EUU, Alm.del - 2018-19 (2. samling) - Bilag 10: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 7/6-19

Europaudvalget 2018-19 (2. samling)
EUU Alm.del Bilag 10
Offentligt

Udenrigsministeriet

Juridisk Tjeneste, EU-retskontoret

Asiatisk Plads 2

–

1448 København K

Tlf.: 33 92 03 24 Fax: 33 92 03 03

Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse

JTEU j.nr. 2015 - 30240

7. juni 2019

Til orientering fremsendes nedenstående liste over EU-Domstolens aktiviteter i den indeværende uge

samt i de kommende to uger i retssager, som har den danske regerings interesse. For så vidt angår sager,

hvor der er nedsat procesdelegation, indeholder listen oplysninger om tidspunktet for mundtlig

forhandling, fremsættelse af generaladvokatens forslag til afgørelse (GA) og afsigelse af dom. I sager, der

i øvrigt følges af den danske regering, oplyses der om tidspunkt for generaladvokatens forslag til afgørelse

og afsigelse af dom. Generaladvokatens udtalelser og EU-Domstolens domme offentliggøres på EU-

Domstolens hjemmeside (http://curia.europa.eu/) på selve datoen for fremsættelse eller afsigelse.

Der tages forbehold for, at listen er udarbejdet på baggrund af EU-Domstolens retslister, og at EU-

Domstolen med kort varsel kan foretage ændringer i egne retslister.

Liste over sager, hvor der nedsat procesdelegation:

Sagsnr.

C-591/17

Titel og kort sagsresumé

Republikken Østrig mod Forbundsrepublikken

Tyskland

Påstande:

—

Det fastslås, at Forbundsrepublikken

Tyskland har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel

18 TEUF, 34 TEUF, 56 TEUF og 92 TEUF ved at indføre

afgift på personbiler via Infrastrukturabgabengesetz

(infrastrukturafgiftsloven) af 8. juni 2015 (BGB1. I s. 904),

som affattet ved artikel 1 i lov af 18. maj 2017 (BGB1. IS.

1218), og ved at fastsætte en undtagelse for ejere af

køretøjer, der er indregistreret i Tyskland, indført i

Kraftfahrzeugsteuergesetz (lov om afgift på

motorkøretøjer), som affattet ved bekendtgørelse af 26.

september 2002 (BGB1. I s. 3818), ved den anden

Verkehrsteueränderungsgesetz (lov om ændring af loven

om afgift på køretøjer) af 8. juni 2017 (BGB1. I s. 901) og

senest ændret ved lov om ændring af den anden lov om

ændring af loven om afgift på køretøjer af 6. juni 2017

(BGB1. I s. 1493).

—

Forbundsrepublikken Tyskland tilpligtes at betale

sagsomkostningerne.

Bajratari

[i] Kan indkomst fra beskæftigelse, som er ulovlig i

henhold til national lovgivning, helt eller delvist tages i

betragtning med henblik på at fastslå, at der rådes over

tilstrækkelige ressourcer i henhold til

unionsborgerdirektivets artikel 7, stk. 1, litra b)?

Deltager i PD

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Skatteministeriet

Transportministeriet

Processkri

Dom

Dato

18.06.19

C-93/18

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

Til orientering:

Beskæftigelses-

ministeriet

19.06.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (2. samling) - Bilag 10: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 7/6-19

[ii] I bekræftende fald kan betingelsen i artikel 7, stk. 1, litra

b), da være opfyldt i tilfælde, hvor beskæftigelsen anses for

usikker alene på grund af dens ulovlige karakter?

Liste over sager, der i øvrigt følges af den danske regering:

Sagsnr.

Forenede

sager

C-349/18,

C-350/18

C-351/18

Titel og kort sagsresumé

Kanyeba m.fl.

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører for det første

spørgsmålet, om retsforholdet mellem en passager, som ikke

køber rejsehjemmel, og befordringsselskabet er af

kontraktmæssig eller lovbestemt art. Hvis der ikke er nogen

kontrakt, opstår spørgsmålet, om passageren da kan begære

beskyttelse mod urimelige vilkår. Endvidere vedrører

anmodningen spørgsmålet, om artikel 6 i Rådets direktiv

93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i

forbrugeraftaler (EFT L 95, s. 29) i alle tilfælde er til hinder for,

at retten kan mildne et vilkår

–

i dette tilfælde den af NMBS

anvendte afgift

–

som anses for urimeligt, og i stedet anvende

almindelige ansvarsregler, og hvis dette ikke er muligt, under

hvilke omstændigheder kan retten da gøre dette.

EU-Domstolen er blevet forelagt følgende spørgsmål:

–

Skal artikel 9, stk. 4, i forordning nr. 1371/2007 af 23.

oktober 2007 om jernbanepassagerers rettigheder og

forpligtelser, jf. artikel 2, litra a), og artikel 3, i direktiv 93/13,

fortolkes således, at der altid opstår et kontraktmæssigt

retsforhold mellem befordringsselskabet og passageren, selv når

denne benytter sig af befordrerens tjenesteydelse uden at

erhverve en rejsehjemmel?

–

Såfremt det foregående spørgsmål skal besvares benægtende,

omfatter beskyttelsen i henhold til doktrinen om urimelige

vilkår også en passager, der benytter offentlig transport uden at

have erhvervet en rejsehjemmel, og som ved denne handlemåde

bliver forpligtet til betaling af en afgift ud over transportprisen

på grundlag af befordrerens almindelige bestemmelser, der

anses for almindeligt forbindende, fordi de er lovbestemte, eller

fordi de er blevet bekendtgjort i en officiel publikation fra

staten?

Er artikel 6 i Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om

urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler, der bestemmer, at

»[m]edlemsstaterne fastsætter, at urimelige kontraktvilkår i en

aftale, som en erhvervsdrivende har indgået med en forbruger, i

henhold til deres nationale lovgivning ikke binder forbrugeren,

og at aftalen forbliver bindende for parterne på i øvrigt samme

vilkår, hvis den kan opretholdes uden de urimelige

kontraktvilkår«, i alle tilfælde til hinder for, at retten kan mildne

det vilkår, som anses for urimeligt, eller i stedet anvende

almindelige regler?

–

Såfremt det foregående spørgsmål besvares benægtende,

under hvilke omstændigheder kan den nationale ret mildne det

vilkår, som anses for urimeligt, eller erstatte det ud fra

almindelige regler[?]

–

Såfremt det ovenstående spørgsmål ikke kan besvares

generelt, opstår det spørgsmål, om artikel 6 i direktiv 93/13 i

Interessent

Transport-,

Bygnings- og

Boligministeriet

Processk

ridt

Dato

11.06.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (2. samling) - Bilag 10: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 7/6-19

det tilfælde, hvor det nationale sporvejsselskab efter at have

grebet en passager i at rejse uden billet sanktionerer denne efter

civilretten med en afgift alene eller oven i billetprisen, og retten

kommer til det resultat, at afgiften er et urimeligt vilkår som

omhandlet i artikel 2, litra a), jf. artikel 3, i direktiv 93/13, er til

hinder for, at retten erklærer vilkåret for ugyldigt og anvender

almindelige erstatningsregler for at erstatte den skade, som det

nationale sporvejsselskab har lidt?

C-628/17

Orange Polska

Sagen vedrører: Skal artikel 8, sammenholdt med artikel 9 og

artikel 2, litra j), i Europa- Parlamentets og Rådets direktiv

2005/29/EF af 11. maj 2005 om virksomheders urimelige

handelspraksis over for forbrugerne på det indre marked og om

ændring af Rådets direktiv 84/450/EØF og Europa-

Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF, 98/27/EF og

2002/65/EF og Europa-Parlamentets og Rådets forordning

(EF) nr. 2006/2004 (EUT 2005, L 149, s. 22) fortolkes således,

at en erhvervsdrivendes anvendelse af en model til indgåelse af

fjernsalgsaftaler om levering af telekommunikationsydelser,

hvor forbrugeren skal træffe den endelige

transaktionsbeslutning under tilstedeværelse af den kurer, der

udleverer standardkontrakten (almindelige

forretningsbetingelser), skal anses for at være en aggressiv

handelspraksis i form af utilbørlig påvirkning: a) i alle tilfælde,

når forbrugeren under kurerens besøg ikke uhindret kan sætte

sig ind i standardkontraktens indhold b) kun i tilfælde, hvor

forbrugeren ikke forud og individuelt (f.eks. til sin emailadresse,

bopælsadresse) har modtaget samtlige standardkontrakter, selv

om han har haft mulighed for forud for kurerens besøg selv at

sætte sig ind i disses indhold på den erhvervsdrivendes websted

c) kun i tilfælde, hvor yderligere omstændigheder tyder på, at

den pågældende erhvervsdrivende eller andre på hans vegne har

foretaget urimelige handlinger med henblik på at indskrænke

forbrugerens valgfrihed med hensyn til den

transaktionsbeslutning, der skal træffes?

