Det næste punkt på dagsordenen er:

15) Forhandling om redegørelse nr. R 2:

Udenrigsministerens redegørelse om samarbejdet i Arktis.

(Anmeldelse 03.10.2018. Redegørelse givet 03.10.2018. Meddelelse om forhandling 03.10.2018).

Forhandlingen er åbnet, og jeg giver indledningsvis ordet til hr. Nick Hækkerup som ordfører for Socialdemokratiet.

Tak for det. Når vi årligt tilbagevendende her i Folketinget behandler redegørelse om samarbejdet i Arktis og har gjort det siden 2011, er det dybest set, fordi klimaforandringerne gør Arktis mere og mere tilgængeligt. Det være sig inden for sejlads, inden for fiskeri, inden for udnyttelse af naturressourcer, turisme osv. Ambitionen har været – heldigvis på tværs af ikke bare Folketinget, men også på tværs af de lande, der geografisk ligger oppe i det arktiske område – at Arktis skal blive ved med at være et lavspændingsområde, hvor de konflikter, der er, bliver løst på fredelig vis.

Den fremlagte redegørelse beskriver faktisk på udmærket vis det internationale samarbejde, der finder sted om Arktis, og de forskellige områder, som der samarbejdes om. Jeg tror, at den eneste substantielle tilføjelse, som jeg vil komme med i dag på vegne af Socialdemokratiet, er, at der faktisk er grund til at være bekymret for den tendens til stigende spænding i Arktis, som vokser frem i de her år. Lad mig nævne et par af de store aktører – først kineserne.

I januar i år offentliggjorde Kina deres første Arktisstrategi, hvor det slås fast, at Arktis efter kinesernes opfattelse ikke kan ses som en afgrænset region, og at det ikke er op til de arktiske stater at fastsætte regler og normer for området. Kina har også en rolle at spille, siger de selv, når det kommer til forskning, sejlads, udvinding af ressourcer, fiskeri, udlægning af kabler og rørledninger osv. Det er – set i forhold til hvordan tonerne har været tidligere – helt nyt og meget mere offensivt fra kinesisk side.

En af de andre store aktører, russerne, har over de seneste år åbnet, eller er i øjeblikket i gang med at planlægge at åbne, genåbne eller udvide op mod ti arktiske militærbaser fra den kolde krigs tid. Seneste på øen Alexander i øgruppen Franz Josef Land, hvor der er opført en 14.000 m 2 stor bygning, og hvor der planlægges en 2.500 m lang asfaltlandingsbane, som giver mulighed for at beflyve området med både kamp- og transportfly året rundt.

Endelig er der selvfølgelig amerikanerne, hvor vi i forlængelse af Danmarks arbejde med at undgå kinesisk finansiering af nye lufthavne på Grønland oplevede, at det amerikanske forsvarsministerium – måske lidt overraskende – kom på banen og meddelte sig parat til at analysere det og muligvis investere i grønlandske lufthavne. Alt det siger jeg, fordi det illustrerer det, som der sker i det arktiske område i øjeblikket, nemlig at nogle af de store aktører tager skridt, som risikerer at øge spændingen.

Nu er det her jo en redegørelse, og vi skal ikke lave nogen tekster og ikke stemme om noget. Men jeg synes, der er grund til at opfordre regeringen til at have et særligt fokus på det i forbindelse med næste års redegørelse.

Tak til Socialdemokratiets ordfører. Den næste på talerstolen er hr. Henrik Brodersen som ordfører for Dansk Folkeparti.

Tak, formand. Jeg vil først sige tak til ministeren for redegørelsen om samarbejdet i Arktis. Det er jo, som også den forrige ordfører var inde på, en tilbagevendende begivenhed, som vi meget gerne tager del i. Der kan jo ikke være to meninger om, at interessen for Arktis vokser. Verdens stormagter vil ind i Arktis og udnytte de nye muligheder, der er for at tjene penge, men ikke alle har den nødvendige forståelse for naturen og menneskerne i Arktis. Derfor er det meget vigtigt, at kongeriget har en stærk stemme i det arktiske samarbejde, og at vores arbejde for at udvikle Arktis er bæredygtigt og gavner de folk, der bor deroppe.

Isen smelter om sommeren, og Ishavet er stort set uden is. Det åbner op for nye muligheder. Der er muligheder for nyt fiskeri, det åbner for nye sejlruter, og der er en voksende interesse for turisme i Arktis. Heldigvis er de arktiske kyststater nu blevet enige om og har underskrevet en aftale om, at der ikke skal fiskes i Ishavet, før vi er sikre på, hvor stor fiskebestanden er, og før vi er sikre på, at fiskeriet i det hele taget er bæredygtigt.

Jeg glæder mig over, at regeringens udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi prioriterer Arktis højt, og at den sætter særlig fokus på økonomisk udvikling til gavn for befolkningen i Grønland og på Færøerne. Det er kongeriget Danmark, der er medlem af Arktisk Råd, og derfor er det kun naturligt, at regeringen gør mest muligt for at varetage det grønlandske og færøske folks interesser i Arktis.

Jeg glæder mig også over, at interessen for Arktis er stor, og at der er mulighed for en ny udvikling, som kan gavne befolkningen i området. Det er der brug for. Men jeg er også bekymret for, at de store muligheder i Arktis også betyder en stor risiko. Vi ser desværre, at mange aktører, som vil ind i Arktis, ikke har forståelse for, hvor stor risikoen rent faktisk er.

Ved den sidste redegørelsesdebat nævnte jeg, at krydstogtbranchen var utilfreds med, at der stilles krav om, at krydstogtskibene skal sejle to og to i Arktis. De mener, at det ødelægger konkurrencen, og de protesterer imod de krav, så de kan tjene et par håndører mere på en eksklusiv tur til verdens top. Men spørger du Arktisk Kommando, som står med ansvaret for sikkerheden og skal rykke ud, når ulykken er ude, siger de ligefrem, at der ikke er mulighed for at redde passagererne fra et synkende krydstogtskib med op til 3.000 sjæle om bord, hvis der ikke er et andet og lige så stort skib i nærheden. Hvis der ikke er et tilsvarende stort skib i nærheden, vil vi med sikkerhed stå med endnu en skibskatastrofe af dimensioner som »Titanic« og med tusindvis af døde.

Så det er ikke uden grund, at der skal stilles store krav til alle aktører, der vil drive erhverv i Arktis. Krydstogtbranchen er kun en af de mange forskellige brancher, som har store planer for Arktis. Og vi skal stille store krav, ligesom der skal tages højde for de ekstreme vejrforhold og den sårbare natur, der er i Arktis.

Forsvaret står for den danske del af opgaveløsningen i Arktis. Hovedopgaven er selvfølgelig af militær karakter. Der skal også være et forsvar af Grønland og Færøerne. Men forsvaret løfter også en stor del af de andre opgaver i Arktis. Det er redningsaktioner, fiskerikontrol, miljøovervågning, og det understøtter politiets opgaver osv. I december 2016 indgik vi en aftale med regeringen om at styrke forsvarets fremtidige opgaveløsning i Arktis. Forsvarets opgaveløsning er styrket på mange områder gennem de senere år, men da der er stigende interesse for Arktis, bliver vi nødt til at gøre endnu mere for at styrke vores indsats på området. Det gælder også indsatsen med at forbedre forholdet omkring land- og søkortlægningen, hvor der stadig er langt igen, før vi er i mål.

Med hensyn til miljø- og naturområderne skal der også lægges en stor indsats for at beskytte den arktiske natur. Arktis er et stort og ressourcerigt område. Som en af de fem store aktører i Arktis står kongeriget Danmark med et stort ansvar for at sikre, at mennesker og natur kan gå hånd i hånd. Vi skal sikre dem, der vil Arktis det godt, og som får mulighed for at arbejde i en region, men også får et ansvar for at sikre, at udviklingen kommer dem til gode, som bor der. Vi har en forpligtelse til at sikre kongerigets interesse i Arktis, uanset om det gælder fiskeri, miljø, råstoffer eller turisme, og vi har en forpligtelse til at sikre ro og orden i Arktis. Vi skal sørge for, at de, der vil det gode og med den nødvendige respekt for naturen, får adgang til Arktis. Det må være Dansk Folkepartis, Folketingets og regeringens pejlemærker fremadrettet.

Som også den tidligere ordfører var inde på, er der jo meget, meget stor interesse for det. Når man sidder og har de her forhandlinger om Arktis, har man jo observatører med fra så eksotiske steder som Brasilien, Tyrkiet, Singapore og Indien. Det er måske ikke lige det, man forbinder med Arktis. Jeg gjorde det i hvert fald ikke, før jeg blev opmærksom på, hvor stor interessen egentlig er på verdensplan.

Med disse ord vil jeg sige tak.

Der er en kort bemærkning fra fru Aleqa Hammond. Værsgo.

Den tidligere ordfører nævnte meget klart og tydeligt, at der er risiko for spændinger på vej i det arktiske område, eftersom der er større og større interesse for Arktis og dets muligheder, og ordføreren siger også, at der er en del lande, som udviser stor interesse for at tjene penge i området i fremtiden på grund af de muligheder, der er. Men i selve rapporten fra udenrigsministeren bliver kineserne ikke nævnt med et eneste ord, på trods af at vi ved, at kineserne i de tidligere debatter, vi har haft her om rigsfællesskabet, men også debatter om Arktis, har fyldt rigtig, rigtig meget, som vi har hørt det fra andre ordføreres side. Hvad mener ordføreren om det, og hvad mener ordføreren det skyldes?

Ordføreren.

At kineserne er interesseret i netop det arktiske, er jo ikke nogen hemmelighed, og det er fuldt forståeligt. Hver gang man i Kina og Japan skal sælge varer i Europa, vil man kunne spare 40 pct. af transporten ved at sejle nordom i stedet for sydom, så det giver helt indlysende en interesse i det, der foregår i området. At kineserne så på mange andre måder er begyndt at spille med musklerne og i særdeleshed sprede deres penge ud over hele verden, er jo heller ikke nogen hemmelighed, og det er muligvis en af årsagerne til, at de også nu aktivt går ind og siger, at de føler sig som en naturlig del af Arktis. Det synspunkt deler jeg på ingen måde.

Spørgeren.

Jeg vil gerne spørge lidt ind til amerikanernes interesse i at medfinansiere lufthavnsbyggerierne i Grønland. Hver gang der har været andre lande, som har udvist større interesse i Grønland og vil være med til at finansiere større projekter i Grønland, har Udenrigsministeriet altid været ude at sige, at der er et udenrigs- og sikkerhedspolitisk spørgsmål, der spiller en rolle her. Det er der jo også i den her sammenhæng, hvor amerikanerne udviser interesse direkte på det militære område. Hvad ser Dansk Folkeparti som udenrigs- og sikkerhedspolitisk aspekt i den her sag, som Danmark bør være opmærksom på?

Ordføreren.

Nu ligger Grønland jo nu engang, hvor Grønland ligger, og Grønland er tæt nabo til både USA og Canada, og i og med at USA er vores allierede, er det jo oplagt, at de er en del af det. De løser mange opgaver for os med overvågning og andet, og derfor synes jeg, at amerikanerne på alle mulige måder er en helt naturlig del af det og har jo også på alle mulige måder været et skjold for den grønlandske befolkning i mange år. Så har der selvfølgelig været masser af eksempler på, at de har været lidt lemfældige med miljøet osv. osv., men jeg synes, at amerikanerne absolut må være at foretrække fremfor nogen af de andre, der er blevet nævnt.

Den næste spørger er fru Aaja Chemnitz Larsen. Værsgo.

Mange tak for ordførerindlægget. Det er jo sådan, at vi er mange i Arktis, som ønsker at bevare Arktis som et lavspændingsområde og have det som en fredszone, og det er vi også lykkedes med indtil videre. Samtidig ser vi jo også, at der sker en oprustning. Bl.a. opruster briterne i Nordnorge, og russerne er også mere og mere, hvad skal man sige, til stede i Grønland, ligesom kinesiske statsskibe også er det. Det hørte vi, da vi var i Grønland med Folketingets Grønlandsudvalg her for halvanden måneds tid siden.

Jeg synes, at et aspekt, som vi måske ikke snakker så meget om i Folketinget, i hvert fald ikke i grønlandsk eller arktisk sammenhæng, er cybersikkerhed. Noget af det, som vi blev gjort opmærksom på hos Arktisk Kommando, var, at med de her russiske og kinesiske skibe er der sådan set en risiko for, at man kan kortslutte internetforbindelsen til Grønland på grund af de her søkabler, som vi har i Grønland. Er det noget, som vi i virkeligheden bør være mere opmærksom på i Folketinget fremadrettet?

Ordføreren.

Jamen det synes jeg da bestemt. Altså, det skal vi jo være i forhold til alle. Alle dem, som går ind på andres territorium og eksempelvis laver sådan nogle angreb, gør det jo typisk, fordi de ikke vil en det godt, eller i hvert fald fordi de gerne vil komme i besiddelse af nogle oplysninger, som de egentlig ikke burde have. Vi kan bare se her i huset, hvor mange tiltag der er gjort, for at vi bliver beskyttet bedre og bedre, og sådan er det jo over hele verden. Derfor er det klart, at det også er et sted, vi skal have fokus på, og det tror jeg også vores allierede og samarbejdspartnere er fuldstændig opmærksom på også bliver en del af det.

Spørgeren.

Mange tak. Ordføreren var også inde på, at der jo bor mennesker i Arktis. Mange gange snakker vi om klimaforandringer, og vi snakker om miljøet og naturen i Arktis. Vi snakker om forsvar og sikkerhedspolitik, alle de her andre ting, men det er jo enormt vigtigt også at huske på, at der bor mennesker dér. Et helt oplagt område at fokusere mere på er jo uddannelse og forskning. Kunne man forestille sig , at vi f.eks. var førende i arktisk forskning? Noget af det, der bliver peget på, er jo en arktisk forskningshub. Det synes jeg i hvert fald er rigtig interessant måske at diskutere noget mere, og på samme måde kan man sige, at vi jo er udfordret, når EU skærer ned på deres bidrag til Grønlands uddannelsesområde.

Ordføreren.

Alt andet lige: Jo. Forskning har jo fundet sted i hundredvis af år på højere eller lavere plan og det, at man er nødt til at forske og finde ud af, hvad det egentlig er, der rører sig også i den del af landet, er da ganske naturligt. Vi kunne da sagtens se os i, at man satte meget mere massivt ind for også at skabe nogle gode rammer for forskningen i Nordatlanten.

Tak til Dansk Folkepartis ordfører. Den næste i rækken er hr. Erling Bonnesen som ordfører for Venstre.

Tak for det. Da Venstres sædvanlige ordfører på området er blevet akut forhindret, har jeg lovet at holde talen.

Arktis er jo et højt prioriteret udenrigspolitisk område for Danmark og rigsfællesskabet. Det er helt afgørende, at Danmark sammen med Færøerne og Grønland har et klart og skarpt fokus på dette område. For selv om Arktis for tiden er en af de mere anonyme geopolitiske scener, skal man ikke tage fejl af eventuelle konflikter i området – eller mulighederne for det. Derfor skal det understreges, hvor vigtigt rigsfællesskabet er i Arktis, og vores stemme står langt stærkere, når vi står sammen, og når vi samarbejder.

