EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 300: Notat om afgivelse af indlæg i den præjudicielle sag ved EU-Domstolen C-719/19, Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid.

Europaudvalget 2019-20
EUU Alm.del Bilag 300
Offentligt

Notat

Notat til Folketingets Europaudvalg og Folketingets Udlændinge- og In-

tegrationsudvalg om afgivelse af indlæg i den præjudicielle sag ved EU-

Domstolen C-719/19, Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid

1. Indledning

En nederlandsk ret (den forelæggende ret) har ved kendelse af 30. september

2019 forelagt EU-Domstolen tre præjudicielle spørgsmål.

Det første spørgsmål angår fortolkningen af artikel 15 i opholdsdirektivet (di-

rektiv 2004/38/EF), nærmere bestemt retsvirkningerne af en afgørelse om ud-

visning af en unionsborger, som er begrundet i

andre hensyn end hensynet til

den offentlige orden eller sikkerhed.

Med det andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret oplyst, om en unions-

borger

–

umiddelbart efter at være udrejst i overensstemmelse med en fastsat

udrejsefrist

–

kan indlede et nyt betingelsesfrit ophold på indtil tre måneder,

herunder i hvilket omfang værtsmedlemsstaten, for at forhindre dette, med

det samme er berettiget til at pålægge unionsborgeren at udrejse af landet.

Endelig ønsker den forelæggende ret med det tredje spørgsmål oplyst, om det

kan kræves, at unionsborgeren, efter at være udvist og udrejst, opholder sig

uden for værtsmedlemsstaten i et bestemt tidsrum, inden denne på ny kan

indrejse.

Regeringens interesse i sagen angår navnlig det andet spørgsmål.

2. Hovedsagens faktiske omstændigheder

Den verserende nederlandske retssag, der har givet anledning til den præjudi-

cielle forelæggelse, vedrører en polsk statsborger, som var blevet pålagt at

udrejse af Nederlandene, fordi hans ret til at opholde sig i denne medlemsstat

var konstateret ophørt.

15. januar 2020

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

EU-ophold

Slotsholmsgade 10

1216 København K

Tel.

Mail

Web

CVR-nr.

6198 4000

[email protected]

www.uim.dk

36977191

Side

1/4

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 300: Notat om afgivelse af indlæg i den præjudicielle sag ved EU-Domstolen C-719/19, Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid.

Den polske statsborger havde tidligere haft ansættelse i Nederlandene, men

opfyldte ikke længere betingelserne for ophold i mere end tre måneder i hen-

hold til artikel 7 i opholdsdirektivet. Han havde endvidere under sit ophold

ved flere lejligheder været i kontakt med politiet og var i den forbindelse bl.a.

blevet anholdt flere gange som følge af mistanke om tyveri.

De nederlandske myndigheders afgørelse om ophør af opholdsretten var

–

overensstemmelse med opholdsdirektivets artikel 15, stk. 3

–

ikke ledsaget af

et indrejseforbud, og den polske statsborger blev pålagt at udrejse inden for

en frist på fire uger. Han udrejste til Tyskland inden for fristen (og blev også

her anholdt som følge af mistanke om tyveri), men genindrejste i Nederlan-

dene godt én måned efter denne anholdelse.

I Nederlandene blev den polske statsborger på ny anholdt som følge af mis-

tanke om butikstyveri i et supermarked og frihedsberøvet med henblik på ud-

sendelse med henvisning til den tidligere trufne afgørelse.

3. EU-retsgrundlaget

En unionsborgers ret til at færdes og opholde sig i andre medlemsstater følger

af EUF-traktatens artikel 21, stk. 1, som er udmøntet i opholdsdirektivet.

Det kan ikke udledes af opholdsdirektivets ordlyd, hvordan de forelagte

spørgsmål skal besvares.

Efter direktivets artikel 5 har unionsborgere, der er i besiddelse af et gyldigt

identitetskort eller pas, ret til at indrejse på en medlemsstats område.

Efter direktivets artikel 6 har unionsborgere ret til frit at tage ophold på en

anden medlemsstats område for en periode på højst tre måneder uden andre

betingelser eller formaliteter end kravet om at være i besiddelse af et gyldigt

identitetskort eller pas.

Efter direktivets artikel 7, stk. 1, har en unionsborger, der udøver økonomisk

aktivitet i en anden medlemsstat, eller som råder over tilstrækkelige midler til

sig selv og sine familiemedlemmer, ret til ophold i denne medlemsstat ud over

de første tre måneders ophold.

Efter direktivets artikel 15, stk. 1, finder de proceduremæssige garantier i ar-

tikel 30 og 31 (vedrørende bl.a. klageadgang, krav om skriftlighed og begrun-

delse), tilsvarende anvendelse på alle afgørelser om begrænsning af bevægel-

sesfriheden for unionsborgere eller deres familiemedlemmer, som er begrun-

det i andre hensyn end den offentlige orden, sikkerhed eller sundhed.

Efter direktivets artikel 15, stk. 3, må værtsmedlemsstaten ikke lade afgørel-

ser om begrænsning af bevægelsesfriheden, jf. stk. 1, ledsage af et indrejse-

forbud.

Side

2/4

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 300: Notat om afgivelse af indlæg i den præjudicielle sag ved EU-Domstolen C-719/19, Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid.

