Europaudvalget 2019-20
EUU Alm.del Bilag 40
Offentligt
2087720_0001.png
Den 7. oktober 2019
MFVM 908
GRUNDNOTAT TIL FOLKETINGETS EUROPAUDVALG
om udkast Kommissionsforordning om ikke-fornyet godkendelse af aktivstoffet
thiacloprid, jf. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1107/2009
om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler, og om ændring af bilaget til
Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 540/2011 (Komitésag)
KOM-dokument foreligger ikke
Resumé
Kommissionen foreslår, at aktivstoffet thiacloprid ikke gives fornyet godkendelse i henhold til
forordning 1107/2009 om plantebeskyttelsesmidler (komitésag). Hvis forslaget bliver vedtaget, vil
det betyde, at stoffet slettes fra bilag til Kommissionens forordning nr. 540/2011 af 25. maj 2011 om
gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1107/2009 for så vidt angår
listen over godkendte aktivstoffer. Der er ingen økonomiske eller administrative konsekvenser for
regioner eller kommuner, men der er marginale administrative konsekvenser for staten, da
godkendelser af midler indeholdende thiacloprid skal trækkes tilbage. Forslaget kan få mindre
erhvervsøkonomiske konsekvenser i relation til både dyrkningssikkerhed, fleksibilitet og udbytte.
Forslaget forventes sat til afstemning i den stående komité for planter, dyr, fødevarer og foder den
21.-22. oktober 2019. Samlet set påvirker forslaget om ikke fornyet godkendelse af thiacloprid
miljøbeskyttelsesniveauet i Danmark positivt, da den fornyede vurdering har vist uacceptabel risiko
for menneskers sundhed, miljøet og grundvand. Regeringen mener ikke, at der er vist sikker
anvendelse for så vidt angår menneskers sundhed, miljøet og grundvand. Regeringen agter på den
baggrund at støtte Kommissionens forslag om ikke-fornyet godkendelse af thiacloprid.
Baggrund
Kommissionen forventes at fremlægge udkast til Kommissionsforordning om ikke-fornyet
godkendelse af aktivstoffet thiacloprid jf. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr.
1107/2009 om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler, og om ændring af bilaget til
Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 540/2011.
Forslaget har hjemmel i forordning 1107/2009 om plantebeskyttelsesmidler især artikel 14 og 20, som
fastlægger, at aktivstoffer skal fornyes i henhold til forordningen, og at Kommissionen skal foreslå
enten en fornyet godkendelse eller en ikke-fornyet godkendelse af et aktivstof, når vurderingen af dette
er foretaget.
Forslaget behandles i en undersøgelsesprocedure i den stående komité for planter, dyr, fødevarer og
foder. Afgiver Komitéen en positiv udtalelse med kvalificeret flertal, vedtager Kommissionen forslaget.
Miljø-
og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf.
38 14 21 42 •
Fax
33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk
EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 40: Notat om komitésag om ikke-fornyet godkendelse af thiacloprid
2087720_0002.png
Afgiver Komitéen en negativ udtalelse med kvalificeret flertal, vedtager Kommissionen ikke forslaget.
Afgives der ikke nogen udtalelse med kvalificeret flertal, kan Kommissionen indenfor to måneder
forelægge Komitéen et ændret forslag eller indenfor en måned forelægge forslaget for appeludvalget.
Afgiver appeludvalget med kvalificeret flertal en negativ udtalelse om forslaget, kan Kommissionen
ikke vedtage forslaget. Afgiver appeludvalget med kvalificeret flertal en positiv udtalelse, vedtager
Kommissionen forslaget. Afgiver appeludvalget ikke nogen udtalelse med kvalificeret flertal, kan
Kommissionen på egen hånd vedtage forslaget.
Forslaget forventes sat til afstemning i den stående komité for planter, dyr, fødevarer og foder den 21.-
22. oktober 2019.
Formål og indhold
Det foreløbige forslag drejer sig om ikke-fornyet godkendelse af aktivstoffet thiacloprid i henhold til
forordningen om plantebeskyttelsesmidler.