CFE

Sagen vedrører: Udgør en bekendtgørelse, hvorved en

institution i en medlemsstat udpeger et særligt bevaringsområde

i henhold til direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring

af naturtyper samt vilde dyr og planter, og som indeholder

bevaringsmålsætninger og generelle præventive foranstaltninger

af forskriftsmæssig karakter, en plan eller et program som

omhandlet i direktiv 2001/42/EF om vurdering af bestemte

planers og programmers indvirkning på miljøet? Nærmere

bestemt ønskes det oplyst, om en sådan bekendtgørelse er

omfattet af artikel 3, stk. 4, idet der er tale om en plan eller et

program, som fastlægger rammerne for fremtidige

anlægstilladelser til projekter, således at medlemsstaterne skal

afgøre, om den kan forventes at få væsentlig indvirkning på

miljøet i overensstemmelse med stk. 5? Skal artikel 3, stk. 2,

litra b), i direktiv 2001/42/EF om vurdering af [bestemte

planers og programmers] indvirkning på miljøet fortolkes

således, at en sådan bekendtgørelse om udpegning falder uden

for anvendelsesområdet for direktivets artikel 3, stk. 4?

VIPA

Skal artikel 3, litra k), og artikel 11, stk. 1, i Europa-

Parlamentets og Rådets direktiv 2011/24/EU af 9. marts 2011

Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsen

Forbrugerombuds-

manden

Dom

12.06.19

C-43/18

Miljø- og Fødevare-

ministeriet

Miljøstyrelsen

Energistyrelsen

Dom

12.06.19

C-222/18

Lægemiddelstyrelsen

12.06.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (2. samling) - Bilag 10: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 7/6-19

om patientrettigheder i forbindelse med grænseoverskridende

sundhedsydelser fortolkes således, at en national lovgivning, der

sondrer mellem to kategorier af recepter og kun for så vidt

angår en af dem tillader, at der udleveres lægemidler til en læge,

der udøver sin lægelige virksomhed i en anden stat end denne

medlemsstat, i strid medden gensidige anerkendelse af recepter

og den frie udveksling af tjenesteydelser og dermed uforenelig

hermed?

C-321/18

Terre wallonne

Sagen vedrører: 1. Er en bekendtgørelse, hvorved en institution

i en medlemsstat fastsætter bevaringsmålsætningerne for Natura

2000-nettet i overensstemmelse med direktiv 92/43/EØF om

bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter, en plan eller et

program som omhandlet i direktiv 2001/42/EF om vurdering

af bestemte planers og programmers indvirkning på miljøet, og

nærmere bestemt som omhandlet i nævnte direktivs artikel 3,

stk. 2, litra a), eller i artikel 3, stk. 4? 2. Skal en sådan

bekendtgørelse i bekræftende fald gøres til genstand for en

miljøvurdering i overensstemmelse med artikel 2001/42/EF,

selv om en sådan vurdering ikke kræves i henhold til direktiv

92/43/EØF, der har ligget til grund for vedtagelsen af

bekendtgørelsen?

Vodafone Magyarország

1) Skal artikel 49 TEUF, 54 TEUF, 107 TEUF og 108 TEUF

fortolkes således, at de er til hinder for en foranstaltning i en

medlemsstat, hvorved medlemsstatens lovgivning (lov om en

særafgift på telekommunikation) medfører, at den faktiske

afgiftsbyrde pålægges udenlandsk ejede afgiftspligtige personer?

Er den nævnte virkning indirekte diskriminerende? 2) Er artikel

107 TEUF og 108 TEUF til hinder for en medlemsstats

lovgivning, som fastlægger en afgiftspligt, der omfatter en

progressiv afgiftssats på omsætningen? Er det indirekte

diskriminerende, hvis dette medfører, at den faktiske afgifts

øverste trin hovedsageligt gør sig gældende for udenlandsk

ejede afgiftspligtige personer? Udgør denne virkning forbudt

statsstøtte? 3) Skal momsdirektivets artikel 401 fortolkes

således, at den er til hinder for en medlemsstats lovgivning, der

giver anledning til en sondring mellem udenlandske og

nationale afgiftspligtige personer? Anses den specifikke afgift

for at have karakter af omsætningsafgift? Er der med andre ord

tale om en afgift, der er forenelig eller uforenelig med

momsdirektivet?

Google

1. Skal begrebet »en tjeneste, [...] som udelukkende eller

overvejende består i overføring af signaler via elektroniske

kommunikationsnet« i artikel 2, litra c), i rammedirektiv

2002/21/EF fortolkes således, at det også omfatter eller

kanomfatte webbaserede e-mailtjenester, der leveres via det

åbne internet og ikke selv formidler adgang til internettet? a)

Skal begrebet nærmere bestemt fortolkes således, at allerede

den informationstekniske behandlingsydelse, som udbyderen af

en sådan emailtjeneste leverer via sin e-mailserver, idet

udbyderen knytter de deltagende fysiske forbindelsers IP-

adresser sammen med e-mailadresserne og lægger emails, der er

opdelt i datapakker, ud på det åbne internet eller

–

omvendt

–

modtager sådanne på basis af forskellige protokoller i

Miljø- og Fødevare-

ministeriet

Energistyrelsen

Dom

12.06.19

C-75/18

Skatteministeriet

Energistyrelsen

13.06.19

C-193/18

Kulturministeriet

Energi-, Forsynings-

og Klimaministeriet

Energistyrelsen

Dom

13.06.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (2. samling) - Bilag 10: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 7/6-19

internetprotokolfamilien, anses for »overføring af signaler«,

eller er det først transmissionen af disse datapakker via

internettet, som foretages af Internet (Access) Providers, der

udgør en »overføring af signaler«? b) Skal dette begreb nærmere

bestemt fortolkes således, at transmissionen af den i datapakker

opdelte e-mail via det åbne internet, der foretages af Internet

(Access) Providers, kan henregnes til udbyderen af en sådan e-

mailtjeneste, således at denne i så henseende også yder en

tjeneste, der består i »overføring af signaler«? På hvilke

betingelser er en sådan henregnelse i givet fald mulig? c)

Såfremt udbyderen af en sådan e-mailtjeneste enten selv

overfører signaler eller Internet (Access) Providers’

signaloverføringsydelse under alle omstændigheder kan

henregnes til denne udbyder, kan begrebet da navnlig fortolkes

således, at en sådan e-mailtjeneste uanset tjenestens eventuelle

yderligere funktioner såsom redigering, lagring og organisering

af e-mails eller administration af kontaktdata og uanset de

tekniske ressourcer, som udbyderen anvender til enkelte

funktioner, også »udelukkende eller overvejende« består i

overføring af signaler, eftersom tjenestens

kommunikationsfunktion ud fra et funktionelt brugersynspunkt

er den væsentligste funktion? 2. Såfremt det under punkt 1

nævnte begreb skal fortolkes således, at det som udgangspunkt

ikke omfatter webbaserede e-mailtjenester, der leveres via det

åbne internet og ikke selv formidler adgang til internettet, kan

kriterierne for dette begreb da alligevel undtagelsesvis være

opfyldt, når udbyderen af en sådan tjeneste samtidig driver

nogle egne elektroniske kommunikationsnet, der er forbundet

med internettet og som under alle omstændigheder også kan

anvendes til e-mailtjenesten? På hvilke betingelser er dette i

givet fald muligt? 3. Hvordan skal begrebet »normalt ydes mod

betaling« i artikel 2, litra c), i rammedirektiv 2002/21/EF

fortolkes? a) Er det nærmere bestemt en betingelse, at brugerne

betaler et gebyr, eller kan betalingen også bestå i en anden

modydelse fra brugerne, der er af økonomisk interesse for

tjenesteudbyderen, f.eks. idet brugerne aktivt stiller

personoplysninger eller andre oplysninger til rådighed eller

sådanne oplysninger på anden måde bliver registreret af

tjenesteudbyderen i forbindelse med anvendelsen af tjenesten?

b) Er det navnlig en betingelse, at betalingen nødvendigvis

foretages af den, der modtager tjenesteydelsen, eller kan en

delvis eller fuldstændig tredjepartsfinansiering af tjenesten,

f.eks. i form af reklame, der vises på tjenesteudbyderens

websted, være til tilstrækkelig? c) Henviser begrebet »normalt« i

denne sammenhæng nærmere bestemt til de omstændigheder,

hvorunder udbyderen af en konkret tjeneste leverer denne

tjeneste, eller til de omstændigheder, hvorunder identiske eller

sammenlignelige tjenester generelt leveres?

