EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 332: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 24/1-20

Europaudvalget 2019-20
EUU Alm.del Bilag 332
Offentligt

Udenrigsministeriet

Juridisk Tjeneste, EU-retskontoret

Asiatisk Plads 2

–

1448 København K

Tlf.: 33 92 03 24 Fax: 33 92 03 03

Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse

JTEU j.nr. 2015 - 30240

24. januar 2020

Til orientering fremsendes nedenstående liste over EU-Domstolens aktiviteter i den indeværende uge

samt i de kommende to uger i retssager, som har den danske regerings interesse. For så vidt angår sager,

hvor der er nedsat procesdelegation, indeholder listen oplysninger om tidspunktet for mundtlig

forhandling, fremsættelse af generaladvokatens forslag til afgørelse (GA) og afsigelse af dom. I sager, der

i øvrigt følges af den danske regering, oplyses der om tidspunkt for generaladvokatens forslag til afgørelse

og afsigelse af dom. Generaladvokatens udtalelser og EU-Domstolens domme offentliggøres på EU-

Domstolens hjemmeside (http://curia.europa.eu/) på selve datoen for fremsættelse eller afsigelse.

Der tages forbehold for, at listen er udarbejdet på baggrund af EU-Domstolens retslister, og at EU-

Domstolen med kort varsel kan foretage ændringer i egne retslister.

Liste over sager, hvor der nedsat procesdelegation:

Sagsnr.

C-826/18

Titel og kort sagsresumé

Stichting Varkens in Nood e.a. (Århus-konventionen)

1. Skal EU-retten, i særdeleshed Århus-konventionens

artikel 9, stk. 2, fortolkes således, at den er til hinder for, at

offentligheden (public) (enhver) i fuldt omfang afskæres fra

adgang til klage og domstolsprøvelse, for så vidt det ikke

drejer sig om medlemmer af den berørte offentlighed

(public concerned)? Såfremt spørgsmål 1 besvares

bekræftende:

2. Skal EU-retten, i særdeleshed Århus-konventionens

artikel 9, stk. 2, fortolkes således, at det heraf følger, at

offentligheden (public) (enhver) skal have adgang til klage

og domstolsprøvelse, når det gøres gældende, at de for

offentligheden (public) (enhver) gældende processuelle

krav og retten til offentlig deltagelse som omhandlet i

konventionens artikel 6 er blevet krænket? Har det herved

betydning, at den berørte offentlighed (public concerned)

på dette punkt har adgang til klage og domstolsprøvelse og

herved også kan fremsætte materielle søgsmålsgrunde?

3. Skal EU-retten, i særdeleshed Århus-konventionens

artikel 9, stk. 2, fortolkes således, at den er til hinder for, at

den berørte offentligheds (public concerned) adgang til

klage og domstolsprøvelse gøres afhængig af, at retten til

offentlig deltagelse som omhandlet i konventionens artikel

6 er blevet udnyttet? Såfremt spørgsmål 3 besvares

benægtende:

4. Skal EU-retten, i særdeleshed Århus-konventionens

artikel 9, stk. 2, fortolkes således, at den er til hinder for en

national bestemmelse, der afskærer den berørte

offentlighed (public concerned) fra adgang til klage og

domstolsprøvelse til anfægtelse af en afgørelse, når det med

Deltager i PD

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Miljø- og

Fødevareministeriet

Til orientering:

Klima-, Energi-, og

Forsyningsministeriet

Proces-

skridt

(Den

danske

regering

deltager

ikke)

Dato

30.01.20

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 332: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 24/1-20

C-581/18

rimelighed kan bebrejdes denne offentlighed, at den ikke

har fremsat nogen indsigelser mod (dele af) udkastet til

afgørelse? Såfremt spørgsmål 4 besvares benægtende:

5. Kan den nationale ret på grundlag af sagens

omstændigheder frit afgøre, hvad der skal forstås ved »når

det med rimelighed kan bebrejdes denne offentlighed«,

eller er retten herved forpligtet til at respektere bestemte

EU-retlige garantier?

6. I hvilket omfang ville besvarelsen af spørgsmål 3, 4 og 5

blive anderledes, hvis det drejer sig om offentligheden

(public) (enhver), for så vidt denne offentlighed ikke er den

berørte offentlighed (public concerned)?