Vi skal være på vagt over for eventuelle konflikter i Arktis, særlig Rusland skal vi være opmærksomme på – vi har også hørt om kineserne. Og med de seneste års stigende aggressive udenrigspolitik fra f.eks. Putins side, skal vi se på en eventuel intensivering af konfliktniveauet i Arktis med stærk bekymring. I Danmark har vi oplevet krænkelser af vores eget luftrum samt militære øvelser tæt på vores grænser, og selv Sverige har f.eks. set sig nødsaget til at øge deres forsvarsbudgetter og genetablere værnepligten på grund af Putins adfærd – også her i Norden. Derfor skal vi også være på vagt over for øget russisk militær aktivitet i det arktiske område. Og det kan få os til at spørge os selv, om vi så skal øge vores militære tilstedeværelse i Arktis, uden selvfølgelig på nogen måde at medvirke til at eskalere en militarisering af området. Vi bliver nødt til at sende et klart signal om, at vi altså står sammen i rigsfællesskabet – vi står sammen i det arktiske, og det vil vi selvfølgelig ikke lade os presse ud af.

Til trods for udfordringerne med Rusland har det heldigvis været muligt at samarbejde om Arktis i et såkaldt spor for sig og finde løsninger ad de veje.

Rigsfællesskabet ønsker et stærkt samarbejde med alle arktiske lande, og derfor glæder det mig, at vi sammen med USA, Canada, Norge og Rusland samt Kina, Japan, EU, Sydkorea og Island har indgået en aftale om fiskeri i Arktis. Og der skal det være helt klart, at der ikke skal påbegyndes fiskeri i området uden et tilstrækkeligt videnskabeligt og dermed også bæredygtigt grundlag.

Danmark deltager aktivt i Arktisk Råd, og det er her, at forholdene mellem staterne i høj grad håndteres. Særlig på miljøområdet er Danmark et aktivt medlem, for vi ved, at økosystemerne i Arktis er specielt sårbare. Så er det også vigtigt, som tidligere ordførere også har været inde på, at vi har et beredskab klar, i tilfælde af at der er behov for det – det kan være olieudslip, eller det kan være ulykker eller andre situationer, hvor der bliver behov for et beredskab. Der er en højere risiko for udslip af olie eller andre situationer, hvor der kan være behov for et beredskab, i kraft af de øgede aktiviteter, og selvfølgelig også et eller andet sted i kraft af klimaforandringerne, der har gjort Arktis mere farbart for skibe, og det samme gælder selvfølgelig også behovet for søredning, der især er aktuelt med det stigende antal krydstogtskibe, der er i farvandet.

Det er vigtigt, at Arktisk Råd agerer som samlingspunkt for kystnære lande, og der kan konflikter undgås, samt at militariseringen af Arktis ikke eskalerer, for med de seneste års mere aggressive opførsel, som jeg har været inde på tidligere, er det vigtigt, at vi er opmærksomme på dette.

Så vil jeg også nævne, at det derfor også er beklageligt, at EU f.eks. ikke engang har observatørstatus i Arktisk Råd. Det er imod vores interesser, at EU ikke kan deltage på lige fod med eksempelvis Kina og Indien, der har observatørstatus, men heldigvis – som jeg vil sige afslutningsvis – er det samlede rigsfællesskab en stærk stemme i udviklingen i Arktis, og derfor er det utrolig vigtigt, at Danmark fortsat styrker samarbejdet med Færøerne og Grønland i Arktis, så vi arbejder sammen. Sammen står vi selvfølgelig stærkere og når længst.

Der er en kort bemærkning fra fru Aleqa Hammond. Værsgo.

Jeg hører fra ordføreren ord som »konflikter i Arktis« og »aggressiv politik fra russisk side i det arktiske«. Disse konflikter og aggressivitet fra russernes side nævnes ikke i udenrigsministerens rapport. Så jeg vil gerne spørge Venstres ordfører: Hvilke risici og spændinger ser Venstre i det arktiske, og på hvilket grundlag?

Ordføreren.

Vi tænker heller ikke på det sådan i fysisk forstand. Men vi har jo set, at de forskellige magter, andre lande, fremmede stater langt fra os har forsøgt, kan vi sige, at udøve deres interesser i området, og det skal vi selvfølgelig være på vagt over for. Men det skal vi da selvfølgelig helst håbe at løse på en fredelig facon, som jeg også har markeret i ordførertalen, igennem et fortsat stærkt og godt samarbejde i rigsfællesskabet og i det arktiske.

Spørgeren.

Arctic Five ruster op i det arktiske område, specielt omkring Polhavet. Hvad skal Danmark gøre for at sikre, at man har en stærk placering i Arctic Five, i henhold til Venstres ordfører?

En anden ting er EU's observatørstatus i Arktisk Råd: Hvad er det, Danmark skal gøre for at sikre, at EU kommer med ind som en mulig observatør i Arktisk Råd?

Ordføreren.

Der skal vi via de chancer, der byder sig, ved at deltage i de forskellige fora, møder, være der, argumentere for sagen, så vi på demokratisk, dialogbaseret facon arbejder for at fremme de her synspunkter, som jeg så også har markeret i ordførertalen her.

Tak til Venstres ordfører. Enhedslistens ordfører er ikke nået frem, så vi går videre til hr. Carsten Bach som ordfører for Liberal Alliance.

Tak for det. Tak for ordet, og også tak til udenrigsministeren for den meget flotte og som altid meget grundige redegørelse. På baggrund af redegørelsen mener jeg nu at det må stå lysende klart for os alle her i salen så vel som uden for salen, at samarbejdet i den arktiske region aldrig nogen sinde har været vigtigere, end det er nu, ikke kun for at sikre stabilitet, men også for at sikre økonomisk vækst i regionen, og de to ting er svære at adskille.

Hvis der ikke er politisk og sikkerhedsmæssig stabilitet i Arktis, kan vi jo bestemt heller ikke forvente, at private virksomheder eller turister skulle kunne lægge deres penge i regionen. Derfor skal vi fortsat styrke samarbejdet, ikke kun med de øvrige arktiske kyststater, men så sandelig også internt i rigsfællesskabet, og i den forbindelse vil jeg så gerne starte med at rose regeringen for netop at have meget fokus på at styrke samarbejdet i regionen. Blandt de initiativer, regeringen har taget, kan nævnes samarbejdsaftalen med Grønlands Selvstyre om beredskabet, som betyder, at Grønland nu kan anmode Beredskabsstyrelsen i Danmark om assistance ved ulykker og katastrofer.

Sidste sommer så vi jo faktisk, hvor vigtigt det kan være, at beredskabet fungerer i Grønland, da tsunamien ramte vestkysten, og skulle en lignende katastrofe så nu ramme igen – må det ikke ske – er grønlænderne nu bedre rustet til at kunne håndtere en sådan situation. Hvis man skal tiltrække private investeringer til de arktiske egne, herunder jo også Grønland, må virksomhederne selvfølgelig også kunne føle sig trygge i det smukke, men til tider også ret barske landskab, der er i den del af verden, og være forvisset om, at skulle uheldet være ude, ja, så er hjælpen faktisk også lige på trapperne. Det samme gælder jo selvfølgelig de mange turister, som forhåbentlig skal besøge såvel Grønland som den arktiske region de næste mange år. Bl.a. derfor er samarbejdet internt i rigsfællesskabet også så vigtigt, så der kan skabes økonomisk vækst, bl.a. i Grønland. Men skal man tiltrække private investorer, skal infrastrukturen være på plads, og derfor glæder det mig, og det glæder selvfølgelig også Liberal Alliance, at regeringen har tilkendegivet, at Danmark nu er klar til at medfinansiere de store ambitioner, selvstyret har, når det gælder udbygning af lufthavne i Grønland.

Også internationalt er det som sagt vigtigt med arktisk samarbejde, måske også vigtigere end nogen sinde, og også her holder regeringen, om jeg så må sige, slæden i sporet, bl.a. i forbindelse med at tiåret for Ilulissaterklæringen er blevet genbekræftet Danmark og de øvrige arktiske kyststater imellem, og der er støtte til den erklæring, som om noget nok er fundamentet for det fortsatte internationale samarbejde i regionen.

For ganske nylig underskrev Grønland og Færøerne så på vegne af rigsfællesskabet en aftale om fiskeri i den såkaldte arktiske højsø med de øvrige arktiske kyststater samt Island, EU, Kina, Japan og Sydkorea. Den aftale er enormt vigtig i forhold til at sikre en eventuel fremtidig udnyttelse af fiskebestanden i Arktis, og at den bliver bæredygtig, og et fremadrettet tæt samarbejde partnerne imellem skal sikre, at aftalen overholdes, og forebygge ulovligt fiskeri.

Men i den her sammenhæng kommer vi så nok heller ikke uden om at tale om den russiske tilstedeværelse i Arktis. Flere ordførere har allerede tidligere været inde på det. I de senere år har Rusland jo så tilsyneladende genåbnet flere arktiske militærbaser, som ellers har været lukket siden afslutningen af den kolde krig. Senest har vi set en udvidelse af en landingsbane på Alexandra Ø, som mig bekendt ligger under 1.000 km fra Grønlands nordøstkyst. Med udvidelsen af en russisk base på den vis kan der nu serviceres både militære kampfly og transportfly på stedet.

Set i lyset af det kan det godt bekymre mig en lille smule som ordfører, når jeg læser Rigsrevisionens beretning om forsvarets forudsætninger for at løse sine opgaver i Arktis. Den har jo bl.a. konkluderet, at flådens fartøjer i Arktis ikke har det nødvendige udstyr eller den nødvendige bemanding til at kunne løse sine opgaver tilfredsstillende.

Forsvarsforliget tilbage fra januar i år bekræftede Arktisaftalen fra 2016 om at styrke indsatsen i Arktis, og derfor vil Liberal Alliance bestemt også følge meget nøje med i udviklingen i forsvarets opgaveløsning i Arktis og naturligvis være med til at holde regeringen op på, at forsvaret lever op til målsætningerne i Arktisaftalen. Alt i alt glæder jeg mig over det stærke samarbejde, der er i Arktis, både inden for rigsfællesskabet og internationalt. Det er afgørende for at sikre den politiske stabilitet, der skal til, for at kunne skabe økonomisk vækst og fremgang i regionen.

Til sidst vil jeg gerne henlede alles opmærksomhed på, at det jo fra flere sider, senest vist i øvrigt med regeringsdannelsen tilbage i 2016, har været ment, at Danmark måske med fordel kunne udpege en minister for arktisk samarbejde, på samme vis som vi jo i dag har en minister for nordisk samarbejde. Og hvem ved, måske er det så sidste gang, vi har den her redegørelsesdebat med udenrigsministeren. Efter næste folketingsvalg kan det jo være, at den ære tilfalder en helt ny minister for arktisk samarbejde. Tak for ordet.

Tak, og der er korte bemærkninger. Den første spørger er fru Aaja Chemnitz Larsen. Værsgo.

Mange tak for ordførertalen. Det var jo en interessant kommentar, som ordføreren kom med til sidst, så jeg vil også gerne give ordføreren mulighed for måske at udfolde, hvad det helt konkret kunne være. Det er i hvert fald noget, som vi fra Inuit Ataqatigiits side synes lyder rigtig, rigtig spændende. Vi har jo selv tidligere foreslået en arktisk minister i en kommende regering, så det kunne jo godt være en bold, man kunne spille ind med.

Som ordføreren også var inde på, er der blevet gjort en række tiltag fra regeringens side i forhold til at styrke sikkerheden i Arktis, ikke mindst i det forsvarsforlig, der er blevet indgået i år, og det er jo en bred palet, kan man sige, af Folketingets partier, som har støttet op om de initiativer, som vi har peget på fra IA's side. Så det er rigtig, rigtig positivt med det gode samarbejde på det område.

Hvis man så kigger på de arktiske parlamentarikere, mødes de cirka hvert andet år. Vi har været i Lapland for ikke så lang tid siden, hvor jeg repræsenterede Folketinget sammen med min færøske kollega hr. Sjúrður Skaale, og her snakker vi både om klimaforandringer, men vi snakker også om økonomisk udvikling, og vi snakker om digitalisering i Arktis, altså nogle helt andre emner end det, vi egentlig ser i den her arktiske redegørelse. Jeg synes jo, det står sådan lidt i kontrast til hinanden. Jeg vil gerne give ordføreren en mulighed for også at reflektere lidt over, hvordan det kan være, at der er sådan en kontrast imellem det, der bliver talt om fra regeringens side, og det, som rigtig mange grønlændere er optaget af. Tak.

Ordføreren.

Ordet kontrast synes jeg måske er sådan lidt overdrevet i den her sammenhæng. Jeg synes jo sådan set egentlig, at regeringen og også Folketingets partier generelt har fokus på mange af de emner, der, kan man sige, både optager arktiske parlamentarikere, men jo også mere internationalt. Det er jo ikke nødvendigvis kun de arktiske kyststater, som vi også har hørt i flere andre ordførertaler, der har interesse i det arktiske område. Der er jo mange ting, man kan lægge vægt på, og man kan lægge mere eller mindre vægt på det ene og det andet. Som spørgeren måske lagde mærke til, var noget af det, jeg selv lagde vægt på i min ordførertale, netop økonomisk udvikling i Arktis. Forbindelsen mellem økonomisk udvikling og politisk stabilitet er noget af det, jeg i hvert fald lægger meget vægt på i den tilgang, jeg har til det arktiske samarbejde.

Spørgeren.

Mange tak. Det er også noget, som Inuit Ataqatigiit er meget optaget af, altså politisk stabilitet også i Grønland, som jeg også var inde på i min tale her til åbningsdebatten for nogle få dage siden. Der er jo ingen tvivl om, at vi selv har et kæmpestort ansvar i forhold til at skabe økonomisk udvikling i Grønland, og det har vi også i forhold til digitalisering. Men der er jo en arbejdsgruppe under Arktisk Råd, som netop kigger på, hvordan vi kan se på nogle sådan lidt alternative løsninger i forhold til at styrke digitaliseringen i Arktis. For vi er ikke særlig mange, der bor i Arktis, og derfor er vi nødt til at tænke i andre baner end kun kommercielt. Så det kunne jeg godt tænke mig at høre ordførerens kommentar til.

Ordføreren.

Tak. Der er bestemt ikke nogen tvivl om, at digitaliseringen, kan man sige, sådan generelt, ligegyldigt hvor vi befinder os henne på kloden, er et meget vigtigt emne, og det er det selvfølgelig også i Arktis. Man kunne jo måske forestille sig et udvidet samarbejde på satellitområdet eller andet i forhold til at skabe en øget digitalisering. Det er måske et område, som sådan ingeniørteknisk er meget tungt, så jeg er ikke sikker på, at jeg vil gå helt ind i det, hvad det angår. Men der er ikke nogen tvivl om, at det ligesom på alle andre områder i Arktis jo kræver samarbejde, og det vil kræve samarbejde mellem de arktiske stater, hvis man skal øge digitaliseringen i Arktis.

