Den 21. november 2019
MFVM 950
GRUNDNOTAT TIL FOLKETINGETS EUROPAUDVALG
om udkast til Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) xx/2019 af
dd.mm.2019 om godkendelse som lavrisikostof af aktivstoffet lavandulyl
senecioat, jf. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1107/2009 om
markedsføring af plantebeskyttelsesmidler, og om ændring af bilaget til
Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 540/2011 (Komitésag)
KOM-dokument foreligger ikke
Resumé
Kommissionen foreslår, at aktivstoffet lavandulyl senecioat godkendes som lavrisikostof i henhold til
forordning 1107/2009 om plantebeskyttelsesmidler (komitesag). Aktivstoffet lavandulyl senecioat er
nyt aktivstof i EU, og er endnu ikke godkendt i henhold til forordning 1107/2009 om
plantebeskyttelsesmidler. Hvis forslaget bliver vedtaget, vil det betyde, at stoffet bliver opført på
bilag til Kommissionens forordning nr. 540/2011 af 25. maj 2011 om gennemførelse af Europa-
Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1107/2009 for så vidt angår listen over godkendte
aktivstoffer. Der er ingen økonomiske eller administrative konsekvenser for regioner, kommuner,
staten eller erhvervslivet. Forslaget forventes sat til afstemning i den stående komité for planter, dyr,
fødevarer og foder den 5.-6. december 2019. Det er ikke umiddelbart muligt at vurdere
konsekvenserne af forslaget for miljøbeskyttelsesniveauet i Danmark, da det afhænger af, om der i
Danmark bliver ansøgt om godkendelse af midler med aktivstoffet. Regeringen mener, at der er vist
sikker anvendelse til de i EU ansøgte anvendelsesområder for lavandulyl senecioat med de
foreslåede risikobegrænsende foranstaltninger, og at det kan godkendes som lavrisikostof.
Regeringen agter på den baggrund at støtte Kommissionens forslag.
Baggrund
Kommissionen forventes at fremlægge forslag til Kommissionsforordning xx/2019 af dd.mm.2019 om
godkendelse som lavrisikostof af aktivstoffet lavandulyl senecioat jf. Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EF) nr. 1107/2009 om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler og om ændring af
bilaget til Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 540/2011.
Forslaget har hjemmel i forordning 1107/2009 om plantebeskyttelsesmidler især artikel 4 og 13, stk. 2.
Forslaget behandles i en undersøgelsesprocedure i den stående komité for planter, dyr, fødevarer og
foder. Afgiver Komitéen en positiv udtalelse med kvalificeret flertal, vedtager Kommissionen forslaget.
Afgiver Komitéen en negativ udtalelse med kvalificeret flertal, vedtager Kommissionen ikke forslaget.