EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 175: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 22/11-19

Europaudvalget 2019-20
EUU Alm.del Bilag 175
Offentligt

Udenrigsministeriet

Juridisk Tjeneste, EU-retskontoret

Asiatisk Plads 2

–

1448 København K

Tlf.: 33 92 03 24 Fax: 33 92 03 03

Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse

JTEU j.nr. 2015 - 30240

22. november 2019

Til orientering fremsendes nedenstående liste over EU-Domstolens aktiviteter i den indeværende uge

samt i de kommende to uger i retssager, som har den danske regerings interesse. For så vidt angår sager,

hvor der er nedsat procesdelegation, indeholder listen oplysninger om tidspunktet for mundtlig

forhandling, fremsættelse af generaladvokatens forslag til afgørelse (GA) og afsigelse af dom. I sager, der

i øvrigt følges af den danske regering, oplyses der om tidspunkt for generaladvokatens forslag til afgørelse

og afsigelse af dom. Generaladvokatens udtalelser og EU-Domstolens domme offentliggøres på EU-

Domstolens hjemmeside (http://curia.europa.eu/) på selve datoen for fremsættelse eller afsigelse.

Der tages forbehold for, at listen er udarbejdet på baggrund af EU-Domstolens retslister, og at EU-

Domstolen med kort varsel kan foretage ændringer i egne retslister.

Liste over sager, hvor der nedsat procesdelegation:

Sagsnr.

C-708/18

Titel og kort sagsresumé

Asociatia de Proprietari bloc M5A-ScaraA

1. Skal artikel 8 og 52 i Den Europæiske Unions charter

om grundlæggende rettigheder samt artikel 7, litra f), i

direktiv 95/46/EF om beskyttelse af fysiske personer i

forbindelse med behandling af personoplysninger fortolkes

således, at de er til hinder for en national ordning som den

i hovedsagen omhandlede, og navnlig artikel 5, stk. 2, i lov

nr. 677/2001 og artikel 6 i afgørelse nr. 52/2012 fra

ANSPDCP (Autoritatea Națională de Supraveghere a

Prelucrării Datelor cu Caracter Personal, den nationale

tilsynsmyndighed for behandlingen af personoplysninger),

hvorefter videoovervågning uden den registreredes

samtykke kan anvendes dels for at tilvejebringe sikkerhed

for og beskyttelse af personer, genstande og værdier, dels

for at forfølge legitime interesser? 2. Skal artikel 8 og 52 i

Den Europæiske Unions charter om grundlæggende

rettigheder fortolkes således, at den begrænsning i

udøvelsen af rettigheder og friheder, som følger af

videoovervågning, er i overensstemmelse med

proportionalitetsprincippet, opfylder nødvendighedskravet

og forfølger almene hensyn eller svarer til behovet for at

beskytte andres rettigheder og friheder, såfremt operatøren

kan træffe andre foranstaltninger for at beskytte den

omhandlede legitime interesse? 3. Skal artikel 7, litra f), i

direktiv 95/46 om beskyttelse af fysiske personer i

forbindelse med behandling af personoplysninger fortolkes

således, at den registeransvarliges »legitime interesse« skal

være dokumenteret, eksisterende og effektiv på tidspunktet

for behandlingen? 4. Skal artikel 6, stk. l, litra e), i direktiv

95/46 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med

Deltager i PD

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Til orientering:

Erhvervsministeriet

Erhvervsstyrelsen

Søfartsstyrelsen

Energistyrelsen

Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsen

Miljøstyrelsen

Nævnenes Hus

Proces-

skridt

Dom

Dato

11.12.19

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 175: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 22/11-19

behandling af personoplysninger fortolkes således, at en

bestemt form for behandling (videoovervågning) er

uforholdsmæssig eller uhensigtsmæssig, hvis operatøren

kan træffe andre foranstaltninger for at beskytte den

omhandlede legitime interesse?

Liste over sager, der i øvrigt følges af den danske regering:

Sagsnr.

C-344/18

Titel og kort sagsresumé

ISS Facility

Sagen vedrører: Skal artikel 3, stk.1, i Rådets direktiv

2001/23/EF af 12. marts 2001 om tilnærmelse af

medlemsstaternes lovgivning om varetagelse af arbejdstagernes

rettigheder i forbindelse med overførsel af virksomheder eller

bedrifter eller af dele af virksomheder eller bedrifter fortolkes

således, at såfremt der som omhandlet i direktivets artikel 1, stk.

1, er tale om samtidig overførsel af forskellige dele af en

virksomhed til forskellige erhververe, overgår de rettigheder og

forpligtelser, der på overførselstidspunkter følger af en

arbejdskontrakt med en arbejdstager, der var beskæftiget i hver

af de overførte dele, i forhold til det omfang, hvori denne

arbejdstager havde været beskæftiget i den del af virksomheden,

som er overført til de forskellige erhververe, eller således, at de

nævnte rettigheder og forpligtelser i det hele overgår til

erhververen af den del, hvor førnævnte arbejdstager

hovedsageligt havde været beskæftiget, eller således, at såfremt

direktivet ikke kan fortolkes på nogen af de nævnte måder, sker

der ikke nogen overgang til de nævnte erhververe af de

rettigheder og forpligtelser, der følger af arbejdstagerens

arbejdskontrakt, hvilket også er tilfældet, såfremt det ikke er

muligt at fastsætte omfanget af arbejdstagerens beskæftigelse

særskilt i de forskellige dele af virksomheden?

AFMB e.a.

1A. Skal artikel 14, stk. 2, litra a), i forordning (EØF) nr.