Den næste spørger er fru Aleqa Hammond. Værsgo.

Som ordføreren også siger, er der øget interesse og øget aktivitet i det arktiske, også hvad angår oprustning i forskellige grader og forskellige lande. Arctic Five underskrev en aftale tilbage i 2008, som siger, at Ilulissaterklæringen er den erklæring, som alle Arctic Five-lande og andre lande skal respektere. Hænger det sammen med den oprustning nu med Ilulissatdeklarationen i henhold til ordføreren?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Jeg tror, at hvis spørgeren havde lyttet meget intenst efter, ville spørgeren have opdaget, at jeg netop gjorde mig umage med ikke at anvende termen oprustning. Om der er tale om oprustning eller ej, vil jeg måske lade mere forsvarskyndige om at vurdere, men der er jo ikke nogen tvivl om, som spørgeren også henleder min opmærksomhed på, at der er øget aktivitet, bl.a. med, som jeg også nævnte i min ordførertale, nyetablering eller i hvert fald udvidelse af en russisk landingsbane inden for det arktiske område. Det skal vi selvfølgelig som kongerige og som rigsfællesskab være meget opmærksomme på i vores sikkerheds- og udenrigspolitiske ageren, og som jeg også lagde vægt på i forhold til forsvarets opgaveløsning, skal den danske regering være klar til at følge op på de politiske aftaler, der er, Arktisaftalen, som er blevet genbekræftet i forsvarsforliget fra januar osv., sådan at vi også i Danmark i hvert fald er i stand til at løse de opgaver, som vi politisk har aftalt skal løses i Arktis.

Spørgeren.

Amerikanerne ønsker, at der skal være et dual use-formål med at finansiere de nye lufthavne i Grønland. Ser ordføreren det som en øget aktivitet fra amerikanernes side?

En anden ting: Ordføreren ønsker en minister for arktisk samarbejde. Hvad skal ministeren for arktisk samarbejde specifikt lave, ud over hvad udenrigsministeren gør i dag, og Danmark har i forvejen en arktisk ambassadør?

Ordføreren.

Igen med meget opmærksomhed på, hvad jeg egentlig sagde i mit ordførerindlæg, var det i hvert fald ikke – kan man sige – hensigten at sige, at jeg ønskede en minister for arktisk samarbejde. Jeg konstaterede bare, at det jo måske kunne være, i og med at det er blevet anbefalet fra flere sider, bl.a. også fra nogle af medlemmerne her i salen, en fordel for Danmark med en minister for arktisk samarbejde. Det vil jeg jo selvfølgelig lade være helt op til en kommende statsminister, når der skal dannes en eventuel ny regering efter et folketingsvalg, altså om der skal være en minister for arktisk samarbejde i en sådan regering eller ej.

Tak til Liberal Alliances ordfører. Jeg har fået melding om, at Alternativets ordfører er under fremrykning hertil, men desværre ikke er nået frem endnu. Så ham gemmer vi til lidt senere. Derfor er vi nået til hr. Martin Lidegaard som ordfører for Det Radikale Venstre.

Mange tak. Jeg er i hvert fald rykket frem, formand. Der er jo ingen tvivl om, at det arktiske område og den udvikling, der er i det arktiske område, er noget af det, der er med til at gøre kongeriget Danmark til mere og andet end en småstat. De klimaforandringer, der kommer, de aftaler, der er lavet, gør, at vi over hele kloden bliver betragtet. De valg, vi tager, både i dag og for fremtiden, bliver studeret nøje, fordi det arktiske område vil have så utrolig stor betydning sikkerhedspolitisk, klimamæssigt, økonomisk osv.

Derfor vil jeg gerne starte med at sige, at hvis der er en ting, jeg ærgrer mig over, jeg ikke fik gjort som udenrigsminister, og som jeg derfor vil give som et stort fif til den nuværende udenrigsminister, så er det, uanset om man kalder det en udenrigsminister eller en arktisk minister, eller hvad fremtiden bringer rent ressortmæssigt på det område, at vi får styrket Udenrigsministeriet på det arktiske område. Det er på en måde paradoksalt, at et område og et tema, der har så vidtrækkende konsekvenser både i vor tid og for fremtiden, bliver håndteret af så forholdsvis få mennesker, meget dygtige mennesker, bevares, det er ikke for at underkende det arktiske kontor i Udenrigsministeriet, men alligevel af meget få mennesker, i betragtning af hvor utrolig store ting vi tumler med.

Nu er der jo faktisk tegn i sol og måne på, at vi kommer til at skrue op for vores arktiske indsats. Det gælder, som mange har været inde på, hele det sikkerhedspolitiske felt fra redning af civile tjenester til redning af nødlidende over miljøkatastrofer til egentlig tilstedeværelse. Det gælder jo hele, hvad skal vi kalde det, affæren omkring, hvordan territoriet skal deles i Polarhavet – Ilulissaterklæringen som lykkeligvis er blevet genbekræftet, og tillykke til udenrigsministeren med det. Men det er jo kæmpestore spillere, vi har gang i her. Det er et kæmpestort ansvar, der påhviler den eneste nation, det eneste kongerige, som er medlem af både NATO, EU og Arctic Five. Det er der intet andet land i hele verden der er. Måske skulle vi tage det lidt med alvorligt.

Når det handler om klimaet, er vi også her en stormagt. Det er jo i Grønland, at de væsentligste målinger af klodens forandringer på klimaområdet sker. Vi er en stormagt, når det handler om klimaforskning, og det er en af de største ting, vi bidrager med i verdens vurdering af, hvor meget og hvordan man kan handle. Det er de forskningsindsatser, der bliver begået af både danske og grønlandske og færøske og mange andre forskere og specialister. Også det kalder på øget koordinering og styrkelse.

Så er der endelig hele det økonomiske område. Flere har været inde på, bl.a. fru Aaja Chemnitz Larsen, behovet for digitalisering og infrastruktur i enhver forstand i Grønland. Danmark har valgt at engagere sig mere aktivt i infrastrukturen med lufthavnene. Det bifalder vi meget fra radikal side. Vi har også nu gang i en ny erhvervsfond, der skal skubbe til udviklinger i alle dele af rigsfællesskabet. Det bifalder vi også. Men vi skal gøre det klogt og også gøre det på en klog måde. Der er jeg sådan set enig med dem, der siger, at hvorfor er det kun Danmark, der skal inviteres? Hvordan får vi andre aktører, ikke mindst europæiske aktører, til at bidrage til de mange private investeringer, der skal foregå? Det er også noget, der kræver diplomatisk knofedt og taler for større ressourcer til at indgå i det her. Jeg tror, at de vil komme mangefold igen.

Bare for at foregribe de spørgsmål, der helt sikkert vil komme, så handler det sådan set ikke om at styrke Syddanmarks stemme og magt i den nordlige del af kongeriget. Tværtimod handler det om, at hvis man vil facilitere en øget grønlandsk selvbestemmelse, en øget grønlandsk og færøsk mulighed for økonomisk selvbestemmelse og for at begå sig mere, som man har et stort ønske om både på Færøerne og i Grønland, en større udenrigspolitisk uafhængighed, så tror jeg sådan set, at det kræver flere ressourcer i det danske Udenrigsministerium, hvis man skal facilitere den vej, uanset hvordan man vælger at gøre det.

Så det vil være dagens opfordring til regeringen, altså at man kraftigt overvejer bemandingen på det her område og overvejer, hvordan man kan integrere det i de mange andre politikområder, som trænger sig på, uanset om det er den traditionelle udenrigs- og sikkerhedspolitik, om det er den europæiske dagsorden eller så mange andre. Tak.

Der er korte bemærkninger, og den første spørger er fru Aaja Chemnitz Larsen. Værsgo.

Mange tak til ordføreren for en som altid interessant tale. Statsministeren har her for ikke så lang tid siden nævnt, at vi er nødt til at retænke den måde, vi fører udenrigspolitik på, også når vi snakker Grønland og Færøerne. Jeg forstår sådan set godt ordførerens ønske om, at der bliver skruet lidt op for kompetencerne og ressourcerne i Udenrigsministeriet, men set med grønlandske briller kan jeg også godt være bange for, at der kan ske en skævvridning, for det var jo sådan set den samme diskussion, vi havde, ud fra den anbefaling, som Taksøe-Jensen-rapporten kom med. Og vi kan jo risikere, at der i virkeligheden kommer til at sidde flere i Udenrigsministeriet på Arktisdelen, end der egentlig gør i Udenrigsdirektoratet i Grønlands Selvstyre.

Hvordan kan vi gøre det her på en klog måde? Kunne man f.eks. forestille sig, at der f.eks. var mere udveksling af tjenestemænd mellem Grønland og Danmark, og at man på den måde var med til at klæde nogle grønlandske embedsmænd bedre på, men sådan set også var med til at give embedsfolk i Udenrigsministeriet en større forståelse for Grønland? Tak.

Ordføreren.

Det har jeg ikke tænkt igennem, for at sige det ligeud, men jeg synes umiddelbart, at det lyder som en fremragende tanke. Hvis man forestillede sig, at man i fremtiden skruer op både i Grønland og i Danmark for at styrke det, man kunne kalde den atlantiske stemme i verden eller kongeriget Danmarks stemme, så tror jeg, det vil være en rigtig god idé. Da jeg var klimaminister, havde vi nogle ret fantastiske erfaringer med at udveksle embedsmænd på klimaområdet, både grønlandske embedsmænd, der fik lov til at deltage i de danske forhandlingsdelegationer i EU og andre internationale fora, men også omvendt, altså danske embedsmænd, der kom op og blev klogere på det arktiske klima osv. Det havde vi stor fornøjelse af, og jeg kan ikke se, hvorfor man ikke skulle kunne gøre det samme på det udenrigspolitiske område, hvilket jeg i og for sig også tror er den sikreste måde at give Grønland, i det her tilfælde, den større stemme og større indflydelse på de områder inden for udenrigs- og sikkerhedspolitikken, der har stor betydning for Grønland.

Når jeg tror, det kræver noget ekstra mandskab i Danmark også, hvilket det helt sikkert også gør i Grønland, hvis det her skal lykkes, så er det jo simpelt hen, fordi vi også har erfaringer med, bl.a. da fru Aleqa Hammond var landsstyreformand, at hvis man skal skabe et større samarbejde på det her område, bl.a. invitere Grønland med til flere møder og mere automatisk, om jeg så må sige, deltage i vigtige møder, der berører Grønland, så kræver det også noget forberedelse mellem Grønland og Danmark, for at det skal lykkes, og det gælder al diplomati, for at man på forhånd får afstemt forventninger, og hvad det er, man skal prioritere inden for den smalle tidsramme, man har, og sådan at man ikke dublerer hinanden osv. osv. Så jeg tror, det kræver flere ressourcer, men det gør det helt sikkert på begge sider, og også større interaktion. Det er jeg helt enig i.

Spørgeren.

Da jeg gik til valg på at blive Grønlands folketingsmedlem, sagde jeg, at viden er magt, og man kunne i virkeligheden også tilføje, at erfaring også er magt. Jeg så gerne, at der var flere grønlændere i udenrigstjenesten f.eks., at vi tænkte vores talentmasse større end danske ansøgere. Nu har vi f.eks. lige fået en dygtig ung grønlandsk pige, som skal til New York og arbejde i FN med oprindelige folks rettigheder, en stilling, som jeg havde for 12 år siden. Jeg synes jo, det er fantastisk, at man får den erfaring fra det udenrigspolitiske ind under huden, i stedet for at man bare læser om det eller hører om det. Så jeg synes jo, at det her med at tænke lidt kreativt, i forhold til at man i samarbejde kan udvikle kompetencerne i Grønland, for det tror jeg er hele grundlaget. Man er jo nødt til at skabe en, hvad skal man sige, fødekæde, i forhold til at vi har de her udenrigspolitiske kompetencer og forståelse for diplomatiet, også i Grønland, hvis vi vil spille en større udenrigspolitisk rolle i Grønland. Tak.

Ordføreren.

Der er ikke nogen tvivl om, at det er en meget vigtig pointe. Uden sammenligning i øvrigt diskuterer vi rigtig meget i Danmark, hvordan vi kan flette flere danske borgere ind i EU-systemet, og det er lidt ud fra samme tankegang, nemlig for at blive klogere på, hvad der foregår dernede, for at vi bedre kan påvirke det senere og forstå mekanikken i det. Jeg synes, der ville være et stort perspektiv i at få flere repræsentanter og flere medarbejdere fra alle dele af rigsfællesskabet i den danske udenrigstjeneste. Det er helt sikkert. Man kan bare se, hvad det kan føre til.

Den næste spørger er fru Aleqa Hammond. Værsgo.

Kineserne har udnævnt Polarhavet, Polhavet, som et af deres indsatsområder fremover og kalder dem for den nordlige silkevej, og eftersom kinesernes interesse i at medfinansiere lufthavnsbyggeri i Grønland nu overtages mere af Danmark og USA, tror jeg ikke, at kinesisk interesse i at investere i Arktisområdet forsvinder derved. Hvad ser ordføreren som en mulig risiko eller fordel ved kinesernes indmarch i de arktiske regioner i den her sammenhæng for kongerigets farvande?

En anden ting: Hvad skal Udenrigsministeriet gøre for at blive gearet op til den opgave, som står foran os som kongerige og en del af Arctic Five?

Ordføreren.

Jeg deler analysen. Jeg tror bestemt heller ikke, at den kinesiske interesse vil forsvinde hverken fra Grønland eller det arktiske område som sådan. Jeg tror, jeg vil sige helt generelt, at alle investeringer i at udvikle den private sektor i Grønland hilser jeg velkommen, og det tror jeg også Grønland får brug for, men jeg hører til dem, som mener, at når det handler om kritisk infrastruktur, det gælder altså, skulle jeg hilse og sige, også i vores del af kongeriget, og det ser jeg helst ejet af uafhængige aktører, om jeg så må sige.

Jeg vil sige, at hvis der var nogle ting, jeg kunne gøre om i dansk politik, var det bl.a. salget af lufthavnen i Kastrup til private; det var salget af TDC's bredbånd, det er noget af det, som jeg tror – jeg ved ikke, om jeg tager for mange til indtægt – er noget af det, som et bredt flertal i Folketinget sådan set gerne ville have lavet om, hvis man kunne i dag, hvorimod det, at vi fik lagt vores infrastruktur på energiområdet i et uafhængigt offentligt ejet selskab, som man ikke kan beskylde for at bedrive sikkerhedspolitik eller monopolinteresser, er en rigtig god ting. Så når det handler om kritisk infrastruktur, vil jeg sige, at der synes jeg, man skal passe på med, hvem man inviterer ind. Det har ikke bare noget med Kina at gøre, men er en principiel holdning, jeg har. Når det handler om almindelige investeringer i private virksomheder osv., synes jeg alle skal være velkommen.

Spørgeren.

