Europaudvalget 2019-20
EUU Alm.del Bilag 408
Offentligt
2150418_0001.png
Udenrigsministeriet
Juridisk Tjeneste, EU-retskontoret
Asiatisk Plads 2
1448 København K
Tlf.: 33 92 03 24 Fax: 33 92 03 03
Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse
JTEU j.nr. 2015 - 30240
14. februar 2020
Til orientering fremsendes nedenstående liste over EU-Domstolens aktiviteter i den indeværende uge
samt i de kommende to uger i retssager, som har den danske regerings interesse. For så vidt angår sager,
hvor der er nedsat procesdelegation, indeholder listen oplysninger om tidspunktet for mundtlig
forhandling, fremsættelse af generaladvokatens forslag til afgørelse (GA) og afsigelse af dom. I sager, der
i øvrigt følges af den danske regering, oplyses der om tidspunkt for generaladvokatens forslag til afgørelse
og afsigelse af dom. Generaladvokatens udtalelser og EU-Domstolens domme offentliggøres på EU-
Domstolens hjemmeside (http://curia.europa.eu/) på selve datoen for fremsættelse eller afsigelse.
Der tages forbehold for, at listen er udarbejdet på baggrund af EU-Domstolens retslister, og at EU-
Domstolen med kort varsel kan foretage ændringer i egne retslister.
Liste over sager, hvor der nedsat procesdelegation:
Sagsnr.
C-836/18
Titel og kort sagsresumé
Subdelegación del Gobierno en Ciudad Real
Emne:
Familiesammenføring med en tredjelandsstatsborger.
Spørgsmål:
1) Henset til at den spanske civillovbogs artikel 68
bestemmer, at ægtefæller har pligt til at bo sammen, kan
kravet om, at en spansk statsborger, der ikke har udøvet sin
ret til fri bevægelighed, skal opfylde betingelserne i artikel
7[,stk. 1,] i kongeligt dekret nr. 240/2007 som en
nødvendig betingelse for at få anerkendt opholdsretten for
vedkommendes ægtefælle, som ikke er unionsborger, i
overensstemmelse med artikel 7[, stk. 2,] i kongeligt dekret
nr. 240/2007
såfremt disse betingelser ikke er opfyldt
da udgøre en tilsidesættelse af artikel 20 [TEUF], hvis den
spanske statsborger som følge af nægtelsen af denne ret er
nødsaget til at forlade Unionens område som helhed?.
2) Under alle omstændigheder, uanset det foregående og
besvarelsen af det første spørgsmål og henset til Den
Europæiske Unions Domstols praksis, bl.a. dom af 8. maj
2018, C-82/16, K.A. m.fl. mod Belgische Staat, er den
spanske stats praksis
hvorefter bestemmelsen i artikel 7 i
kongeligt dekret nr. 240/2007 automatisk anvendes, og der
nægtes opholdsret til et familiemedlem til en unionsborger,
der aldrig har udøvet sin ret til fri bevægelighed, alene af
den grund, at unionsborgeren ikke opfylder betingelserne i
denne bestemmelse, uden at det i den konkrete sag er
blevet undersøgt, om der mellem den pågældende
unionsborger og tredjelandsstatsborgeren består et
afhængighedsforhold af en sådan art, at dette, uanset
1
Deltager i PD
Justitsministeriet
Udlændinge- og
Integrationsministeriet
Proces-
skridt
Dom
Dato
27.02.20
EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 408: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 14/2-20
2150418_0002.png
grunden hertil og i betragtning af de foreliggende
omstændigheder, medfører, at unionsborgeren, såfremt
tredjelandsstatsborgeren nægtes opholdsret, ikke kan blive
adskilt fra det familiemedlem, som unionsborgeren er
afhængig af, og må forlade Unionens område
da i strid
med artikel 20 [TEUF]?
Liste over sager, der i øvrigt følges af den danske regering:
Sagsnr.
C-97/19
Titel og kort sagsresumé
Pfeifer & Langen
Skal artikel 78, stk. 3, i Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 af
12. oktober 1992 om indførelse af en EF-toldkodeks fortolkes
således, at en toldangivelse i et tilfælde som det i hovedsagen
omhandlede i henhold hertil skal verificeres og berigtiges på en
sådan måde, at oplysningerne om klarereren erstattes af
angivelsen af den person, til hvem der er blevet udstedt en
importlicens for den indførte vare, og denne person
repræsenteres af den person, der var angivet som klarerer i
toldangivelsen, og som har fremlagt en fuldmagt fra
indehaveren af importlicensen for toldstedet?
Stanleyparma et Stanleybet Malta
1) Skal artikel 56, 57 og 52 i traktaten om Den Europæiske
Unions funktionsmåde, Domstolens praksis på området for spil
og væddemål, navnlig i dom Gambelli (C-243/01), Placanica
[m.fl.] (C-338/04[, C-359/04 og C-360/04]), Costa og Cifone
(C-72/10 og C-77/10) samt Laezza (C-375/14), og på området
for afgiftsmæssig forskelsbehandling, i særdeleshed i dom
Lindman (C-42/02), Kommissionen mod Spanien (C-153/08)
samt Blanco og Fabretti (C-344/13 og C- 367/13), samt de
EU-retlige principper om ligebehandling og om forbud mod
forskelsbehandling, også i lyset af Corte costituzionales dom af
23. januar 2018, fortolkes således, at de er til hinder for en
national lovgivning som den omhandlede italienske lovgivning,
hvorefter nationale mellemled, der overfører spilledata for
spiludbydere med hjemsted i andre EU-medlemsstater, navnlig
spiludbydere med samme kendetegn som selskabet Stanleybet
Malta Ltd., og eventuelt også spiludbyderne selv, solidarisk med
deres nationale mellemled, pålægges en enhedsafgift af tipning
og væddemål i medfør af artikel 1-3 i lovdekret nr. 504 af 23.
december 1998, som ændret ved artikel 1, stk. 66, litra b), i
stabilitetsloven for 2011?