Aktivstoffet er blevet vurderet af en medlemsstat, og vurderingen er derefter behandlet i mindre
ekspertgrupper og endelig i arbejdsgrupper under Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet
(EFSA), hvor flere EU-staters pesticidmyndigheder har deltaget. Denne vurdering har resulteret i
ovennævnte forslag, der har til hovedformål ikke at forny godkendelsen af aktivstoffet i henhold til
forordning om plantebeskyttelsesmidler.
EFSA har udarbejdet konklusionsrapport over risikovurderingen for aktivstoffet. Rapporten er
tilgængelig på EFSA’s hjemmeside.
Ifølge Kommissionens udkast til vurderingsrapport, der hører til forslaget, har vurderingen af
aktivstoffet ud fra ansøgte anvendelsesområder vist, at det ikke kan antages, at aktivstoffet opfylder
betingelserne i artikel 4 stk. 1-3 i forordning om plantebeskyttelsesmidler for godkendelse. Det vil sige,
at der ifølge Kommissionen er uacceptable effekter på sundhed og miljø.
De angivne anvendelsesområder er:
Aktivstof
Thiacloprid
Anvendelsesområde
Insektbekæmpelse i raps og bejdsning af majsfrø.
Europa-Parlamentets udtalelser
Europa-Parlamentet skal ikke udtale sig om forslaget.
Nærhedsprincippet
Der er tale om gennemførelsesforanstaltninger til en allerede vedtaget retsakt. Det er derfor
regeringens vurdering, at det følger heraf, at forslaget er i overensstemmelse med
nærhedsprincippet.
Gældende dansk ret
Aktivstoffet thiacloprid er godkendt i henhold til forordning om plantebeskyttelsesmidler, som er
direkte gældende i Danmark. Der er godkendt plantebeskyttelsesmidler indeholdende thiacloprid i
Danmark til insektbekæmpelse i raps og prydplanter, samt til mindre anvendelse i en række bær- og
grønsagsafgrøder, juletræer, prydplanter, samt særlige skadevoldere i korn og raps.
2
EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 40: Notat om komitésag om ikke-fornyet godkendelse af thiacloprid
2087720_0003.png
Konsekvenser
Lovgivningsmæssige konsekvenser
Hvis forslaget bliver vedtaget, vil stoffet blive slettet fra bilaget til Kommissionens
gennemførelsesforordning (EU) Nr. 540/2011 af 25. maj 2011 om gennemførelse af Europa-
Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1107/2009 for så vidt angår listen over godkendte
aktivstoffer. Denne liste er direkte gældende i Danmark, og der vil derfor ikke være
lovgivningsmæssige konsekvenser af forslaget.
Økonomiske konsekvenser
Forslaget har ingen væsentlige statsfinansielle eller administrative konsekvenser for det offentlige
eller konsekvenser for EU’s budget. Der er marginale administrative konsekvenser for staten, da
godkendelse af midler indeholdende thiacloprid skal trækkes tilbage. Evt. statsfinansielle
konsekvenser afholdes, jf. budgetvejledningens retningslinjer, indenfor ressortministeriets egne
rammer. Forslaget skønnes ikke at have væsentlige samfundsøkonomiske konsekvenser.
Forslaget om ikke fornyet godkendelse af thiacloprid vil have erhvervsøkonomiske konsekvenser.
De økonomiske konsekvenser af Kommissionens forslag er vurderet af Institut for Agroøkologi, Aarhus
Universitet (AGRO).
AGRO oplyser, at der for alle godkendte anvendelser af thiacloprid kan findes alternative godkendte
midler. I de tilfælde, hvor der ikke er et specifikt alternativ for en specifik afgrøde, vurderes det, at der
vil være mulighed for godkendelse til de mindre afgrøder og anvendelser af et eller flere af de øvrige
godkendte midler. AGRO har i denne gennemgang ikke inkluderet de biologiske midler, som i enkelte
tilfælde især i bærproduktionen vil være alternativer over for specifikke skadedyr. Ligeledes er nye
midler på vej til godkendelse baseret på planteekstrakter (olier og terpener) ikke medtaget, men disse
vil formodentlig også kunne være alternativer i enkelte tilfælde.