Grønland har gennem mange år efterlyst et meget klart samarbejde med Udenrigsministeriet om udenrigsanliggender i Grønland. Specielt når Danmark snakker med store lande og andre lande omkring Arktis og mulige investeringer og militær og deslige, er det sjældent, at Grønland er til stede. Det har Danmark en forpligtelse til i henhold til Itilleqerklæringen, men det er meget få gange, at Grønland bliver inviteret til at sidde med ved bordet, når Danmark diskuterer Arktis og diskuterer militærbaser i Grønland med andre lande. Hvad mener ordføreren der skal gøres for at sikre, at den her dialog og det tættere samarbejde inden for de udenrigspolitiske aspekter sikres?

Ordføreren.

Jeg er egentlig enig med statsministeren i, at vi bliver nødt til at kigge lidt åbent på det her felt. Måske kommer det til at lyde banalt, men med de erfaringer jeg har, som jeg bl.a. har med ordføreren, tror jeg, at det i meget vidt omfang handler om at forsøge at opbygge en tillid, som på et tidspunkt er gået fløjten i de forgangne år.

Jeg kan ikke se andet, end at Danmark, forstået som den sydlige del af kongeriget, har en aktiv interesse i at inddrage grønlænderne og færingerne og dermed også blive klogere og mere kvalificeret på, hvad der kan lade sig gøre og ikke kan lade sig gøre i de områder af kongeriget. Jeg kan heller ikke se andet, end at både Færøerne og Grønland har en aktiv interesse i at koordinere tæt med Danmark, fordi Danmark også sidder i nogle fora, hvor Grønland og Færøerne ikke sidder, bl.a. i EU og NATO, og selv om vi også er en småstat, har vi hernede nogle muligheder for det, men som kun bliver stærkere af at koordinere tæt med Grønland.

Jeg synes egentlig, at der er rigtig meget, der taler for, at alle parter har en stærk interesse i en tillidsfuld dialog og fælles koordinering her, men vi ved også, at det i praksis har været sværere end som så, fordi konflikten selvfølgelig opstår, hvis man bliver uenige om, hvad der er den rigtige vej at gå, ligesom man kan blive uenige i sagen her om, hvad der er den rigtige vej at gå, og ligesom man kan blive uenige i Grønland og Færøerne om, hvad der er den rigtige vej at gå. Hvad stiller man så op i de situationer? Det er det, vi skal blive bedre til at finde ud af hvordan vi håndterer, for det må også være sådan i et tillidsfuldt forhold; nogle gange bliver man uenige, og så er der et flertal, der bestemmer.

Den næste spørger er hr. Sjúrður Skaale. Værsgo.

Tak for det. Ordføreren udgav for nylig en bog, som handler om samarbejde og om at komme op af skyttegravene og mødes på midten. Tillykke med den. Men det med at mødes på midten og lægge konflikterne til side er ikke noget, som er nemt i politik. Vi kan jo bare se på de journalister, som har omtalt bogen. De har ledt med lys og lygte efter konflikten i den her bog, som handler om samarbejde. Hvor er konflikten i det her? Og hvilken konflikt er det her udtryk for? Således leder vi altid efter konflikter.

Men når det gælder Arktis, har vi jo set et dilemma mellem samarbejde og konflikt, når det gælder Rusland. Der er en meget stor skygge, som hviler over hele det her felt. Det er spørgsmålet: Skal vi gå ind i den tydelige konflikt, som er der med Rusland, og dermed måske miste mulighederne for det samarbejde, vi har, eller skal vi fortsætte med samarbejdet, som vi har, og måske lukke øjnene for den konflikt, vi har, og måske være lige lovlig naive og komme til at tabe i det lange løb?

Det er sådan et stort dilemma, som alle udenrigsministre har i øjeblikket: samarbejde eller konflikt? Er man naiv, eller risikerer man for meget ved at gøre det ene eller det andet? Hvad mener ordføreren? Hvordan ser ordføreren som tidligere udenrigsminister på det dilemma? Tak.

Ordføreren.

Tak for lykønskningen. Jeg kan helt bekræfte, hvordan det føles at være under mediernes behandling, når det handler om min bog. Der er rigtig mange, der er interesseret i at opsøge de konflikter, som jeg ellers meget bevidst forsøger at undgå.

Det er jo et kæmpestort spørgsmål, der bliver stillet her: Hvordan håndterer man Rusland bedst? Jeg tror, at vi bliver nødt til at føre os frem med det, man kunne kalde en fast hånd over for præsident Putin og de oligarker og det styre, der omgiver ham, og som jeg opfatter som et regime og nærmere et diktatur end et demokrati. Det er ikke nogen kunst at blive valgt, hvis man likviderer sine modstandere og styrer alle medier. Men det bliver vi nødt til at kombinere med det, man kunne kalde for en udstrakt hånd til det russiske folk. Og det omfatter sådan set både handel og kulturel udveksling, udveksling af studerende osv. osv.

Der, hvor det selvfølgelig bliver rigtig svært og ømtåleligt i det atlantiske forhold, er jo, når Putin og Rusland har svaret på de ret målrettede sanktioner, vi indførte mod præcis ham og hans håndlangere, ved at indføre nogle mere generelle sanktioner tilbage på europæiske lande. Og det stiller selvfølgelig Færøerne i en helt særlig situation. For på den ene side er Færøerne jo ikke med i EU og dermed ikke forpligtet på noget som helst, som EU måtte have gjort, og bliver derfor heller ikke ramt af de sanktioner, som Rusland skyder tilbage med. Og på den andet side er Færøerne jo ligesom alle os andre interesseret i at fremme en fredelig og demokratisk udvikling i Rusland.

Så jeg kunne næsten forledes til at sende spørgsmålet tilbage – det kan jeg så måske få lejlighed til senere: Hvad synes ordføreren er det rigtige at gøre her? For det er da en delikat balance.

Der er ikke trykket for et opfølgende spørgsmål. Så siger jeg tak til den radikale ordfører. Jeg ser ikke SF's ordfører i salen, så derfor går vi videre til hr. Naser Khader som ordfører for Det Konservative Folkeparti.

Tak til ministeren for redegørelsen. Der er stigende interesse for Arktis, og det har der været i flere år. Arktis har fået stigende betydning, herunder ikke mindst i forhold til miljøforanstaltninger og forebyggelse af klimaforandringer. Heldigvis har kongeriget en stærk tilstedeværelse i Arktis og et samarbejde, der faktisk fungerer rigtig godt. Men det er ingen selvfølge, at eventuelle konflikter bliver håndteret og løst fredeligt – det skal vi arbejde hårdt for at de bliver. Det er heller ingen selvfølge, at kongeriget har så stærk en stemme, som vi har i dag. Det kræver, at vi fortsat har fokus på området, og at vi fortsat har et stærkt samarbejde internt med vores rigsfæller Grønland og Færøerne.

I Danmarks udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi for 2017-2018 påpeges Arktis som et af de fem prioriterede punkter med særligt fokus på fredelig økonomisk udvikling. Vi har fokus på området, og det går godt.

I år er det tiårsdagen for Ilulissaterklæringen. Her genbekræftede de arktiske kyststater deres støtte til erklæringen. Det er noget, vi lægger stor vægt på. Med erklæringen markerer vi, at kyststaterne ønsker at samarbejde gennem internationale organer og lovgivning. Det er et vigtigt signal til omverdenen om, at vi kan samarbejde på trods af de uenigheder, vi måtte have med de andre kyststater.

Et godt eksempel på det internationale samarbejde her er, at Danmark og Canada nu har nedsat en arbejdsgruppe, der skal se på den havretlige grænsedragning mellem Danmark og Canada. Danmark og Canada har længe været uenige om grænsen inden for og uden for de 200 sømil. Så er der spørgsmålet om Hans Ø. Det er en grænsedragning, der ikke er uden betydning, som vi samarbejder fredeligt med canadierne om.

I det nye forsvarsforlig blev der også lagt vægt på Arktis som et nyt fokusområde. I forliget var der bred politisk enighed om nye initiativer i Arktis, herunder etablering af en beredskabsuddannelse og værnepligtsafprøvning i Grønland. Desuden videreføres den hidtidige Arktisaftale, med andre ord fastholdes forsvarets store indsats i området. Og desuden styrkes materiel til forureningsbekæmpelse i farvandene omkring Grønland.

Arktis skal selvfølgelig fortsat være afmilitariseret, men det afgørende er, at vi har beredskabsmæssige og miljømæssige muligheder på plads i området. Det har tidligere været underprioriteret, men med den nye forsvarsaftale er der igen sat fokus på området. Traditionel patruljering og afskrækkelse skal fortsat indgå i forsvarets repertoire. Det er i hele rigsfællesskabets interesse, og vi må selvfølgelig tage samme forholdsregler i Arktis som i andre nærområder.

Der er et stort potentiale i Arktis. Når kongeriget taler med fælles stemme og har et stærkt samarbejde omkring Arktis, giver det os mulighed for at drage nytte af de mange muligheder, som området rummer. Når der er stabilitet omkring grænserne og farvandene i Arktis, giver det mulighed for investeringer og en bæredygtig økonomisk udvikling til gavn for lokalbefolkningen. Derfor kan vi glæde os over, at der arbejdes for et tættere samarbejde i Arctic Economic Council, som er centralt for det private engagement i området. Vi kan også glæde os over, at der i sidste uge blev underskrevet en international fiskeriaftale mellem de arktiske kyststater samt Island, EU, Kina, Japan og Sydkorea. Det var Grønland og Færøerne, der underskrev på vegne af kongeriget, og det vidner om, at Danmarks rigsfæller bestemt også er på banen i vores fælles internationale samarbejde.

Udenrigsministeren har været medvært ved en konference om en bæredygtig økonomisk udvikling i Arktis. Her blev der sat fokus på FN's verdensmål og på, hvordan de skal implementeres i Arktis. Desuden har kongeriget været meget aktivt i forhold til at identificere vækst- og investeringsmuligheder i Arktis gennem EU. Det er centralt, at EU spiller en rolle i de fremtidige investeringer i Grønland.

Vi kan ikke tale om Arktis uden at tale om rigsfællesskabet. Vi har jo et meget stolt rigsfællesskab, som vi er rigtig glade for, og der mener vi, at målet for os må være, at vi hele tiden kan udvikle og justere på samarbejdet i rigsfællesskabet for at sikre, at det er til gavn for alle tre lande i rigsfællesskabet. Det er den eneste måde, hvorpå man kan bevare et frivilligt fællesskab, som rigsfællesskabet jo er, nemlig ved at alle parter, som er med i det, føler, at det er til gavn for dem. I det øjeblik, at rigsfællesskabet ikke er til gavn for enten Danmark, Grønland eller Færøerne, vil det falde fra hinanden. Så hvis man nu skal bevare det, må man hele tiden sikre, at det er til gavn for alle tre parter. Vi mener, at der er rigtig meget, vi kan samarbejde om.

Jeg mener bestemt, at vi har haft meget glæde af fællesskabet – det, vi har haft i de sidste 200 år. Der er meget, der binder os sammen – kulturen, historien og økonomien og ikke mindst samarbejdet omkring Arktis og de udfordringer og potentialer, der er i dette kæmpe område, der har stigende betydning. Tak.

Der er en kort bemærkning fra fru Aleqa Hammond. Værsgo.

Der er faktuelt en oprustning i gang i det arktiske område. Det så vi for nylig, da Englands udstationering af soldater i Nordnorge foregik, og dette var alene for at beskytte vestlige interesser i Arktis. Vi ser også en oprustning fra russisk side, og ikke mindst ser vi jo kineserne satse meget stort på at bruge det arktiske område som den arktiske silkevej. Alt dette bliver ikke nævnt i rapporten. Hvad mener De Konservatives ordfører der kan blive de mulige konsekvenser af den store interesse, vi ser, fra andre lande uden for kongeriget? Og hvad skal kongerigets arktiske strategi være opmærksom på i den kommende tid nu, hvor vi ser alle disse initiativer ske trods Ilulissaterklæringen?

Ordføreren.

Altså, man kan på den ene side godt forstå den store interesse, for det er et meget vigtigt område, og stormagter har stor interesse i området. Men rent personligt er jeg skeptisk over for, at både kineserne og russerne er så offensive i området. At det ikke er nævnt i rapporten, må ordføreren om lidt spørge udenrigsministeren om.

Spørgeren har ikke mere, og så siger vi tak til den konservative ordfører og går videre i rækken. Og den næste taler er fru Aaja Chemnitz Larsen.

Grønland udgør en femtedel af Arktis og er derfor en vigtig aktør i Arktis. Det giver derfor ingen mening, at redegørelsen indledes med at beskrive, at relationerne mellem Danmark og henholdsvis Grønland og Færøerne ikke indgår i denne redegørelse. Rigsfællesskabet er repræsenteret i Arktis blandt magtfulde og indflydelsesrige lande primært på grund af Grønlands rolle i Arktis. Naturligvis bør indsatser sammen med de nordatlantiske lande også tænkes ind og respekteres. Jeg ved ikke, om det er sådan en lidt kluntet formulering, der måske er blevet lavet, men det er den følelse, som man står med, når man læser redegørelsen.

Det internationale politiske arbejde i Arktis har handlet rigtig meget om klima, biodiversitet, nye sejlruter, sikkerhedspolitik og bæredygtighed. Det bærer den arktiske redegørelse også præg af. Derfor er det også glædeligt, at der i de sidste år i stigende grad er kommet fokus på de 4 millioner mennesker, som bor i Arktis og udgør en vigtig menneskelig kapital i Arktis. På grønlandsk kalder man Grønland Kalaalit Nunaat eller Inuit Nunaat, som betyder menneskenes land. For de mennesker, som bor i Grønland og i Arktis, handler det om udvikling i Arktis både i forhold til at kigge på klimaforandringerne og de mange konsekvenser heraf, men i lige så høj grad jobs, boliger og gode skoler til ens børn. Det handler om uddannelse, og det handler om forskning. Det er mange af de samme ting, som det handler om for befolkningen i resten af verden. Derfor er der også en vigtig pointe for Inuit Ataqatigiit at sige, at vi skal have fokus på den menneskelige dimension i Arktis. Vi er ikke særlig mange mennesker i Arktis i forhold til i den sydligere del af verden, og derfor tæller hver en menneskelig ressource i Arktis.

Som Folketingets repræsentant i komiteen for arktiske parlamentarikere oplever jeg heldigvis også, at vi snakker meget mere om erhvervsudvikling, jobskabelse og øget digitalisering i Arktis. I Grønland har 83 pct. af befolkningen adgang til internettet, og ud af de 56.000 mennesker, som vi er i Grønland, er 43.000 mennesker på Facebook – bare for at komme med nogle eksempler. Grønland er også et moderne samfund, ligesom det også er et meget traditionelt samfund.

Med de få mennesker, som vi har i Arktis, kan vi ikke kun tænke kommercielt. Vi er også nødt til at tænke kreativt og alternativt. I Inuit Ataqatigiit ser vi gerne, at vi finder løsninger til at øge digitaliseringen i Arktis i et samarbejde. Mange steder i Arktis har vi enten internet via søkabler, via radiokæder eller via satellitter. Men internetadgang er også dyrt, og det er skævt fordelt blandt de knap 80 bosteder, der er i Grønland.

Arktisk Råd har tidligere nedsat en arbejdsgruppe som netop skulle se på løsninger på tværs af de otte arktiske stater i Arktisk Råd. Det er et vigtigt arbejde, som vi fra Inuit Ataqatigiits side følger, da vi ved, at digitalisering også styrker andre erhvervsområder såsom turisme, iværksætteri og mange andre områder.

