EUU, Alm.del - 2018-19 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 42: Spm. om andre sager end AJOS-dommen (Højesterets dom afsagt tirsdag den 6. december 2016 i sag 15/2014), hvor Højesteret præciserer dansk rets forrang for EU-retten, til justitsministeren, kopi til udenrigsministeren

Europaudvalget 2018-19 (2. samling)
EUU Alm.del
Offentligt

Folketinget

Europaudvalget

Christiansborg

1240 København K

DK Danmark

26. september 2019

Stats- og Menneskerets-

kontoret

Sagsbeh: Line Herbæk Larsen

Sagsnr.: 2019-0032/06-0081

Dok.:

1211541

Dato:

Kontor:

Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 42 (Alm. del), som Folketingets

Europaudvalg har stillet til justitsministeren den 29. august 2019. Spørgs-

målet er stillet efter ønske fra Morten Messerschmidt (DF).

Nick Hækkerup

Anders Sparholt Jørgensen

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

T +45 7226 8400

F +45 3393 3510

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

EUU, Alm.del - 2018-19 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 42: Spm. om andre sager end AJOS-dommen (Højesterets dom afsagt tirsdag den 6. december 2016 i sag 15/2014), hvor Højesteret præciserer dansk rets forrang for EU-retten, til justitsministeren, kopi til udenrigsministeren

Spørgsmål nr. 42 (Alm. del) fra Folketingets Europaudvalg:

Har ministeren kendskab til andre sager end AJOS-dommen

(Højesterets dom afsagt tirsdag den 6. december 2016 i sag

15/2014), hvor Højesteret præciserer dansk rets forrang for EU-

retten?”

Svar:

Generelt om forholdet mellem EU-retten og dansk ret kan oplyses, at Dan-

mark tiltrådte det daværende EF ved lov nr. 447 af 11. oktober 1972 (tiltræ-

delsesloven). Danmarks indtræden i EF indebar overladelse af beføjelser,

der tilkommer rigets myndigheder, og vedtagelsen af tiltrædelsesloven skete

derfor efter proceduren i grundlovens § 20.

Princippet om EU-rettens (fællesskabsrettens) forrang blev første gang fast-

slået af EF-Domstolen i 1964 i sag 6/64, Costa mod ENEL. Det fremgår af

Justitsministeriets redegørelse for visse forfatningsretlige spørgsmål i for-

bindelse med Danmarks ratifikation af Lissabon-Traktaten af 4. december

2007, pkt. 4.4.2.a, bl.a.:

”I medfør af forrangsprincippet skal umiddelbart anvendelige

EU-regler (fællesskabsretlige regler) anvendes i enhver med-

lemsstat, selv om der findes nationale regler, der strider mod

EU-reglerne. Det gælder også, hvis modstriden måtte opstå mel-

lem en EU-regel og en bestemmelse i en national forfatning.”

Om forholdet mellem forrangsprincippet og den danske grundlov fremgår

af pkt. 4.4.2.c i Justitsministeriets nævnte redegørelse fra 2007 bl.a. føl-

gende:

”Som anført blev det EU-retlige

forrangsprincip fastslået i EF-

domstolens praksis tilbage i 1964, og forholdet mellem grund-

loven og forrangsprincippet blev derfor allerede vurderet inden

Danmarks optagelse i EF i 1972.

Forrangsprincippet blev således bl.a. udførligt behandlet i 1972-

redegørelsen om visse statsretlige spørgsmål i forbindelse med

en dansk tiltrædelse af De Europæiske Fællesskaber, og Justits-

ministeriet konkluderede i den forbindelse, at forrangsprincip-

pet ikke nødvendiggjorde en ændring af grundloven.

I overensstemmelse med Justitsministeriets konklusion udtalte

et flertal i Folketingets Markedsudvalg ved Folketingets be-

handling af lovforslaget om Danmarks tiltrædelse af EF, at

spørgsmålet om fællesskabsrettens forrang efter flertallets op-

fattelse kunne løses på grundlag af grundlovens § 20 og tiltræ-

delseslovens § 3 samt dansk rets almindelige regler om forhol-

det mellem dansk og international ret, jf. Folketingtidende 1971-

72, Tillæg B, sp. 2802.”

Det følger af ovenstående, at der i forholdet mellem EU-retten og dansk ret

–

der reguleres af tiltrædelsesloven af 1972 med senere ændringer

–

som

udgangspunkt gælder et princip om EU-rettens forrang, men at denne for-

rang statsretligt set følger af tiltrædelsesloven og ikke af EU-retten.