2) Skal artikel 56, 57 og 52 i traktaten om Den Europæiske
Unions funktionsmåde, Domstolens praksis på området for spil
og væddemål, navnlig i dom Gambelli (C-243/01), Placanica
[m.fl.] (C-338/04[, C-359/04 og C-360/04]), Costa og Cifone
(C-72/10 og C-77/10) samt Laezza (C-375/14), og på området
for afgiftsmæssig forskelsbehandling, i særdeleshed i dom
Lindman (C-42/02), Kommissionen mod Spanien (C-153/08)
samt Blanco og Fabretti (C-344/13 og C- 367/13), samt de
EU-retlige principper om ligebehandling og om forbud mod
forskelsbehandling, også i lyset af Corte costituzionales dom af
23. januar 2018, fortolkes således, at de er til hinder for en
national lovgivning som den omhandlede italienske lovgivning,
hvorefter kun nationale mellemled, der overfører spilledata for
Interessent
Toldstyrelsen
Proces
skridt
GA
Dato
25.02.20
C-788/19
Skatteministeriet
Dom
26.02.20
2
EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 408: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 14/2-20
2150418_0003.png
C-298/18
C-405/18
spiludbydere med hjemsted i andre EU-medlemsstater, navnlig
spiludbydere med samme kendetegn som selskabet Stanleybet
Malta Ltd., men ikke nationale mellemled, der overfører
spilledata for spiludbydere med statslig koncession, der udøver
samme virksomhed, pålægges en enhedsafgift af tipning og
væddemål i medfør af artikel 1-3 i lovdekret nr. 504 af 23.
december 1998, som ændret ved artikel 1, stk. 66, litra b), i
stabilitetsloven for 2011?
3) Er artikel 52 og 56 ff. i traktaten om Den Europæiske
Unions funktionsmåde, Domstolens praksis på området for spil
og væddemål samt ligebehandlingsprincippet og princippet om
forbud mod forskelsbehandling, også i lyset af Corte
costituzionales dom af 23. januar 2018, til hinder for en
national lovgivning som den italienske, der følger af artikel 1,
stk. 644, litra g), i lov nr. 190/2014, hvorefter nationale
mellemled, der overfører spilledata for spiludbydere med
hjemsted i andre EU-medlemsstater, navnlig spiludbydere med
samme kendetegn som selskabet Stanleybet Malta Ltd., og
eventuelt også spiludbyderne selv, solidarisk med deres
nationale mellemled, pålægges at betale enhedsafgiften af
[tipning og] væddemål i medfør af lovdekret nr. 504/1998 med
udgangspunkt i et fast afgiftsgrundlag svarende til tre gange den
gennemsnitlige indsamling af indsatser i den provins, hvor
indsamlingsvirksomheden eller indsamlingsstedet er lokaliseret,
opgjort på baggrund af de i den nationale totalisator
registrerede data vedrørende afgiftsperioden inden
referenceperioden?«
Grafe et Pohle
Sagen vedrører: 1. Skal en situation, hvori betjeningen af
busruter overgår fra et busselskab til et andet i henhold til en
udbudsprocedure i medfør af [Rådets] direktiv 92/50/EØF [af
18. juni 1992 om samordning af fremgangsmåderne ved]
indgåelse af offentlige tjenesteydelsesaftaler, anses for at udgøre
en overførsel af en bedrift i den betydning, hvori udtrykket er
anvendt i artikel 1, stk. 1, i [Rådets] direktiv 77/187/EØF [af
14. januar 1977 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning
om varetagelse af arbejdstagernes rettigheder i forbindelse med
overførsel af virksomheder, bedrifter eller dele af bedrifter],
selv om der ikke er overdraget driftsmidler i nævneværdigt
omfang, navnlig ingen busser, mellem de to nævnte
virksomheder? 2. Berettiger antagelsen af, at busserne i
forbindelse med en midlertidig tildeling af tjenesteydelserne ud
fra en fornuftig driftsøkonomisk beslutning på grund af deres
alder og de stigende tekniske krav (udstødningsværdier, busser
med lav indstigning) ikke længere har væsentlig betydning for
bedriftens værdi, at Domstolen kan fravige sin dom af 25.
januar 2001 (C-172/99) således, at også overtagelse af en
væsentlig del af personalet under disse betingelser kan føre til,
at direktiv 77/187/EØF finder anvendelse?
AURES Holdings
1) Kan begrebet etableringsfrihed som omhandlet i artikel 49
[TEUF] anses for at omfatte en simpel flytning af stedet for en
virksomheds ledelse fra en medlemsstat til en anden
medlemsstat? 2) Hvis det er tilfældet, er det da i strid med
artikel 49, 52 og 54 [TEUF], såfremt national lovgivning ikke
tillader en enhed fra en anden medlemsstat, i forbindelse med
en flytning af dens forretningssted eller stedet for dens ledelse
til Den Tjekkiske Republik, at anvende et skattemæssigt
underskud, der er realiseret i den anden medlemsstat?
Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen
Dom
27.02.20
Erhvervsstyrelsen
Dom
27.02.20
3
EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 408: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 14/2-20
2150418_0004.png
C-649/18
C-754/18
A
Følgende præjudicielle spørgsmål fremsendes til Den
Europæiske Unions Domstols Justitskontor med henblik på at
få afklaret, om EU-lovgivningen, herunder [,]
- artikel 34 TEUF,
- bestemmelserne i artikel 85c i Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2001/83/EF af 6. november 2001 om oprettelse af en
fællesskabskodeks for humanmedicinske lægemidler (med
senere ændringer), og
- bestemmelsen om det indre marked i artikel 3 i Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31/EF af 8. juni 2000
om visse retlige aspekter af informationssamfundstjenester,
navnlig elektronisk handel, i det indre marked gør det muligt
for en EU-medlemsstat på dens område at pålægge apoteker,
som er hjemmehørende i en anden EU-medlemsstat, at
overholde særlige regler vedrørende:
- forbud mod at opfordre kunderne ved hjælp af metoder, som
er i strid med apotekerhvervet i den forstand, hvori udtrykket
er anvendt i artikel R 4235-22 i den franske lov om offentlig
sundhed
- forbud mod at tilskynde patienter til at misbruge lægemidler i
den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel R 4235-64 i
den franske lov om offentlig sundhed
- forpligtelsen til at iagttage god praksis i forbindelse med
udlevering af lægemidler som defineret af medlemsstatens
myndigheder, idet det herved bl.a. kræves, at der indgår et
sundhedsspørgeskema i forbindelse med køb af lægemidler
online, og forbydes at anvende søge- og annonceringsydelser
mod betaling, således som fastsat i den franske social- og
sundhedsministers bekendtgørelse af 28. november 2016?
