Europaudvalget 2018-19 (2. samling)
EUU Alm.del Bilag 121
Offentligt
2069265_0001.png
NOTAT
Notat til Folketingets Europaudvalg og Folketingets Miljø- og
Fødevareudvalg om afgivelse af indlæg i EU-Domstolens
præjudicielle sag C-361/19, De Ruiter vof mod De Minister van
Landbouw, Natuur en Voedselkwaliteit
1. Indledning
En nederlandsk domstol har i en sag på landbrugsområdet forelagt EU-Domstolen et præjudicielt
spørgsmål vedrørende beregningen af støttenedsættelse som følge af manglende overholdelse af
krydsoverensstemmelseskrav (KO-krav). Det centrale spørgsmål i sagen er, om støttenedsættelsen skal
beregnes på grundlag af de betalinger, der er ydet eller skal ydes for det kalenderår, hvor den manglende
overholdelse finder sted (”overtrædelsesåret”) eller
i det år, hvor den manglende overholdelse
konstateres (”konstateringsåret”). Sondringen kan have økonomisk betydning for de berørte
landbrugere.
Østre Landsret har tidligere forelagt EU-Domstolen et lignende præjudicielt spørgsmål i den danske sag
C-239/17, Teglgaard og Fløjstrupgård, som vedrørte det dagældende forordningsgrundlag, forordning
1782/2003, 73/2009, 796/2004 og 1122/2009. I den sag fastslog EU-Domstolen, at det er
landbrugerens støtteudbetalinger i overtrædelsesåret, der skal lægges til grund ved beregningen, men at
den beregnede nedsættelse herefter skal ”henføres”
til støtteudbetalingerne i konstateringsåret.
Den nederlandske sag drejer sig om det nugældende forordningsgrundlag, forordning 1306/2013 og
809/2014, som finder anvendelse fra henholdsvis 1. januar 2014 og 1. januar 2015.
2. Sagens faktiske omstændigheder og juridiske problemstillinger
Den nederlandske hovedsag drejer sig om støttenedsættelse som følge af en landbrugers manglende
overholdelse af KO-krav vedrørende dyresundhed og dyrevelfærd i en situation, hvor der, for så vidt
angår den ene overtrædelse, ikke var sammenfald mellem det år, hvor overtrædelsen blev begået, og det
år, hvor overtrædelsen blev konstateret.
Ifølge de nederlandske myndigheder følger det af ordlyden af det nugældende forordningsgrundlag, at
KO-sanktionen skal beregnes på baggrund af betalingerne i det år, hvor overtrædelsen blev konstateret.
Den nederlandske betalingsmyndighed fastsatte derfor et samlet støttetræk i sagen beregnet på
baggrund af landbrugerens direkte betalinger i 2016, som var det år, hvor begge overtrædelser blev
konstateret.
Da EU-Domstolen i C-239/17 kom til et andet resultat i relation til det tidligere gældende
forordningsgrundlag, spørger den forelæggende ret, om artikel 99, stk. 1, i forordning 1306/2013 og
artikel 73, stk. 4, litra a), i gennemførelsesforordningen 809/2014 (de nugældende regler), er gyldige,
”for
så vidt som det herved bestemmes, at det er året for konstateringen, der er afgørende ved
fastlæggelsen af det år, for hvilket krydsoverensstemmelsesnedsættelsen skal beregnes, i en situation,
Miljø-
og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] •
www.mfvm.dk
 EUU, Alm.del - 2018-19 (2. samling) - Bilag 121: Notat om EU-Domstolens sag C-361/19, De Ruiter vof mod De Minister van Landbouw, Natuur en Voedselkwaliteit
hvor året for den manglende overholdes af krydsoverensstemmelsesreglerne ikke er den samme som
året for konstateringen heraf”.
Det centrale spørgsmål i sagen er således, om de nugældende forordningsregler som følge af deres ordlyd
skal fortolkes anderledes end de hidtidigt gældende regler, eller om de nugældende forordningsregler
skal fortolkes i overensstemmelse med Domstolens dom i C-239/17.
