EUU, Alm.del - 2018-19 (2. samling) - Bilag 20: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 21/6-19

Europaudvalget 2018-19 (2. samling)
EUU Alm.del Bilag 20
Offentligt

Udenrigsministeriet

Juridisk Tjeneste, EU-retskontoret

Asiatisk Plads 2

–

1448 København K

Tlf.: 33 92 03 24 Fax: 33 92 03 03

Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse

JTEU j.nr. 2015 - 30240

21. juni 2019

Til orientering fremsendes nedenstående liste over EU-Domstolens aktiviteter i den indeværende uge

samt i de kommende to uger i retssager, som har den danske regerings interesse. For så vidt angår sager,

hvor der er nedsat procesdelegation, indeholder listen oplysninger om tidspunktet for mundtlig

forhandling, fremsættelse af generaladvokatens forslag til afgørelse (GA) og afsigelse af dom. I sager, der

i øvrigt følges af den danske regering, oplyses der om tidspunkt for generaladvokatens forslag til afgørelse

og afsigelse af dom. Generaladvokatens udtalelser og EU-Domstolens domme offentliggøres på EU-

Domstolens hjemmeside (http://curia.europa.eu/) på selve datoen for fremsættelse eller afsigelse.

Der tages forbehold for, at listen er udarbejdet på baggrund af EU-Domstolens retslister, og at EU-

Domstolen med kort varsel kan foretage ændringer i egne retslister.

Liste over sager, hvor der nedsat procesdelegation:

Sagsnr.

Forenede

sager

C-477/18

C-478/18

Titel og kort sagsresumé

Exportslachterij J. Gosschalk m.fl.

Den Europæiske Unions Domstol forelægges følgende

spørgsmål vedrørende fortolkning af Europa-Parlamentets

og Rådets forordning (EF) nr. 882/2004 af 29. april 2004

om offentlig kontrol med henblik på verifikation af, at

foderstof- og fødevarelovgivningen samt dyresundheds- og

dyrevelfærdsbestemmelserne overholdes (EUT L 165 af 30.

4.2004, s. 1) med henblik på præjudiciel afgørelse: Må der i

forbindelse med de gebyrer, der opkræves i henhold til

artikel 27, stk. 2 og 4, sammenholdt med bilag VI i

forordning nr. 882/2004/EF, medregnes forholdsmæssige

andele af omkostninger til lønninger til det personale, som

udfører den administrative afvikling og gebyropkrævningen

i forbindelse med den gennemførte offentlige kontrol?

A (Forelagt af Østre Landsret)

l) I et tilfælde, hvor der er indført ”nye restriktioner” for

familiesammenføring mellem ægtefæller, der som

udgangspunkt strider mod stand still-bestemmelsen i artikel

13 i afgørelse nr. 1/80 (den til aftalen af 12. september

1963 mellem Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og

Tyrkiet om en associering mellem Det Europæiske

Økonomiske Fællesskab og Tyrkiet knyttede afgørelse nr.

1180 af 19. september 1980 fra Associeringsrådet om

udvikling af associeringen), og disse restriktioner

begrundes med det af Domstolen i dommen af 12. april

2016 i sag C-561114, Gene, jf. også dommen af 10. juli

2014 i sag C-138/13, Dogan, anerkendte hensyn til

”vellykket integration”, kan da en regel som den danske

udlændingelovs § 9, stk. 7

–

der blandt andet betyder, at det

Deltager i PD

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Fødevarestyrelsen

Miljø- og Fødevare-

ministeritet

(Repræsenteret ved

Kammeradvokaten)

Processkri

Mundtlig

forhandling

Dato

04.07.19

C-89/18

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

(Repræsenteret ved

Kammeradvokaten)

Dom

10.07.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (2. samling) - Bilag 20: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 21/6-19

overordnet er en betingelse for familiesammenføring

mellem en person, som er tredjelandsstatsborger og har

opholdstilladelse i Danmark, og dennes ægtefælle, at

parrets tilknytning til Danmark er større end til Tyrkiet

–

anses for ”begrundet i et tvingende alment

hensyn, som er

egnet til at sikre virkeliggørelsen af det forfulgte lovlige

formål og ikke går videre end, hvad der er nødvendigt for

at nå formålet”?

2) Såfremt spørgsmål 1 besvares bekræftende, således at et

tilknytningskrav som udgangspunkt anses for egnet til at

sikre integrationsformålet. Kan der da, uden at dette strider

mod restriktionstesten og proportionalitetskravet:

i) anvendes en praksis, hvorefter der, når ægtefællen med

opholdstilladelse i medlemsstaten (referencepersonen) først

er kommet dertil som 12-13-årig eller senere, ved

vurderingen af referencepersonens tilknytning til

medlemsstaten lægges betydelig vægt på følgende: om den

pågældende enten har haft et længerevarende lovligt

ophold i medlemsstaten på ca. 12 år, eller har haft ophold

og et fast arbejde i medlemsstaten, som indebærer en

væsentlig grad af kontakt og kommunikation med kolleger

og eventuelle kunder på medlemsstatens sprog, og som

uden væsentlige afbrydelser har varet i mindst 4-5 år, eller

har haft ophold og et fast arbejde, som ikke indebærer en

væsentlig grad af kontakt og kommunikation med kolleger

og kunder på medlemsstatens sprog, uden væsentlige

afbrydelser i medlemsstaten i mindst 7-8 år,

ii) anvendes en praksis, hvorefter det taler imod opfyldelse

af tilknytningskravet, at referencepersonen har bevaret en

væsentlig tilknytning til sit hjemland ved at tage på hyppige

eller langvarige besøg i hjemlandet, mens korterevarende

ferieophold eller skoleophold ikke taler imod en tilladelse,

iii) anvendes en praksis, hvorefter det med meget betydelig

styrke taler imod opfyldelse af tilknytningskravet, at der

foreligger en såkaldt ”gift, skilt og gift igen”-situation.

Liste over sager, der i øvrigt følges af den danske regering:

Sagsnr.

C-723/17

Titel og kort sagsresumé

Craeynest e.a.

Sagen vedrører: 1) Skal artikel 4, stk. 3, og artikel 19, stk. 1,

andet afsnit, i traktaten om Den Europæiske Union,

sammenholdt med artikel 288, stk. 3, i traktaten om Den

Europæiske Unions funktionsmåde samt med artikel 6 og 7 i

[Europa- Parlamentets og Rådets] direktiv 2008/50/EF af 21.

maj 2008 om luftkvaliteten og renere luft i Europa, fortolkes

således, at såfremt det gøres gældende, at en medlemsstat ikke

har placeret prøvetagningsstederne i en zone i

overensstemmelse de kriterier, der er fastsat i punkt B, nr. l,

litra a), i bilag III til dette direktiv, skal de nationale retter på

begæring af private, der er direkte eksponeret ved

overskridelsen af grænseværdien som omhandlet i direktivets

artikel 13, stk. 1, undersøge, om prøvetagningsstederne er

placeret i overensstemmelse med disse kriterier, og hvis dette

ikke er tilfældet, træffe alle nødvendige foranstaltninger over for

Interessent

Miljø- og Fødevare-

ministeriet

Processk

ridt

Dom

Dato

26.06.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (2. samling) - Bilag 20: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 21/6-19

de nationale myndigheder, såsom udstedelse af et påbud om, at

prøvetagningsstederne placeres i overensstemmelse med disse

kriterier?

2) Er der sket en overskridelse af en grænseværdi som

omhandlet i artikel 13, stk. 1, og artikel 23, stk. 1, i direktiv

2008/50/EF af 21. maj 2008 om luftkvaliteten og renere luft i

Europa, såfremt en overskridelse af en grænseværdi med

midlingstid på et kalenderår, således som det følger af bilag XI

til dette direktiv, allerede er fastslået på grundlag af

måleresultaterne fra et enkelt prøvetagningssted som

omhandlet i direktivets artikel 7, eller sker der kun en sådan

overskridelse, når dette fremgår af gennemsnittet af

måleresultaterne fra alle prøvetagningssteder i en bestemt zone

i direktivets forstand?

C-729/17

Europa-Kommissionen mod Den Hellenske Republik

Påstande:

—

Det fastslås, at Den Hellenske Republik har

tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 49 TEUF samt

artikel 15, stk. 2, litra b) og c), og artikel 15, stk. 3, i direktiv

2006/123/EF (1), idet den i medfør af lov 3898/2010 og

præsidentdekret 123/2011 har begrænset den retlige form af

udbydere af mediationsuddannelser til nonprofitorganisationer,

som skal være oprettet af mindst en advokatsammenslutning og

mindst et erhvervskammer i Grækenland.— Det fastslås, at

Den Hellenske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i

henhold til artikel 49 TEUF og artikel 13, 14 og 50, stk. 1, i

samt bilag VII til direktiv 2005/36/EF (2), idet den har

undergivet proceduren for anerkendelse af akademiske

kvalifikationer betingelser i form af yderligere krav vedrørende

certifikaters indhold, har pålagt udligningsforanstaltninger uden

en forudgående vurdering af reelle forskelle, og har opretholdt

bestemmelser, som fører til forskelsbehandling, ved at kræve, at

en ansøger, der ønsker godkendelse som professionel mediator,

og som har en godkendelse opnået i udlandet eller fra en

godkendt udenlandsk uddannelsesinstitution efter at have fulgt

undervisning i Grækenland, skal have erfaring svarende til

deltagelse i mindst tre mediationsprocedurer.

—

Den Hellenske Republik tilpligtes at betale

sagsomkostningerne.

