikker, som det jo er at lave socialfagligt arbejde.

Ordføreren.

Jeg vil mene, at det er helt naturligt, når man nedsætter en bestyrelse, at man sikrer nogle gode kvaliteter blandt medlemmerne i bestyrelsen, og kvaliteter kan jo være mange forskellige ting, bl.a., som ordføreren også siger, at det kan være at have indsigt i de sociale områder. Men jeg vil også mene, at det med netop at have indsigt i den økonomiske del også er en god kvalifikation at have med i en bestyrelse.

Der er ikke flere, der har bedt om korte bemærkninger. Så vi siger tak til fru Anni Matthiesen, og formandsstolen har også noteret sig, at der var en tilkendegivelse fra De Konservative. Den næste ordfører i rækken er hr. Rasmus Vestergaard Madsen fra Enhedslisten. Værsgo.

Tak. I Enhedslisten hilser vi sådan set tanken om sociale investeringer velkommen. Vi har længe påpeget det absurde i, at velfærdsinvesteringer altid skal betragtes som en udgift, selv om vi ved, at mange forebyggende sociale indsatser ofte betaler sig på den lange bane. Det gør de menneskeligt, men det gør de også økonomisk, og derfor er det også glædeligt, at der er mange andre partier, der nu er nået til den samme konklusion.

For os er socialpolitik først og fremmest socialpolitik. Derfor må og skal det primære formål med sociale investeringer i forebyggende arbejde og tidlige indsatser også være at forhindre, at sociale problemer opstår eller vokser sig større, altså at skabe bedre liv for mennesker, der har det svært. Det er desværre bare ikke helt den forståelse af sociale investeringer, som er kernen i L 56. Her er forebyggelse eksempelvis ikke nævnt med et eneste ord, og når man læser lovforslaget, kan man se, at der jo nok egentlig nærmere er tale om en investeringsforretning, en helt central forskel, som også Rådet for Socialt Udsatte påpeger i sit høringssvar.

En investeringsforretning har et klart og tydeligt fokus på profit og på afkast, og det gennemsyrer desværre også det her lovforslag. Jeg frygter, at profitmotivet kommer til at stå over hensynet til det gode, forebyggende og helhedsorienterede arbejde, som vi mener er helt nødvendigt, når det handler om at skabe bedre liv.

I Enhedslisten vil vi gerne være med til at etablere en socialfond, en fond, der kan investere langsigtet og hjælpe bl.a. kommuner med at starte og udbrede forebyggende indsatser i velfærden, men for at opnå det resultat må der foretages en række ændringer af lovforslaget, som det er.

For det første mener vi, at velfærdsindsatserne og forebyggelseselementet skal stå langt mere centralt i fondens formål. Kravet om, at indsatserne skal skabe besparelser for det offentlige og som minimum overstige udgifterne til indsatsen, bør fjernes. Det skal være muligt at investere i sociale indsatser, der forbedrer velfærden, og som skaber bedre liv, uden at det absolut skaber økonomiske og dokumenterbare besparelser. Penge skal være et middel til at forbedre vores velfærdsindsatser, aldrig et mål i sig selv. Derfor bør det også være muligt at investere i indsatser, der mindsker risikoen for øgede udgifter på lang sigt.

For det andet mener vi, at der skal sættes en grænse for, hvor mange penge private investorer skal kunne tjene på vores velfærd. I Enhedslisten så vi helst et totalt forbud mod, at der kunne laves profit på velfærd, noget, som vi jo i hvert fald på anbringelsesområdet er enige med andre partier om. Men som minimum burde det være muligt at lave en øvre grænse for, hvor stort et afkast en investor kan kræve med det her lovforslag. Samfundets udsatte må aldrig blive en pengemaskine for kapitalfonde eller andre investorer.

For det tredje er vi uenige i analysen af, at investeringsprogrammer er nødvendige og tilstrækkelige, for at et virkningsfuldt projekt kan udbredes. Det er muligt at dokumentere effekter og udbrede viden om, hvad der virker, uden at private investorer absolut skal tjene penge på det. Det gør mange organisationer allerede i dag. Ligeledes findes der også en enorm værdifuld viden blandt vores mange tusinde offentligt ansatte, som hver dag skaber velfærd ude omkring i landet. Derfor bør forslaget om en social investeringsfond også gå hånd i hånd med et forslag om at gøre det muligt og mere attraktivt for kommunerne og regionerne at investere i forebyggende og langsigtede indsatser i velfærden.

Det lader til, at vi alle sammen kan blive enige om, at social forebyggelse og tidlige investeringer betaler sig. Derfor burde det også være åbenlyst for alle partier i Folketinget, at staten selv burde investere i tidlige indsatser og forebyggende arbejde og derved selv høste overskuddet, et overskud, som kan investeres i velfærden frem for at ende i hænderne på private pengemænd. Men som sagt: For Enhedslisten er socialpolitik først og fremmest socialpolitik. Målet er at skabe gode liv, og det bør Den Sociale Investeringsfond selvfølgelig også afspejle.