1408/71 fortolkes således, at internationale lastbilchauffører

under omstændigheder som i hovedsagerne må anses for at

have lønnet beskæftigelse som medlemmer af det kørende

personale hos:

a. den transportvirksomhed, som har hvervet chaufførerne, og

for hvilken disse i et ubegrænset tidsrum fuldstændigt skal stå til

faktisk rådighed, som udøver den faktiske ledelsesbeføjelse over

chaufførerne, og som faktisk bærer lønomkostningerne, eller

b. den virksomhed, som har indgået en formelig arbejdsaftale

med chaufførerne, og som ifølge aftale med den i punkt a.

nævnte transportvirksomhed udbetalte løn til chaufførerne og

betalte bidrag heraf i den medlemsstat, hvor denne virksomhed

har hjemsted, og ikke i den medlemssat, hvor den i punkt a.

nævnte transportvirksomhed har hjemsted;

c. såvel den i punkt a. nævnte virksomhed som den i punkt b.

nævnte virksomhed? 1B. Skal artikel 13, stk. 1, litra b), i

forordning (EF) nr. 883/2004 fortolkes således, at under

omstændigheder som i hovedsagerne er arbejdsgiveren for

chaufførerne med lønnet beskæftigelse: a. den

transportvirksomhed, som har hvervet chaufførerne, og for

hvilken disse i et ubegrænset tidsrum fuldstændigt skal stå til

Interessent

Erhvervsstyrelsen

Proces

skridt

Dato

26.11.19

C-610/18

Transport- og

Boligministeriet

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

Beskæftigelses-

ministeriet

26.11.19

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 175: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 22/11-19

faktisk rådighed, som udøver den faktiske ledelsesbeføjelse over

chaufførerne, og som faktisk bærer lønomkostningerne, eller

b. den virksomhed, som har indgået en formelig arbejdsaftale

med chaufførerne, og som ifølge aftale med den i punkt a.

nævnte transportvirksomhed udbetalte løn til chaufførerne og

betalte bidrag heraf i den medlemsstat, hvor denne virksomhed

har hjemsted og ikke i den medlemssat, hvor den i punkt a.

nævnte transportvirksomhed har hjemsted;

c. såvel den i punkt a. nævnte virksomhed som den i punkt b.

nævnte virksomhed?

2. Såfremt den i spørgsmål 1A, litra b), og i spørgsmål 1B, litra

b), omhandlede virksomhed under omstændigheder som i

hovedsagerne må betragtes som arbejdsgiver: Gælder de særlige

betingelser, hvorunder arbejdsgivere som vikarbureauer eller

andre formidlere af midlertidigt arbejde kan påberåbe sig de i

artikel 14, stk. 1, litra a), i forordning (EØF) nr. 1408/71 og i

artikel 12 i forordning (EF) nr. 883/2004 indeholdte

undtagelser fra beskæftigelseslandsprincippet, i hovedsagerne

også helt eller delvis analogt for anvendelsen af artikel 14, stk.

2, litra a), i forordning (EØF) nr. 1408/71 og artikel 13, stk. 1,

litra b), i forordning (EF) nr. 883/2004?

3. Såfremt den i spørgsmål 1A, litra b), og i spørgsmål 1B, litra

b), omhandlede virksomhed under omstændigheder som i

hovedsagerne må betragtes som arbejdsgiver, og spørgsmål 2

besvares benægtende: Udgør de i denne anmodning gengivne

faktiske omstændigheder og forhold en situation, der må

fortolkes som misbrug af EU-retten og/eller misbrug af

EFTAretten? I bekræftende fald, hvad er virkningen heraf?

C-717/18

Procureur-generaal

1. Er det efter artikel 2, stk. 2, i EAO-rammeafgørelsen, som

gennemført i belgisk ret ved EAO-loven, tilladt, at den

fuldbyrdende medlemsstat ved sin afgørelse af, om den heri

omhandlede maksimale straffegrænse på mindst tre år

respekteres, henholder sig til den affattelse af straffeloven i den

udstedende medlemsstat, der var gældende på tidspunktet for

udstedelsen af den europæiske arrestordre?

2. Er det efter artikel 2, stk. 2, i EAO-rammeafgørelsen, som

gennemført i belgisk ret ved EAO-loven, tilladt, at den

fuldbyrdende medlemsstat ved sin afgørelse af, om den heri

omhandlede maksimale straffegrænse på mindst tre år

respekteres, henholder sig til en på tidspunktet for udstedelsen

af den europæiske arrestordre gældende affattelse af

straffeloven, som har skærpet straffen i forhold til den affattelse

af straffeloven, der var gældende på tidspunktet for de faktiske

omstændigheder?

Openbaar Ministerie m.fl.

Sag C-566/19 (PPU) vedrører:

Le Ministère public français près la juridiction d’instruction ou

de jugement, compétent en France en vertu du droit de cet

État, pour délivrer un mandat d’arrêt européen, peut-il

être

considéré comme autorité judiciaire d’émission,

dans le sens

autonome visé à l’article 6, paragraphe 1, de la décision-cadre

n° 2002/584/JAI du Conseil du 13 juin 2002 dans l’hypothèse

où, censé contrôler le respect des conditions nécessaires à

l’émission d’un mandat d’arrêt européen et examiner son

caractère proportionné eu égard aux circonstances du dossier

répressif, il est en même temps l’autorité chargée des poursuites

Justitsministeriet

26.11.19

forenede

sager C-

566/19

(PPU) og

C-626/19

(PPU)

Justitsministeriet

26.11.19

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 175: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 22/11-19

pénales dans la même affaire?

Sag C-626/19 (PPU) vedrører:

I. Un procureur qui participe à l’administration de la justice

dans l’État

membre d’émission, qui agit de manière

indépendante dans l’exercice des tâches inhérentes à l’émission

d’un mandat d’arrêt européen et qui a émis un mandat d’arrêt

européen peut-il

être qualifié d’autorité judiciaire d’émission au

sens de l’article 6,

paragraphe 1, de la décision-cadre

2002/584/JAI si, dans l’État membre d’émission,

préalablement à la décision effective de ce procureur d’émettre

le mandat d’arrêt européen un juge a apprécié les conditions

d’émission d’un mandat d’arrêt européen et, notamment,

proportionnalité?

II. Si la première question appelle une réponse négative : la

condition visée au point 75 de l’arrêt de la Cour de justice du 27

mai 2019 ([Parquets de Lübeck et de Zwickau, C 508/18 et C

82/19 PPU], EU:C:2019:456), voulant que la décision du

procureur d’émettre un mandat d’arrêt européen et,

notamment, le caractère proportionné d’une telle décision,

doivent pouvoir faire l’objet d’un recours juridictionnel qui

satisfait pleinement aux conditions inhérentes à une protection

juridictionnelle effective, est-elle remplie si une voie de droit est

ouverte à la personne recherchée, après sa remise effective,

dans laquelle la nullité du mandat d’arrêt européen peut être

invoquée devant le juge dans l’État membre d’émission et dans

laquelle ce juge examine notamment le caractère proportionné

de la décision d’émettre ce mandat d’arrêt européen ?