Ryanair Designated Activity Company
1) Skal artikel 5, stk. 2, om retten til indrejse i Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004
om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at
færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område, om
ændring af forordning (E[Ø]F) nr. 1612/68 og om ophævelse
af direktiv 64/221/EØF, 68/360/EØF, 72/194/EØF,
73/148/EØF, 75/34/EØF, 75/35/EØF, 90/364/EØF,
90/365/EØF og 93/96/EØF fortolkes således, at såvel
besiddelse af et gyldigt opholdskort som omhandlet i direktivets
artikel 10 som besiddelse af et tidsubegrænset opholdskort som
omhandlet i direktivets artikel 20 med henblik på nævnte
direktiv fritager familiemedlemmet for forpligtelsen til at være i
besiddelse af et visum ved indrejsen til en medlemsstats
område?
2) Såfremt det første præjudicielle spørgsmål besvares
bekræftende: Skal artikel 5 i direktiv 2004/38 og denne artikels
stk. 2 da fortolkes på samme måde, hvis en person, som er
familiemedlem til en unionsborger og ikke har statsborgerskab i
en anden medlemsstat, har opnået retten til tidsubegrænset
ophold i Det Forenede Kongerige, og det er denne stat, der har
udstedt det tidsubegrænsede opholdskort? Med andre ord:
fritager besiddelse af et tidsubegrænset opholdskort som
omhandlet i nævnte direktivs artikel 20, som er udstedt af Det
Forenede Kongerige, en person, der besidder dette, for
forpligtelsen til at opnå visum, uanset om hverken Rådets
forordning (EF) nr. 539/2001 af 15. marts 2001 om
fastlæggelse af listen over de tredjelande, hvis statsborgere skal
være i besiddelse af visum ved passage af de ydre grænser, og
Sundheds- og
Ældreministeriet
Lægemiddelstyrelsen
GA
27.02.20
Transport- og
Boligministeriet
Udlændinge- og
Integrationsministeriet
GA
27.02.20
4
EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 408: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 14/2-20
2150418_0005.png
C-18/19
C-74/19
listen over de tredjelande, hvis statsborgere er fritaget for dette
krav, som er nævnt i artikel 5, stk. 2, i direktiv 2004/38, eller
Europa- Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/399 af
9. marts 2016 om en EU-kodeks for personers grænsepassage
(Schengengrænsekodeks) finder anvendelse i denne stat?
3) Såfremt det første og det andet præjudicielle spørgsmål
besvares bekræftende: skal besiddelse af et opholdskort, der er
udstedt i overensstemmelse med artikel 20 i direktiv 2004/38,
da i sig selv anses for at være et tilstrækkeligt bevis for, at
kortets indehaver er familiemedlem til en unionsborger og i sin
egenskab af familiemedlem, uden behov for yderligere kontrol
eller attestering, har tilladelse til at indrejse til en anden
medlemsstats område og er fritaget for visumpligten i henhold
til nævnte direktivs artikel 5, stk. 2?
4) Såfremt Domstolen besvarer det tredje præjudicielle
spørgsmål benægtende: skal artikel 26, stk. 1, litra b), og stk. 2, i
konventionen om gennemførelse af Schengen-aftalen da
fortolkes således, at luftfartsselskabet
ud over at kontrollere
rejsedokumenterne
skal kontrollere, at en passager, der
ønsker at rejse med det tidsubegrænsede opholdskort som
omhandlet i artikel 20 i direktiv 2004/38, reelt er
familiemedlem til en unionsborger på tidspunktet for indrejsen?
5) Såfremt Domstolen besvarer det fjerde præjudicielle
spørgsmål bekræftende:
i) i tilfælde af, at luftfartsselskabet ikke kan fastslå, at en
passager, der
ønsker at rejse med det tidsubegrænsede opholdskort som
omhandlet i artikel 20 i direktiv 2004/38, reelt er
familiemedlem til en unionsborger på indrejsetidspunktet, er
luftfartsselskabet da forpligtet til at nægte boarding og afvise at
transportere den pågældende til en anden medlemsstat?
ii) i tilfælde af, at luftfartsselskabet ikke kontrollerer denne
omstændighed eller ikke afviser at transportere den passager,
der ikke kan dokumentere sin status som familiemedlem, men
som i øvrigt er i besiddelse af et tidsubegrænset opholdskort,
kan der da udstedes en bøde til dette luftfartsselskab af denne
årsag i henhold til artikel 26, stk. 2, i konventionen om
gennemførelse af Schengen-aftalen?
Stadt Frankfurt am Main
Er artikel 16, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2008/115/EF af 16. december 2008 om fælles standarder og
procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af
tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold (EUT 2008, L 348,
s. 98) til hinder for en national ordning, hvorefter
frihedsberøvelse med henblik på udsendelse kan ske i et
fængsel, når den pågældende udlænding udgør en væsentlig
trussel mod tredjeparters liv og helbred eller væsentlige
retsgoder vedrørende den indre sikkerhed, hvorved den person,
der frihedsberøves i perioden indtil udsendelse, holdes adskilt
fra indsatte, der afsoner en straf?
Transportes Aéreos Portugueses
1) Er den omstændighed, at en passager under en flyvning bider
andre passagerer og overfalder besætningsmedlemmer, der
forsøger at berolige den pågældende
hvilket ifølge flyets
kaptajn begrunder, at flyet sætter kursen mod den nærmeste
lufthavn for at sætte pågældende af og losse dennes bagage,
hvorefter flyet ankommer forsinket tilbestemmelsesstedet
omfattet af begrebet »usædvanlige omstændigheder«, som er
nævnt i 14. betragtning til forordning (EF) nr. 261/2004?
Udlændinge- og
Integrationsministeriet
GA
27.02.20
Transport- og
Boligministeriet
Forbruger Europa
GA
27.02.20
5
EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 408: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 14/2-20
2150418_0006.png
C-298/19
C-331/19
C-75/18
2) Kan luftfartsselskabet fritages for ansvaret for en forsinket
flyafgang ved returflyvningen, hvor den passager, som har
indgivet en klage (nu sagsøger), boarder, som følge af en
»usædvanlig omstændighed«, som opstår på det samme flys
udrejse, som gennemføres umiddelbart inden returflyvningen?
3) For så vidt angår artikel 5, stk. 3, i forordning nr. 261/2004:
traf luftfartsselskabet (nu sagsøgte) alle forholdsregler, der med
rimelighed kunne træffes, uden at det på trods heraf var muligt
at forhindre forsinkelsen, idet luftfartsselskabet på baggrund af
en undersøgelse konkluderede, afsendelsen af et nyt fly ikke
ville forhindre den allerede opståede forsinkelse, og
transitpassageren (nu sagsøgeren) blev henvist til den følgende
dags flyvning, eftersom nævnte selskab kun havde én daglig
flyvning til passagerens endelige bestemmelsessted?