Der er ønske om en kort bemærkning fra fru Pernille Rosenkrantz-Theil fra Socialdemokratiet. Værsgo.

Mener Enhedslisten, at det er smartest, at pensionskassernes penge, dvs. danske lønmodtagers penge, bliver brugt på velfærd, eller at de f.eks. bliver brugt på at investere i våbenindustrien i Australien?

Ordføreren.

Jeg køber sådan set ikke fru Pernille Rosenkrantz-Theils præmis. Det er muligt at investere i andet end våben i Australien. Men hovedpointen for mig er sådan set, at hvis det er så god en investering at lave tidlige indsatser og lave forebyggende arbejde, så mener jeg, at det overskud, det afkast, skal blive i de offentlige kasser og bruges på at udvikle velfærden yderligere eller foretage andre tidlige indsatser.

Fru Pernille Rosenkrantz-Theil.

Ja, selvfølgelig, hvis det er det offentlige, der har investeret pengene, men det er det jo ikke. Altså, her lægger vi jo op til, at det er pensionskasserne, der har investeret pengene. Så den del af pengene, hvor det er det offentlige, der lægger dem, skal afkastet selvfølgelig gå til det offentlige, og derfor lægger vi jo også op til, at der bliver delt i porten på afkastet. Så selvfølgelig skal der være en sammenhæng mellem de to ting. Og du har ret, det kunne også være australske broer, det behøver ikke at være våbenindustrien. Men en meget stor del af de penge, der er i vores pensionskasser, bliver jo brugt på f.eks. australske broer eller tyske vindmøller – det kan jo for så vidt være ting, der er fornuftige nok. Men det må vel være sådan, alt andet lige, at når man som lønmodtager sætter en meget stor sum penge ind hen over rigtig mange år, så er det dog smartere, at de bliver investeret i den danske velfærd, og det begriber jeg faktisk ikke at Enhedslisten ikke kan være med på.

Ordføreren.

I Enhedslisten mener vi grundlæggende, at vi som statskasse, som samfund skal foretage de her investeringer, og der tror jeg bare ikke vi bliver enige med Socialdemokratiet, som åbenbart gerne vil åbne op for, at der skal trækkes et afkast ud – om det så er pensionskasser eller kapitalfonde som Goldman Sachs; der er selvfølgelig en graduering, i forhold til hvem der skulle have et afkast. Men vi ser sådan set gerne, at det skal være staten, der laver den investering.

Der er ønske om en kort bemærkning fra hr. Torsten Gejl, Alternativet.

Mange tak, og tak for talen. Jeg skal bare lige høre, om ordføreren, når ordføreren siger, at der bliver trukket penge ud, er klar over, at der i den her type investeringer ikke bliver trukket penge ud fra det offentlige, i den forstand, at det er nogle penge, der lå i det offentlige, og som vi har betalt i skat, der bliver trukket ud.

Ordføreren.

Man kan politisk beslutte at investere i tidlige indsatser og forebyggende arbejde, eller man kan vælge at finde finansieringen et andet sted. Det kan man gøre ved en privat investor, og det kan man også gøre ved en pensionskasse. Den investering giver sig selv igen med et eller andet afkast – det er klart. Det kan vi godt blive enige om. Men spørgsmålet er jo så, hvem der skal have det afkast. Og det er klart, at hvis der skal kapital ind udefra, vil man selvfølgelig fra en investors side kræve, at man får et afkast. De penge bliver jo trukket ud. Hvis vi som samfund, hvis vi på finansloven havde besluttet, at det ville vi finansiere, så var det overskud jo blevet i fælleskassen, og det ville kunne bruges på andre sociale indsatser. Det handler jo om prioriteringer.

Hr. Torsten Gejl, anden korte bemærkning.

Jeg går ud fra, at ordføreren giver mig ret i, at der ikke bliver taget penge ud af det offentlige. Der bliver ikke taget afkast ud fra f.eks. penge, som er blevet betalt i skat, og givet til nogen som helst private foretagender. Er ordføreren enig i det?

Ordføreren.

Hvis der var et politisk flertal herinde, som ville lave de her investeringer med offentlige midler, så ville vi kunne reinvestere pengene. Det er rigtigt, at det ikke kommer til at koste det offentlige én krone, men jeg synes, det ville være mere fornuftigt, at vi som samfund investerede i tidlige indsatser og forebyggende arbejde, så vi kunne bruge det afkast, der ville være, på at lave mere velfærd og flere indsatser.

Der er ikke flere, der har bedt om korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren og går videre til fru Laura Lindahl, Liberal Alliance.