C-625/19

(PPU)

Openbaar Ministerie

Un procureur qui participe à l’administration de la justice dans

l’État membre d’émission, qui agit de manière indépendante

dans l’exercice des tâches inhérentes à l’émission d’un mandat

d’arrêt européen et qui a émis un mandat d’arrêt européen peut-

il être qualifié d’autorité judiciaire d’émission au sens de l’article

6, paragraphe 1, de la décision-cadre 2002/584/JAI si, dans

l’État d’émission, préalablement à la décision effective de ce

procureur d’émettre le mandat d’arrêt européen un juge a

apprécié les conditions d’émission d’un mandat d’arrêt

européen et, notamment, sa proportionnalité?

Openbaar Ministerie

Lorsqu’un mandat d’arrêt européen tend à l’exécution d’une

peine privative de liberté infligée par une décision exécutoire

d’un juge ou d’une juridiction et qu’il a été émis par

procureur, qui participe à l’administration de la justice dans

l’État membre d’émission, et dont l’indépendance est garantie

dans l’exercice de ses tâches inhérentes à l’émission d’un

mandat d’arrêt européen, la condition voulant qu’un recours

juridictionnel qui satisfait pleinement aux exigences inhérentes

à une protection juridictionnelle effective, soit ouvert contre la

décision d’émettre un mandat d’arrêt européen et, notamment,

le caractère proportionné d’une telle décision, est-elle

toujours

requise?

Belgien mod Kommissionen

Påstande:

—

Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU)

2016/417 af 17. marts 2016 annulleres, for så vidt som den i

forhold til Kongeriget Belgien udelukker et beløb på 9 601

619,00 EUR (budgetpost 6701) fra EU-finansiering.

—

Justitsministeriet

26.11.19

C-627/19

(PPU)

Justitsministeriet

26.11.19

T-287/16

Miljø- og

Fødevareministeriet

Dom

26.11.19

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 175: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 22/11-19

Subsidiært annulleres denne afgørelse om udelukkelse af 9 601

619,00 EUR fra EU-finansiering delvist, for så vidt som den

omfatter 4 106 470,02 EUR, som EGFL allerede tidligere har

modtaget.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens

omkostninger.

C-402/18

Tedeschi et Consorzio Stabile Istant Service

Sagen vedrører, hvorvidt de nationale bestemmelser om

offentlige kontrakter i artikel 118, stk. 2 og 4, i lovdekret nr.

163 af 12. april 2016 er forenelige med artikel 25 i direktiv

2004/18/EF, artikel 71 i direktiv 2014/24/EU, artikel 49

TEUF og artikel 56 TEUF samt det EU-retlige

proportionalitetsprincip.

EU-Domstolen er blevet forelagt følgende præjudicielle

spørgsmål: Er princippet om etableringsfriheden og princippet

om den frie udveksling af tjenesteydelser i artikel 49 og 56 i

traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),

artikel 25 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2004/18/EF af 31. marts 2004 og artikel 71 i Europa-

Parlamentets og Rådets direktiv 2014/24/EU af 26. februar

2014, der ikke fastlægger begrænsninger for underentreprise og

prisnedslag over for underentreprenører, samt det EU-retlige

proportionalitetsprincip til hinder for anvendelsen af nationale

bestemmelser om offentlige kontrakter, såsom de italienske

bestemmelser i artikel 118, stk. 2 og 4, i lovdekret nr. 163 af 12.

april 2006, hvorefter underentreprise ikke må overskride en

andel på 30% af den samlede kontraktværdi, og med hensyn til

de i underentreprise givne tjenesteydelser skal den vindende

virksomhed anvende samme enhedspriser, som fremgår af

kontrakten, med et maksimalt prisnedslag på 20%?

Wagram Invest

–

Tillader begrebet et pålideligt billede, der er omhandlet i

artikel 2, stk. 3, i Rådets fjerde direktiv 78/660/EØF af 25. juli

1978 om årsregnskaberne for visse selskabsformer, at der ved

et aktieselskabs køb af et finansielt aktiv opføres et nedslag som

en udgift i resultatopgørelsen i tilknytning til en gæld på over et

år, der ikke er rentebærende, og at der opføres en

anskaffelsespris for det finansielle aktiv på aktivsiden i balancen

med fradrag af nævnte nedslag, i lyset af de principper for

værdiansættelse, der fremgår af ovennævnte direktivs artikel 32.

–

Skal formuleringen »i særlige tilfælde«, der betinger

anvendelsen af artikel 2, stk. 5, i Rådets fjerde direktiv

78/660/EØF af 25. juli 1978 på grundlag af [EØF-]traktatens

artikel 54, stk. 3, litra g), [nu artikel 50, stk. 2, litra g), TEUF]

om årsregnskaberne for visse selskabsformer, og som tillader, at

det undlades at anvende en (anden) bestemmelse i nævnte

direktiv, fortolkes således, at denne bestemmelse kun kan finde

anvendelse, såfremt det fastslås, at princippet om et pålideligt

billede ikke kan opfyldes, hvis direktivets bestemmelser skal

overholdes, eventuelt suppleret med afgivelse af yderligere

oplysninger i noterne i overensstemmelse med nævnte direktivs

artikel 2, stk. 4?

–

Skal nævnte direktivs artikel 2, stk. 4, anvendes først, således

at det kun er, når afgivelse af yderligere oplysninger ikke gør det

muligt at sikre en effektiv anvendelse af det i direktivets artikel

2, stk. 3, fastsatte princip om et pålideligt billede, at

muligheden, der er indført ved direktivets artikel 2, stk. 5, for at

Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsen

Dom

27.11.19

C-640/18

Miljø- og

Fødevareministeriet

Erhvervsstyrelsen

27.11.19

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 175: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 22/11-19

fravige en af direktivets bestemmelser kan finde anvendelse, og

kun i særlige tilfælde?

