Tak for det.
Må jeg ikke starte med at sige, at jeg og regeringen aldrig kunne drømme om at gå med på et papir, som svækker vores muligheder for at føre den stramme udlændingepolitik, vi fører i Danmark.
Den har vi ført i fællesskab.
Den virker.
Der er det laveste antal asylansøgere, der er set i Danmark i 9 år.
Jeg talte lige med fru Mette Frederiksen om bl.a.
problemet med at udvise folk, der ikke har noget legalt opholdsgrundlag i Danmark.
Der skal vi have fremskridt.
Det får vi ikke uden et internationalt samarbejde.
Og det papir, der ligger her, er et FN-papir – det er sjældent, man ser så meget opmærksomhed omkring et FN-papir, som man ser her.
Men jeg må også sige, at når jeg selv har fulgt debatten om det her FN-papir, som jo primært udfoldes på de sociale medier, har jeg aldrig før set så meget misinformation, som det, jeg har lagt øje og øre til.
Vi har haft en grundighed omkring det her.
Vi har foretaget en juridisk analyse.
Jeg stiller den gerne til rådighed for Folketinget og oversender den til det relevante udvalg, og det er vel Det Udenrigspolitiske Nævn, vil jeg tro.
For vi kunne ikke drømme om at gå med til noget, som svækker vores vilkår, eller som skaber nye forpligtelser for os.
Det mest interessante i det her papir set med mine øjne er det forhold, at det fastslås, at de lande, hvorfra de illegale migranter kommer, har en grundlæggende pligt til at tage dem tilbage.
Det signal har vi brug for, når vi, hvad vi arbejder benhårdt på i øjeblikket, både i Danmark og i EU-regi rækker ud til de lande ikke mindst i Afrika, hvorfra vi ser illegal migration.
Så der er ikke nogen juridisk binding.
Det svækker ikke vores muligheder for at føre vores politik.
Min egen læsning er den, at det forbedrer vores mulighed for at fastholde vores stramme asylpolitik.
Der kommer ikke en eneste migrant hverken lovligt eller illegalt mere ind i Danmark på grund af det her papir.
Men jeg har også noteret mig den bekymring, som papiret – i den læsning, det i hvert fald bliver undergivet på de sociale medier – skaber.
Derfor vil Danmark afgive en stemmeforklaring, og jeg har sådan set i de seneste uger med afsæt i det møde, jeg holdt på Marienborg med premierministerkolleger fra lande i Europa, som også har en liberal tilknytning, arbejdet ret hårdt på at få opbakning til sådan en stemmeerklæring.
Inden jeg så får frataget ordet, vil jeg sige, at jeg meget gerne vil foranledige, hvis der er en interesse for det i det relevante folketingsudvalg, at en relevant minister møder op og gør nærmere rede for det arbejde, som vi altså befinder os midt i, hvor vi vil afgive en stemmeforklaring, der præciserer Danmarks position.