Det sidste punkt på dagsordenen er:

9) Forhandling om redegørelse nr. R 3:

Udenrigsministerens redegørelsen om udviklingen i EU-samarbejdet.

(Anmeldelse 12.10.2018. Redegørelse givet 12.10.2018. Meddelelse om forhandling 12.10.2018).

Jeg har lige et par praktiske oplysninger, for i denne redegørelsesdebat tager vi hul på et forsøg, hvor alle ordførere samles her på forreste række, og vi skal lige bruge 1 minut eller 2 på at få det praktiske i orden. Jeg skal i hvert fald lige sikre mig, at alle bliver koblet rigtigt på, så vi venter lige lidt med at kalde nogen herop til ordførertale, indtil vi har den tryghed for, at forsøget kommer til at gå i gang som planlagt, og at jeg også har et overblik over, hvilke ordførere der reelt er til stede. I mellemtiden kunne det måske være godt, hvis vi kunne få vandglassene skiftet heroppe.

Jeg skal lige sikre mig, at I ordførere, der er på plads, er trygge ved situationen. Der nikkes, man er lige så tryg, som man plejer at være herinde i det åbne demokrati. Og ministeren er også på plads, ikke nødvendigvis tryg, kan jeg se, men på plads. Tak skal I have alle sammen.

Så vil jeg dermed sige, at forhandlingen er åbnet, og den første ordfører er hr. Peter Hummelgaard Thomsen, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det, og også mange tak til udenrigsministeren for den redegørelse, der er blevet fremsendt til Folketinget. Jeg tror, jeg vil starte på et sådan lidt mere overordnet plan. De her redegørelsesdebatter er jo en mulighed for også at brede diskussionen lidt ud og tage nogle af de sådan større temaer op, noget, man måske kan have en tendens til, enten bevidst eller ubevidst, at lade forsvinde i hverdagen.

Altså, for Socialdemokratiet er EU ikke alene et vigtigt og afgørende projekt, men det er et projekt, som vi bakker fuldt og helhjertet op om, og det tror jeg bare er vigtigt at få understreget. Det gør vi af mange forskellige årsager. Vel nok allermest værd er det at notere sig, at EU igennem mange, mange år først og fremmest har været med til at sikre et indre marked, der er effektivt, hvor vi kan handle med hinanden, og som har været afgørende for at skabe beskæftigelse og fremgang rundtomkring i de europæiske lande. Det gør vi, fordi det rent faktisk igennem at forpligte hinanden i økonomisk samarbejde og politisk samarbejde er lykkedes os at skabe stabilitet og fred rundtomkring i Europa.

Men vi gør det mest af alt jo også, fordi når vi ser på summen af alle de store udfordringer, vi kan se rundtomkring i verden, så er EU for nuværende det bedst tænkelige redskab, vi har, til at løse de mange store udfordringer, uanset om det er klimakrisen, og uanset om det er regulering og med vores øjne også beskatning af den finansielle sektor, som ellers kommer til at slippe fuldstændig fri i grådighedens navn. Og det er, uanset om det er øget regulering af en stadig mere markedsdominerende techsektor, altså en meget mere markedsdominerende sektor for digitale tjenester, hvor man i stigende grad har meget, meget stærke og meget, meget store monopoler, som selv bestemmer, hvor det er, de vil betale deres skat, og som sådan set udøver en form for virksomhed, som vi i mange, mange årtier i hele den vestlige verden har været foruden.

Vi bakker op om EU, fordi vi kan se, at på den udenrigspolitiske scene er Europa også bedre tjent med at stå mere sammen. Det kan vi jo se på en lang række forskellige ting. Der havde ikke været en Parisaftale, hvis ikke det var EU, der havde presset på for det, og der ville heller ikke være en effektfuld implementering af den Parisaftale, hvis ikke EU blev ved med at presse på for det.

Men det betyder jo ikke, og det er også meget vigtigt at sige, at der ikke er gigantiske udfordringer. Det betyder heller ikke, at vi er tilfredse med status quo, og det betyder slet ikke, at vi ikke kan se, at der også er store udfordringer og store problemer både i EU og med den måde, det indre marked er skruet sammen på.

En af de ting, som vi er meget optaget af i Socialdemokratiet, er jo, at vi bakker op om princippet om den fri bevægelighed. Men vi vil også gerne have, at den fri bevægelighed skal betyde fair bevægelighed, og i alt for mange år har vi været vant til mere eller mindre at se passivt til, at social dumping har kunnet foregå. Der er, når man ser på det her i tiåret for finanskrisen, stadig væk et meget, meget stort efterslæb, hvor der navnlig i de sydeuropæiske lande, men også rundtomkring stadig væk er alt for mange arbejdsløse. Nogle lande har stadig væk tocifrede arbejdsløshedsprocenter. I nogle lande har man stadig væk op omkring 35-40 pct. ungdomsarbejdsløse.

Oven i det kan man se, at blandt almindelige lønmodtagere, også i Nordeuropa, er utrygheden stadig væk meget, meget stor. Lønudviklingen er ikke gået lige så stærkt som alle mulige andre steder, og nogle af årsagerne til de ting samlet set er, at den fri bevægelighed inden for det indre marked ganske enkelt ikke har været retfærdig. Der er, som det også blev nævnt i udenrigsministerens redegørelse, sket nogle ting. Der er navnlig sket nogle reelle fremskridt, for så vidt angår udstationeringsdirektivet, hvor man er nået et skridt længere. Jeg deler ikke udenrigsministerens optimistiske opfattelse af, at man nu reelt har sikret lige løn for samme arbejde det samme sted, men vi er om ikke andet kommet et par skridt tættere på.

Men der er stadig væk meget store udfordringer inden for en lang række sektorer, inden for transportbranchen, inden for lufttransportbranchen, inden for byggeriet og især inden for en lang række af de områder, som i meget høj grad handler om den fri bevægelighed for tjenesteydelser. Og en af de meget, meget store prioriteter, som Socialdemokratiet har for udviklingen af det europæiske samarbejde, er, at vi reelt får sat en stopper for, at der foregår social dumping, og at der er en ubalance mellem på den ene side det indre markeds grundlæggende principper og på den anden side respekten for lønmodtagernes grundlæggende rettigheder, lønninger og arbejdsvilkår.

Et andet sted, hvor vi sådan set også gerne ser at Danmark spiller en meget mere ambitiøs rolle, er, for så vidt angår den meget store problemstilling, som jeg også var lidt inde på i indledningen, og som handler om de her nye techmonopoler og det, at de dybest set ingen skat betaler, hverken i Europa eller for den sags skyld nogen andre steder. Et af de forslag, der er kommet fra Europa-Kommissionen, er, at vi måske skal prøve at gå sammen om en eller anden form for digital beskatning af nogle af de her virksomheder. Det bliver nævnt i udenrigsministerens redegørelse, men det bliver ikke også samtidig nævnt, at den rolle, Danmark har spillet i de drøftelser, indtil videre i hvert fald, har været i bedste forstand fodslæbende; og i værste forstand har man decideret stillet sig på de landes side, som er nogle af de lande – lavskattelandene, Irland m.fl. – som har forsøgt at forhindre, at man laver en fælles regulering på de her områder.

Så det er bare for at sige, at vi ikke er tilfredse med tilstanden for det nuværende europæiske samarbejde, men vi kan omvendt heller ikke se nogen som helst fornuft i, at vi skulle forlade, bryde ned eller direkte modvirke og modarbejde det fællesskab, vi nu engang har, og som giver nogle af de bedste forudsætninger, vi har, for at løse de store problemer, vi nu engang har.

Derudover er en af de vel altoverskyggende udfordringer for os her i Danmark og for resten af Unionen lige nu, under hvilke vilkår Storbritannien kommer til at træde ud. Vi har jo mange af de her diskussioner næsten hver uge i Europaudvalget. Vi har det også i Folketingets Brexitfølgegruppe osv. Set med vores øjne er det en ikke bare beklagelig, men ulykkelig ting, at Storbritannien har valgt at forlade EU. Danmark har for det første mistet en tæt samarbejdspartner, og for det andet mener jeg helt grundlæggende ud fra ren og skær solidaritet med dem, der er lavest lønnet og kortest uddannet i Storbritannien, at det er dem, der desværre ender med at komme til at betale den højeste pris for den beslutning indtil videre.

Men grundlæggende står vi altså også fast på, at Danmark selvfølgelig skal holde sig inden for det forhandlingsfællesskab, der er i EU. Og vi bakker entydigt op om den linje, der indtil videre har været lagt fra regeringens side om, at det mest af alt er Storbritannien, der er nødt til at fortælle resten af fællesskabet, hvad det egentlig er for en relation, man gerne vil have til EU i fremtiden.

Det allersidste, jeg bare skal nævne, er, vi jo i løbet af de næste forhåbentlig mange år kommer til at blive ved med at diskutere mange af de her meget, meget store sager. En af de ting, som vi i hvert fald har været meget skuffede over, har været, at den mulighed, Brexit var, til rent faktisk at sætte sig ned og analysere igennem, hvorfor det egentlig var, at der kunne opstå en situation, hvor store dele af et medlemslands befolkning vælger at forlade Unionen, ikke blev udnyttet. Hvad er det for nogle ubalancer, vi har i det europæiske samarbejde i dag? Er der den grad af demokrati, som vi ønsker? Og mest af alt set med vores øjne: Er der den grundlæggende respekt for lønmodtagernes grundlæggende rettigheder, lønninger og arbejdsvilkår? Ligger fokus de rigtige steder?

Der blev oven på Brexit afholdt en række møder. Jeg mindes, at der var et møde for stats- og regeringscheferne på en båd i Bratislava. Jean-Claude Juncker har udgivet en hvidbog, men derudover er diskussionerne om, hvordan vi reformerer projektet, hvad enten man vil reformere det i den ene retning eller den anden retning, jo stort set gået i stå. Og det synes vi ikke alene er beklageligt, men det er ulykkeligt, for på den måde har vi også lagt kimen til, at EU kan havne i nye grundlæggende eksistentielle kriser. Og vi tror grundlæggende, at en af de ting, der skal løses, er, at vi skal sørge for, at den fri bevægelighed også bliver til fair bevægelighed.

Jeg tror, jeg vil lade det være mit indlæg i den her omgang.

Tak. Der er to indtegnet til korte bemærkninger. Den første er hr. Kenneth Kristensen Berth, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Jeg tror bare, man må konstatere, at det, vi er vidne til fra Socialdemokratiets side i dag, er et gigantisk dobbeltspil – et gigantisk dobbeltspil, intet mindre. For her står hr. Peter Hummelgaard Thomsen og fortæller, hvor optaget hr. Peter Hummelgaard Thomsen er af at undgå social dumping og af at varetage danske lønmodtageres interesser. Og hvad er det, der foregår i Europa-Parlamentet? Der er vel ikke nogen gruppe, der mere end S&D har modvirket forsøget på at indeksere børnecheck, forsøget på at reservere danske dagpenge til folk, der rent faktisk har optjent danske dagpenge osv.

Så vil hr. Peter Hummelgaard Thomsen sikkert lige om lidt sige: Vi har jo kæmpet. Næh, hr. Peter Hummelgaard Thomsens kollega Ole Christensen gad ikke engang tage kampen i Beskæftigelsesudvalget, hvor han sidder. Han sagde, at det var en tabt kamp på forhånd, så det gad han egentlig ikke bruge tid på. Det sagde han her til Ritzau den 13. juni 2018. Helt ærligt, vil jeg sige til hr. Peter Hummelgaard Thomsen, hvis Socialdemokratiet ikke engang gider kæmpe kampen, er den så ikke tabt på forhånd?

Ordføreren.

Jeg føler det, som om jeg har hørt både det indlæg og det spørgsmål før, og jeg tror, at hr. Kenneth Kristensen Berth også udmærket kender svaret. Der er intet parti i Folketinget, der er lige så optaget af social dumping, som vi er, og reelt set også forsøger at løse det. Hr. Kenneth Kristensen Berth kan jo komme med nok så mange fortællinger nede fra Europa-Parlamentet, han vil, og hive fat i et enkelt citat, og jeg har set, at det bliver delt flittigt af og til, også af øvrige borgerlige politikere, altså noget, Ole Christensen har sagt. Men sandheden er i virkeligheden, at det jo er rigtigt, at vi inden for S&D-gruppen har forskellige syn, altså vi kan jo ikke løbe fra, at en række af vores partifæller nede i Europa-Parlamentet har et andet syn på nogle af de her ting. De har omvendt heller ikke, desværre for dem, den samme arbejdsmarkedsmodel, som vi andre har. Men vi tager den kamp, og vi tager den også her i Folketingssalen.

Spørgeren for sin anden korte bemærkning.

Det virker bare, som om der er et sæt socialdemokratiske holdninger til udvortes brug, og så er der et andet til indvortes brug. Den 12. marts 2018 havde fru Mette Frederiksen, hr. Peter Hummelgaard Thomsens formand, et indlæg i Financial Times. I det indlæg slår fru Mette Frederiksen til lyd for, at EU skal have mere indflydelse på det sociale område; EU skal have mere karakter af en social union. Det er jo det stik modsatte, som Socialdemokratiet siger herhjemme. Kan hr. Peter Hummelgaard Thomsen ikke fortælle os, hvorfor Socialdemokratiet ikke har én linje i Folketinget, én linje i Financial Times og én linje i Europa-Parlamentet?

Ordføreren.

Vi har én linje hele vejen igennem, og jeg tror i virkeligheden, at hr. Kenneth Kristensen Berth skal læse det indlæg i Financial Times igen. For det, som fru Mette Frederiksen siger, er, at et af problemerne i EU jo er den manglende sociale sammenhængskraft. Hun slår ikke til lyd for, at vi skal have en social union med de samme sociale ydelser rundtomkring. Men hun slår til lyd for, at der bliver ført en politik, som reelt set også kan gøre, at i særdeleshed lønmodtagerne har mulighed for at kræve deres retmæssige andel af den produktivitetsvækst, den velstandsvækst, som samfundet oplever.

Den næste til en kort bemærkning er hr. Rasmus Nordqvist, Alternativet. Værsgo.

Tak. Først vil jeg gerne sige tak for en rigtig god tale. Jeg synes, at det var spændende netop også lige at høre de store tanker om, hvad det er, vi står med foran os. Det, som jeg lidt sidder og tænker over, er omkring de udmeldinger, der har været fra Socialdemokratiet om de danske forbehold, at dem skulle man ikke pille ved lige nu. Men samtidig synes jeg også bare, at jeg hører, når man har den lidt større indflyvning fra ordføreren, at der jo er nogle områder, hvor det er nødvendigt at samarbejde, som jo også lidt hører ind under det med nogle af de forbehold. Her tænker jeg specielt, når vi snakker om EU's rolle i verden og så forsvarsforbeholdet. Kan ordføreren ikke sige lidt mere om, hvad positionen er med hensyn til de her forbehold? Et kan være noget strategisk, men jeg kunne egentlig godt tænke mig at høre den politiske holdning til, hvor det er, man gerne vil hen, i forhold til de forbehold vi har fra dansk side.

Ordføreren.

Tak for det. Jeg tror, at det, du har hørt, både fra mig og fra mit partis formand vedrørende forbeholdene, i virkeligheden har været forsøg på bare at være helt ærlige og sige, at nu har vi haft de forbehold i 25 år. Jeg begræder stadig væk, at danskerne vendte tommelfingeren nedad, da vi spurgte dem, om man ville afskaffe store dele af retsforbeholdet i december 2015, men det var nu engang sådan, danskerne placerede sig. Jeg husker i den sammenhæng jo også, at hr. Rasmus Nordqvists parti var sådan lidt både ja og nej eller ja, men. Men ikke desto mindre har vi jo fundet en måde at navigere inden for de forbehold på, også retsforbeholdet.

Jeg tror bare, at man skal sige, at dansk EU-politik er – og det er vores linje – at der skal være tungtvejende grunde til, at vi skal udskrive nye folkeafstemninger om at afskaffe forbeholdene. Jeg ser ikke nogen tungtvejende grunde til, at vi skal afskaffe euroforbeholdet, jeg ser ikke nogen tungtvejende grunde til lige nu og her, at vi skal afskaffe forsvarsforbeholdet. Jeg kunne godt have lyst til det med retsforbeholdet, men omvendt er jeg også så demokratisk indrettet, at jeg siger, at det har vi lige spurgt danskerne om, og derfor må vi i vores EU-politik forsøge at navigere inden for de rammer, der nu engang er.

Spørgeren til anden korte bemærkning.

Hvordan forholder ordføreren sig så til EU's fremtid, det, vi diskuterer på tværs af alle landene lige nu? Der er en stor, stor folkelig diskussion i gang omkring det her. Der er hele diskussionen om, hvorvidt EU skal være i flere rum, have flere hastigheder, når vi står med de her forbehold, og eksempelvis når det handler om den udenrigspolitiske situation, eller når det er på retsområdet. Hvordan ser Socialdemokratiet og ordføreren så den diskussion i den danske virkelighed?

Ordføreren.