Forenede

sager

C-203/18

C-374/18

Deutsche Post et Leymann (sag C-203/18)

1. Is the exception set out in Article 13(1)(d) of Regulation

(EC) No 561/2006 of the European Parliament and of the

Council of 15 March 2006 as amended by Article 45(2) of

Regulation (EU) No 165/2014 of the EuropeanParliament and

of the Council of 4 February 2014 to be interpreted as covering

only vehicles or combinations of vehicles that are used

exclusively for the purpose of delivering packages in the

context of the universal service, or can it additionally be applied

where the vehicles or combinations of vehicles are used,

Transport-,

Bygnings- og

Boligministeriet

13.06.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (2. samling) - Bilag 10: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 7/6-19

predominantly or to a degree determined in some other way,

also for the purpose of delivering packages in the context of

the universal service? 2. In the context of the exception

referred to in the first question, for the purposes of assessing

whether vehicles or combinations of vehicles are used

exclusively or, as the case may be, predominantly or to a degree

determined in some other way, also for the purpose of

delivering packages in the context of the universal service, is

the general use of a vehicle or combination of vehicles to be

used as a basis for that assessment, or the specific use of a

vehicle or combination of vehicles for a single journey?

UPS Deutschland e.a. (sag C-374/18)

1. Skal artikel 13, stk. 1, i forordning (EF) nr. 561/2006

fortolkes således, at bestemmelsen kun tillader undtagelser fra

artikel 5-9 i forordning (EF) nr. 561/2006, såfremt et køretøj

tilhørende en befordringspligtig virksomhed, jf. definitionen i

artikel 2, stk. 13, i direktiv 97/67/EF, i henhold til artikel 13,

stk. 1, litra d), i forordning (EF) nr. 561/2006 alene og

udelukkende transporterer forsendelser som led i

befordringspligten, eller er undtagelser fra artikel 5-9 i

forordning (EF) nr. 561/2006 også tilladt, hvis de pågældende

køretøjer foruden de forsendelser, der transporteres som led i

befordringspligten, også befordrer andre forsendelser, der ikke

er omfattet af befordringspligten?

2.Såfremt spørgsmål 1 skal besvares således, at undtagelser fra

artikel 5-9 i forordning (EF) nr. 561/2006 også er tilladt, hvis

de pågældende køretøjer foruden de forsendelser, der

transporteres som led i befordringspligten, også befordrer

andre forsendelser, der ikke er omfattet af befordringspligten:

C-261/18

Europa-Kommissionen mod Irland

Påstande:

—

Det fastslås, at Irland har tilsidesat sine

forpligtelser i henhold til artikel 260 TEUF, idet Irland ikke har

truffet de nødvendige foranstaltninger til opfyldelse af punkt 1,

andet led, i konklusionen i Domstolens dom C-215/06 (1),

Kommissionen mod Irland.

—

Irland tilpligtes at betale

Europa-Kommissionen et fast beløb på 1 343,20 EUR ganget

med antallet af dage mellem domsafsigelsen i sag C-215/06 og

enten datoen for Irlands opfyldelse af sidstnævnte dom eller

den dato, hvor der afsiges dom i nærværende sag, afhængigt af

hvad der først indtræder, med et minimum for det faste beløb

på 1 685 000 EUR.

—

Irland tilpligtes at betale Kommissionen

en tvangsbøde på 12 264 EUR pr. dag fra datoen for afsigelsen

af dom i nærværende sag til datoen for Irlands opfyldelse af

dom C-215/06.

—

Irland tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Organisation juive européenne et Vignoble Psagot

Sagen vedrører: Påbyder EU-retten, og navnlig Europa-

Parlamentets og Rådets forordning nr. 1169/2011 af 25.

oktober 2011 om fødevareinformation til forbrugerne, såfremt

angivelsen af oprindelsen af et produkt, som falder ind under

denne forordnings anvendelsesområde, er obligatorisk, at det

angives, at et produkt kommer fra et område, der har været

besat af Israel siden 1967, og at det præciseres, at produktet

kommer fra en israelsk bosættelse, hvis dette er tilfældet?

Såfremt dette ikke er tilfældet, giver forordningens

Miljø- og

Fødevareministeriet

Udenrigsministeriet

13.06.19

C-363/18

Miljø- og Fødevare-

ministeriet

Forbrugerombuds-

manden

Toldstyrelsen

13.06.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (2. samling) - Bilag 10: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 7/6-19

bestemmelser, bl.a. bestemmelserne i forordningens kapitel VI,

da en medlemsstat mulighed for at kræve sådanne angivelser?

Forenede

sager

C-364/18

C-365/18

Eni m.fl.

Sagerne vedrører:

–

Er bestemmelserne i artikel 6, stk. 1, i

direktiv 94/22/EF og sjette betragtning hertil til hinder for en

national lovgivning, navnlig artikel 19, stk. 5a, i lovdekret nr.

625/1996, som fortolket af Consiglio di Stato i dom nr.

290/2018, hvorefter deter tilladt med henblik på betaling af

royalties at kræve anvendelse af energikvoteparameteren, som

er baseret på prisen for råolie og andre brændstoffer, i stedet

for Pfor-indekset, som er knyttet til gasprisen på

korttidsmarkedet?

Crédit mutuel Arkéa mod Den Europæiske Centralbank

(appel)

Påstande:

—

ophævelse af dom af 13. december 2017 (T-

712/15), hvorved Retten frifandt Den Europæiske Centralbank

(ECB) i det af Crédit mutuel Arkéa anlagte søgsmål med

påstand om annullation af ECB’s afgørelse af 5. oktober 2015

(ECB/SSM/2015

—

9695000CG7B84NLR5984/28) om

fastsættelse af de tilsynsmæssige krav, som finder anvendelse på

Groupe Crédit mutuel.

Crédit mutuel Arkéa mod Den Europæiske Centralbank

(appel)

Påstande:

—

ophævelse af dom af 13. december 2017 (T-

52/16), hvorved Retten frifandt Den Europæiske Centralbank

(ECB) i det af Crédit mutuel Arkéa anlagte søgsmål med

påstand om annullation af ECB’s afgørelse af 4. december 2015

(ECB/SSM/2015

—

9695000CG7B84NLR5984/40) om

fastsættelse af de tilsynsmæssige krav, som finder anvendelse på

Groupe Crédit mutuel.

C-612/16

C & J Clark International

(1) Finder en forældelsesfrist anvendelse på opkrævningen af

den antidumpingtold, der indførtes ved Kommissionens

gennemførelsesforordning (EU) 2016/1395 af 18. august 2016

og Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2016/1647

af 13. september 2016 (under ét »de anfægtede forordninger«),

og i givet fald på grundlag af hvilken retsforskrift? (2) Er de

anfægtede forordninger ugyldige, fordi de savner et gyldigt

retsgrundlag og derfor tilsidesætter artikel 5, stk. 1, og artikel 5,

stk. 2, TEU? (3) Er de anfægtede forordninger ugyldige, fordi

de tilsidesætter artikel 266 TEUF ved ikke at gennemføre de

nødvendige foranstaltninger til at opfylde Domstolens dom i de

forenede sager C-659/13 og C-34/14 C&J Clark International?

(4) Er de anfægtede forordninger ugyldige, fordi de tilsidesætter

artikel 10, stk. 1, i forordning (EU) 2016/1036 eller

retssikkerhedsprincippet (ikke tilbagevirkende kraft) ved at

indføre en antidumpingtold på importen af visse typer af

læderfodtøj med oprindelse i Folkerepublikken Kina og

Vietnam, som fandt sted i løbet af anvendelsesperioden for

Rådets forordning (EF) nr. 1472/2006 og Rådets forordning

(EU) nr. 1294/2009? (5) Er de anfægtede forordninger

ugyldige, fordi de tilsidesætter artikel 21 i forordning (EU)

2016/1036 ved at genindføre en antidumpingtold uden at

foretage en ny vurdering af Unionens interesser?