Dobersberger

1) Omfatter anvendelsesområdet for direktiv 96/71/EF af 16.

december 1996 om udstationering af arbejdstagere som led i

udveksling af tjenesteydelser (herefter også kort benævnt

»direktivet«), navnlig dets artikel 1, stk. 3, litra a), tillige levering

af tjenesteydelser, så som forplejning af passagerer med mad og

drikke, service ombord eller rengøringsydelser, som udføres af

arbejdstagere i en tjenesteydelsesvirksomhed, der har hjemsted i

udstationeringsmedlemsstaten (Ungarn) med henblik på

opfyldelse af en kontrakt med en jernbanevirksomhed, der har

hjemsted i værtsmedlemsstaten (Østrig), når disse

tjenesteydelser leveres om bord på internationale tog, der

ligeledes kører igennem værtsmedlemsstaten? 2) Omfatter

direktivets artikel 1, stk. 3, litra a), tillige den situation, at en

tjenesteydelsesvirksomhed, der har hjemsted i

udstationeringsmedlemsstaten, ikke leverer de tjenesteydelser,

der er nævnt i spørgsmål 1), med henblik på opfyldelse af en

kontrakt med jernbanevirksomheden i værtsmedlemsstaten,

som i sidste instans drager nytte af tjenesteydelserne

Uddannelses- og

Forsknings-

ministeriet

Dom

26.06.19

C-16/18

Beskæftigelses-

ministeriet

26.06.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (2. samling) - Bilag 20: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 21/6-19

(modtageren af tjenesteydelserne), men med henblik på

opfyldelse af en kontrakt med en anden virksomhed i

værtsmedlemsstaten, som på sin side har indgået en kontrakt

med jernbanevirksomheden (underkontrahentkæde)? 3)

Omfatter direktivets artikel 1, stk. 3, litra a), tillige den situation,

at en tjenesteydelsesvirksomhed, der er etableret i

udstationeringsmedlemsstaten, ikke benytter egne arbejdstagere

ved levering af de tjenesteydelser, der er nævnt i spørgsmål 1),

men personale ansat i en anden virksomhed, som blev stillet til

dens rådighed allerede i udstationeringsmedlemsstaten? 4)

Uanset besvarelserne af spørgsmål 1), 2) og 3): Er EU-retten,

navnlig fri udveksling af tjenesteydelser (artikel 56 og 57

TEUF), til hinder for en national ordning, hvorefter det er et

ufravigeligt krav, at virksomheder, der udstationerer

arbejdstagere på en anden medlemsstats område med henblik

på levering af en tjenesteydelse, overholder arbejds- og

ansættelsesvilkår i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i

direktivets artikel 3, stk. 1, samt overholder forpligtelser i

tilknytning hertil (så som navnlig forpligtelsen til at anmelde

grænseoverskridende udstationering af arbejdstagere til en

myndighed i værtsmedlemsstaten samt til at medbringe

dokumentation for størrelsen af lønnen til disse arbejdstagere

og for, at de er omfattet af en social sikringsordning), tillige i de

tilfælde, hvor de arbejdstagere, der er blevet udstationeret på

tværs af grænserne, (for det første) tilhører det mobile

personale i en jernbanevirksomhed, der driver

grænseoverskridende virksomhed eller en virksomhed, der

leverer tjenesteydelser, der er typiske for en

jernbanevirksomhed (forplejning af passagerer med mad og

drikke; service om bord) i tog, der passerer grænserne mellem

medlemsstaterne, og hvor udstationeringen (for det andet)

overhovedet ikke beror på en tjenesteydelsesaftale, eller i det

mindste ikke beror på en aftale om levering af tjenesteydelser

mellem den udstationerende virksomhed og

tjenesteydelsesmodtageren, der driver virksomhed i en anden

medlemsstat, idet den udstationerende virksomheds forpligtelse

over for tjenesteydelsesmodtageren

–

der driver virksomhed i

en anden medlemsstat ved hjælp af underkontrahenter (en

underkontrahentkæde)

–

og hvor det udstationerede personale,

der (for det tredje) ikke er ansat af den udstationerende

virksomhed, men af en tredjemand, som overlod sineansatte til

den udstationerende virksomhed allerede i den medlemsstat,

hvor den udstationerende virksomhed har hjemsted?

C-255/18

State Street Bank International

Sagen vedrører fortolkning af navnlig artikel 103 og 104 i

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59/EU af 15.

maj 2014 om et regelsæt for genopretning og afvikling af

kreditinstitutter og investeringsselskaber og om ændring af

Rådets direktiv 82/891/EØF og Europa-Parlamentets og

Rådets direktiv 2001/24/EF, 2002/47/EF, 2004/25/EF,

2005/56/EF, 2007/36/EF, 2011/35/EU, 2012/30/EU og

2013/36/EU samt forordning (EU) nr. 1093/2010 og (EU) nr.

648/2012 (EUT 2014, L 173, s. 190)

EU-Domstolen er forelagt følgende spørgsmål: »a) Omfatter

»ændringer i status«, der som omhandlet i artikel 12 i

forordning (EU) 2015/63 ikke har nogen konsekvenser for

bidragspligten, en lodret fusion af et institut, der tidligere var

underlagt tilsyn fra en national afviklingsmyndighed, med et

Finanstilsynet

26.06.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (2. samling) - Bilag 20: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 21/6-19

moderselskab, som er hjemmehørende i en anden medlemsstat,

hvis fusionen er foregået inden for bidragsperioden, og gælder

denne regel også, hvis fusionen og instituttets efterfølgende

opløsning fandt sted i 2015, hvor hverken den nationale

afviklingsmyndighed eller den nationale fond endnu var blevet

oprettet formelt af medlemsstaten, og bidragene endnu ikke var

blevet beregnet? b) Skal artikel 12 i forordning (EU) 2015/63,

sammenholdt med samme forordnings artikel 14 samt artikel

103 og 104 i direktiv 2014/59/EU, fortolkes således, at et

institut også i tilfælde af en lodret fusion med et moderselskab

fra en anden medlemsstat er forpligtet til at betale fuldt bidrag

for hele det pågældende år og ikke i forhold til det antal

måneder, hvor instituttet har været underlagt tilsyn fra den

første medlemsstats afviklingsmyndighed, hvilket svarer til det,

der er foreskrevet for »nyligt tilsynsbelagte« institutter som

omhandlet i artikel 12, stk. 1, i forordning (EU) 2015/63? c)

Finder de bestemmelser, som gælder for det almindelige bidrag,

og navnlig artikel 12, stk. 2, i forordning (EU) 2015/63, henset

til direktiv 2014/59/EU og forordning (EU) 2015/63 og de

principper, der ligger til grund for systemet for

afviklingsværktøjer i forbindelse med bankkriser, også

anvendelse på det ekstraordinære bidrag med hensyn til

tidspunktet for udpegningen af, hvem der er forpligtet til at

betale bidraget, samt bidragets størrelse, idet der tages højde for

det ekstraordinære bidrags art og de omstændigheder, under

hvilke det må opkræves?«

C-386/18

Coöperatieve Producentenorganisatie en Beheersgroep

Texel

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen

af artikel 66, stk. 1, i forordning nr. 508/2014 og artikel 65, stk.

6, i forordning nr. 1303/2013. Det første spørgsmål er, om en

medlemsstat over for en producentforening, der har indgivet en

ansøgning om støtte til forberedelse og gennemførelse af

produktions- og afsætningsplaner, kan gøre gældende, at det

ikke er muligt at indgive ansøgning for bestemte udgifter eller

for en bestemt periode. Det andet spørgsmål vedrører det

retsgrundlag, som den tildelte støtte er baseret på. Det tredje

spørgsmål vedrører følgerne af, at en ansøgning om støtte til

forberedelse og gennemførelse af en produktions- og

afsætningsplan indgives, efter, at produktions- og

afsætningsplanen er forberedt og gennemført

EU-Domstolen er blevet forelagt følgende præjudicielle

spørgsmål:

–

1a. Er artikel 66, stk. 1, i Europa-Parlamentets og

Rådets forordning (EU) nr. 508/2014 af 15. maj 2014 om Den

Europæiske Hav- og Fiskerifond og om ophævelse af Rådets

forordning (EF) nr. 2328/2003, (EF) nr. 861/2006, (EF) nr.

1198/2006 og (EF) nr. 791/2007 samt Europa-Parlamentets og

Rådets forordning (EU) nr. 1255/2011 (forordning 508/2014),

der bestemmer, at Den Europæiske Hav- og Fiskerifond

»støtter« forberedelse og gennemførelse af produktions- og

afsætningsplaner som omhandlet i artikel 28 i Europa-

Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1379/2013 af 11.

december 2013 om den fælles markedsordning for fiskevarer og

akvakulturprodukter, om ændring af Rådets forordning (EF) nr.

1184/2006 og (EF) nr. 1224/2009 og om ophævelse af Rådets

forordning (EF) nr. 104/2000 (forordning 1379/2013) til

hinder for, at en medlemsstat over for en

producentorganisation, der har indgivet ansøgning om en sådan

Miljø- og Fødevare-

ministeriet

Fiskeristyrelsen

Udenrigsministeriet

26.06.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (2. samling) - Bilag 20: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 21/6-19

støtte, gør gældende, at medlemsstaten på tidspunktet for

ansøgningens indgivelse ikke havde åbnet mulighed for, at en

sådan ansøgning kunne indgives for en bestemt kategori af

udgifter (i det foreliggende tilfælde udgifter til forberedelse og

gennemførelse af produktions- og afsætningsplaner) eller for en

bestemt periode (i dette tilfælde året 2014), hverken i sit af

Europa-Kommissionen godkendte operationelle program eller i

de nationale forskrifter om støtteberettigede udgifter?

–

1b. Har det for besvarelsen af spørgsmål 1a nogen betydning,

at producentorganisationen i henhold til artikel 28 i forordning

1379/2013 har pligt til at forelægge en produktions- og

afsætningsplan for medlemsstaten og efter medlemsstatens

godkendelse af produktions- og afsætningsplanen har pligt til at

gennemføre den?– 2. Såfremt spørgsmål 1a besvares således, at

artikel 66, stk. 1, i forordning 508/2014 er til hinder for, at en

medlemsstat over for en producentorganisation, der har

indgivet en ansøgning om støtte til forberedelse og

gennemførelse af produktions- og afsætningsplaner, kan gøre

gældende, at medlemsstaten ikke havde åbnet mulighed for en

sådan ansøgning på det tidspunkt, da ansøgningen blev

indgivet, kan den pågældende støtteansøger da direkte af artikel

66, stk. 1, i forordning 508/2014 udlede et retsgrundlag for et

krav på den pågældende støtte over for sin medlemsstat?– 3.

Såfremt spørgsmål 2 skal besvares således, at den pågældende

støtteansøger i det i spørgsmål 2 omhandlede tilfælde direkte af

artikel 66, stk. 1, i forordning 508/2014 udlede et retsgrundlag

for et krav på den pågældende støtte over for sin medlemsstat,

er artikel 65, stk. 6, i Europa- Parlamentets og Rådets

forordning (EU) nr. 1303/2013 af 17. december 2013 om fælles

bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling,

Den Europæiske Socialfond, Samhørighedsfonden, Den

Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne

og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om generelle

bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling,

Den Europæiske Socialfond, Samhørighedsfonden og Den

Europæiske Hav- og Fiskerifond og om ophævelse af Rådets

forordning (EF) nr. 1083/2006 (forordning 1303/2013) da til

hinder for, at der ydes støtte til en produktions- og

afsætningsplan, såfremt støtteansøgningen indgives efter, at

produktions- og afsætningsplanen er forberedt og gennemført?