Først og fremmest tror jeg, at hvis EU-projektet med så mange lande, som vi er blevet, skal have mulighed for at holde, så er man nødt til at betragte et EU, der arbejder i flere forskellige rum. Nogle kan arbejde mere om det ene, og nogle kan arbejde lidt mindre om det andet. Det tror jeg grundlæggende.

Det andet er i forhold til udenrigspolitikken – jeg har også hørt, at det ligesom er blevet nævnt som en del af argumentet for, at vi nu pludselig skal afskaffe forsvarsforbeholdet. En af de ting, som jeg synes har placeret Danmark i en rigtig svær situation her for ganske nylig, har været beslutningen om Nord Stream 2. Der har jo ikke været meget hjælp at hente for Danmark i den svære diskussion og svære beslutning fra hverken Europa-Kommissionen eller for den sags skyld fra Tyskland eller for den sags skyld fra Frankrig. Der har det jo været amerikanerne, vi stadig væk har skullet være tættest allieret med i den svære beslutning om at forsøge at stå skulder ved skulder med vores baltiske venner.

Næste til kort bemærkning er hr. Søren Søndergaard, Enhedslisten. Værsgo.

Tak. Der er jo sådan en tendens til, når der er problemer, som er for store til, at man tør tage livtag med dem i nationalstaterne, at sige: Det er noget, EU skal løse. Derfor bliver vi også nødt til nogle gange at vurdere realismen i, om EU løser dem. Og derfor vil jeg godt spørge hr. Peter Hummelgaard Thomsen, hvor realistisk Socialdemokratiet opfatter at det er, at EU skal gennemføre en fælles minimumsselskabsskat, som kommer over f.eks. 5 pct.? Altså, er det noget, som har nogen gang på jorden, og er det noget, som man kan forestille sig vil blive gennemført inden for, lad os bare sige, de kommende 10-15 år?

Ordføreren.

Ja, det tror jeg da. Altså, hr. Søren Søndergaard har ret i, at det ikke er noget, der bliver gennemført i morgen og formentlig heller ikke i overmorgen. Men jeg ved ikke, om hr. Søren Søndergaard noterede sig, at den tyske finansminister, Olaf Scholz, jo i en af de store tyske aviser den anden dag oven på udbytteskatteskandalen udtalte, at et af svarene på det her vil være at have en fælles bund under selskabsskatten. Og hvis at tyskerne er begyndt at synes, at det her er en god idé, jamen, så er vi jo begyndt at nærme os.

Altså, uanset om man kan lide det eller ej, er tyskerne jo en af de væsentligste drivkræfter for både udvikling og også for den udvikling, vi gerne vil stoppe inden for EU. Så jeg tror ikke, at det er lige så urealistisk, som hr. Søren Søndergaards spørgsmål giver udtryk for.

Spørgeren for sin anden korte bemærkning.

Den tyske finansministers udtalelse bekræfter sådan set det, jeg sagde, altså at man kan skyde det ned til EU. For jeg hørte jo ikke i hr. Peter Hummelgaard Thomsens tale, at det var et centralt krav for Socialdemokratiet at få indkaldt til en regeringskonference med det formål at få åbnet traktaten.

Virkeligheden er jo, at der ikke kan laves nogen bundskattegrænse, som er over et vist substantielt niveau, medmindre der sker en åbning af traktaten. Det er jo ikke en kompetence, som EU har i dag; det kræver en ændring af traktaten.

Derfor vil jeg bare godt spørge: Hvorfor er det så ikke et hovedkrav for Socialdemokratiet at få åbnet traktaten med henblik på at få ændret traktaten, sådan at det kan blive muligt?

Ordføreren.

Jamen det skal jeg ikke kunne afvise at det også godt kunne blive. Det er jo et spørgsmål om, hvad det er for en arbejdsmetode, man bruger. Det er i virkeligheden inden for det sidste års tid, at vores parti har lanceret ideen om, at vi skal have en fælles bund under selskabsskatten i EU. Og i første omgang har vi jo en diskussion mellem Folketingets partier og ude i offentligheden om, hvorvidt man synes, det er en god idé, eller ikke synes, det er en god idé. Jeg kan jo pege rundt i salen på en del, der ikke synes, det er en særlig god idé.

Om vi vil bruge det arbejdsredskab at kræve, at man skal have en regeringskonference, hvor man genåbner traktaterne, skal jeg hverken love eller afvise på nuværende tidspunkt.

Den næste til en kort bemærkning er hr. Michael Aastrup Jensen, Venstre. Værsgo.

Tak for det. Det, der fik mig op af stolen, var, hvad den socialdemokratiske ordfører sagde om forsvarsforbeholdet. For der må jeg indrømme at jeg er dybt, dybt uenig. Selv om jeg selvfølgelig er et hundrede procent enig i, at vi selvfølgelig ikke skal have folkeafstemning før et folketingsvalg, som lurer i horisonten, forstår jeg ikke, at man bare kaster det til side og siger, at man ikke kan forstå, at der skulle være nogen tungtvejende årsager til det.

Altså, vi har at gøre med et Rusland, som agerer mere og mere aggressivt, og vi har en Trumpadministration, som trækker sig mere og mere ud fra den internationale scene, og det er jo egentlig også det billede, jeg troede Socialdemokratiet var enig i. Derfor er der jo reelt kun et alternativ, hvis vi ønsker et stærkt forsvarsperspektiv, og det er et styrket europæisk samarbejde, hvori vi kan sørge for, at der også er en beskyttelse af også danske interesser.

Så lige i forhold til Nord Stream 2, hvor ordføreren var ude og give skylden til alle mulige mærkelige, vil jeg sige, at mit billede af det er, at det ikke så meget er Europa-Kommissionen, men mere Rådet, som vi skal skyde skylden på – men det er så en helt anden diskussion.

Ordføreren.

Jeg lader mig være irettesat for, at det mere er Rådet, end det er Kommissionen, jeg skal skyde skylden på. Men jeg synes i virkeligheden, at ordføreren siger noget interessant. Han spørger, hvorfor vi ikke kan have et stærkt ønske om et stærkt forsvarssamarbejde i EU. Jamen det har vi jo sådan set. Jeg har bare svært ved at se, hvad det konkrete er, som gør, at forsvarsforbeholdet forhindrer både nu og for den sags skyld til næste år, at vi ikke kan have det. Jeg har også hørt både ordføreren og mange af ordførerens partifæller ligesom sige, at det i virkeligheden handler om en omkalfatring af, hvor vi orienterer os hen, altså de stigende trusler fra Rusland osv. - jo jo, men man skal bare hele tiden huske på det, hvis vi afskaffer forsvarsforbeholdet med den årsag, at mange af de toneangivende lande i EU, som udstikker kursen på nogle af de her spørgsmål, jo er meget, meget tæt på det Rusland, der i stigende grad truer sig vej frem mod sine naboer og alle mulige andre, navnlig Tyskland, men også andre lande.

Det synes jeg bare er værd at have med i den debat, og jeg synes, det er en vigtig nuance at få indføjet, inden det bare bliver til, at man siger: Jamen amerikanerne er dumme, fordi de har valgt en dum præsident; russerne er også dumme. Jeg tror, det er vigtigt at have med. Vi får ikke nødvendigvis en stærkere linje over for Rusland, ved at vi afskaffer forsvarsforbeholdet.

Spørgeren til sin anden korte bemærkning.

Men det er lige præcis også det, vi beder om, nemlig debatten. Der er det, jeg ikke forstår, hvorfor Socialdemokratiets EU-ordfører bare siger: Jeg ser ikke nogen årsag til overhovedet at have debatten. Det var sådan, jeg forstod det. Men det kan være, det var en grov fortolkning, en fortolkning, der var forkert. Fair nok.

Jeg synes jo lige præcis, der er behov for, at vi debatterer det her. Der er behov for, at vi hele tiden prøver at se på, hvad der er af forskellige løsninger på det. Der er det bare vores svar, at hvis vi også ønsker at have et sikkert Danmark i de næste 10 år, i de næste 20 år, så bliver vi også nødt til hele tiden at agere i et foranderligt udenrigspolitisk billede, der er, at USA trækker sig mere og mere ind i sig selv. Og derfor er vi også nødsaget til at have nogle stærke venner, som kan være med til at beskytte et land som Danmark, som ligger så tæt på Rusland.

Ordføreren.

Jamen når Joe Biden tiltræder som præsident, hvilket jeg håber på, i januar 2021, så kan det være, at USA agerer på en anden måde. Altså, vi hilser debatten velkommen. Det eneste, jeg prøver at sige, og det er for at være ganske ærlig, er, at hvis vi skal ud og bede danskerne om at gå til stemmeurnerne og tage stilling til her, er vi simpelt hen nødt til at have noget mere og noget andet og nogle tungtvejende, også meget gerne konkrete årsager til, at vi skal afskaffe det forbehold. Det gælder, både hvis det skal kunne lade sig gøre at overbevise danskerne, men også, hvis den debat overhovedet skal give mening.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere indtegnet til korte bemærkninger, så vi fortsætter i talerrækken, og jeg giver ordet til ordføreren for Dansk Folkeparti, hr. Kenneth Kristensen Berth. Værsgo.

Tak for det, fru formand. I de her måneder har EU vel sin måske største udfordring til dato. Et medlemsland har truffet den beslutning at vende ryggen til Unionen og forlade den, en modig og utvivlsomt rigtig beslutning for briterne, men også en beslutning, der har efterladt et EU, som det for Danmark bliver mere og mere besværligt at være medlem af. For selv om det med britiske øjne var en god beslutning, er det også en beslutning, der potentielt har vidtrækkende konsekvenser for Danmark. Storbritannien er en af vores største samhandelspartnere og formentlig det land i EU, vi har støttet os mest op ad, siden vi sammen kom ind i fællesskabet.

Storbritanniens udmeldelse kalder således på svar på to spørgsmål. For det første, hvordan vi sikrer den for Danmark bedst mulige udtrædelsesaftale for Storbritannien, og for det andet, hvordan Danmark skal orientere sig i et EU uden briterne. Landbrug & Fødevarer har peget på, at dansk landbrug i tilfælde af en britisk udtrædelse af EU uden en aftale i det værst tænkelige scenarie kan risikere at miste op mod tre fjerdedele af vores landbrugseksport til Storbritannien. Danske fiskere skal finde nye steder at fange deres fisk, for i dag fanges 40 pct. af fiskene i britisk farvand, hvilket jo heller ikke vil være muligt i tilfælde af en aftaleløs udtræden. Danmark har således meget på spil i forhold til Storbritannien. Danmark har brug for en omfattende og solid frihandelsaftale med briterne.

Ifølge udenrigsministeren har »EU tilbudt Storbritannien en mere ambitiøs frihandelsaftale, end ... noget andet land«. Jeg ved ikke, hvor udenrigsministeren har det fra. Det, jeg har hørt, er, at EU's chefforhandler, og dermed også medlemslandene, har stået fast på, at der ikke kan sorteres i de fire friheder. Vil man havde gang til EU's indre marked, skal man acceptere arbejdskraftens frie bevægelighed, og det vil briterne som bekendt af gode grunde ikke.

Mig bekendt har EU ikke tilbudt briterne noget som helst konkret. EU har spurgt, hvad briterne vil have, og da briterne kom med deres forslag i form af den såkaldte Chequersplan, tog det 2 dage, før Michel Barnier havde fejet den plan af bordet, og måske tog det Donald Tusk en ekstra dag eller to – det kan jeg ikke helt erindre, men det var så også det – før han nåede samme konklusion. Man kan ikke på den ene side forlange af briterne, at det er dem, der skal fortælle, hvad de vil, derpå afvise det uden at sætte noget andet i stedet og samtidig prale af, at man har tilbudt briterne en ambitiøs frihandelsaftale.

Faktum er, som også topmøderne i Salzburg og Bruxelles har vist, at vi står med en reel risiko for, at Storbritannien forlader EU uden en aftale til ubodelig skade for Danmark. Og hvorfor gør vi så det? Ja, det gør vi, fordi EU-systemets egen selvopholdelsesdrift forhindrer en aftale. EU-systemet ønsker ikke en aftale med Storbritannien, der kan anspore andre lande til at få den idé, at man kan rive sig løs fra EU, uden at det får alvorlige konsekvenser for landets økonomi. I stedet for at præsentere et positivt projekt, som lande har lyst til aktivt at tage del i, præsenterer EU et skræmmescenarie for, hvad der sker, hvis man forlader skuden. Det vidner om et projekt, der har mistet selvtilliden. De EU-begejstrede tror ikke længere på, at de gennem en positiv dagsorden kan overbevise europæerne om det forunderlige i det europæiske samarbejde. Der er kun angsten for, hvad der sker, hvis man falder ud over kanten, tilbage. Fattigt!

Mens EU i Bratislava debatterede konsekvenserne af den britiske udmeldelse og hævdede, at man nu omsider ville lytte til de skeptiske befolkninger, så har virkeligheden været en ganske anden. Nu lægges der op til yderligere intensivering i EU-systemet, intensivering af forsvarssamarbejdet, udbygning af en fælles europæisk udenrigspolitik, ét budget for EU-medlemslandene, forpligtelse for landene til at afskaffe deres nationale valutaer, en fælles finansminister og fælles finanspolitik. Og det er blot nogle få af de ambitioner, som er blevet præsenteret af kommissionsformand Jean-Claude Juncker og den franske præsident, Emmanuel Macron, der under sit besøg i Danmark for nylig nærmest blev modtaget som en fransk revolutionshelt.

Nu er Macron jo ingen helt, men han har skrevet en bog, der hedder »Revolution«. Der er nu ikke meget revolution indeholdt i den, medmindre man da for første gang i verdenshistorien skal opleve en folkelig manifestation til fordel for at afgive sin demokratiske medbestemmelsesret til et ufolkeligt elitært embedsmandsstyret autokrati.

Heldigvis er det ikke Emmanuel Macrons luftspejlinger og Jean-Claude Junckers fantasifostre, der har vind i sejlene i Europa i disse år. Befolkningerne rundtomkring i Europa er godt i gang med at tage magten tilbage, hvad valgene i Østrig, Ungarn, Italien, Tyskland, Slovakiet, Sverige – ja, jeg kunne blive ved – jo også har vist. Borgerne er trætte af inkompetente politikere, der gemmer sig bag embedsmænd i Bruxelles og ikke kan løse de problemer, som borgerne kræver løst, som f.eks. når det handler om migrantkrisen.

Skulle man tro udenrigsministerens redegørelse, er migrantkrisen løst, fordi der kommer færre mennesker over Middelhavet. Det er næppe rigtigt. Der er nemlig ikke ændret noget principielt siden 2015. EU har ikke ændret sin politik over for lykkejægerne fra syd. Det er stadig en menneskeret at kunne indgive en asylanmodning i Danmark. Uanset på hvor svagt et grundlag anmodningen så måtte hvile, skal der igangsættes en behandling heraf, og skulle ansøgeren få afslag på sin anmodning, ja, så vil vedkommende efter al sandsynlighed i det omfang, vedkommende overhovedet kan lokaliseres, ikke kunne returneres til sit oprindelsesland, men henvises til en tilværelse som illegal indvandrer i Europa. Det kan ikke blive ved, og derfor er det nu, at de nødvendige ændringer af europæisk politik skal foretages, inden en ny tsunami tager sin form og vælter ind over de europæiske kyster.

Ambitionen fra europæisk side er etablering af - sagt på rigtig kancellieuropæisk - såkaldte ilandsætningsplatforme i Nordafrika. Det eneste problem er, at ingen af de nordafrikanske lande ønsker at tage del i og lægge jord til disse centre, og derfor må man jo også spørge sig selv, hvad Europa egentlig får ud af at øge bidraget til de sydlige medlemslande med 24 pct. i langtidsbudgettet.

Vi er formentlig nået dertil, at EU står for enden af en blind vej. Enten kan vi blive stående og lade vores eksistens og politiske handlekraft deponere i Tyrkiet, Egypten, Marokko og Libyen, eller vi kan tage ansvar for vores eget kontinents og kulturs overlevelse ved at gøre det nødvendige, nemlig at indføre en blind vej for de personer, der kommer til vores kyster, i form af lukkede centre, hvorfra muligheden for at komme ud begrænser sig til billetten til hjemlandet.

Ja, og det er såmænd det, vi skal. Signalet vil være klart: Man kan ikke gøre Europa til sit kontinent ved at tage en båd over Middelhavet. Gør man det, bliver man aldrig europæer. Stormen vil løje af, lykkejægerne vil opgive deres forehavende, og ja, måske om 3-4 år ser vi en enkelt båd igen, der lige skal tjekke, om europæerne stadig er konsekvente, som det jo skete i Australien den 27. august 2018, den første båd i 4 år til Australien.