Tak for det. Jeg er sådan set enig med flere af de foregående ordførere, dog ikke den sidste, der var på talerstolen, fra Enhedslisten. Vi synes, at det her er et rigtig fornuftigt forslag, fordi Den Sociale Investeringsfond jo har til formål at forestå effektiviseringer af den offentlige sektor ved at udbrede nogle indsatser, som har nogle gode resultater, men det er også en investeringsfond, som skal udvikle nye indsatser.

Det billede, som fru Pernille Rosenkrantz-Theil tegner, når hun siger en motorvej af en pengestrøm ind i velfærdssamfundet, føltes selvfølgelig sådan lige et kort øjeblik lidt ubehageligt. Men det er rigtigt nok, at vi gør det i en periode for at få igangsat nogle af de ting, fordi vi jo ude i kommunerne skal bruge ressourcer i øjeblikket på alle de foranstaltninger, alle de initiativer, som er igangsat. Dem kan man jo ikke bare hive ud for at bruge dem på den tidlige indsats, så der vil ligesom være en periode, hvor man er nødt til også at tage sig af dem, som man ikke har taget sig af tidligere. Og det koster rigtig mange penge.

Men hvis vi kommer i gang med det via Den Sociale Investeringsfond, er det jo tanken, at vi på sigt ligesom kan køre over på ét spor igen og dermed igen faktisk forhåbentlig spare rigtig mange penge, fordi vi har fået fat i den tidlige indsats. Så det er en rigtig, rigtig vigtig dagsorden, og vi støtter den hos Liberal Alliance. Det er jo lidt af et eksperiment, så vi synes også, det er sådan en spændende ting, vi skal følge, og vi glæder os til at se, om den her konstruktion kommer til at fungere. Vi stemmer selvfølgelig for forslaget.

Der er ikke nogen korte bemærkninger. Vi går videre til hr. Torsten Gejl, ordfører for Alternativet.

Tak. Vi er mange, der i flere år har sagt, at det kan betale sig at investere i mennesker, ikke bare menneskeligt, hvilket er det vigtigste, men også økonomisk. Altså, hvis det lykkes at skabe trivsel og livskvalitet for mennesker, der er udsatte, udsatte grupper, mennesker, der har alle typer udfordringer, så sparer vi penge på de budgetter, hvori der er afsat penge til at betale for de udfordringer og problemer, de mennesker har. Derfor skal vi forstå, at vi nogle gange må vende begreberne på hovedet, når vi siger, at mursten er investeringer og mennesker er udgifter. Det hænger faktisk ikke sammen på den måde, for her kan mennesker faktisk være investeringer. Der er måske nogen derude, der tænker: Hvad er essensen, hvad er hovedmotoren, af det her forslag?

Bare lige for at forklare det kort: Hvis man har en gruppe – det bliver lidt firkantet, men jeg vil godt lige forklare det kort – på 100 mennesker, som er udsatte, og man ved hjælp af en investering på 10 mio. kr. skaber trivsel og livskvalitet i deres liv, vil man senere hen spare nogle af de penge, der er afsat i budgetterne for sundheds-, social- eller retsvæsen, fordi de mennesker alligevel ikke vil koste de penge. Det kan så være, at det viser sig, at man faktisk sparer 20 mio. kr. Problemet var før i tiden, at det var svært at finde de penge. Men via de sociale investeringer er vi efterhånden kommet i den situation, at vi ved at investere penge ét sted faktisk kan finde ud af at hente de penge, der kommer af de afledte besparelser, hjem igen andre steder fra.

Det er sådan set det, der er dynamikken i det. Det hedder sociale investeringer; vi taler også om social bonds. Men det er det her med, at hvis vi investerer i trivsel og livskvalitet for udsatte grupper, fører det til afledte besparelser, og hvis vi kan føre dem tilbage igen, begynder vi at opleve et økonomisk kredsløb, og det synes vi i Alternativet i hvert fald er rigtig interessant. Det kan så i forbindelse med det lovforslag, vi behandler her i dag, om Den Sociale Investeringsfond køres op i stor skala, sådan at der kommer nogle investeringer oven i velfærden, altså ikke til at bortspare velfærd, men oven i velfærden. For vi får mulighed for at lave nogle indsatser, som vi ellers ikke kunne have lavet; som giver viden i kommunerne; som hjælper rigtig mange udsatte danskere; og som betyder, at vi uden at spare på velfærden og uden at tage af skattekronerne kan give en gevinst tilbage til investoren.

Det er en ny måde at tænke det på, og den havde jeg ikke tænkt, før jeg kom her i Folketinget. Jeg synes, at det er noget rigtig spændende noget, vi har gjort. Og som I nok kan høre, støtter Alternativet selvfølgelig det her forslag.

Der er et ønske om en kort bemærkning fra hr. Rasmus Vestergaard Madsen, Enhedslisten. Værsgo.

