Spm. nr. S 636 (omtrykt)

1) Til justitsministeren af:

Christian Langballe (DF) (medspørger: Pernille Bendixen (DF) ) :

Hvad er ministerens holdning til den såkaldte Århusmodel, hvor hjemvendte syrienskrigere kommer igennem et indslusningsprogram – er ministeren ikke bekymret for, at disse syrienskrigere udgør en alvorlig trussel og sikkerhedsrisiko i forhold til det danske samfund, og hvilke overvejelser har regeringen gjort sig i så henseende?

Værsgo til at læse spørgsmålet op.

Tak, formand. Spørgsmålet lyder: Hvad er ministerens holdning til den såkaldte Aarhusmodel, hvor hjemvendte syrienskrigere kommer igennem et indslusningsprogram – er ministeren ikke bekymret for, at disse syrienskrigere udgør en alvorlig trussel og sikkerhedsrisiko i forhold til det danske samfund, og hvilke overvejelser har regeringen gjort sig i så henseende?

Tak. Det er ministeren.

Tak for spørgsmålet. Jeg vil gerne være helt klar: Fremmedkrigere har jo i mine øjne vendt Danmark ryggen, og hvis de vender tilbage til Danmark, skal de først og fremmest straffes for deres forbrydelser, hvis det overhovedet kan lade sig gøre. Det er også derfor, at regeringen ligesom den tidligere V-regering har styrket det strafferetlige værn på området, og det er jo sket i samarbejde med ikke mindst Dansk Folkeparti. Der er allerede faldet dom over en række fremmedkrigere, som er vendt tilbage til Danmark, men strafforfølgelse kan jo ikke stå alene. Vi skal jo også forebygge og reducere risikoen for, at fremmedkrigere, der er vendt tilbage til Danmark, kommer til at udgøre en sikkerhedsmæssig trussel. Det har myndighederne et stort fokus på, og arbejdet foregår bl.a. i regi af den såkaldte danske model, også tidligere kendt som Aarhusmodellen.

Den danske model til at forebygge og bekæmpe ekstremisme og radikalisering er bygget op omkring et tæt samarbejde mellem de relevante myndigheder, herunder PET. Modellen går kort fortalt ud på, at forskellige typer af indsatser tilpasses forskellige målgrupper: Jo mere radikaliseret en person er, jo mere indgribende en indsats. Det gælder også for hjemvendte fremmedkrigere. Myndighederne bruger ganske enkelt de muligheder, der er for at skubbe personen i den rigtige retning. Vi bliver nødt til at tage målrettet fat i de her typer, og indsatsen mod ekstremisme og radikalisering sker jo både i fængslerne og uden for fængslerne.

Men myndighederne ser selvfølgelig løbende på, om indsatsen kan forbedres, så arbejdet med at imødegå truslen fra bl.a. hjemvendte fremmedkrigere – og de er jo en mangeartet størrelse – kan imødekommes bedst muligt.

Tak. Værsgo, hr. Christian Langballe.

Når jeg rejser spørgsmålet, er det selvfølgelig, fordi det bekymrer mig, at mennesker, der har kæmpet nede i Islamisk Stat, kommer hjem til Danmark, altså når man tænker på, hvilke forbrydelser de har været med til at begå, eller i hvert fald hvilken terror de har tilsluttet sig ved at rejse derned. Det, som jeg synes er ret påfaldende, og det, som jeg ligesom er nået frem til, er faktisk, at det er meget, meget få, der fortryder, at de er rejst af sted.

Der er en franskmand, David Thomson, som har lavet en bog om de hjemvendte – den er både på fransk og på engelsk, og jeg har den engelske udgave – der viser, at det her er svært. Det er kompliceret, fordi de mennesker her udgør en konstant trussel. Når man tænker på, at der i det terrorangreb, der foregik på spillestedet Bataclan i Paris, hvor der var 129, der blev slået ihjel, var to hjemvendte syrienskrigere med – der var så en, der var hjemvendt fra Yemen og havde kæmpet hellig krig dernede – synes jeg, det er stærkt bekymrende, og jeg vil godt høre justitsministeren om, hvorvidt regeringen deler den her bekymring.

Det er jo ikke kun sådan de her syrienskrigere, der skal igennem et terapiprogram. Der er også et samfund – det danske samfund – som skal beskyttes, og de har jo netop vendt Danmark ryggen. Så jeg vil godt høre nogle overvejelser i den retning.

