Europaudvalget 2019-20
EUU Alm.del Bilag 295
Offentligt
2136289_0001.png
18. DECEMBER 2019
4002657 MOL
Notits om betydningen af EU-
Domstolens dom i sag C-261/2018
for placeringstilladelser efter fiske-
riloven
1.
RAPPORT OM PLACERINGSTILLADELSER TIL HAVBRUG
Vi har for Miljø- og Fødevareministeriet foretaget en juridisk vurdering af placeringstilladelser til 19
eksisterende havbrug, jf. sammenfatning af 3. juli 2019 af vores rapport. Havbrugene fordeler sig på 8
havbrug med placeringstilladelser givet efter 1. juli 2008, 6 havbrug uden en gældende placeringstilla-
delse og 5 havbrug med placeringstilladelser, som er givet før 1. juli 2008.
Vi har vurderet, at de 8 placeringstilladelser givet efter 1. juli 2008 er ugyldige, da de er givet uden
iagttagelse af habitatreglerne, som blev implementeret i fiskeriloven ved lov nr. 489 af 17. juni 2008 om
ændring af lov om fiskeri og fiskeopdræt, som trådte i kraft den 1. juli 2008. Placeringstilladelserne blev
altså givet uden iagttagelse af habitatreglerne i fiskeriloven, og de er dermed behæftet med en væsent-
lig retlig mangel.
Vi vurderede, at de 5 placeringstilladelser givet før 1. juli 2008, som er uden tidsbegrænsning, ikke skal
anses for ugyldige, uanset at den daværende ressortmyndighed burde have iagttaget habitatdirektivets
artikel 6, stk. 3
1
, også selvom bestemmelsen ikke var implementeret i fiskeriloven, da placeringstilla-
delserne blev givet. Vi lagde vægt på, at tilladelserne har været udnyttet af virksomhederne i mange år,
at virksomhederne har været i god tro, og at den retlige mangel ikke har været klar. Det er efter dansk
forvaltningsret muligt at opretholde tilladelser, som er behæftede med væsentlige retlige mangler, når
der er tale om særlige forhold.
Sagsbehandlingen af placeringstilladelserne varetages i dag af Miljøstyrelsen, som i hver enkelt sag
skal tage stilling til og træffe myndighedsafgørelse om, hvorvidt placeringstilladelserne er gyldige, og
hvordan der skal forholdes med de havbrug, som ikke har en placeringstilladelse. Miljøstyrelsen skal
vurdere hver enkelt sag under iagttagelse af reglerne i fiskeriloven, herunder habitatreglerne og de
almindelige forvaltningsretlige principper om f.eks. partshøring, officialmaksimen mv.
1
Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter m.v.
KØBENHAVN
VESTER FARIMAGSGADE 23
DK-1606 KØBENHAVN V
AARHUS
ÅBOULEVARDEN 49
DK-8000 AARHUS C
T
@
W
+45 33 15 20 10
[email protected]
WWW.KAMMERADVOKATEN.DK
 EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 295: Kopi af MOF alm. del - bilag 245: Orientering om Kammeradvokatens notits om betydningen af EU-domstolens dom for placeringstilladelser af havbrug
2136289_0002.png
18. DECEMBER 2019
4002657 MOL
2.
EU-DOMSTOLENS DOM AF 12. NOVEMBER 2019
Vi vurderer imidlertid, at det er relevant at gøre Miljø- og Fødevareministeriet opmærksom på EU-
Domstolens dom af 12. november 2019 i sag C-261/18, Europa-Kommissionen mod Irland. Dommens
resultat er, at Irland har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til TEUF-traktaten, da Irland ikke har
opfyldt Domstolens dom af 3. juli 2008 i sag C-215/16, Kommissionen mod Irland.