Det vurderes, at der vil skulle bruges en del tid på at identificere og godkende alternativer for mange af
de mindre anvendelser. I nogle tilfælde kan dette fører til højere produktionsomkostninger. Det skal
dog i den sammenhæng bemærkes, at anvendelsen af insekticider ved produktion af frilands- og
væksthusgrønsager er reduceret til et absolut minimum, og man tilstræber at anvende biologisk
bekæmpelse eller andre alternative metoder. Konsekvensen for grønsagsproduktionen forventes
således at være små. Der gøres ligeledes opmærksom på, at nogle af de godkendte alternative midler,
der peges på, kan være under revurdering og muligvis ikke vil være tilgængelige i fremtiden.
AGROs samlede vurdering er, at et forbud mod anvendelse af thiacloprid i nogle afgrøder kan føre til
højere produktionsomkostninger, men overordnet set vil det være uden større dyrkningsmæssige
erhvervsøkonomiske konsekvenser i relation til både dyrkningssikkerhed, fleksibilitet eller udbytte.
Beskyttelsesniveauet og andre konsekvenser
Forslaget om ikke fornyet godkendelse af thiacloprid påvirker miljøbeskyttelses-niveauet i Danmark
positivt, da den fornyede vurdering har vist uacceptabel risiko for menneskers sundhed, miljø og
grundvand.
EU-vurderingen fra EFSA har vist EU-vurderingen har vist, at thiacloprid skal klassificeres for
sundhedseffekter. Det skal mærkes ”H301: Giftigt ved indtagelse” og ”H332: Farlig ved indånding”.
Stoffet er ikke hud- eller øjenirriterende eller allergifremkaldende. Thiacloprid skader ikke
arveanlæggene, men stoffet har en harmoniseret klassificering for kræftfremkaldende effekter, og skal
mærkes ”H351: Mistænkt for at fremkalde kræft”.
Thiacloprid har yderligere en harmoniseret
klassificering som skadeligt for forplantningsevnen og fosterskadende og skal dermed mærkes med
3
EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 40: Notat om komitésag om ikke-fornyet godkendelse af thiacloprid
2087720_0004.png
”H360FD: Kan skade forplantningsevnen. Kan skade det ufødte barn.” Stoffet har også en
klassificering for neurotoksicitet med mærkningen ”H336: Kan forårsage sløvhed eller svimmelhed”.
Det kan ikke afgøres endeligt om stoffet opfylder kriterierne for hormonforstyrrende effekter, idet der
ikke er lavet en fuldstændig vurdering, men det vurderes af EFSA at en sådan vurdering er overflødig
idet stoffet allerede er klassificeret som reproduktionsskadende i kategori 1B og dermed falder for
afskæringskriteriet. Den almindelige risikovurdering, som ikke tager særligt hensyn til ovennævnte
klassificeringer, har vist, at der er sikker anvendelse for sprøjteførere, arbejdstagere, naboer og
forbipasserende. Sprøjtefører skal anvende værnemidler i form af handsker både under påfyldning og
udbringning og der skal yderligere anvendes driftreducerende dysser.
Miljøstyrelsen vurderer, at thiacloprid opfylder afskæringskriterierne for så vidt angår sundhed, da
stoffet skal mærkes både som mistænkt for at fremkalde kræft og for at kunne skade
forplantningsevnen, og der er ikke tale om en lukket anvendelse som sikrer negligibel eksponering.
EU-vurderingen har vist, at thiacloprid skal miljøfareklassificeres. Det skal mærkes med " H410:
Meget giftig med langvarige virkninger for vandlevende organismer". Thiacloprid nedbrydes hurtigt til
moderat i jord og danner en række nedbrydningsprodukter, hvoraf flere er langsomt nedbrydelige.