Erhvervsstyrelsen

Dom

19.06.19

Energistyrelsen

13.06.19

Forenede

sager

C-152/18

P og

C-153/18

Finanstilsynet

18.06.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (2. samling) - Bilag 10: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 7/6-19

C-607/17

Memira Holding

Sagen vedrører: 1) Skal det ved bedømmelsen af, om et

underskud i et datterselskab i en anden medlemsstat er endeligt

som bl.a. omhandlet i A-dommen

–

og moderselskabet dermed

kan opnå fradrag for underskuddet i henhold til artikel 49

TEUF

–

tages i betragtning, at der i henhold til reglerne i

datterselskabsstaten gælder begrænsninger for muligheden for

andre subjekter end underskudssubjektet selv for at opnå

adgang til fradrag af underskuddet? 2) Hvis en sådan

begrænsning som omhandlet i spørgsmål 1 skal tages i

betragtning, skal der da tages hensyn til, om der i den

pågældende sag rent faktisk er et andet subjekt i

datterselskabsstaten, som havde kunnet opnå fradrag for

underskuddene, hvis dette havde været tilladt dér?

Holmen

Sagen vedrører: 1) Forudsætter den ret

–

som følger af Marks &

Spencer-dommen

–

for et moderselskab i en medlemsstat til i

henhold til artikel 49 TEUF at kunne opnå adgang til fradrag af

endelige underskud i et datterselskab i en anden medlemsstat, at

datterselskabet ejes direkte af moderselskabet? 2) Skal et

underskud også anses for at være endeligt for den del, der som

følge af reglerne i datterselskabsstaten ikke har kunnet

modregnes i overskud, som er opnået dér i et givent år, men i

stedet kunne være blevet fremført for eventuelt at kunne

fradrages i et efterfølgende år? 3) Skal det ved bedømmelsen af,

om et underskud er endeligt, tages i betragtning, at der efter

reglerne i datterselskabsstaten er begrænsninger i muligheden

for et andet subjekt end underskudssubjektet selv for at opnå

adgang til fradrag af underskuddet? 4) Hvis en sådan

begrænsning som omhandlet i spørgsmål 3 skal tages i

betragtning, skal der da tages hensyn til, i hvilken udstrækning

begrænsningen rent faktisk har medført, at en del af

underskuddene ikke har kunnet modregnes i de overskud, som

er opnået hos et andet subjekt?

NeXovation mod Kommissionen

Påstande: Europa-Kommissionens afgørelse C(2014) 3634 final

af 1. oktober 2014 (i form af den berigtigede afgørelse af 13.

april 2015) om statsstøtte SA.31550 ydet af Tyskland til fordel

for Nürburgring annulleres delvis, for så vidt som:

—

der deri

træffes afgørelse om, at salget af aktiver fra Nürburgring

GmbH, Motorsport Resort Nürburgring GmbH og Congress-

und Motorsport Hotel Nürburgring GmbH ikke udgør

statsstøtte som nævnt i første underpunkt i 285. betragtning til

den anfægtede afgørelse,

—

der deri træffes afgørelse om, at

salget af aktiver fra Nürburgring GmbH, Motorsport Resort

Nürburgring GmbH og Congress- und Motorsport Hotel

Nürburgring GmbH ikke medfører økonomisk kontinuitet

mellem Nürburgring GmbH, Motorsport Resort Nürburgring

GmbH og Congress- und Motorsport Hotel Nürburgring

GmbH og den nye ejer af aktiverne, Capricorn

NÜRBURGRING Besitzgesellschaft GmbH, eller dets

datterselskaber som nævnt i første punktum i andet underpunkt

i 285. betragtning til den anfægtede afgørelse, og

—

der således

deri træffes afgørelse om, at enhver eventuel tilbagebetaling af

uforenelig statsstøtte ikke vil vedrøre køberen af de aktiver, der

blev solgt i udbudsproceduren, Capricorn NÜRBURGRING

Besitzgesellschaft GmbH, eller dets datterselskaber som nævnt

Skatteministeriet

Erhvervsstyrelsen

Dom

19.06.19

C-608/17

Skatteministeriet

Erhvervsstyrelsen

Dom

19.06.19

T-353/15

Miljø- og

Fødevareministeriet

Erhvervsministeriet

Dom

19.06.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (2. samling) - Bilag 10: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 7/6-19

i artikel 3, stk. 2, i den anfægtede afgørelses konklusion, der

følger efter andet punktum i andet underpunkt i 285.

betragtning til den anfægtede afgørelse. Europa-Kommissionen

tilpligtes at betale sagens omkostninger.

C-458/15

K.P.

Er opførelsen af Liberation Tigers of Tamil Eelam (herefter

»LTTE«) på den liste, der er omhandlet i artikel 2, stk. 3, i

Rådets forordning (EF) nr. 2580/2001 af 27. december 2001

om specifikke restriktive foranstaltninger mod visse personer

og enheder med henblik på at bekæmpe terrorisme, for

perioden fra den 11. august 2007 til og med den 27. november

2009 ugyldig, navnlig på grund af Rådets afgørelse af

–

28. juni 2007 (2007/445/EF),

–

20. december 2007 (2007/868/EF, som affattet ved

berigtigelse af samme dag),

–

15. juli 2008 (2008/583/EF) og

–

26. januar 2009 (2009/62/EF)

samt forordning (EF) nr. 501/2009 af 15. juni 2009?

ExxonMobil Production Deutschland

Sagen vedrører: 1. Er et anlæg, der fremstiller et produkt, hvis

fremstilling ikke er omfattet af de aktiviteter, der er nævnt i

bilag I til direktiv 2003/87/EF (som i den foreliggende sag

fremstilling af svovl), og i hvilket der samtidig udøves

aktiviteten »forbrænding af brændsel i anlæg med en samlet

nominel indfyret termisk effekt på mere end 20 MW«, som i

henhold til bilag I til direktiv 2003/87/EF er omfattet af

emissionshandelsordningen, elektricitetsgenerator som

omhandlet i artikel 3, litra u), i direktiv 2003/87/EF, når der i

en sekundær installation til dette anlæg også fremstilles

elektricitet til anlægget, og en (lille) del af denne elektricitet

afgives til det offentlige elnet mod vederlag? 2. I tilfælde af, at

første spørgsmål besvares bekræftende, spørges: Såfremt et

anlæg som beskrevet i første spørgsmål er en

elektricitetsgenerator som omhandlet i artikel 3, litra u), i

direktiv 2003/87/EF, kan dette anlæg da også modtage en

tildeling for varme i henhold til Kommissionens afgørelse

2011/278/EU i tilfælde, hvor varmen opfylder betingelserne i

artikel 3, litra c), i afgørelse 2011/278/EU, men ikke er

omfattet af de i artikel 10 a, stk. 1, tredje afsnit, stk. 3 og 4, i

direktiv 2003/87/EF nævnte kategorier, dvs. varme fra

forbrænding af affaldsgasser til fremstilling af elektricitet,

fjernvarme og højeffektiv kraftvarmeproduktion? 3. Såfremt en

tildeling for den i sagsøgerens anlæg producerede varme er

mulig i henhold til besvarelsen af de første to spørgsmål: Er

den CO2, som udledes fra gasblandingen til atmosfæren i

forbindelse med behandling af naturgas (i form af sur gas) i den

såkaldte Claus-proces ved udskillelse af indholdet af CO2 i

naturgassen, emissioner, der som omhandlet i artikel 3, litra h),

første punktum, i Kommissionens afgørelse 2011/278/EU

finder sted som følge af den i artikel 3, litra h), nr. v), nævnte

proces? a) Kan CO2-udledninger som omhandlet i artikel 3,

litra h), første punktum, i Kommissionens afgørelse

2011/278/EU, »finde sted som følge af« en proces, i hvilken

den i råstoffet iboende CO2 fysisk udskilles af gasblandingen

og udledes i atmosfæren, uden at der ved den proces, der finder

sted i denne forbindelse, opstår yderligere kuldioxid, eller

Udenrigsministeriet

Erhvervsstyrelsen

Dom

20.06.19

C-682/17

Energistyrelsen

Dom

20.06.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (2. samling) - Bilag 10: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 7/6-19