Debatten om EU's fremtid bør handle om, hvad det er for et Europa, vi vil have. I Dansk Folkepartis øjne bør det være et Europa, der står vagt om borgernes sikkerhed gennem Europol og accept af, at medlemslandene gør det nødvendige for at undgå, at Europa oversvømmes af fremmede. Forløbet omkring Polens og Ungarns såkaldte krænkelser af Den Europæiske Unions værdisæt har været kvalmende at være vidne til. Polen og Ungarn straffes for at indtage det synspunkt, at Europas grænser skal forsvares. Europa-Parlamentets såkaldte rapport om forholdene i Ungarn er forstemmende. Hverken EU eller Europa-Parlamentet er de rigtige til at være demokratiske overdommere. Medlemsstaterne skal ikke styres som små regionsråd af politisk korrekte eurofile politikere og ikkefolkevalgte embedsmænd. Den demokratiske legitimitet findes ét sted: i medlemslandene, ikke i EU, hvad det ene europaparlamentsvalg efter det andet også viser. Borgerne vil ikke møde frem.

Afslutningsvis vil jeg kort nævne spørgsmålet om EU's langtidsbudget, den såkaldt flerårige finansielle ramme. Det udspil, Kommissionen er nået frem til, er uantageligt. Mens Europa-Kommissionen ønsker, at medlemslandene skal spænde livremmen ind og bruge færre penge, skal EU bruge flere penge, og det, selv om EU mister sin største nettobidragyder, Storbritannien.

Enhver burde kunne sige sig selv, at det er uholdbart. De nettobetalende medlemslandes budgetter betragtes åbenbart hos Kommissionen i Bruxelles som et evigt genopfyldeligt trug, som man bare kan lade de nydende medlemslande æde af. Vi skal bort fra den tankegang. Tæring skal sættes efter næring, også i Bruxelles, og det har vi en klar forventning om at regeringen vil stå fast på. Dem, der betaler regningen, må også bestemme musikken.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning til hr. Rasmus Nordqvist.

Tak. Tak for talen. Jeg beklager, at jeg kom til at grine lidt undervejs, men jeg synes, der var nogle meget kreative sprogblomster. Jeg har et lidt mere grundlæggende spørgsmål, for ordføreren var selv lidt inde på, hvad debatten om EU bør være. Hvad er EU's fremtid? Selv nævner ordføreren lidt om nogle ting og siger, at vi lige skal gøre noget her, men ikke der og ikke der. Jeg kunne egentlig godt tænke mig at høre Dansk Folkepartis svar på sådan ligesom rammerne omkring samarbejdet. Altså, nu lovpriser man Brexit, selv om vi ikke aner, hvad det egentlig er. Er det den vej? Altså, skal vi have den udmeldelse, fordi det her ikke holder, så alle lande derfor et efter et skal melde sig ud? Eller hvad er rammerne omkring det EU, som Dansk Folkeparti ser det, der skal løse de elementer, som Dansk Folkeparti mener er de vigtige?

Ordføreren.

Nu hørte jeg vores udmærkede miljø- og fødevareminister i dag på Europaudvalgsmødet sige, at han elskede Fællesmarkedet. Det er en meget sjov anvendelse af den betegnelse, altså Fællesmarkedet. Jeg elskede sådan set også Fællesmarkedet. Jeg synes, det var en rigtig god idé, at man på europæisk plan lavede en aftale om, at man kunne handle frit, uden toldbarrierer, og i den gamle form, kan man sige, hvor EU bestod af nogle få lande, men ikke af østeuropæiske lande og heller ikke lande som Spanien og Portugal. Da var det der med den fri bevægelighed for arbejdskraft jo heller ikke det store problem. Det er det så blivet siden hen. Men jeg synes, at man skal tænke sig om, i forhold til hvad et nyt EU skal være, og sige, at så skal et nyt EU tage udgangspunkt i det, som vi alle sammen kan være enige om, nemlig muligheden for at handle frit på tværs af grænser. Så er der nogle få andre ting, hvor EU også kan spille en rolle. I forhold til sikkerhed, hvor jeg i øvrigt mener at EU er for lille, men hvor jeg mener Europol kan være et godt grundlag, og i forhold til miljøstandarder, som jo også har meget at gøre med handelsregler, synes jeg også, at EU kan være et godt bidrag, men på mange andre områder kan EU ikke være det.

Så er det hr. Rasmus Nordqvist. Værsgo.

Men vil det sige farvel til det EU, vi kender i dag, med de beslutningskræfter, der ligger, altså at Danmark skal melde sig ud af det samarbejde og vi så kan håbe på, at der kan opstå noget andet, som kan være den her drøm om det gamle fælles marked, der var tidligere?

Ordføreren.

Det må vi jo se. Personligt mener jeg, at det europaparlamentsvalg, vi kommer til nu, er mere afgørende, end nogen andre europaparlamentsvalg har været, fordi det potentielt kan gøre, at det gamle samarbejde mellem S&D og den kristendemokratiske EPP-gruppe kan bryde sammen, sådan at de ikke bare kan aftale sig til en vej og så stort set enten have et flertal eller være så godt på vej mod et flertal, at det kan være lige meget.

Jeg tror på, at partier, der minder om Dansk Folkeparti, får et virkelig godt valg – det tror jeg på – og jeg tror på, at det kan betyde, at forholdene i EU kan ændre sig i en retning, som er den, vi ønsker, med en større national selvbestemmelsesret.

Hr. Michael Aastrup Jensen.

Det er ret afgørende, hvad det lige præcis er, Dansk Folkeparti vil have, for vi, der lever i den virkelige verden, bliver jo også nødt til at agere ud fra, hvad det er for nogle muligheder, der er. Og derfor bliver vi også nødt til at få noget lidt mere konkret, end hvad der sker, hvis nu Dansk Folkepartis europæiske gruppe får et fuldstændigt flertal eller noget, der minder om det, i Europa-Parlamentet, hvilket jeg ikke lige tror sker.

Så hvad er det for en verden, man vil have? Vil man have, at vi melder os ud af EU? Vil man have, at det løses med en slags Brexit, bare tilpasset danske forhold – med de mange udfordringer, det vil skabe? Eller hvad er det, man ønsker? For man kan jo ikke drømme om noget, som ingen andre lande efterspørger. Altså, jeg drømmer også om, at Randers bliver hovedstad i Danmark, men det kommer ikke til at ske i morgen. Og derfor er vi også nødsaget til at agere ud fra de muligheder, der nu engang er. Så lad os vende tilbage til virkeligheden.

Ordføreren.

Det er i hvert fald ikke hr. Michael Aastrup Jensen, der lever i virkeligheden. Hr. Michael Aastrup Jensen taler jo også om lande forstået som regeringer; han taler ikke om folk – og det, jeg mener, er, at de europæiske folk har sendt et klokkeklart signal om, hvad de vil.

Det europæiske folk ønsker ikke, at deres demokratier og deres demokratiers kompetencer overføres til Bruxelles. Det signal kommer til at stå krystalklart, når vi har haft europaparlamentsvalget til maj. EPP kommer til at gå tilbage, S&D kommer til at blive udraderet. Jeg ved ikke, om ALDE-gruppen laver et samarbejde med Macron, der gør, at ALDE-gruppen lige kan holde med den mandatfordeling, der er nu, men der er ingen tvivl om, at partier, der har det nationale som det centrale, kommer til at få et fantastisk valg.

Det kan ændre dynamikken i EU. Det kan betyde, at EU for første gang går i den retning, som vi ønsker, altså et EU, der levner mere plads til medlemsstaterne, for det er det, der er afgørende. Hvis man ikke når dertil, garanterer jeg hr. Michael Aastrup Jensen for, at EU falder sammen – for det er det, man ønsker fra befolkningernes side.

Hr. Michael Aastrup Jensen.

Det lyder ret voldsomt, at dagen efter europaparlamentsvalget bryder EU sammen. Jeg har ikke helt samme frygt for EU's fremtid efter dette europaparlamentsvalg. Lad os nu blive i virkeligheden og sige, at det heller ikke sker, at EU bryder sammen dagen efter parlamentsvalget eller dagen efter igen.

Hvad er det så, Dansk Folkeparti vil have? Jeg har stadig væk ikke fået et svar. Altså, hvis ikke der kommer det der fuldstændige jordskredsvalg ved europaparlamentsvalget, så der kommer dette flertal til visse grupper osv. osv., hvad er det så, Dansk Folkeparti vil have?

Ordføreren.

Nu stiller hr. Michael Aastrup Jensen et hypotetisk spørgsmål, og det er jo sådan med hypotetiske spørgsmål, at de kræver, at der er nogle forhold i fremtiden, som afklares, før der kan svares på dem. Men min formand har jo allerede indikeret, at han ønsker en afstemning om Danmarks forhold til EU. Det er jeg enig i at vi skal have, men jeg har bare samtidig det håb, at det, der vil ske med det europaparlamentsvalg, er, at betingelserne for det europæiske samarbejde kan ændres, fordi Europa-Parlamentet i meget højere grad, end tilfældet er nu, kan blive en stopklods for at komme videre – for der vil være rigtig mange partier repræsenteret, som ikke ønsker, at EU skal gå videre ad den vej, som EU har været på de sidste flere årtier.

Tak til ordføreren. Vi går videre i ordførerrækken til hr. Michael Aastrup Jensen, Venstre.

Tak for det. Allerførst skal jeg jo komme med to beklagelser. Den ene er, at man vil opleve, at det ikke er Venstres EU-ordfører, der står heroppe. Han har desværre andet vigtigt arbejde. Så Folketinget må nøjes med Venstres udenrigspolitiske ordfører i stedet for i den her debat. Og den anden er, at jeg skal hilse fra Det Konservative Folkeparti, som desværre ikke kan være til stede i salen i dag. Men de deler de synspunkter, som jeg nu vil prøve at illustrere. Det er jo rart at have fået sådan frie tøjler til at tale på vegne af to partier.

Men først vil jeg holde lidt fast i det, som jeg egentlig også prøvede at få svar på fra Dansk Folkeparti, nemlig hvad det er for en virkelighed, vi lever i, hvor vi oplever en mere og mere foranderlig ikke bare verden, men også Europa. Hvis vi tager fat helt konkret i Brexit, vil jeg sige, at vi meget deler det, som udenrigsministeren og dermed regeringen har skrevet i redegørelsen, nemlig at den fuldstændige uklarhed – om det bliver et såkaldt hårdt Brexit, eller om der kommer en aftale i sidste øjeblik – jo selvfølgelig gør, at en lang række mennesker, men især også virksomheder er rigtig, rigtig nervøse. Og det har regeringen jo så prøvet at løse på forskellige måder. Og det støtter vi fra Venstres side.

Vi støtter det, at man bider sig fast i bordkanten og prøver at holde fast i en eller anden form for løsning med vores britiske venner, men samtidig bliver vi jo også nødt til at gøre os det klart, at det dårlige kan ske, nemlig at det bliver det her såkaldte hårde Brexit. Jeg har jo bemærket, at regeringen allerede eller i hvert fald snart vil præsentere den her nye hjemmeside, som virksomheder og andre, der har interesse i britiske forhold, og i hvordan man skal leve efter et eventuelt hårdt Brexit, kan agere ud fra.

Men vi synes, til forskel fra andre, at Brexit jo præcis viser, hvordan man ikke skal gøre. Vi synes nemlig, at det er ret, ret tydeligt, at den uklarhed og ikke mindst utryghed, som Brexit har skabt internt i Storbritannien med faldende økonomiske nøgletal, med en lang række mennesker, som ikke ved, om de overhovedet kan få leveret mad efter et eventuelt hårdt Brexit, altså ikke er noget at stræbe efter – det viser det med al tydelighed. Det er absolut ikke noget at stræbe efter. Vi ønsker derimod, at vi stadig væk har et stærkt EU, et EU, hvor vi kan stå sammen om at løse mange af de grænseoverskridende udfordringer, som der er nok af at tage fat på.

Et af de konkrete eksempler er jo hele udfordringen med migration, hvor det selvfølgelig på den ene side er meget, meget glædeligt, at vi nu har fået håndteret udfordringen, så antallet af migranter, der kommer til Europa, er faldet til 2015-tallet. Men selvfølgelig er det stadig et meget, meget højt tal. Og derfor er det også stadig væk vigtigt at holde fast i de spor, der er lagt ud, om bl.a. et styrket Frontexsamarbejde, og der vil vi fra dansk side gerne bakke op om det, så vi får både flere grænsebetjente og mere materiel derned, altså skibe, fly osv., så vi kan være med til at fortsætte den fornødne og forøgede kamp, der er mod menneskesmuglerne.

Men det er jo ikke det eneste. Det andet er, at vi også skal gøre, at hele migrantudfordringen gerne stoppes, inden den overhovedet starter. Og derfor støtter vi også, parallelt med vores egen forøgelse i forhold til hele det udviklingspolitiske i især Afrika, de kræfter, der er i EU, for at man også fra EU's side går ind og styrker, at migrantudfordringen bliver løst der, hvor den opstår, dvs. især i afrikanske lande. Og der viser det jo igen, at hvis vi står sammen om nogle af de her udfordringer, er det altså også nemmere og bedre og smartere at gøre nogle af de her ting.

Så er der forsvarsforbeholdet. Vi har jo været lidt inde på det tidligere i debatten, men vi fra Venstres side er meget, meget bekymrede for, at hr. Peter Hummelgaard Thomsens ønskescenarie om Joe Biden som præsident i USA ikke bliver til virkelighed om 2 år, men at Donald Trump-administrationen derimod vil fortsætte de næste 6 år, og at det billede, der er tegnet af Trumpadministrationen, der trækker sig mere og mere ud af den internationale måde at agere på, vil blive intensiveret og måske endda forstærket. Det er vi meget bekymrede over.

Derfor synes vi, at vi også bare har brug for – når vi samtidig har et mere og mere aggressivt Rusland, vi oplever et Kina, som agerer, som Kina nu engang gør, og vi samtidig har alle de andre udfordringer med klima, migrantudfordringen, jeg var inde på tidligere, osv. osv. – i den kontekst at diskutere, hvad vores forskellige undtagelser gør for at kunne agere i denne verden. Og vi ønsker jo ikke, at vi skal have en folkeafstemning i næste uge eller for den sags skyld næste måned. Jeg er helt enig med de folk, som siger, at det her kræver en voldsomt stor debat og ikke mindst en meget, meget klar og konkret tale til vælgerne om, hvad grunden er til, at vi eventuelt skulle fjerne nogle af de her undtagelser. Men den debat er også bare nødvendig at tage allerede nu, og derfor er det her sådan lidt et forsøg på at række hånden ud til i hvert fald de EU-venlige partier, som der heldigvis er flest af. Lad os nu sammen tage den her debat. Lad os nu sammen de næste år begynde at diskutere, hvad det er for et Europa, vi gerne vil have. Og der er det, at vi i hvert fald allerede på forhånd vil hilse det meget velkommen, hvis andre også vil gå med i den her debat.

Så vil jeg slutte af med at sige, at vi skal være nogle af de første til at sige, at vi er meget store fortalere for et EU-samarbejde. Betyder det, at alt, hvad der foregår i EU, er vi lykkelige og glade for – sådan hallelujaagtigt? Nej, det er vi på ingen måde. Der er rigtig mange konkrete udfordringer, også internt i EU-samarbejdet. Det kunne vi tale meget længe om, og det gør vi også, men der er stadig væk absolut massive fordele, der overtrumfer ulemperne, og derfor kan vi ikke se noget alternativ til et fortsat tæt EU-samarbejde, hvor vi sammen forhåbentligvis kan løse nogle af de mange udfordringer.

Der er nogle korte bemærkninger, og det er først hr. Kenneth Kristensen Berth.

Der må jo være sket noget med Det Konservative Folkeparti, siden de skiftede EU-ordfører, og siden de sådan kan abonnere på alle Venstres europapolitiske synspunkter, og det er en skam, at vi ikke får lejlighed til at debattere det ved den her lejlighed. Måske man skulle indkalde til en forespørgselsdebat med det ene formål at få fremlagt det.

Det korte af det lange er, at jeg egentlig godt ville spørge hr. Michael Aastrup Jensen til den situation, der var i juni 2018, hvor regeringen indkasserede fire nederlag på det sociale område i forhold til indeksering af børnefamilieydelse, dagpenge til grænsependlere og dagpenge til vandrende arbejdstagere og endelig i spørgsmålet om orlovsretten. Nu er der jo sket det, at Østrig rent faktisk har gennemført den indeksering, som man havde varslet, altså taget sagen i egen hånd og har sagt: Det vil vi ikke finde os i, vi gennemfører den ene vej.

Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvor lang tid der skal gå med, at vi taber den ene sag efter den anden på det område, før Venstre vælger at følge samme vej, som Østrig har valgt.

Ordføreren.

Det er jo meget, meget klart, at vi ikke ønsker en socialunion, og det står faktisk direkte i regeringsgrundlaget, og derfor har vi jo aktivt også modarbejdet alle de forskellige tiltag, der har været, til at lave en eventuel socialunion. Vi føler også, vi har opnået en lang række gode resultater på området, hvorpå vi kunne vinde det her. Det var også det, jeg prøvede at sige i min afslutning i min tale, nemlig at det ikke er alt, som går ethundrede procent i vores retning, men så bliver man bare nødt til at bide i det sure æble og så prøve at modarbejde de ting, der er. Men vi synes klart, at der er en lang række konkrete fordele, bl.a. i forhold til social dumping og i forhold til den, skal vi sige adgang, der har været til danske velfærdsydelser på en lang række områder, som gør, at vi stadig væk er fint tilfredse med det indre marked, selv om jeg godt ved, at Dansk Folkeparti ikke er.