C-159/18

Moens

- Er den i nærværende tvist omhandlede omstændighed, dvs.

benzinudslippet på en startbane, som førte til denne banes

lukning, omfattet af begrebet »begivenhed« som omhandlet i

præmis 22 i dom af 22. december 2008, Wallentin-Hermann (C-

549/07, EU:C:2008:771), eller af begrebet en »usædvanlig

omstændighed« som omhandlet i 14. betragtning til nævnte

forordning, således som det er fortolket i dom af 31. januar

2013, McDonagh (C-12/11, EU:C:2013:43), eller overlapper

disse to begreber hinanden. - Skal artikel 5, stk. 3, i Europa-

Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 261/2004 af 11.

februar 2004 om fælles bestemmelser om kompensation og

bistand til luftfartspassagerer ved boardingafvisning og ved

aflysning eller lange forsinkelser og om ophævelse af

forordning (EØF) nr. 295/91 fortolkes således, at en

begivenhed som den i nærværende tvist omhandlede, dvs.

benzinudslippet på en startbane, som førte til denne banes

lukning, skal anses for en begivenhed, som er et led i et

Transport-,

Bygning-, og

Boligministeriet

Dom

26.06.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (2. samling) - Bilag 20: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 21/6-19

transporterende luftfartsselskabs sædvanlige aktivitetsudøvelse

og følgelig ikke kan kvalificeres som en »usædvanlig

omstændighed«, der fritager det transporterende luftfartsselskab

for forpligtelsen til at betale kompensation til passagerer i

tilfælde af en lang forsinkelse på en flyvning, der foretages af

dette fly. - Såfremt en begivenhed, som den i nærværende tvist

omhandlede, dvs. benzinudslippet på en startbane, som førte til

denne banes lukning, skal anses for en begivenhed, der udgør

en »usædvanlig omstændighed«, følger det da heraf, at der for

det transporterende luftfartsselskab er tale om en »usædvanlig

omstændighed«, som ikke kunne have været undgået, selv om

alle forholdsregler, der med rimelighed kunne træffes, faktisk

var blevet truffet?

C-396/18

Cafaro

1) Er de nationale bestemmelser i form af premierministerens

dekret af 9. september 2008

–

der i henhold til artikel 748, stk.

3, i codice della navigazione (luftfartsloven) regulerer

begrænsningerne for ansættelse af flybesætningen hos CAI Spa

og bl.a. foreskriver, at ansættelsesforholdet ophører, når

arbejdstageren fylder 60 år

–

i strid med forordningen nr.

1178/2011 for så vidt som forordningen foreskriver en

aldersgrænse på 65 år for piloter i erhvervsmæssig

lufttransport? Såfremt den nationale særlovgivning skal

undlades anvendt, finder denne forordning da anvendelse på

den foreliggende sag?

2) Subsidiært, og for så vidt som forordningen materielt set

(ratione materiae) ikke finder anvendelse i den foreliggende sag,

ønskes oplyst, om de ovennævnte nationale bestemmelser er i

strid med det princip om forbud mod forskelsbehandling på

grund af alder i henhold til direktiv 2000/78, og til Den

Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder

(artikel 21, stk. 1), som konkret kommer til udtryk i direktiv

2000/78?

Portugal mod Kommissionen

Påstande:

—

Kommissionens gennemførelsesafgørelse C(2017)

4136 af 26. juni 2017 om udelukkelse fra EU-finansiering af

visse udgifter, som medlemsstaterne har afholdt inden for

rammerne af Den Europæiske Garantifond for Landbruget

(EGFL) og Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af

Landdistrikterne (ELFUL), annulleres, for så vidt som den

udelukker udgifter anmeldt af Portugal vedrørende en angivelig

manglende overholdelse af maksimumsgrænser og

betalingsfrister fra EU-finansiering.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale

sagsomkostningerne.

Schuch-Ghannadan

1) Skal princippet om pro rata temporis i henhold til § 4, stk. 2,

i rammeaftalen i bilaget til Rådets direktiv 97/81/EF af 15.

december 1997 om rammeaftalen vedrørende deltidsarbejde,

sammenholdt med princippet om ikkeforskelsbehandling i § 4,

stk. 1, anvendes på en lovbestemmelse, hvorved den samlede

varighed af umiddelbart på hinanden følgende ansættelser for

en arbejdstager, der er ansat ved et østrigsk universitet i

forbindelse med projekter med ekstern finansiering eller

forskningsprojekter, for fuldtidsansatte er 6 år, i tilfælde af

deltidsansættelse dog 8 år, og hvorved der endvidere, hvis der

foreligger en objektiv begrundelse, særligt med henblik på

Transport-,

Bygning-, og

Boligministeriet

26.06.19

T-474/17

Miljø- og Fødevare-

ministeriet

Dom

26.06.19

C-274/18

Beskæftigelses-

ministeriet

Moderniserings-

styrelsen

27.06.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (2. samling) - Bilag 20: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 21/6-19

fortsættelse eller færdiggørelse af forskningsprojekter eller

publikationer, tillades en yderligere engangsforlængelse op til

samlet 10 år for fuldtidsansatte og i tilfælde af deltidsansættelse

op til samlet 12 år? 2) Er en lovbestemmelse som beskrevet i

spørgsmål 1 en indirekte forskelsbehandling på grundlag af køn

som omhandlet i artikel 2, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets

og Rådets direktiv 2006/54/EF af 5. juli 2006 om

gennemførelse af princippet om lige muligheder for og

ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med

beskæftigelse og erhverv (omarbejdning), hvis der ud af alle de

ansatte, for hvem denne bestemmelse gælder, rammes en

væsentligt højere procentdel af kvindelige end mandlige ansatte.

3) Skal artikel 19, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets

direktiv 2006/54/EF af 5. juli 2006 om gennemførelse af

princippet om lige muligheder for og ligebehandling af mænd

og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv

(omarbejdning) fortolkes således, at en kvinde, der inden for

anvendelsesområdet for en lovbestemmelse som anført i

spørgsmål 1 hævder at være blevet indirekte forskelsbehandlet

på grundlag af køn, fordi væsentligt flere kvinder end mænd er

ansat på deltid, skal gøre denne omstændighed, særligt at

kvinder rammes statistisk betydeligt hårdere, gældende ved

fremlæggelse af konkrete statistiske tal eller konkrete forhold og

påvise denne omstændighed med passende dokumentation?

C-379/18

Deutsche Lufthansa

1. Er en national forskrift, der bestemmer, at det af

lufthavnsdriftsorganet indførte lufthavnsafgiftssystem skal

forelægges den uafhængige tilsynsmyndighed til godkendelse,

uden at forbyde lufthavnsdriftsorganet og lufthavnsbrugeren at

fastsætte andre afgifter end de af tilsynsmyndigheden

godkendte, forenelig med Europa-Parlamentets og Rådets

direktiv 2009/12/EF af 11. marts 2009 om lufthavnsafgifter

(EUT L 70, s. 11), særligt artikel 3, artikel 6, stk. 3-5, samt

artikel 11, stk. 1 og 7? 2. Er det foreneligt med det nævnte

direktiv at fortolke national ret således, at en lufthavnsbruger er

afskåret fra at anfægte tilsynsmyndighedens godkendelse af

afgiftssystemet, men at lufthavnsbrugeren kan anlægge sag mod

lufthavnsdriftsorganet og herunder gøre gældende, at den i

afgiftssystemet fastsatte afgift ikke er rimelig?

Vaselife International et Chrysal International

1. Er den kompetente myndighed, College voor de toelating

van gewasbeschermingsmiddelen en biociden (Ctgb), efter at

have truffet en afgørelse om fornyet registrering af

referencemidlet beføjet til at ændre gyldighedsperioden for en

tilladelse til parallelhandel som omhandlet i artikel 52 i

forordning (EF) nr. 1107/2009, hvilken tilladelse er meddelt

før afgørelsen om fornyet registrering, således at den bliver i

overensstemmelse med den senere dato for den

gyldighedsperiode, der følger af afgørelsen om fornyet

registrering af referencemidlet?

2. Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende, er

ændringen af gyldighedsperioden for en tilladelse til

parallelhandel da en automatisk følge af en afgørelse om

fornyet registrering af referencemidlet, som følger af selve

forordning (EF) nr. 1107/2009? Er indførelsen af den nye dato

for paralleltilladelsens gyldighedsperiode i den kompetente

myndigheds register en administrativ gennemførelseshandling,

Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsen

Transport-,

Bygning-, og

Boligministeriet

27.06.19

C-445/18

Miljø- og Fødevare-

ministeriet

27.06.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (2. samling) - Bilag 20: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 21/6-19

eller skal dette ske i medfør af en afgørelse truffet ex officio

eller efter anmodning?

3. Såfremt det andet spørgsmål besvares således, at der skal

træffes en afgørelse, finder artikel 52 i forordning (EF) nr.

1107/2009, særligt denne artikels stk. 3, herved anvendelse?

4. Såfremt det tredje spørgsmål besvares benægtende, hvilke(n)

bestemmelse(r) finder da i dette tilfælde anvendelse?

5. Kan et plantebeskyttelsesmiddel ikke anses for identisk som

omhandlet i artikel 52 i forordning (EF) nr. 1107/2009, allerede

fordi referencemidlet ikke (længere) hidrører fra samme

virksomhed? Ved besvarelsen af dette spørgsmål anmodes

Domstolen også om at komme ind på det spørgsmål, om der

ved en tilknyttet virksomhed eller en virksomhed, der arbejder

på licens, også kan forstås en virksomhed, der med

rettighedsindehaverens samtykke fremstiller midlet efter samme

recept. Har det herved betydning, om den proces, efter hvilken

referencemidlet og det middel, der skal parallelimporteres,

fremstilles, gennemføres af den samme virksomhed hvad angår

aktivstoffet?

6. Har en ændring af produktionsstedet for referencemidlet i sig

selv betydning for besvarelsen af spørgsmålet om, hvorvidt

midlet er identisk?

7. Såfremt det femte og/eller det sjette spørgsmål besvares

bekræftende, kan den heraf følgende konklusion (»ikke

identisk«) da ændres derved, at den kompetente myndighed

allerede har fastslået, at midlet ud fra sin sammensætning ikke

eller i kun ringe omfang er blevet ændret?

8. På hvem og i hvilket omfang hviler bevisbyrden for, at artikel

52, stk. 3, i forordning (EF) nr. 1107/2009 er opfyldt, hvis de

respektive indehavere af godkendelsen til det parallelle middel

og referencemidlet ikke er enige herom?