Værsgo.

Tak. Så vidt jeg husker det, har vi også i næste uge et samråd – eller to samråd, tror jeg – om det her emne, hvor vi nok kan komme lidt mere i dybden med det. For jeg er jo helt enig. Man kan jo ikke have to holdninger til det her.

Altså, det er jo nogle folk, der har gjort uhyrlige ting, og man rejser ned og kæmper for en fuldstændig vanvittig sag. Men når de så kommer hjem, er vi nødt til at forholde os til, hvad vi gør, og der er jeg jo enig i, at det er straf først, hvis det overhovedet kan lade sig gøre. Men så er de jo i samfundet, og så har vi vel alle sammen en interesse i at se på: Hvad gør vi så for at sikre, at de ikke er radikaliseret, sikre, at de ikke begår terrorhandlinger i Danmark? Det er jo noget af det, som modellen skal bidrage med, og det har vi vel også en fælles interesse i.

Værsgo, hr. Christian Langballe.

Jo, jo, men min pointe består så i, at så få faktisk fortryder, at de er taget derned. Det må jo så også betyde, at skulle der et eller andet andet sted opstå sådan en islamisk konflikt, vil de drage af sted igen med det her jihadønske.

Jeg ved godt, at det er kompliceret, og jeg ved godt, at der er nogle ting i det her, men jeg synes bare også, man bør overveje en måde, hvorpå vi beskytter danskerne imod de her tikkende bomber. For det mener jeg virkelig de er, og det er derfor, jeg stiller spørgsmålet.

Værsgo.

Nu går spørgsmålet jo også på holdningen til Aarhusmodellen, for der er jo to dele i det her. Vi beskytter jo danskerne bedst, ved at dem, der rejser derned, forhåbentlig bliver der, og kan vi overhovedet gøre noget for, at de ikke skal hjem, er det jo sådan set i alles interesse. Hvad angår dem, der så kommer hjem – og det er de jo kommet på forskellige tidspunkter – og som så er her, så er vi jo, hvis de ikke kan sidde i fængsel eller når de er færdige med at sidde i fængsel, nødt til for at beskytte danskerne at gøre alt, hvad vi kan, for at holde øje med dem og gøre alt, hvad vi kan, for at de bliver afradikaliseret og vender sig væk fra det, de har været en del af. Det siger jeg ikke er nemt, men det er vi jo nødt til at prøve, fordi alternativet er værre.

Tak. Så er der en medspørger. Værsgo, fru Pernille Bendixen, Dansk Folkeparti.

Tak for det. Jeg vil godt vende blikket mod danskerne og danskernes opfattelse af det, de ser der foregår – de ser det jo udefra, og vi ser det jo indefra. For dem at se er det jo en belønningsadfærd. Det signal, vi sender, er jo: Tag ned og kæmp for en fremmed stat, Islamisk Stat, kom hjem til Danmark, få en uddannelse, og få bagefter et job.

Der vil jeg egentlig godt høre ministeren: Hvordan tror ministeren at en arbejdsløs dansker ser på det her? En dansker, der kæmper for at få et arbejde, men som ikke kan komme ind på arbejdsmarkedet, ser en jihadist komme tilbage til Danmark og i øvrigt ustraffet få en gave. Dem, der er tale om i den her artikel, er ustraffede, de har aldrig fået en straf. De får en uddannelse gratis, og de får så bagefter et job. I øvrigt bliver de jo sluppet efter endt exitprogram, så der aner vi jo ikke, hvad de render rundt og foretager sig.

Værsgo.

Det sidste vil jeg nok lige anholde. Altså, der sker en vurdering af, hvem vi skal holde øje med, og hvem der ikke skal holdes øje med, og jeg overlader trygt til PET og gode folk at vurdere, hvem det er, vi holder øje med, og hvordan. Det er vigtigt for mig at sige, at man jo ikke får en særbehandling på den måde.

Altså, vi har jo i fællesskab strammet reglerne. Det betyder netop, at vi kan tage passet fra dem og også kan tage statsborgerskabet fra dem, hvis det er en mulighed. Vi kan straffe dem rigtig, rigtig hårdt. De er så taget af sted på forskellige tidspunkter, og nogle af dem er også taget af sted, før vi i fællesskab fik lavet en ret stram lovgivning på det her område, og det er selvfølgelig én udfordring. Selve Aarhusmodellen handler jo ligesom modellen generelt i Danmark om, at vi skal gøre noget for, at de så ikke kommer til at udøve en handling på dansk grund eller noget andet sted i Europa eller resten af verden. Det er jo det, vi skal arbejde for.