Hr. Kenneth Kristensen Berth.

Jeg spørger simpelt hen, fordi regeringen jo på udlændingeområdet har valgt at samarbejde med Østrig, hvilket vi hilser meget velkommen i Dansk Folkeparti. Her har vi en konkret sag, hvor Østrig og Danmark også har stået sammen, hvor Østrig vælger at udfordre systemet simpelt hen i erkendelse af, hvor vanvittigt det er. Kunne man så ikke forestille sig, at regeringen om ikke andet prøvede at tage fat i den østrigske regering for at finde ud af, om der er noget, vi kan gøre her, som vi kan lære af, så vi netop kan undgå nogle af de her ting, som for mange danskere er åbenlyst urimelige?

Ordføreren.

Jeg har da fuld tillid til, at regeringens ministre og ikke mindst udenrigsministeren tager fat i de kolleger, som de har behov for at tage fat i. Det har jeg ikke nogen grund til at betvivle. Tværtimod har jeg fuld opbakning og tiltro til, at det er de klar til, for det er alle sammen kompetente mennesker, så det skal de nok håndtere. Om det så skal være det ene eller det andet samarbejde med et eller andet land, skal jeg ikke stå her og afgøre som udenrigspolitisk ordfører, for det har jeg tillid til at regeringen gør fornuftigt.

Hr. Rasmus Nordqvist.

Tak. Jeg har med glæde set, at hele EU-debatten hos Venstre har forandret sig lidt fra, at man spillede med på den der indstilling med, at nu skal vi rigtig være kritiske, til egentlig at turde være positive. Det kan jo have noget at gøre med EU-ordføreren for Venstre, og jeg er da glad for, at den udenrigspolitiske ordfører følger med.

Noget, som jeg tit studser over i forhold til Venstre, og specielt det, vores statsminister har sagt, er det med, at EU skal være stor på det store og lille på de små ting. Det har bare tit fået mig til at tænke: Jamen stor ud fra hvis perspektiv – ud fra det danske perspektiv, eller ud fra Polens eller ud fra Kroatiens perspektiv? Det er jo ikke de samme udfordringer, som vi anser som de store, og en del af at være i et fællesskab er også at have forståelse for de andres store udfordringer. Så hvordan er det, man skal forstå den der catch phrase, eller hvad man skal kalde det, altså stor på det store – ja, men stor ud fra hvis perspektiv?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Jamen altså, vi er jo interesseret i, at vi alle sammen tager de fordele, vi har, og ikke mindst alle de forskellige kompetencer, vi har, og puljer dem sammen. Og der er det selvfølgelig vigtigt, at der også er forskelle – altså, der, hvor vi står, bl.a. i forhold til den sociale union, er jo ikke det samme, som andre lande i EU har som erklæret målsætning. Og derfor bliver der også nødt til at være plads til forskellighed – uden at det nu skal være sådan en slogankonkurrence om det ene eller det andet. Men det skal der også være, og det er så egentlig det, vi prøver at sige med nogle andre ord. Der skal være plads til forskellighed; vi skal være sammen om de steder, hvor det er mest til fordel, men i forhold til ting, hvor vi er uenige, skal der også være mulighed for forskellighed. Et eksempel er finanspolitikken, hvor vi mener det er vigtigt at der absolut er så frie tøjler som overhovedet muligt for de enkelte landes parlamenter og regeringer.

Hr. Rasmus Nordqvist.

Men når vi nu er i et fællesskab, som Unionen jo er, og vi i nogle lande ser, at der er kæmpe problemer i forhold til sociale udfordringer, sociale spændinger, er det så ikke en stor udfordring, som er noget – selv om det ikke lige har noget at gøre med, hvad der foregår inden for vores grænser – vi skal være en del af at løse, fordi vi har valgt at være i et fællesskab?

Ordføreren.

Hvis der i spørgsmålet ligger det, at vi skulle til at gå ind og sikre mere lighed i f.eks. Kroatien – det er bare for at tage et konkret land – så er svaret faktisk nej. Det mener jeg ikke er vores opgave, for der er det nemlig, at det går ind og bliver finanspolitik i det enkelte land, sådan som jeg ser det. Og der er det, at det enkelte land så stadig væk må have muligheden for selv at kunne tage de forskellige politiske debatter og politiske beslutninger. Så der er det igen, at det her frihed til forskellighed kommer op, og det er nu åbenbart blevet min erklærede målsætning om EU-samarbejdet. Sådan er det.

Vi siger tak til ordføreren. Vi går videre i ordførerrækken, og den næste ordfører er hr. Søren Søndergaard, Enhedslisten.

Der er optimisme at spore i Europa, kan man læse i regeringens redegørelse. Tja, jeg er ikke helt klar over, ud fra hvad man anlægger det perspektiv. Man skriver videre, at den europæiske økonomi er tilbage på sporet og migrationskrisen er stoppet – den europæiske økonomi tilbage på sporet og migrationskrisen stoppet. Altså, det er jo en måde at se på tingene på, som meget godt, synes jeg, afspejler, hvor man placerer sig i EU-debatten, og hvordan man ser på EU.

Profitterne vokser – det er fuldstændig rigtigt – men uligheden i EU-landene er også voksende. Uligheden er voksende. Der er stadig væk enorme mængder af fattige. Altså, reduktionen af antallet af fattige fra de der ca. 125 millioner, der var på et tidspunkt, går ufattelig langsomt. Og der er massiv social dumping, ikke bare i traditionelt højtlønnede europæiske lande, men i stort set alle europæiske lande udsættes man for social dumping. Det er den virkelighed, almindelige mennesker opfatter.

Er der optimisme at spore for dem i Europa? Er den europæiske økonomi tilbage på sporet? Ja, hvis man tager udgangspunkt i virksomhederne, profitterne, de rige, overskuddene, så er der. Tager man udgangspunkt i almindelige menneskers liv, så er der ikke.

Samtidig oplever vi, hvordan Europas statskasser er et tag selv-bord for kriminelle spekulanter, der fylder lommerne. Og ikke nok med det, men vi oplever også, hvordan de store banker, som er i EU-landene, alle de store banker, nej, ikke alle, men en række af de store banker, medvirker aktivt til det her tag selv-bord for kriminelle spekulanter og dermed gør sig til medskyldige.

Skattesvindelen er ikke reduceret. Og EU's svar har været nogle meget halvhjertede forsøg; måske kunne man forestille sig, at det hang sammen med, at en række af EU-landene er blandt de største skattely i verden. Så når EU skal lave en sortliste, der virkelig fordømmer de her lande, virkelig understreger, at uha, nu skal vi gå imod de lande, som sørger for at være skattely, og som dermed snyder med vores alle sammens skatteindtægt, ja, så starter man med at undtage EU-landene. Man starter med at undtage nogle af de allerstørste skattesvindlere fra at komme på listen. Ja, det er næsten så sødt, at det er charmerende!

Derudover gør man selvfølgelig det, at man lader muligheden for at undgå at komme på den liste være let og muligheden for at komme af den endnu lettere, og resultatet er, som det selvfølgelig kunne forudses. Og det er der, jeg lige havde fat i hr. Peter Hummelgaard Thomsen, for vi deler fuldstændig Socialdemokratiets ønske om at få en fælles bund under selskabsskatten, men vi må bare konstatere, at det jo er noget af det, man eksplicit har valgt ikke skulle være en EU-kompetence, fordi man ønskede at have fuld turbo på det indre marked, på konkurrencen på det indre marked, inklusive på skattekonkurrencen – inklusive på skattekonkurrencen. Og derfor er det jo undtaget fra muligheden for at vedtage regler, hvor man vedtager en fælles bund under selskabsskatten – det er ikke en EU-kompetence. Det kræver en traktatændring, og jeg gætter på, at der er en række lande, der vil sætte sig imod den traktatændring. Men under alle omstændigheder er det, hvis ikke der kommer en regeringskonference, ikke noget, der kan komme på tale.

I forhold til årsagerne til flygtningekrisen, når man nu nævner, at migrantkrisen er stoppet, må man sige, at årsagerne ikke på nogen måde er fjernet; de er ikke engang nedbragt. Altså, desperationen uden om Europas grænser er fuldstændig lige så stor, som den hele tiden har været. Og EU's bidrag har primært bestået i at lave aftaler med forskellige despoter om at holde folk væk fra Europa. Hvordan kan man overhovedet få sig selv til at formulere det med nogle termer om, at der er noget, der er løst eller stoppet? Altså, det er der jo stadig væk, men det er bare et andet sted. Men igen: Hvad er perspektivet? Hvordan ser man på verden? Ja, man ser den altså fra sådan et europæisk synspunkt, hvor man kigger på de andre, og når bare de bliver væk, er der ikke længere nogen problemer.

Jeg synes, at den måde, man har behandlet flygtningekrisen på, er et meget godt eksempel på, hvor svagt EU egentlig er. For det er ikke et udtryk for styrke, at man laver en aftale med Erdogan; det er ikke et udtryk for styrke, at man laver en aftale med forskellige libyske krigsherrer eller med Marokko. Det er jo et udtryk for svaghed, for det betyder, at man udleverer nøglerne til Europa til de her despoter. Og det betyder jo, at man i enhver situation befinder sig på det punkt, hvor man er nødt til at bøje sig, hvis de truer med at gøre brug af den nøgle, de har fået. Jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke kan forstå den politik, som føres i øjeblikket over for Erdogan, på anden måde, end at man er bange for, at han vil opsige den her aftale.

Jeg synes, at det, der kendetegner EU, er handlingslammelse i forhold til asylsystemet, i forhold til diskussionen om EU's fremtid – den er ikke særlig udførligt behandlet i ministerens redegørelse. Selv med hensyn til de interne forhold er der handlingslammelse – altså, rejsecirkusset fortsætter selvfølgelig, og rodet i regnskaberne fortsætter; man kan ikke gøre op med det. Og selv det at bekæmpe svig og svindel inden for institutionerne går ufattelig langsomt.

Jeg synes, det er uforståeligt, at der er rejst en anklage mod et medlem, flere medlemmer måske, af Dansk Folkeparti i Europa-Parlamentet for svig med midlerne – der er en undersøgelse af svig med midlerne – og der kommer ikke nogen afgørelse på det. Det er bare noget, der ligger der. Hvornår kommer der en afgørelse på de her ting? Hvornår bliver det gjort færdigt? Jeg synes, det er et kæmpe problem og et udtryk for en handlingslammelse, som er enorm.

Noget af det, der måske er det allerværste, hvis vi kigger på Europa, er, at inden for EU ser vi så en massiv styrkelse af autoritære regimer med manglende respekt for mindretal. Og det har jo nået et omfang, hvor EU så er blevet nødt til at rejse sager mod en række lande.

Det er derfor, det er vores opfattelse, at der er behov for en ændring. Der er behov for at finde en ny måde at samarbejde på i Europa. Vi har flere gange gjort os til talsmand for, hvad andre også tidligere har fremført, nemlig et Europa i flere rum, hvor man giver mulighed for, at lande kan samarbejde om det, de er enige om, og rykke på det, og der, hvor de ikke er enige, er det ikke det laveste niveau, der kommer til at sætte dagsordenen. Det synes vi er en fornuftig måde at samarbejde på.

Da der havde været et topmøde for nylig, her i oktober, hvor man endnu en gang ikke var nået frem til noget omkring asylsystemet, var der en meget hård kritik fra Europa-Parlamentet, som sagde: Vi må have afskaffet enstemmigheden; vi må kunne gennemtvinge et asylsystem med flertalsafgørelser. Det lød jo meget smart, og det kunne man sikkert også gøre, men hvor lang tid ville EU holde, hvis man gjorde det? Og det viser den saks, man har fået sat sig i. Man kræver enstemmighed, hvad der ikke kommer, hvorfor man er handlingslammet, og hvis man afskaffer enstemmigheden, får man splittelsen. Der er behov for en anden måde at samarbejde på i Europa – en måde, som i langt højere grad giver mulighed for coalition of the willing, koalitioner af villige, der ønsker at gå sammen om at lave nogle ting; det kan være på flygtningeområdet, det kan være på andre områder.

Det er også forstærket af beslutningen fra Storbritannien om at forlade EU. Vi bliver da nødt til at diskutere uden for EU, hvordan vi samarbejder i Europa. Er der nogen, der forestiller sig et europæisk kriminalitetsbekæmpende Europol, hvor Storbritannien ikke har en plads? Altså, det kan man da ikke. Og derfor bliver vi jo nødt til at gentænke hele den europæiske konstruktion og lave et samarbejde, hvor dem, der vil være med i EU, har mulighed for det, men hvor dem, der ønsker at være uden for, alligevel på en lang række områder – menneskerettigheder, kriminalitetsbekæmpelse, sikkerhed osv. – kan indgå i et samarbejde.

Til allersidst vil jeg bare sige, at som alle ved, er Enhedslisten grundlæggende modstander af EU. Det er vi ikke, fordi det er et samarbejde, eller fordi det er europæisk, men det er vi, fordi det er på et politisk grundlag, som vi er uenige i, hvor markedet står foran lønmodtagernes rettigheder, og at det kun kan ændres, hvis alle er enige om det. Det forhindrer lande i at gå foran, f.eks. på standarder omkring miljø og andre ting, hvilket gør, at den der foregangseffekt – vi havde engang en regering i Danmark, som snakkede om Danmark som foregangsland – forsvinder, fordi alle ligesom skal følge det samme niveau.

Vores ønske er en folkeafstemning om EU-medlemskab. Vi er også godt klar over, at det er der ikke flertal for, og derfor kommer den jo ikke. Og så længe det er tilfældet, vil vi selvfølgelig arbejde aktivt for at få det bedst mulige ud af situationen, både i Europaudvalget her i Folketinget og efter den 26. maj også i Europa-Parlamentet.

Tak. Der er en kort bemærkning til hr. Peter Hummelgaard Thomsen.

Jeg lover at gøre det meget kort. Jeg har bare to helt enkle spørgsmål til hr. Søren Søndergaard. Jeg ved ikke, om han lagde mærke til, at jeg i min ordførertale jo prøvede at fortælle om nogle af de positive ting, der var. Ofte bliver vi jo anklaget for altid kun at snakke om det negative. Men kan hr. Søren Søndergaard ikke dele med Folketinget: Er der nogle udviklinger, han synes går godt i Europa for nuværende? Og det andet spørgsmål drejer sig om den folkeafstemning, som Enhedslisten ønsker: Hvad vil man anbefale danskerne at stemme der?

Ordføreren.

Altså, det er fuldstændig klart, at hvis valget er det EU, vi kender i dag, så vil vi da opfordre til at stemme for en udmeldelse af EU. Altså, det er vores politiske linje, det er jo fuldstændig åbenlyst. Men Enhedslisten medvirker gerne til, f.eks. under en kommende regering, at vi sender en delegation ned til EU og prøver at forhandle et bedre forhold, en bedre relation til EU, en relation, der bl.a. betyder, at vi kan få lov til at gå foran, når det gælder miljø og velfærd og dyrerettigheder og forbrugerrettigheder og sådan nogle ting – det gør vi gerne – og at vi får lov til at forbyde social dumping, ikke specielt Danmark, men at landene får lov til at gå foran på de områder. Det gør vi gerne.

I forhold til det andet spørgsmål: Nej, jeg må indrømme, at jeg har svært ved at se den positive udvikling i EU i øjeblikket. Jeg er fuldstændig klar over, at når vi kigger på nogle miljøområder, og når vi kigger på nogle klimaområder, så laves der nogle tiltag, som er positive, og som vi støtter. Altså, det kan jeg jo konstatere. Men i forhold til de andre udviklinger – bl.a. med hele den autoritære udvikling i en række EU-medlemslande, som er en reaktion på den centralisering, der har været i EU – synes vi, at det går den forkerte vej.

Hr. Peter Hummelgaard Thomsen, værsgo.

Det er bare en helt kort opfølgning på det her. Grunden til, at jeg stillede spørgsmålet, er, at det for at være helt ærlig har været svært at finde ud af, hvad Enhedslistens synspunkt egentlig er. Der er andre af Enhedslistens politikere her i Folketinget, som, når man spørger dem, om de ønsker et Dexit, giver svaret: Det er for nuværende ikke aktuelt, men vi ønsker en folkeafstemning, og så må vi se på, hvad man så skal stemme om, og så vil vi anbefale danskerne at stemme derefter. Men der synes jeg bare, at det altså er rart med klar tale, uanset om vi så er uenige; at hr. Søren Søndergaard siger, at man ønsker en folkeafstemning på det nuværende grundlag med henblik på udmeldelse af EU.

Ordføreren.

Det er jo lidt et spørgsmål om, hvad man spørger om, ikke, og hvordan man stiller spørgsmålet. For Enhedslistens linje er fuldstændig klar, og den udtrykker jeg her. Men det er jo klart, at det kræver, at der er et flertal i Folketinget. Altså, hvis ikke der er et flertal i Folketinget, får vi jo ikke den folkeafstemning. Derfor: Hvis vi snakker om en hypotetisk folkeafstemning, når der på et tidspunkt er et flertal, hvad skal det konkrete afstemningstema være? Hvad er det konkrete alternativ? Det er jo meget svært for os at sige. Det ved vi jo ikke. Og i den forbindelse er det meget interessant, hvad der sker med Storbritannien, og hvad der ikke mindst sker med EØS-samarbejdet. For det kan åbne nogle muligheder, der gør alternativet betydelig mere klart.

