EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 430: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 28. februar 2020

Europaudvalget 2019-20
EUU Alm.del Bilag 430
Offentligt

Udenrigsministeriet

Juridisk Tjeneste, EU-retskontoret

Asiatisk Plads 2

–

1448 København K

Tlf.: 33 92 03 24 Fax: 33 92 03 03

Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse

JTEU j.nr. 2015 - 30240

28. februar 2020

Til orientering fremsendes nedenstående liste over EU-Domstolens aktiviteter i den indeværende uge

samt i de kommende to uger i retssager, som har den danske regerings interesse. For så vidt angår sager,

hvor der er nedsat procesdelegation, indeholder listen oplysninger om tidspunktet for mundtlig

forhandling, fremsættelse af generaladvokatens forslag til afgørelse (GA) og afsigelse af dom. I sager, der

i øvrigt følges af den danske regering, oplyses der om tidspunkt for generaladvokatens forslag til afgørelse

og afsigelse af dom. Generaladvokatens udtalelser og EU-Domstolens domme offentliggøres på EU-

Domstolens hjemmeside (http://curia.europa.eu/) på selve datoen for fremsættelse eller afsigelse.

Der tages forbehold for, at listen er udarbejdet på baggrund af EU-Domstolens retslister, og at EU-

Domstolen med kort varsel kan foretage ændringer i egne retslister.

Liste over sager, hvor der nedsat procesdelegation:

Sagsnr.

C-361/19

Titel og kort sagsresumé

De Ruiter vof

Emne:

Manglende overholdelse af krydsoverensstemmelseskrav.

Spørgsmål:

Er artikel 99, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets

forordning (EU) nr. 1306/2013 af 17. december 2013 om

finansiering, forvaltning og overvågning af den fælles

landbrugspolitik og artikel 73, stk. 4, litra a), i

Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr.

809/2014 af 17. juli 2014 om gennemførelsesbestemmelser

til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.

1306/2013 for så vidt angår det integrerede forvaltnings-

og kontrolsystem, foranstaltninger til udvikling af

landdistrikterne og krydsoverensstemmelse gyldige, for så

vidt som det herved bestemmes, at det er året for

konstateringen, der er afgørende ved fastlæggelsen af det

år, for hvilket krydsoverensstemmelsesnedsættelsen skal

beregnes, i en situation, hvor året for den manglende

overholdelse af krydsoverensstemmelsesreglerne ikke er

det samme som året for konstateringen heraf?

Deltager i PD

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Miljø- og

Fødevareministeriet

(Repræsenteret ved

Kammeradvokaten)

Landbrugsstyrelsen

Proces-

skridt

Mundtlig

forhandling

Dato

11.03.20

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 430: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 28. februar 2020

Liste over sager, der i øvrigt følges af den danske regering:

Sagsnr.

C-75/18

Titel og kort sagsresumé

Vodafone Magyarország

1) Skal artikel 49 TEUF, 54 TEUF, 107 TEUF og 108 TEUF

fortolkes således, at de er til hinder for en foranstaltning i en

medlemsstat, hvorved medlemsstatens lovgivning (lov om en

særafgift på telekommunikation) medfører, at den faktiske

afgiftsbyrde pålægges udenlandsk ejede afgiftspligtige personer?

Er den nævnte virkning indirekte diskriminerende? 2) Er artikel

107 TEUF og 108 TEUF til hinder for en medlemsstats

lovgivning, som fastlægger en afgiftspligt, der omfatter en

progressiv afgiftssats på omsætningen? Er det indirekte

diskriminerende, hvis dette medfører, at den faktiske afgifts

øverste trin hovedsageligt gør sig gældende for udenlandsk

ejede afgiftspligtige personer? Udgør denne virkning forbudt

statsstøtte? 3) Skal momsdirektivets artikel 401 fortolkes

således, at den er til hinder for en medlemsstats lovgivning, der

giver anledning til en sondring mellem udenlandske og

nationale afgiftspligtige personer? Anses den specifikke afgift

for at have karakter af omsætningsafgift? Er der med andre ord

tale om en afgift, der er forenelig eller uforenelig med

momsdirektivet?

Tesco-Global Áruházak

Sagen vedrører: 1. Er den omstændighed, at en afgiftspligtig

person, som udøver detailhandel fra forretninger, hvis

aktionærer er udlændinge, og driver flere forretninger som et

enkelt forretningsdrivende selskab, underkastes en særafgift,

hvis satser er stærkt progressive, og nævnte afgiftspligtige

person faktisk hører under det højeste afgiftstrin, mens det i

praksis viser sig, at afgiftspligtige personer med nationale

aktionærer, der driver franchisevirksomhed under samme

mærke

–

idet hver forretning typisk er et særskilt

forretningsdrivende selskab

–

er fritaget for denne afgift eller

hører under et af de lave afgiftstrin, hvorfor den afgift, som

betales af selskaber med udenlandske aktionærer, og den

samlede andel af afgiftsmæssige indtægter vedrørende disse

reelt er væsentligt højere end fra afgiftspligtige personer med

nationale aktionærer, forenelig med EUF-traktatens

bestemmelser om princippet om forbud mod foskelsbehandling

(artikel 18 TEUF og 26 TEUF), princippet om

etableringsfriheden (artikel 49 TEUF),

ligebehandlingsprincippet (artikel 54 TEUF), princippet om

lighed hvad angår indehavelse af kapitalandele i selskaber som

omhandlet i artikel 54 TEUF (artikel 55 TEUF), princippet om

den frie udveksling af tjenesteydelser (artikel 56 TEUF),

princippet om kapitalens frie bevægelighed (artikel 63 TEUF og

65 TEUF) og princippet om lighed hvad angår

afgiftspålæggelse i forhold til virksomheder (artikel 110 TEUF)?