Europa-Kommissionen mod Den Hellenske Republik
Påstande:
—Det
fastslås, at Den Hellenske Republik ikke har
overholdt den forpligtelse, som påhviler den i henhold til artikel
260, stk. 1 TEUF, idet den ikke har gennemført alle
foranstaltninger til opfyldelse af den dom, som Domstolen
afsagde den 23. april 2015 i sag C-149/14, Kommissionen mod
Grækenland.
—Den
Hellenske Republik tilpligtes at betale en tvangsbøde på
23 753,25 EUR pr. dag for forsinkelsen med opfyldelsen af den
dom, som blev afsagt i sag C-149/14, fra datoen for afsigelse af
dom i nærværende sag indtil datoen for opfyldelsen af den
dom, som blev afsagt i sag C-149/14.
—Den
Hellenske Republik tilpligtes at betale et beløb svarende
til 2 639,25 EUR pr. dag fra datoen for afsigelse af dommen C-
149/14 indtil datoen for afsigelse af dom i nærværende sag eller
datoen for opfyldelsen af dom C-149/14, hvis dette sker først,
og såfremt dette beløb ikke overstiger det, at betale et fast
beløb på mindst 1 310 000 EUR.
—Den
Hellenske Republik tilpligtes at betale sagens
omkostninger.
Staatssecretaris van Financiën
1) Skal det i bilag III, nr. 1), til momsdirektivet af 2006
anvendte begreb levnedsmidler fortolkes således, at der herved
i overensstemmelse med artikel 2 i Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EF) nr. 178/2002 af 28. januar 2002 om
generelle principper og krav i fødevarelovgivningen, skal forstås
alle stoffer eller produkter, som, uanset om de er uforarbejdede
eller helt eller delvis forarbejdede, er bestemt til eller med
rimelighed må antages at skulle indtages af mennesker?
Såfremt dette spørgsmål besvares benægtende, hvorledes skal
dette begreb da defineres?
2) Såfremt spiselige produkter eller drikkevarer ikke kan anses
for levnedsmidler bestemt til at indtages af mennesker, på
grundlag af hvilke kriterier skal det da afgøres, om sådanne
produkter normalt er bestemt til at anvendes som supplement
til eller i stedet for levnedsmidler?«
Vodafone Magyarország
1) Skal artikel 49 TEUF, 54 TEUF, 107 TEUF og 108 TEUF
fortolkes således, at de er til hinder for en foranstaltning i en
medlemsstat, hvorved medlemsstatens lovgivning (lov om en
særafgift på telekommunikation) medfører, at den faktiske
afgiftsbyrde pålægges udenlandsk ejede afgiftspligtige personer?
Er den nævnte virkning indirekte diskriminerende? 2) Er artikel
107 TEUF og 108 TEUF til hinder for en medlemsstats
lovgivning, som fastlægger en afgiftspligt, der omfatter en
Miljø- og
Fødevareministeriet
Dom
27.02.20
Miljø- og
Fødevareministeriet
GA
27.02.20
Skatteministeriet
Energistyrelsen
Dom
03.03.20
6
EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 408: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 14/2-20
2150418_0007.png
C-323/18
progressiv afgiftssats på omsætningen? Er det indirekte
diskriminerende, hvis dette medfører, at den faktiske afgifts
øverste trin hovedsageligt gør sig gældende for udenlandsk
ejede afgiftspligtige personer? Udgør denne virkning forbudt
statsstøtte? 3) Skal momsdirektivets artikel 401 fortolkes
således, at den er til hinder for en medlemsstats lovgivning, der
giver anledning til en sondring mellem udenlandske og
nationale afgiftspligtige personer? Anses den specifikke afgift
for at have karakter af omsætningsafgift? Er der med andre ord
tale om en afgift, der er forenelig eller uforenelig med
momsdirektivet?
Tesco-Global Áruházak
Sagen vedrører: 1. Er den omstændighed, at en afgiftspligtig
person, som udøver detailhandel fra forretninger, hvis
aktionærer er udlændinge, og driver flere forretninger som et
enkelt forretningsdrivende selskab, underkastes en særafgift,
hvis satser er stærkt progressive, og nævnte afgiftspligtige
person faktisk hører under det højeste afgiftstrin, mens det i
praksis viser sig, at afgiftspligtige personer med nationale
aktionærer, der driver franchisevirksomhed under samme
mærke
idet hver forretning typisk er et særskilt
forretningsdrivende selskab
er fritaget for denne afgift eller
hører under et af de lave afgiftstrin, hvorfor den afgift, som
betales af selskaber med udenlandske aktionærer, og den
samlede andel af afgiftsmæssige indtægter vedrørende disse
reelt er væsentligt højere end fra afgiftspligtige personer med
nationale aktionærer, forenelig med EUF-traktatens
bestemmelser om princippet om forbud mod foskelsbehandling
(artikel 18 TEUF og 26 TEUF), princippet om
etableringsfriheden (artikel 49 TEUF),
ligebehandlingsprincippet (artikel 54 TEUF), princippet om
lighed hvad angår indehavelse af kapitalandele i selskaber som
omhandlet i artikel 54 TEUF (artikel 55 TEUF), princippet om
den frie udveksling af tjenesteydelser (artikel 56 TEUF),
princippet om kapitalens frie bevægelighed (artikel 63 TEUF og
65 TEUF) og princippet om lighed hvad angår
afgiftspålæggelse i forhold til virksomheder (artikel 110 TEUF)?
2. Er den omstændighed, at en afgiftspligtig person, som
udøver detailhandel fra forretninger og driver flere forretninger
som et enkelt forretningsdrivende selskab, underkastes en
særafgift, hvis satser er stærkt progressive, og nævnte
afgiftspligtige person faktisk hører under det højeste afgiftstrin,
mens det i praksis viser sig, at afgiftspligtige personer med
nationale aktionærer, der konkurrerer direkte med den
førstnævnte afgiftspligtige person og driver
franchisevirksomhed under samme mærke
–idet
hver forretning
typisk er et særskilt forretningsdrivende selskab
er fritaget for
denne afgift eller hører under et af de lave afgiftstrin, hvorfor
den afgift, som betales af selskaber med udenlandske
aktionærer, og den samlede andel af afgiftsmæssige indtægter
vedrørende disse reelt er væsentligt højere end fra afgiftspligtige
personer med nationale aktionærer, forenelig med EUF-
traktatens bestemmelser om forbud mod statsstøtte (artikel
107, stk. 1, TEUF)?