Regeringen støtter forsknings- og uddannelsessamarbejdet i UArctic – det samarbejde, der er mellem universiteterne i Arktis. Inuit Ataqatigiit vil opfordre regeringen til at fastholde deres økonomiske støtte til UArctic i de kommende år, for når vi udveksler viden, når vi lader de arktiske studerende besøge hinanden, er det enormt værdifuldt for udviklingen af Arktis. Det åbner grønlandske studerendes øjne op for resten af Arktis og resten af verden, når vi også bliver udfordret på vores vanetænkning og vores måde at leve på og løse samfundsudfordringerne på.

På tværs af partierne i Grønland er vi enige om, at uddannelse er en høj prioritet. Vi bruger knap 20 pct. af vores bnp i Grønland på uddannelse, og selv om vi i Grønland også får at vide, at vi har en af verdens dyreste folkeskoler, så er det noget, som er rigtig, rigtig vigtigt for os. På grund af de mange spredte bosteder kan det være vanskeligt at sikre en god kvalitet i folkeskolerne, men det er af rigtig stor vigtighed for det grønlandske samfund og udviklingen i Arktis, når vi fokuserer på uddannelse og forskning.

EU er i disse dage og i disse måneder i gang med at drøfte et kommende budget for 2021-2027, og her lægges der op til en massiv sænkning af støtten til Grønlands uddannelsesindsats i den såkaldte partnerskabsaftale. I det udkast, som vi har set, er der lagt op til en besparelse på 22 mio. euro, eller hvad der svarer til 165 mio. danske kroner. Det er noget, der kan mærkes i det grønlandske uddannelsessystem, og det vil have en massiv indvirkning på uddannelsestiltagene, som der ellers er rigtig godt gang i ud fra den nuværende partnerskabsaftale.

Det er også et brud med den fælles deklaration, der er mellem Grønland og EU fra 2015, og den kutyme, som der i mange år har været, om at forhandle fiskeriaftalen og partnerskabsaftalen samtidig. Fællesdeklarationen, som også bliver kaldt partnerskabsaftalen mellem Grønland og EU, har til hensigt at udvikle og udvide samarbejdet og ikke at forringe samarbejdet, som der nu lægges op til. I perioder kan man se på det samlet, og der ved vi, at Grønlands fiskeriforhandlinger med EU ikke altid har været til gavn for Grønland, og derfor er vi nødt til at se det her i et bredere perspektiv. Derfor mener jeg også, at det er en uskik, når to så vigtige aftaler for begge parter, både for Grønland og for EU, ikke bliver set i den sammenhæng, som de bør.

Briternes exit fra EU påvirker også OLT-landene; der bliver færre af dem. Og hvis EU's formindskede budget for støtten til Grønland vil være 22 mio. kr. ringere, så er det nogle penge, som vi ikke engang er sikre på. Det går til nogle puljer, som Grønland har mulighed for at søge. Men man kan sige, at det er mere usikre penge end den aftale, der er lige nu.

Det nuværende oplæg vil være en klar forringelse for Grønland, men også for rigsfællesskabet. Og taberne i dette spil vil være de grønlandske studerende, som vi har så hårdt brug for i Grønland. Derfor er det også vigtigt, at regeringen taler Grønlands sag i dette anliggende og sikrer en direkte konsultation og forhandling med Grønland. Det skal ske tæt og tidligt i processen. Det må nemlig være et fælles mål, at det hidtidige beløb, som har været afsat, også bliver sikret i det kommende budget for fremtidige år. Den seneste model, der er blevet fremlagt, betyder helt konkret, at midlerne er langt mere usikre for Grønlands vedkommende, da der reelt er tale om en meget voldsom nedskæring i aftalen med Grønland.

Fra Grønlands side oplever vi ofte, at vi bliver inddraget sent i processen i forhold til EU. Og en opfordring fra vores side er, at Danmark kunne være et foregangsland ved at foreslå, at der efter valg til Europa-Parlamentet bliver nedsat en intergroup med fokus på Arktis. Den kunne f.eks. blive kaldt Friends of the Arctic, og det kunne være i samarbejde med nogle af de andre nordiske lande, som også er en del af Arktis. Det kunne sikre en tættere og mere proaktiv involvering af de arktiske lande i EU, og det er et af de mål, som Inuit Ataqatigiit vil fremlægge i et kommende globaliseringsudspil, som vi kommer med her senere på måneden.

Et andet vigtigt område er klimaet. FN's klimapanel har netop udgivet deres seneste rapport her i går, og der er tale om bekymrende viden, når vi snakker om den forskning, der er på området. Rapporten understreger, at der skal afsættes et langt større beløb end hidtil set for at kunne fastholde målet om en global varmestigning på kun 1,5 grader. Med andre ord kan man sige, at den klimaindsats, der bliver gjort lige nu, er utilstrækkelig og der er behov for, at vi sætter mere massivt ind.

Det er efterhånden velkendt viden, at temperaturen i Arktis stiger med dobbelt hastighed i forhold til resten af verden. Det betyder, at de højere temperaturer i Arktis påvirker livet og hverdagen for de 4 millioner mennesker i Arktis dobbelt så meget som i resten af verden. Det betyder også, at smeltningen af f.eks. indlandsisen i Grønland påvirker verdenshavene, som stiger rundtomkring i hele verden. Man kan sige, at det, der sker i Arktis, også er noget, der påvirker resten af verden. Så derfor er det vigtigt, at både vi i Grønland er med til at gøre, hvad vi kan i forhold til at stoppe konsekvenserne af klimaforandringerne, men også at man i høj grad gør det her fra regeringens side.

Afslutningsvis vil jeg sige, at det er rigtig positivt, at regeringen fastholder Arktis som en prioritet i den udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi for de kommende år. Inuit Ataqatigiit ser frem til rapporten om virksomhedsfinansiering og arbejdet for bæredygtig og økonomisk udvikling i Arktis. Vi ønsker at tage del i dette arbejde som grønlandske folketingsmedlemmer så meget som overhovedet muligt, for jo flere vi står sammen, jo lettere kan vi også fremme de gode intentioner og gøre dem til konkrete handlinger. Tak for ordet.

Tak. Der er en kort bemærkning fra hr. Martin Lidegaard. Værsgo.

Tak til fru Aaja Chemnitz Larsen for et altid konstruktivt og godt indlæg. Jeg kunne godt tænke mig at spørge lidt ind til ønsket fra både Grønland og IA om større indflydelse på det udenrigspolitiske område. Hvad er de hedeste drømme, som fru Aaja Chemnitz Larsen kunne forestille sig her? Er det, at man inden for de eksisterende rammer, om jeg så må sige – altså den nuværende grundlov – bliver langt bedre til at intensivere samarbejdet og dialogen mellem Grønland og det danske Udenrigsministerium, eller er det en helt ny form for udenrigspolitisk deling, man tænker på? Kunne ordføreren uddybe lidt, hvad hun drømmer om?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Der ligger jo sådan underliggende en diskussion om, hvornår vi er selvstændige, og det tænker jeg også jeg er nødt til at forholde mig til – ultrakort, for jeg har ikke så meget tid. Men jeg vil ikke sætte ord på, hvornår Grønland bliver selvstændig. Jeg synes i virkeligheden, det er en vigtig proces hen imod selvstændighed, at vi får en større inddragelse. Jeg synes ofte, vi kommer sådan lidt på bagkant, i forhold til hvad der sker udenrigspolitisk, og hvad der sker i forhold til Arktis. Så noget af det, jeg drømmer allermest om, er en meget tættere koordination, en meget tidligere koordination på den korte og den mellemlange bane.

Så tænker jeg på den lange bane, og det er jo et meget komplekst spørgsmål at skulle svare på på så kort tid: Men jeg ser gerne, at der også er et samarbejde med Danmark i fremtiden, også når Grønland engang bliver selvstændig, men at det er i en anden konstellation. Den konstellation skal man jo så finde frem til i fællesskab: Hvordan kan man så samarbejde, og hvad er det for en relation, vi skal have?

Spørgeren.

Tak for det. Er der så på den korte bane nogen bestemte udenrigspolitiske områder, som har større interesse end andre – om jeg så må sige? Det er der selvfølgelig, men hvilke er det især, som det vil give mening at starte med i ordførerens optik?

Ordføreren.

Mange tak. Jeg tænker, at de områder, som har en betydning for økonomisk udvikling i Grønland, har en særlig interesse for Grønland. Kigger vi f.eks. på Færøerne, hvor man har nogle flere frihandelsaftaler end det, vi har i Grønland, kunne det jo være noget, som man kunne udvikle i fællesskab. Grønland kan jo føre udenrigspolitik på overtagne, altså hjemtagne områder, og det kunne sådan set være interessant at se på, hvordan man kunne styrke kompetencerne i Grønland, netop med henblik på at overtage mere og mere og med henblik på at blive mere og mere ligeværdige partnere. Det er egentlig det mål, jeg synes der bør være.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger, og så er den næste i rækken fru Aleqa Hammond. Værsgo.

Jeg vil først og fremmest takke udenrigsministeren for redegørelsen. Det er en grundig gennemgang af en række af de initiativer, som Danmark er en del af i Arktis. Det er godt at se, at de fleste af disse samarbejder fungerer godt, og at Danmark fortsat er aktivt involveret og endda er firstmover på flere områder. Formålet med denne redegørelse er at orientere om fremgangen i det konkrete arbejde i Arktis med særlig vægt på udenrigs- og geopolitiske dagsordner og det internationale samarbejde i Arktis.

Det mest overraskende for mig er dog de punkter, som redegørelsen ikke omtaler. Det virker, som om alle potentielle konfliktområder mellem Grønland og Danmark er taget ud af redegørelsen. Der er intet om Thulebasen og nye kontrakter, der er intet om Kinas interesser i Grønland, og der er intet om sæl- og hvalfangst i EU-regi. På samme måde er der ingen omtale af, hvad Danmark agter at gøre i form af nye tiltag eller visioner om, hvad Danmark kan få ud af en fremtidig indsats i Arktis. Kongeriget Danmarks Strategi for Arktis 2011-2020 fokuserer såvel på håndtering af udfordringerne som på potentialerne i Arktis. Alt imens hører vi igen og igen om russiske militærpolitiske tiltag i det arktiske område.

Senest er der kommet oplysninger om, at Rusland nu genåbner og opruster en base kun 1.000 km fra Grønland, samtidig med at det forlyder, at Rusland også udvikler nye ubåde med så kraftige missiler, at der ikke findes nuværende midler til at stoppe dem. Mon ikke dette også hænger sammen med den investeringsinteresse, som USA for nylig har fremsat over for Grønland. USA har brug for at opruste i Grønland. Med andre ord: Det mantra om fred, lavspænding og samarbejde, der gentages i redegørelsen som et mål, der allerede er opnået på grønlandsk og dansk initiativ via Ilulissaterklæringen, ser desværre ikke så bæredygtigt ud, som redegørelsen foreskriver.

Der er en faktuel oprustning i gang i det arktiske område, hvilket blev slået helt fast med Englands nylige udstationering af soldater i Nordnorge alene med det formål at beskytte de vestlige interesser i Arktis. Den nye oprustning foregår både til lands, til vands og i rummet, og Grønland er igen et brændpunkt i denne nye kolde arktiske krig.

Der står intet i redegørelsen om, hvordan regeringen forholder sig til, at Rusland konstant opruster i sit arktiske område. Der står heller intet om, hvordan regeringen forholder sig til, at USA har opgraderet deres radar på Thulebasen og nu selv erklærer, at basen er direkte involveret i missilskjoldets virke. Der står intet om Kinas nye arktiske strategi og planen om en arktisk silkevej, et projekt, der kan medføre enorme stigninger i kinesiske investeringer og samarbejder i Arktis. EU's arktiske politik og tilgang er en rettighedsbaseret tilgang. Det bør være det vigtigste redskab for at integrere støtte til oprindelige folk i EU's gennemførelse af FN's 2030-dagsorden for bæredygtig udvikling.

Hvor er omtalen af Danmark og EU's forskellige holdninger til hvalfangst og handel med sælskind? Og hvilke initiativer bliver der taget for at bruge denne sag aktivt i forbindelse med Arktisk Råd og EU's observatørstatus?

EU har selv konkluderet, at EU underinvesterer i Arktis. Hvad gør regeringen for at sikre, at fremtidige EU-investeringer går til Grønland? Kongeriget er omfattet af biodiversitetskonventionen, og arbejdet i Arktisk Råd med monitorering af biodiversiteten understøtter arbejdet under CBD.

I havkonventionen OSPAR, som omfatter Nordøstatlanten, pågår der lige nu et arbejde med beskyttelse af havområder. I denne sammenhæng har Grønland og Danmark forskelligartede interesser, som ikke bliver nævnt i rapporten, og jeg efterlyser Danmarks argumenter for ikke at følge op på Grønlands interesser i den sag.

Redegørelsen roser den nye digitale kortlægning af det grønlandske landområde, men undlader helt at omtale den katastrofale søkortlægning, som regeringens udflytning af arbejdspladser har medført.

En ny strategi for hele Arktisk Råd er på vej, og jeg er spændt på at se, om den også inkluderer et forsvar af hval- og sælfangst og en mere aktiv indsats over for den forurening i Arktis, der senest har medført, at man nu i Østgrønland advares mod at spise specifikke hvaler.

Det fremgår også, at der er studier på vej om erhvervsudviklingen og investeringsmulighederne i Arktis, og det kan kun hilses velkommen. Det første danske containerskib har for nylig sejlet gennem Nordøstpassagen – det giver fremtidige muligheder for dansk søtransport i Arktis. Arktis er i rivende udvikling på det økonomiske, det trafikale og det militære område. Alle stormagterne er i gang med at placere sig i nye stillinger i forhold til denne udvikling. Kongeriget har med sin geografi et medansvar for og interesse i ikke at blive hægtet af udviklingen i Arktis.

Klimaet vil ændre sig, verdenstrafikken vil blive lagt om, og sikkerhedssituationen vil se helt anderledes ud, end den gør i dag. Det er vigtigt, at medlemmerne af det danske Folketing forstår, hvor omfattende forandringerne i Arktis er, og hvilket spil Danmark via Grønland er blevet en del af. I den sammenhæng kunne man have ønsket et mere visionært og analytisk oplæg til Folketingets debat om Arktis. Tak.

Tak til ordføreren. Så går vi videre i rækken til hr. Magni Arge. Værsgo.

Først vil jeg takke udenrigsministeren for redegørelsen og muligheden for at tale om de arktiske forhold. Jeg må dog indrømme, at rapportens form bærer præg af at være et resumé fra embedsfolk om, hvad der sker i forskellige samarbejdsfora tilknyttet Arktis på operationel basis. Politik og visioner er der ikke så meget af, og derfor ser vi heller ikke de store politiske penselstrøg i oplægget.

Jeg vil dog straks kvittere for fokuset på at holde fast i Arktis som et lavspændingsområde. Det er en umådelig betydningsfuld ambition, og det er glædeligt, at også de store nationer – i hvert fald indtil videre – medvirker til at opfylde den dagsorden.

