Tak for det, formand.
Den her aftale er jo, som det er blevet sagt, et spørgsmål om, at man fjerner kommunernes muligheder for at få refusion – de her 50 pct.
til vejledende opkvalificering, mentorstøtte.
I den forbindelse er det også værd at se på, hvordan kommunerne har brugt de her muligheder.
De muligheder, de har haft, har ikke altid været lige gode, for vi har set, at der er folk, der er kommet ud i noget aktivering, som er totalt misvisende.
Vi har så sent som i sidste måned set det her eksempel med mentorstøtten, hvor der var et meget stort misbrug med mentorstøtte, som kommunerne jo fik refusion til, selv om den enkelte måske kun fik 3-4 timer ud af måske 50 timer.
Så resten var egentlig noget, kommunen betalte til mentoren, uden at den enkelte borger fik gavn af det.
Det er den slags refusion, der bliver fjernet.
Men jeg kan da også godt se, at der er noget i det, som er godt for den enkelte – der, hvor refusionen bliver fjernet.
Men det er jo ikke ensbetydende med, at kommunerne ikke skal lave indsatsen.
Det, der så ligger i det, er, at kommunerne skal meget mere over i direkte at hjælpe de ledige med at komme i job og give dem de kurser, der kan give dem et job.
Det har det her vejledende opkvalificering hidtil ikke gjort.
Derfor har vi også i forbindelse med forenklingsindsatsen – også i forbindelse med kontanthjælp – lagt meget vægt på, at kommunerne altså skal ud at matche de ledige med de ledige job, og så skal man give dem de kurser, som kan give et job.
Det kan ikke hjælpe noget at sige:
Jamen du kan komme ud i aktivering, og så må vi se, hvordan det går, og så kan du komme ud i aktivering igen, og så må vi se, hvordan det går.
Kommunernes jobkonsulenter skal altså meget mere målrettet til at se på den enkelte og sige:
Hvad kan hjælpe dig for at komme i job?
Hvad for kurser skal du have?
Og så skal kommunerne selvfølgelig ind og give dem de kurser, der kan give et job, og lave aftaler med arbejdsgiveren, og så får kommunen så refusion over budgetgarantien.
Hvordan det fungerer, vil jeg så ikke lige komme nærmere ind på.
Men det kan bare ikke hjælpe at tro, at det hele er vel forvaret, bare fordi kommunerne kan få en refusion, og at de så løfter den opgave, som de skal.
Kommunerne snakker meget om, at de vil have selvbestemmelse og selv vil lave den indsats.
Men hvis det er sådan, at de kun laver den indsats, som borgeren skal have, hvis de får en stor refusion, så er det jo ikke så godt.
Det er jo ikke så lang tid siden, at vi lavede en refusionsomlægning, hvor vi nedtrappede refusionen i forhold til den indsats, som kommunerne skal gøre for de forskellige borgere i forbindelse med ydelser.
Men jeg synes jo, at når nu kommunerne gerne vil have selvbestemmelse, skal de være meget mere obs på at se på, hvordan vi kan få de her borgere ud.
For den største gevinst for en kommune er jo netop, at de får deres borgere i job.
Det kan også være, at der er nogle, der skal i uddannelse først, få en faglig uddannelse måske, men det handler om at få dem videre og væk fra det system, de er i.
Det gælder både dagpengemodtagere, kontanthjælpsmodtagere og integrationsydelsesmodtagere, at man skal se på, hvad de kan, og hvad der så skal til for at få dem i job, i stedet for at sige:
Jamen altså, du kan få lidt vejledning her, og så kan du få lidt opkvalificering, ved at vi sender dig ud i et jobtilbud, i aktivering, som ikke giver job, og så er det tilbage.
Jeg har mødt mange, som, når de har været sendt ud i aktivering, efter nogle uger er på det samme igen – i stedet for at man har en mere håndholdt indsats, der kan give et job.
Det er det, vi satser på i Dansk Folkeparti.
Det er det, vi tror på.
Det er også derfor, vi i forenklingsindsatsen fik direkte skrevet ind, at kommunerne skal matche de ledige til de ledige job, der er, og at de skal give dem de kurser, der kan give et job.
Jeg er ikke helt så nervøs for, at det her skal svigte, som den tidligere ordfører var.
Jeg forstår godt, at der, når man kigger på det, er noget med 6 ugers selvvalgt kursus, hvis ikke kommuner kan få refusion, når de sender dagpengemodtagere på 6 ugers selvvalgt kursus.
Jeg har altid haft et ønske om at afskaffe det her med 6 ugers selvvalgt kursus – det skal være sådan, at de skal have de kurser, der giver job.
Uanset om det er 6, 7, 8, 10 eller 12 uger, skal de have de kurser, der kan give et job.
Det er den vej, vi skal gå.
Men i hvert fald får vi lukket den tilgang, at det er statens penge, der ryger til misbrug af mentorstøtte.
Og det er så en af de rigtig positive ting.
Men det er også positivt, at der så bliver mere fokus på, at det, kommunerne sætter de ledige til, er noget, der målrettet kan give dem et job.
Så vi støtter forslaget.