Tak til hr. Søren Søndergaard. Så er det hr. Henrik Dahl, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for ordet. EU-samarbejdet har jo intense og mindre intense perioder. Og det er jo tit sådan, det er med samarbejder, der står på i mange årtier. Og man må jo sige, at EU-samarbejdet for tiden er inde i en meget intens periode. Det er selvfølgelig Brexit, som er årsagen til det. Det fylder utrolig meget i politikernes kalendre, og det fylder rigtig meget i mediernes nyhedsflade. Sammen med mange andre, der er til stede i lokalet i dag, har jeg haft lejlighed til at følge Brexit indgående som medlem af det Brexitunderudvalg, som Det Udenrigspolitiske Nævn og Europaudvalget i fællesskab har nedsat. Og man kan jo sige, at fra EU's side er forhandlingerne gået frem efter Barniers plan og det mandat, han har fået af Det Europæiske Råd. Og fra britisk side har det været svært at nå frem til en forhandlingsposition. Det er dog lykkedes hen ad vejen, men selv om det skulle lykkes at nå frem til en udtrædelsesaftale – og der er jo ikke nogen, der rigtig kan sige, om det vil lykkes eller ej – så er det jo langtfra sikkert, at den aftale ikke vil falde, når den skal igennem det britiske underhus. Så på den måde er det jo en intens og spændende tid, vi lever i.

I forbindelse med Brexitaftalen og også i forbindelse med nogle af de debatter, der har været, vil jeg godt sige – og det er selvfølgelig bare et personligt indtryk – at jeg i hvert fald ikke har indtryk af nogen form for antibritisk stemning hos Barnier og i kredsen rundt om Barnier, som vi jo har haft flere møder med.

Det er klart, at EU ikke kan plukke i rettigheder og pligter. Men jeg kunne jo næsten forestille mig, at vi, hvis hver af os var ansvarlig for et eller andet, og nogle gerne ville plukke i rettigheder og pligter, så nok også som udgangspunkt ville være ret skeptiske over for det. Men jeg har altså udelukkende hørt ønsker om et tæt fremtidigt samarbejde, og det er jo også et ønske, som jeg selv og mit parti naturligvis deler.

Det fører jo så frem til hele spørgsmålet om EU's fremtid, som der også er flere der har været inde på. Der har jo i mange år været en spænding imellem gruppen af nordlige og gruppen af sydlige lande. Man har forskellige traditioner, og man har forskellige samfundsmodeller, og det har jo også ført til en forskelligartet økonomisk udvikling, som i de fleste tilfælde jo samtidig har skullet rummes inden for en eurokonstruktion, hvor f.eks. devaluering ikke har været en mulighed, når man først er i euroen, selv om den økonomiske udvikling, der har været, måske under andre omstændigheder ville have tilsagt det.

Men der er jo også spændinger mellem en gruppe østeuropæiske lande og en gruppe vesteuropæiske lande, som jeg tror man skal være meget opmærksom på. Det er jo ikke lykkedes at nå frem til en fælles holdning til f.eks. spørgsmålet om fordelingen af flygtninge. Og konflikten mellem de øst- og vesteuropæiske lande er vokset, og jeg tror også, at det har været et brændstof – det har ikke været den eneste årsag, men det har været et brændstof – til den udvikling, man har set i f.eks. Polen og Ungarn hen imod det, som Viktor Orbán har kaldt for et illiberalt demokrati.

Man skal passe på, at man ikke forfalder til klicheer, men jeg vil dog alligevel læne mig op ad en og sige, at der jo trods alt ikke er noget, der er så galt, at det ikke er godt for noget. For der har jo også været en besindelse på mange af de ting, der er lykkedes i EU. Det indre marked er lykkedes, toldunionen, Erasmussamarbejdet, og jeg kan nævne Open Skies-samarbejdet. Nu kan man i forskellige partier selvfølgelig have forskellige holdninger til, hvor meget man skal flyve, men Open Skies har jo i hvert fald gjort det muligt at flyve til en billig penge rundt omkring i Europa, og man kan nævne mange flere aspekter af samarbejdet. Og det er jo nogle sider af samarbejdet, som det også er gået op for mange briter at de virkelig kommer til at savne i en post-EU-tid, og det er formentlig også sådan nogle aspekter af EU, der gør, at EU er mere populært end i meget lang tid i den danske befolkning.

En ting, der jo også bliver spændende, og som også er nævnt i redegørelsen, er hele arbejdet frem mod en ny 7-årig økonomisk rammeaftale. Vi holder fast ved 1 pct. af bni, mens Oettinger har spillet ud med et tal, som, da han besøgte os her på Christiansborg, nogle gange var 1,08 og nogle gange var 1,1. Han havde sådan lidt forskellige regnemodeller, men her var de her Nord-Syd-spændinger, som jeg nævnte før, også inde i de forhandlinger. Jeg kan nævne sådan noget, som at det jo som regel er nordvesteuropæiske universiteter, der hjemtager store bevillinger fra Horizon 2020-progammet. Uden for de nordvesteuropæiske lande beklager man sig jo over, at det er sådan. Der mener jeg, at EU's forskningskommissær har gjort det rigtige, nemlig at sige, at forskningsbevillingerne skal fordeles meritokratisk og ikke som en form for akademisk egnsudvikling.

For hele Europas skyld håber jeg da stærkt, at EU klarer sine kriser. Jeg kunne ikke undgå at blive inspireret af noget af det, hr. Kenneth Kristensen Berth sagde lige før, så derfor fik jeg i huj og hast skrevet det ind i min tale. Det er ikke, at jeg ser sådan apokalyptiske scener for mig på samme måde, som jeg synes at vi hørte antydninger af hos hr. Kenneth Kristensen Berth, men jeg er ikke i tvivl om, at vejen frem for EU er, at der kommer en anden forståelse af begrebet grænse. De tre store bærende ideologier her i Folketinget er jo socialisme eller socialdemokratisme, eller hvad man nu skal kalde det, og liberalisme og konservatisme, og alle tre ideologier må jo på en eller anden måde stille sig selv nogle spørgsmål i forbindelse med begrebet om en grænse. Når man havde samfundsfag i gymnasiet, fik man at vide, at det vigtigste træk ved velfærdsstaten var, at den var universel, men det er jo ikke rigtigt. Det vigtigste træk ved velfærdsstaten er, at den er national. Det har jo, tror jeg, stor indflydelse på den måde, Socialdemokratiets position udvikler sig i spørgsmålet om EU.

I mit sådan liberale hjørne af den politiske virkelighed kan man jo se, at sådan en gammel hjertesag som lokalt selvstyre også mister indhold. Hvis det ikke på en eller anden måde bliver hegnet ind, bliver det nivelleret. Og det er klart, at hvis man er konservativ, vil man jo bare sige, at traditioner kommer under pres og også bliver nivelleret i en grænseløs verden. Så en eller anden form for diskussion om grænser tror jeg ikke at man kan undgå.

Til sidst vil jeg sige noget om multilateralt samarbejde, for det har jo meget stærke fjender rundtomkring i verden, men det er jo et meget stort samarbejde for Danmark. Man kan jo næsten gyse ved tanken om kvaliteten af en dansk-kinesisk handelsaftale i sammenligning med kvaliteten af en EU-Kina-aftale. Flere af de tilstedeværende her var i Kina sidste år på denne tid, og en af de ting, som jeg i hvert fald bemærkede, da vi var i Kina, var en i Kina boende dansker, som sagde, at udtrykket win-win er enormt populært blandt kinesiske politikere. Men det, vi fik at vide, var, at man skulle være opmærksom på, at win-win betyder, at man får en lussing på begge sider af hovedet, og så har kineserne vundet to gange. Det skal man lige være opmærksom på, når man får tingene forklaret på den her måde.

Så det er jo glædeligt, at erklærede multilateralistiske lande som EU-landene og Japan rykker tættere sammen. Jeg vil runde af med at sige, at EU-samarbejdet jo går så godt, som det kan på de givne vilkår. Der står politikere i spidsen, og så er der jo grænser for, hvor godt det kan blive. Det kan vi hurtigt blive enige om. Vi får så meget ud af det, som vi gør, af utrolig mange forskellige årsager, også på grund af de utrolig dygtige medarbejdere, der er i udenrigstjenesten, og som jeg ikke synes at der er nogen der har nævnt, så dem vil jeg i hvert fald godt give et ord med på vejen. De gør et godt stykke arbejde. Og med de bemærkninger vil jeg gerne takke for redegørelsen.

Tak for det. Der er et spørgsmål fra hr. Kenneth Kristensen Berth.

Jeg havde egentlig tænkt mig at stille et helt andet spørgsmål end det, jeg nu vil stille. Jeg tror, jeg gemmer det andet spørgsmål til udenrigsministeren. Jeg har meget stor respekt for hr. Henrik Dahls intellektuelle habitus, og jeg er sikker på, at hr. Henrik Dahl også har gjort sig bekendt med Kasper Støvrings bog »Gensyn med fremtiden« – det kunne jeg i hvert fald forestille mig at hr. Henrik Dahl havde. Og med baggrund i det og det, hr. Henrik Dahl har udtalt, omkring vigtigheden af grænser osv., kunne jeg egentlig godt tænke mig at høre hr. Henrik Dahls overvejelser vedrørende det skisma, der er mellem EU på den ene side og Ungarn og Polen på den anden side, for, som hr. Henrik Dahl rigtigt nok peger på: Det er også et spørgsmål om grænser. Det er jo et spørgsmål om, hvor dybt man skal blande sig i, hvad der foregår i andre medlemslande, og at man i de to lande har en bred folkelig opbakning til den linje, som føres, men som tydeligvis ikke vil anerkendes af Europa.

Så jeg vil egentlig godt høre hr. Henrik Dahls overvejelser desangående

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet om Kasper Støvrings bog. Jeg skal sidde i et panel med Kasper Støvring den 10. november, men jeg har ikke fået læst hans bog endnu, selv om jeg har fået den tilsendt, fordi jeg selv udgiver en bog i næste uge og har travlt med at forberede det.

Altså, jeg har selv den opfattelse, at den kurre på tråden, der ligesom er mellem EU og Polen og Ungarn, bunder i nogle problemer, der skal løses, for vi kan ikke undvære Polen og Ungarn i EU-samarbejdet, og de kan formentlig heller ikke undvære os. Jeg tror, at løsningen kommer til at tage tid, men der må komme en politisk løsning af en eller anden slags. Men jeg ser jo ikke, at der er noget mærkeligt ved, at der er diskussioner om, hvor stærke forskellige politiske niveauer skal være i forhold til hinanden. Det er jo nogle diskussioner, vi også er bekendt med her i landet. Når regeringen undertiden lægger arm med den fjerde statsmagt, som man jo kalder KL, så er det også en strid mellem forskellige politiske niveauer.

Hr. Kenneth Kristensen Berth.

Det er, fordi jeg sådan set tror, at hr. Henrik Dahl er et af de få mennesker her i Folketingssalen, som tilsyneladende har forstået, hvad det er for et styre, Ungarn har. Ungarn har jo nemlig et konservativt styre. Det er derfor, at Orbán har udtalt sig på den måde omkring det illiberale demokrati, hvilket får nogle til at spørge, om noget overhovedet kan være demokrati, hvis det er illiberalt. Ja, det kan det godt. Og det er derfor, at jeg bare vil anmode om, at udenrigsministeren lytter en lille smule til sin ordfører her, for der er en grundlæggende forståelse af, hvad det er for en problematik, vi befinder os i. Der er ingen tvivl om, at det er ødelæggende for EU-samarbejdet, hvis man nægter at forstå det demokratisyn, som man har i de lande.

Ordføreren.

En ting, jeg i hvert fald har lært af at være politiker her på Christiansborg, er jo, at den politiske mølle maler utrolig langsomt, og det vil den også gøre på EU-niveau. Men så vidt jeg forstår, er der jo bevægelse mellem landene. Det foregår efter nogle retningslinjer, der er lagt fast, men der bliver jo også lyttet, så vidt jeg har forstået. Og når man lytter længe nok, og når man bevæger sig, vil der jo også blive fundet en løsning. Det er jeg sikker på.

Vi siger tak til hr. Henrik Dahl og går videre i ordførerrækken til hr. Rasmus Nordqvist, Alternativet.

Tak. Når man læser udenrigsministerens redegørelse og faktisk også kommissionsformand Junckers state of the union-tale, får man jo det indtryk, at EU er stærkt og bare skal videreudvikles i et stille og roligt tempo. Der er lidt udfordringer med Brexit og nogle lande, der lidt udfordrer vores fællesskabs spilleregler og grundlæggende rettigheder, men i bund og grund går det hele fint, må vi forstå. Og det billede har jeg faktisk svært ved at genkende.

I Alternativet ser vi lige nu på et EU med massive udfordringer på en række fronter. Vi ser det i forhold til skattemyndigheder i hele Europa, som mister milliarder af skattekroner på grund af manglende samarbejde om hvidvask og svindel. Der er EU's dybest set håbløse skattelister, som udstiller fraværet af faktisk en bæredygtig strategi for at bekæmpe skatteunddragelse. Og vi ser det jo også på måske det vigtigste område, nemlig klima- og miljøområdet, hvor vi ikke har formået at fremkomme med de initiativer og ambitioner, der skal til for at skabe en økonomi, der i højere grad er i balance med, i stedet for i konkurrence med, klima, natur, miljø og dyreliv.

Anledningen ligger ellers ligefor. Det er kun ca. 2 uger siden, at FN's klimapanel kom med en meget alvorlig rapport, hvis konklusioner var ganske enkle: Man må følge videnskabens anbefalinger, og ellers står det rigtig skidt til. De anbefalinger er altså, at der skal handles meget ambitiøst, og det er ikke om 10 år, det er lige nu og her. I Europa står vi med et historisk ansvar for klimakrisen; det har vi ingen tvivl om. Men vi savner faktisk at se den politiske handlekraft og den forandringsvilje, som står mål med de udfordringer, som vi står med, når det kommer til klimakrisen. Her skal vi tage et ansvar, ikke kun, fordi vi har det historiske ansvar, men faktisk, fordi vi har en historisk mulighed for at trække hele Europa og verden i en langt mere bæredygtig retning.

Apropos bæredygtig udvikling savner jeg faktisk også, at vi har sådan et nærmest ideologisk opgør med de strukturer, der forårsagede den finanskrise, vi så for ca. 10 år siden. Det er ikke engang lykkedes os at blive enige om at opsplitte de allerstørste banker i almindelig bankforretning og en mere spekulativ del. Det ville ellers være et bæredygtigt bud på, hvordan vi kan undgå, at skatteyderne igen risikerer at blive påkrævet at levere finansiering til at holde hånden under de gigantiske banker, som vi jo som samfund ikke har råd til går konkurs.

I Alternativet ser vi desuden også en skræmmende udvikling på den europæiske højrefløj, hvor nationalismen blomstrer og splitter befolkninger og samfund i stedet for at samle. Det er en udvikling, vi skal passe rigtig, rigtig meget på. Det er desværre en udvikling, vi har set i mange lande, og det kan føre til, at vi ser, at frihed indskrænkes og der overtrædes helt fundamentale rettigheder. Det har specielt gjort sig gældende i forhold til den måde, hvorpå vi møder og behandler flygtninge. Og også her synes jeg at et vellykket europæisk samarbejde glimrer ved sit fravær. Samtidig må vi jo erkende, at migration og flygtninge fortsat er en reel udfordring, selv om presset på grænserne virkelig er faldet, og selv om Juncker jo gerne vil skabe et Fort Europa.

Så samlet set ser vi faktisk fra Alternativets side EU i en kæmpe brydningstid. Og her kunne vi godt tænke os, at ambitioner om at gøre det bedre var langt mere fremtrædende, både når vi læser den redegørelse fra udenrigsministeren, og når vi hører Junckers state of the union-tale. Mere af det samme er ikke godt nok. For os at se er det eneste alternativ til EU et bedre EU, og derfor er vi faktisk nødt til at kræve noget mere af hinanden. Spørgsmålet er jo så også lidt, hvordan vi gentænker det europæiske samarbejde. Hvordan er det, vi sådan helt seriøst går ind og arbejder langtidsholdbart med løsninger på de udfordringer, vi har – på klima- og miljøkrisen, på den voksende ulighed, på migrations- og flygtningespørgsmålet, på demokrati og gennemsigtighed, ja, og på skatteunddragelse? Det er de her store spørgsmål, som det for os er rigtig afgørende at vi arbejder sammen om.

Derfor vil jeg lige bruge et par minutter på at fortælle, hvordan vi fra Alternativets side ser på det her EU-samarbejde. Vi startede i sin tid, fordi vi mente, der manglede et parti, som satte klimakrisen allerøverst på den politiske dagsorden, men også, fordi vi gerne ville have et opgør med det etablerede politiske system på status quo. Vi ønskede at skabe et mere involverende og inddragende demokrati og reducere afstandene imellem os i samfundet.