Jeg tror ikke helt, jeg deler ordførerens spænding omkring det her lovforslag. Lovforslaget åbner jo bl.a. op for, at man kan lave forskellige konstruktioner, som fonden kan arbejde igennem. Det kan jo være projekter og konstruktioner, hvor man arbejder med en meget specifik gruppe af udsatte. Og vi kunne godt komme til at stå med et scenarie, hvor man kunne lave et projekt, der ville give sig selv meget hurtigt mange gange igen, altså give et højt afkast, men vi kunne også forestille os, at der på den anden side jo ville være projekter, som måske ville være sværere – ordføreren og jeg er jo nok enige om, at en tidlig indsats over for børn ofte giver mere igen end over for en ældre misbruger eksempelvis. Vil vi ikke kunne komme til at ende et sted, hvor private investorer kan investere i den ene del, den nemme, og så står vi som samfund måske tilbage med den tunge, med det projekt, der ikke giver det store afkast?

Ordføreren.

Se, det synes jeg faktisk er en rigtig god indvending og en rigtig god tanke og noget, vi har diskuteret rigtig, rigtig meget. Man kan kalde det cherry picking eller creaming – altså er der nogle effekter, hvor man har nogle målgrupper, som er rigtig lette at hjælpe, så hjælper vi dem hurtigt, og så kører vi videre. Og det løser vi simpelt hen, ved at det er os, der bestemmer, hvad det er for nogle projekter, vi skal lave. Det er os, der bestemmer det. Og vi har lavet vandtætte skotter mellem investorerne og udførerne. Det er en vigtig ting, og det er en vigtig ting, som vi bliver nødt til at være opmærksomme på. Altså, vi skal sørge for, at vi ikke får en cherry picking-situation, ved selv at kunne bestemme, hvilke projekter der skal investeres i.

Hr. Rasmus Vestergaard Madsen.

Man kunne jo godt forestille sig i forhold til diverse investorer – hvem det nu end skal blive – at deres investeringslyst vil være svingende, alt efter hvor stort afkastet nu er. Så man kan sige, at hvis man laver en samlet bred portefølje, hvor der ligger en lang række projekter, som vi politisk prioriterer giver rigtig god mening, fordi det handler om at skabe gode liv, men ikke nødvendigvis giver det store afkast, så kan det være, at man lige pludselig får rigtig svært ved at finde de investorer. Og det vil sige, at den her sondring mellem, hvem der bestemmer, og hvem der investerer, jo i praksis kan være rigtig svær.

Ordføreren.

Den kan i praksis være rigtig svær, og det er også noget, man skal tænke rigtig grundigt over. Men vi har lavet det sådan, at det er os, der bestemmer, og af samme grund. Og på den måde fungerer det.

Det, spørgeren skal huske, er, at for at tjene en eneste krone til nogen som helst, skal der skabes trivsel og livskvalitet i udsatte menneskers liv – ellers fungerer hele det her ikke. Og det skal skabes oven på velfærden; det vil sige, at vi får velfærd, som vi ikke har haft endnu. Og der deler Alternativet ikke Enhedslistens modstand mod at bruge privat kapital til det her. Hvis det kan skabe trivsel og livskvalitet i udsatte menneskers liv og på den måde generere værdi, har vi ikke noget problem med det.

Fru Pernille Rosenkrantz-Theil for en kort bemærkning.

Jeg synes jo, der er et element mere i lige præcis den her debat. For jeg er meget enig i, at hovedregel nummer et er, at det er os, der bestemmer. Det vil sige, at det ikke er en investor, der bestemmer, hvad der skal investeres i; det er Folketinget, der bestemmer det.

Men der er også en værnsregel mere, som jeg får lyst til at spørge om Alternativet ikke er enig i er en væsentlig del af lige præcis den debat, nemlig den værnsregel, der handler om, at vi bunker projekterne i én portefølje. Det vil sige, at hvis vi beslutter os for, at det, der kan investeres i, som giver et eller andet afkast, er noget af det lidt tungere, som man ikke kan flashe på sin hjemmeside som investor, så er det faktisk os, der har truffet den beslutning, og det bliver bunket sammen, sådan at alle projekterne er den portefølje, man investerer i. Så man kan ikke tage enkeltprojekter ud. Det synes jeg har været en vigtig værnsregel, i forbindelse med at vi har konstrueret fonden.

Ordføreren.

Tak for den forklaring. For når jeg siger, at det er os, der bestemmer, så er præcis den måde, vi gør det på.

Der er ikke ønske om anden korte bemærkning, så dermed siger vi tak til hr. Torsten Gejl som ordfører. Vi har ikke en radikal ordfører, så vi går videre til fru Trine Torp, SF.