Vi ved jo godt, at Arktis udvikler sig som et af de geopolitiske brændpunkter i verden, i takt med at isen smelter og både hav- og landområder bliver mere tilgængelige. Det skaber stor interesse – ikke kun blandt landene som grænser op til Arktis – men også hos andre lande, som ser muligheder i nye transportmønstre og udnyttelse af naturresourcer. Befolkningen skal omstille sig fra en tilværelse i verdens udkant og rykke ind i en tilværelse, som kan udvikle sig til en politisk smeltedigel.

Vi har jo set for nylig, at Danmark – allerhelst i forståelse med USA – gik aktivt ind i lufthavnsprojekterne for at afværge kinesisk involvering og dominans på det felt. Så det handler altså ikke kun om arbejdsgrupper og klima, men også om et geopolitisk kapløb om indflydelse i regionen. Det er udenrigs- og sikkerhedspolitiske forhold, som også Grønland og Færøerne helt naturligt vil forholde sig til. Det er jo vores eksistens, som påvirkes af det. Derfor kan det også virke sådan lidt påtaget, når det i starten af rapporten understreges, at forholdene mellem Danmark og Grønland og Færøerne vil blive behandlet i et andet forum – hvem vil sige: det vil vi ikke blande ind i denne debat. Men det kan jo ikke undgås.

Den geopolitiske interesse blandt andre nationer og aktører skaber således nye muligheder og trusler i forhold til eksistensen i Arktis. Det er selvfølgelig positivt, når flere vil deltage i forskning af forskellig slags. Men det er ikke nok at poste penge i projekter, som har videnskabelig karakter, eller har til formål at styrke enkelte udenforstående landes og organisationers interesse. For os som bor oppe nordpå handler arktisk politik først og fremmest om folkene, som bor i området, og deres velfærd. De påvirkes i høj grad af store klimatiske ændringer, som har stor indvirkning på samspillet mellem menneske og natur.

Tilbagetrækningen af isen kan man følge med i nærmest med det blotte øje, men det, der foregår under havoverfladen, er ikke så synligt. Men klimaændringerne påvirker også temperaturen i havet, strømforhold og gennemstrømningen af koldt vand fra Arktis og sydover og koldt vand nordover. Vi ved endnu ikke, i hvor høj grad det kan påvirke livet i havet på vore kanter, men har det negative følger, så er det alvorligt for Færøerne, Grønland og andre dele af Arktis, hvor livet i havet i høj grad danner livsgrundlaget for befolkningen.

Derfor er forurening af havene og opvarmningen af planeten en trussel, som må imødegås. Og det gør vi ikke alene, men kun sammen med de lande, som har store CO 2 -aftryk og leder store mængder af plastik og andre farlige affaldsstoffer ud i havene. Vi har brug for en fælles indsats, så vi overalt på kloden retter ind til en mere bæredygtig omgang med naturen. Og en mere bæredygtig udnyttelse af verdens ressourcer.

Det leder mig ind på verdensmålene, som er omtalt et par gange i rapporten. Jeg synes, at det vil være helt naturligt fremover at kalibrere indsatsen i Arktis i forhold til verdensmålene, for den handler netop om at finde den nødvendige bæredygtige balance mellem mennesker og natur, som kan give vores efterkommere nogenlunde samme muligheder for et godt liv på denne planet, som vi selv har fået. Kan vi få aktørerne til at løfte i samlet flok og måle på vores resultater, så vi kan se, om der virkelig sker en fremdrift, så kan vi også undgå de her mere luftige strøtanker i debatten om Arktis.

Det vil være et fint udgangspunkt at identificere de mål, som folket i Arktis prioriterer højest, for vi kan ikke forholde os til dem alle sammen på samme tid. Og vi kommer heller ingen vegne med denne verdensmålsdagsorden i Arktis, hvis ikke de arktiske lande selv leder indsatsen. Verdensmålene om klima, uddannelse, bæredygtig udvikling af erhvervsliv og havet er særdeles relevante. Den blå økonomi – eller Blue Growth – ligger lige for, og her har vi flere udviklingsmuligheder og forbedringspotentialer. Shipping og krydstogtaktivitet er to af slagsen, som i høj grad kræver agtpågivenhed, så det sker under kontrollerede former, der også gavner de arktiske områder.

Da der kan blive tale om massive størrelser på skibe og antal passagerer ombord, skal der af sikkerhedshensyn også udvikles en model for en redningstjeneste, der kan stå mål med trafikken. Det tror jeg ikke det relativt tyndt befolkede område i Arktis er i stand til at betale for alene, men hvorfor skal de også det, når det for det meste handler om transit- eller turisttrafik, som har sit hjemsted andre steder end i Arktis? Man kunne forestille sig en form for afgift i forhold til tilbagelagt afstand i arktisk farvand, som indgår i finansieringen af overvågning og redningstjeneste. Systemet er kendt fra luftfarten, hvor alle betaler en luftfartsafgift, som bidrager også til redningstjenesten.

Men de største potentialer i blå økonomi ligger i fiskeri og opdræt og produkter, som udvikles på den baggrund. 700 millioner mennesker går sultne i seng hver dag, og vokser verdens befolkning med yderligere to milliarder mennesker inden for de næste tredive år, så skal der produceres mange madvarer. Det bliver svært at fortsætte væksten i madproduktionen på land, men havene er store – dækker 70% af kloden – og leverer en relativ lille del af madvarerne til verdens befolkning. Det kan vi gøre noget ved i Nordatlanten, så vi både skaber et bæredygtigt velfærdsgrundlag for folket i Arktis og bidrager til at forsyne verden med mad.

Selvfølgelig skal vi løbende tilpasse vores udnyttelse af ressourcerne, så vi får et optimalt udbytte af blandt andet fiskeressourcer over tid. Men vi kan også udvikle flere produkter, så intet af biomassen går tabt. Det vestnordiske samarbejde har vist med eksempler, hvordan marineprodukter som sælskind, fiskeskind og tang kan bruges i modeindustrien, som leder desperat efter måder at nedbringe deres høje forureningsgrad på. På forsøgsstadiet har projektet været en kæmpesucces, og nu står det tilbage at udvikle det markedsøkonomisk.

I Færøerne går man forrest i udviklingen af bæredygtig lakseopdræt, som i høj grad forholder sig til både bæredygtighed og verdensmål. Samtidig har vi gang i et spirende tangopdræt, som på længere sigt kan udvikle sig til regulære tangskove, der både kan reducere CO 2 -udslip og bidrage med mad, medicin, kosmetik, foder og andre produkter. Lad os se flere erhvervsmæssige nybrud, som tjener det arktiske område og det arktiske folk.

Men husk nu på, at det hele er nytteløst, hvis markeder som USA og EU holder produkterne ude, som produceres i Arktis. Det gjorde man efter sælkampagnerne for mange år siden, og resultatet er, at mængden af sæler er vokset voldsomt – med flere millioner – og hver enkelt fortærer 10 kilo fisk om dagen. Det betyder, at den arktiske befolkning både mistede sin sælfangst, men også at sælerne holder fiskebestandene på et væsentligt lavere niveau end før. Det koster kassen for den arktiske befolkning og giver et mindre udbud af mad til verdens befolkning. Men det giver nok flere stemmer blandt dem, der er vokset op i en by og ikke har andet forhold til kød end det, man får fra en frysedisk i et supermarked.

Færinger og færøsk erhverv har i mange år arbejdet i det arktiske område. Vi har fisket ved Newfoundlands kyster, Grønlands kyster, i Beringshavet. Vi har været oppe ved Jan Mayen ved Svalbard, og så vidt jeg ved, er de færøske fiskere dem i hele verden, som har fisket længst nordpå. Vi synes, der forleden er indgået en fornuftig aftale om Ishavet, men det betyder, at vi først kan frigive det til almindelig kommercielt fiskeri om ca. 16 år efter en prøveperiode.

Vi har også fået stadfæstet enighed med Norge og Island om grænsedragningen for kontinentalsoklen nord for Færøerne, som bevirker at vores sokkelområde udvides med 27.000 kvadratkilometer, så det dækker tilsammen 310.000 kvadratkilometer – og den nordligeste spids befinder sig nu nord for polarcirklen. Så har I fået det med.

Lad mig slutte med at sige, at jeg begræder de hindringer, som dansk formalisme nogle gange lægger i vejen for en naturlig udvikling af samarbejdet mellem færinger, islændinge og grønlændere. Vi har ikke brug for sådanne forhindringer i en verden, der roterer så hurtigt, som den gør i dag. Selvfølgelig skal vi også udvikle vores samarbejde, og lægger man flere forhindringer, skader det også forholdet mellem Danmark og Færøerne og Grønland.

Det glæder mig til gengæld, at Vestnordisk Råd har fået observatørstatus i Arktisk Råd, og jeg håber, at det politiske samarbejde vil smede os sammen som en stærk stemme i Arktis fremover. For man kommer ikke udenom, at det er os, der lever i det nordatlantiske og arktiske område, som skal leve med og af den udvikling, der bliver skabt i Arktis.

Tak til hr. Magni Arge. Det var et fint tidsforløb. Så er det hr. Sjúrður Skaale. Værsgo.

Tak for det. I den meget omtalte Taksøerapport, der kom for nogle år siden, blev rigsfællesskabet omtalt som en arktisk stormagt. Det var det, der stod. Det mere korrekte ville måske være at sige, at det er noget, som rigsfællesskabet kan blive, for den fremtid, den position kommer ikke af sig selv. Men mulighederne er der selvfølgelig, først og fremmest på grund af Grønland og dernæst på grund af Færøerne, og det viser jo, hvor vigtig i Grønland og Færøerne er for Danmarks position og Danmarks vægt i verden. Det viser ligeledes, hvor vigtig og hvor afhængig Danmarks udenrigspolitik er af et godt forhold og en stærk sammenhængskraft inden for rigsfællesskabet. Derfor skal jeg kvittere for alt det, der er sagt om det fra talerstolen her i aften.

For vi har selvfølgelig også store fælles interesser. Jeg er sikker på, at i Arktis kan en plus en plus en give mere end tre, først og fremmest på grund af Grønlands enorme område, som jo er klart det vigtigste aktiv. Siden ligger Færøerne jo placeret midt på den kommende sejlrute nord om Rusland, det er også et stort aktiv, og så har Danmark jo en langt større diplomatisk kraft, end de andre lande har. Derfor er det vigtigt, at vi udnytter de her tre faktorer i fællesskab for at få en synergieffekt.

De her muligheder burde jo skabe interesse, de burde skabe dynamik og en debat, som var ophedet. Det gør de ikke, måske fordi man griber det lidt forkert an. Nu skal vi f.eks. behandle en redegørelse, som er fin, men der er ingen politik i den, der er ingen ideologi i den, der er ingen uenighed i den. Det er en opremsning af faktuelle forhold, og det er svært at hidse sig op over det. Og så står der endda eksplicit, at det, der har rigsfællesskabsintern karakter, ikke er med. Det er jo et nyt ord, rigsfællesskabsintern karakter. Det er sløjfet. Det er jo helt mærkeligt. Der er intet, der har med Arktis at gøre, der ikke er rigsfællesskabsinternt. Det er jo næsten absurd at sige det.

Vi har jo set regeringen investere relativt meget store summer i Grønlands infrastruktur på det sidste for at undgå, at pengene i stedet bliver lånt fra Kina. Det handler om at hindre en kinesisk indflydelse i Grønland. Det er jo storpolitik. Det handler om indflydelse på en stor scene. 2 dage senere kom der så udmelding fra USA om, at man også gerne vil være med til at finansiere de her ting. Det viser jo, at der er storpolitik i det her. Det burde være noget, man hidsede sig mere op over, for der er helt sikkert mange ting, som kunne skabe en dynamisk konfliktfyldt debat her i salen. Det, der foregår, er jo i den grad rigsfællesskabsinternt, for nu at bruge det ord.

Det, vi har til behandling i dag, er en redegørelse, som er fyldt med meget fine ord, meget fine intentioner. Man er enig i alle ting, og når man er enig i alting, så er der nogen, der har sagt for lidt, for hvis man siger noget, som alle er enige i, så har man ikke sagt så meget. Og sandheden er desværre – nu har jeg jo arbejdet meget med Arktis de sidste år - at der i hele debatten om Arktis er meget sådan fluffy ordstrømme om det. For 3 uger siden var jeg i Inari i det nordlige Finland, hvor de arktiske parlamentarikere havde deres årlige møde. Fru Aaja Chemnitz Larsen var også med. Flere dages debatter førte så til en vedtagelse, og den var fin, debatten var god. Den blev så vedtaget, og den blev så sendt til samtlige regeringer og Det Arktiske Råd.

Derfor vil jeg spørge ministeren, om han ved, om hans ministerium har modtaget den her vedtagelse fra de arktiske parlamentarikere og i givet fald, hvad der så sker med den. Hvordan behandles den? Bruges den til inspiration, eller hvad sker der med de vedtagelser, der bliver lavet? Nogle gange er man bange for, at alle de diskussioner, der foregår rundtomkring, foregår i lukkede rum ligesom Facebooks ekkorum, og de går ingen steder. Der er ingen kommandolinje ud fra de her rum, og så er det jo problematisk.

Om nogle dage er der Arctic Circle i Reykjavik, og det er også spækket med foredrag, konferencer og breakout sessions og paneldiskussioner og pindemadder og kage og kaffe og sushi og alle de her mennesker og embedsmænd, som er eksperter i at gå rundt med de her tallerkener med en klemme, som man hægter vinglasset på, og bytter visitkort. Der er meget af det, desværre.

Men der er et indhold, som er meget vigtigt, og det kan jo skygge for indholdet. Men indholdet er meget vigtigt, og derfor er det også vigtigt, at man i Folketinget har en arktisk arbejdsgruppe. For os, der bor i Grønland og på Færøerne, er det jo vigtigt; det er ikke kun snak. Vi har en arktisk arbejdsgruppe, som også vil være med på næste konference i Arctic Circle. Vi prøver at fokusere på de virkelige ting, ikke på de helt fluffy ting, hvor man snakker om bæredygtighed, bæredygtighed og atter bæredygtighed, men på noget, der har betydning for menneskerne, der bor der. Om 2 uger vil der være fokus på shipping og business i et gensidigt afhængigt Arktis. Vi har før haft tiltag, som virkelig har flyttet noget, som har skabt interesse, og hvor folk virkelig har knyttet nogle bånd, som de har videreudviklet siden. Så det er meget vigtigt, at man gør det, og at man har et fokus og ikke lader det drukne i de konferencer, der er der.

Vi har fokus på fiskeri, på erhvervsmuligheder, på transport, på turisme, på infrastruktur, på telekommunikation osv., og det har, synes jeg selv, givet noget tilbage. Det har flyttet noget, og det har fået nogle folk frem på banen, som måske ellers ikke ville have været med i det, der sker, ikke ville have været med i de investeringer, der foretages. Nogle gange hjælper det at skære igennem strømmen af tomme ord, som ruller ud.

