Europaudvalget 2019-20
EUU Alm.del Bilag 1001
Offentligt
2249825_0001.png
Notat
Notat til Folketingets Europaudvalg og Folketingets Udlændinge- og In-
tegrationsudvalg om afgivelse af indlæg i den præjudicielle sag for EU-
Domstolen C-194/20, Stadt Duisburg
1. Indledning
En tysk ret har ved kendelse af 7. maj 2020 forelagt EU-Domstolen 5 spørgs-
mål om fortolkningen af Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 af 19. septem-
ber 1980 (afgørelse nr. 1/80), som er vedtaget inden for rammerne af associ-
eringsaftalen mellem EU og Tyrkiet.
Spørgsmålene angår fortolkningen af artikel 9 i afgørelse nr. 1/80 om adgang
til uddannelse i en værtsstat for tyrkiske børn med lovlig bopæl hos deres
forældre, som er eller har været lovlig beskæftiget i værtsstaten. Den forelæg-
gende ret ønsker oplyst, om tyrkiske børns ret til uddannelse også indebærer,
at de har en
selvstændig ret til ophold
i værtsstaten, og i givet fald under
hvilke betingelser, herunder om forældre i så fald kan
aflede
en ret til ophold
af deres børns opholdsret.
2. Hovedsagens faktiske omstændigheder
Sagen vedrører de tyske myndigheders afslag på forlængelse af opholdstilla-
delser til fem tyrkiske statsborgere (mor, far og deres 3 børn, hvoraf et barn
er over 18 år), der siden 2016 har boet i Tyskland.
Faderen indrejste i Tyskland i 2015 og blev meddelt en midlertidig opholds-
tilladelse som selvstændig erhvervsdrivende. Moderen og børnene indrejste i
2016 og blev meddelt midlertidige opholdstilladelser som familiesammen-
førte med faderen. Moderen arbejdede i kortere perioder. Børnene gik i skole.
Da opholdstilladelserne udløb, ansøgte familien om forlængelse. De blev
meddelt afslag med den begrundelse, at faderen ikke længere udøvede selv-
stændig erhvervsvirksomhed. Familien anlagde sag og anførte, at eftersom
børnene bor lovligt hos forældrene og går i skole, indebærer artikel 9 i afgø-
relse nr. 1/80, at børnene har en selvstændig opholdsret, og at forældrene, for
at sikre den praktiske virkning af børnenes ret, nødvendigvis måtte kunne af-
lede en opholdsret af børnene.
3. Regeringens interesse i sagen
Den 12. september 1963 indgik Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og
Tyrkiet en associeringsaftale med det formål at styrke de økonomiske og han-
delsmæssige forbindelser mellem EU og Tyrkiet, herunder gradvist at gen-
nemføre arbejdskraftens frie bevægelighed.
Side
1/4
23. september 2020
Udlændinge- og
Integrationsministeriet
EU-opholdskontoret
Slotsholmsgade 10
1216 København K
Tel.
Mail
Web
CVR-nr.
6198 4000
[email protected]
www.uim.dk
36977191
Sagsbehandler
Line Godrum
Sags nr.
Akt-id
2020 - 14410
1354505
EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 1001: Afgivelse af indlæg i den præjudicielle sag for EU-Domstolen C-194/20, Stadt Duisburg
2249825_0002.png
Associeringsaftalen er senere blevet suppleret med bl.a. Associeringsrådets
afgørelse nr. 1/80 af 19. september 1980, som bl.a. har til formål at forbedre
rettighederne for tyrkiske arbejdstagere og deres familiemedlemmer. Det be-
mærkes, at afgørelsen ikke omfatter selvstændigt erhvervsdrivende.
Efter artikel 6 indrømmes en tyrkisk arbejdstager, der efter national ret har
opnået tilknytning til det lovlige arbejdsmarked i en medlemsstat, en adgang
til beskæftigelse i værtsstaten, som gradvist udvides i takt med varigheden af
arbejdstagerens udøvelse af lovlig lønnet beskæftigelse.
Efter artikel 7 opnår en tyrkisk arbejdstagers familiemedlemmer adgang til
beskæftigelse i værtsstaten, når familiemedlemmet efter national ret har fået
tilladelse til at flytte til værtsstaten og har haft lovlig bopæl dér i mindst tre
år.
Efter artikel 9 i afgørelsen har tyrkiske børn med lovlig bopæl hos deres for-
ældre, som er eller har været lovlig beskæftiget i en medlemsstat, adgang til
almindelig skoleundervisning og erhvervsuddannelse på samme betingelser
som børn af statsborgere i den pågældende medlemsstat, herunder de rettighe-
der, der er fastsat i den nationale lovgivning på dette område.
Ordlyden af artikel 9 frembyder en række ligheder, men er ikke enslydende
med artikel 10 i forordning (EU) nr. 492/2011 om arbejdskraftens fri bevæ-
gelighed inden for Unionen.
1
EU-Domstolen har ikke tidligere haft anledning til at tage stilling til, om ar-
tikel 9 i afgørelse nr. 1/80 skal fortolkes i overensstemmelse med nævnte for-
ordnings artikel 10. EU-Domstolen har imidlertid i bl.a. Genc-dommen og
tidligere praksis udtalt, at principperne indeholdt i bestemmelser i den pri-
mære EU-ret, der vedrører arbejdskraftens frie bevægelighed, i videst muligt
omfang skal overføres på tyrkiske statsborgere, der er tillagt rettigheder i hen-
hold til associeringsaftalen.