C-468/18

Såfremt en ret i en medlemsstat anmodes om at træffe afgørelse

i en sag vedrørende tre anmodninger, nærmere bestemt om

opløsningen af ægteskabelige forbindelser for forældrene til et

mindreårigt barn, om forældreansvaret over for dette barn og

om underholdspligten i forhold til det samme barn, kan

bestemmelserne i artikel 3, litra a), artikel 3, litra d), og artikel 5

i forordning nr. 4/2009 da fortolkes således, at den ret, som har

kompetence til at påkende skilsmissesagen, som

–

samtidig

–

retten på det sted, hvor sagsøgte har sin sædvanlige bopæl, og

den ret, for hvilken sagsøgte har givet møde, kan træffe

afgørelse om anmodningen om underhold til barnet, selv om

retten har erklæret sig inkompetent med hensyn til

forældreansvaret over for det nævnte barn, eller kan

anmodningen om underhold da kun afgøres af den ret, som har

kompetence til at træffe afgørelse i den verserende sag om

forældreansvaret over for dette barn?

• Såfremt en sag indbringes for en tilsvarende national ret, er

anmodningen om underhold til det mindreårige barn da

accessorisk i forhold til den verserende sag om forældreansvar

som omhandlet i forordningens artikel 3, litra d)?

• Såfremt det andet spørgsmål besvares benægtende, er det da

til barnets bedste, at den på grundlag af artikel 3, litra a), i

forordning (EF) nr. 4/2009 kompetente ret i en medlemsstat

træffer afgørelse vedrørende forælderens underholdspligt i

forhold til mindreårigt barn som følge af det ægteskab, hvorom

der anmodes om opløsning, såfremt denne ret har erklæret sig

Børne- og

Socialministeriet

Justitsministeriet

27.06.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (2. samling) - Bilag 20: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 21/6-19

inkompetent for så vidt angår forældreansvaret, idet den med

retskraft har fastslået, at betingelserne i artikel 12 i Rådets

forordning (EF) nr. 2201/2003 af 27. november 2003 om

kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af

retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende

forældreansvar og om ophævelse af forordning (EF) nr.

1347/2000 ikke er opfyldt?

Forenede

sager

C-585/18,

C-624/18

C-625/18

Krajowa Rada Sadownictwa m.fl

Sag C-585/18 vedrører:

1. Skal artikel 267, stk. 3, TEUF sammenholdt med artikel 19,

stk. 1, og artikel 2 TEU samt artikel 47 i chartret om

grundlæggende rettighederfortolkes således, at en helt

nyetableret afdeling af den øverste domstol i en medlemsstat,

som har kompetencen i forbindelse med en national dommers

søgsmål, og som udelukkende skal bestå af dommere, der

vælges af et nationalt organ, der har til opgave at sikre

retsvæsenets uafhængighed (det nationale råd for retsvæsenet),

men som på grund af den måde, hvorpå det er blevet

sammensat og arbejder, ikke sikrer uafhængighed af den

lovgivende og den udøvende magt, er en uafhængig domstol i

EU-rettens forstand?

2. Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende: Skal

artikel 267, stk. 3, TEUF sammenholdt med artikel 19, stk. 1,

og artikel 2 TEU samt artikel 47 i chartret om grundlæggende

rettigheder da fortolkes således, at en ikke-kompetent afdeling

ved den øverste domstol i en medlemsstat, som opfylder de

EU-retlige krav til en domstol og hvorved der er anlagt sag i en

EU-retlig tvist, skal undlade at anvende de bestemmelser i den

nationale lov, hvoraf det følger, at afdelingen ikke har

kompetence i den pågældende sag?

Sagerne C-624/18 og C-625/18 vedrører:

1) Skal artikel 47 i chartret om grundlæggende rettigheder

sammenholdt med artikel 9, stk. 1, i Rådets direktiv

2000/78/EF af 27. november 2000 om generelle

rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til

beskæftigelse og erhverv fortolkes således, at den øverste ret i

en medlemsstat i tilfælde af iværksættelse af et retsmiddel

(søgsmål) ved denne ret, hvorved det gøres gældende, at

forbuddet mod forskelsbehandling på grundlag af alder er

blevet overtrådt over for endommer ved denne ret, samtidig

med, at der fremsættes begæring om sikring af det rejste krav

–

med henblik på at beskytte de rettigheder, der følger af EU-

retten, ved hjælp af foreløbige forholdsregler i henhold til

national lov

–

er forpligtet til at undlade at anvende de

nationale bestemmelser, hvorved kompetencen i den tvist,

hvori retsmidlet er iværksat, tillægges en organisatorisk enhed

ved denne ret, der ikke er funktionsdygtig, idet de pågældende

dommerstillinger ikke er blevet besat?

2) Såfremt dommerstillingerne ved den organisatoriske enhed,

der i henhold til national ret har kompetence til at træffe

afgørelse vedrørende det iværksatte retsmiddel, bliver besat:

Skal artikel 267, stk. 3, TEUF sammenholdt med artikel 19, stk.

1, og artikel 2 TEU samt artikel 47 i chartret om grundlæggende

rettigheder da fortolkes således, at en helt nyetableret afdeling

af den øverste domstol i en medlemsstat, der har kompetencen

med hensyn til et søgsmål anlagt af en dommer ved den

nationale ret i første og anden instans, og som udelukkende skal

Beskæftigelses-

ministeriet

Justitsministeriet

27.06.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (2. samling) - Bilag 20: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 21/6-19

bestå af dommere, der udvælges af et nationalt organ, der har til

opgave at sikre retsvæsenets uafhængighed (Krajowa Rada

Sądownictwa, herefter »det nationale råd for retsvæsenet«), men

som på grund af den måde, hvorpå det er blevet oprettet og

arbejder, ikke sikrer uafhængighed af den lovgivende og den

udøvende magt, er en uafhængig domstol i EU-rettens

forstand?

3. Såfremt det andet spørgsmål besvares benægtende: Skal

artikel 267, stk. 3, TEUF sammenholdt med artikel 19, stk. 1,

og artikel 2 TEU samt artikel 47 i chartret om grundlæggende

rettigheder da fortolkes således, at en ikke-kompetent afdeling

ved den øverste domstol i en medlemsstat, som opfylder de

EU-retlige krav til en domstol og hvorved der er anlagt sag i en

EU-retlig tvist, skal undlade at anvende de nationale

bestemmelser, hvoraf det følger, at afdelingen ikke har

kompetence i den pågældende sag?

T-377/18

Intercept Pharma og Intercept Pharmaceuticals mod

EMA

Påstande:

—Annullation

af afgørelse ASK-40399, meddelt til

sagsøgerne af sagsøgte den 15. maj 2018, om at udlevere

dokumentation i henhold til forordning nr. 1049/2001/EF.

—Sagsøgte

betaler sagsøgernes sagsomkostninger og øvrige

udgifter i forbindelse med dette søgsmål.

Spanien mod Kommissionen

Påstande: Kommissionens gennemførelsesafgørelse C (2017)

4136 final af 26. juni 2017 om udelukkelse fra EU-finansiering

af visse udgifter, som medlemsstaterne har afholdt inden for

rammerne af Den Europæiske Garantifond for Landbruget

(EGFL), for så vidt angår frugter og grøntsager samt

driftsfonde, annulleres, for så vidt som den vedrører

Kongeriget Spanien.

Delfarma

Er EU-retten, navnlig artikel 34 og 36 TEUF,til hinder for en

national bestemmelse, hvorefter tilladelse til at markedsføre et

parallelimporteret lægemiddel i en medlemsstat kan nægtes

allerede af den grund, at det parallelimporterede lægemiddel i

oprindelsesmedlemsstaten er godkendt som generikum til

referenceproduktet, dvs. på grundlag af et resumé af

dokumentationen, mens lægemidlet i

bestemmelsesmedlemsstaten er godkendt som

referencelægemiddel, dvs. på grundlag af fuldstændig

dokumentation, og dette afslag gives uden at der foretages en

undersøgelse af de to lægemidlers grundlæggende terapeutiske

identitet, og uden at den nationale myndighed

–

selv om en

sådan mulighed foreligger

–

har anmodet den relevante

myndighed i oprindelsesmedlemsstaten om forelæggelse af

dokumentationen?

Tesco-Global Áruházak

Sagen vedrører:1. Er den omstændighed, at en afgiftspligtig

person, som udøver detailhandel fra forretninger, hvis

aktionærer er udlændinge, og driver flere forretninger som et

enkelt forretningsdrivende selskab, underkastes en særafgift,

hvis satser er stærkt progressive, og nævnte afgiftspligtige

person faktisk hører under det højeste afgiftstrin, mens det i

praksis viser sig, at afgiftspligtige personer med nationale

aktionærer, der driver franchisevirksomhed under samme

Miljø- og Fødevare-

ministeriet

Dom

28.06.19

T-602/17

Miljø- og Fødevare-

ministeriet

Dom

03.07.19

C-387/18

Lægemiddelstyrelsen

Dom

03.07.19

C-323/18

Erhvervsstyrelsen

04.07.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (2. samling) - Bilag 20: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 21/6-19

mærke

–

idet hver forretning typisk er et særskilt

forretningsdrivende selskab

–

er fritaget for denne afgift eller

hører under et af de lave afgiftstrin, hvorfor den afgift, som

betales af selskaber med udenlandske aktionærer, og den

samlede andel af afgiftsmæssige indtægter vedrørende disse

reelt er væsentligt højere end fra afgiftspligtige personer med

nationale aktionærer, forenelig med EUF-traktatens

bestemmelser om princippet om forbud mod foskelsbehandling

(artikel 18 TEUF og 26 TEUF), princippet om

etableringsfriheden (artikel 49 TEUF),

ligebehandlingsprincippet (artikel 54 TEUF), princippet om

lighed hvad angår indehavelse af kapitalandele i selskaber som

omhandlet i artikel 54 TEUF (artikel 55 TEUF), princippet om

den frie udveksling af tjenesteydelser (artikel 56 TEUF),

princippet om kapitalens frie bevægelighed (artikel 63 TEUF og

65 TEUF) og princippet om lighed hvad angår

afgiftspålæggelse i forhold til virksomheder (artikel 110 TEUF)?