Tak for det. SF er positive over for forslaget. Der er jo flere ordførere, der allerede har forklaret, hvad formålet med det her lovforslag er. Vi er især positive over for de grundlæggende intentioner, der ligger i Den Sociale Investeringsfond, dels at fonden skal være med til at udbrede indsatser på de større velfærdsområder, dels at fonden skal medvirke til at udvikle og modne nye indsatser på de større velfærdsområder. Jeg noterer mig i den forbindelse også, at de fleste af de høringssvar, der er, er positive over for lige netop de intentioner.

Men der er dog også en række opmærksomhedspunkter, som vi i SF mener er værd at have øje for. Det gælder både i den videre udvalgsproces frem mod den endelige vedtagelse af lovforslaget, men også når Den Sociale Investeringsfond skal ud og virke.

Det første punkt handler om investeringsfondens grundlæggende målgruppe og risiko for, at der sker en uheldig skævvridning i prioriteringen af indsatserne, som der præcis lige har været en debat om her. Som bl.a. Rådet for Socialt Udsatte, FTF, BUPL, Danske Handicaporganisationer og Mødrehjælpen påpeger i deres høringssvar, er vi nødt til at sikre en balance i de indsatser, som prioriteres, så det ikke kun er de umiddelbart mest rentable eller økonomisk sikre indsatser, der investeres i. Det har vi også forsøgt at gøre noget ved, netop ud fra den her idé om, at det skal være alt eller intet, altså at man ikke kan plukke i det, og at det er os, der ligesom definerer porteføljen. En sådan skævvridning ville ellers risikere at betyde, at kun meget kortsigtede og målbare indsatser bliver prioriteret, alt imens mere langsigtede, usikre og komplekse, men vigtige problemstillinger bliver nedprioriteret. Det er i SF's optik helt afgørende for Den Sociale Investeringsfonds berettigelse, at det økonomiske incitament ikke spænder ben for, at der bliver investeret i vigtige sociale og velfærdspolitiske problemstillinger.

Et andet punkt handler om repræsentationen i investeringsfondens bestyrelse, som også har været debatteret mellem nogle andre ordførere. Som det fremgår af lovforslaget, udpeges bestyrelsen af henholdsvis ministeren for offentlig innovation, Kommunernes Landsforening og Danske Regioner. Samtidig er det alene bestyrelsen, der udvælger de projekter, fonden skal prioritere, altså når vi har sat den samlede portefølje. Vi mener, der bør være en grundig diskussion af, hvilke kriterier der kommer til at ligge til grund for udvælgelsen af bestyrelsesmedlemmer. Samtidig mener vi også, at det rådgivende udvalg, som skal rådgive fonden om dens aktiviteter, skal være stærkt repræsenteret af organisationer og personer med stor praktisk erfaring fra forskellige velfærdspolitiske områder i den offentlige såvel som den frivillige sektor.

I forlængelse heraf er et tredje vigtigt opmærksomhedspunkt selve fondens udvælgelsesproces for projekter. I SF mener vi, at det er værd at have øje for, at der på sigt kan blive behov for at justere bestyrelsens udvælgelsesproces, f.eks. i tilfælde af at omfanget af projekter vokser. Her kan det for offentlighedens skyld være nødvendigt med en fuldt åben og transparent parlamentarisk udvælgelsesproces, hvor det altså ikke er bestyrelsen i fonden alene, der træffer afgørelse. Derfor lægger vi også op til, at det drøftes nærmere i den kommende udvalgsproces.

Endelig skal jeg som et fjerde punkt bemærke, at vi i SF har det udgangspunkt, at vi klart er mest positive over for, at der samarbejdes med nonprofitorganisationer, men at privat samarbejde kan tjene gode formål. Som jeg også har nævnt tidligere, er det yderst vigtigt, at fondens formål ikke skævvrides, så de økonomiske incitamenter alene kommer til at dominere udvælgelsen af projekter og indsatser. For os er det derfor også afgørende, at samarbejdet med private aktører foregår på de rigtige vilkår og med de rette betingelser.

Ud over de punkter, som jeg har nævnt her, vil vi i forbindelse med udvalgsprocessen stille en række spørgsmål til ministeriet. Spørgsmålene handler bl.a. om de nærmere betingelser for den årlige udvælgelse af fondens temaer, som jævnfør lovforslaget skal ske i forbindelse med finanslovsforhandlingerne. Det synes vi ikke er særlig velbeskrevet sådan lige umiddelbart i forslaget, som det ligger nu. Vi vil gerne have uddybet, hvor bredt eller smalt de temaer skal forstås. Vi vil også spørge nærmere ind til, hvilke private investorer man forventer vil investere i fonden, samt hvorvidt det forventes, at eventuelle private investorer, der foretager et kapitalindskud i fonden, også påtager sig samme risiko som staten, hvilket selvsagt vil være særlig vigtigt i forhold til et eventuelt tab.

Som det bør fremgå af de punkter, jeg har listet op, er der altså en række områder, som vi bør have en nærmere og grundigere drøftelse af i udvalgsbehandlingen. Men med det sagt er vi i SF i udgangspunktet positive over for lovforslaget og de grundlæggende intentioner med Den Sociale Investeringsfond. Jeg skal hilse fra De Radikale og sige, at de støtter forslaget helt.