forudsætter denne bestemmelse obligatorisk, at den CO2, der

udledes til atmosfæren, opstår første gang som resultat af

processen? b) »bruges« der som omhandlet i artikel 3, litra h),

nr. v), i Kommissionens afgørelse 2011/278/EU et

kulstofholdigt råmateriale, når den naturligt forekommende

naturgas i forbindelse med den såkaldte Claus-proces anvendes

til svovlproduktion, og den i naturgassen iboende kuldioxid

herved udledes til atmosfæren, uden at den i naturgassen

iboende kuldioxid deltager i den kemiske reaktion, der finder

sted i processen, eller forudsætter begrebet »brug« obligatorisk,

at kulstoffet deltager i den kemiske reaktion, der finder sted,

eller sågar er nødvendigt for denne? 4. Såfremt tredje spørgsmål

besvares bekræftende: Ud fra hvilket benchmark sker

gratistildelingen af emissionskvoter, såfremt et anlæg, der er

omfattet af emissionshandelsordningen, både opfylder

kriterierne for at udgøre en delinstallation med

varmebenchmark og kriterierne for at udgøre en delinstallation

med procesemissioner? Har en ret til tildeling med

varmebenchmark forrang frem for en ret til tildeling for

procesemissioner, eller har retten til tildeling for

procesemissioner som den mere specielle bestemmelse forrang

frem for varmebenchmarket og brændselsbenchmarket?

C-1/18

Oriola Rīga

1) Såfremt de indførte varer er lægemidler, skal det da ved

fastsættelsen af indførte varers toldværdi i henhold til artikel 30,

stk. 2, litra b), i Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 af 12.

oktober 1992 om indførelse af en EF-toldkodeks og artikel 151,

stk. 4, i Kommissionens forordning (EØF) nr. 2454/93 af 2.

juli 1993 om visse gennemførelsesbestemmelser til Rådets

forordning (EØF) nr. 2913/92 om indførelse af en EF-

toldkodeks antages, at de lægemidler, der indeholder samme

(eller lignende) aktive stoffer i den samme (eller lignende)

mængde er lignende varer, eller skal der ved fastlæggelsen af,

hvilke varer, der er lignende varer, også tages hensyn til

markedspositionen, dvs. det pågældende indførte lægemiddels

og dets producents popularitet og efterspørgsel? 2) Kan der ved

fastsættelsen af de indførte varers toldværdi i henhold til artikel

30, stk. 2, litra c), i Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 af 12.

oktober 1992 om indførelse af en EF-toldkodeks foretages en

smidig anvendelse af fristen på 90 dage, der er fastsat i artikel

152, stk. 1, litra b), i Kommissionens forordning (EØF) nr.

2454/93 af 2. juli 1993 om visse gennemførelsesbestemmelser

til Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 om indførelse af en

EF-toldkodeks? 3) Såfremt den nævnte frist kan anvendes

smidigt, skal der da gives prioritet til oplysninger om

transaktioner, der ligger tættere på tidspunktet for indførslen af

de varer, der skal værdiansættes, og som vedrører identiske eller

lignende varer, der sælges i tilstrækkelige mængder til, at det er

muligt at fastlægge enhedsprisen, eller derimod til oplysninger

om transaktioner, der ligger fjernere i tid, men som specifikt

vedrører de indførte varer? 4) Skal der ved fastsættelsen af de

indførte varers toldværdi i henhold til artikel 30, stk. 2, litra c), i

Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 af 12. oktober 1992 om

indførelse af en EF-toldkodeks, tages hensyn til indrømmede

rabatter, der har været bestemmende for, hvilken pris varerne

faktisk er blevet solgt til?

Skattestyrelsen

Toldstyrelsen

Dom

20.06.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (2. samling) - Bilag 10: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 7/6-19

C-192/18

Europa-Kommissionen mod Republikken Polen

Påstande:

—

Det fastslås, at Republikken Polen har tilsidesat

sine forpligtelser i henhold til artikel 157 i traktaten om Den

Europæiske Unions funktionsmåde samt artikel 5, litra a), og

artikel 9, stk. 1, litra f), i Europa-Parlamentets og Rådets

direktiv 2006/ 54/EF af 5. juli 2006 om gennemførelse af

princippet om lige muligheder for og ligebehandling af mænd

og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv

(omarbejdning) (1), idet den i artikel 13, nr. 1)-3), i lov af 12. juli

2017 om ændring af lov om de almindelige domstoles

organisation [Prawo

o ustroju sądów powszechnych] har

indført forskellig pensionsalder for kvinder og mænd, der

varetager et embede som dommer ved de almindelige domstole,

dommer ved den øverste domstol eller offentlig anklager.

—

Det fastslås, at Republikken Polen har tilsidesat sine

forpligtelser i henhold til artikel 19, stk. 1, andet afsnit, i

traktaten om Den Europæiske Union sammenholdt med artikel

47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende

rettigheder, idet den i nævnte lovs artikel 13, nr. 1), har sænket

pensionsalderen for dommere ved de almindelige domstole og

samtidig har indrømmet justitsministeren ret til i henhold til

denne lovs artikel 1, nr. 26), litra b) og c), at træffe afgørelse om

forlængelse af dommeres tjenesteperiode.

—

Republikken Polen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Guaitoli e.a.

1) Såfremt en part, der har oplevet forsinkelse eller aflysning af

en flyafgang, samtidigt, ud over faste, ensartede

kompensationsbeløb i henhold til artikel 5, 7 og 9 i forordning

nr. 261/2004, også anmoder om erstatning for skade på

baggrund af samme forordnings artikel 12, skal

Montrealkonventionens artikel 33 da finde anvendelse, eller

skal »retternes kompetence« (såvel stat som kompetent ret)

under alle omstændigheder fastsættes i henhold til artikel 5 i

forordning nr. 44/2001? 2) Skal Montrealkonventionens artikel

33 med hensyn til det første tilfælde i spørgsmål 1 fortolkes

således, at den alene regulerer fordelingen af jurisdiktionen

mellem stater, eller således, at den også regulerer den nationale

stedlige kompetence inden for den enkelte stat? 3) Er

anvendelsen af Montrealkonventionens artikel 33 med hensyn

til det første tilfælde i spørgsmål 2 »eksklusiv«, idet den

udelukker anvendelsen af artikel 5 i forordning nr. 44/2001,

eller kan de to bestemmelser anvendes samtidigt, således at

både den statslige og de nationale retters stedlige kompetence

fastsættes direkte?

Hakelbracht e.a.

Skal EU-retten, navnlig artikel 24 i Europa-Parlamentets og

Rådets direktiv 2006/54/EF af 5. juli 2006 om gennemførelse

af princippet om lige muligheder for og ligebehandling af mænd

og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv,

fortolkes således, at den er til hinder for en national ordning

om beskyttelse af vidner mod viktimisering, som kun giver

beskyttelse til personer, som i forbindelse med undersøgelsen af

en klage i et underskrevet og dateret dokument bringer de

faktiske omstændigheder, som de selv har set eller hørt, og som

vedrører den situation, der er genstand for klagen, til kundskab

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

20.06.19

C-213/18

Transport-,

Bygning-, og

Boligministeriet

20.06.19

C-404/18

Moderniserings-

styrelsen

Dom

20.06.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (2. samling) - Bilag 10: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 7/6-19

for den person, til hvem klagen er indgivet, eller personer, som

optræder som vidne for en ret?

C-723/17

Craeynest e.a.

Sagen vedrører: 1) Skal artikel 4, stk. 3, og artikel 19, stk. 1,

andet afsnit, i traktaten om Den Europæiske Union,

sammenholdt med artikel 288, stk. 3, i traktaten om Den

Europæiske Unions funktionsmåde samt med artikel 6 og 7 i

[Europa- Parlamentets og Rådets] direktiv 2008/50/EF af 21.

maj 2008 om luftkvaliteten og renere luft i Europa, fortolkes

således, at såfremt det gøres gældende, at en medlemsstat ikke

har placeret prøvetagningsstederne i en zone i

overensstemmelse de kriterier, der er fastsat i punkt B, nr. l,

litra a), i bilag III til dette direktiv, skal de nationale retter på

begæring af private, der er direkte eksponeret ved

overskridelsen af grænseværdien som omhandlet i direktivets

artikel 13, stk. 1, undersøge, om prøvetagningsstederne er

placeret i overensstemmelse med disse kriterier, og hvis dette

ikke er tilfældet, træffe alle nødvendige foranstaltninger over for

de nationale myndigheder, såsom udstedelse af et påbud om, at

prøvetagningsstederne placeres i overensstemmelse med disse

kriterier?