3. Skal artikel 107 TEUF og artikel 108, stk. 3, TEUF fortolkes
således, at deres virkninger omfatter en afgiftsforanstaltning,
hvoraf en afgiftsfritagelse– der udgør statsstøtte
som
finansieres ved indtægterne af denne afgiftsforanstaltning, er en
integrerende del, for så vidt som lovgiver, inden særafgiften på
Erhvervsstyrelsen
Dom
03.03.20
7
EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 408: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 14/2-20
2150418_0008.png
C-24/19
C-791/18
detailhandel blev indført, (på grundlag af markedsaktørernes
omsætning) fastlagde størrelsen af de forventede
budgetindtægter ved at anvende progressive satser på grundlag
af omsætningen og ikke ved at indføre en generel afgiftssats og
således nåede til et resultat, hvor lovgiver bevidst lod en del af
markedsaktørerne være begunstiget af en fritagelse?
4. Er princippet om procesækvivalens, effektivitetsprincippet
og princippet om EU-rettens forrang til hinder for en
medlemsstats praksis, hvorefter det under en
afgiftskontrolprocedure, som er indledt af egen drift, eller
under den efterfølgende retslige procedure
uagtet
effektivitetsprincippet og princippet om pligten til at se bort fra
en med EUretten uforenelig national bestemmelse
er umuligt
at indgive en anmodning om tilbagebetaling af en afgift, der er
angivet i henhold til en national afgiftslovgivning, som er i strid
med EU-retten, fordi afgiftsmyndigheden eller retsinstansen
kun undersøger spørgsmålet om en tilsidesættelse af EUretten
som led i en særprocedure, der iværksættes efter begæring og
alene inden proceduren af egen drift, skønt intet er til hinder
for indgivelsen af en tilbagebetalingsanmodning som led i en
administrativ eller retslig procedure hvad angår en afgift, hvis
angivelse er i strid med national ret?
A e.a.
Vedrører blandt flere spørgsmål følgende:
Følger det af SMV-direktivets artikel 2, litra a), og artikel 3, stk.
2, litra a), at artikel 99 i Besluit van de Vlaamse regering van 23
december 2011 wijziging van het besluit van de Vlaamse
regering van 6 februari 1991 houdende de vaststelling van het
Vlaams reglement betreffende de milieuvergunning en van het
besluit van de Vlaamse regering van 1 juni 1995 houdende
algemene en sectorale bepalingen inzake milieuhygiëne [den
flamske regerings bekendtgørelse af 23. december 2011 om
ændring af den flamske regerings bekendtgørelse af 6. februar
1991 om fastsættelse af det flamske reglement for
miljøtilladelser og af den flamske regerings bekendtgørelse af 1.
juni 1995 om almindelige og sektorbestemte bestemmelser på
miljøbeskyttelsesområdet] med henblik på disse
bekendtgørelsers tilpasning til den tekniske udvikling, afdeling
5.20.6 om anlæg til produktion af elektricitet ved hjælp af
vindenergi, indført i VLAREM II, og Omzendbrief
»Afwegingskader en randvoorwaarden voor de inplanting van
windturbines« [cirkulæreskrivelsen »Vurderingsramme og
krydsoverensstemmelse med hensyn til opførelse af
vindturbiner« fra 2006, herefter under et benævnt »de
foreliggende instrumenter«], der begge indeholder talrige
bestemmelser om vindmøller, herunder bestemmelser om
sikkerhed og efter omstændighederne de for de enkelte
planzoner beregnede normer for slagskygge og støjniveau, skal
kvalificeres som en plan eller et program i direktivets forstand?
Såfremt det viser sig, at der burde være gennemført en
miljøvurdering før de foreliggende forskrifter blev udstedt, kan
retten da foreløbigt opretholde de ulovlige dele af disse
forskrifter?
Stichting Schoonzicht
1) Er artikel 184 til 187 i momsdirektivet af 2006 til hinder for
en national reguleringsordning for investeringsgoder, som
foreskriver en regulering, der strækker sig over en årrække, og
hvor det samlede oprindeligt foretagne fradrag for
investeringsgodet tilpasses (reguleres) på én gang i det første år
Miljø- og
Fødevareministeriet
Energistyrelsen
GA
03.03.20
Skattestyrelsen
GA
03.03.20
8
EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 408: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 14/2-20
2150418_0009.png
C-183/18
C-586/18
P
af ibrugtagningen
som også er det første år for reguleringen
såfremt det ved ibrugtagningen viser sig, at det oprindeligt
foretagne fradrag afviger fra det fradrag, som den momspligtige
er berettiget til på grundlag af den virkelige anvendelse af
investeringsgodet? Såfremt spørgsmål 1 besvares bekræftende:
2) Skal artikel 189, litra b), eller litra c), i momsdirektivet af
2006 fortolkes således, at den i spørgsmål 1 nævnte tilpasning
på én gang af det oprindeligt foretagne fradrag i det første år af
reguleringsperioden, er en foranstaltning, som Nederlandene
kan træffe ved anvendelsen af artikel 187 i momsdirektivet af
2006?
Bank BGŻ BNP Paribas
1. Skal artikel 1, litra a), artikel 9, stk. 3, og artikel 20, stk. 1 og
stk. 2, litra b), i Rådets rammeafgørelse 2005/214/RIA af 24.
februar 2005 om anvendelse af princippet om gensidig
anerkendelse på bødestraffe fortolkes således, at en afgørelse
vedrørende en bødestraf, der er blevet pålagt en juridisk person,
og som er blevet fremsendt med henblik på fuldbyrdelse,
ligeledes skal fuldbyrdes i fuldbyrdelsesstaten, såfremt de
nationale bestemmelser om gennemførelse af
rammebeslutningen ikke giver mulighed for fuldbyrdelse af en
bødestraf, der er blevet pålagt en juridisk person? 2. Såfremt det
første spørgsmål besvares bekræftende: Skal udtrykket »juridisk
person« i artikel 1, litra a), og artikel 9, stk. 3, i rammeafgørelse
2005/214/RIA fortolkes i overensstemmelse med a)
udstedelsesstatens lovgivning [artikel 1, litra c)], b)
fuldbyrdelsesstatens lovgivning [artikel 1, litra d)], eller c) som
et selvstændigt EU-retligt begreb, således at det tillige omfatter
en filial af en juridisk person, uanset at en sådan ikke har status
som retssubjekt i fuldbyrdelsesstaten?