Der er et ønske om en kort bemærkning fra hr. Rasmus Vestergaard Madsen, Enhedslisten.

Jeg vil blot helt kort høre, om SF – jeg kunne ikke få det fra Dansk Folkeparti – har en grænse for, hvor stort et afkast en investor skal kunne trække ud af et projekt.

Ordføreren.

Det kan jeg ikke svare på her. Altså, det er jo en forhandling, der kommer til at være i de enkelte tilfælde. Jeg synes bare også, det er vigtigt, at når vi taler om det her forsøg, som det jo er, så skal vi også drage nogle erfaringer med det. Og en af fordelene ved at være med i aftalekredsen om det her er jo, at man har muligheden for at påvirke det og justere på det, hvis det viser sig, at nogle af de faldgruber, som jeg også har beskrevet – og måske også det, som ordføreren spørger til – bliver et problem. Og den mulighed stiller man sig jo uden for, hvis man ikke er en del af aftalen.

Så siger vi tak til fru Tine Torp, og da der ikke er flere, der har bedt om ordet, går vi videre til ministeren for offentlig innovation. Værsgo.

Tak for det, og tak til alle ordførerne for indlæggene og den grundlæggende positive modtagelse af lovforslaget hele vejen rundt i Folketingssalen om etableringen af lov om Den Sociale Investeringsfond, som vi jo aftalte i forbindelse med satspuljeforhandlingerne sidste år, og som jeg også synes vi efterfølgende har haft en rigtig god proces og dialog om undervejs.

Vi etablerer jo med fonden nogle nye rammer for partnerskaber mellem den offentlige, den private og den frivillige sektor for derigennem også at understøtte, at vi kan blive bedre til at sætte tidligere og mere forebyggende ind på de store velfærdsområder. Fonden skal bidrage til at udbrede og udvikle tidlige og helhedsorienterede indsatser på de store velfærdsområder med henblik på først og fremmest, at vi kan lykkes med at skabe nogle bedre resultater for borgerne og samtidig også sænke de offentlige udgifter.

Sociale investeringsprogrammer er ikke et eller andet mirakelmiddel, der bliver svaret på alle udfordringer i vores samfund. De vil heller ikke være egnet til at kunne bruges inden for alle områder. Men jeg tror på, at det forhåbentlig kan blive en del af svaret som et nyt værktøj, vi nu får i kassen, og som vi nu får prøvet i en dansk kontekst. For som en af de tidligere ordførere har været inde på, er der jo også en række udenlandske erfaringer med det, man her kalder for social impact bonds, og hvor jeg fra starten også har sagt, at vi jo ikke skal lave en engelsk model eller en svensk model eller noget helt tredje. Vi skal udvikle vores egen danske model i en dansk kontekst, som vi synes passer ind.

Som led i arbejdet med fonden skal den jo skabe mere viden om effekterne af tidlige indsatser og samtidig tiltrække ny kapital ved at understøtte, at private aktører kan investere i forebyggende indsatser. Den Sociale Investeringsfond kommer – hvis vi griber det rigtigt an videre frem – til at være med til at starte et helt nyt marked i Danmark og dermed være en fond, der kan tiltrække ny kapital og understøtte, at vi som samfund i højere grad investerer i langsigtede og mere forebyggende indsatser. Gevinsterne fra projekterne skal geninvesteres, så der bliver skabt et grundlag for et vedvarende og strukturelt fokus på forebyggelse. Og med hensyn til, hvilke temaer der skal disponeres og investeres inden for i forhold til fonden, er det korrekt, som SF's ordfører også tilkendegav, at vi i satspuljeaftalen har indgået aftale om, at det besluttes årligt i forbindelse med forhandlingerne om finansloven, og dermed at vi jo som partier skal have en dialog om de specifikke områder. På den måde sikres det jo også, at det er os som folkevalgte politikere, der fastsætter de overordnede rammer for, hvad det er for nogle velfærdsindsatser, der skal investeres i, og på hvilke velfærdsområder der skal udvikles og modnes indsatser.

Samtidig synes jeg, det er væsentligt, at vi med lovforslaget her også sikrer fonden et vist handlerum inden for nogle klare juridiske rammer. Ud over at etablere Den Sociale Investeringsfond stilles der med lovforslaget også forslag til regulering af en række vigtige elementer af fondens virke. Loven fastslår, hvilke typer af dispositioner fonden vil kunne foretage. Med henblik på at give fonden en tilpas stor værktøjskasse til at kunne opnå dens formål lægges der op til at give fonden adgang til at kunne foretage en række finansielle dispositioner.