T-31/18

Izuzquiza og Semsrott mod Frontex

Påstande:

— Frontex’ afgørelse af 10. november 2017 (ref:

CGO/LAU/18911 c/2017) om at give sagsøgerne afslag på

aktindsigt i navnet, flaget og typen af ethvert fartøj, der var

indsat af Frontex i det centrale Middelhavsområde under den

fælles operation Triton i perioden fra den 1. juni 2017 til den

30. august 2017, begge dage inklusive, annulleres.

—

Det Europæiske Agentur for Grænse- og Kystbevogtning

tilpligtes at betale de omkostninger, der er opstået for

sagsøgerne, herunder enhver intervenerende parts

omkostninger, selv hvis sagen afvises.

Coty Germany

Den Europæiske Unions Domstol forelægges følgende

præjudicielle spørgsmål om fortolkningen af artikel 9, stk. 2,

litra b), i Rådets forordning (EF) nr. 207/2009 af 26. februar

2009 om EF-varemærker (EUT L 78 af 24.3.2009, s. 1) og

artikel 9, stk. 3, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets

forordning (EU) nr. 2017/1001 af 14. juni 2017 om EU-

varemærker (EUT L 154 af 16.6.2017, s. 1):

Er en person, der oplagrer varer, som krænker en

varemærkeret, for en tredjemand uden at have kendskab til

overtrædelsen, i besiddelse af den pågældende vare med det

formål at udbyde den til salg eller markedsføre den, når det ikke

er personen selv, men derimod kun tredjemanden, der har til

hensigt at udbyde varen til salg eller markedsføre den?

ABB Ltd og ABB AB mod Europa-Kommissionen (appel)

Påstande:

—

Dommen ophæves, eller der træffes andre

foranstaltninger, som findes påkrævet.

—

Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

KROL

Er det tilladt i henhold til EU-retten, navnlig 13., 20. og 22.

betragtning til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2000/35/EF af 29. juni 2000 om bekæmpelse af forsinket

betaling i handelstransaktioner og traktatens artikel 18, som

fastsætter princippet om ikke-forskelsbehandling, at udelukke

erstatning for forsinket betaling i forbindelse med

transaktioner, som helt eller delvis finansieres af midler fra Den

Europæiske Unions struktur- og samhørighedsfonde, sådan

som det fremgår af artikel 4, nr. 3, litra c), i lov om

betalingsfrister i handelstransaktioner (Dz. U. 2003, nr. 139,

pos. 1323)?

Iccrea Banca

Sagen vedrører fortolkning af artikel 5 i den delegerede

forordning (EU) 2015/63. Navnlig spørgsmålet om, hvorvidt

artikel 5, litra a) og f), hvorefter koncerninterne passiver og

passiver hidrørende fra støttelån ikke indgår i beregningen af

det årlige bidrag til afviklingsfonden, finder anvendelse analogt

på »de facto koncerner« eller under omstændigheder, hvor et

institut og andre banker er indbyrdes forbundet.

EU-Domstolen er blevet forelagt følgende præjudicielle

spørgsmål: Er artikel 5, stk. 1, navnlig litra a) og f), i forordning

2015/63

–

fortolket i lyset af de principper, som der er henvist

Miljø- og

Fødevareministeriet

Dom

27.11.19

C-567/18

Kulturministeriet

Patent- og

Varemærkestyrelsen

28.11.19

C-593/18

Energistyrelsen

Dom

28.11.19

C-722/18

Erhvervsstyrelsen

Dom

28.11.19

C-414/18

Finanstilsynet

Dom

03.12.19

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 175: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 22/11-19

til i denne retsakt, i direktiv 2014/59, i forordning nr. 2014/806

og i artikel 120 i traktaten om Den Europæiske Unions

funktionsmåde, i lyset af de grundlæggende regler om

ligebehandling, forbud mod forskelsbehandling og

proportionalitet, der er fastlagt i artikel 21 i Den Europæiske

Unions charter om grundlæggende rettigheder og forbuddet

mod dobbeltbeskatning

–

i forbindelse med beregningen af de

bidrag, der er nævnt i artikel 103, stk. 2, i direktiv 2014/59, til

hinder for, at den ordning, der er fastsat for koncerninterne

passiver, også finder anvendelse på »de facto koncerner«, eller

under alle omstændigheder, hvor et institut og andre banker er

forbundet inden for samme system? Subsidiært ønskes oplyst,

om den fordelagtige behandling af passiver hidrørende fra

støttelån, som omhandlet i artikel 5, i lyset af de ovenfor

nævnte principper kan anvendes analogt også på de passiver,

som en bank i den såkaldte »gruppe 2« har over for andre

banker i systemet (for andelskredit), eller om dette sidstnævnte

kendetegn ved et institut, der reelt agerer som centralbank

inden for en indbyrdes forbundet og integreret gruppe af

mindre banker, herunder også i forholdet til ECB og

finansmarkedet, i henhold til gældende lovgivning medfører, at

der skal foretages en form for justering af de finansielle

oplysninger, som den nationale afviklingsmyndighed skal

indsende til de kompetente fællesskabsinstitutioner, og af de

fastlagte bidrag, som instituttet skal indbetale til

afviklingsfonden på baggrund af instituttets reelle gæld og

risikoprofil?

T-607/15

Yieh United Steel mod Kommissionen

Påstande:

—

Artikel 1 og 2 i Kommissionens

gennemførelsesforordning (EU) nr. 2015/1429 af 26. august

2015 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen

af koldvalsede flade produkter af rustfrit stål med oprindelse i

Folkerepublikken Kina og Taiwan (1) (»den anfægtede

forordning« eller »den endelige toldforordning«) annulleres, for

så vidt som den vedrører sagsøgeren.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens

omkostninger.

PGNiG Supply & Trading GmbH mod Europa-

Kommissionen (appel)

Påstande:

—

Den af Den Europæiske Unions Ret den 14.

december 2017 afsagte kendelse, hvorved det af PGNiG

Supply & Trading anlagte søgsmål i sag T-849/16 blev afvist,

ophæves.

