Spm. nr. US 25

Tak for det, og tak til statsministeren for indledningen. Jeg vil gerne følge op på det her spørgsmål omkring syrienskrigere eller fremmedkrigere, jihadister eller hvad de her mennesker, der har lavet nogle af de mest forfærdelige ting, noget af den mest hårdkogte kriminalitet, bliver benævnt som.

Udenrigsministeren har jo også været på banen, og nu ved jeg godt, at statsministeren måske for tiden mener, at der er nogle af ministrene, der kommer til at tweete eller slå ting op på Facebook lidt hurtigt, så noget skal trækkes tilbage. Men her er det måske alligevel lidt værd at bemærke, at udenrigsministeren i forhold til det her med at tage jihadister eller fremmedkrigere, syrienskrigere tilbage til Danmark skrev: Nej, og ikke tak, bare nej. De har svigtet alt, hvad Danmark står for.

Det synes jeg faktisk er fuldstændig rigtigt beskrevet. Jeg tror, at rigtig mange danskere vil have svært ved at forstå, at nogle mennesker, der er taget derned, og som jo ikke bare har svigtet Danmark, men i virkeligheden har kæmpet imod Danmark, skal tilbage til Danmark og ind i vores velfærdssamfund.

Vi ved jo godt, hvad der kommer til at ske, hvis de kommer tilbage til Danmark. Så står den danske stat klar med beskikkede advokater og lignende, fordi retssikkerheden jo søreme virkelig skal varetages på betryggende vis. Tvivlen nager hos mange, i forhold til om de så nogen sinde får en straf for de ugerninger, de rent faktisk har gjort. For kan man ved en dansk domstol få løftet bevisbyrden i et omfang, så de her mennesker får en straf for det, de har gjort?

Derfor synes jeg virkelig, at det er utrolig vigtigt, at vi får en diskussion her i Folketinget om, hvordan det sikres, at de her mennesker bliver stillet til ansvar for de ugerninger, de har gjort. Er det ikke rigtigt, at det kun kan finde sted, hvis man finder en model for at kunne strafforfølge lokalt i nærheden af det område, hvor de også har begået ugerningen? Og så må man jo finde modellen for det.

Men så starter det jo med, at de ikke kommer til Danmark; så starter det med, at vi holder os dem fra livet, mens vi så samarbejder med andre lande om at finde en model for, at de kan strafforfølges lokalt. Det synes jeg i virkeligheden gerne jeg vil høre statsministerens uddybende tanker om.

Tak, og værsgo.

Tak for det. Det er desværre meget sjældent, at der er noget, i hvert fald i mit liv, som er meget enkelt og meget sort-hvidt. Det er jo den eneste gang, man sådan kunne flirte med tanken om, at det kunne være sjovere at være i opposition, fordi så blev det hele sådan lidt mere enkelt.

Udenrigsministeren har jo givet udtryk for en holdning, som jeg er enig i. Altså mennesker, der har forrådt Danmark, som har flyttet sig med henblik på at kæmpe kalifatets sag og dermed kæmpe mod alt, hvad vi står for, og kun vil os det ondt, har vi sådan set ikke nogen ambition om at se på vores breddegrader igen. Det er jo en holdning.

Så er der så den udfordring, at de her mennesker kommer lidt under forskellige former. Der er nogle, der er statsborgere fra fødslen af, altså er født i Danmark; der er nogle, der er blevet danske statsborgere og også har et andet statsborgerskab. Så det er sådan lidt en blandet gruppe. Og der er det bare sådan, at hvis man er dansk statsborger og vender tilbage til Danmark, findes der ikke den metode til at sige: Det kan du ikke. Og så må det være sådan, at vi straffer folk.

Når det så er sagt, er jeg sådan set enig i – men det er jo så heller ikke noget, Danmark kan gøre alene – at det ville være godt, hvis man i det internationale samfund kunne udvikle en metode til at få retsforfulgt de her mennesker, også tættere på deres gerningssted. For der er også noget med bevisets stilling, som i virkeligheden antydes i den måde, der bliver spurgt på. Det er så heller ikke så enkelt, for i forhold til Syrien har vi den linje, og den synes jeg vi skal stå vagt om, at vi ikke anerkender Assads regime, og derfor har det i hvert fald sin begrænsning, om man er i stand til at opbygge sådan et krigstribunal på syrisk grund under det regime, vi har i øjeblikket.