TÜV Rheinland LGA Products

1) Er forbuddet mod forskelsbehandling i artikel 18, stk. 1,

TEUF kun rettet mod EU’s medlemsstater og EU-

institutionerne, eller også mod private parter (direkte

virkning af artikel 18, stk. 1, TEUF over for tredjemand)?

2) Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende og

artikel 18, stk. 1,TEUF ikke finder anvendelse i forholdet

mellem private parter: Skal artikel 18, stk. 1, TEUF da

fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for en

begrænsning af dækningen til skader, der opstår på det

franske fastland og i de franske oversøiske områder, idet

den kompetente franske myndighed, Bureau central de

tarification, ikke har anfægtet det pågældende vilkår, selv

om dette vilkår er i strid med artikel 18, stk. 1, TEUF,

eftersom det indebærer en indirekte forskelsbehandling på

grundlag af nationalitet?

3) Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende: På

hvilke betingelser kan en indirekte forskelsbehandling da

begrundes i tilfælde med virkning over for tredjemand?

Herunder navnlig: Kan en territorial begrænsning af

forsikringsdækningen til skader, der opstår inden for en

bestemt EU-medlemsstat, begrundes med et argument om

begrænsning af forsikringsselskabets

indeståelsesforpligtelse og præmiens størrelse, såfremt det i

de relevante forsikringsaftaler er fastsat, at dækningen pr.

skade og dækningen pr. forsikringsår er begrænset

beløbsmæssigt i tilfælde af serieskader?

4) Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende: Skal

artikel 18, stk. 1, TEUF da fortolkes således, at

forsikringsselskabet, såfremt dette i strid med artikel 18,

stk. 1, TEUF kun har accepteret at dække skader, der er

opstået på det franske fastland og i de franske oversøiske

områder, ikke kan gøre gældende, at en betaling ikke kan

finde sted, idet den maksimale dækningssum allerede er

nået, når skaden er opstået uden for disse områder?

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Til orientering:

Erhvervsstyrelsen

Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsen

Finanstilsynet

06.02.20

Liste over sager, der i øvrigt følges af den danske regering:

Sagsnr.

C-371/18

Titel og kort sagsresumé

Sky e.a

Sagen vedrører: (1) Kan et EU-varemærke eller et nationalt

varemærke, der er registreret i en medlemsstat, erklæres helt

eller delvist ugyldigt med den begrundelse, at nogle af eller alle

begreberne, der er anvendt ved specificeringen af varer og

Interessent

Patent- og

Varemærkestyrelsen

Proces

skridt

Dom

Dato

29.01.20

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 332: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 24/1-20

C-762/18

C-785/18

tjenesteydelser, mangler tilstrækkelig klarhed og præcision med

henblik på at gøre det muligt for de kompetente myndigheder

og tredjemænd alene på grundlag af disse begreber at afgøre

omfanget af den beskyttelse, som varemærket giver?

(2) Hvis der svares bekræftende på det første spørgsmål, er et

begreb som »computer software« da for generelt, og dækker det

varer, der er for forskelligartede til, at det er foreneligt med

varemærkets funktion som angivelse af oprindelse med henblik

på at gøre det muligt for de kompetente myndigheder og

tredjemænd alene på grundlag af det begreb at fastslå omfanget

af den beskyttelse, som varemærket giver?

(3) Kan det udgøre ond tro, hvis man blot ansøger om

registrering af et varemærke uden nogen hensigt til at bruge det

for de specificerede varer og tjenesteydelser?

(4) Hvis der svares bekræftende på det tredje spørgsmål, er det

da muligt at nå frem til, at ansøgningen blev indgivet delvist i

god tro og delvist i ond tro hvis og for så vidt, ansøgeren havde

til hensigt at benytte varemærket for nogle af despecificerede

varer og tjenesteydelser, men ikke havde til hensigt at benytte

varemærket for andre af de specificerede varer og

tjenesteydelser?

(5) Er section 32(3) i UK Trade Marks Act 1994 (lov af 1994

om varemærker) forenelig med Europa-Parlamentets og Rådets

direktiv 2015/2436/EU og dettes forgængere?