—

Der træffes afgørelse om sagens antagelse til

realitetsbehandling, og det fastslås, at det af PGNiG Supply &

Trading anlagte søgsmål i sag T-849/16, hvorved selskabet i

henhold til artikel 263 TEUF nedlagde påstand om annullation

af Kommissionens afgørelse C(2016) 6950 final af 28. oktober

2016 om ændring af de i henhold til direktiv 2003/55/EF

fastsatte betingelser for undtagelse af OPAL-gasrørledningen

fra reglerne om tredjepartsadgang og takstbestemmelser, kan

antages til realitetsbehandling.

Polskie Górnictwo Naftowe i Gazownictwo S.A. mod

Kommissionen (appel)

Kendelse afsagt af Den Europæiske Unions Ret den 15. marts

2018, hvorved det af Polskie Górnictwo Naftowe i

Gazownictwo S.A. anlagte søgsmål i sag T-130/17 blev afvist,

Erhvervsstyrelsen

Dom

03.12.19

C-117/18

Energistyrelsen

Dom

04.12.19

C-342/18

Klima-, Energi-, og

Forsyningsministeriet

Dom

04.12.19

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 175: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 22/11-19

ophæves.

—

Der træffes afgørelse om sagens antagelse til

realitetsbehandling, og det fastslås, at det af Polskie Górnictwo

Naftowe i Gazownictwo S.A. anlagte søgsmål i sag T-130/17,

hvorved selskabet i henhold til artikel 263 TEUF nedlagde

påstand om annullation af Kommissionens afgørelse C(2016)

6950 final af 28. oktober 2016 om ændring af betingelserne for

OPAL-gasrørledningens fravigelse af reglerne vedrørende

tredjepartsadgang og af de takstbestemmelser, der er fastsat i

direktiv 2003/55/EF.

—

Sagen hjemvises til Retten, således at denne kan træffe

afgørelse om realiteten.

C-432/18

Consorzio Tutela Aceto Balsamico di Modena

Den Europæiske Unions Domstol forelægges følgende

spørgsmål til præjudiciel afgørelse med henblik på fortolkning

af artikel 1 i Kommissionens forordning (EF) nr. 583/2009 af

3. juli 2009 om registrering af en betegnelse i registret over

beskyttede oprindelsesbetegnelser og beskyttede geografiske

betegnelser (Aceto Balsamico di Modena (BGB), EUT L 175 af

4.7.2009, s. 7):

Omfatter beskyttelsen af den samlede betegnelse »Aceto

Balsamico di Modena« anvendelsen af de enkelte ikke-

geografiske elementer, der indgår i den sammensatte betegnelse

(»aceto«, »balsamico«, »aceto balsamico«)?

Izba Gospodarcza Producentów i Operatorów Urządzeń

Rozrywkowych mod Kommissionen (appel)

Påstande:

—

Den Europæiske Unions Rets kendelse af 10. juli

2018 i sag T-514/15, Izba Gospodarcza Producentów i

Operatorów Urządzeń Rozrywkowych

mod Kommissionen,

ophæves.

—

Europa-Kommissionens afgørelse af 12. juni 2015,

GESTDEM 2015/1291, om afslag på at give appellanten

aktindsigt i den udførlige udtalelse, som Europa-

Kommissionen afgav i forbindelse med informationsprocedure

2014/537/PL, og af 17. juli 2015, GESTDEM 2015/1291, om

afslag på at give appellanten aktindsigt i den udførlige udtalelse,

som Republikken Malta afgav i forbindelse med

informationsprocedure 2014/537/PL, annulleres, og Europa-

Kommissionen tilpligtes at bære sine egne omkostninger og at

betale appellantens omkostninger.

—

Subsidiært, såfremt Domstolen ikke måtte finde, at sagen er

moden til påkendelse, hjemvises sagen til Den Europæiske

Unions Ret til pådømmelse, og afgørelsen om

sagsomkostningerne udsættes.

Europa-Kommissionen mod Kongeriget Spanien

—

Det fastslås i overensstemmelse med artikel 258, stk. 1, i

traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

—

Kongeriget Spanien har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til

artikel 28, stk. 1, og artikel 30, stk. 1, i Europa- Parlamentets og

Rådets direktiv 2008/98/EF af 19. november 2008 om affald

og om ophævelse af visse direktiver (1), idet det ikke har

vedtaget affaldshåndteringsplaner i henhold til kravene i dette

direktiv, og idet det ikke har revideret de nævnte planer i

overensstemmelse med direktiv 2008/98/EF for så vidt angår

de selvstyrende regioner Aragonien, Balearerne, De Kanariske

Øer og Madrid, samt den selvstyrende by Ceuta, og

—

Kongeriget Spanien har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til

Miljø- og

Fødevareministeriet

Patent- og

Varemærkestyrelsen

Dom

04.12.19

C-560/18

Miljø- og

Fødevareministeriet

05.12.19

C-642/18

Energistyrelsen

Dom

05.12.19

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 175: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 22/11-19

artikel 33, stk. 1, i direktiv 2008/98/EF, idet det ikke officielt

har underrettet Kommissionen om vedtagelsen eller revisionen

af affaldshåndteringsplanerne for så vidt angår de selvstyrende

regioner Aragonien, Balearerne, De Kanariske Øer og Madrid,

samt den selvstyrende by Ceuta.

—

Kongeriget Spanien tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

C-671/18

Centraal Justitieel Incassobureau

1. Skal artikel 7, stk. 2, litra i), nr. iii), og artikel 20, stk. 3, i

Rådets rammeafgørelse 2005/214/RIA af 24. februar 2005 om

anvendelse af princippet om gensidig anerkendelse på

bødestraffe (EUT 2005, L 76, s. 16) som ændret ved Rådets

rammeafgørelse 2009/299/RIA af 26. februar 2009 (EUT

2009, L 81, s. 24) fortolkes således, at den pågældende ret kan

afslå at fuldbyrde en afgørelse fra en anden myndighed i

udstedelsesstaten end en domstol, hvis den fastslår, at

forkyndelsen af afgørelsen er sket på en måde, som tilsidesætter

den berørtes ret til et effektivt forsvar for en domstol?

