Europaudvalget 2018-19 (2. samling)
EUU Alm.del Bilag 148
Offentligt
Den 6. september 2019
MFVM 883
GRUNDNOTAT TIL FOLKETINGETS EUROPAUDVALG
om Kommissionens forslag til gennemførelsesretsakt om godkendelse af an-
vendelsen af chromtrioxid til rustbeskyttelse af kobberfolie, der anvendes til
fremstilling af litium ion batterier til biler, i henhold til Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EF) nr. 1907/2006 (REACH) (komitésag)
KOM-dokument foreligger ikke
Resumé
Kommissionen har fremsat forslag til gennemførelsesretsakt om godkendelse af anvendelsen af stof-
fet chromtrioxid til rustbeskyttelse af kobberfolie, der anvendes til fremstilling af litium ion batterier
til biler i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1907/2006 (REACH) (ko-
mitésag). Forslaget giver den luxemburgske virksomhed Doosan Electro-Materials Luxemburg SARL
og den ungarske virksomhed Doosan Energy Solution Kft tilladelse til, efter optag på godkendelsesli-
sten, bilag XIV i REACH, fortsat at anvende stoffet i en periode på 12 år fra vedtagelsesdatoen for
gennemførselsretsakten. Forslaget forventes sat til afstemning i REACH-komiteen den 17.-18. sep-
tember 2019. Forslaget vurderes ikke at have lovgivningsmæssige konsekvenser. Sagen forventes
ikke at have økonomiske eller administrative konsekvenser for erhvervslivet - ej heller statsfinansiel-
le konsekvenser. Forslaget forventes ikke at påvirke beskyttelsesniveauet i Danmark. Regeringen
ønsker generelt at begrænse anvendelse af særligt problematiske stoffer i de tilfælde, hvor der ikke
kan demonstreres sikker brug, eller hvor der findes egnede alternativer. I den konkrete sag drejer
det sig om en specifik anvendelse af stoffet, hvor der ikke findes alternativer. Ansøgeren har desuden
demonstreret, at de foreslåede risikohåndteringsforanstaltninger er tilstrækkelige til at sikre ar-
bejdstagere og den generelle befolkning via miljøet. En nyligt afsagt dom (T-837/16) i en godkendel-
sessag om to blychromatpigmenter har fastslået, at Kommissionen på visse punkter havde tilsidesat
betingelserne for godkendelse ved at foreslå betingelser, der havde til formål at udbedre utilstrække-
ligheder ved ansøgningen. I det konkrete forslag har Kommissionen nu indsat en betragtning, der
beskriver de kriterier, som Kommissionen har lagt til grund for at vurdere den teknologiske og øko-
nomiske egnethed af alternativer i den konkrete sag. Denne fortolkning vurderes hverken at leve op
til hensigterne med REACH-forordningen eller at leve op til dommen. Da der i den konkrete gennem-
førselsretsakt ikke er tvivl om, at der ikke findes egnede alternativer til den specifikke anvendelse, er
betragtningen desuden overflødig. Regeringen agter på den baggrund at støtte forslaget, idet man
lægger afgørende vægt på, at betragtningen om konsekvenserne af dommen (T-837/16) enten bliver
slettet eller revideret i betydelig grad.