2. Er den omstændighed, at en afgiftspligtig person, som

udøver detailhandel fra forretninger og driver flere forretninger

som et enkelt forretningsdrivende selskab, underkastes en

særafgift, hvis satser er stærkt progressive, og nævnte

afgiftspligtige person faktisk hører under det højeste afgiftstrin,

mens det i praksis viser sig, at afgiftspligtige personer med

nationale aktionærer, der konkurrerer direkte med den

førstnævnte afgiftspligtige person og driver

franchisevirksomhed under samme mærke

–idet

hver forretning

typisk er et særskilt forretningsdrivende selskab

–

er fritaget for

denne afgift eller hører under et af de lave afgiftstrin, hvorfor

den afgift, som betales af selskaber med udenlandske

aktionærer, og den samlede andel af afgiftsmæssige indtægter

vedrørende disse reelt er væsentligt højere end fra afgiftspligtige

personer med nationale aktionærer, forenelig med EUF-

traktatens bestemmelser om forbud mod statsstøtte (artikel

107, stk. 1, TEUF)? 3. Skal artikel 107 TEUF og artikel 108,

stk. 3, TEUF fortolkes således, at deres virkninger omfatter en

afgiftsforanstaltning, hvoraf en afgiftsfritagelse– der udgør

statsstøtte

–

som finansieres ved indtægterne af denne

afgiftsforanstaltning, er en integrerende del, for så vidt som

lovgiver, inden særafgiften på detailhandel blev indført, (på

grundlag af markedsaktørernes omsætning) fastlagde størrelsen

af de forventede budgetindtægter ved at anvende progressive

satser på grundlag af omsætningen og ikke ved at indføre en

generel afgiftssats og således nåede til et resultat, hvor lovgiver

bevidst lod en del af markedsaktørerne være begunstiget af en

fritagelse?4. Er princippet om procesækvivalens,

effektivitetsprincippet og princippet om EU-rettens forrang til

hinder for en medlemsstats praksis, hvorefter det under en

afgiftskontrolprocedure, som er indledt af egen drift, eller

under den efterfølgende retslige procedure

–

uagtet

effektivitetsprincippet og princippet om pligten til at se bort fra

en med EUretten uforenelig national bestemmelse

–

er umuligt

at indgive en anmodning om tilbagebetaling af en afgift, der er

angivet i henhold til en national afgiftslovgivning, som er i strid

med EU-retten, fordi afgiftsmyndigheden eller retsinstansen

kun undersøger spørgsmålet om en tilsidesættelse af EUretten

som led i en særprocedure, der iværksættes efter begæring og

alene inden proceduren af egen drift, skønt intet er til hinder

for indgivelsen af en tilbagebetalingsanmodning som led i en

EUU, Alm.del - 2018-19 (2. samling) - Bilag 20: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 21/6-19

administrativ eller retslig procedure hvad angår en afgift, hvis

angivelse er i strid med national ret?

T-598/17

Italien mod Kommissionen

Påstande:

—

Europa-Kommissionens gennemførelsesafgørelse

2017/1144 af 26. juni 2017, meddelt samme dag om

udelukkelse fra EU-finansiering af visse udgifter, som

medlemsstaterne har afholdt for Den Europæiske Garantifond

for Landbruget og Den Europæiske Landbrugsfond for

Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL) annulleres.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens

omkostninger.

Tronex

Sagen vedrører: (1) Det første spørgsmål 1.1) Skal en

detailhandler, som leverer en genstand, som en forbruger har

returneret til ham, eller en genstand, som er blevet overflødig i

hans sortiment, tilbage til sin leverandør (det være sig

importøren, engroshandleren, distributøren, producenten eller

en anden, som han har modtaget genstanden fra) anses for at

være en indehaver, der skiller sig af med genstanden som

omhandlet i rammedirektivets artikel 3, nr. 1)? 1.2) Har det

nogen betydning for besvarelsen af spørgsmål 1.1), om der

herved er tale om en genstand, som har en mangel eller en

defekt, der er nem at afhjælpe? 1.3) Har det nogen betydning

for besvarelsen af spørgsmål 1.1), om der herved er tale om en

genstand, der har en mangel eller en defekt af et sådant omfang

eller betydning, at genstanden som følge heraf ikke længere er

egnet til eller kan bruges til sit oprindelige formål? (2) Det andet

spørgsmål 2.1) Skal en detailhandler eller en leverandør, som

videresælger en genstand, som en forbruger har returneret til

ham, eller en genstand, som er blevet overflødig i hans

sortiment, til en opkøber (af restpartier), anses for at være en

indehaver, der skiller sig af med genstanden som omhandlet i

rammedirektivets artikel 3, nr. 1)? 2.2) Har størrelsen af den

købspris, som opkøberen skal betale til detailhandleren eller

leverandøren, betydning for besvarelsen af spørgsmål 2.1)? 2.3)

Har det nogen betydning for besvarelsen af spørgsmål 2.1), om

der er tale om en genstand, som har en mangel eller en defekt,

der er nem at afhjælpe? 2.4) Har det nogen betydning for

besvarelsen af spørgsmål 2.1), om der er tale om en genstand,

der har en mangel eller en defekt af et sådant omfang eller

betydning, at genstanden som følge heraf ikke længere er egnet

til eller kan bruges til sit oprindelige anvendelsesformål? (3) Det

tredje spørgsmål 3.1) Skal en opkøber, der til en (udenlandsk)

tredjemand videresælger hos detailhandlere eller leverandører

opkøbte varer, der er returneret af forbrugereog/eller blevet

overflødige, anses for at være en indehaver, der skiller sig af

med genstanden som omhandlet i rammedirektivets artikel 3,

nr. 1)?

3.2) Har størrelsen af den købspris, som tredjemanden skal

betale til opkøberen, betydning for besvarelsen af spørgsmål

3.1)?

3.3) Har det betydning for besvarelsen af spørgsmål 3.1), om

varepartiet også indeholder varer, som har en mangel eller en

defekt, der er nem at afhjælpe?

3.4) Har det betydning for besvarelsen af spørgsmål 3.1), om

varepartiet også indeholder varer, der har en mangel eller en

defekt af et sådant omfang eller betydning, at den omhandlede

Miljø- og Fødevare-

ministeriet

Dom

04.07.19

C-624/17

Miljø- og Fødevare-

ministeriet

Dom

04.07.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (2. samling) - Bilag 20: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 21/6-19

genstand som følge heraf ikke længere er egnet til eller kan

bruges til sit oprindelige anvendelsesformål?

3.5) Har det betydning for besvarelsen af spørgsmål 3.3), eller

spørgsmål 3.4), hvilken procentsats de defekte varer udgør af

hele det parti, der er videresolgt til tredjemanden? I

bekræftende fald, hvilken procentsats er da afgørende?

C-414/18

Iccrea Banca

Sagen vedrører fortolkning af artikel 5 i den delegerede

forordning (EU) 2015/63. Navnlig spørgsmålet om, hvorvidt

artikel 5, litra a) og f), hvorefter koncerninterne passiver og

passiver hidrørende fra støttelån ikke indgår i beregningen af

det årlige bidrag til afviklingsfonden, finder anvendelse analogt

på »de facto koncerner« eller under omstændigheder, hvor et

institut og andre banker er indbyrdes forbundet.

EU-Domstolen er blevet forelagt følgende præjudicielle

spørgsmål: Er artikel 5, stk. 1, navnlig litra a) og f), i forordning

2015/63

–

fortolket i lyset af de principper, som der er henvist

til i denne retsakt, i direktiv 2014/59, i forordning nr. 2014/806

og i artikel 120 i traktaten om Den Europæiske Unions

funktionsmåde, i lyset af de grundlæggende regler om

ligebehandling, forbud mod forskelsbehandling og

proportionalitet, der er fastlagt i artikel 21 i Den Europæiske

Unions charter om grundlæggende rettigheder og forbuddet

mod dobbeltbeskatning

–

i forbindelse med beregningen af de

bidrag, der er nævnt i artikel 103, stk. 2, i direktiv 2014/59, til

hinder for, at den ordning, der er fastsat for koncerninterne

passiver, også finder anvendelse på »de facto koncerner«, eller

under alle omstændigheder, hvor et institut og andre banker er

forbundet inden for samme system? Subsidiært ønskes oplyst,

om den fordelagtige behandling af passiver hidrørende fra

støttelån, som omhandlet i artikel 5, i lyset af de ovenfor

nævnte principper kan anvendes analogt også på de passiver,

som en bank i den såkaldte »gruppe 2« har over for andre

banker i systemet (for andelskredit), eller om dette sidstnævnte

kendetegn ved et institut, der reelt agerer som centralbank

inden for en indbyrdes forbundet og integreret gruppe af

mindre banker, herunder også i forholdet til ECB og

finansmarkedet, i henhold til gældende lovgivning medfører, at

der skal foretages en form for justering af de finansielle

oplysninger, som den nationale afviklingsmyndighed skal

indsende til de kompetente fællesskabsinstitutioner, og af de

fastlagte bidrag, som instituttet skal indbetale til

afviklingsfonden på baggrund af instituttets reelle gæld og

risikoprofil?

Amazon EU

EU-Domstolen forelægges følgende præjudicielle spørgsmål

om fortolkning af artikel 6, stk. 1, litra c), i Europa-Parlamentet

og Rådets direktiv 2011/83/EU af 25. oktober 2011 om

forbrugerrettigheder (EUT 2011, L 304, s. 64): 1. Kan

medlemsstaterne fastsætte en bestemmelse, der

–

sådan som

bestemmelsen i artikel 246a § 1, stk. 1, første punktum, nr. 2, i

Einführungsgesetz zum Bürgerlichen Gesetzbuch (lov om

ikrafttrædelse af den tyske borgerlige lovbog, herefter

»EGBGB«)

–

pålægger den erhvervsdrivende i forbindelse med

indgåelse af aftaler om fjernsalg, og inden forbrugeren

indvilliger i at indgå aftalen, altid (og ikke blot eventuelt

(»gegebenenfalls«)) at stille sit telefonnummer til rådighed? 2.