Buonotourist mod Kommissionen (appel)
Påstande:
Den appellerede dom ophæves.
Det fastslås i henhold til artikel 263 TEUF og 264 TEUF, at
Europa-Kommissionens afgørelse af 19. januar 2015 i
statsstøttesag Sa.35843 (2014/c) (ex 2012/NN) (for 1 111
572,00 EUR) er ugyldig og uvirksom i sin helhed, for så vidt det
heri fastslås, at de beløb, som er tildelt som kompensation for
forpligtelserne til offentlig tjeneste i henhold til forordning
(EØF) nr. 1191/69 (tildeling af kompensation i medfør af
artikel 11 for tarifpligten i den offentlige sektor for
lokaltransport), skal anses for en ikke-anmeldt foranstaltning,
der udgør statsstøtte som omhandlet i traktatens artikel 107,
stk. 1, og er uforenelig med det indre marked.
Det fastslås, at Kommissionens afgørelse af 19. januar 2015
vedrørende statsstøttesag Sa.35843 (2014/c) (ex 2012/NN)
(1 111 572,00 EUR) i henhold til artikel 263 TEUF og 264
TEUF er ugyldig, for så vidt som den fastsætter operationelle
foranstaltninger til tilbagesøgning fra den italienske stats side,
Kommissionen tilpligtes at betale de af Buonotourist s.r.l.
afholdte omkostninger.
Finanstilsynet
Dom
04.03.20
Miljø- og
Fødevareministeriet
Dom
04.03.20
9
EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 408: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 14/2-20
2150418_0010.png
C-587/18
P
C-655/18
Forenede
sager
C-807/18
og
C-39/19
CSTP Azienda della Mobilità mod Kommissionen (appel)
Påstande:
Den appellerede dom ophæves.
Det fastslås i henhold til artikel 263 TEUF og 264 TEUF, at
Europa-Kommissionens afgørelse af 19. januar 2015 i
statsstøttesag Sa.35842 (2014/c) (ex 2012/NN) (for 4 951
838,25 EUR) er ugyldig og uvirksom i sin helhed, for så vidt det
heri fastslås, at de beløb, som er tildelt som kompensation for
forpligtelserne til offentlig tjeneste i henhold til forordning
(EØF) nr. 1191/69 (tildeling af kompensation i medfør af
artikel 11 for tarifpligten i den offentlige sektor for
lokaltransport) (1), skal anses for en ikke-anmeldt
foranstaltning, der udgør statsstøtte som omhandlet i traktatens
artikel 107, stk. 1, og er uforenelig med det indre marked.
Det fastslås, at Kommissionens afgørelse af 19. januar 2015
vedrørende statsstøttesag Sa.35842 (2014/c) (ex 2012/NN)
(4 951 838,25 EUR) i henhold til artikel 263 TEUF og 264
TEUF er ugyldig, for så vidt som den fastsætter operationelle
foranstaltninger til tilbagesøgning fra den italienske stats side,
Kommissionen tilpligtes at betale de af C.S.T.P.
Azienda
della Mobilità S.p.A.
under særlig administration afholdte
omkostninger.
Schenker
1. Skal artikel 242, stk. 1, litra a) og b), i Europa-Parlamentets
og Rådets forordning (EU) nr. 952/2013 af 9. oktober 2013 om
EU-toldkodeksen fortolkes således, at tyveri af varer, der er
henført under toldoplagsproceduren, under de
omstændigheder, der gør sig gældende i hovedsagen, udgør en
unddragelse fra toldoplagsproceduren, som medfører
pålæggelse af en finansiel sanktion mod bevillingshaveren for
en toldretlig overtrædelse?
2. Har pålæggelsen af betaling af værdien af de varer, der er
genstand for toldovertrædelsen
her: unddragelse fra
toldoplagsproceduren
karakter af en administrativ sanktion
som omhandlet i artikel 42, stk. 1 og 2, i Europa- Parlamentets
og Rådets forordning (EU) nr. 952/2013 af 9. oktober 2013 om
EU-toldkodeksen, og er en national lovgivning, der fastsætter
en sådan betaling ud over pålæggelsen af den finansielle
sanktion, lovlig? Opfylder denne lovgivning det
effektivitetskriterium, proportionalitetskriterium og
afskrækkelseskriterium, der er indeholdt i forordningens artikel
42, stk. 1, andet punktum, vedrørende sanktioner for
overtrædelser af EU’s toldretlige forskrifter?
Telenor Magyarország m.fl.
1) Skal en handelsaftale mellem en udbyder af
internetadgangstjenester og en slutbruger, hvorefter udbyderen
anvender en nultakst på slutbrugeren i forbindelse med
bestemte applikationer (dvs. at den trafik, der genereres af en
bestemt applikation, ikke medregnes med henblik på
dataforbruget og heller ikke nedsætter hastigheden, når den
aftalte datamængde er brugt), og hvorefter denne udbyder
udøver en forskelsbehandling i henhold til betingelserne i den
handelsaftale, der er indgået med den endelige forbruger, som
udelukkende vedrører den slutbruger, der er part i denne aftale,
og ikke slutbrugere, der ikke er part heri, fortolkes i lyset af
artikel 3, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning
(EU) 2015/2120 af 25. november 2015 om foranstaltninger
vedrørende adgang til det åbne internet og om ændring af
direktiv 2002/22/EF om forsyningspligt og brugerrettigheder i
forbindelse med elektroniske kommunikationsnet og -tjenester
Miljø- og
Fødevareministeriet
Dom
04.03.20
Toldstyrelsen
Dom
04.03.20
Klima-, Energi-, og
Forsyningsministeriet
Energistyrelsen
GA
04.03.20
10
EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 408: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 14/2-20
2150418_0011.png
C-61/19
Forenede
sager
C-674/18
og
C-675/18
og forordning (EU) nr. 531/2012 om roaming på offentlige
mobilkommunikationsnet i Unionen (herefter »forordningen«)?
2) Såfremt det første præjudicielle spørgsmål besvares
benægtende, skal forordningens artikel 3, stk. 3, da fortolkes
således, at det for at konstatere, at der foreligger en
tilsidesættelse
ligeledes i betragtning af syvende betragtning til
forordningen
er nødvendigt at foretage en vurdering på
grundlag af indvirkningen og markedet med henblik på at
afgøre, om de foranstaltninger, som udbyderen af
internetadgangstjenester har truffet, reelt
og, i så fald, i hvilket
omfang
begrænser de rettigheder, som slutbrugerne er tillagt i
henhold til forordningens artikel 3, stk. 1?