2) Er der sket en overskridelse af en grænseværdi som

omhandlet i artikel 13, stk. 1, og artikel 23, stk. 1, i direktiv

2008/50/EF af 21. maj 2008 om luftkvaliteten og renere luft i

Europa, såfremt en overskridelse af en grænseværdi med

midlingstid på et kalenderår, således som det følger af bilag XI

til dette direktiv, allerede er fastslået på grundlag af

måleresultaterne fra et enkelt prøvetagningssted som

omhandlet i direktivets artikel 7, eller sker der kun en sådan

overskridelse, når dette fremgår af gennemsnittet af

måleresultaterne fra alle prøvetagningssteder i en bestemt zone

i direktivets forstand?

Europa-Kommissionen mod Den Hellenske Republik

Påstande:

—

Det fastslås, at Den Hellenske Republik har

tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 49 TEUF samt

artikel 15, stk. 2, litra b) og c), og artikel 15, stk. 3, i direktiv

2006/123/EF (1), idet den i medfør af lov 3898/2010 og

præsidentdekret 123/2011 har begrænset den retlige form af

udbydere af mediationsuddannelser til nonprofitorganisationer,

som skal være oprettet af mindst en advokatsammenslutning og

mindst et erhvervskammer i Grækenland.— Det fastslås, at

Den Hellenske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i

henhold til artikel 49 TEUF og artikel 13, 14 og 50, stk. 1, i

samt bilag VII til direktiv 2005/36/EF (2), idet den har

undergivet proceduren for anerkendelse af akademiske

kvalifikationer betingelser i form af yderligere krav vedrørende

certifikaters indhold, har pålagt udligningsforanstaltninger uden

en forudgående vurdering af reelle forskelle, og har opretholdt

bestemmelser, som fører til forskelsbehandling, ved at kræve, at

en ansøger, der ønsker godkendelse som professionel mediator,

og som har en godkendelse opnået i udlandet eller fra en

godkendt udenlandsk uddannelsesinstitution efter at have fulgt

undervisning i Grækenland, skal have erfaring svarende til

deltagelse i mindst tre mediationsprocedurer.

—

Den Hellenske Republik tilpligtes at betale

sagsomkostningerne.

Miljø- og

Fødevareministeriet

Dom

26.06.19

C-729/17

Uddannelses- og

Forsknings-

ministeriet

Dom

26.06.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (2. samling) - Bilag 10: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 7/6-19

C-16/18

Dobersberger

1) Omfatter anvendelsesområdet for direktiv 96/71/EF af 16.

december 1996 om udstationering af arbejdstagere som led i

udveksling af tjenesteydelser (herefter også kort benævnt

»direktivet«), navnlig dets artikel 1, stk. 3, litra a), tillige levering

af tjenesteydelser, så som forplejning af passagerer med mad og

drikke, service ombord eller rengøringsydelser, som udføres af

arbejdstagere i en tjenesteydelsesvirksomhed, der har hjemsted i

udstationeringsmedlemsstaten (Ungarn) med henblik på

opfyldelse af en kontrakt med en jernbanevirksomhed, der har

hjemsted i værtsmedlemsstaten (Østrig), når disse

tjenesteydelser leveres om bord på internationale tog, der

ligeledes kører igennem værtsmedlemsstaten? 2) Omfatter

direktivets artikel 1, stk. 3, litra a), tillige den situation, at en

tjenesteydelsesvirksomhed, der har hjemsted i

udstationeringsmedlemsstaten, ikke leverer de tjenesteydelser,

der er nævnt i spørgsmål 1), med henblik på opfyldelse af en

kontrakt med jernbanevirksomheden i værtsmedlemsstaten,

som i sidste instans drager nytte af tjenesteydelserne

(modtageren af tjenesteydelserne), men med henblik på

opfyldelse af en kontrakt med en anden virksomhed i

værtsmedlemsstaten, som på sin side har indgået en kontrakt

med jernbanevirksomheden (underkontrahentkæde)? 3)

Omfatter direktivets artikel 1, stk. 3, litra a), tillige den situation,

at en tjenesteydelsesvirksomhed, der er etableret i

udstationeringsmedlemsstaten, ikke benytter egne arbejdstagere

ved levering af de tjenesteydelser, der er nævnt i spørgsmål 1),

men personale ansat i en anden virksomhed, som blev stillet til

dens rådighed allerede i udstationeringsmedlemsstaten? 4)

Uanset besvarelserne af spørgsmål 1), 2) og 3): Er EU-retten,

navnlig fri udveksling af tjenesteydelser (artikel 56 og 57

TEUF), til hinder for en national ordning, hvorefter det er et

ufravigeligt krav, at virksomheder, der udstationerer

arbejdstagere på en anden medlemsstats område med henblik

på levering af en tjenesteydelse, overholder arbejds- og

ansættelsesvilkår i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i

direktivets artikel 3, stk. 1, samt overholder forpligtelser i

tilknytning hertil (så som navnlig forpligtelsen til at anmelde

grænseoverskridende udstationering af arbejdstagere til en

myndighed i værtsmedlemsstaten samt til at medbringe

dokumentation for størrelsen af lønnen til disse arbejdstagere

og for, at de er omfattet af en social sikringsordning), tillige i de

tilfælde, hvor de arbejdstagere, der er blevet udstationeret på

tværs af grænserne, (for det første) tilhører det mobile

personale i en jernbanevirksomhed, der driver

grænseoverskridende virksomhed eller en virksomhed, der

leverer tjenesteydelser, der er typiske for en

jernbanevirksomhed (forplejning af passagerer med mad og

drikke; service om bord) i tog, der passerer grænserne mellem

medlemsstaterne, og hvor udstationeringen (for det andet)

overhovedet ikke beror på en tjenesteydelsesaftale, eller i det

mindste ikke beror på en aftale om levering af tjenesteydelser

mellem den udstationerende virksomhed og

tjenesteydelsesmodtageren, der driver virksomhed i en anden

medlemsstat, idet den udstationerende virksomheds forpligtelse

over for tjenesteydelsesmodtageren

–

der driver virksomhed i

en anden medlemsstat ved hjælp af underkontrahenter (en

underkontrahentkæde)

–

og hvor det udstationerede personale,

der (for det tredje) ikke er ansat af den udstationerende

Beskæftigelses-

ministeriet

26.06.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (2. samling) - Bilag 10: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 7/6-19

virksomhed, men af en tredjemand, som overlod sineansatte til

den udstationerende virksomhed allerede i den medlemsstat,

hvor den udstationerende virksomhed har hjemsted?

C-255/18

State Street Bank International

Sagen vedrører fortolkning af navnlig artikel 103 og 104 i

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59/EU af 15.

maj 2014 om et regelsæt for genopretning og afvikling af

kreditinstitutter og investeringsselskaber og om ændring af

Rådets direktiv 82/891/EØF og Europa-Parlamentets og

Rådets direktiv 2001/24/EF, 2002/47/EF, 2004/25/EF,

2005/56/EF, 2007/36/EF, 2011/35/EU, 2012/30/EU og

2013/36/EU samt forordning (EU) nr. 1093/2010 og (EU) nr.

