Den 14. januar 2020
MFVM 007
GRUNDNOTAT TIL FOLKETINGETS EUROPAUDVALG
om Kommissionens delegerede retsakt om ændring med henblik på tilpasning til
den tekniske udvikling af bilag III til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2011/65/EU (RoHS-direktivet) vedrørende undtagelse 41 for bly i loddemateriale
og overfladebehandling, der anvendes i visse håndholdte forbrændingsmotorer
(delegeret retsakt)
KOM-dokument foreligger ikke
Resumé
Kommissionen har den 17. december 2019 fremsendt en delegeret retsakt om ændring med henblik på
tilpasning til den tekniske udvikling af bilag III til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2011/65/EU af 8. juni 2011 om begrænsning af anvendelsen af visse farlige stoffer i elektrisk og elek-
tronisk udstyr. Retsakten indebærer, at undtagelse 41 om anvendelse af bly i loddemateriale og over-
fladebehandling af elektriske og elektroniske komponenters termineringer og overfladebehandling af
printkort, der anvendes i tændingsmoduler og andre elektriske og elektroniske motorreguleringssy-
stemer, som af tekniske grunde skal monteres direkte på eller i krumtaphuset eller cylinderen af hånd-
holdte forbrændingsmotorer, forlænges i en tidsbegrænset periode. Den delegerede retsakt vurderes
generelt ikke at svække beskyttelsesniveauet i Danmark. Retsakten vurderes ikke at have væsentlige
samfundsøkonomiske, erhvervsøkonomiske eller erhvervsadministrative konsekvenser. Der er tale om
en midlertidig specifik anvendelse af bly i et relativt lukket system. Regeringen kan støtte undtagelsen,
da der endnu ikke findes pålidelige alternativer, som kan substituere bly til denne anvendelse, og da
beskyttelsesniveauet ikke vil være svækket. Regeringen kan derfor støtte, at Rådet ikke gør indsigelse
mod udstedelsen af den delegerede retsakt og vil otte dage fra oversendelsen af nærværende notat
lægge dette til grund.
Baggrund
Kommissionen har den 17. december 2019 fremsendt delegeret retsakt om tilpasning til den tekniske
udvikling af bilag III til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/65/EU om begrænsning af anven-
delsen af visse farlige stoffer i elektrisk og elektronisk udstyr (RoHS-direktivet).
Kommissionen har vedtaget den delegerede retsakt med hjemmel i RoHS-direktivets artikel 5, stk.1, litra
a), som et delegeret direktiv. Artikel 5 indeholder bestemmelser om tilpasning af direktivets bilag III og
IV til den videnskabelige og tekniske udvikling.