Det er egentlig den samme måde, vi er gået til udfordringerne om EU-politikken på. Vi har fundet sammen med en række ligesindede partier og bevægelser i et samarbejde, som bliver kaldt for European Spring. Det går ud på, at vi gerne vil skabe bæredygtighed på tre bundlinjer: det menneskelige, det miljømæssige og det økonomiske. Og vi har lyttet og organiseret os sådan nedefra, så det er bevægelserne i alle landene, der er med til at skabe de politiske retninger og de politiske spørgsmål, vi skal tage alvorligt.

Jeg kan sige, hvis I skal med om bag scenen, at det har været et dybt, dybt frustrerende og meget, meget hårdt samarbejde. Det er et meget godt billede på de udfordringer, vi står med som EU lige nu. Hvordan kommer jeg med de ting, der er vigtige for Alternativet, og skal så forstå, hvad det er, der er de allervigtigste udfordringer for et parti som Razem fra Polen? Her står man med nogle andre store udfordringer. Hvordan er det, vi finder et sted, hvor vi egentlig kan samarbejde og sige, at her er der noget, vi er fælles om at være udfordret på, og her er noget, hvor vi faktisk må sige, at det ikke bare er vigtigt, hvad der er i det for os herhjemme i Danmark, men nej, det er vigtigt, hvordan vi kan løfte niveauet i hele EU? Det er et opgør med de her snævre nationale interesser, hvilket jo nok bliver sådan lidt kætterisk i nogles ører herinde i Folketingssalen. Men vi mener egentlig, at det er helt afgørende, at det er sådan, vi går til EU-samarbejdet; vi kan ikke altid gå ind i det og se på, hvad der er i det for os selv. Vi bliver nogle gange nødt til at gå ind i det og se på, hvordan det er, vi skaber bedre muligheder for europæere på tværs af grænserne.

Vi synes selvfølgelig, det er helt afgørende med en bæredygtig udvikling for alle europæere, en balance mellem de forskellige bundlinjer. Vi kunne rigtig godt tænke os, at vi får taget fat på det spørgsmål om det europæiske demokrati, den europæiske offentlighed. Hvordan skaber vi mere demokrati? Hvordan kan Parlamentet få den rolle, som vi synes det skal have, nemlig at være dem, der kan fremsætte forslag og ikke kun skal forholde sig til det, der kommer? Og så er der selvfølgelig spørgsmålene om, hvordan den europæiske offentlighed kan se ind i de magtrum, der er i EU, for gennemsigtighed er noget, som jeg ved vi er rigtig bekymrede om på tværs af mange partier i Folketinget. Hvordan får vi lukket dørene op, så vi kan følge med i, hvad der sker, og blande os i beslutningsprocesserne?

Vi tror på, at det virkelig er vigtigt også at gå ind at se på, hvordan vi opbygger den her idé om en europæisk offentlighed, så vi sammen kigger magten over skuldrene. Det håber vi på at den kommende parlamentskampagne, den store samtale, der er i gang lige nu, faktisk kan være med til. Det er en samtale om EU's fremtid, som jeg har fulgt med stor interesse i Danmark og været rundt rigtig mange steder, men jeg har også været til møder andre steder i Europa, hvor man har diskuteret de her grundlæggende spørgsmål. Jeg håber, det er med til virkelig at få startet en ny samtale om, hvordan vi kommer et andet sted hen, hvordan vi får skabt et EU, som er grønnere, mere solidarisk og langt mere demokratisk.

Vi har taget initiativ med vores samarbejdspartnere i European Spring, altså europæisk forår, som vi håber kan være det håb og initiativ, mange har lyst til at være med i, for vi skal komme med de nye svar.

Der er en kort bemærkning fra hr. Kenneth Kristensen Berth.

Folketinget er et sjovt sted, for man kan se, hvordan to vidt forskellige afarter af et parti, Liberal Alliance og Alternativet, er udsprunget af det oprindelige, som så stadig væk er der. Det er meget sjovt. Nu er det sådan, at Alternativet har den særlige position, at Alternativet har en statsministerkandidat i hr. Uffe Elbæk, og det kræver så lidt ekstra, når det er sådan, at man på den måde stiller sig til rådighed. Så jeg kunne egentlig godt tænke mig at spørge hr. Rasmus Nordqvist om noget. Hvordan ville det punkt, der hedder punkt 13, EU's flerårige finansielle ramme, se ud, hvis det var Alternativet, der havde skrevet det; hvordan ville den del se ud? Regeringen skriver jo her, at man ønsker at fastholde den prioritet om et EU-budget, der svarer til 1 pct. af EU27's bni osv.

Nu nævner hr. Rasmus Nordqvist, at man skal sætte sig ud over nationale interesser og sådan noget, og det kommer egentlig ikke bag på mig, at hr. Rasmus Nordqvist siger det, men hvordan ville det så se ud, det om den flerårige finansielle ramme?

Ordføreren.

Nu har jeg også selv sagt rigtig mange ting om den flerårige finansielle ramme, og jeg siger hver gang: Lad os nu tage afsæt i indholdet i stedet for kun at prøve at få noget igennem omkring størrelsen på det. Og jeg tror faktisk, at det, der ville være indholdet her, ville være et konkret indhold med, hvor vi synes vi skal sætte ind med budgettet, og så måtte vi bagefter se, hvad der er at løse, hvor mange penge der skal bruges til det, og hvordan vi så finansierer det. Vi er ikke bange for, at EU-budgettet stiger, vi er ikke bange for at se på, hvordan man kan lave egenindtægter til EU, så der også den vej igennem kommer penge, så vi kommer væk fra at tale om nettobidragsydere, nettobidragsmodtagere, men er mere fælles og mere lige.

Hr. Kenneth Kristensen Berth.

Så set fra Alternativets position betyder det ikke noget, at budgettet stiger i EU-sammenhæng, og det betyder heller ikke noget, at Danmark skal betale lidt mere eller i virkeligheden en hel del mere. Det er, om man så må sige, opgaveporteføljen, der bestemmer, hvor mange penge der skal føres med over til EU-systemet. Det synes jeg egentlig er meget rart at høre, altså forstået på den måde, at det er klar tale. Jeg bliver så bare nødt til at spørge, om der slet ikke er nogen grænser. Kunne det lige så godt være 2 pct. af bni eller 3 pct. af bni? Der er mange ambitioner om, hvad EU skal tage sig af i Alternativet, så derfor synes jeg, det er et meget relevant spørgsmål.

Ordføreren.

Det er klart, at et budget jo vil afspejle de opgaver, vi putter ind i det, og hvis man fjerner opgaver, som vi i dag skal stå og prøve at klare nationalt, og siger, at det gør vi sammen, skal vi jo lægge pengene ind i fælleskassen til at løse de opgaver. Det giver jo sig selv. Hvis vi siger, at det her skal vi ikke stå og tage os af nationalt, nej, vi skal faktisk gøre det i fællesskab, så må vi også lægge pengene sammen til det. Men igen er det vigtigt for mig at pointere, at jeg tror, det er rigtig vigtigt, at vi også ser på egenindtægter til EU, så vi kommer ud over det der med at stå og snakke om, at vi giver mere, end vi får, og nogle andre får mere, end de giver, og hvad gør det så? Nej, vi bliver nødt til at få skabt noget mere lighed der, så vi også kommer i øjenhøjde med hinanden i diskussionen.

Tak, hr. Rasmus Nordqvist. Så er det hr. Rasmus Helveg Petersen, Radikale Venstre.

Tak for det. Tak til udenrigsministeren for redegørelsen. Det er et spændende nyt format, vi står med her. Radikale Venstre er jo et EU-positivt parti. Vi opfatter EU som en familie, og ligesom med familien er det i virkeligheden ikke et fællesskab, vi kan melde os ud af. Geografien er, som den er, vores skæbne er uløseligt forbundet til vores naboer, uanset om vi vælger at håndtere det med krige og konflikter – og det har jo altså været tilfældet i langt den største del af den europæiske historie – eller hvis vi forsøger at løse vores problemer og fremme vores muligheder i et fredeligt samarbejde. EU er jo altså det første og eneste eksempel på dette i Europas historie og måske endda i verden nogen sinde.

Der er ingen familier, der fungerer perfekt, og det gør den europæiske heller ikke. Der er medlemmer af familien, der ikke vil følge de skrevne og uskrevne regler, og som ikke ønsker at bidrage til solidariteten. Der er uenigheder, der er også alvorlige uenigheder, fordi vi er forskellige lande med forskellige historier og forskellige ønsker og forskellige drømme. Men ligesom i familien er vi i Radikale Venstre hundrede procent overbevist om, at vi ville stå langt, langt svagere over for alle tidens store udfordringer, hvis ikke vi havde den europæiske familie at handle med. Det gælder klimaet, hvor EU stadig er den helt dominerende motor for international handling. Vi så gerne endnu mere handling, endnu mere ambition på europæisk niveau, men tænk, hvis EU ikke eksisterede, hvor var vi så?

EU har reduceret antallet af migranter til Europa med 95 pct., siden antallet var højst, gennem de særlige aftaler med tredjelande, ikke mindst Tyrkiet. Det er ikke perfekte aftaler, jeg synes faktisk ikke, at de er særlig gode. EU mangler at opfylde flere af sine forpligtelser over for nogle af de mest sårbare mennesker i verden, men tænk, hvis vi ikke havde haft EU, da krigen i Syrien og de nye mafiøse menneskesmuglere slog hul på Europa, hvilket kaos havde vi så ikke haft? Hvilke muligheder har vi for at præge udviklingen fremover, forebygge nye migrationskriser ved at skabe menneskelige levevilkår for hele Afrika og en reel beskyttelse af flygtninge, hvis vi ikke gør det i fællesskab? Eller hvordan ville vi have håndteret finanskrisen, de nye kæmpe tech-giganter, den kyniske spekulation i skattely osv. osv., hvis ikke vi stod sammen og arbejdede på tværs af grænser? Kort sagt: Hvordan ville vores fremtid se ud, vores muligheder for at finde svar på tidens store spørgsmål, hvis ikke vi var villige til at dele vores suverænitet med hinanden for at kunne vinde suverænitet over de problemer, vi ikke kan løse hver for sig?

Sådan er det med familie, og selv om man forsøger at melde sig ud og sætte sig selv uden for døren i det fælles hus, som England har gjort, vil man erfare, at nissen flytter med, alle tidens problemer flytter med. Man vil også grundlæggende fremover være helt afhængig af de beslutninger, som den øvrige familie træffer inden for huset, og det eneste, man har opnået, er ikke at kunne få indflydelse på de fælles løsninger. Vi er ulykkelige over brexit, som jeg ser som en langsomt fremadskridende tragedie, som kommer til at skade Storbritannien og Irland og Danmark og EU. Vi er tilsvarende ulykkelige over situationen i Polen og Ungarn og vil over for disse lande holde fast i vores insisteren på uafhængige domstole, uafhængige medier, fri debat og i det hele taget et liberalt demokrati i klassisk forstand.

Vi ønsker, at Danmark skal være en del af den europæiske familie. Vi tror, at det vil gavne os, vi tror, at det kunne forbedre Europa, hvis Danmark var fuldt og helt med i familien. Vi vil et aktivt Danmark i Europa, vi vil et aktivt Europa i verden i den helt store familie, og alle, der drømmer om at melde sig ud af at sin familie, tror vi dybest set drømmer. Spørgsmålet er nærmere, om man vil være en aktiv del af familien, eller om man ikke vil. Af samme grund vil vi virke for, at Danmark knytter sig tættere til EU. Vi vil i første omgang opfordre regeringen til at holde en folkeafstemning om forsvarsforbeholdet, som vi meget gerne så ophævet. Vi har brug for et stærkere, dygtigere Europa. Vi skal turde tale samarbejdet op med alle dets udfordringer, og det er en rolle, vi gerne tager på os i Radikale Venstre. Tak.

Der er en kort bemærkning til hr. Kenneth Kristensen Berth.

Altså, når jeg hører den radikale ordfører, lyder det i mine ører, som om der ikke er så meget selvtillid tilbage hos den radikale ordfører; vi kan altså tilsyneladende intet selv. Nu var ordføreren selv inde på hele migrantkrisen. Australien har mig bekendt omkring 25 millioner indbyggere, det er så i en europæisk sammenhæng ikke noget kæmpestort land, men de har sådan set kunnet det hele selv, de har totalt løst migrationskonflikten ved simpelt hen at lave en aftale med nogle småstater om, at de overtager problemet; så kom der jo så en båd her for første gang i 4 år, og jeg mener, det var den 28. august. Jeg vil bare spørge ordføreren: Jamen altså, er der slet ikke noget, vi kan selv i Danmark? Altså, var alt i virkeligheden så bedre klaret af EU? Det er den ene del. Den anden del af spørgsmålet er: Jamen på hvilken måde mener ordføreren egentlig at EU har virket gavnlige i forhold til migrantkrisen? Det kunne jeg godt tænke mig at vide.

Ordføreren.

Tak for det. Der er flere elementer i spørgsmålet. Det starter jo med en anprisning af Australiens asylpolitik, som jeg synes er behæftet med meget store problemer. Jeg synes ikke, det er en model til efterfølgelse. Jeg synes, at EU, som jo har en helt anderledes både politisk geografi og kulturel geografi end Australien, har nogle helt andre udfordringer. Vi ligger som direkte naboland til nogle af de store flygtningeproducerende områder og ikke mindst Syrien, og det er klart, at vi skal samarbejde både om at forhindre ulykken i at brede sig og om at håndtere de her mennesker, der nu måtte flygte.

Så jeg synes, at vi som en del af EU har langt bedre mulighed for at påvirke f.eks. situationen i Syrien, end vi, Danmark, har alene. Og jeg kan faktisk ikke i min vildeste fantasi forestille mig, hvordan vi som nationalstat, Danmark, med 5 millioner mennesker skulle kunne gøre noget substantielt over for konflikten i Syrien, hvorimod jeg kan se, at vi som en del af EU kan gøre temmelig meget.

Hr. Kenneth Kristensen Berth.

Jo, men nu er den der konflikt i Syrien jo ved at være ovre, og Assad har vundet, og det tror jeg ikke der er nogen der er i tvivl om, han har vundet, og så må vi jo finde vores ben i forhold til det. Vi synes jo, man skal til at snakke med Assad om at få hjemsendt nogle syrere, men lad nu det ligge.

Nu har jeg bare hørt Det Radikale Venstre igen og igen nævne den der fordeling af asylanter på tværs af EU's grænser som det eneste sande. Det kommer ikke til at ske, det kommer aldrig igennem, og når noget aldrig kommer igennem, bliver vi jo nødt til at afkræve den, der ønsker det, svar på, hvad man så vil. Så hvad er det egentlig, Det Radikale Venstre vil, i forhold til de udlændinge? Er det bare tilbage til de glade 1980'ere med åbne grænser?

Så er det ordføreren. Værsgo.

Tak for det. Jeg ved ikke rigtig, hvad det er, jeg bliver lagt i munden af den ærede ordfører. Men vi vil selvfølgelig fra radikal side gerne prøve at samarbejde om at løse de internationale problemer og konflikter, der måtte være. Og jeg kan ikke se, hvordan løsningen på flygtningestrømme og migrantkriser er, at hvert land skal klare det inden for egne grænser alene, så selvfølgelig må vi søge internationale løsninger. Jeg kan ikke se alternativet. Det synes jeg faktisk er et meget dårligt forslag at sige, at hvert land må klare det her, som de nu bedst kan, ikke mindst fordi det vil efterlade frontlinjestaterne i forhold til migrantkriserne med frygtelige problemer, herunder Italien og Grækenland.

Tak til hr. Rasmus Helveg Petersen. Den næste ordfører er hr. Holger K. Nielsen, SF.

Tak til udenrigsministeren for den her redegørelse, som jo beskriver et vigtigt emne, som vi diskuterer her i dag. Jeg vil godt tage udgangspunkt i nogle af de ændringer, som vi oplever der er i de her år, i den globale magtbalance. For jeg tror, at det er svært at vurdere EU isoleret, ud fra hvad der sker uden for EU's grænser. Der er noget af det helt centrale, vi har oplevet, den amerikanske udenrigspolitik, efter at den nuværende præsident kom til, med det, han kalder America First, et USA, der frasiger sig deltagelse i internationale aftaler, i multilateralisme, trækker sig ud af Parisaftalen, trækker sig ud af Iranaftalen, INF-aftalen, som man lige her for nylig har opsagt med den konsekvens, at atomoprustningen kan komme i gang igen, med andre ord en amerikansk præsident, der isolerer USA i forhold til den omverden, som USA hidtil har været en meget vigtig del af, og som også udfordrer NATO-samarbejdet på en lang række områder.