2
Det bemærkes, at efter retspraksis vedrørende forordningens artikel 10 har en
EU-arbejdstagers barn en selvstændig opholdsret med henblik på at gennem-
føre sin skolegang, i tilfælde hvor forælderen ikke længere har ret til ophold
1
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 492/2011 af 5.
april 2011 om arbejdskraftens frie
bevægelighed inden for Unionen ophævede og erstattede Rådets forordning (EØF) nr. 1612/68, der
havde samme titel.
Artikel
i forord i g r. 49 /
har flg. ordlyd: ”Såfre t e statsborger i e
medlemsstat er eller har været beskæftiget på en anden medlemsstats område, har hans børn, hvis
de er bosat på denne medlemsstats område, adgang til almindelig undervisning, lærlingeuddannelse
og faglig uddannelse på samme vilkår som statsborgere i denne stat. Medlemsstaterne skal fremme
bestræbelser, der gør det muligt for disse børn på de bedst
ulige vilkår at følge u dervis i ge .”
2
Se EU-Domstolens dom af 12. april 2016 i sag C-561/14, Genc, præmis 52 og den deri nævnte rets-
praksis.
Side
2/4
EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 1001: Afgivelse af indlæg i den præjudicielle sag for EU-Domstolen C-194/20, Stadt Duisburg
2249825_0003.png
som arbejdstager.
3
Endvidere kan den forælder, der har den faktiske foræl-
dremyndighed, uanset nationalitet, aflede en ret til ophold, mens barnet går i
skole, uden at der kan stilles et krav om, at den pågældende forælder råder
over tilstrækkelige midler.
4
Efter dansk administrativ praksis anvendes artikel 9 i afgørelse nr. 1/80 ikke
som grundlag for en selvstændig opholdsret for børn af tyrkiske arbejdsta-
gere, idet børnene typisk familiesammenføres efter udlændingelovens regler.
Regeringen vil på denne baggrund afgive indlæg i sagen.
Ved besvarelsen af de præjudicielle spørgsmål vil regeringen i første række
argumentere for, at artikel 9 i afgørelse nr. 1/80 ikke indebærer en selvstændig
opholdsret henholdsvis afledt ret. Til støtte herfor vil regeringen bl.a. henvise
til
ordlyden
af artikel 9, hvorefter tyrkiske børn alene tillægges rettigheder
inden for undervisning og uddannelsesområdet på samme betingelser som
børn af værtsstatens statsborgere, idet bestemmelsen efter sin ordlyd ikke re-
gulerer retten til ophold. Bestemmelsen stiller krav om
’lovlig bopæl’
hos for-
ældrene som betingelse for adgangen til undervisning. I lyset af opbygningen
af regelsættet må dette efter regeringens opfattelse indebære, at barnet skal
have en
forudgående
ret til ophold i værtsstaten som familiemedlem til en
tyrkisk
arbejdstager, der opfylder betingelserne i afgørelsens artikel 6, eller
til et familiemedlem, der har opnået adgang til beskæftigelse efter artikel 7
og er eller har været i beskæftigelse.
Derudover vil regeringen henvise til
formålet med reglerne i afgørelse nr. 1/80 og den kontekst, disse udgør en del
af.
For det tilfælde, at Domstolen måtte nå frem til, at artikel 9 indebærer en ret
til ophold, vil regeringen i anden række gøre gældende, at den alene er acces-
sorisk i forhold til barnets adgang til undervisning. Det indebærer efter rege-
ringens opfattelse, at en forælder ikke kan aflede en opholdsret af sit barns
eventuelle ret efter artikel 9.
Regeringen vil i et indlæg endvidere argumentere for, at Associeringsrådet i
afgørelse nr. 1/80 ikke har haft til hensigt at skabe en fuldstændig ligestilling
mellem de materielle rettigheder, der gælder for henholdsvis EU-arbejdsta-
gere og tyrkiske arbejdstagere omfattet af afgørelse nr. 1/80. Det bemærkes i
den forbindelse, at der er væsentlige forskelle mellem reglerne i associerings-
aftalekomplekset, som er en aftale indgået med et tredjeland, og reglerne i
EUF-traktaten om fri bevægelighed, herunder reglerne om unionsborgerska-
bet. Der er således tale om bestemmelser med to vidt forskellige retsgrundlag,
der adskiller sig ikke blot med hensyn til deres ordlyd, men også hvad angår
deres formål. På den baggrund vil regeringen argumentere for, at retspraksis
om artikel 10 i forordning (EU) nr. 492/2011 ikke uden videre kan overføres
3
4
Se C-413/99, Baumbast, præmis 73.
Se bl.a. C-480/08, Teixeria, præmis 50 og 51.
3/4
Side
EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 1001: Afgivelse af indlæg i den præjudicielle sag for EU-Domstolen C-194/20, Stadt Duisburg
til artikel 9 i afgørelse nr. 1/80, som skal fortolkes i lyset af bestemmelsens
kontekst, og navnlig det økonomiske formål, der forfølges med associerings-
aftalekomplekset.
Regeringen vil således argumentere for, at artikel 9 alene tilsigter at tillægge
rettigheder i værtsstaten inden for undervisnings- og uddannelsesområdet på
samme betingelser som børn af statsborgere i den pågældende værtsstat, så-
ledes som disse rettigheder er fastsat i national ret.
Side
4/4