3) Skal forordningens artikel 3, stk. 3, uanset det første og det
andet præjudicielle spørgsmål, fortolkes således, at det forbud,
der er fastlagt i nævnte bestemmelse, er af ubetinget, generel og
objektiv karakter, således at dette forbyder enhver
trafikstyringsforanstaltning, der indfører forskelle mellem
bestemte former for internetindhold, uanset om udbyderen af
internetadgangstjenester fastlægger disse forskelle gennem en
aftale, en handelspraksis eller en anden form for adfærd?
4) Såfremt det tredje spørgsmål besvares bekræftende, kan det
da også fastslås, at der foreligger en tilsidesættelse af
forordningens artikel 3, stk. 3, alene på grundlag af den
omstændighed, at der foreligger en forskelsbehandling, uden at
det er nødvendigt at foretage en vurdering af markedet og af
indvirkningen, og at det derfor i så fald er unødvendigt at
foretage en vurdering i henhold til forordningens artikel 3, stk.
1 og 2?
Orange Romania
1. Hvilke betingelser skal være opfyldt for, at en
viljetilkendegivelse kan opfattes som en specifik og informeret
viljetilkendegivelse som omhandlet i artikel 2, litra h), i Europa-
Parlamentet og Rådets direktiv 95/46/EF af 24. 1995 om
beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af
personoplysninger og om fri udveksling af sådanne
oplysninger?
2. Hvilke betingelser skal være opfyldt for, at en
viljetilkendegivelse kan opfattes som en frivillig
viljetilkendegivelse som omhandlet i artikel 2, litra h), i Europa-
Parlamentet og Rådets direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995
om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling
af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne
oplysninger?
TMD Friction m.fl.
1) Tillader artikel 3, stk. 4, i Rådets direktiv 2001/23/EF af 12.
marts 2001 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om
varetagelse af arbejdstagernes rettigheder i forbindelse med
overførsel af virksomheder eller bedrifter eller af dele af
virksomheder eller bedrifter i tilfælde af overførsel af en
virksomhed efter indledningen af en insolvensbehandling af
virksomhedsoverdragerens formue i national ret, som
principielt bestemmer, at artikel 3, stk. 1 og 3, i direktiv
2001/23/EF også finder anvendelse på arbejdstageres ret til
ydelser i forbindelse med alderdom og invaliditet eller ydelser til
efterladte i henhold til supplerende faglige eller tværfaglige
forsikringsordninger i forbindelse med overførsel af en
virksomhed, en begrænsning, således at erhververen ikke hæfter
for rettigheder, som er baseret på beskæftigelsesperioder før
indledningen af insolvensbehandlingen?
Energistyrelsen
Patent- og
Varemærkestyrelsen
GA
04.03.20
Beskæftigelses-
ministeriet
Erhvervsstyrelsen
GA
05.03.20
11
EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 408: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 14/2-20
2150418_0012.png
2) Såfremt det første præjudicielle spørgsmål besvares
bekræftende: Følger de foranstaltninger, som i henhold til
artikel 3, stk. 4, litra b), i direktiv 2001/23/EF er nødvendige
for at beskytte arbejdstagernes interesser for så vidt angår helt
eller delvis erhvervet ret til ydelser i forbindelse med alderdom,
i henhold til supplerende faglige eller tværfaglige
forsikringsordninger, i tilfælde af overførsel af en virksomhed
efter indledning af en insolvensbehandling af
virksomhedsoverdragerens formue af det beskyttelsesniveau,
som kræves i henhold til artikel 8 i Europa- Parlamentets og
Rådets direktiv 2008/94/EF af 22. oktober 2008 om
beskyttelse af arbejdstagerne i tilfælde af arbejdsgiverens
insolvens? 3) Såfremt det andet præjudicielle spørgsmål bevares
benægtende: Skal artikel 3, stk. 4, litra b), i direktiv 2001/23EF
fortolkes således, at de nødvendige foranstaltninger for at
beskytte arbejdstagernes interesser for så vidt angår helt eller
delvis erhvervet ret til ydelser i forbindelse med alderdom i
henhold til supplerende faglige eller tværfaglige
forsikringsordninger er truffet, når national ret bestemmer, at
forpligtelsen til i fremtiden at udbetale en ydelse i forbindelse
med alderdom i henhold til supplerende faglige eller tværfaglige
forsikringsordninger til en arbejdstager, som er omfattet af
overførslen af en virksomhed under insolvensbehandling,
principielt overgår til virksomhedserhververen,
virksomhedserhververen hæfter for fremtidige pensionskrav i
det omfang, hvori disse er baseret på beskæftigelsesperioder i
virksomheden efter indledningen af insolvensbehandlingen,
den instans, som i henhold til national ret sikrer pensioner i
tilfælde af insolvens, i dette tilfælde ikke skal dække den del af
de fremtidige pensionskrav, som er erhvervet før indledningen
af insolvensbehandlingen, og
arbejdstageren kan påberåbe sig retten til værdien af den del
af sit fremtidige pensionskrav, som er erhvervet før
indledningen af insolvensbehandlingen, i forbindelse med
overdragerens insolvensbehandling?
4) Når national ret bestemmer, at artikel 3 og 4 i direktiv
2001/23/EF i tilfælde af overførsel af en virksomhed også skal
anvendes under en insolvensbehandling, finder artikel 5, stk. 2,
litra a), i direktiv 2001/23/EF da anvendelse på arbejdstagernes
pensionsrettigheder i henhold til supplerende faglige eller
tværfaglige forsikringsordninger, der allerede er opstået før
indledningen af insolvensbehandlingen, men først medfører en
ret til ydelser for arbejdstagerne, når den begivenhed indtræder,
der udløser retten til pension, og dermed først på et senere
tidspunkt?
5) Såfremt det andet eller det fjerde præjudicielle spørgsmål
besvares bekræftende: Omfatter det
minimumsbeskyttelsesniveau, som medlemsstaterne skal sikre i
henhold til artikel 8 i [direktiv 2008/94], også en forpligtelse til
at sikre pensionsrettigheder, som i henhold til national ret
endnu ikke var juridisk erhvervet ved indledningen af
insolvensbehandlingen, og som i det hele taget kun erhverves
juridisk i kraft af, at arbejdsforholdet ikke afsluttes i forbindelse
med insolvensen?