3. Regeringens interesse i sagen
Regeringen afgiver indlæg i sagen, da det er væsentligt, at EU-Domstolen ikke fraviger den fortolkning,
der blev fastslået i C-239/17. Fortolkningen af reglerne om rette år for støttenedsættelser har allerede
været ændret to gange tidligere: Første gang på baggrund af en udmelding fra Kommissionen den 7.
februar 2013, og senest som følge af EU-Domstolens dom af 25. juli 2018 i C-239/17. Begge gange har
det givet anledning til en lang række genoptagelsessager i Landbrugsstyrelsen.
Baggrunden for den danske sag, C-239/17, Teglgaard m.fl., var 26 søgsmål anlagt mod
Landbrugsstyrelsen af landbrugere, der ikke var enige i den ændrede fortolkning af reglerne, som
styrelsen indførte i 2013 efter udtalelse fra Kommissionen om, at det var konstateringsåret, og ikke
overtrædelsesåret, der skulle lægges til grund ved beregningen af støttenedsættelser. Østre Landsret
forelagde herefter tre præjudicielle spørgsmål for EU-Domstolen i de to prøvesager, Teglgaard og
Fløjstrupgård. EU-Domstolen underkendte i dommen Kommissionens fortolkning og fastslog i stedet,
at støttenedsættelse i henhold til de dagældende regler skulle beregnes på baggrund af landbrugerens
udbetalinger i overtrædelsesåret, mens det faktiske støttetræk skulle henføres til udbetalingerne i
konstateringsåret.
Som følge af EU-Domstolens dom har Miljø- og Fødevareklagenævnet og Landbrugsstyrelsen af egen
drift på ny genoptaget de 26 afgørelser, som lå til grund for C-239/17, med henblik på at
Landbrugsstyrelsen kan træffe nye afgørelser i overensstemmelse med EU-Domstolens dom. Dette
sagskompleks er for tiden under afvikling ved de to landsretter.
Ved siden af retssagskomplekset står Landbrugsstyrelsen overfor at skulle genoptage yderligere ca. 150
sager med henblik på at bringe afgørelserne i overensstemmelse med dommen i C-239/17.
Det er regeringens opfattelse, at det nugældende forordningsgrundlag skal fortolkes i overensstemmelse
med dommen i sag C-239/17, Teglgaard m.fl. Den nederlandske sag har derfor betydning for
Landbrugsstyrelsens sanktion af overtrædelser begået fra 1. januar 2014 og fremefter. Disse sager, som
er afgjort efter dommen i C-239/17, Teglgaard m.fl., vil skulle genoptages på ny, hvis EU-Domstolen
måtte nå frem til et andet resultat i den nederlandske sag. Ikke mindst af hensyn til landbrugernes
retssikkerhed, afgiver regeringen derfor et indlæg i sagen om, at det nugældende forordningsgrundlag
skal fortolkes i overensstemmelse med dommen i sag C-239/17, Teglgaard m.fl.
Det er regeringens opfattelse, at der ikke er grundlag for at fortolke det nugældende
forordningsgrundlag anderledes end det hidtidige forordningsgrundlag.
I indlægget argumenteres der derfor for, at der ikke er tilsigtet en ændring med de nugældende regler,
at bestemmelserne i det nugældende forordningsgrundlag derfor skal fortolkes i overensstemmelse med
EU-Domstolens dom i C-239/17, Teglgaard m.fl., at ordlyden af de nugældende regler ikke er til hinder
for denne fortolkning, og at der dermed ikke opstår et spørgsmål om gyldighed af de nugældende regler.
Regeringen vurderer, at EU-Domstolen bør kunne besvare det præjudicielle spørgsmål i sagen C-361/19
direkte på baggrund af afgørelsen i C-239/17. I lyset heraf er det muligt, at Domstolen kan bedømme
2
 EUU, Alm.del - 2018-19 (2. samling) - Bilag 121: Notat om EU-Domstolens sag C-361/19, De Ruiter vof mod De Minister van Landbouw, Natuur en Voedselkwaliteit
sagen uden yderligere behandling ved en begrundet kendelse, jf. EU-Domstolens procesreglement,
artikel 99.
3