Nedbrydningsprodukterne bindes svagt til moderat til jorden. Grundvandsmodelleringerne for de
repræsentative anvendelser i EU viser, at flere nedbrydningsprodukter (M30, M34 og M46) kan
udvaskes i koncentrationer over grænseværdien på 0,1 mikrogram/liter ved de nye modelberegninger
med de opdaterede modeller. Ifm. den danske vurdering fra 2007 er der udført modelleringer jf. de
danske krav for thiacloprid, samt nedbrydningsprodukterne M02, M30, M34 og M46 (dengang
navngivet Z5), ved anvendelse af thiacloprid i raps i dosseringen 72 g thiacloprid/ha. Modelleringerne
viste den gang ingen udvaskning af thiacloprid eller metabolitter i koncentrationer over kravværdien
på 0,1 mikrogram/liter. Thiacloprid og nedbrydningsprodukterne M30 og M34 er endvidere testet i
VAP ved brug i raps, hvor der ikke har været fund af stofferne i grundvandsinstallationer.
EU-vurderingen har vist, at der ikke er sikker anvendelse i forhold til landlevende ikke-mål
organismer. Vurderingen for vandorganismer har ikke kunnet færdiggøres. Miljøstyrelsen vurderer, at
der ikke er vist sikker anvendelse for så vidt angår miljø herunder grundvand for de anvendelser, der
er vurderet i EU.
Det vurderes på linje med Kommissionen, at der ikke er vist sikker anvendelse til de i EU ansøgte
anvendelsesområder for menneskers sundhed, miljø og grundvand. Tilstrækkelige forsøg viser
negative effekter på menneskers sundhed, miljø og grundvand. Det vurderes derfor på linje med
Kommissionen, at stoffet ikke opfylder kriterierne for godkendelse i henhold til i artikel 4, stk. 1-4 og
artikel 22 i forordning om plantebeskyttelsesmidler. Det vil sige, at der ikke er vist sikker anvendelse
for så vidt angår menneskers sundhed, miljø og grundvand.
Høring
Sagen har været i høring i EU Miljøspecialudvalget.
Dansk Planteværn har i samarbejde med Bayer skrevet et høringssvar, hvor de finder det beklageligt,
hvis thiachloprid forbydes af flere årsager. Dansk Planteværn forholder sig kritisk overfor AGRO’s
konsekvensvurdering, da den ifølge Dansk Planteværn bygger på en forudsætning om, at man kan
udvide godkendelserne for andre insekticider og tilføje de anvendelser, som man pt. bruger
thiachloprid til. Dansk Planteværn gør opmærksom på, at denne vurdering er spekulativ og ikke med
sikkerhed praktisk mulig. Dansk Planteværn kritiserer desuden, at risiko for resistens, som er højere,
når der er færre insekticider til rådighed, ikke nævnes. Det påpeges også, at thiachloprid er et vigtigt
redskab til at modvirke resistens. Desuden kritiserer Dansk Planteværn, at der i sagen ikke er fokus på
anvendelse af thiachloprid i raps, da det er her, den største anvendelse sker, og at der i raps allerede er
4
EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 40: Notat om komitésag om ikke-fornyet godkendelse af thiacloprid
2087720_0005.png
stor risiko for resistens. Dansk Planteværn angiver endvidere, at EFSA’s konklusion på de ansøgte
artikel 4.7 anvendelser for Danmark viste, at der ikke er et tilstrækkeligt antal alternative midler til at
bekæmpe mange forskellige kombinationer af skadeinsekter og afgrøder, og at dette er i modsætning
til beskrivelsen i rammenotatet. Endelig mener Dansk Planteværn og Bayer, at der er mulighed for at
adressere nogle af de risici som risikovurderingen nævner, for eksempel hvis doseringen af
thiachloprid sænkes. Desuden er risikovurderingen på flere punkter ikke færdiggjort. På den baggrund
mener Dansk Planteværn og Bayer, at thiachloprid bør godkendes i henhold til reglerne for enten
artikel 4.7 dispensation eller negligibel eksponering, hvilket indebærer en fortsat, men mere begrænset
godkendelse af thiachloprid på udvalgte anvendelsesområder.