Finanstilsynet

09.07.19

C-649/17

Forbruger-

ombudsmanden

Dom

10.07.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (2. samling) - Bilag 20: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 21/6-19

Betyder udtrykket »gegebenenfalls« [»eventuelle«] (der anvendes

i den tyske version) i artikel 6, stk. 1, litra c), i direktiv

2011/83/EU, at en erhvervsdrivende kun er forpligtet til at

give oplysning om kommunikationsmidler, der faktisk allerede

findes i virksomheden, og at den erhvervsdrivende altså ikke

har pligt til at oprette en ny telefon- eller telefaxforbindelse eller

e-mailkonto, såfremt han beslutter også at indgå aftaler om

fjernsalg inden for rammerne af sin virksomhed? 3. Såfremt

andet spørgsmål skal besvares bekræftende: Betyder udtrykket

»gegebenenfalls« [eventuelle] (der anvendes i den tyske version)

i artikel 6, stk. 1, litra c), i direktiv 2011/83/EU, at de

kommunikationsmidler, der allerede findes i en virksomhed,

kun er de kommunikationsmidler, som den erhvervsdrivende i

hvert fald også faktisk anvender til [org. s. 3] kontakt med

forbrugerne i forbindelse med indgåelse af aftaler om fjernsalg,

eller omfatter de kommunikationsmidler, der allerede findes i

virksomheden, også sådanne kommunikationsmidler, som den

erhvervsdrivende hidtil udelukkende har anvendt til andre

formål, såsom kommunikation med andre erhvervsdrivende

eller myndigheder? 4. Er opregningen af

kommunikationsmidler i artikel 6, stk. 1, litra c), i direktiv

2011/83/EU, nemlig telefon, telefax og e-mail, udtømmende,

eller kan den erhvervsdrivende også benytte andre

kommunikationsmidler, der ikke nævnes i bestemmelsen

–

såsom internet-chat eller et system med opringning til

forbrugeren

–såfremt

der herved sikres en hurtig

kontaktetablering og effektiv kommunikation? 5. Er det

afgørende ved anvendelsen af kravet om gennemsigtighed i

artikel 6, stk. 1, i direktiv 2011/83/EU, hvorefter den

erhvervsdrivende skal give forbrugeren oplysning om de i

artikel 6, stk. 1, litra c), i direktiv 2011/83/EU nævnte

kommunikationsmidler på en klar og forståelig måde, at

oplysningen gives hurtigt og effektivt?

C-210/18

WESTbahn Management

Sagen vedrører:1. Skal punkt 2, litra a), i bilag II til Europa-

Parlamentets og Rådets direktiv 2012/34/EU af 21. november

2012 om oprettelse af et fælles europæisk jernbaneområde,

EUT L 343 af 14. december 2012, s. 32, fortolkes således, at

jernbaneinfrastrukturelementerne »personperroner« i henhold

til andet led i bilag I til dette direktiv skal subsumeres under det

i nævnte bestemmelse nævnte kriterium »passagerstationer og

dertil hørende bygninger og andre faciliteter«? 2. Dersom første

spørgsmål besvares benægtende, spørges: Skal punkt 1, litra c), i

bilag II til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2012/34/EU af 21. november 2012 om oprettelse af et fælles

europæisk jernbaneområde, EUT L 343 af 14. december 2012,

s. 32, fortolkes således, at det deri nævnte kriterium »brug af

jernbaneinfrastrukturen« omfatter benyttelse af personperroner

i henhold til andet led i bilag I til dette direktiv?

CEVA Freight Holland

Sagen vedrører: 1. Skal artikel 78 i Rådets forordning (EØF) nr.

2913/92 om indførelse af en EF-toldkodeks fortolkes således,

at en klarerer i forbindelse med en efterfølgende bogføring

under henvisning til artikel 147, stk. 1, andet afsnit, i

Kommissionens forordning (EØF) nr. 2454/93 af 2. juli 1993

om visse gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning

(EØF) nr. 2913/92 kan vælge en anden og lavere

Transport-,

Bygning-, og

Boligministeriet

Dom

10.07.19

C-249/18

Toldstyrelsen

Dom

10.07.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (2. samling) - Bilag 20: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 21/6-19

transaktionspris for indførte varer for at få nedsat toldskylden?

2a. Er fastsættelsen af det tidspunkt, hvor underretningen til

debitor har fundet sted, ved anvendelsen af artikel 221, stk. 3, i

forordning (EØF) nr. 2913/92 et EUretligt spørgsmål? 2b.

Såfremt spørgsmål 2a besvares bekræftende, skal artikel 221,

stk. 3, i forordning (EØF) nr. 2913/92 da fortolkes således, at

den heri omhandlede underretning skal være modtaget af

debitor inden for fristen på tre år, regnet fra datoen for

toldskyldens opståen, eller er det tilstrækkeligt, at

underretningen er sendt til debitor inden for denne frist?

Forenede

sager

C-103/18

C-429/18

Sánchez Ruiz (sag C-103/18)

Sagen vedrører hvorvidt den spanske lovgivning og retspraksis

vedrørende tidsbegrænset udnævnelse af vedtægtsmæssigt

personale er forenelig med § 4 og 5 i rammeaftalen vedrørende

tidsbegrænset ansættelse

EU-Domstolen er blevet forelagt følgende præjudicielle

spørgsmål: Første spørgsmål: Kan en situation som den, der

beskrives i det foreliggende tilfælde (hvor den offentlige

arbejdsgiver ikke overholder de ved lov fastsatte tidsmæssige

begrænsninger, og derved tillader flere på hinanden følgende

tidsbegrænsede kontrakter, eller opretholder den midlertidige

karakter ved at ændre ansættelsestypen fra hjælpepersonale til

vikaransat eller afløser), anses for misbrug hidrørende fra flere

på hinanden følgende ansættelser og dermed henføres under §

5 i rammeaftalen, der er vedhæftet som bilag til direktiv

1999/70/EF? Andet spørgsmål: Skal bestemmelserne i

rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, som

fremgår af bilaget til direktiv 1999/70/EF, sammenholdt med

effektivitetsprincippet, fortolkes således, at de er til hinder for

nationale processuelle regler, hvorefter det er et ufravigeligt

krav, at en arbejdstager i tidsbegrænset ansættelse aktivt

anfægter eller klager over samtlige på hinanden følgende

ansættelser og ophør for at kunne være omfattet af direktivet

og for at kunne gøre de rettigheder gældende, som den

pågældende tildeles i henhold til EU’s retsorden? 

Tredje

spørgsmål: Henset til, at behovet for at besætte ledige stillinger

og dække sygefravær og ferieperioder (...) i den offentlige sektor

i forbindelse med udførelsen af væsentlige tjenester

grundlæggende er »permanent«, og at det dermed er nødvendigt

at fastlægge begrebet »objektive omstændigheder« som

begrundelse for den tidsbegrænsede ansættelse:

[…]

Fernández Álvarez e.a. (sag C-429/18)

Første spørgsmål: Er det i overensstemmelse med

rammeaftalen, der er optaget som bilag til direktiv

1999/70/EF, at den forelæggende ret anlægger en fortolkning

og en opfattelse, hvorefter der i forbindelse med den

tidsbegrænsede ansættelse af sagsøgerne foreligger et misbrug,

for så vidt som den offentlige arbejdsgiver anvender forskellige

former for ansættelse, som alle er midlertidige, til varigt og

konstant at udføre almindelige opgaver, som de

vedtægtsmæssige fastansatte medarbejdere normalt udfører, og

dække permanente og strukturelle behov, som reelt ikke er

midlertidige, men derimod varige og konstante? Er denne

beskrevne tidsbegrænsede ansættelse dermed ikke begrundet

som omhandlet i § 5, stk. 1, litra a), i rammeaftalen med

objektive omstændigheder, for så vidt som denne anvendelse af

Beskæftigelses-

ministeriet

Moderniserings-

styrelsen

11.07.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (2. samling) - Bilag 20: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 21/6-19

tidsbegrænsede ansættelseskontrakter er direkte i strid med

andet afsnit i indledningen til rammeaftalen og punkt 6 og 8 i

de generelle betragtninger til denne aftale, fordi de betingelser,

der kunne begrunde disse tidsbegrænsede

ansættelseskontrakter, ikke er opfyldt? Andet spørgsmål: Er det

i overensstemmelse med rammeaftalen, der er optaget som

bilag til direktiv 1999/70/EF, at den forelæggende ret anlægger

en fortolkning, hvorefter opslaget af en traditionel

udvælgelsesprøve, der har de nævnte kendetegn, hverken er en

foranstaltning med tilsvarende virkning eller kan betragtes som

en sanktion, for så vidt som den ikke står i forhold til det

misbrug, der er begået, og som medfører, at den

tidsbegrænsede ansættelse bringes til ophør, hvorved formålene

med direktivet tilsidesættes, og den ufordelagtige situation for

vedtægtsmæssige midlertidige medarbejdere gøres varig, og ikke

kan betragtes som en effektiv foranstaltning, for så vidt som

den ikke medfører nogen ulempe for arbejdsgiveren eller har en

afskrækkende virkning og dermed ikke er i overensstemmelse

med artikel 2, stk. 1, i direktiv 1999/70, for så vidt som den

ikke sikrer, at den spanske stat opnår de i direktivet foreskrevne

resultater? Tredje spørgsmål: Er det i overensstemmelse med

artikel 2, stk. 1, i direktiv 1999/70 og Den Europæiske Unions

Domstols dom af 14. september 2016 i sag C-16/15, at den

forelæggende ret anlægger og anvender en fortolkning,

hvorefter et opslag af en åben udvælgelsesprøve ikke er en

foranstaltning, der er egnet til at sanktionere et misbrug af flere

på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelsesforhold, idet

der i spansk ret ikke findes en sanktionsmekanisme, der er

effektiv og har afskrækkende virkning, og som bringer misbrug

i forbindelse med ansættelse af vedtægtsmæssigt midlertidigt

personale til ophør, idet lovgivningen ikke gør det muligt at

besætte disse oprettede strukturelle stillinger med det personale,

der vargenstand for misbruget, således at jobusikkerheden for

disse arbejdstagere bibeholdes? Fjerde spørgsmål: Er det i

overensstemmelse med rammeaftalen, at den forelæggende ret

anlægger en fortolkning, hvorefter ændringen af statussen for

den midlertidigt ansatte, der er genstand for misbruget, til

»tidsubegrænset, men ikke fastansat« ikke er en effektiv

sanktion, for så vidt som en arbejdstager med denne status kan

få sin ansættelse bragt til ophør, enten fordi den pågældendes

stilling besættes gennem en udvælgelsesprøve, eller fordi

stillingen nedlægges, og derfor ikke er i overensstemmelse med

rammeaftalen med henblik på at forebygge misbrug af

tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, idet den ikke overholder

artikel 2, stk. 1, i direktiv 1999/70, for så vidt som den ikke

sikrer, at den spanske stat opnår de i direktivet foreskrevne

resultater? Her bør det bemærkes, at denne sag omfatter

følgende spørgsmål, som indgår i det præjudicielle spørgsmål,

der blev forelagt den 30. januar 2018 i den forenklede

procedure 193/2017 af JCA n.º 8 de Madrid

(forvaltningsdomstol nr. 8 i Madrid): Femte spørgsmål: Når den

nationale ret har fastslået, at der foreligger et misbrug af flere på

hinanden følgende ansættelser af den vedtægtsmæssige

midlertidige ansatte vikar hos SERMAS, idet denne ansættelse

sigter mod at dække permanente og strukturelle behov for

levering af ydelser fra de vedtægtsmæssige fastansatte

medarbejdere, og der ikke findes nogen effektiv og

afskrækkende foranstaltning i den nationale retsorden til at

sanktionere et sådant misbrug og til at eliminere

EUU, Alm.del - 2018-19 (2. samling) - Bilag 20: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 21/6-19