Så vi har en interesse i, at de bliver borgere, som fungerer i vores samfund, når de nu er her og vi nu ikke kan komme af med dem, efter at de har udstået deres straf. Så er det da bedre, at vi prøver på at få fat i nakken af dem, end at vi bare lader dem rende frit rundt, selv om vi ikke kan lide dem, for det kan vi ikke.

Værsgo.

Det er vi selvfølgelig fuldstændig enige i. Men alligevel fremstår det fuldstændig absurd, at man på en eller anden måde har den her tro på, at det lykkes. Jeg vil ikke sige noget ondt om PET eller nogen som helst andre, for jeg er sikker på, at de alle sammen gør deres bedste, og at de er rigtig dygtige og alt det der. Det er jo bare tit sådan, når vi hører om nogen, der er blevet radikaliseret og har begået terror, at vi alle sammen står måbende tilbage, med hensyn til hvorfor personen, der var sådan en velintegreret og veluddannet person, der talte dansk, og som havde danske venner, alligevel valgte at tage ned og kæmpe for den fremmede stat. Der savner jeg bare noget, for hvordan kan vi overhovedet vide, at man lykkes med det?

Værsgo.

Der kommer en evalueringsrapport om selve den her model, altså om arbejdet med det. Den skulle komme inden for en uges tid, så vidt jeg er orienteret. Jeg har endnu ikke haft lejlighed til at se den, men de foreløbige meldinger, jeg har fra f.eks. PET, er jo, at man kan se rigtig mange gode ting i det her. For hver gang vi kan få nogen væk fra de her tanker, den her måde at agere på, så er det jo godt. Problemet er så bare, hvis de bliver ved med at komme i nogle yderliggående moskeer eller noget andet, at det bliver lidt håbløst.

Altså, jeg kan næsten ikke forestille mig andet, end at vi er fuldstændig enige om, at det her er et kæmpe problem, vi skal arbejde med. Jeg synes bare, at vi som samfund er nødt til at gøre, hvad vi kan, for at få dem væk fra det, når de nu er her – dem, vi nu ikke kan komme af med.

Tak. Så er det igen hr. Christian Langballe. Værsgo.

Tak. Jeg tror, jeg vil følge lidt det samme spor, i samme boldgade, når det nu viser sig, at den her franske journalist, David Thomson, siger, at det er bemærkelsesværdigt, hvor få succeshistorier der er med at afradikalisere syrienskrigere. For det, der er problemet med syrienskrigere, er i hvert fald for nogles vedkommende, at de er veluddannede; at de er velformulerede; at de på overfladen er rationelle i deres tilgang, og at de så har den her ekstremt mørke side, som jo er den moderne islamisme – den dækker sig ind under veltalenhed og fornuft, ikke?

Hvordan kan vi være sikre på, at det så faktisk også holder med Aarhusmodellen, altså at den indsats, der foregår, faktisk bærer frugt, eller hvad? Er det sådan, at man måske godt kunne formode, at det er sådan et ørkesløst projekt, som egentlig bare er til beroligelse af folk, der sidder derude og faktisk er lidt bekymrede?

Værsgo.

Jeg mener ikke, at vi har noget alternativ, men jeg vil ikke stikke nogen blår i øjnene. Jeg tror ikke, at der findes nogen garanti for, at det her bare lykkes, det tror jeg simpelt hen ikke der gør. Jeg kender ikke noget menneske, der arbejder med forebyggende arbejde, der vil give en garanti for, at hvis vi bare laver det her program, får vi ingen problemer. Men ikke at gøre noget er bare ikke en mulighed.

Så jeg tror, at vi skal gøre noget for at fastholde dem og holde dem ude af det, men vi skal ikke være naive, og derfor skal man jo huske at holde øje med, hvad de går og laver.

Tak. Spørgsmålet er afsluttet.

Så skal jeg lige sige, at spørgsmål nr. 4 og 5 (spørgsmål nr. S 645 og S 646) af Søren Egge Rasmussen (EL) til energi-, forsynings- og klimaministeren udgår efter aftale mellem ministeren og spørgeren.

Spørgsmålene overgår til besvarelse onsdag den 27. marts 2019.

Det næste spørgsmål er til udlændinge- og integrationsministeren af Martin Henriksen (DF).