Hvor fører det mig hen? Det fører mig hen til det, jeg i virkeligheden også svarede fru Mette Frederiksen, nemlig at de internationale muligheder i det her ikke er udtømte, og at det må være en opgave også for Europas udenrigsministre at prøve på at folde det her yderligere ud.

Tak. Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Tak. Det er godt, at det bliver udforsket yderligere, men det starter jo med, at de her mennesker ikke kommer til Danmark, hvis vi overhovedet kan undgå det. For ellers risikerer vi jo, at mens der snakkes, så begynder de her mennesker at flyde tilbage til Danmark. Jeg er med på, at de kommer i forskellige afskygninger, i forhold til om de har fået tildelt statsborgerskab herinde i Folketinget – for der har jo været et flertal for ganske mange statsborgerskaber til udlændinge gennem tiderne – eller om det er folk, der har statsborgerskab fra fødslen. Men det dækker jo ikke over andet, end at hvis en person begår narkokriminalitet i asiatiske lande, hvor man ved, at straffen for narkokriminalitet er hård, så har vi også en respekt for, at det land, hvor personen begår kriminaliteten, strafforfølger vedkommende, selv om vedkommende er dansker.

Sådan er det også her: De her mennesker skal strafforfølges lokalt. Jeg må sige, at jeg ikke synes, at vi skal have for fine fornemmelser, i forhold til hvordan vi får det til at fungere. De her mennesker har ikke udvist fine fornemmelser for Danmark og danske værdier – tværtimod. Og i de interviews, der er lavet rundtomkring, med nogle af de her fremmedkrigere, så er det jo også svært at finde folk, der sådan angrer. Tværtimod kan journalister finde det ene eksempel efter det andet på, at folk faktisk siger, at de egentlig synes, at det, de gjorde, var okay, og at de ville gøre det samme på mange leder og kanter. Det er jo forfærdeligt at se på, og det er forfærdeligt at tænke på, at de mennesker så i givet fald når at komme til Danmark, inden vi har fundet ud af, hvordan vi skal håndtere det.

Tak. Statsministeren.

Jamen jeg har ikke nogen sådan specielt fine fornemmelser. Jeg har en fornemmelse for at skulle overholde landets grundlov og de internationale forpligtelser, vi har påtaget os. Så har jeg en fornemmelse for, at vi også skal passe på vores sikkerhed, og det er derfor, det bliver en lille smule mere komplekst. Jeg er sådan set grundlæggende enig i, at hvis man kunne udvikle en international løsning, hvor man kunne strafforfølge folk for forbrydelser, de havde begået, tæt på gerningsstedet, så ville det være langt at foretrække. Når det her bliver lidt kompliceret – jeg kender godt de nemme svar, og jeg kunne også godt bare vælge at give dem, men jeg synes trods alt, at det er min opgave at bevare fuld seriøsitet i det her – er det, fordi der også vil være nogle af dem, der er derude, som heller ikke lokalt vil kunne dømmes, fordi man ikke vil kunne løfte bevisbyrden for, at de har begået en egentlig krigsforbrydelse, og som derfor eventuelt vil blive frikendt og så derefter vil kunne rejse hjem. Så det her er mere komplekst end som så.

Til det med at passe på vores sikkerhed hører jo også, at vi har et skarpt øje på, hvad det er for en gruppe, og det kan jeg garantere for at vi har. Vi tager det her ekstremt alvorligt. Vi har en myndighedsgruppe på tværs af forskellige ressortområder, også med en rækkevidde, som jeg ikke her i Folketingssalen vil kunne give et detaljeret indblik i, for at have så tæt et overblik som muligt over, hvad det er for nogle mennesker, vi taler om, hvor mange de er, hvem de er, og hvad det er for en risiko, de eventuelt kunne udgøre. Så ja, det er fint at udvikle noget internationalt, men vi er også nødt til at påtage os det nationale ansvar, at vi har et øje på de her mennesker, og det betyder også at have et øje på de mennesker, som måske eventuelt af egen drift defilerer hjem mod Danmark. Det har vi jo set, og vi har også set folk, der er kommet ind i landet, og som er blevet strafforfulgt, og som har fået taget deres statsborgerskab.