2. Navnlig: Kan afslaget støttes på, at det konstateres, at den

berørte person, der som regel opholder sig i fuldbyrdelsesstaten

–

til trods for, at de gældende regler i udstedelsesstaten for

forkyndelse og fristerne for at anfægte en afgørelse som

omhandlet i artikel 1, litra a), nr. ii) og iii), i Rådets

rammeafgørelse 2005/214/RIA var overholdt

–

på det trin i

proceduren, der går forud for indbringelsen af sagen for retten,

ikke havde nogen reel og effektiv mulighed for at forsvare sine

rettigheder, idet fristen for at reagere hensigtsmæssigt på

afgørelsen om pålæggelse af sanktionen var utilstrækkelig?

3. Kan omfanget af den retsbeskyttelse, der gælder for

personer, som skal pålægges en bøde, i henhold til artikel 3 i

Rådets rammeafgørelse 2005/214/RIA afhænge af, om sagen

vedrørende udstedelse af bøden er en administrativ sag, en sag

om overtrædelse af ordensforskrifter eller en straffesag?

4. Er det i lyset af de mål og principper, som er forankret i

Rådets rammeafgørelse 2005/214/RIA, bl.a. i artikel 3, tilladt at

fuldbyrde afgørelser, som er truffet af en anden myndighed i

udstedelsesstaten end en domstol, og som er truffet på

grundlag af udstedelsesstatens bestemmelser og drager den

person til ansvar for en overtrædelse af færdselsloven, i hvis

navn køretøjet er indregistreret, dvs. afgørelser, som alene

støttes på de oplysninger, der er indhentet gennem den

grænseoverskridende udveksling af motorregisterdata, uden at

der er gennemført nogen efterforskning i sagen og navnlig uden

at den faktiske gerningsmand er fastslået?

Republikken Slovenien mod Republikken Kroatien

Påstande:

—Det

fastslås, at Republikken Kroatien har tilsidesat

artikel 2 TEU og artikel 4, stk. 3, TEU.

—Det

fastslås, at Republikken Kroatien har tilsidesat artikel 5,

stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.

1380/2013 af 11. december 2013 om den fælles fiskeripolitik,

ændring af Rådets forordning (EF) nr. 1954/2003 og (EF) nr.

1224/2009 og ophævelse af Rådets forordning (EF) nr.

2371/2002 og (EF) nr. 639/2004 samt Rådets afgørelse

2004/585/EF.

—Det

fastslås, at Republikken Kroatien har tilsidesat artikel 4

og 17 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU)

2016/399 af 9. marts 2016 om en EU-kodeks for personers

grænsepassage (Schengengrænsekodeks), sammenholdt med

Justitsministeriet

Dom

05.12.19

C-457/18

Miljø- og

Fødevareministeriet

11.12.19

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 175: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 22/11-19

samme forordnings artikel 13.—Det fastslås, at Republikken

Kroatien har tilsidesat artikel 2, artikel 4 og artikel 11, stk. 1, i

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/89/EU af 23. juli

2014 om rammerne for maritim fysisk planlægning.

—Republikken

Kroatien tilpligtes at betale sagens

omkostninger.

C-311/18

Facebook Ireland & Schrems

Sagen vedrører: 1. Under omstændigheder, hvor et privat

selskab videregiver personoplysninger fra en medlemsstat i Den

Europæiske Union (EU) til et privat selskab i et tredjeland med

et forretningsmæssigt formål i medfør af afgørelse

2010/87/EU, som ændret ved Kommissionens afgørelse

2016/2297 (herefter »SKB-afgørelsen«), og hvor

personoplysningerne kan undergå yderligere behandling i dette

tredjeland af myndighederne af hensyn til den nationale

sikkerhed, men også med henblik på retshåndhævelse og

tredjelandets håndtering af udenrigsanliggender, finder EU-

retten (herunder Den Europæiske Unions charter om

grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«)) da anvendelse

på videregivelsen af oplysninger uanset bestemmelserne i artikel

4, stk. 2, TEU om national sikkerhed og bestemmelserne i

artikel 3, stk. 2, første led, i direktiv 95/46/EF (herefter

»direktivet«) om offentlig sikkerhed, forsvar og statens

sikkerhed? 2. 1) Ved afgørelsen af, om der er tale om krænkelse

af en privatpersons rettigheder ved videregivelsen af

oplysninger fra EU til et tredjeland i henhold til SKB-

afgørelsen, hvor oplysningerne kan undergå yderligere

behandling af hensyn til den nationale sikkerhed, er det

relevante sammenligningsgrundlag med henblik på direktivet

da: a) chartret, TEU, TEUF, direktivet, EMRK (eller andre

EU-retlige bestemmelser) eller b) en eller flere medlemsstaters

nationale ret? 2) Hvis det relevante sammenligningsgrundlag er

b), skal praksis i sammenhæng med den nationale sikkerhed i en

eller flere medlemsstater da også medtages i

sammenligningsgrundlaget? 3. Ved bedømmelsen af, om et

tredjeland sikrer det i EU-retten krævede beskyttelsesniveau for

personoplysninger, der videregives til det pågældende land som

omhandlet i direktivets artikel 26, bør beskyttelsesniveauet i

tredjelandet da bedømmes under henvisning til: a) de gældende

regler i tredjelandet, der følger af dettes nationale ret eller

internationale forpligtelser, og praksis, der skal sikre

overholdelsen af disse regler, herunder faglige regler og

sikkerhedsforanstaltninger, som overholdes i tredjelandet, eller

b) de regler, der er henvist til under a), sammen med

administrativ praksis, regulerings- og overholdelsespraksis samt

de politiske garantier, procedurer, protokoller,

tilsynsmekanismer og udenretslige midler, der findes i

tredjelandet? 4. Henset til de kendsgerninger, som High Court

fastslog vedrørende amerikansk ret [præmis 152-263 i High

Courts dom af 10.3.2017,

http://www.courts.ie/Judgments.nsf/768d83be24938e1180256

ef30048ca51/8131a5dde8baf9ff802581b70035c4ff?OpenDocu

ment], krænker det da privatpersoners rettigheder i henhold til

chartrets artikel 7 og/eller 8, hvis personoplysninger videregives

fra EU til USA i henhold til SKB-afgørelsen? 5. Henset til de

kendsgerninger, som High Court fastslog vedrørende

amerikansk ret, hvis personoplysninger overføres fra EU til

USA i henhold til SKB-afgørelsen: a) overholder

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Erhvervsministeriet

Miljø- og

Fødevareministeriet

Nævnenes Hus

12.12.19

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 175: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 22/11-19

C-380/18

beskyttelsesniveauet i USA da kerneindholdet af en

privatpersons ret til et retsmiddel i tilfælde af krænkelse af hans

eller hendes rettigheder vedrørende personoplysninger, der

garanteres ved chartrets artikel 47? Hvis svaret på a) er

bekræftende, b) er de begrænsninger, som amerikansk ret

pålægger en privatpersons adgang til et retsmiddel i

sammenhæng med USA’s nationale sikkerhed, da

forholdsmæssige i den i chartrets artikel 52 omhandlede

betydning og går ikke videre end det, der er nødvendigt i et

demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed? 6.