648/2012 (EUT 2014, L 173, s. 190)

EU-Domstolen er forelagt følgende spørgsmål: »a) Omfatter

»ændringer i status«, der som omhandlet i artikel 12 i

forordning (EU) 2015/63 ikke har nogen konsekvenser for

bidragspligten, en lodret fusion af et institut, der tidligere var

underlagt tilsyn fra en national afviklingsmyndighed, med et

moderselskab, som er hjemmehørende i en anden medlemsstat,

hvis fusionen er foregået inden for bidragsperioden, og gælder

denne regel også, hvis fusionen og instituttets efterfølgende

opløsning fandt sted i 2015, hvor hverken den nationale

afviklingsmyndighed eller den nationale fond endnu var blevet

oprettet formelt af medlemsstaten, og bidragene endnu ikke var

blevet beregnet? b) Skal artikel 12 i forordning (EU) 2015/63,

sammenholdt med samme forordnings artikel 14 samt artikel

103 og 104 i direktiv 2014/59/EU, fortolkes således, at et

institut også i tilfælde af en lodret fusion med et moderselskab

fra en anden medlemsstat er forpligtet til at betale fuldt bidrag

for hele det pågældende år og ikke i forhold til det antal

måneder, hvor instituttet har været underlagt tilsyn fra den

første medlemsstats afviklingsmyndighed, hvilket svarer til det,

der er foreskrevet for »nyligt tilsynsbelagte« institutter som

omhandlet i artikel 12, stk. 1, i forordning (EU) 2015/63? c)

Finder de bestemmelser, som gælder for det almindelige bidrag,

og navnlig artikel 12, stk. 2, i forordning (EU) 2015/63, henset

til direktiv 2014/59/EU og forordning (EU) 2015/63 og de

principper, der ligger til grund for systemet for

afviklingsværktøjer i forbindelse med bankkriser, også

anvendelse på det ekstraordinære bidrag med hensyn til

tidspunktet for udpegningen af, hvem der er forpligtet til at

betale bidraget, samt bidragets størrelse, idet der tages højde for

det ekstraordinære bidrags art og de omstændigheder, under

hvilke det må opkræves?«

Coöperatieve Producentenorganisatie en Beheersgroep

Texel

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen

af artikel 66, stk. 1, i forordning nr. 508/2014 og artikel 65, stk.

6, i forordning nr. 1303/2013. Det første spørgsmål er, om en

medlemsstat over for en producentforening, der har indgivet en

ansøgning om støtte til forberedelse og gennemførelse af

produktions- og afsætningsplaner, kan gøre gældende, at det

ikke er muligt at indgive ansøgning for bestemte udgifter eller

for en bestemt periode. Det andet spørgsmål vedrører det

retsgrundlag, som den tildelte støtte er baseret på. Det tredje

spørgsmål vedrører følgerne af, at en ansøgning om støtte til

forberedelse og gennemførelse af en produktions- og

Finanstilsynet

26.06.19

C-386/18

Miljø- og

Fødevareministeriet

Fiskeristyrelsen

Udenrigsministeriet

26.06.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (2. samling) - Bilag 10: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 7/6-19

afsætningsplan indgives, efter, at produktions- og

afsætningsplanen er forberedt og gennemført

EU-Domstolen er blevet forelagt følgende præjudicielle

spørgsmål:

–

1a. Er artikel 66, stk. 1, i Europa-Parlamentets og

Rådets forordning (EU) nr. 508/2014 af 15. maj 2014 om Den

Europæiske Hav- og Fiskerifond og om ophævelse af Rådets

forordning (EF) nr. 2328/2003, (EF) nr. 861/2006, (EF) nr.

1198/2006 og (EF) nr. 791/2007 samt Europa-Parlamentets og

Rådets forordning (EU) nr. 1255/2011 (forordning 508/2014),

der bestemmer, at Den Europæiske Hav- og Fiskerifond

»støtter« forberedelse og gennemførelse af produktions- og

afsætningsplaner som omhandlet i artikel 28 i Europa-

Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1379/2013 af 11.

december 2013 om den fælles markedsordning for fiskevarer og

akvakulturprodukter, om ændring af Rådets forordning (EF) nr.

1184/2006 og (EF) nr. 1224/2009 og om ophævelse af Rådets

forordning (EF) nr. 104/2000 (forordning 1379/2013) til

hinder for, at en medlemsstat over for en

producentorganisation, der har indgivet ansøgning om en sådan

støtte, gør gældende, at medlemsstaten på tidspunktet for

ansøgningens indgivelse ikke havde åbnet mulighed for, at en

sådan ansøgning kunne indgives for en bestemt kategori af

udgifter (i det foreliggende tilfælde udgifter til forberedelse og

gennemførelse af produktions- og afsætningsplaner) eller for en

bestemt periode (i dette tilfælde året 2014), hverken i sit af

Europa-Kommissionen godkendte operationelle program eller i

de nationale forskrifter om støtteberettigede udgifter?

–

1b. Har det for besvarelsen af spørgsmål 1a nogen betydning,

at producentorganisationen i henhold til artikel 28 i forordning

1379/2013 har pligt til at forelægge en produktions- og

afsætningsplan for medlemsstaten og efter medlemsstatens

godkendelse af produktions- og afsætningsplanen har pligt til at

gennemføre den?– 2. Såfremt spørgsmål 1a besvares således, at

artikel 66, stk. 1, i forordning 508/2014 er til hinder for, at en

medlemsstat over for en producentorganisation, der har

indgivet en ansøgning om støtte til forberedelse og

gennemførelse af produktions- og afsætningsplaner, kan gøre

gældende, at medlemsstaten ikke havde åbnet mulighed for en

sådan ansøgning på det tidspunkt, da ansøgningen blev

indgivet, kan den pågældende støtteansøger da direkte af artikel

66, stk. 1, i forordning 508/2014 udlede et retsgrundlag for et

krav på den pågældende støtte over for sin medlemsstat?– 3.

Såfremt spørgsmål 2 skal besvares således, at den pågældende

støtteansøger i det i spørgsmål 2 omhandlede tilfælde direkte af

artikel 66, stk. 1, i forordning 508/2014 udlede et retsgrundlag

for et krav på den pågældende støtte over for sin medlemsstat,

er artikel 65, stk. 6, i Europa- Parlamentets og Rådets

forordning (EU) nr. 1303/2013 af 17. december 2013 om fælles

bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling,

Den Europæiske Socialfond, Samhørighedsfonden, Den

Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne

og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om generelle

bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling,

Den Europæiske Socialfond, Samhørighedsfonden og Den

Europæiske Hav- og Fiskerifond og om ophævelse af Rådets

forordning (EF) nr. 1083/2006 (forordning 1303/2013) da til

hinder for, at der ydes støtte til en produktions- og

EUU, Alm.del - 2018-19 (2. samling) - Bilag 10: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 7/6-19

afsætningsplan, såfremt støtteansøgningen indgives efter, at

produktions- og afsætningsplanen er forberedt og gennemført?

C-396/18

Cafaro

1) Er de nationale bestemmelser i form af premierministerens

dekret af 9. september 2008

–

der i henhold til artikel 748, stk.

3, i codice della navigazione (luftfartsloven) regulerer

begrænsningerne for ansættelse af flybesætningen hos CAI Spa

og bl.a. foreskriver, at ansættelsesforholdet ophører, når

arbejdstageren fylder 60 år

–

i strid med forordningen nr.

1178/2011 for så vidt som forordningen foreskriver en

aldersgrænse på 65 år for piloter i erhvervsmæssig

lufttransport? Såfremt den nationale særlovgivning skal

undlades anvendt, finder denne forordning da anvendelse på

den foreliggende sag?

2) Subsidiært, og for så vidt som forordningen materielt set

(ratione materiae) ikke finder anvendelse i den foreliggende sag,

ønskes oplyst, om de ovennævnte nationale bestemmelser er i

strid med det princip om forbud mod forskelsbehandling på

grund af alder i henhold til direktiv 2000/78, og til Den

Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder

(artikel 21, stk. 1), som konkret kommer til udtryk i direktiv

2000/78?

Portugal mod Kommissionen

Påstande:

—

Kommissionens gennemførelsesafgørelse C(2017)

4136 af 26. juni 2017 om udelukkelse fra EU-finansiering af

visse udgifter, som medlemsstaterne har afholdt inden for

rammerne af Den Europæiske Garantifond for Landbruget

(EGFL) og Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af

Landdistrikterne (ELFUL), annulleres, for så vidt som den

udelukker udgifter anmeldt af Portugal vedrørende en angivelig

manglende overholdelse af maksimumsgrænser og

betalingsfrister fra EU-finansiering.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale

sagsomkostningerne.