Varhoven kasatsionen sad na Republika Bulgaria

1. Skal artikel 7, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets

direktiv 2003/88/EF af 4. november 2003 om visse aspekter i

forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden fortolkes

således, at den er til hinder for en national ordning og/eller

genansættelse derefter er blevet anordnet af en domstol, ikke

har krav på årlig betalt ferie for perioden fra opsigelsesdagen til

genansættelsesdagen? 2. Såfremt det første spørgsmål besvares

bekræftende, skal artikel 7, stk. 2, i direktiv 2003/88 da

fortolkes således, at den er til hinder for en national ordning

og/eller retspraksis, hvorefter der efter fornyet ophør af denne

arbejdstagers ansættelse ikke består et krav på finansiel

godtgørelse for ikke afholdt årlig ferie for perioden fra den

forrige opsigelsesdag til genansættelsesdagen?

GAEC Jeanningros

Skal artikel 53 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning

(EU) nr. 1151/2012 af 21. november 2012 om

kvalitetsordninger for landbrugsprodukter og fødevarer, artikel

6 i Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 664/201[4]

af 18. december 2013 om supplering af Europa-Parlamentets

og Rådets forordning (EU) nr. 1151/2012 med hensyn til

fastlæggelsen af EU-symboler for beskyttede

oprindelsesbetegnelser, beskyttede geografiske betegnelser [og

garanterede traditionelle specialiteter og med hensyn til visse

regler om] oprindelse, visse procedureregler og visse yderligere

overgangsbestemmelser og artikel 10 i Kommissionens

gennemførelsesforordning (EU) nr. 668/2014 af 13. juni 2014

om fastlæggelse af regler for anvendelsen af Europa-

Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1151/2012,

sammenholdt med artikel 47 i Den Europæiske Unions charter

om grundlæggende rettigheder fortolkes således, at i den særlige

situation, hvor Europa-Kommissionen har godkendt en

ansøgning fra en medlemsstats nationale myndigheder om en

ændring af varespecifikationen for en betegnelse og om

registrering af en kontrolleret oprindelsesbetegnelse, og hvor

Beskæftigelses-

ministeriet

Moderniserings-

styrelsen

29.01.20

Miljø- og

Fødevareministeriet

Dom

29.01.20

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 332: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 24/1-20

C-796/18

C-37/19

C-157/17

denne ansøgning samtidig er genstand for en sag indbragt for

den pågældende stats nationale retsinstanser, kan disse

retsinstanser beslutte, at det er ufornødent at træffe afgørelse i

den for dem verserende sag, eller skal de

–

henset til de følger

en annullation af den anfægtede retsakt eventuelt vil have på

gyldigheden af den af Europa-Kommissionen foretagne

registrering

–

træffe afgørelse om lovligheden af denne retsakt

fra de nationale myndigheder?

Informatikgesellschaft für Software-Entwicklung

1. Er en kontrakt om tilrådighedsstillelse af software, der er

indgået skriftligt af en offentlig myndighed med en anden

offentlig myndighed, og som er sammenknyttet med en

samarbejdsaftale, en »offentlig kontrakt« som omhandlet i

artikel 2, stk. 1, nr. 5), i direktiv 2014/24/EU, eller er det en

kontrakt, der

–

i hvert fald i første omgang, med forbehold af

artikel 12, stk. 4, litra a)-c)

–

henhører under direktivets

anvendelsesområde som omhandlet i direktivets artikel 12, stk.

4, når den, der erhverver softwaren, ganske vist hverken skal

betale en pris for softwaren eller en godtgørelse af udgifterne,

men den samarbejdsaftale, der er forbundet med kontrakten

om tilrådighedsstillelse af softwaren bestemmer, at hver

samarbejdspartner

–

og dermed også erhververen af softwaren

–

gratis stiller mulige fremtidige egne softwareudviklinger, som

de dog ikke er forpligtet til at producere, til rådighed for den

anden?

2. Skal genstanden for samarbejdet mellem de deltagende

ordregivende myndigheder i henhold til artikel 12, stk. 4, litra

a), i direktiv 2014/24/EU være selve de offentlige

tjenesteydelser, der skal leveres til [org. s. 3] borgeren, og som

myndighederne skal levere i fællesskab, eller er det

tilstrækkeligt, hvis samarbejdet refererer til aktiviteter, der i en

eller anden form tjener de offentlige tjenesteydelser, som de

ligeledes, men ikke bindende skal levere i fællesskab? 3. Gælder

der inden for rammerne af artikel 12, stk. 4, i direktiv

2014/24/EU et uskrevet såkaldt begunstigelsesforbud og i

bekræftende tilfælde, da med hvilket indhold?