4. Dansk praksis

Opholdsdirektivet er i dansk ret gennemført ved udlændingeloven og be-

kendtgørelse nr. 318 af 27. marts 2019 (EU-opholdsbekendtgørelsen).

Efter udlændingelovens § 2, stk. 1, kan udlændinge, der er statsborgere i et

land, der er tilsluttet Den Europæiske Union eller er omfattet af aftalen om

Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, indrejse og opholde sig her

i landet i indtil tre måneder fra indrejsen.

Efter EU-opholdsbekendtgørelsens kapitel 2 har unionsborgere ret til at blive

her i landet ud over de 3 måneder, hvis unionsborgeren f.eks. er arbejdstager,

selvstændig erhvervsdrivende, studerende eller en person med tilstrækkelige

midler. Foreligger der ikke et sådant lovligt opholdsgrundlag, kan unionsbor-

geren pålægges at udrejse af Danmark.

Efter gældende dansk praksis fastsættes der ikke et indrejseforbud i forbin-

delse med afgørelser om udvisning af unionsborgere, der er begrundet i andre

hensyn end hensynet til den offentlige orden eller sikkerhed. En unionsbor-

ger, der er udvist for ulovligt ophold, vil således som udgangspunkt kunne

udrejse af landet og umiddelbart herefter vende tilbage og indlede et nyt op-

hold på indtil tre måneder efter opholdsdirektivets artikel 6.

Regeringen bemærker, at sagen for EU-Domstolen, afhængig af udfaldet,

eventuelt vil kunne danne grundlag for at skærpe dansk praksis på området.

5. Regeringens interesse i sagen

Som ovenfor anført skal en unionsborger, som ønsker

at opholde sig i en med-

lemsstat i mere end tre måneder opfylde betingelserne i artikel 7.

Er betingel-

serne i artikel 7 ikke opfyldt

–

eller ikke længere opfyldt

–

kan medlemsstaten

pålægge den pågældende at udrejse inden for en fastsat udrejsefrist under

overholdelse af procedurerne i direktivets artikel 15.

Det er regeringens opfattelse, at de præjudicielle spørgsmål skal besvares med

afsæt i formålsbetragtninger samt betragtninger om den effektive virkning af

betingelserne for ophold efter artikel 7. Opholdsdirektivets ordlyd besvarer

således ikke de forelagte spørgsmål.

Regeringen vil således i indlægget for EU-Domstolen argumentere for, at

sondringen mellem de forskellige betingelser for ret til ophold i indtil tre må-

neder (artikel 6) henholdsvis mere end tre måneder (artikel 7), samt den ef-

fektive virkning af betingelserne i artikel 7

taler imod,

at en unionsborger, der

er pålagt at udrejse af værtsmedlemsstaten, fordi vedkommende ikke (læn-

gere) har et opholdsgrundlag i henhold til opholdsdirektivet,

automatisk og

Side

3/4

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 300: Notat om afgivelse af indlæg i den præjudicielle sag ved EU-Domstolen C-719/19, Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid.

uden undtagelse

kan indlede et nyt korttidsophold efter artikel 6 kort tid efter

sin udrejse.

Den periode, i hvilken en unionsborger kan opholde sig i en anden medlems-

stat uden andre krav end at kunne legitimere sig, er således ifølge direktivets

artikel 6

udtrykkeligt begrænset til tre måneder,

mens direktivets artikel 7

gennem betingelserne om

økonomisk aktivitet

eller

selvforsørgelse

grundlæg-

gende skal sikre, at det undgås at personer, der ikke opfylder betingelserne,

falder værtsmedlemsstatens sociale system til last.

I tilfælde, hvor en unionsborger, således som det f.eks. er tilfældet i hovedsa-

gen, udrejser i forlængelse af en afgørelse fra myndighederne om manglende

opholdsret og herefter genindrejser i værtsmedlemsstaten

inden for kort tid

og uden at kunne godtgøre, at betingelserne i artikel 7 er opfyldt,

kan der efter

regeringens opfattelse argumenteres for, at der

reelt er tale om en fortsættelse

af det

tidligere

ophold, som blev bragt til ophør i forbindelse med myndighe-

dernes oprindelige udrejsepålæg.

Regeringen vil i forlængelse heraf i indlægget argumentere for, at medlems-

staterne i f.eks. sådan en situation efter en konkret og individuel vurdering

kan være berettiget til med det samme at pålægge den pågældende at udrejse,

idet betingelserne for at kunne fortsætte et ophold udover tre måneder efter

artikel 7 ellers kan blive gjort

illusoriske.

Det er regeringens opfattelse, at det anførte må gælde så meget desto mere i

en situation, hvor en unionsborger

flere gange tidligere er pålagt at udrejse

af værtsmedlemsstaten

og fortsætter, kort tid efter udrejserne, med at genind-

rejse med henblik på ophold uden at kunne godtgøre, at betingelserne i op-

holdsdirektivets artikel 7 for ophold i mere end tre måneder er opfyldt.

Regeringen vil i indlægget argumentere for, at det ikke kan udelukkes, at en

sådan adfærd efter omstændighederne vil kunne anses for at udgøre

utilsigtet

brug

af de regler om fri bevægelighed, som er fastlagt i direktivet, idet den

strider imod det formål, som disse regler bl.a. skal varetage, jf. ovenfor.

Side

4/4