I overensstemmelse hermed fandt Højesterets flertal i Ajos-sagen (UfR

2017.824 H), at:

”EU-Domstolen

har kompetence til at afgøre spørgsmål om for-

tolkningen af EU-retten, jf. TEUF artikel 267. Det henhører så-

ledes under EU-Domstolen at afgøre, om en regel efter EU-ret-

ten har direkte virkning med forrang for en modstående national

bestemmelse, herunder også i tvister mellem private. Om en

EU-retlig regel kan tillægges den virkning i dansk ret, som EU-

retten kræver, beror i første række på loven om Danmarks til-

trædelse af Den Europæiske Union.”

I forhold til andre domme, der afspejler dette forhold, kan der henvises til

Højesterets dom i Maastricht-sagen (UfR 1998.800 H), hvoraf følgende bl.a.

fremgår (dommens præmis 9.6):

”Ved

tiltrædelsesloven er det anerkendt, at kompetencen til at

prøve lovligheden og gyldigheden af EF-retsakter tilkommer

EF-domstolen. Dette indebærer, at danske domstole ikke kan

anse en EF-retsakt for uanvendelig i Danmark, uden at spørgs-

målet om dens forenelighed med Traktaten har været prøvet af

EF-domstolen, og at danske domstole i almindelighed kan

lægge til grund, at EF-domstolens afgørelser herom ligger inden

for suverænitetsafgivelsens grænser. Højesteret finder imidler-

tid, at det følger af bestemthedskravet i grundlovens § 20, stk. 1,

sammenholdt med danske domstoles adgang til at prøve loves

grundlovsmæssighed, at domstolene ikke kan fratages adgangen

til at prøve spørgsmål om, hvorvidt en EF-retsakt overskrider

grænserne for den ved tiltrædelsesloven foretagne suverænitets-

afgivelse. Danske domstole må derfor anse en EF-retsakt for

uanvendelig i Danmark, hvis der skulle opstå den ekstraordi-

nære situation, at det med den fornødne sikkerhed kan fastslås,

at en EF-retsakt, der er opretholdt af EF-domstolen, bygger på

en anvendelse af Traktaten, der ligger uden for suverænitetsaf-

givelsen ifølge tiltrædelsesloven. Tilsvarende gælder med hen-

syn til fællesskabsretlige regler og retsprincipper, som beror på

EF-domstolens praksis.”

Højesteret gentog denne bemærkning ved sin dom i Lissabon-sagen (UfR

2013.1451 H).

Justitsministeriet er ikke umiddelbart bekendt med andre domme, der for-

holder sig til dette spørgsmål.

Der henvises i øvrigt til Jens Peter Christensen m.fl. i Grundloven med kom-

mentarer (2015), side 177, hvoraf følgende fremgår:

”Selv om en overdragelse af beføjelser i medfør af grundlovens § 20

kræver, at det pågældende lovforslag enten er vedtaget af mindst fem

sjettedele af Folketingets medlemmer eller godkendt ved en folkeaf-

stemning efter grundlovens § 42, kan de overladte beføjelser altid til-

bagekaldes helt eller delvis ved en almindelig lov. Det siges direkte i

Forfatningskommissionens bemærkninger til grundlovens § 20, at der

»i kommissionen har været enighed om, at såfremt en suverænitetsbe-

føjelse, som rigsdagen tidligere har overladt til en mellemfolkelig

myndighed, ønskes taget tilbage, vil et lovforslag herom kunne vedta-

ges efter den almindelige regel ved simpelt flertal« (Forfatningskom-

missionen 1953 s. 31).

Endvidere må det gælde, at en suverænitetsoverladelse også kan brin-

ges til ophør ved, at regeringen med Folketingets samtykke opsiger

den eller de traktater, der ligger til grund for det pågældende overstats-

lige samarbejde, jf. grundlovens § 19. I denne tilbagekaldelsessitua-

tion sker der ikke en formel ophævelse af overladelsesloven, men lo-

ven må som følge af opsigelsen anses for uvirksom. Se Poul Andersen

1954 s. 498 f. og Ross 1980 s. 412.

Adgangen til at tilbagekalde ved almindelig lov eller til at opsige trak-

taten med Folketingets samtykke gælder også, selvom tilbagekaldel-

sen måtte være i strid med Danmarks folkeretlige forpligtelser. Noget

andet er, at de politiske omkostninger ved at tilbagekalde i strid med

Danmarks folkeretlige forpligtelser kan være

store.”