Dansk Frø og Brancheudvalget for Frø er uenig i konklusionen om, at der ikke er større
dyrkningsmæssige erhvervsøkonomiske konsekvenser ved forslaget. Der vil i et længere tidsperspektiv
være erhvervsøkonomiske konsekvenser for de, der dyrker korsblomstrende frøafgrøder, hvor
thiachloprid idag anvendes som insekticid. Dansk Frø og Brancheudvalget for Frø er ikke enig i, at der
findes alternativer til thiachloprid, da der ifølge organisationerne kun er ét reelt alternativ, nemlig
Mavrik. Med kun ét alternativ til thiachloprid mener organisationerne, at resistens hurtigt vil udvikle
sig. Dette vil på den lange bane føre til erhvervsøkonomiske konsekvenser og ultimativt udflagning af
produktionen af korsblomstrende havefrøarter. På den baggrund opfordrer Dansk Frø og
Brancheudvalget for Frø regeringen til at stemme imod Kommissionens forslag.
Landbrug & Fødevarer er meget uenige i de erhvervsmæssige konsekvensvurderinger beregnet af
AGRO. Det påpeges, at værdien af den danske rapsproduktion, hvor thiachloprid anvendes, er cirka 2
milliarder årligt. Derfor vil nedsat dyrkningssikkerhed eller udbytte have erhvervsmæssige
konsekvenser. Landbrug & Fødevarer henviser til en lignende høring om pymetrozin i 2018, hvor
AGRO vurderede, at der ville være erhvervsøkonomiske konsekvenser inden for en årrække grundet
resistens. Landbrug & Fødevarer mener, at samme konsekvenser gør sig gældende i dette tilfælde, og
efterlyser mere konsistente erhvervsmæssige konsekvensanalyser fra AGRO. Landbrug & Fødevarer
påpeger desuden, at hvis forslaget vedtages, er der stor risiko for, at der i løbet af kort tid kun vil være
pyrethroider til rådighed til skadedyrsbekæmpelse i raps. Dette vil medføre stor risiko for
resistensudvikling, som det allerede er set i udlandet, og medfølgende erhvervsmæssige konsekvenser.
Hertil bemærker Miljø- og Fødevareministeriet, at EFSA har vurderet, at der ikke kan vises sikker
anvendelse af stoffet. Vedrørende Dansk Planteværn og Bayers bemærkning om at imødegå mangler i
forslaget og udvaskning ved at sænke dossering, så ville dette kræve et nyt forslag og en ny revurdering
af både medlemsland og EFSA. Det er fordi, at stoffet falder for afskæringskriterierne, og fordi EFSA’s
vurdering allerede har vist, at der ikke kan vises sikker anvendelse. Heller ikke under negligebel
eksponering vurderes dette at være muligt. Vedrørende muligheden for dispensation jf. artikel 4.7, så
oplyser Agro, at der i den seneste erhvervsøkonomiske konsekvensvurdering fra september 2019 er
lagt vægt på, at det burde være muligt at finde alternativer til alle anvendelser, om end det kommer til
at koste tid og arbejde.
Det Økologiske Råd er enig i sagen, men bemærker, at thiachloprid er et neonikotinoid mistænkt for at
skade bier, og at dette ikke fremgår.
Hertil bemærker Miljø- og Fødevareministeriet, at thiachloprid hører til gruppen cyano-substituerede
neonikotinoider, der er mindre skadelige for bier end de klassiske neonikotinoider, imidacloprid,
clothianidin og thiamethoxam.
Generelle forventninger til andre landes holdninger
Man er fra dansk side ikke bekendt med offentlige tilkendegivelser om forslaget i andre
5
EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 40: Notat om komitésag om ikke-fornyet godkendelse af thiacloprid
medlemsstater. På baggrund af tidligere afstemninger om lignende forslag er det usikkert, om der vil
være kvalificeret flertal for forslaget blandt medlemsstaterne.
Regeringens foreløbige generelle holdning
Det vurderes, at der ikke er vist sikker anvendelse til de i EU ansøgte anvendelsesområder for
aktivstoffet thiacloprid. Regeringen agter på denne baggrund at støtte forslaget om ikke-fornyet
godkendelse.
Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg
Sagen har ikke tidligere været forelagt Folketingets Europaudvalg.
6