Elefanten i rummet, når det gælder Arktis, er selvfølgelig Rusland. På den kongres, jeg var på i Finland, og som jeg talte om før, stillede jeg den finske udenrigsminister et spørgsmål. Jeg sagde: Nu sidder vi her, nogle repræsentanter fra alle de arktiske lande, og alle landene har udvist snesevis af diplomater fra det ene land, nemlig Rusland. Konflikten om Krim, om Salisbury, om støtten til Assad i Mellemøsten osv. har jo skabt en meget alvorlig konflikt mellem Vesten og Rusland. Hvordan kan vi samarbejde i nord, samtidig med at vi har en meget stor konflikt i syd? Storbritannien vil sende 800 soldater til det nordlige Norge og placere dem der permanent, fordi man mener, at faren for en aggression fra Rusland er så stor.

På vej hjem fra Inari stoppede vi i Kirkenes i Norge, helt oppe i det nordlige Norge. Der hang der plakater på væggene rundtomkring i bygden, hvor der stod: Hjælp Frode hjem. Frode er en ganske almindelig borger i Kirkenes, som var i Rusland, og som blev taget af de russiske myndigheder og har siddet der i lang, lang tid, men kan ikke komme hjem igen, beskyldt for at være budbringer for den norske efterretningstjeneste. Som det forstås, var der beviser for, at det var det, han var. Et andet sted i Kirkenes står der et stort monument, hvor der til minde om befrielsen af Kirkenes i 1944 står: Tak til Sovjetunionens tapre soldater. Altså, i 1944 var det Sovjetunionen, russerne, der befriede Kirkenes, og nu er der en stor konflikt mellem landene, hvor de russiske myndigheder tager en norsk borger og beskylder ham for at være budbringer for den norske efterretningstjeneste. Det viser, hvor stor konflikten er blevet, og hvor meget tingene har ændret sig på det seneste.

Derfor vil jeg spørge ministeren om den her balancegang, som jeg også nævnte før i et spørgsmål: Hvordan tackler Danmark den balancegang? Man kan være naiv og ikke se konflikten i øjnene og samarbejde og samarbejde og atter samarbejde, indtil man er gået for langt, eller man kan tage konfrontationen og risikere at miste samarbejdet. Det er også en lose-lose-situation, som man plejer at sige. Hvordan ser udenrigsministeren helt overordnet på det dilemma? Skal man samarbejde med risiko for, at konflikten går for langt, inden man siger stop, eller skal man tage konfrontationen med risiko for at tabe muligheden for samarbejdet, som er uhyre vigtigt? Hvordan ser man overordnet på det fra regeringens side?

Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Så er det sådan, at hr. Rasmus Nordqvist ikke havde mulighed for at være her, da det egentlig var Alternativets tur, og da vi er meget venlige her, får hr. Rasmus Nordqvist ordet nu. Værsgo.

Først vil jeg gerne sige mange tak til formanden for at give mig mulighed for at tale nu, og jeg beklager over for mine kolleger, at jeg ikke kunne være her. Der var lidt kludder i tidsplanen, og det sker jo desværre. Men jeg er meget glad for at få muligheden for at tale ved den her redegørelse.

Jeg synes, at en del af de tidligere ordførere har været inde på, at det egentlig er problematisk bare at diskutere det, der står i papiret, for der står ikke ret meget. Der står en masse selvfølgeligheder om, hvad vi gør, hvem vi samarbejder med, men hvad vil vi, og hvorfor vil vi det? Det er egentlig det, jeg synes burde være det interessante at diskutere. Når jeg skal sige, hvad Alternativet vil, så handler det selvfølgelig om en bæredygtig udvikling af Arktis. Det betyder bæredygtighed på den sociale bundlinje, på den miljø- og klimamæssige bundlinje og selvfølgelig også på den økonomiske bundlinje. Jeg synes, vi har nogle store skridt at tage i forhold til at se på, hvordan vi får skabt de nødvendige investeringer, der skal til, men også hvordan vi gør det med respekt og med den viden, som allerede ligger i området, altså at vi i langt højere grad inddrager lokalbefolkningen, den oprindelige befolkning i den udvikling, der skal ske af Arktis.

Alternativet drømmer jo om en grøn verden, og det er ikke nødvendigvis farven grøn, men at vi er bæredygtige hele vejen rundt, og det gælder selvfølgelig også for Arktis. Vi bliver nødt til at se på, hvordan vi kontinuerligt arbejder med at styrke biodiversitet, vi bliver nødt til at se på, hvordan vi også ser på en bæredygtig udvikling. Når ser det uheldige ved klimaforandringerne, altså at havisen smelter, så skal vi ikke begynde at bore efter olie og gas, og ligesom vi skal have boringerne afviklet i Nordsøen, skal vi selvfølgelig ikke til at starte nye eftersøgninger op andre steder i verden, for vi skal gøre os fri af de fossile brændsler.

Men det, der er interessant også i den her redegørelse, er lidt det her med, at det står tydeligt, at vi næsten ikke må diskutere rigsfællesskabet, men det er jo den eneste grund til, at vi diskuterer det. Folketingets eneste rolle i forhold til Arktis spilles jo på grund af rigsfællesskabet, og derfor synes jeg også, det er helt afgørende, at vi tør, også når vi taler om Arktis, at tale om den rolle, som rigsfællesskabet spiller, inklusive den rolle, som de tre parter i rigsfællesskabet indbyrdes spiller.

Jeg synes faktisk, at en af de positive ting fra statsministerens side i åbningstalen var, at der blev nævnt, at man skulle se på, hvordan man kunne skabe inddragelse og indsigt i udenrigs- og sikkerhedspolitik, og jeg vil egentlig godt gå skridtet videre til at sige, at jeg egentlig også synes, at vi skulle åbne op for at se på, hvordan vi overhovedet vil samarbejde, netop så vi også kan være med til at spille en rolle her fra Syddanmarks side i forhold til en bæredygtig udvikling i Arktis, men også for at se på, hvordan vi udvikler det her arbejde for fremtiden. Jeg håber da, at vi alle sammen har lyst til at have en form for samarbejde, men det bliver nødt til at være på vores samtids og vores fremtids præmisser og ikke på fortidens. Derfor mener jeg, det selvfølgelig er en helt bunden opgave at se på, hvordan der bliver skabt den her inddragelse i udenrigs- og sikkerhedspolitik, netop når det kommer til Arktis.

Et af de vigtige punkter i den her redegørelse – eller burde være det – var selvfølgelig også hele afspændingen, fred og sikkerhed, og fru Aleqa Hammond var inde på det i sin ordførertale omkring den oprustning, der sker lige nu, og det synes jeg også er dybt, dybt bekymrende. Det gælder både det, vi ser fra Ruslands side, men også det, vi ser i eksempelvis Norge, og der burde vi virkelig gå ind og prøve at presse på med et venligt og kærligt smil, så vi får skabt den afspænding igen, så vi ikke begynder at se oprustning på oprustning – i hvert fald at vi ikke deltager i den oprustning, for det vil være meget, meget ærgerligt for Arktis, hvis det er, at det er det, der bliver vejen frem.

Så var der noget, jeg studsede lidt over i redegørelsen, omkring fiskeri. Det var jo positivt at høre det her med, at man har opnået principiel enighed, der sikrer, at der ikke påbegyndes fiskeri i højsødelen af Det Arktiske Ocean, før der er tilstrækkeligt videnskabeligt grundlag for, at det kan foregå på bæredygtig vis, og der håber jeg da, at vi lægger stor vægt på, at alt fiskeri, vi foretager, sker på bæredygtig vis, ikke bare i Arktis, men også i danske farvande og i det hele taget. Det skal være det, der er vores fokus, altså hvordan vi også arbejder med havets ressourcer på en bæredygtig måde.

Så jeg synes egentlig, at vi skulle bruge den her redegørelse til også at turde begynde en diskussion om, hvad vores visioner er for det samarbejde, vi har, Færøerne, Grønland og Danmark imellem, i forhold til Arktis, og hvordan vi kan understøtte vores planet, også med et bæredygtigt Arktis. Tak.

Der er korte bemærkninger. Først er det hr. Sjúrður Skaale. Værsgo.

Tak for det, og tak for talen. Det var jo et fint, konkret forslag: Skal vi tillade boring efter olie i Arktis? En af grundene til, at Storbritannien vil sende tropper til det nordlige Norge næste år og stationere dem der, er, at de vil være til stede for at kunne byde sig til, når isen smelter og man kan begynde at lede efter olie i Arktis. Det kunne være en intern diskussion i rigsfællesskabet: Skal vi have en principiel mening om det? Jeg synes, som Enhedslisten sikkert også synes, at det skal vi lukke for. Vi skal ikke søge efter olie i Arktis. Vi er nødt til at komme væk fra olien under alle omstændigheder, og at bruge de muligheder, som åbner sig, kan føre til naturkatastrofer, og det er også klimamæssigt fuldstændig forkert. Tak.

Ordføreren.

Jeg er sikker på, at Enhedslisten er enig, og det er Alternativet i hvert fald også. Vi ved, at 80 pct. af de olieressourcer, af fossile brændsler, vi allerede kender i dag, skal blive i undergrunden, så derfor skal vi selvfølgelig ikke begynde at lede efter nye. Det er egentlig det, jeg synes skal være vores udgangspunkt i det arbejde, vi skal gøre – også for Arktis: Det skal selvfølgelig ikke være en oliejagt, for den kommer til at kunne få virkelig katastrofale konsekvenser for miljøet i Arktis, og når vi henter fossilt brændsel op, bruger vi det, brænder det og udleder CO 2 .

Tak. Den næste spørger er fru Aaja Chemnitz Larsen. Værsgo.

Mange tak for talen. Ordføreren kom til at sige Syddanmark, og jeg ved ikke helt, om det var en fortalelse eller en sprogblomst, eller hvad det er, man kalder det på dansk. Jeg troede egentlig, vi havde fået elimineret det her ord, for det løber mig sådan lidt koldt ned ad ryggen – og det har jeg også sagt tidligere. Vi plejer aldrig i Grønland at sige Norddanmark, så det klinger sådan helt, helt forkert. Det er mere en kommentar.

Men det andet er også om det her med olieudvinding i Arktis. Vi har jo en drøftelse i Grønland om det her med HFO, heavy fuel oil, hvor der er et ønske fra Inuit Ataqatigiit om, at vi ikke skal bruge heavy fuel oil, at det skal udfases, men at der selvfølgelig kan være nogle, hvad skal man sige, konkrete hensyn, man skal tage, så det kan tage nogle år, før vi når dertil. Jeg synes jo også i forhold til olieudvinding i Arktis, at det ikke nødvendigvis er vejen, man skal gå, og det er sådan set også det, jeg hører hos rigtig mange aktører i Grønland: Måske skal vi fokusere på noget, der også tager hensyn til miljøet og klimaet og de mennesker, som der er omkring de projekter, som der er. Tak.

Ordføreren.

Først vil jeg gerne beklage: Det var heller ikke meningen at bruge det udtryk. Jeg mente egentlig den sydlige del af kongeriget, altså af vores rigsfællesskab. Og jeg forstår selvfølgelig godt ordførerens kritik af brugen.

Det her med olie er jo bare så svært et spørgsmål, for man kan sige, at på den ene side skulle vi slet ikke diskutere det her – hvis jeg eksempelvis skulle tage mine egne ord for pålydende – for det er fuldstændig et grønlandsk anliggende, og derfor skal vi slet ikke diskutere det her. Men jeg tillader mig jo på den anden side at blande mig i diskussioner om klima og udvindingen af fossile brændsler i hele verden, og derfor vil jeg sådan set også tillade mig at gøre det, når det kommer til Arktis og Grønland eksempelvis. For jeg synes, det er nødvendigt at råbe op om det her på alle tidspunkter og alle steder.

Spørgeren, værsgo.

Mange tak. I Inuit Ataqatigiit synes vi ikke, det gør noget, at man har en holdning til tingene, og vi har jo også nogle gange en holdning til, hvordan tingene er i Danmark, og så kan man jo altid diskutere, hvem det er, der har beslutningskompetencen. Men man kan jo altid tage en politisk diskussion i hvert fald.

Jeg ved, at ordføreren og Alternativet også er meget optaget af klimaforandringerne, ligesom Inuit Ataqatigiit er, og særlig det her med at stoppe konsekvenserne i den grad, vi kan gøre det. Det er måske ikke så interessant at diskutere, om det er menneskeligt skabt, men det er interessant at diskutere, om vi kan gøre noget ved det, og det viser den seneste rapport fra FN's klimapanel at vi kan.

Inuit Ataqatigiit har ønsket, at Grønland også skal tiltræde Parisaftalen, men det er der ikke politisk flertal for i Grønland. Men jeg synes jo på mange måder at Grønland har et særligt ansvar, på grund af at vi mærker klimaforandringerne så tydeligt. Kunne der være et område, hvor man kunne samarbejde på tværs af Grønland og Danmark i forhold til at sætte fokus på klimaforandringerne og de konsekvenser, de har? Tak.

Ordføreren.

På mange måder ville det være meget symbolsk – faktisk også vigtigt, synes jeg – hvis Grønland tiltræder Parisaftalen, netop fordi det, man meget ofte har brugt, når man har skullet overtale verdens ledere til at tage klimakrisen alvorligt, og ja, vi er holdt op med at diskutere, om den er menneskeskabt, jo netop er naturen, der er i Arktis og specielt også i Grønland. Derfor synes jeg, det ville være stærkt.

Det er også derfor, jeg ofte i debatter med spørgeren jo har spurgt meget ind til, hvad der sker i forhold til Parisaftalen. Jeg synes, det ville være et vigtigt skridt også for resten af verden, for vi ser desværre en udvikling lige nu, hvor der er nogle lande, der burde have stor interesse i stadig væk at være med i Parisaftalen, som har vendt ryggen til den, eksempelvis USA. Der ville det være stærkt at se et land som Grønland komme og sige: Vi er med.

Der er en ny spørger. Fru Aleqa Hammond, værsgo.

Grønland finder det utrolig vigtigt, at man følger op på FN's verdensmål. Grønland står også allerede i dag og er selvforsynende, i hvert fald kommer op til 75 pct. af vores lys og varme fra ren energi, fordi det er baseret på vandkraft. Frem til 2030 vil Grønland gøre sig fuldstændig fri af alle andre energikilder end vandkraft. Grønland er en af de førende på verdensplan, og uanset om man er med i Parisaftalen eller ej, tror jeg, at Grønland tager sin andel på det område.

Når det er sagt, vil jeg gerne spørge ordføreren om, hvad han mener om det arktiske område i øjeblikket i forhold til NATO's interesser, EU's interesser, Arctic Fives interesser? Hvor ser ordføreren kongeriget stå henne om 20 år?

Ordføreren.

Først vil jeg lige understrege igen, at det egentlig ikke handler om, om man tager sin del af ansvaret i Grønland i forhold til omstilling til vedvarende energi eksempelvis. Jeg talte netop meget for det symbolske stærke i, at Grønland også tiltræder den her aftale.