Iccrea Banca

Skal artikel 7, stk. 2, i direktiv 2003/88 og artikel 31, stk. 2, i

Den Europæiske Unions charter om grundlæggende

rettigheder, også hvis de betragtes hver for sig, fortolkes

således, at de er til hinder for en national ordning eller

retspraksis, hvorefter en arbejdstager i tilfælde af

arbejdsforholdets ophør ikke har krav på en finansiel

godtgørelse for optjent ferie, der ikke er blevet afholdt (og for

et retsinstitut såsom de såkaldte »afskaffede helligdage«, der

hvad angår karakter og funktion kan sidestilles med årlig ferie), i

en sammenhæng, hvor arbejdstageren ikke inden

arbejdsforholdets ophør kunne håndhæve sin ret som følge af

et ulovligt forhold, der kan tilskrives arbejdsgiveren (opsigelse,

som en national ret ved endelig dom har erklæret ulovlig, og

heraf følgende anordning om genoprettelse af arbejdsforholdet

med tilbagevirkende kraft), med hensyn udelukkende til

perioden fra datoen for arbejdsgiverens ulovlige adfærd til

genansættelsesdagen?

Köln-Aktienfonds Deka

Sag C-156/17 vedrører:

1. Er artikel 56 EF (nu artikel 63 TEUF) til hinder for, at en

investeringsforening, der er hjemmehørende uden for

Nederlandene, ikke kan få tilbagebetalt nederlandsk

Miljø- og

Fødevareministeriet

Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsen

29.01.20

Beskæftigelses-

ministeriet

29.01.20

Skatteministeriet

Finanstilsynet

Dom

30.01.20

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 332: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 24/1-20

C-394/18

C-395/18

udbytteskat, som er blevet indeholdt af udbytte, den har

modtaget fra organer, der er hjemmehørende i Nederlandene,

fordi den ikke er indeholdelsespligtig af nederlandsk

udbytteskat, mens der sker tilbagebetaling til en i Nederlandene

hjemmehørende investeringsforening, der årligt udlodder sit

investeringsresultat til sine andelshavere eller medlemmer under

indeholdelse af nederlandsk udbytteskat?

2. Er artikel 56 EF (nu artikel 63 TEUF) til hinder for, at en

investeringsforening, der er hjemmehørende uden for

Nederlandene, ikke kan få tilbagebetalt nederlandsk

udbytteskat, som er blevet indeholdt af udbytte, den har

modtaget fra organer, der er hjemmehørende i Nederlandene,

fordi den ikke har godtgjort, at dens andelshavere eller

medlemmer opfylder betingelserne efter nederlandsk

lovgivning?

3. Er artikel 56 EF (nu artikel 63 TEUF) til hinder for, at en

investeringsforening, der er hjemmehørende uden for

Nederlandene, ikke kan få tilbagebetalt nederlandsk

udbytteskat, som er blevet indeholdt af udbytte, den har

modtaget fra organer, der er hjemmehørende i Nederlandene,

fordi den ikke årligt og senest otte måneder efter regnskabsårets

afslutning har udloddet hele investeringsresultatet til sine

andelshavere eller medlemmer, selv om investeringsresultatet i

det land, hvor den er hjemmehørende, for så vidt det ikke

udloddes, i henhold til den der gældende lovgivning (a) anses

for at være udloddet og/eller (b) henregnes til det skattebeløb,

som andelshaverne eller medlemmerne i dette land skal betale,

som om overskuddet var blevet udloddet, mens der til en i

Nederlandene hjemmehørende investeringsforening, der årligt

udbetaler hele investeringsresultatet til sine andelshavere eller

medlemmer under indeholdelse af nederlandsk udbytteskat,

sker tilbagebetaling?