konsekvenserne af tilsidesættelsen af den EU-retlige

bestemmelse, skal § 5 i rammeaftalen i bilaget til direktiv

1999/70/EF da fortolkes således, at den forpligter den

nationale ret til at træffe effektive og afskrækkende

foranstaltninger, som sikrer rammeaftalens effektive virkning,

og dermed til at sanktionere et sådant misbrug og eliminere

konsekvenserne af tilsidesættelsen af den pågældende EU-

retlige bestemmelse ved at undlade at anvende den nationale

bestemmelse, som er til hinder herfor? Såfremt spørgsmålet

besvares bekræftende, og som Den Europæiske Unions

Domstol fastslog i præmis 41 i dom af 14. september 2016,

forenede sager C- 184/15 og C-197/15: Vil det da være

foreneligt med de mål, der forfølges med direktiv 1999/70/EF

at ændre det tidsbegrænsede vedtægtsmæssige

ansættelsesforhold som vikaransat/hjælpepersonale/afløser til

et stabilt vedtægtsmæssigt ansættelsesforhold, eventuelt i form

af en betegnelse som fastansat offentlig ansat eller

tidsubegrænset offentlig ansat med den samme stabilitet i

ansættelsen som de sammenlignelige vedtægtsmæssige

fastansatte medarbejdere, som middel til at forhindre eller

sanktionere misbrug af flere på hinanden følgende

tidsbegrænsede ansættelsesforhold og eliminerekonsekvenserne

af tilsidesættelsen af EU-retten, hvis dette sker på grundlag af

den omstændighed, at den nationale lovgivning vedrørende den

offentlige sektor forbyder enhver form for ændring af flere på

hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter til en

tidsubegrænset kontrakt i denne sektor, idet der ikke findes

nogen anden effektiv foranstaltning, som kan hindre, og i givet

fald sanktionere, et misbrug af flere på hinanden følgende

tidsbegrænsede kontrakter?

[…]

Forenede

sager

C-180/18,

C-286/18

C-287/18

Agrenergy m.fl.

Skal artikel 3, stk. 3, litra a), i direktiv 2009/28/EF

–

også i lyset

af det almindelige princip om beskyttelse af den berettigede

forventning og direktivets samlede regulering af fremme af

produktionen af energi fra vedvarende energikilder

–

fortolkes

således, at en national ordning, hvorefter den italienske regering

med efterfølgende gennemførelsesdekreter kan reducere eller

endog ophæve de fastsatte incitamentstariffer, ikke er forenelig

med EU-retten?

Grafe et Pohle

Sagen vedrører: 1. Skal en situation, hvori betjeningen af

busruter overgår fra et busselskab til et andet i henhold til en

udbudsprocedure i medfør af [Rådets] direktiv 92/50/EØF [af

18. juni 1992 om samordning af fremgangsmåderne ved]

indgåelse af offentlige tjenesteydelsesaftaler, anses for at udgøre

en overførsel af en bedrift i den betydning, hvori udtrykket er

anvendt i artikel 1, stk. 1, i [Rådets] direktiv 77/187/EØF [af

14. januar 1977 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning

om varetagelse af arbejdstagernes rettigheder i forbindelse med

overførsel af virksomheder, bedrifter eller dele af bedrifter],

selv om der ikke er overdraget driftsmidler i nævneværdigt

omfang, navnlig ingen busser, mellem de to nævnte

virksomheder? 2. Berettiger antagelsen af, at busserne i

forbindelse med en midlertidig tildeling af tjenesteydelserne ud

fra en fornuftig driftsøkonomisk beslutning på grund af deres

alder og de stigende tekniske krav (udstødningsværdier, busser

Erhvervsministeriet

Energistyrelsen

Dom

11.07.19

C-298/18

Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsen

11.07.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (2. samling) - Bilag 20: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 21/6-19

med lav indstigning) ikke længere har væsentlig betydning for

bedriftens værdi, at Domstolen kan fravige sin dom af 25.

januar 2001 (C-172/99) således, at også overtagelse af en

væsentlig del af personalet under disse betingelser kan føre til,

at direktiv 77/187/EØF finder anvendelse?

C-380/18

E.P.

Det første spørgsmål:Skal artikel 6, stk. 1, litra e), i forordning

(EU) 2016/399 (EUT L 77, Schengengrænsekodeksen)

fortolkes således, at det ved konstateringen af, at det lovlige

ophold på højst 90 dage inden for en periode på 180 dage er

ophørt, fordi udlændingen betragtes som en trussel mod den

offentlige orden, skal begrundes, at den pågældende udlændings

personlig adfærd udgør en reel, umiddelbar og tilstrækkelig

alvorlig trussel, der berører en grundlæggende

samfundsinteresse? Det andet spørgsmål: Såfremt spørgsmål 1

besvares benægtende, hvilke krav gælder i henhold til artikel 6,

stk. 1, litra e), i forordning (EU) nr. 2016/399 (EUT 2016, L

77, Schengengrænsekodeksen) til begrundelsen for, at en

udlænding betragtes som en trussel mod den offentlige orden?

Skal artikel 6, stk. 1, litra e), i forordning (EU) 2016/399 (EUT

2016 L 77, Schengengrænsekodeksen) fortolkes således, at

denne bestemmelse er til hinder for en national praksis,

hvorefter en udlænding betragtes som en trussel mod den

offentlige orden alene af den grund, at den pågældende

udlænding er mistænkt for at have begået en strafbar handling?

G.S. m.fl.

Sag C-381/18 vedrører:

1) Skal artikel 6, stk. 2, i direktiv 2003/86/EF (EUT L 251,

familiesammenføringsdirektivet) fortolkes således, at for at

inddrage en opholdstilladelse til et familiemedlem eller afslå at

forlænge den, kræves det begrundet, at det pågældende

familiemedlem udgør en reel, umiddelbar og tilstrækkelig

alvorlig trussel, der berører en grundlæggende

samfundsinteresse? 2) Såfremt spørgsmål 1 skal besvares

benægtende, hvilke krav gælder ifølge artikel 6, stk. 2, i direktiv

2003/86/EF (EUT L 251, familiesammenføringsdirektivet) til

begrundelsen for at inddrage en opholdstilladelse til et

familiemedlem eller afslå at forlænge den af hensyn til den

offentlige orden?Skal artikel 6, stk. 2, i direktiv 2003/86/EF

(EUT L 251, familiesammenføringsdirektivet) fortolkes således,

at det er til hinder for en national praksis, hvorefter en

opholdstilladelse til et familiemedlem kan inddrages eller nægtes

forlænget af hensyn til den offentlige orden, såfremt den straf

eller foranstaltning, som det pågældende familiemedlem er

idømt eller pålagt, er tilstrækkelig høj i forhold til varigheden af

det lovlige ophold i Nederlandene (»den glidende skala«),

hvorved der på grundlag af kriterierne i henhold til Den

Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 2. august

2001, Boultif mod Schweiz,

ECLI:CE:ECHR:2001:0802JUD005427300, og af 18. oktober

2006, Üner mod Nederlandene,

ECLI:CE:ECHR:2006:1018JUD004641099, foretages en

interesseafvejning mellem hensynet til det pågældende

familiemedlems interesse i at udøve retten til

familiesammenføring i Nederlandene på den ene side og

hensynet til den nederlandske stats interesse i at beskytte den

Justitsministeriet

Udlændinge- og

Integrations-

ministeriet

11.07.19

Forenede

sager

C-381/18

C-382/18

Justitsministeriet

Udlændinge- og

Integrations-

ministeriet

11.07.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (2. samling) - Bilag 20: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 21/6-19

offentlige orden på den anden side?

Sag C-382/18 vedrører:

1. Har Domstolen, henset til artikel 3, stk. 3, i Rådets direktiv

2003/86/EF af 22. september 2003 om ret til

familiesammenføring (EUT L 251,

familiesammenføringsdirektivet) og Nolan-dommen

(ECLI:EU:C:2012:638) kompetence til at besvare præjudicielle

spørgsmål fra en nederlandsk ret vedrørende fortolkningen af

bestemmelser i dette direktiv i en sag angående indrejse og

ophold til et familiemedlem til referencepersonen, der er

nederlandsk statsborger, såfremt dette direktiv i nederlandsk ret

er blevet erklæret for direkte og ubetinget anvendelig på disse

familiemedlemmer? 2. Skal artikel 6, stk. 1, i direktiv

2003/86/EF (EUT L 251, familiesammenføringsdirektivet)

fortolkes således, at det, for at kunne afslå en ansøgning om

tilladelse til indrejse og ophold til et familiemedlem af hensyn til

den offentlige orden, kræves begrundet, at det pågældende

familiemedlem udgør en reel, umiddelbar og tilstrækkelig

alvorlig trussel, der berører en grundlæggende

samfundsinteresse? 3. Såfremt det andet spørgsmål skal

besvares benægtende, hvilke krav stilles der ifølge artikel 6, stk.

1, i direktiv 2003/86/EF (EUT L 251,

familiesammenføringsdirektivet) til begrundelsen for at afslå en

ansøgning om tilladelse til og ophold til familiemedlemmet af

hensyn til den offentlige orden? Skal artikel 6, stk. 1, i direktiv

2003/86/EF (EUT L 251, familiesammenføringsdirektivet)

fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for en

national praksis, hvorefter en ansøgning om tilladelse til

indrejse og ophold til et familiemedlem kan afslås af hensyn til

den offentlige orden på grund af domfældelser under et

tidligere ophold i den pågældende medlemsstat, hvorved der på

grundlag af kriterierne i henhold til Den Europæiske

Menneskerettighedsdomstols dom af 2. august 2001, Boultif

mod Schweiz, ECLI:CE:ECHR:2001:0802JUD005427300, og

af 18. oktober 2006, Üner mod Nederlandene,

ECLI:CE:ECHR:2006:1018JUD004641099, foretages en

interesseafvejning mellem hensynet til det pågældende

familiemedlems interesse i at udøve retten til

familiesammenføring i Nederlandene på den ene side og

hensynet til den nederlandske stats interesse i at beskytte den

offentlige orden på den anden side?