Tak for det. Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Jeg vil bare lige sige, at det er fuldt seriøst at diskutere, hvordan vi kan sørge for, at nogle af de mest rædselsfulde mennesker, der har været i kamp imod både vores værdier og vores land, det, vi står for, bliver retsforfulgt lokalt og ikke kommer til Danmark og kører frihjul og kommer ind i det danske velfærdssamfund igen – det er fuldt seriøst. Vi kommer tilbage til det, og vi skal nok sørge for, at vi her i Folketinget kommer tilbage til det her emne.

Det, jeg også vil nå at spørge statsministeren om, er så noget helt andet, og det skal jeg bare nå, for der kom jo en rapport omkring ældres vilkår – statsministeren var inde på det her i starten af spørgetimen – og jeg vil bare spørge statsministeren, om han er med på, at den viser, at selv om vi de sidste par år har øget ressourcerne til ældreområdet, er vi ikke i mål endnu; der skal mere til i de kommende år. Undersøgelsen viser, at selv om man tager højde for den effekt, vi kan se, med sund aldring, som vi tit diskuterer, og rehabilitering, så er andelen af svage ældre, der modtager hjemmehjælp til rengøring og andre praktiske opgaver, halveret i perioden 2007-2017, og selv med de tiltag, vi har taget de sidste par år med mere end 1,5 mia. kr. ekstra om året til ældreområdet, så har vi diskussioner med kommunerne om, at de ikke altid bruger pengene til det, de skal. Men så er der, kan vi se af rapporten, behov for, at vi også de kommende år øger indsatsen på ældreområdet. Og det vil jeg bare gerne have at statsministeren bekræfter at vi ser ens på, og at det er det spor, vi arbejder for.

Værsgo.

Må jeg ikke bare sige, at jeg jo godt kan være seriøs, uden at andre er useriøse. Jeg tror også, man kunne se, at jeg ledte efter ordene. Altså, nuancerne tror jeg var det ord, jeg ledte efter.

I forhold til det andet spørgsmål: Jamen det er jeg sådan set meget enig i – det er jeg meget enig i. Vi har jo oprustet det her område. Det har vi gjort efter en regering, som nogle måske kan huske aftalte lavere servicerammer med kommunerne, altså færre penge aftalt med kommunerne, der skulle bruges på kommunal service. Oven på det kom der en regering, som støttet af Dansk Folkeparti og også på foranledning af Dansk Folkeparti ad flere omgange har løftet bevillingerne til kommunerne og en del af det målrettet ældreområdet.

Er det så godt nok? Nej, det er det ikke. Og jeg tror, det her ligesom har to indikationer – det ene handler om, at vi er nødt til fremadrettet at have en betalingsvilje, altså i forhold til når vi laver kommuneaftaler, og det andet handler om, hvad der så sker i kommunerne. For noget af det, vi ser her, er jo kommuner, som har fået ret store beløb fra værdighedsmilliarden og andet, som altså øjensynlig ikke har fået brugt pengene til det formål. Og det handler jo ikke om vores betalingsvilje. Det handler jo om, at der er et eller andet styringsmæssigt, der ikke er i orden her. Jeg bliver forarget, når jeg på tv kan se ældre mennesker, der ikke kan få gjort rent andet end med 5 ugers mellemrum. Og det kan ikke holde – det har vi et ansvar for, og det har kommunerne også. Jeg tror ikke, vi kan løfte det alene. Altså, vi er nødt til også at snakke med kommunerne om: Skal det her styres strammere? Skal de ældre have nogle rettigheder?

Tak for det. Så er det fru Pernille Skipper, Enhedslisten.