I forbindelse med det ser vi f.eks. et Kina, der er vældig meget på vej frem, og som manøvrerer og gør, hvad Kina kan, for at udfylde det tomrum, som USA efterlader. Det gælder i f.eks. Iran. Det, at USA vil genindføre sanktioner mod Iran, giver store vanskeligheder for den iranske økonomi. Hvor søger Iran hen? Selvfølgelig til Kina. Vil Kina hjælpe? Selvfølgelig vil Kina det imod at få indflydelse også på Iran, Pakistan f.eks., en række afrikanske lande. Det vil sige, vi ser et Kina, der er på vej frem med, om jeg så må sige, økonomisk diplomati med masser af penge og masser af investeringer, men også med medfølgende krav om politisk indflydelse.

Vi ser et Rusland, der har brugt muligheden for at udvide den russiske interessesfære i Mellemøsten og omkring Syrienkonflikten. Hvor Rusland ikke havde nogen som helst indflydelse for 6-7 år siden, er det i dag Rusland, der kører med bolden sammen med Iran og Tyrkiet. Europe, USA, Vesten er stort set ude af spillet dernede.

Med andre ord: Der er opstået et tomrum efter den amerikanske regerings politik, som andre forsøger at udfylde, og vi vil stille os det spørgsmål: Er det i vores interesse, at det er et Kina, der ikke har demokrati og menneskerettigheder og folkeret på dagsordenen? Er det Rusland, der tilsvarende heller ikke er særlig optaget af, at internationale aftaler skal være grundlaget for samarbejdet? Er det sådan nogle lande, der skal udfylde det tomrum? Nej, det synes jeg ikke kan være i vores interesse. Hvem skal det så? Det skal Europa naturligvis forsøge på. Der er med andre ord en gevaldig opgave for Europa i at gå ind og så få den rolle globalt, som er nødvendig at få udfyldt i dag med det, der sker med henholdsvis den amerikanske, kinesiske og russiske politik.

Kan EU det i dag, kan man spørge? Svaret er, at det kan EU kun delvis i hvert fald og slet ikke nok, og der er store problemer i at kunne udfylde den rolle i dag. Der er en lang række interne diskussioner, som optager alle kræfter – der er Brexitafstemningen i Storbritannien, hvor man bruger alle kræfter i øjeblikket på at få en skilsmisseaftale i land i forhold til Storbritannien; der er hele migrant- og flygtningeudfordringen, hvor det, om jeg så må sige, er et fælles europæisk problem. I og med at der er åbne grænser inden for EU og vi har en fælles forpligtelse i forhold til at håndtere det problem, i og med at vi har et samarbejde, et fællesskab, er det jo ikke holdbart, at de lande, der tilfældigvis ligger tættest på de områder, hvor migranter og flygtninge kommer fra, skal bære hele den der byrde; der må være nogle solidariske ordninger der, og det er vi nødt til at diskutere hvordan vi kan håndtere.

Der er lande og bevægelser, der udfordrer den demokratiske legitimitet, som EU bygger på, hvor udemokratiske bevægelser har fået meget indflydelse, og hvor den demokratiske legitimitet udfordres. Så er der jo masser og masser af problemer, som EU står med.

Betyder det, at EU er ved at falde fra hinanden, som der er nogle, der ligesom antyder kan blive konsekvensen? Det mener jeg er en forkert konklusion. For der er jo, om jeg så sige, en masse daglige forretninger, der stadig væk skal passes og stadig væk kører. Der kører en maskine omkring det indre marked, omkring forskellige harmoniseringer, om intern handelspolitik i EU, landbrugspolitik osv. osv. Det vil sige, at der er bygget så meget prestige ind i at få, om jeg så må sige, det grundlæggende som det, vi havde, da vi startede EU, til at fungere så godt som muligt, ikke at det er nemt, men det kører jo alligevel. Og hvis vi ser på, hvordan EU faktisk agerer, er det ikke godt nok, men det agerer jo alligevel i forhold til andre lande langt mere ansvarligt på eksempelvis klimapolitikken. EU var uden sammenligning den aktør, som på Pariskonferencen havde den mest progressive politik og spillede den mest progressive rolle, og på hele miljøpolitikken er EU jo langt, langt foran de fleste andre aktører i verden.

Igen for at vende tilbage til f.eks. Iranaftalen så har EU ikke mange udenrigspolitiske succeser, men Iranaftalen er faktisk en af dem. EU spiller en helt, helt afgørende rolle i at få den aftale på plads, og derfor er det også, synes jeg, meget rigtigt, at man har sagt til USA, at man fra EU's side ikke opsiger den. Problemet er så, at USA vil straffe de virksomheder, der stadig væk handler med Iran, og der er vi så ikke stærke nok til at stå imod det amerikanske pres der, hvilket jo er ganske, ganske ærgerligt. Men der er stadig væk intentioner, og der er stadig væk ting, der fungerer omkring hele Brexitdiskussionen; britisk diplomati er jo eksperter i at splitte, de er meget taktisk dygtige, strategisk dygtige og har gjort, hvad de kunne, for at splitte de europæiske lande omkring Brexitforhandlingerne, men det er rent faktisk ikke lykkedes for dem. Der har man faktisk holdt sammen med det udgangspunkt, at der skal være en fair aftale, og at den skal være med pligter og rettigheder. Det synes jeg i og for sig er ganske vigtigt, at det har været tilfældet. Men der er jo masser af ting, der ikke fungerer godt nok.

Jeg synes også, vi skal huske på, at EU jo på mange måder ikke er noget, der er færdigt, det er jo ikke et land – selv et land har også hele tiden ting, der forandrer sig, og hvor der er problemer. Det har vi også her i Danmark, Danmark er jo ikke et færdigt produkt, om jeg så må sige, vi ændrer hele tiden på, hvad der sker, Danmark udvikler sig hele tiden, befolkningen udvikler sig, det politiske udvikler sig, nye udfordringer, nye love osv., og det er også tilfældet i det europæiske samarbejde: Det er jo ikke et færdigt projekt. EU er jo i den forstand lige så dynamisk, som medlemslandene er. Det, det jo i høj grad handler om, er, om man vil ind og påvirke den udvikling eller ej, og der kan man i visse tilfælde synes, at det kan være fornuftigt at stå uden for – ja, det kan det være i visse tilfælde – og sige nej. Selvfølgelig skal man da kunne sige nej og i andre tilfælde sige ja.

Det skal så være det sidste, jeg siger: Jeg håber, at vi kan komme frem til, at EU-politik bliver som dansk normalpolitik. Det vil sige, at vi tager politisk stilling til de forskellige forslag; at EU kommer til at spille den samme rolle, som dansk politik spiller; at vi tager stilling efter holdninger – del jer efter anskuelser, som Hørup sagde – og at det også bliver den måde, vi betragter EU-politik på. Det betyder jo, at selv om man er stor tilhænger af EU-samarbejdet, kan man godt sige nej til et forslag fra EU, selvfølgelig kan man det, eller omvendt, hvis man er meget imod EU, at man kan sige ja. For ligesom alt andet her i verden er tingene jo ikke sort-hvidt inden for EU.

Det er jo ikke alt, der er dårligt, vel, hr. Søren Søndergaard eller hr. Kenneth Kristensen Berth? Der er også af og til nogle gode ting. Der er nogle, der mener, at der ikke er så mange gode ting, men det må man så balancere. Men som med alt andet er der gode og dårlige ting, og det er lidt vigtigt for mig ligesom at få vurderet, hvor det så er, vi skal placere det i forhold til vores politiske opfattelse, lige såvel som vi diskuterer danske interne forhold. Og det håber jeg på kan blive et resultat af den europæiske debat.

Først er det hr. Kenneth Kristensen Berth.

Det var jo en tale, der mest handlede om eksterne relationer, altså EU's udenrigspolitik, og jeg vil faktisk tillade mig at bevæge mig inden for det område også, når hr. Holger K. Nielsen nu bevæger sig så meget inden for det. For mig at se – og det kan være en fejlopfattelse – virker det lidt, som om det, hr. Holger K. Nielsen er ude i, er, at Europa skal være sådan en ny supermagt, altså i virkeligheden at skrue tiden tilbage til 1800-tallet og starten af 1900-tallet, hvor det så ikke var et unisont Europa, men flere forskellige stormagter inden for Europa, der spillede en stor rolle i forskellige lande i den tredje verden, havde koloniseret osv. Jeg skal bare lige forstå, om det er rigtigt, for så må man gå ud fra, at hr. Holger K. Nielsen så også går ind for en fælles europæisk udenrigspolitik. Men jeg vil egentlig bare gerne vide, om det er sådan, hr. Holger K. Nielsen ser EU's fremtid. Jeg synes, det er problematisk, al den stund at man jo skal besinde sig på virkeligheden, og vi bliver jo færre og færre europæere i forhold til resten af verden, og dermed vil vi nominelt også komme til at spille en mindre rolle. Jeg kunne godt tænke mig at høre hr. Holger K. Nielsen om det.

Så er det ordføreren, værsgo.

Hvad angår den økonomiske styrke, er EU jo verdens stærkeste økonomiske blok, og der synes jeg måske nok, det er rimeligt nok, at man diskuterer, om ikke det kunne udmøntes i en politisk styrke. At gå tilbage til starten af det 20. århundrede giver jo ingen mening i den her sammenhæng, for det er helt andre forudsætninger, vi lever under i dag. Det, jeg siger, er, at i forhold til et Kina, der er enormt meget på vej frem, enormt meget på vej frem, og et USA, der er fuldstændig ligeglad med internationale aftaler, er det så ikke rimeligt, at vi diskuterer, om Europa i højere grad skal gå ind der? Hvad er en supermagt? Jeg ved ikke, hvad en supermagt er, men i hvert fald noget med en stærkere stemme og med stærkere instrumenter, som kunne påvirke den globale udvikling. Jeg tror, vi har noget at give fra europæisk side. Vi er bygget op på retsprincipper. Retsprincipper, der er grundlaget for EU-samarbejdet, folkeret, international ret, menneskerettigheder spiller en stor rolle i Europa, langt mere end i Kina, langt mere end i Rusland, og desværre også langt mere end i USA i øjeblikket.

Hr. Kenneth Kristensen Berth.

Jamen jeg tror, at hr. Holger K. Nielsen og jeg kan blive enige så langt, at Kina udgør et kæmpe stort problem. Det kan vi godt blive enige om. Så kan man altid undre sig over, hvorfor hr. Holger K. Nielsen også på den front fører en så relativt hård retorik over for en amerikansk administration, som faktisk forsøger at udfordre Kinas hegemoni inden for verdenshandelen. Men lad nu det ligge.

Jeg vil bare godt vide noget: Er Socialistisk Folkeparti blevet tilhængere af sådan en egentlig fælles udenrigspolitik, hvor der ikke er plads til, at de enkelte medlemslande kan have deres egen stemme? Er det sådan, at den udenrigsminister, vi får næste år efter europaparlamentsvalget til erstatning for Mogherini, er en udenrigsminister, som skal kunne tale på vegne af alle, uden at der er en hr. Anders Samuelsen, der siger noget andet?

Tak. Så er det ordføreren. Værsgo.

Nej, det er jo ikke det, som er i pipelinen, vel. Men jeg håber da på, at Europa i højere grad kan tale med én stemme. Jeg tror da, det er vigtigt, at Europa formulerer sig politisk med den vægt, der ligger bag hele Europa, som jo er stærkere end Tyskland, Frankrig, Danmark, Italien hver for sig. Det er den styrke, jeg tror det er vigtigt at få, og der synes jeg da, at vi bør bestræbe os på også fra dansk side, at det kan blive resultatet.

Hr. Søren Søndergaard.

Nu ved jeg godt, at det er almindeligt blandt EU-tilhængere at omtale EU som Europa, men, altså, når nu Storbritannien melder sig ud, bliver man jo nok nødt til at lade være med det. Men spørgsmålet er jo, når hr. Holger K. Nielsen henvender sig direkte til mig, om ikke hr. Holger K. Nielsen slår en åben dør ind. Altså, det kan jo godt være, at hr. Holger K. Nielsen, dengang han var EU-modstander, sad med sit parti og sagde nej til alting, der havde med EU at gøre; men sådan har det aldrig været for os i Enhedslisten, som er EU-modstandere.

Vi har siddet i Europaudvalget i 25 år og taget stilling til lige præcis indholdet i sagerne – indholdet i sagerne – og det er præcis derfor, vi også vil ned i EU-Parlamentet fra efter valget, hvor vi vil tage stilling til indholdet i sagerne. Man kan jo godt være imod EU-konstruktionen, fordi man mener, at det er en uretfærdig banehalvdel, hvor traktaterne gavner markedet frem for lønmodtagerne.

Er det ikke korrekt, at den dør er i hvert fald slået ind?

Ordføreren.

Det ved jeg ikke. Det glæder mig da, hvis hr. Søren Søndergaard vil erkende, at der også er gode ting ved EU.

Hr. Søren Søndergaard.

For ellers ville vi jo sige nej til alle mandater fra regeringen undtagen de mandater, hvor regeringen sagde nej til noget fra EU. Men det sker jo altså, at vi siger ja til mandater.

Så til sidst skal vi have en lille quiz: Kan hr. Holger K. Nielsen gætte, hvilken person blandt danskerne i EU-Parlamentet jeg oftest stemte sammen med, dengang jeg var medlem af EU-Parlamentet?

Således udfordret, hr. Holger K. Nielsen.

Årh, jeg tror godt, jeg kan gætte det. Jeg kan ikke huske det, men har en fornemmelse af det, men jeg går ud fra, at hr. Søren Søndergaard kan give mig resultatet efterfølgende.

Det bliver således imellem de to herrer. Så vi siger tak til hr. Holger K. Nielsen og går videre til fru Aaja Chemnitz Larsen, IA.

Grønland er som bekendt ikke medlem af EU, faktisk gik vi før briterne og trådte ud af EF, som det hed dengang, allerede i 1985. Og så kan man stille sig selv det spørgsmål: Hvorfor er det så vigtigt, at vi blander os i den her forhandling? Det er det, fordi Grønland er et såkaldt OLT-land. Og til dem, der ikke helt ved, hvad OLT står for, kan jeg sige, at det betyder oversøiske lande og territorier. Og Grønlands rolle som OLT-land bunder jo i relationen til Danmark og rigsfællesskabet, og derfor vil Inuit Ataqatigiit i Folketinget gerne komme med nogle bemærkninger til udenrigsministerens redegørelse om udviklingen i EU-samarbejdet.

Når man læser redegørelsen, er det tydeligt at se, at Brexit er det altoverskyggende emne, når vi snakker om EU. Briternes udtræden af EU har en stor betydning for de tilbageværende 27 medlemslande, men det har også en rigtig stor betydning i forhold til handelsaftaler med briterne fremadrettet. Det har det også i forhold til Grønland, særlig på fiskeriområdet, men det er ikke det, som jeg vil komme ind på i mit ordførerindlæg i dag.

Det er sådan, at EU i 2016 kom med deres politik for Arktis, og EU ønsker også at have en observatørplads i Arktisk Råd, hvor Grønland og Danmark spiller en meget central rolle. Vi ved også, at der har været sager, som har haft en mere skadelig karakter for Grønland i EU-sammenhæng, nemlig forbuddet mod salg af sælskind i EU, som har haft en rigtig negativ betydning for Grønlands salg af sælskind og har sat ridser i EU's renommé i Grønland.

Men selv om Grønland står uden for EU, er der dog overvejende tætte og gode relationer til EU fra Grønlands side. Og i 2015 indgik formanden for naalakkersuisut, hr. Kim Kielsen, daværende statsminister fru Helle Thorning-Schmidt og kommissionsformand Jean-Claude Juncker en fælleserklæring mellem Grønland, Danmark og EU. Og ånden i den fælleserklæring var, at EU ønsker at udvikle og udvide relationen til Grønland. Desværre ser vi med EU's flerårige finansielle ramme, som er blevet lagt frem for ikke så lang tid siden, at der er lagt op til et brud med den fælleserklæring, og det vil vi gerne sætte nogle ord på fra IA's side. For som følge af fælleserklæringen fra 2015 er der blevet fornyet en partnerskabsaftale, det såkaldte grønlandsinstrument, og der er også blevet fornyet en fiskeriaftale med EU. Hensigten med de her to erklæringer er, at de skal indgås samtidig og ses i deres helhed, fordi de udgør det samlede samarbejde, som der er mellem Grønland og EU.

I perioder kan man sige, set med grønlandske briller, at fiskeriaftalen har haft en negativ indflydelse i forhold til Grønlands økonomi, og i andre sammenhænge har den haft en mere positiv betydning i forhold til Grønlands økonomi. Grunden til, at jeg nævner det, er, at det er vigtigt at understrege, at det samarbejde, der er mellem EU og Grønland, er til gensidig gavn, og at vi er nødt til at se de her to aftaler i deres helhed. Med det, som der er blevet lagt op til fra EU's side, er man i gang med at bryde med det, fordi man har lagt op til et mindre budget i forhold til partnerskabsaftalen.