Hvor ser jeg rigsfællesskabet bevæge sig hen? Jamen jeg tror, at vi inden for de næste 7 år kommer til at få en meget ny sammensætning, fordi vi bliver nødt til at se på den tid, vi lever i nu, altså at vi er ligeværdige lande, som er gået sammen i et rigsfællesskab, hvor vi kan varetage nogle ting meget klogere sammen, end vi kan hver for sig. Jeg er ikke så interesseret i at skulle bestemme, hvordan og i hvilket tempo nogle vil diskutere selvstændighed eller ej. Det skal jeg ikke blande mig i, jeg skal egentlig bare stå til rådighed for det. Men jeg vil gerne diskutere, hvordan det er, vi samarbejder.

Der synes jeg jo, at det specielt på området omkring sikkerheds- og udenrigspolitik er vigtigt, at vi får det gjort på en meget, meget mere ligeværdig måde, og at det ikke bliver sådan noget, hvor man altid skal banke på for at få lov til at være med, men at det er et ligeværdigt samarbejde. Så er der selvfølgelig EU, som er noget særligt, for det er jo noget, som Danmark er med i, og der varetager vi så de interesser, vi gør, for Danmark. Men jeg synes, det er vigtigt, at vi begynder at få set på vores måde at samarbejde på, altså at det er et ligeværdigt samarbejde, og specielt i forhold til udenrigs- og sikkerhedspolitik skal det udvikles.

Fru Aleqa Hammond.

I forbindelse med Arktis ser vi, at vi meget ofte skal til Udenrigsministeriet for at få vores stemme igennem. Meget ofte føler Grønland sig overset og ikke inviteret med til bords, når der diskuteres emner, som har med Grønland at gøre; f.eks. når Danmark snakker med USA om muligvis lufthavnsbyggeri eller oprustning i de arktiske områder, hvor Grønland nævnes, men ikke sidder med til bords. For Grønland er trods alt en stor del af udenrigspolitikken i Danmark. Hvad bør man gøre for at sikre, at den der ligeværdighed bliver stærkere?

Ordføreren.

Jamen for det første skal det jo være en selvfølge, at Grønland er med, når der bliver diskuteret ting, der omhandler Arktis, for det har med Grønland at gøre. Vi har faktisk fra Alternativets side foreslået, at vi ser på hele måden at samarbejde på i rigsfællesskabet. Skulle man have en rigsfællesskabsminister – altså en post, som bliver varetaget af de tre lande på skift – som sidder og får tingene til at fungere i samarbejdet? Det kunne være en måde at gøre det på. Men for det første skal vi hen, hvor det er en selvfølge, at når ting omhandler Grønland, er Grønland selvfølgelig med ved bordet, når vi diskuterer det.

Godt. Dermed siger vi tak til hr. Rasmus Nordqvist, og så er vi sådan set nået til, at vi nu skal høre udenrigsministeren. Værsgo.

Tak for det, og tak for en saglig og konstruktiv debat. Jeg synes heldigvis, at debatten har bekræftet den brede politiske opbakning til, at Arktis er og fortsat bør være en klar udenrigspolitisk prioritet. Derfor er Arktis også valgt som et af de fem indsatsområder i regeringens udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi, og Arktis vil også være en prioritet i den næste strategi.

Kongerigets arktiske strategi stiller skarpt på de strategiske prioriteter for udviklingen i Arktis frem mod 2020. Visionen for kongeriget er at skabe de mest optimale rammer for udviklingen i regionen, både når det gælder fremme af bæredygtig økonomisk udvikling og beskyttelse af miljøet, og når det gælder forståelse og respekt for lokalbefolkningernes levevis og behov.

En bæredygtig økonomisk udvikling i Arktis forudsætter dog også, at Arktis forbliver et område præget af lavspænding og internationalt samarbejde. Det blev slået fast igen, da jeg sammen med Vivian Motzfeldt den 23. maj i år var vært ved markeringen af tiåret for Ilulissaterklæringen. Her genbekræftede de arktiske kyststater deres støtte til den erklæring, de underskrev i 2008, om, at det er igennem dialog og samarbejde i Arktis, at vi bedst løser fremtidens udfordringer. Samtidig var de øvrige arktiske stater og repræsentanterne for de oprindelige folk inviteret med for at understrege opbakningen til erklæringens principper.

Klimaforandringerne bringer mange udfordringer, men de betyder f.eks. også, at kommercielt fiskeri på et tidspunkt bliver muligt i det arktiske ocean, og det er derfor meget positivt, at de fem kyststater til den arktiske højsø samt Kina, Japan, EU, Sydkorea og Island den 3. oktober 2018 underskrev en aftale, der skal sikre, at der ikke påbegyndes fiskeri i højsødelen af det arktiske ocean, førend der er tilstrækkelig videnskabeligt grundlag for, at det kan ske på bæredygtig vis. Aftalen er et godt eksempel på internationalt samarbejde i Arktis.

Som et andet godt eksempel på samarbejde i Arktis og principperne i Ilulissaterklæringen nedsatte Kongeriget Danmark og Canada i maj 2018 en fælles arbejdsgruppe for at se på de udestående havretlige forhold mellem kongeriget og Canada. Arbejdsgruppen skal bl.a. se nærmere på den maritime grænsedragning for Hans Ø.

Arktisk Råd er og bliver det primære forum for samarbejdet i Arktis. Arbejdet i Arktisk Råd tager sigte mod ministermødet i maj 2019 under det finske formandskab. Alle tre af rigets dele deltager aktivt i ministermødets forberedelser og søger at øge fokus på bæredygtig økonomisk udvikling i Arktis. Bl.a. har vi gjort det gennem afholdelse af en international højniveaukonference om FN's verdensmål i Arktis den 1. december sidste år. Regeringen har også taget initiativ til en rapport om virksomhedsfinansiering i Arktis, der ventes at bidrage til arbejdet i Arktisk Råd og Arktisk Økonomisk Råd. Disse proaktive initiativer er værdsat af de andre arktiske stater.

Et vigtigt indsatsområde for Arktisk Råd og for kongeriget er arbejdet med at forbedre kommunikationsinfrastrukturen i Arktis. Grønland varetager medformandskabet for Arktisk Råds taskforce. Forbedrede kommunikationsforbindelser er nøglen til at imødegå mange af de udfordringer, som Arktis står over for, i form af klimaændringer, miljøpåvirkninger, biodiversitet m.v., men også til at udnytte de økonomiske muligheder, bl.a. sejlruter og øget turisme, som opstår i disse år. En forbedret kommunikation over de enorme afstande i Arktis er helt afgørende for økonomisk udvikling og åbner op for helt nye muligheder i Arktis.

Den internationale interesse for Arktis er stor, og den er voksende. Fra dansk side arbejder vi på at styrke inddragelsen af observatørstater som Kina, Indien, Japan og Sydkorea i Arktisk Råds arbejde. Arktis er derfor på dagsordenen, når jeg mødes med kolleger fra disse lande, som er vigtige partnere i forhold til forskning og miljø.

Som arktisk kyststat har kongeriget stor indflydelse på udviklingen i Arktis, og det er vigtigt, at vi fortsat arbejder for at styrke det arktiske samarbejde internt i rigsfællesskabet. Regeringen tog derfor sidste år initiativ til et Arktisk Dialog-møde for at styrke myndighedssamarbejdet mellem Danmark, Grønland og Færøerne. Et tæt og et godt samarbejde er vigtigt, for at vi effektivt kan fremme kongerigets arktiske prioriteter i det internationale arktiske samarbejde. I år vil Grønland være vært for Arktisk Dialog, der finder sted i Nuuk i december.

Det var, hvad jeg ville slutte debatten af med, i første omgang i hvert fald, og tak endnu en gang for en god og konstruktiv debat.

Foreløbig tak til udenrigsministeren. Der er et par korte bemærkninger. Den første er fra fru Aleqa Hammond.

Jeg siger tak til udenrigsministeren for at remse ting op omkring de igangværende initiativer og det gode samarbejde, der er i det arktiske generelt. Vi snakker om Arktis nu, og vi kan se på Arktis fra et helikopterperspektiv, altså se polen oppefra. Når vi scanner det igennem, kan vi se, at der er en masse aktivitet, der pågår i det arktiske område, også uden for de 20 pct., som indbefatter kongeriget i form af Grønland. Det rører på sig på den russiske side. Det rører på sig på den amerikanske side. Det rører på sig hos canadierne. Det rører på sig i Norge, hvor briterne også er hen over og sikrer og beskytter vestlige interesser. Hvad er udenrigsministerens bud på, hvad man kan se af udfordringer i den nærmeste tid og på den længere bane, baseret på den store interesse, der udvises over for Arktis lige nu?

Ministeren.

Jamen det er klart, at der er meget aktivitet. Det er også det, jeg lige har stået og sagt i mit første svar. Der er en stigende interesse for området bl.a. på grund af muligheden for gennemsejling, generelt også, fordi mange har interesse i de nye erhvervsmuligheder, som også måtte opstå. Samtidig er der selvfølgelig også sikkerhedspolitiske spørgsmål, som gør sig gældende, og det holder regeringen øje med. Jeg vil ikke stå her og prøve at forudsige, præcis hvordan tingene ser ud om 5 og 10 år.

Fru Aleqa Hammond.

Nu beder jeg ikke om at få en forudsigelse af noget. Nu beder jeg om at få udenrigsministerens egne ord om, hvad det er, man fra Udenrigsministeriets side mener der kan komme af udfordringer i form af den stigende interesse, der er for det arktiske. På trods af at man har genbekræftet Ilulissaterklæringen, er der alligevel en oprustning i gang, som alle kan se. Vi ser det i form af briterne, der tager op til Nordnorge. Vi ser det i form af, at russerne opruster i Arktis. Vi ser også amerikanernes interesse i dual use af lufthavne i Grønland. Hvad er kongerigets udfordring i den nærmeste tid, hvad angår den oprustning i Arktis?

Ministeren.

Det er mit indtryk, at der generelt er god vilje fra de nationers side, som vi arbejder med, i forhold til at drive den fælles målsætning om, at det skal være et lavspændingsområde, og ingen, heller ikke f.eks. Rusland, har interesse i, at de internationale kriser drages ind i det arktiske samarbejde. I praksis er det derfor min forventning, at det pragmatiske samarbejde, som er imellem de arktiske stater, vil fortsætte i Arktisk Råd og i de andre arktiske fora som f.eks. Arctic Coast Guard Forum. Så det er det, der er min forventning.

Tak. Så er det fru Aaja Chemnitz Larsen.

Mange tak til udenrigsministeren. Jeg vil egentlig gerne følge op på det spørgsmål, som min kollega hr. Sjúrður Skaale lagde op til i sin tale. Det er jo sådan, at Arktisk Råd er etableret på baggrund af en anbefaling fra komiteen for parlamentarikere i den arktiske region, som vi også i daglig tale kalder SCPAR, og mens Arktisk Råd repræsenterer regeringerne i Arktis, repræsenterer SCPAR folket i Arktis, plejer vi at sige i komiteen. Jeg sidder i komiteen og præsenterer Folketinget samlet set. Vi har haft en kongres, hvor flere parlamentarikere har været med, og hvor vi har peget på en lang række anbefalinger, som lægges op til de forskellige regeringer i de otte arktiske lande. Er det noget, som udenrigsministeren har nogle kommentarer til? Hvad er det for nogle ting, der skal prioriteres? Og hvordan vil man leve op til de her anbefalinger i samarbejde med naalakkersuisut, Grønlands regering? Tak.

Ministeren.

Alt det, der bliver drøftet, forsøger vi at følge med i så godt, som det overhovedet er muligt, og de vedtagelser, der måtte finde sted i forskellige fora, forsøger vi også at følge med i og inddrage i det arbejde, der skal være fremover. Det mener jeg er det rigtige af gøre. Jeg har ikke nogen konkrete tilbagemeldinger på, hvad der for nylig måtte være blevet vedtaget, hvad der måtte være af vedtagelser på bordet, men jeg synes da, at man altid skal kigge positivt og konstruktivt på, hvad der bliver bidraget med i forskellige fora, som er involveret i området.

Spørgeren.

Tak. Vi vil i hvert fald fra Inuit Ataqatigiits side følge op på det.

Et andet spørgsmål, som er vigtigt for os i Grønland, er spørgsmålet om EU's partnerskabsaftale med Grønland. Det, der ligger på bordet, er en besparelse på omkring 165 mio. kr., som helt konkret vil betyde, at man ikke har de penge til de uddannelsestiltag, som man har sat i gang i Grønland. Hvad vil man fra dansk side gøre i forhold til at varetage Grønlands interesser i det kommende budget for EU?

Ministeren.

Regeringen har arbejdet tæt sammen med Grønland for at fastholde, at der også fremadrettet vil være en Grønlandsbevilling i EU-budgettet – jeg regner med, at det i det, der bliver henvist til – og det har jeg også tidligere tilkendegivet over for Folketinget. I Kommissionens forslag lægges der op til en fornuftig bevilling til Grønland, ikke mindst set i lyset af budgetudfordringer foranlediget af Brexit og EU's nye prioriteter.

Så blev der spurgt til, hvorvidt bevillingen til Grønland bortfalder. Kommissionens forslag lægger op til, at den konkrete bevilling til Grønland i løbende priser vil udgøre en relativ reduktion i forhold til den nuværende budgetperiode, men samtidig, at Grønland som noget nyt får adgang til EU-støtte i tilfælde af nødsituationer samt til en interregionale pulje, der skal finansiere Grønlands samarbejde med andre arktiske lande. Og det synes jeg faktisk er rigtig positivt.

Samlet set er det derfor vores vurdering, at det er et fornuftigt forslag for Grønland, især omstændighederne taget betragtning. Vi vil selvfølgelig fortsat være i tæt dialog med de grønlandske myndigheder om sagen, og de deler i øvrigt den vurdering, som jeg lige nu har givet udtryk for.

Tak. Så er det hr. Sjúrður Skaale.

Tak for det. Det er om det, jeg kaldte for elefanten i rummet. Hvornår skal man reagere på en stigende russisk aggression eller i hvert fald en stigende russisk militær tilstedeværelse i Arktis? Hvornår skal man reagere på det og dermed miste muligheden for det gode samarbejde, som der jo er nu? Eller alternativt: Hvor længe skal man i de forskellige fora, hvor Arktis behandles, tie om den her elefant i rummet for at undgå, at konflikten bryder ud? Det er jo det dilemma, som alle står i. Jeg ved godt, at ministeren ikke kan svare kort på det, men måske kunne ministeren sige lidt om, hvordan han ser på det her dilemma. Tak.

Ministeren.

Regeringen har jo – jeg hørte det sådan, at der blev spurgt direkte til Rusland – en tosporet strategi i forhold til Rusland. Vi er hårde og kontante med hensyn til sanktionspolitikken, og samtidig søger vi dialogen på de områder, hvor der er en fælles interesse i, at det skal være et lavspændingsområde. Og det er stadig væk mit indtryk, at det også er i russernes interesse, at man ikke skal inddrage de generelle internationale konflikter og trække dem med ind på det her område. Det er det, jeg kan sige på nuværende tidspunkt.

Tak. Så er der ikke flere spørgsmål. ( Udenrigsministeren (Anders Samuelsen): Tak for det.)

Forhandlingerne er sluttet, og vi går derfor videre til det næste punkt på dagsordenen.