Det gælder bl.a. muligheden for at yde tilskud til offentlige myndigheder, der ønsker at igangsætte forsøg med partnerskaberne, yde lån, kapitalindskud, stiftelse af selskaber m.v. Med loven fastslås det samtidig, at fonden skal afgive en årlig redegørelse om sin virksomhed til innovationsministeren – en redegørelse, som selvfølgelig efterfølgende oversendes til Folketinget.

Den socialdemokratiske ordfører sagde i sin indledende tale, at hvis vi griber det her rigtigt an, kan det blive en motorvej til at få flere penge ind i vores velfærdssamfund. Jeg håber, at det her kan blive en motorvej til, at vi lykkes med mere til gavn for flere, og dermed at vi bliver bedre til at gøre det, vi politikere alle sammen har snakket om i så mange år, nemlig at sætte tidligere og mere forebyggende og helhedsorienteret ind. Det er for mig det, der er målet, og med et smil på læben: Det er jeg også helt sikker på at vi i sidste ende er enige om alle sammen blandt os politikere.

Med de bemærkninger vil jeg takke ordførerne for indlæggene og som sagt for det, som jeg synes har været en rigtig god proces og et samarbejde om arbejdet her. Som jeg allerede også har varslet i forlængelse af det møde, jeg havde lejlighed til at holde med Folketingets partier for ikke så længe siden, skal vi jo følge op med en række drøftelser af de forskellige udeståender, som der fortsat er. De ting skal vi arbejde videre med i fællesskab og kigge nærmere på, som vi har aftalt. Og jeg stiller mig naturligvis til rådighed i forhold til den videre behandling af lovforslaget, og herunder jo besvarelse og drøftelse af de temaer og spørgsmål, som der også allerede er blevet varslet her fra talerstolen.

Der er i hvert fald et enkelt spørgsmål, som lige skal besvares, inden ministeren er helt færdig, og det er fra hr. Rasmus Vestergaard Madsen, Enhedslisten.

Tak. Ministeren bliver af Berlingske den 2. april spurgt, om det ikke er at spille hasard med vores velfærd at lade private investere. Dertil svarer ministeren:

»Det her er indsatser udover dét, vi allerede leverer i dag. Det sker også i en erkendelse af, at vi i dag bruger rigtig store summer på at iværksætte forskellige indsatser uden, at de virker.«

Jeg synes, det virker skræmmende, og jeg kan jo også se, at det er skræmmende, at vi har utrolig mange sociale indsatser, som vi faktisk ikke kender effekten af i dag.

Men vil ministeren ikke prøve at forklare mig – nu er jeg lidt ny i det her – hvordan det lige præcis er private midler, der er med til at give svaret på, hvad fremtidens sociale indsatser skal være? Hvordan er det lige præcis det, at det er hos private investorer, vi finder de svar? For vi ved det jo allerede i dag. Vi ved jo godt, når vi spørger ngo-organisationerne, og når vi spørger vores offentligt ansatte, hvad der virker. Er det, vi finder ud af her, egentlig ikke nærmere, hvad der også giver et økonomisk afkast?

Ministeren.

Der var i hvert fald ikke noget i det, jeg sådan umiddelbart var citeret for i Berlingske, som jeg er uenig i, ej heller den dag i dag. Og det er jo i hvert fald heldigt og et godt udgangspunkt at starte med.

Så kan man sige: Er det ved at lykkes med en indsats, eksempelvis at sikre, at der er flere unge, som kommer ud af kontanthjælpssystemet og lykkes med at komme i varig beskæftigelse, afgørende, om en pengeseddel er blå eller grøn? Nej. Det, der er afgørende, handler jo om, hvad det er for nogle indsatser, man iværksætter. Og det, der er det nye i det her, handler jo om, at vi etablerer mulighed for nu at lave nogle nye former for partnerskaber i Danmark, partnerskaber mellem den offentlige, den private og den frivillige sektor.

Jeg tror på, at vi ved at gå nye veje kan gøre en forskel, i forhold til at lykkes med mere af det, som jeg faktisk fornemmer at et bredt flertal, for ikke at sige alle partier her i Folketinget, gerne vil have vi bliver bedre til. Men det er klart, at man også kunne have valgt at læne sig tilbage og sige: Vi fortsætter med at gøre i morgen, som vi gjorde i går. Det tror jeg bare ikke skaber den store forskel. Så vi skal jo også være klar til en gang imellem at gå nye veje, hvis vi også gerne vil lede efter de nye svar på, hvordan vi lykkes bedre.

Hr. Rasmus Vestergaard Madsen.

Tanken er jo, at fonden skal arbejde i partnerskaber. Det er lidt uklart, når man læser lovforslaget, hvordan de her partnerskaber helt præcis skal se ud. Der er ikke en skarp sondring, som SF's ordfører også sagde, mellem ngo'er og private virksomheder, som jo sagtens kan lave partnerskaber.