Domstolen fastslog i dommen af 3. juli 2008, at Irland havde tilsidesat VVM-direktivet
2
, da Irland ikke
havde gennemført de nødvendige bestemmelser i lovgivningen for at sikre, at projekter blev miljøvurde-
ret, og da Irland ikke havde sikret, at der før anlægstilladelser til en vindmøllepark og tilknyttede an-
lægsarbejder i Derrybrien, Galway County, blev foretaget en miljøvurdering.
I den aktuelle sag gjorde Europa-Kommissionen gældende, at Irland var forpligtet til at bringe ulovlige
følgevirkninger af undladelsen af forudgående miljøvurdering til ophør.
Irland bestred, at det var nødvendigt at vedtage konkrete foranstaltninger vedrørende vindmølleparken
og anførte, at dommen ikke havde ophævet de tilladelser, der var givet til vindmølleparken og ikke
kunne påvirke de rettigheder, som tredjemænd havde erhvervet. Irland gjorde gældende, at Irland ikke
kunne anvende lovliggørelsesprocedure ex officio, og at Irland ikke kunne tvinge vindmølleparkens ope-
ratør til at anmode om en erstatningstilladelse. Irland henviste til retssikkerhedsprincippet og princip-
pet om beskyttelse af den berettigede forventning.
Domstolen udtalte, at VVM-direktivet er til hinder for, at et projekt, som skulle have været miljøvurde-
ret, ifølge national lovgivning anses for at have været undergivet en sådan vurdering, og at direktivet
også er til hinder for, at projekter efter udløbet af en søgsmålsfrist i national lovgivning anses for lovligt
tilladte. Domstolen afviste, at nationale bestemmelser, der begrænsede lovliggørelse, kunne påberåbes,
og fastslog, at de nationale myndigheder inden for rammerne af deres kompetence er forpligtede til at
træffe alle nødvendige foranstaltninger for at råde bod på, at der ikke er foretaget en miljøvurdering.
Irland kunne ikke påberåbe sig operatørens retssikkerhed og berettigede forventning for at hindre føl-
gerne af tilsidesættelsen af VVM-direktivet. En lovliggørende vurdering foretaget efter opførelsen og
ibrugtagningen kan føre til, at tilladelserne trækkes tilbage, eller at de ændres.
2
Rådets direktiv 85/337/EØF af 27. juni 1985 om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet.
Side 2 / 3
 EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 295: Kopi af MOF alm. del - bilag 245: Orientering om Kammeradvokatens notits om betydningen af EU-domstolens dom for placeringstilladelser af havbrug
2136289_0003.png
18. DECEMBER 2019
4002657 MOL
3.
VORES BEMÆRKNINGER
På baggrund af dommen af 12. november 2019 kan vi ikke fastholde, at de 5 placeringstilladelser givet
før 1. juli 2008 kan opretholdes som gyldige tilladelser.
Vi mener, at der må gælde de samme principper for lovliggørelse, når der er tale om habitatvurdering
efter habitatdirektivet, som når der er tale om miljøvurdering efter VVM-direktivet.
Vi vurderer derfor, at de 5 placeringstilladelser må anses for ugyldige, da der ikke i denne sammen-
hæng kan lægges vægt på virksomhedernes retssikkerhed eller berettigede forventning. Miljøstyrelsen
må anses for forpligtet til at iværksætte lovliggørelse og i den forbindelse foretage en vurdering efter
fiskerilovens § 10 e, der implementerer habitatdirektivets artikel 6, stk. 3. Habitatvurderingen vil være
afgørende for, om der kan gives placeringstilladelser til havbrugsdrift på de nuværende lokaliteter.
Vi mener endvidere, at Miljøstyrelsen i forbindelse med lovliggørelsen skal vurdere, om styrelsen er
forpligtet til at påbyde driften af havbrugene standset i perioden, indtil havbrugene er habitatvurderet.
Vurderingen afhænger af, om det efter en foreløbig faglig vurdering af påvirkningen af Natura 2000-
områderne er forsvarligt at lade driften fortsætte i denne periode.
Side 3 / 3