I.G.I.

a) Kan kreditorer i et spaltet selskab, hvis fordringer er stiftet

før spaltningen, og som ikke har gjort brug af det retsmiddel,

der består i at rejse indsigelse i henhold til artikel 2503 i den

civile lovbog (og dermed det beskyttelsesinstrument, som er

indført med henblik på gennemførelsen af direktivets artikel

12), anlægge omstødelsessøgsmål i henhold til artikel 2901 i den

civile lovbog, efter at spaltningen er gennemført, med henblik

på at opnå, at den erklæres uvirksom over for dem, og dermed i

forbindelse med fuldbyrdelse opnå fortrinsstilling i forhold til

kreditorer i det eller de modtagende selskab(er) og have forrang

for selskabsdeltagere i dette eller disse selskab(er)? b) Henviser

begrebet ugyldighed i direktivets artikel 19 alene til søgsmål, der

har indvirkning på gyldigheden af spaltningen, eller henviser det

også til søgsmål, der, selv om de ikke har indvirkning på dens

gyldighed, tager sigte på, at det fastslås, at den i relativ forstand

er uvirksom eller ikke kan gøres gældende?

Tim

I) Er artikel 57 og artikel 71, stk. 6, i direktiv 2014/24/EU til

hinder for en national bestemmelse såsom artikel 80, stk. 5, i

lovdekret nr. 50 af 2016, som foreskriver udelukkelse af en

økonomisk aktør (tilbudsgiveren) såfremt det under

udbudsproceduren fastslås, at der foreligger en

udelukkelsesgrund vedrørende en af de tre underentreprenører,

som er anført i udbudsdokumenterne, i stedet for at pålægge

tilbudsgiveren at udskifte den udpegede underentreprenør? II)

Subsidiært, såfremt Domstolen finder, at medlemsstaten har

Erhvervsstyrelsen

Dom

30.01.20

Energistyrelsen

Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsen

Dom

30.01.20

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 332: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 24/1-20

C-524/18

C-654/18

mulighed for at udelukke tilbudsgiveren, er det

proportionalitetsprincip, der er fastsat i artikel 5 TEU, hvortil

der henvises i 101. betragtning til direktiv 2014/24/EU, og som

Domstolen har fastslået er et almindeligt EU-retligt princip, til

hinder for en national bestemmelse såsom artikel 80, stk. 5, i

lovdekret nr. 50 af 2016, hvorefter tilbudsgiveren under alle

omstændigheder skal udelukkes såfremt det under

udbudsproceduren konstateres, at der foreligger en

udelukkelsesgrund vedrørende den udpegede underentreprenør,

til trods for, at der findes andre underentreprenører, der ikke er

blevet udelukket, og som opfylder kravene til at udføre

underentreprenørydelserne, eller til trods for, at tilbudsgiveren

afstår fra at anvende underentreprenøren, idet tilbudsgiveren

selv opfylder kravene til at udføre ydelserne?

Dr. Willmar Schwabe

1. Skal artikel 10, stk. 3, i forordning (EF) nr. 1924/2006

fortolkes således, at en henvisning til generelle, uspecifikke

gavnlige sundhedsmæssige virkninger er »ledsaget« af specifikke

sundhedsanprisninger, der er opført på de i artikel 13 eller 14 i

forordningen fastsatte lister, allerede når henvisningen står på

forsiden og de tilladte anprisninger på bagsiden af varens

emballage, og indholdet af anprisningerne efter den almindelige

opfattelse ganske vist klart vedrører henvisningen, men

henvisningen ikke selv, f.eks. ved en asterisk, indeholder nogen

entydig reference til anprisningerne på bagsiden?

2. Skal der også ved henvisninger til generelle, uspecifikke

gavnlige virkninger som omhandlet i artikel 10, stk. 3, i

forordning (EF) nr. 1924/2006 foreligge dokumentation i

henhold til denne forordnings artikel 5, stk. 1, litra a), og artikel

6, stk. 1?

Interseroh

1. Skal artikel 3, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1013/2006,

hvorefter overførsel af følgende affald bestemt til nyttiggørelse

er underlagt de generelle oplysningskrav i artikel 18, hvis

mængden af det overførte affald er over 20 kg: a) affald anført i

bilag III eller III B b) blandet affald, der ikke henhører under

en enkelt indgang i bilag III, bestående af to eller flere

affaldstyper, der er anført i bilag III, forudsat at dette blandede

affalds sammensætning ikke vil indvirke negativt på en

miljømæssigt forsvarlig nyttiggørelse, og forudsat, at sådant

blandet affald er anført i bilag III A i overensstemmelse med

artikel 58, fortolkes således, at blandet affald af papir, pap og

papirprodukter, som er sammensat således, at affaldsandelene

hver for sig henhører under de første tre led i indgang B3020 i

bilag IX til Baselkonventionen, og desuden indeholder en andel

på op til 10% interfererende stoffer, henhører under

Basellistens B3020 og dermed er underlagt de generelle

oplysningskrav i artikel 18 og ikke anmeldelseskravet i artikel 4?