Men det, jeg sådan set gerne vil høre om ud over det, er, om det er muligt, at fonden kan varetage investeringer eller lave partnerskaber, som udelukkende består af et samarbejde mellem en kommune og en ngo-organisation, eller skal der en privat investor ind over?

Ministeren.

Det kunne fonden principielt godt

Der er ønske om en kort bemærkning fra fru Pernille Rosenkrantz-Theil, Socialdemokratiet.

Det er præcis den sidste del, for det er et af de steder, hvor jeg også har været lidt bekymret over den måde, bemærkningerne er skruet sammen på. Altså, jeg er helt ubekymret, hvad angår den politiske aftale, for der synes jeg at vi har været utrolig klare og i øvrigt har fundet en rigtig god vej.

Der er jo to fonde. Vi omtaler det som den sociale investeringsfond, men i virkeligheden har vi lavet to fonde, og den ene har lidt løsere regler omkring sig end den anden. Og lige præcis hvad angår det spørgsmål, som Enhedslisten rejser, er der jo lidt løsere rammer for, hvad private kan, fordi det ikke skal give afkast. Det er den lille fond. Vi har kaldt det den lille og den store fond i den måde, vi har talt om det på, når vi har aftalt ting.

Men det er bare for at sige, at for Socialdemokratiet har det været fuldstændig afgørende, at man med den store fond, altså der, hvor det giver afkast, ikke laver en motorvej for privatiseringer. Det ideologiske spørgsmål afgøres af 90 mandater i Folketinget, og der er ikke noget i den her fond, der forandrer den ideologiske kamp. Det vil jeg bare bede ministeren om at slå fast. Altså, hvis man har et ønske om at privatisere den offentlige velfærd, kommer man hverken tættere på eller længere fra med det her lovforslag, hvad angår den store fond.

Hvad angår den lille fond, begynder man at kunne lave alt muligt gakkeligak. Til gengæld er det jo eksperimentelt og ikke noget, som er en del af den store velfærdsdagsorden.

Ministeren.

Altså, først og fremmest håber jeg ikke, vi kommer til at lave noget, der er helt gakkeligak, eller hvad det var, der blev sagt. Vi etablerer nu én fond, men det er korrekt, som ordføreren siger, at det jo er en fond, der går på to ben. Det ene ben handler om, hvordan vi kan blive bedre til at udbrede det, vi ved virker, og dermed sikre, at der er flere, der får gavn af det, vi ved virker, og at det kommer ud at virke. Og det andet ben handler om, hvordan vi kan gå nye veje og dermed blive bedre til at lykkes med f.eks. at sikre, at unge, der har været i kriminalitet, ikke begår ny kriminalitet, når de kommer ud, eller at mennesker, der er i højrisikozonen for at udvikle diabetes, rent faktisk ikke udvikler selve sygdommen. Det er de to ben, der er i fonden: et udbredelses- og et udviklingsben.

Jeg synes egentlig, at for mig er hele den snak, der har været om privatisering, dybt irrelevant, i forhold til at det her handler om, at vi skal lykkes med nogle indsatser over for mennesker, som jo typisk har det rigtig, rigtig svært, og dermed blive bedre til også at gå nye veje til at sikre, at mennesker uden for arbejdsmarkedet eller mennesker i massive sociale problemer får en bedre mulighed for også i den sidste ende at kunne blive en del af fællesskabet. Og at den private, frivillige sektor er med inde over, tror jeg sådan set i sidste ende kun gør, at vi kan lykkes med mere, end vi ville lykkes med, hvis vi kun gjorde alting for os selv.

Fru Pernille Rosenkrantz-Theil.

Men det er den jo allerede. Altså, en plejefamilie er jo privat, så man kan sige, at den private sektor allerede er der. Det med gakkeligak skal bare forstås som eksperimentelle ting, og det kan vi godt lide, så det var ikke ment som et skældsord, men alene som at der er noget af det, der er eksperimentelt.

Men det er bare vigtigt for mig i virkeligheden at slå fast, også når vi står her, at i diskussionen om, hvorvidt der skal være private aktører i velfærdssamfundet, gør fonden hverken fra eller til. Der er private aktører i dag, det vil der også være i fremtiden, og det er der en ideologisk kamp om i Folketingssalen, hvor det at konstruere den her fond hverken gør fra eller til. Altså, det er ikke sådan, at den konstruktion i sig selv fordrer mere privat eller omvendt fordrer mere kommunalt, og det vil sige, at den ideologiske kamp er uforandret og derfor også afspejlet i, at alle partier på nær Enhedslisten er med.

Ministeren.

Det kan jeg bekræfte.

Med det klare svar er der ikke mere i forhold til ministeren.

Der er i hvert fald ikke flere, der har bedt om ordet, og dermed vil jeg konstatere, at forhandlingen er sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Social-, Indenrigs- og Børneudvalget. Hvis der ikke er nogen, der gør indsigelse i forhold til det, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.