1) Hvilket beskyttelsesniveau kræves der for personoplysninger,

som videregives til et tredjeland i medfør af

standardkontraktbestemmelser vedtaget i overensstemmelse

med Kommissionens afgørelse i henhold til artikel 26, stk. 4, i

lyset af direktivets bestemmelser, navnlig artikel 25 og 26

forstået i lyset af chartret?

[…]

E.P.

Det første spørgsmål:Skal artikel 6, stk. 1, litra e), i forordning

(EU) 2016/399 (EUT L 77, Schengengrænsekodeksen)

fortolkes således, at det ved konstateringen af, at det lovlige

ophold på højst 90 dage inden for en periode på 180 dage er

ophørt, fordi udlændingen betragtes som en trussel mod den

offentlige orden, skal begrundes, at den pågældende udlændings

personlig adfærd udgør en reel, umiddelbar og tilstrækkelig

alvorlig trussel, der berører en grundlæggende

samfundsinteresse? Det andet spørgsmål: Såfremt spørgsmål 1

besvares benægtende, hvilke krav gælder i henhold til artikel 6,

stk. 1, litra e), i forordning (EU) nr. 2016/399 (EUT 2016, L

77, Schengengrænsekodeksen) til begrundelsen for, at en

udlænding betragtes som en trussel mod den offentlige orden?

Skal artikel 6, stk. 1, litra e), i forordning (EU) 2016/399 (EUT

2016 L 77, Schengengrænsekodeksen) fortolkes således, at

denne bestemmelse er til hinder for en national praksis,

hvorefter en udlænding betragtes som en trussel mod den

offentlige orden alene af den grund, at den pågældende

udlænding er mistænkt for at have begået en strafbar handling?

G.S. m.fl.

Sag C-381/18 vedrører:

1) Skal artikel 6, stk. 2, i direktiv 2003/86/EF (EUT L 251,

familiesammenføringsdirektivet) fortolkes således, at for at

inddrage en opholdstilladelse til et familiemedlem eller afslå at

forlænge den, kræves det begrundet, at det pågældende

familiemedlem udgør en reel, umiddelbar og tilstrækkelig

alvorlig trussel, der berører en grundlæggende

samfundsinteresse? 2) Såfremt spørgsmål 1 skal besvares

benægtende, hvilke krav gælder ifølge artikel 6, stk. 2, i direktiv

2003/86/EF (EUT L 251, familiesammenføringsdirektivet) til

begrundelsen for at inddrage en opholdstilladelse til et

familiemedlem eller afslå at forlænge den af hensyn til den

offentlige orden?Skal artikel 6, stk. 2, i direktiv 2003/86/EF

(EUT L 251, familiesammenføringsdirektivet) fortolkes således,

at det er til hinder for en national praksis, hvorefter en

opholdstilladelse til et familiemedlem kan inddrages eller nægtes

forlænget af hensyn til den offentlige orden, såfremt den straf

eller foranstaltning, som det pågældende familiemedlem er

idømt eller pålagt, er tilstrækkelig høj i forhold til varigheden af

det lovlige ophold i Nederlandene (»den glidende skala«),

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

Justitsministeriet

Dom

12.12.19

forenede

sager C-

381/18 og

C-382/18

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

Justitsministeriet

Dom

12.12.19

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 175: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 22/11-19

hvorved der på grundlag af kriterierne i henhold til Den

Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 2. august

2001, Boultif mod Schweiz,

ECLI:CE:ECHR:2001:0802JUD005427300, og af 18. oktober

2006, Üner mod Nederlandene,

ECLI:CE:ECHR:2006:1018JUD004641099, foretages en

interesseafvejning mellem hensynet til det pågældende

familiemedlems interesse i at udøve retten til

familiesammenføring i Nederlandene på den ene side og

hensynet til den nederlandske stats interesse i at beskytte den

offentlige orden på den anden side?

Sag C-382/18 vedrører:

1. Har Domstolen, henset til artikel 3, stk. 3, i Rådets direktiv

2003/86/EF af 22. september 2003 om ret til

familiesammenføring (EUT L 251,

familiesammenføringsdirektivet) og Nolan-dommen

(ECLI:EU:C:2012:638) kompetence til at besvare præjudicielle

spørgsmål fra en nederlandsk ret vedrørende fortolkningen af

bestemmelser i dette direktiv i en sag angående indrejse og

ophold til et familiemedlem til referencepersonen, der er

nederlandsk statsborger, såfremt dette direktiv i nederlandsk ret

er blevet erklæret for direkte og ubetinget anvendelig på disse

familiemedlemmer? 2. Skal artikel 6, stk. 1, i direktiv

2003/86/EF (EUT L 251, familiesammenføringsdirektivet)

fortolkes således, at det, for at kunne afslå en ansøgning om

tilladelse til indrejse og ophold til et familiemedlem af hensyn til

den offentlige orden, kræves begrundet, at det pågældende

familiemedlem udgør en reel, umiddelbar og tilstrækkelig

alvorlig trussel, der berører en grundlæggende

samfundsinteresse? 3. Såfremt det andet spørgsmål skal

besvares benægtende, hvilke krav stilles der ifølge artikel 6, stk.

