Europaudvalget 2018-19 (2. samling)
EUU Alm.del Bilag 215
Offentligt
Notat
Notat til Folketingets Europaudvalg og Folketingets
Skatteudvalg om den danske regerings svar på Kom-
missionens begrundede udtalelse nr. 2019/0033 om
manglende gennemførelse i dansk ret af artikel 7 og 8 i
Rådets direktiv 2016/1164/EU af 12. juli 2016 om regler
til bekæmpelse af metoder til skatteundgåelse, der di-
rekte indvirker på det indre markeds funktion
Kommissionens Generalsekretariat har ved brev af 25. juli 2019, ref. SG-Greffe (2019)
D/011200, fremsendt Kommissionens begrundede udtalelse nr. 2019/0033 om mang-
lende meddelelse af foranstaltninger til gennemførelse i national ret af Rådets direktiv
2016/1164/EU af 12. juli 2016 april 2014 om regler til bekæmpelse af metoder til skatte-
undgåelse, der direkte indvirker på det indre markeds funktion.
Fristen for gennemførelse af direktivet i dansk ret var den 31. december 2018.
Kommissionens Generalsekretariat har tidligere ved brev af 30. januar 2019, ref. SG-
Greffe (2019) D/1633, bl.a. fremsendt Kommissionens åbningsskrivelse nr. 2019/0033
vedrørende manglende gennemførelse af i alt fire direktiver i dansk ret, herunder oven-
nævnte direktiv.
Den danske regering fremsendte ved brev af 29. marts 2019 besvarelse af bl.a. Kommissi-
onens åbningsskrivelse nr. 2019/0033. Det fremgik af besvarelsen, at direktivet med und-
tagelse af bestemmelserne i artikel 7 og 8 om kontrollerede udenlandske selskaber (CFC-
regler) blev gennemført i dansk ret ved lov nr. 1726 af 28. december 2018. Endvidere
fremgik, at der på tidspunktet for besvarelsen verserede et lovforslag i Folketinget, hvis
vedtagelse ville sikre fuld implementering i dansk ret af også de pågældende direktivbe-
stemmelser.
I den begrundede udtalelse anfører Kommissionen, at Kommissionen er blevet oplyst
om, at det omhandlede lovforslag bortfaldt som konsekvens af, at der den 7. maj 2019
blev udskrevet valg til Folketinget. Kommissionen konstaterer derfor, at det ikke er be-
stridt, at Danmark endnu ikke har vedtaget og meddelt Kommissionen foranstaltninger til
gennemførelse af direktivets artikel 7 og 8.
I regeringens svar på den begrundede udtalelse oplyses det, at et udkast til lovforslag, der
bl.a. indeholder bestemmelser, der vil sikre fuld implementering af direktivets artikel 7 og
8, er sendt i offentlig høring den 12. september 2019 og forventes fremsat Nov I og ved-
taget i indeværende år.
Regeringen har besvaret Kommissionens begrundede udtalelse i overensstemmelse med
det ovenfor anførte.
J.nr. 2017 - 1641
Kontor:
Selskab, aktionær og erhverv (SAE)
Initialer:
klh