Såfremt første spørgsmål besvares benægtende:

2. Skal artikel 3, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1013/2006,

hvorefter overførsel af følgende affald bestemt til nyttiggørelse

er underlagt de generelle oplysningskrav i artikel 18, hvis

mængden af det overførte affald er over 20 kg: a) affald anført i

bilag III eller III B b) blandet affald, der ikke henhører under

en enkelt indgang i bilag III, bestående af to eller flere

affaldstyper, der er anført i bilag III, forudsat at dette blandede

affalds sammensætning ikke vil indvirke negativt på en

miljømæssigt forsvarlig nyttiggørelse, og forudsat, at sådant

blandet affald er anført i bilag III A i overensstemmelse med

Miljø- og

Fødevareministeriet

Dom

30.01.20

Miljø- og

Fødevareministeriet

30.01.20

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 332: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 24/1-20

C-725/18

C-786/18

artikel 58, fortolkes således, at blandet affald af papir, pap og

papirprodukter, som er sammensat således, at affaldsandelene

hver for sig henhører under de første tre led i indgang B3020 i

bilag IX til Baselkonventionen, og desuden indeholder en andel

på op til 10% interfererende stoffer, ikke henhører under bilag

IIIA, punkt 3, litra g), og dermed ikke er underlagt de generelle

oplysningskrav i artikel 18, men derimod anmeldelseskravet i

artikel 4?

Anton van Zantbeek

1. Skal artikel 56 i traktaten om Den Europæiske Unions

funktionsmåde og artikel 36 i aftalen af 2. maj 1992 om Det

Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde fortolkes således,

at de er til hinder for en national ordning, hvormed der

indføres en afgift på børstransaktioner som omhandlet i artikel

120 og artikel 126/2 i den belgiske lov om forskellige gebyrer

og afgifter, og som har den virkning, at den belgiske ordregiver

bliver skyldner for denne afgift, såfremt den professionelle

mellemmand er etableret i udlandet?

2. Skal artikel 63 i traktaten om Den Europæiske Unions

funktionsmåde og artikel 40 i aftalen af 2. maj 1992 om Det

Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde fortolkes således,

at de er til hinder for en national ordning, hvormed der

indføres en afgift på børstransaktioner som omhandlet i artikel

120 og artikel 126/2 i den belgiske lov om forskellige gebyrer

og afgifter, og som har den virkning, at den belgiske ordregiver

bliver skyldner for denne afgift, såfremt den professionelle

mellemmand er etableret i udlandet?

3. Såfremt Grondwettelijk Hof på grundlag af besvarelsen af

det første og andet præjudicielle spørgsmål skulle komme til

den konklusion, at de anfægtede artikler krænker en eller flere

af de forpligtelser, der følger af de i spørgsmålene nævnte

bestemmelser, skal den da indtil videre kunne håndhæve

virkningerne af artikel 120 og 126/2 i den belgiske lov om

forskellige gebyrer og afgifter for at undgå retsusikkerhed og

for at sætte lovgiver i stand til at bringe dem i

overensstemmelse med disse forpligtelser?

Ratiopharm

1. Skal artikel 96, stk. 1, i direktiv 2001/83/EF fortolkes

således, at lægemiddelvirksomheder også gratis må udlevere

færdige lægemidler til apotekere, når lægemidlernes emballager

er forsynet med påskriften »zu Demonstrationszwecken« (»til

demonstrationsbrug«), når lægemidlerne skal bruges til, at

apotekeren kan afprøve lægemidlet, når der ikke foreligger

nogen risiko for, at midlet udleveres til slutforbrugere i (uåbnet)

stand, og når de yderligere betingelser, som er fastsat i dette

direktivs artikel 96, stk. 1, litra a)-d) og f)-g) er opfyldt?