Schuch-Ghannadan

1) Skal princippet om pro rata temporis i henhold til § 4, stk. 2,

i rammeaftalen i bilaget til Rådets direktiv 97/81/EF af 15.

december 1997 om rammeaftalen vedrørende deltidsarbejde,

sammenholdt med princippet om ikkeforskelsbehandling i § 4,

stk. 1, anvendes på en lovbestemmelse, hvorved den samlede

varighed af umiddelbart på hinanden følgende ansættelser for

en arbejdstager, der er ansat ved et østrigsk universitet i

forbindelse med projekter med ekstern finansiering eller

forskningsprojekter, for fuldtidsansatte er 6 år, i tilfælde af

deltidsansættelse dog 8 år, og hvorved der endvidere, hvis der

foreligger en objektiv begrundelse, særligt med henblik på

fortsættelse eller færdiggørelse af forskningsprojekter eller

publikationer, tillades en yderligere engangsforlængelse op til

samlet 10 år for fuldtidsansatte og i tilfælde af deltidsansættelse

op til samlet 12 år? 2) Er en lovbestemmelse som beskrevet i

spørgsmål 1 en indirekte forskelsbehandling på grundlag af køn

som omhandlet i artikel 2, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets

og Rådets direktiv 2006/54/EF af 5. juli 2006 om

gennemførelse af princippet om lige muligheder for og

ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med

beskæftigelse og erhverv (omarbejdning), hvis der ud af alle de

Transport-,

Bygning-, og

Boligministeriet

26.06.19

T-474/17

Miljø- og

Fødevareministeriet

Dom

26.06.19

C-274/18

Beskæftigelses-

ministeriet

Moderniserings-

styrelsen

27.06.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (2. samling) - Bilag 10: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 7/6-19

ansatte, for hvem denne bestemmelse gælder, rammes en

væsentligt højere procentdel af kvindelige end mandlige ansatte.

3) Skal artikel 19, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets

direktiv 2006/54/EF af 5. juli 2006 om gennemførelse af

princippet om lige muligheder for og ligebehandling af mænd

og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv

(omarbejdning) fortolkes således, at en kvinde, der inden for

anvendelsesområdet for en lovbestemmelse som anført i

spørgsmål 1 hævder at være blevet indirekte forskelsbehandlet

på grundlag af køn, fordi væsentligt flere kvinder end mænd er

ansat på deltid, skal gøre denne omstændighed, særligt at

kvinder rammes statistisk betydeligt hårdere, gældende ved

fremlæggelse af konkrete statistiske tal eller konkrete forhold og

påvise denne omstændighed med passende dokumentation?

C-379/18

Deutsche Lufthansa

1. Er en national forskrift, der bestemmer, at det af

lufthavnsdriftsorganet indførte lufthavnsafgiftssystem skal

forelægges den uafhængige tilsynsmyndighed til godkendelse,

uden at forbyde lufthavnsdriftsorganet og lufthavnsbrugeren at

fastsætte andre afgifter end de af tilsynsmyndigheden

godkendte, forenelig med Europa-Parlamentets og Rådets

direktiv 2009/12/EF af 11. marts 2009 om lufthavnsafgifter

(EUT L 70, s. 11), særligt artikel 3, artikel 6, stk. 3-5, samt

artikel 11, stk. 1 og 7? 2. Er det foreneligt med det nævnte

direktiv at fortolke national ret således, at en lufthavnsbruger er

afskåret fra at anfægte tilsynsmyndighedens godkendelse af

afgiftssystemet, men at lufthavnsbrugeren kan anlægge sag mod

lufthavnsdriftsorganet og herunder gøre gældende, at den i

afgiftssystemet fastsatte afgift ikke er rimelig?

Vaselife International et Chrysal International

1. Er den kompetente myndighed, College voor de toelating

van gewasbeschermingsmiddelen en biociden (Ctgb), efter at

have truffet en afgørelse om fornyet registrering af

referencemidlet beføjet til at ændre gyldighedsperioden for en

tilladelse til parallelhandel som omhandlet i artikel 52 i

forordning (EF) nr. 1107/2009, hvilken tilladelse er meddelt

før afgørelsen om fornyet registrering, således at den bliver i

overensstemmelse med den senere dato for den

gyldighedsperiode, der følger af afgørelsen om fornyet

registrering af referencemidlet?

2. Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende, er

ændringen af gyldighedsperioden for en tilladelse til

parallelhandel da en automatisk følge af en afgørelse om

fornyet registrering af referencemidlet, som følger af selve

forordning (EF) nr. 1107/2009? Er indførelsen af den nye dato

for paralleltilladelsens gyldighedsperiode i den kompetente

myndigheds register en administrativ gennemførelseshandling,

eller skal dette ske i medfør af en afgørelse truffet ex officio

eller efter anmodning?

3. Såfremt det andet spørgsmål besvares således, at der skal

træffes en afgørelse, finder artikel 52 i forordning (EF) nr.

1107/2009, særligt denne artikels stk. 3, herved anvendelse?

4. Såfremt det tredje spørgsmål besvares benægtende, hvilke(n)

bestemmelse(r) finder da i dette tilfælde anvendelse?

5. Kan et plantebeskyttelsesmiddel ikke anses for identisk som

omhandlet i artikel 52 i forordning (EF) nr. 1107/2009, allerede

Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsen

Transport-,

Bygning-, og

Boligministeriet

27.06.19

C-445/18

Miljø- og

Fødevareministeriet

27.06.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (2. samling) - Bilag 10: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 7/6-19

fordi referencemidlet ikke (længere) hidrører fra samme

virksomhed? Ved besvarelsen af dette spørgsmål anmodes

Domstolen også om at komme ind på det spørgsmål, om der

ved en tilknyttet virksomhed eller en virksomhed, der arbejder

på licens, også kan forstås en virksomhed, der med

rettighedsindehaverens samtykke fremstiller midlet efter samme

recept. Har det herved betydning, om den proces, efter hvilken

referencemidlet og det middel, der skal parallelimporteres,

fremstilles, gennemføres af den samme virksomhed hvad angår

aktivstoffet?

6. Har en ændring af produktionsstedet for referencemidlet i sig

selv betydning for besvarelsen af spørgsmålet om, hvorvidt

midlet er identisk?

7. Såfremt det femte og/eller det sjette spørgsmål besvares

bekræftende, kan den heraf følgende konklusion (»ikke

identisk«) da ændres derved, at den kompetente myndighed

allerede har fastslået, at midlet ud fra sin sammensætning ikke

eller i kun ringe omfang er blevet ændret?

8. På hvem og i hvilket omfang hviler bevisbyrden for, at artikel

52, stk. 3, i forordning (EF) nr. 1107/2009 er opfyldt, hvis de

respektive indehavere af godkendelsen til det parallelle middel

og referencemidlet ikke er enige herom?

C-468/18

Såfremt en ret i en medlemsstat anmodes om at træffe afgørelse

i en sag vedrørende tre anmodninger, nærmere bestemt om

opløsningen af ægteskabelige forbindelser for forældrene til et

mindreårigt barn, om forældreansvaret over for dette barn og

om underholdspligten i forhold til det samme barn, kan

bestemmelserne i artikel 3, litra a), artikel 3, litra d), og artikel 5

i forordning nr. 4/2009 da fortolkes således, at den ret, som har

kompetence til at påkende skilsmissesagen, som

–

samtidig

–

retten på det sted, hvor sagsøgte har sin sædvanlige bopæl, og

den ret, for hvilken sagsøgte har givet møde, kan træffe

afgørelse om anmodningen om underhold til barnet, selv om

retten har erklæret sig inkompetent med hensyn til

forældreansvaret over for det nævnte barn, eller kan

anmodningen om underhold da kun afgøres af den ret, som har

kompetence til at træffe afgørelse i den verserende sag om

forældreansvaret over for dette barn?

• Såfremt en sag indbringes for en tilsvarende national ret, er

anmodningen om underhold til det mindreårige barn da

accessorisk i forhold til den verserende sag om forældreansvar

som omhandlet i forordningens artikel 3, litra d)?

• Såfremt det andet spørgsmål besvares benægtende, er det da

til barnets bedste, at den på grundlag af artikel 3, litra a), i

forordning (EF) nr. 4/2009 kompetente ret i en medlemsstat

træffer afgørelse vedrørende forælderens underholdspligt i

forhold til mindreårigt barn som følge af det ægteskab, hvorom

der anmodes om opløsning, såfremt denne ret har erklæret sig

inkompetent for så vidt angår forældreansvaret, idet den med

retskraft har fastslået, at betingelserne i artikel 12 i Rådets

forordning (EF) nr. 2201/2003 af 27. november 2003 om

kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af

retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende

forældreansvar og om ophævelse af forordning (EF) nr.

1347/2000 ikke er opfyldt?

Børne- og

Socialministeriet

Justitsministeriet

27.06.19