6) Såfremt det femte præjudicielle spørgsmål besvares
bekræftende: Under hvilke omstændigheder kan de tab, som
den tidligere arbejdstager har lidt på grund af arbejdsgiverens
insolvens for så vidt angår ydelserne fra den erhvervstilknyttede
pension, anses som åbenbart uforholdsmæssige og dermed
12
EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 408: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 14/2-20
2150418_0013.png
C-679/18
C-135/19
forpligte medlemsstaterne til at sikre en minimumsbeskyttelse
imod dem i henhold til artikel 8 i direktiv [2008/94], selv om
arbejdstageren modtager mindst halvdelen af de ydelser, der
følger af vedkommendes akkumulerede pensionsrettigheder?
7) Såfremt det femte præjudicielle spørgsmål besvares
bekræftende: Sikres en beskyttelse af arbejdstagernes
pensionsrettigheder, som er nødvendig i henhold til artikel 3,
stk. 4, litra b), i direktiv [2001/23] eller artikel 5, stk. 2, litra a), i
direktiv [2001/23], og som er sidestillet med artikel 8 i direktiv
[2008/94], også, når denne beskyttelse ikke følger af national
ret, men kun af en direkte anvendelse af artikel 8 i direktiv
[2008/94]?
8) Såfremt det syvende præjudicielle spørgsmål besvares
bekræftende: Har artikel 8 i direktiv [2008/94] også direkte
virkning, således at den kan påberåbes af en individuel
[arbejdstager] ved den nationale ret, når vedkommende ganske
vist modtager mindst halvdelen af de ydelser, der følger af
vedkommendes akkumulerede pensionsrettigheder, men de tab,
som vedkommende lider på grund af arbejdsgiverens insolvens,
alligevel skal anses som uforholdsmæssige?
9) Såfremt det ottende præjudicielle spørgsmål besvares
bekræftende: Skal en privatretligt organiseret institution anses
som et offentligt organ i en medlemsstat, når medlemsstaten
på bindende vis for arbejdsgiveren
—har
udpeget den
pågældende institution som den instans, der sikrer
arbejdsmarkedspensioner i tilfælde af insolvens, og
institutionen er underlagt det statslige finanstilsyn og opkræver
de nødvendige insolvenssikringsbeløb fra arbejdsgiverne i
henhold til offentlig ret, og på samme måde som en myndighed
kan tilvejebringe betingelserne for iværksættelse af
tvangsfuldbyrdelse gennem en forvaltningsakt?
OPR-Finance
1) Er bestemmelserne i artikel 8 i Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2008/48/EF af 23. april 2008 om
forbrugerkreditaftaler og om ophævelse af Rådets direktiv
87/102/EØF, sammenholdt med dette direktivs artikel 23, til
hinder for national lovgivning, som bestemmer, at hvis
kreditgiver ikke overholder sin forpligtelse til at foretage en
vurdering af forbrugerens kreditværdighed, inden kreditaftalen
indgås, er sanktionen, at kreditaftalen er ugyldig, samt at
forbrugeren har pligt til at tilbagebetale hovedstolen til
kreditgiveren på et tidspunkt, der er passende i forhold til
forbrugerens økonomiske evne, idet sanktionen (kreditaftalens
ugyldighed) dog kun finder anvendelse, hvis forbrugeren
påberåber sig den (dvs. gør gældende, at aftalen er ugyldig)
inden for en forældelsesfrist på tre år?
2) Pålægger bestemmelserne i artikel 8 i Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2008/48/EF af 23. april 2008 om
forbrugerkreditaftaler og om ophævelse af Rådets direktiv
87/102/EØF, sammenholdt med dette direktivs artikel 23, en
national ret af egen drift at anvende sanktionen i national
lovgivning for kreditgiverens manglende overholdelse af
forpligtelsen til at vurdere forbrugerens kreditværdighed (dvs.
selv hvis forbrugeren ikke påberåber sig sanktionen)?
Pensionsversicherungsanstalt
1. Skal den østrigske rehabiliteringsydelse i henhold til
bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets forordning
(EF) nr. 883/2004 af 29. april 2004 om koordinering af de
sociale sikringsordninger kvalificeres som
Finanstilsynet
Dom
05.03.20
Beskæftigelses-
ministeriet
Miljø- og
Fødevareministeriet
Dom
05.03.20
13
EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 408: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 14/2-20
2150418_0014.png
C-212/19
ydelse ved sygdom i henhold til forordningens artikel 3, stk.
1, litra a),
ydelse ved invaliditet i henhold til forordningens artikel 3, stk.
1, litra c), eller
arbejdsløshedsydelse i henhold til forordningens artikel 3, stk.
1, litra h)?
2. Skal forordning (EF) nr. 883/2004 set i lyset af primærretten
fortolkes således, at en medlemsstat i sin egenskab af tidligere
bopæls- og beskæftigelsesstat har pligt til at udrede ydelser som
den østrigske rehabiliteringsydelse til en person med bopæl i en
anden medlemsstat, når den pågældende har optjent
størstedelen af sine forsikringsperioder for så vidt angår
områderne sygdom og pension som beskæftiget i denne anden
medlemsstat (efter at vedkommende for mange år siden flyttede
sin bopæl til denne medlemsstat) og ikke har oppebåret nogen
ydelser fra den tidligere bopæls- og beskæftigelsesstats syge- og
pensionsforsikring siden da?
Compagnie des pêches de Saint-Malo
1. Skal Kommissionens beslutning af 14. juli 2004 fortolkes
således, at kun nedsættelsen af arbejdsgiverbidragene er
uforenelig med fællesmarkedet, fordi nedsættelsen af
lønmodtagerbidragene ikke kommer virksomhederne til gode
og derfor ikke kan falde ind under anvendelsesområdet for
artikel 107 i traktaten om Den Europæiske Unions
funktionsmåde, eller således, at også nedsættelsen af
lønmodtagerbidragene er uforenelig?
2. Såfremt Domstolen finder, at Kommissionens beslutning
skal fortolkes således, at nedsættelsen af lønmodtagerbidragene
også er uforenelig, skal virksomheden da anses for at have nydt
godt af den fulde nedsættelse eller alene en del heraf? Hvordan
skal denne del i givet fald ansættes? Har medlemsstaten pligt til
at kræve tilbagebetaling fra de berørte lønmodtagere af hele
eller den del af støtten, der er kommet dem til gode?
Miljø- og
Fødevareministeriet
Energistyrelsen
GA
05.03.20
14