2. Såfremt spørgsmål 1 besvares bekræftende: Giver artikel 96,

stk. 2, i direktiv 2001/83/EF mulighed for en national

bestemmelse som § 47, stk. 3, i Arzneimittelgesetz (den tyske

lægemiddellov), såfremt denne fortolkes således, at

lægemiddelvirksomheder ikke gratis må udlevere færdige

lægemidler til apotekere, når lægemidlernes emballager er

forsynet med påskriften »til demonstrationsbrug«, når

lægemidlerne skal bruges til, at apotekeren kan afprøve

lægemidlet, når der ikke foreligger nogen risiko for, at midlet

udleveres til slutforbrugere i (uåbnet) stand, og når de yderligere

betingelser, som er fastsat i dette direktivs artikel 96, stk. 1, litra

a)-d) og f)-g) samt de yderligere betingelser for udlevering, som

er fastsat i den tyske lægemiddellovs § 47, stk. 4, er opfyldt?

Skatteministeriet

Dom

30.01.20

Lægemiddelstyrelsen

30.01.20

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 332: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 24/1-20

T-168/17

T-292/18

C-341/18

C-833/18

C-2/19

CBA Spielapparate- und Restaurantbetriebs mod

Kommissionen

Påstande: Der gives medhold i annullafionssøgsmålet, og den

anfægtede afgørelse annulleres.

—

Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Portugal mod Kommissionen

Påstande:

—

Kommissionens gennemførelsesafgørelse C(2018)

955 af 27. februar 2018 om udelukkelse fra EU-finansiering af

visse udgifter, som medlemsstaterne har afholdt inden for

rammerne af Den Europæiske Garantifond for Landbruget

(EGFL) og Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af

Landdistrikterne (ELFUL), annulleres, for så vidt som visse

udgifter med et beløb på 1 052 101,05 EUR, der er anmeldt af

Portugal, udelukkes med den begrundelse, at de udgør »Gæld

fejlagtigt indberettet i tabellerne i bilag III og dermed ingen

anvendelse af 50/50-reglen«.

—

Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

J. e.a.

Skal artikel 11, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets

forordning 2016/399 af 9. marts 2016 om en EU-kodeks for

personers grænsepassage (Schengengrænsekodeks) fortolkes

således, at en tredjelandsstatsborger, der tidligere er rejst ind i

Schengenområdet, f.eks. via en international lufthavn, i

Schengenkodeksens forstand rejser ud, så snart den pågældende

som sømand påmønstrer et søgående skib, der allerede ligger i

en havn, der udgør en ydre grænse, uanset om og i bekræftende

fald hvornår vedkommende forlader denne havn med dette

skib? Eller skal det, for at der foreligger en udrejse, først

fastslås, at sømanden vil forlade havnen med det pågældende

søgående skib, og gælder der i så fald en maksimal frist for,

hvornår afsejlingen skal ske, og hvornår skal udrejsestemplet

anbringes i dette tilfælde? Eller gælder et andet tidspunkt, i givet

fald under andre betingelser, som »udrejse«?

Brompton Bicycle

–

Skal EU-retten og nærmere bestemt Europa-Parlamentets og

Rådets direktiv 2001/29/EF af 22. maj 2001 om harmonisering

af visse aspekter af ophavsret og beslægtede rettigheder i

informationssamfundet, der i artikel 2-5 fastsætter de forskellige

enerettigheder, der indrømmes rettighedshavere, fortolkes

således, at værker, hvis form er nødvendig for at nå et teknisk

resultat, ikke er omfattet af ophavsretlig beskyttelse?

–

Skal der ved vurderingen af, om en form er nødvendig for at

opnå et teknisk resultat, tages hensyn til følgende kriterier:

• Eksistensen af andre former, der

gør det muligt at nå det

samme tekniske resultat?

• Formens effektivitet med hensyn til at nå det pågældende

resultat?

• Den hævdede designkrænkers ønske om at nå dette resultat?

• Eksistensen af et ældre nu udløbet patent på den proces, der

gør det muligt at nå det ønskede tekniske resultat?