Partnerskabsaftalen, som man har indgået, er et rigtig vigtigt område, som man støtter op om rundtomkring i Grønland, for det er nemlig konkrete indsatser i forhold til at højne uddannelsesniveauet i Grønland. Det er et område, som vi i Grønland bruger en masse tid, penge og politisk energi på, fordi det har en rigtig stor betydning for vores unge, men også for Grønlands fremtid. Og helt konkret betyder partnerskabsaftalen et tilskud, et bidrag, kan man sige, fra EU på 1,6 mia. kr. over en 8-årig periode til Grønland og uddannelsesområdet i Grønland.

Vi kender alle sammen de udfordringer, som der er på uddannelsesområdet i Grønland, så det vil jeg ikke bruge en masse tid på at nævne, men bare understrege, at det bidrag, som EU kommer med, er meget kærkomment i forhold til det behov, som vi har i Grønland.

I den flerårige finansielle ramme, som EU har lagt op til diskussion i Europa-Parlamentet, og som skal gælde fra 2021-2027, er der lagt op til en meget markant besparelse i forhold til EU's nuværende partnerskabsaftale med Grønland. Besparelsen lyder på hele 165 mio. kr. over hele perioden, hvilket vi fra Inuit Ataqatigiits side i Folketinget mener er en katastrofe for det grønlandske uddannelsessystem. I stedet for vil EU fordele de her 165 mio. kr. blandt OLT-landene, og det vil sige, at vi skal ud at slås om de her penge. Og min pointe er, at det sådan set ikke behøver kun at være Grønland, der føler sig snydt med det budget, der er lagt op til, eller den ramme, der er lagt op til, jeg synes sådan set også, at Danmark bør føle sig snydt.

Derfor vil jeg appellere til, at man også her fra Folketingets side, fra regeringens side og også fra de danske medlemmer af Europa-Parlamentets side tager den her sag op, for det er enormt vigtigt for os alle sammen i forhold til den hensigtserklæring, den fælleserklæring, som blev lavet tidligere, og som Danmark jo også har underskrevet, at sikre, at den intention, der var der, skal vi selvfølgelig leve op til. Der skal vi ikke forringe relationen, men vi skal tværtimod netop udvikle og udvide den relation, som der skal være mellem Grønland og EU i fremtiden også.

Med disse bemærkninger vil jeg derfor gerne stille et konkret spørgsmål til udenrigsministeren om, hvorvidt regeringen har tænkt sig at tage initiativ til at fastholde den nuværende bevilling til partnerskabsaftalen mellem Grønland, Danmark og EU. I øvrigt kan man sige, at det jo er et flertal i Folketinget, som har bakket op om den her fælleserklæring, så det er jo sådan set også et politisk ønske, både fra Grønland, men også fra Danmark, også her i Folketinget, at vi skal sikre, at EU bidrager til uddannelsesområdet i Grønland. Tak for ordet.

Der er en kort bemærkning fra hr. Rasmus Nordqvist.

Jeg vil gerne sige tak til ordføreren for at rejse det her emne, for det er egentlig også symptomatisk for nogle af de diskussioner, der foregår på den flerårige finansielle ramme, som jo er, at man prøver at forsimple og lave mere fleksibilitet i budgettet, men derigennem også har slået en masse forskellige instrumenter sammen, så der kommer de her usikkerheder om, hvad vi vil. Og det er jo noget af det, som ordføreren peger på, men som også sker inden for en række andre områder, og hvor vi fra dansk side virkelig bliver nødt til at stå op både for de intentioner, vi har, omkring partnerskabsaftaler mellem Danmark, Grønland og EU, men jo også inden for menneskerettighedsområdet og en række andre områder, som budgettet arbejder med.

Ordføreren.

Mange tak for kommentaren. Jeg er fuldstændig enig. Jeg ved godt, at der er rigtig meget, der skal kæmpes for, også fra dansk side, men jeg appellerer også til, at medlemmerne og særlig regeringen er opmærksomme på, at her er der altså en helt konkret ting, hvor man faktisk ikke varetager sine egne interesser, kan man sige, fordi man selv var med til at lave den her fælleserklæring i sin tid. Men tak for kommentaren.

Tak til ordføreren. Vi er færdige med ordførerrækken, og derfor er det nu udenrigsministeren.

Tak for det, og tak for en rigtig god og spændende debat i en tid, som er udfordrende for EU. Det er der ingen som helst tvivl om. Men det er på en eller anden måde altid en udfordrende tid for EU. Da jeg i 2004 skulle stille op til Europa-Parlamentet, skrev jeg en lille debatbog om emnet: »Vejen til et bedre Europa«. Og når jeg genlæser den nu og her, kan jeg se, at det også på det tidspunkt var en brydningstid. Der stod man over for, hvordan det skulle gå med alle de nye lande, som kom ind. Kunne det overhovedet lade sig gøre? Ville det hele brase sammen? Ville det ende i et kæmpemæssigt sammenbrud?

Det har det jo ikke gjort. Det er heller ikke endt i en situation, som er fuldstændig ideel på alle måder, som en af ordførerne sagde. Jeg tror oven i købet, det var min egen ordfører fra Liberal Alliance, der sagde, at når der er politikere involveret, så bliver det jo aldrig helt perfekt. Og det er jo nok rigtigt. Men det er ikke dårligt – det er ikke dårligt. Der er helt klart udfordringer, og nogle af dem har mange af ordførerne også været inde på på nuværende tidspunkt i dagens debat.

Brexit er et eksempel, det mest aktuelle, selvfølgelig. Og som man jo nok ved, mødtes Det Europæiske Råd i sidste uge, men desværre kunne der ikke opnås nogen enighed på det tidspunkt om en endelig udtrædelsesaftale, og det var nu heller ikke helt forventningen på forhånd. Vi arbejder hårdt for at sikre, at der kan indgås en udtrædelsesaftale, men det er selvfølgelig komplicerede forhandlinger. Men fra EU 27's side er man klar til at indgå en aftale og afholde et ekstraordinært topmøde, hvor man kan give håndslag på en endelig aftale, hvis en sådan kommer inden for rækkevidde. Det håber jeg selvfølgelig sker inden for den nærmeste fremtid.

Men selvfølgelig er der stadig væk – og det bliver vi nødt til at sige åbent og ærligt – en risiko for, at Storbritannien siger farvel til EU uden en aftale, og så har vi igen en ny udfordring. Den risiko tager regeringen alvorligt, og derfor forbereder vi os også på et no deal-scenarie.

Brexit har på mange måder, tror jeg, været en øjenåbner for europæerne og for Europas politiske ledere. Brexit har faktisk bragt nogle af fordelene ved det europæiske samarbejde bedre og stærkere frem i lyset, også nogle af de fordele, som mange måske var begyndt at tage for givet, f.eks. det indre marked. Det synes jeg sådan set er godt. Jeg tror også, at der fra nu af løbende vil være en diskussion, som er stærkere end tidligere, om, hvordan man får fokus på det, der er relevant for borgerne, og så lader være med brede sig ud over alt muligt andet, men går mere i dybden med de ting, som faktisk giver mening, og hvor det europæiske samarbejde har vist en styrke.

I forhold til den økonomiske politik på det økonomiske og budgetmæssige område står vi i de kommende år også over for nogle milepæle. Der skal vedtages et nyt 7-årigt budget for EU fra 2021 til 2027, og det er vigtige forhandlinger. Regeringen gør, hvad den kan for at få et moderne og et effektivt budget på 1 pct. af EU 27's bni med fokus på at prioritere netop de områder, hvor EU tilfører størst merværdi for borgerne og for virksomhederne. EU-landene udgør jo tilsammen verdens absolut største økonomi. Det indre marked er verdens mest udviklede frihandelsområde med en stor værdi for dansk økonomi. Senest i sidste uge deltog jeg i Asien-Europatopmødet, og hvis man lægger Asien og Europa sammen, står vi for 60 pct. af verdens befolkning og 65 pct. af verdens bni. Det fortæller jo lidt om, at vi har nogle alliancemuligheder og muligheder for at arbejde andre steder, når vi oplever en brydningstid, som vi gør i øjeblikket, med de udfordringer, der kommer fra USA.

Et af de vigtigste områder i det europæiske samarbejde er handelspolitikken. Og det har været et turbulent år, netop på grund af en truende handelskrig med USA. Den er dog i hvert fald midlertidigt heldigvis afværget. Frihandel bidrager til fred og stabilitet, det er med til at trække mennesker ud af fattigdom, og det er godt. Jeg er derfor glad for den fremgang, der har været i EU's frihandelsaftaler med lande som f.eks. Japan.

Migrationsspørgsmålet er også blevet berørt i dagens debat. På migrationsområdet har EU's indsats også gjort en forskel. EU's aftaler og samarbejde med oprindelses- og transitlandene har haft en positiv effekt på migrationen, og det samlede tal for irregulære migranter og flygtninge er nu nede på samme niveau som før 2015. Selvfølgelig skal vi ikke bare læne os tilbage. Der vil stadig væk være udfordringer, og dem skal vi tage fat i.

Så er der sikkerhed og terrorbekæmpelse, hvor EU i de seneste år markant har styrket samarbejdet om at imødegå truslerne mod vores sikkerhed. Det er sket gennem konkrete nye initiativer som f.eks. Den Europæiske Forsvarsfond og etableringen af et permanent struktureret forsvarssamarbejde, PESCO, blandt 25 medlemslande. Danmark kan som følge af forsvarsforbeholdet jo ikke deltage i PESCO, ligesom vi er afskåret fra at bidrage til EU's militære stabiliseringsindsatser i og omkring Europa. Personligt og i hvert fald på Liberal Alliances vegne kan jeg sige, at det er vi kede af. Vi ville gerne se forsvarsforbeholdet forsvinde, men det er virkeligheden, og den skal selvfølgelig respekteres. Men vi deltager dog i forsvarsfonden og bidrager markant til EU's civile missioner inden for den fælles forsvars- og sikkerhedspolitik. Danmark støtter også varmt op om Kommissionens cyberpakke og EU-sanktionsregimet på kemiske våben så vel som det udbyggede EU-NATO-samarbejde.

I forhold til eksterne relationer er EU selvfølgelig en afgørende platform for Danmark, når det kommer til varetagelse af vores interesser internationalt. Danske værdier og dansk økonomi har stærkt brug for en regelbaseret international orden. Vi ser imidlertid på nuværende tidspunkt den internationale regelbaserede orden udfordret på en række områder gennem Ruslands aggressive adfærd, et mere tilbagetrukket USA på den globale scene og Kinas ambitioner om at spille en større og mere aktiv international rolle. Der er ikke nogen nemme svar på de udfordringer, men når EU taler med én stemme og samtænker alle værktøjerne i værktøjskassen, så kan vi i Europa gøre en reel forskel. Det har f.eks. vist sig i forhold til Rusland og i det internationale arbejde med at bekæmpe klimaforandringerne. Og klimaforandringerne berører os alle sammen. Det er en global problemstilling og et globalt ansvar at søge at få løst, et globalt ansvar kombineret med et personligt ansvar. EU er forkæmper for en ambitiøs implementering af Parisaftalen og har en nøglerolle regionalt såvel som internationalt. Vi er i EU på det ambitiøse hold i forhold til CO 2 -reduktioner og mere grøn energi.

EU-samarbejdet er centralt for Danmarks tryghed og velstand. Det er sådan set det grundlæggende. Med EU-samarbejdet står Danmark stærkere, end vi gør alene. De muligheder, som f.eks. det indre marked og EU's frihandelsaftaler skaber, kan vi udnytte, når vi er i det her samarbejde, det kan vi ikke gøre alene. Gennem vores værdifællesskab omkring demokrati, frihedsrettigheder, internationalt regelbaseret samarbejde er vi i EU i en bedre position til at fremme og kæmpe for disse værdier internationalt. Tak for ordet.

Der er en enkelt til kort bemærkning for nærværende. Nu er der to. Jeg giver først ordet til hr. Kenneth Kristensen Berth, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Nu er det jo efterhånden ved at være 2 år siden, at Liberal Alliance indtrådte i regeringen. Modsat mange af mine partifæller modtog jeg faktisk den nyhed med en vis glæde – måske nærmest begejstring – fordi jeg jo netop havde oplevet, at Liberal Alliance og Dansk Folkeparti havde haft et så godt samarbejde i forhold til afvisningen af retsforbeholdet.

Så står vi her 2 år efter, og jeg må bare sige, at jeg har så uendelig svært ved at se, hvor det er, Liberal Alliance har præget EU-politikken konkret i en mere skeptisk retning. Jeg er godt klar over, at udenrigsministeren fik en ja-kasket i tiltrædelsesgave af den tidligere udenrigsminister, men jeg havde ikke troet, at den ville blive taget så alvorligt, som det er tilfældet. Men det kan jo være, at jeg tager fejl, så måske kunne jeg bare bede udenrigsministeren om at nævne sådan 3-4 konkrete sager, hvor udenrigsministeren mener at man har trukket regeringen i en mere EU-skeptisk retning.

Ministeren.

Jeg ved ikke, om vi nogen sinde har lovet, at vi skulle trække noget som helst i en mere EU-skeptisk retning – vi ville gerne have det fokuseret. Vi har det sådan lidt med EU, som vi har det i diskussionen mellem velfærdssamfund og velfærdsstat, nemlig at vi ikke går ind for en velfærdsstat, men at vi sådan set går ind for et velfærdssamfund, som fokuserer på kerneydelser. Sådan har vi det også med det europæiske samarbejde.

Men der er da ting, hvor regeringen har skiftet position i forhold til, hvor den lå tidligere. F.eks. har vi sagt åbent og ærligt og tydeligt nu, at vi ikke mener, at det giver nogen mening at gå den vej, som meget EU-positive mennesker måske synes, nemlig at Tyrkiet skal indlemmes i EU. Det har vi sagt tydeligt og klart: De forhandlinger skal stoppes.

Spørgeren til anden korte bemærkning.

Det tager jeg hatten af for og siger, at hvis det er det, som Liberal Alliance kan prale af efter 2 år i forhold til EU-skepsis, så er det sådan set, som det er. Men jeg må bare sige, at jeg havde håbet på mere,

Jeg ved godt, at udenrigsministeren ikke mener, at Liberal Alliance er EU-skeptisk, men jeg erindrer bare, at før udenrigsministeren tiltrådte som udenrigsminister, så fik udenrigsministeren, som ikke var udenrigsminister på det tidspunkt, sagt, at Liberal Alliance var endnu mere EU-skeptisk end Dansk Folkeparti, og det kunne man aflæse af den konkrete stemmeafgivning. Det var jo derfor, jeg havde så store forventninger og blev så ked af, at de sådan lidt har lidt skibbrud.

Ministeren.

Det er jo altid kedeligt at skulle skuffe folk. Måske er det vanskeligere, når man skuffer falske forventninger eller selvopstillede forventninger for andre; så har man jo ikke lovet noget på forhånd, som man skulle leve op til. Men derfor kan det jo alligevel godt virke skuffende, hvis man ikke gør det.

Jeg synes faktisk, at f.eks. noget af det arbejde, som regeringen gør, med at fokusere på, hvordan vi implementerer lovgivningen, så vi ikke nødvendigvis bare overimplementerer, altså har for meget jahatten på – for nu at bruge det billede – end nødvendigt. Det er et godt eksempel på, at regeringens politik er fokuseret på at sørge for, at det, vi gør i det europæiske samarbejde, er, at vi får rigtig mange gode ting ud af det på danskernes vegne, men ikke kommer til at spænde ben for os selv.

Den næste til en kort bemærkning er fru Aaja Chemnitz Larsen. Værsgo.

Mange tak. Også tak for ordene fra udenrigsministeren. Jeg synes dog ikke, at udenrigsministeren var inde på det spørgsmål, som jeg stillede, altså netop det her med, om regeringen har tænkt sig at gøre noget i forhold til at varetage både danske og grønlandske interesser i forhold til den flerårige finansielle ramme, som der er lagt op til, herunder mere specifikt i forhold til partnerskabsaftalen.

Jeg kunne måske spørge på en lidt anden måde, sådan lidt mere åbent: Hvad kan regeringen helt konkret gøre for at påvirke EU? Der er ingen tvivl om, at de danske medlemmer af Europa-Parlamentet har en rigtig stor rolle at spille i forhold til et kommende budget for EU – men hvad kan regeringen gøre? Tak.

Ministeren.

Jeg er fuldstændig klar over det instrument, som der har været talt om, og jeg går ud fra, at det er det samme, vi taler om, for det er et meget vigtigt instrument for Grønland, ikke mindst den grønlandske uddannelsessektor, som spørgeren var inde på. Regeringen har derfor arbejdet tæt sammen med Grønland for at sikre det bedste mulige resultat for Grønland i lyset af den vanskelige forhandlingssituation.

I Europa-Kommissionens forslag til retsakter om bl.a. EU-støtte til Grønland, som blev offentliggjort den 14. juni, lægges der op til en fornuftig bevilling til Grønland, ikke mindst set i lyset af budgetudfordringerne foranlediget af brexit og EU's nye prioriteter. Nu ser vi frem til at indlede forhandlingerne i Rådet, hvor vi fortsat vil arbejde hårdt for at sikre en god løsning.

Tak. Spørgeren ønsker ikke ordet til anden korte bemærkning? Nej.

Det vil så sige, at der ikke er flere, der har bedt om ordet, og så er forhandlingen sluttet.