C-395/18

Tim

I) Er artikel 57 og artikel 71, stk. 6, i direktiv 2014/24/EU til

hinder for en national bestemmelse såsom artikel 80, stk. 5, i

lovdekret nr. 50 af 2016, som foreskriver udelukkelse af en

økonomisk aktør (tilbudsgiveren) såfremt det under

udbudsproceduren fastslås, at der foreligger en

udelukkelsesgrund vedrørende en af de tre underentreprenører,

som er anført i udbudsdokumenterne, i stedet for at pålægge

tilbudsgiveren at udskifte den udpegede underentreprenør? II)

Subsidiært, såfremt Domstolen finder, at medlemsstaten har

mulighed for at udelukke tilbudsgiveren, er det

proportionalitetsprincip, der er fastsat i artikel 5 TEU, hvortil

der henvises i 101. betragtning til direktiv 2014/24/EU, og som

Domstolen har fastslået er et almindeligt EU-retligt princip, til

hinder for en national bestemmelse såsom artikel 80, stk. 5, i

lovdekret nr. 50 af 2016, hvorefter tilbudsgiveren under alle

Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsen

Energistyrelsen

11.07.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (2. samling) - Bilag 20: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 21/6-19

omstændigheder skal udelukkes såfremt det under

udbudsproceduren konstateres, at der foreligger en

udelukkelsesgrund vedrørende den udpegede underentreprenør,

til trods for, at der findes andre underentreprenører, der ikke er

blevet udelukket, og som opfylder kravene til at udføre

underentreprenørydelserne, eller til trods for, at tilbudsgiveren

afstår fra at anvende underentreprenøren, idet tilbudsgiveren

selv opfylder kravene til at udføre ydelserne?

C-400/18

Infohos

Skal artikel 13, punkt A, stk. 1, litra f), i Rådets sjette direktiv

77/388/EØF af 17. maj 1977, nu artikel 132, stk. 1, litra f), i

direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 fortolkes således,

at denne bestemmelse tillader medlemsstaterne at knytte en

eksklusivitetsbetingelse til den heri omhandlede fritagelse,

hvorved en selvstændig forening, der ligeledes leverer

tjenesteydelser til ikke–medlemmer, bliver fuldt momspligtig

også af tjenesteydelser til medlemmer?

Mykola Yanovych Azarov mod Rådet for Den Europæiske

Union (appel)

Påstande:

—

Rettens dom af 26. april 2018 i sag T-190/16

ophæves.

—

Domstolen træffer endelig afgørelse i sagen, såvel Rådets

afgørelse (FUSP) 2016/318 af 4. marts 2016 om ændring af

afgørelse 2014/119/FUSP om restriktive foranstaltninger over

for visse personer, enheder og organer på baggrund af

situationen i Ukraine (1) som Rådets gennemførelsesforordning

(EU) 2016/311 af 4. marts 2016 om gennemførelse af

forordning (EU) nr. 208/2014 om restriktive foranstaltninger

over for visse personer, enheder og organer på baggrund af

situationen i Ukraine (2) annulleres, for så vidt som disse

retsakter vedrører appellanten, og Rådet tilpligtes at betale

sagsomkostningerne for Retten og for Domstolen.

—

Subsidiært til påstand nr. 2 hjemvises sagen til Retten i

overensstemmelse med den retlige vurdering i Domstolens

dom, og afgørelsen om sagsomkostningerne udsættes.

Generálny riaditeľ Sociálnej poisťovne Bratislava e.a.

Kan artikel 1, litra w), artikel 4 og artikel 5 i Europa-

Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 883/2004 af 29.

april 2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger,

sammenholdt med retten til sociale sikringsydelser og sociale

fordele, som er fastslået i artikel 34, stk. 1 og 2, i Den

Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

under omstændigheder som de i hovedsagen foreliggende

fortolkes således, at de er til hinder for anvendelsen af en

national retsforskrift, hvorefter det slovakiske

socialsikringsinstitut skal tage en ansøgers statsborgerskab i

betragtning som en grundlæggende betingelse for retten for

nationale repræsentanter på det idrætslige område til en ydelse,

der supplerer alderspensionen, selv om et andet lovbestemt

krav, nemlig at have repræsenteret statens retlige forgængere,

herunder Den Socialistiske Republik Tjekkoslovakiet, ligeledes

indgår i den nationale retsforskrift?

České aerolinie

Er et EF-luftfartsselskab i medfør af artikel 3, stk. 5, andet

punktum, i [Europa- Parlamentets og Rådets] forordning (EF)

nr. 261/2004 [af 11. februar 2004 om fælles bestemmelser om

Skattestyrelsen

11.07.19

C-416/18

Udenrigsministeriet

Dom

11.07.19

C-447/18

Beskæftigelses-

ministeriet

11.07.19

C-502/18

Forbruger Europa

Dom

11.07.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (2. samling) - Bilag 20: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 21/6-19

kompensation og bistand til luftfartspassagerer ved

boardingafvisning og ved aflysning eller lange forsinkelser og

om ophævelse af forordning (EØF) nr. 295/91] forpligtet til at

betale kompensation til passagerer i tilfælde, hvor EF-

luftfartsselskabet som det kontraktligt forpligtede

luftfartsselskab udfører den første del af en flyvning med en

mellemlanding i en lufthavn i en ikke-medlemsstat, hvorfra et

luftfartsselskab, som ikke er et EFluftfartsselskab, udfører den

anden del af flyvningen i kraft af en code sharingaftale, og hvor

der er en forsinkelse på mere end tre timer ved ankomsten til

den endelige ankomstlufthavn, som udelukkende er opstået

under den anden del af flyvningen?

T-838/16

BP mod FRA

Påstande:

—

Sagsøgte tilpligtes at betale erstatning for den

økonomiske og ikke-økonomiske skade, som sagsøgeren har

lidt som følge af fejlhåndtering og lækning af hans/hendes

personoplysninger og adskillige andre uregelmæssigheder, der

opstod i forbindelse med sagsøgtes sagsbehandling af

hans/hendes begæringer om aktindsigt i henhold til forordning

nr. 1049/ 2001 og hans/hendes begæringer om indsigt i

oplysninger i henhold til artikel 13 i forordning nr. 45/2001.

—

Sagsøgte tilpligtes at betale erstatning for den økonomiske og

ikke-økonomiske skade, som sagsøgeren har lidt som følge af

tilsidesættelser af adskillige bestemmelser, der har til formål at

tillægge borgerne rettigheder.

—

Sagsøgte tilpligtes at betale

erstatning for den økonomiske og ikke-økonomiske skade, som

sagsøgeren har lidt som følge af sagsøgtes ulovlige handlinger i

forbindelse med opfyldelsen af dommen i sag T-658/13P.

—

Sagsøgte tilpligtes at betale erstatning for sagsøgerens ikke-

økonomiske skade.

—

Sagsøgte tilpligtes at betale erstatning for

den økonomiske skade.

—

Sagsøgte tilpligtes at erstatte de

retsomkostninger, sagsøgeren har betalt for juridisk rådgivning i

forbindelse med den administrative fase.

—

Sagsøgte tilpligtes

at betale morarenter af det endeligt tilkendte beløb.

—

Sagsøgte tilpligtes at betale samtlige sagens omkostninger

selv i tilfælde af, at sagsøgte frifindes.

PlasticsEuropc mod ECHA

Påstande:

—

Sagen fremmes til realitetsbehandling og

sagsøgeren gives medhold.

— Annullation af ECHA’s

afgørelse, offentliggjort den 1 2. januar 201 7, om at medtage

Bisphenol A på listen over stoffer, der senere skal optages til

godkendelse som et særligt problematisk stof i

overensstemmelse med artikel 5 9 i REACH forordningen .

—

ECHA tilpligtes at betale sagens omkostninger.

—

Der træffes sådanne andre eller yderligere foranstaltninger,

som findes påkrævet.

Transdev m.fl. mod Kommissionen

Påstande:

—

Principalt delvis annullation af Europa-

Kommissionens afgørelse af 2. februar 2017 om

støtteordningerne SA.26763 2014/C (ex 2012/NN), som

Frankrig har indført til fordel for bustransportvirksomhederne i

regionen Île-de-France, for så vidt som det i afgørelsens artikel

1 erklæres, at den regionale støtteordning blev »ulovligt«

indført, til trods for, at der var tale om en eksisterende

støtteordning.

—

Subsidiært delvis annullation af Europa-

Kommissionens afgørelse af 2. februar 2017 om

støtteordningerne SA.26763 2014/C (ex 2012/NN), som

Miljø- og Fødevare-

ministeriet

Dom

11.07.19

T-185/17

Miljø- og Fødevare-

ministeriet

Dom

11.07.19

T-291/17

Transport-,

Bygnings- og

Boligministeriet

Dom

12.07.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (2. samling) - Bilag 20: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 21/6-19

Frankrig har indført til fordel for bustransportvirksomhederne i

regionen Île-de-France, for så vidt som det i afgørelsens artikel

1 erklæres, at den regionale støtteordning blev ulovligt indført

for perioden forud for den 25. november 1998.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens

omkostninger

T-292/17

Région Île de France mod Kommissionen

Påstande:

—

Europa-Kommissionens afgørelse af 2. februar

2017 (SA.26763

—

(2014/C)

–)

vedrørende den støtteordning,

som Frankrig har gennemført til fordel for busselskaber, der

driver virksomhed i regionen Ile-de-France, annulleres, for så

vidt som denne ordning kvalificeres som statsstøtte.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale

sagsomkostningerne.

Ceobus m.fl. mod Kommissionen

Påstande:—Principalt annulleres Kommissionens afgørelse af 2.

februar 2017 SA.26763 vedrørende angiveligt tildelt støtte til

kollektive transportvirksomheder i regionen Ile-de-France, for

så vidt som det deri fastslås, at Ile-de-Frances støtteordning,

der var gældende mellem 1984 og 2008, udgør ny støtte, som

blev »iværksat retsstridigt«.—Subsidiært annulleres

Kommissionens afgørelse af 2. februar 2017 SA.26763

vedrørende angiveligt tildelt støtte til kollektive

transportvirksomheder i regionen Ile-de-France, for så vidt som

det deri fastslås, at den individuelle støtte, der blev tildelt i

henhold til regionen Ile-de-Frances støtteordning mellem maj

1994 og den 25. november 2008, udgør ny støtte, som blev

»iværksat retsstridigt«.

Transport-,

Bygnings- og

Boligministeriet

Dom

12.07.19

T-330/17

Transport-,

Bygnings- og

Boligministeriet

Dom

12.07.19