1, i direktiv 2003/86/EF (EUT L 251,

familiesammenføringsdirektivet) til begrundelsen for at afslå en

ansøgning om tilladelse til og ophold til familiemedlemmet af

hensyn til den offentlige orden? Skal artikel 6, stk. 1, i direktiv

2003/86/EF (EUT L 251, familiesammenføringsdirektivet)

fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for en

national praksis, hvorefter en ansøgning om tilladelse til

indrejse og ophold til et familiemedlem kan afslås af hensyn til

den offentlige orden på grund af domfældelser under et

tidligere ophold i den pågældende medlemsstat, hvorved der på

grundlag af kriterierne i henhold til Den Europæiske

Menneskerettighedsdomstols dom af 2. august 2001, Boultif

mod Schweiz, ECLI:CE:ECHR:2001:0802JUD005427300, og

af 18. oktober 2006, Üner mod Nederlandene,

ECLI:CE:ECHR:2006:1018JUD004641099, foretages en

interesseafvejning mellem hensynet til det pågældende

familiemedlems interesse i at udøve retten til

familiesammenføring i Nederlandene på den ene side og

hensynet til den nederlandske stats interesse i at beskytte den

offentlige orden på den anden side?

C-450/18

Instituto Nacional de la Seguridad Social

Udgør det en krænkelse af princippet om ligebehandling, som

forbyder enhver forskelsbehandling på grundlag af køn, og som

er anerkendt i artikel 157 i traktaten om Den Europæiske

Unions funktionsmåde samt i Rådets direktiv 76/207/EØF af

9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om

ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til

Miljø- og

Fødevareministeriet

Dom

12.12.19

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 175: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 22/11-19

beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt

arbejdsvilkår og i direktiv 2002/73 om ændring heraf, som

omarbejdet ved direktiv 2006/54/EF af 5. juli 2006, når en

national retsforskrift (nærmere bestemt artikel 60, stk. 1, i lov

om social sikring) som følge af deres demografiske bidrag til

den sociale sikringsordning anerkender retten til et

pensionstillæg for kvinder, der har fået biologiske eller

adopterede børn, og som i henhold til en hvilken som helst

ordning under den sociale sikringsordning modtager

bidragsbaserede ydelser i form af alderspension, enkepension

eller pension ved varig uarbejdsdygtighed, mens mænd, der

befinder sig i en tilsvarende situation, derimod ikke indrømmes

en sådan ret?

C-456/18

Ungarn mod Europa-Kommissionen (appel)

Påstande:

—

Rettens dom af 25. april 2018 i de forenede sager

T-554/15 og T-555/15 ophæves.

—

Kommissionens afgørelse C(2015) 4805 af 15. juli 2015 om

ungarske sundhedsbidrag pålagt virksomheder i

tobaksindustrien annulleres delvist, for så vidt som den

pålægger at indstille anvendelsen af den progressive sats for

sundhedsafgiften samt den investeringsbetingede nedsættelse af

sundhedsafgiften, der er fastsat ved a dohányipari vállalkozások

2015. évi egészségügyi hozzájárulásáról szóló 2014. évi XCIV.

Törvény (lov nr. XCIV af 2014 om tobaksindustriens

sundhedsafgifter for året 2015), som er vedtaget af det ungarske

parlament.

—

Kommissionens afgørelse C(2015) 4808 final af 15. juli 2015

om 2014-ændringen af det ungarske gebyr for

fødevarekædekontrol annulleres delvist, for så vidt som den

pålægger at indstille anvendelsen af den progressive sats for

gebyret for fødevarekædekontrol.

—

Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Nelson Antunes da Cunha

1. Finder den forældelsesfrist for udøvelse af beføjelserne til at

tilbagesøge støtte, som er fastsat i artikel 17, stk. 1, i Rådets

forordning (EU) 2015/1589 af 13. juli 2015 om fastlæggelse af

regler for anvendelsen af artikel 108 i traktaten om Den

Europæiske Unions funktionsmåde kun anvendelse i forholdet

mellem Den Europæiske Union og den medlemsstat, der var

adressat for en afgørelse om tilbagesøgning af støtte, eller

ligeledes i forholdet mellem denne stat og den indsigende part i

dennes egenskab af modtager af den støtte, der blev anset for

uforenelig med fællesmarkedet?

2. Såfremt det fastslås, at den nævnte forældelsesfrist også

finder anvendelse på forholdet mellem den medlemsstat, der er

adressat for en afgørelse om tilbagesøgning af støtte, og

modtagerne af den støtte, der blev anset for uforenelig med

fællesmarkedet, skal denne frist da kun anses for at finde

anvendelse under proceduren for vedtagelse af afgørelsen om

tilbagesøgning eller ligeledes under fuldbyrdelsen heraf?

3. Såfremt det fastslås, at den nævnte forældelsesfrist finder

anvendelse på forholdet mellem den medlemsstat, der er

adressat for en afgørelse om tilbagesøgning af støtte, og

modtagerne af den støtte, der blev anset for uforenelig med

fællesmarkedet, skal denne frist da anses for afbrudt af enhver

foranstaltning vedrørende den ulovlige støtte, der træffes af

Kommissionen eller medlemsstaten, selv om disse ikke blev

Miljø- og

Fødevareministeriet

12.12.19

C-627/18

Miljø- og

Fødevareministeriet

Erhvervsministeriet

Energistyrelsen

12.12.19

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 175: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 22/11-19

meddelt modtageren af den støtte, der skal tilbagebetales?

4. Er artikel 16, stk. 2, i Rådets forordning (EU) 2015/1589 af

13. juli 2015 og de EU-retlige principper, nærmere bestemt

effektivitetsprincippet og princippet om, at statsstøtte er

uforenelig med det indre marked, til hinder, at en

forældelsesfrist, der er kortere end den i forordningens artikel

17 fastsatte, såsom den i den civile lovbogs artikel 310, stk. 1,

litra d), fastsatte forældelsesfrist, anvendes på påløbne renter af

den støtte, der skal tilbagesøges?

C-143/19

Der Grüne Punkt - Duales System Deutschland GmbH

mod Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel

Ejendomsret (appel)

Påstande:

—Den

appellerede dom truffet af Retten (Fjerde

Afdeling) den 12. december 2018 i sag T-253/17 ophæves.

—De

for førsteinstansen nedlagte påstande tages til følge, og

der træffes endelig afgørelse i sagen, subsidiært hjemvises sagen

til Den Europæiske Unions Ret.

—EUIPO

tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Miljø- og

Fødevareministeriet

Dom

12.12.19