Riigiprokuratuur

Er anerkendelsen af en medlemsstats dom og tilsynet med

dommens fuldbyrdelse også i overensstemmelse med Rådets

rammeafgørelse 2008/947/RIA af 27. november 2008 om

anvendelse af princippet om gensidig anerkendelse på domme

og afgørelser om prøvetid med tilsyn med henblik på tilsyn med

tilsynsforanstaltninger og alternative sanktioner, når den

frihedsstraf, der er pålagt en domfældt, i henhold til denne dom

gøres betinget uden yderligere forpligtelser, således at den

Miljø- og

Fødevareministeriet

Dom

30.01.20

Miljø- og

Fødevareministeriet

Dom

30.01.20

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

Søfartsstyrelsen

Dom

05.02.20

Kulturministeriet

Patent- og

Varemærkestyrelsen

06.02.20

Justitsministeriet

06.02.20

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 332: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 24/1-20

T-485/18

Forenede

sager

C-724/18

og C-

727/18

C-704/18

C-252/18

eneste forpligtelse består i, at domfældte ikke må begå en ny,

forsætlig strafbar handling i prøvetiden (der er tale om en

betinget straf i henhold til den estiske straffelovs § 73)?

Compañia de Tranvías de la Coruña mod Kommissionen

Påstande:

—

Europa-Kommissionens afgørelse C(2018) 3780

final af 7. juni 2018 om aktindsigt annulleres.

—

Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Cali Apartments m.fl.

1) Foretager en operatør af en internetvideoplatform, på

hvilken brugere stiller videoer med ophavsretligt beskyttet

indhold til rådighed for almenheden uden rettighedshaverens

samtykke, en overføringshandling som omhandlet i artikel 3,

stk. 1, i direktiv 2001/29/EF, når

–

platformen giver operatøren reklameindtægter,

–

uploadingen foregår automatisk og uden at operatøren

forinden ser eller kontrollerer den,

–

operatøren ifølge brugsbetingelserne får en global, ikke-

eksklusiv og vederlagsfri licens til videoerne i hele videoens

lagringsperiode,

–

operatøren i brugsbetingelserne og i forbindelse med

uploadingen henviser til, at der ikke må lægges indhold ind, der

krænker ophavsretten,

–

operatøren stiller hjælpemidler til rådighed, hvormed

rettighedshaveren kan blokere krænkende videoer,

–

operatøren organiserer søgeresultaterne på platformen i form

af ranglister og indholdskategorier og viser registrerede brugere

en oversigt, der er indrettet efter disses tidligere sete videoer, og

som indeholder videoer, der anbefales dem for så vidt som

operatøren ikke har noget specifikt kendskab til, at der er

indhold tilgængeligt, som udgør en krænkelse af ophavsretten,

eller operatøren

–

når denne har fået kendskab til dette indhold

–

omgående sletter det eller omgående blokerer adgangen

hertil?

(…)

Spetsializirana prokuratura

Skal artikel 267 TEUF fortolkes således, at den bemyndiger den

nationale domstol til at undlade at anvende en præjudiciel

afgørelse i forbindelse med den hovedsag, i hvilken den er

afsagt, idet den påberåber sig faktiske omstændigheder, som

Domstolen tog hensyn til ved afsigelsen af den præjudicielle

afgørelse?

Den Hellenske Republik mod Europa-Kommissionen

(appel)

Påstande:

—

Appellen tiltrædes, den appellerede dom afsagt af

Retten den 1. februar 2018 i sag T-506/15 ophæves i

overensstemmelse med det i appelskriftet udtrykkeligt anførte,

Den Hellenske Republiks søgsmål iværksat den 29. august 2015

tiltrædes i overensstemmelse med appelskriftet,

Kommissionens afgørelse 2015/1119/EU af 22. juni 2015

annulleres, for så vidt som der herved pålagdes a) faste

finansielle engangskorrektioner for i alt 313 483 531,71 EUR

for ansøgningsårene 2009, 2010 og 2011 i sektoren for direkte

arealrelateret støtte og b) en fast finansiel korrektion på 2 %

hvad angår krydsoverensstemmelsen for ansøgningsåret 2011,

og Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Miljø- og

Fødevareministeriet

Transport- og

Boligministeriet

Erhvervsstyrelsen

Dom

06.02.20

11.02.20

Miljø- og

Fødevareministeriet

Dom

12.02.20

Miljø- og

Fødevareministeriet

Dom

13.02.20