2. Er den omstændighed, at en afgiftspligtig person, som

udøver detailhandel fra forretninger og driver flere forretninger

som et enkelt forretningsdrivende selskab, underkastes en

særafgift, hvis satser er stærkt progressive, og nævnte

afgiftspligtige person faktisk hører under det højeste afgiftstrin,

mens det i praksis viser sig, at afgiftspligtige personer med

nationale aktionærer, der konkurrerer direkte med den

førstnævnte afgiftspligtige person og driver

Interessent

Skatteministeriet

Energistyrelsen

Proces

skridt

Dom

Dato

03.03.20

C-323/18

Erhvervsstyrelsen

Dom

03.03.20

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 430: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 28. februar 2020

C-717/18

C-791/18

franchisevirksomhed under samme mærke

–idet

hver forretning

typisk er et særskilt forretningsdrivende selskab

–

er fritaget for

denne afgift eller hører under et af de lave afgiftstrin, hvorfor

den afgift, som betales af selskaber med udenlandske

aktionærer, og den samlede andel af afgiftsmæssige indtægter

vedrørende disse reelt er væsentligt højere end fra afgiftspligtige

personer med nationale aktionærer, forenelig med EUF-

traktatens bestemmelser om forbud mod statsstøtte (artikel

107, stk. 1, TEUF)?

3. Skal artikel 107 TEUF og artikel 108, stk. 3, TEUF fortolkes

således, at deres virkninger omfatter en afgiftsforanstaltning,

hvoraf en afgiftsfritagelse– der udgør statsstøtte

–

som

finansieres ved indtægterne af denne afgiftsforanstaltning, er en

integrerende del, for så vidt som lovgiver, inden særafgiften på

detailhandel blev indført, (på grundlag af markedsaktørernes

omsætning) fastlagde størrelsen af de forventede

budgetindtægter ved at anvende progressive satser på grundlag

af omsætningen og ikke ved at indføre en generel afgiftssats og

således nåede til et resultat, hvor lovgiver bevidst lod en del af

markedsaktørerne være begunstiget af en fritagelse?

4. Er princippet om procesækvivalens, effektivitetsprincippet

og princippet om EU-rettens forrang til hinder for en

medlemsstats praksis, hvorefter det under en

afgiftskontrolprocedure, som er indledt af egen drift, eller

under den efterfølgende retslige procedure

–

uagtet

effektivitetsprincippet og princippet om pligten til at se bort fra

en med EUretten uforenelig national bestemmelse

–

er umuligt

at indgive en anmodning om tilbagebetaling af en afgift, der er

angivet i henhold til en national afgiftslovgivning, som er i strid

med EU-retten, fordi afgiftsmyndigheden eller retsinstansen

kun undersøger spørgsmålet om en tilsidesættelse af EUretten

som led i en særprocedure, der iværksættes efter begæring og

alene inden proceduren af egen drift, skønt intet er til hinder

for indgivelsen af en tilbagebetalingsanmodning som led i en

administrativ eller retslig procedure hvad angår en afgift, hvis

angivelse er i strid med national ret?

Procureur-generaal

1. Er det efter artikel 2, stk. 2, i EAO-rammeafgørelsen, som

gennemført i belgisk ret ved EAO-loven, tilladt, at den

fuldbyrdende medlemsstat ved sin afgørelse af, om den heri

omhandlede maksimale straffegrænse på mindst tre år

respekteres, henholder sig til den affattelse af straffeloven i den

udstedende medlemsstat, der var gældende på tidspunktet for

udstedelsen af den europæiske arrestordre?

2. Er det efter artikel 2, stk. 2, i EAO-rammeafgørelsen, som

gennemført i belgisk ret ved EAO-loven, tilladt, at den

fuldbyrdende medlemsstat ved sin afgørelse af, om den heri

omhandlede maksimale straffegrænse på mindst tre år

respekteres, henholder sig til en på tidspunktet for udstedelsen

af den europæiske arrestordre gældende affattelse af

straffeloven, som har skærpet straffen i forhold til den affattelse

af straffeloven, der var gældende på tidspunktet for de faktiske

omstændigheder?

Stichting Schoonzicht

1) Er artikel 184 til 187 i momsdirektivet af 2006 til hinder for

en national reguleringsordning for investeringsgoder, som

foreskriver en regulering, der strækker sig over en årrække, og

hvor det samlede oprindeligt foretagne fradrag for

investeringsgodet tilpasses (reguleres) på én gang i det første år

Justitsministeriet

Dom

03.03.20

Skattestyrelsen

03.03.20

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 430: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 28. februar 2020

C-24/19

C-791/18

af ibrugtagningen

–

som også er det første år for reguleringen

–

såfremt det ved ibrugtagningen viser sig, at det oprindeligt

foretagne fradrag afviger fra det fradrag, som den momspligtige

er berettiget til på grundlag af den virkelige anvendelse af

investeringsgodet? Såfremt spørgsmål 1 besvares bekræftende:

2) Skal artikel 189, litra b), eller litra c), i momsdirektivet af

2006 fortolkes således, at den i spørgsmål 1 nævnte tilpasning

på én gang af det oprindeligt foretagne fradrag i det første år af

reguleringsperioden, er en foranstaltning, som Nederlandene

kan træffe ved anvendelsen af artikel 187 i momsdirektivet af

2006?

A e.a.

Vedrører blandt flere spørgsmål følgende:

Følger det af SMV-direktivets artikel 2, litra a), og artikel 3, stk.

2, litra a), at artikel 99 i Besluit van de Vlaamse regering van 23

december 2011 wijziging van het besluit van de Vlaamse

regering van 6 februari 1991 houdende de vaststelling van het

Vlaams reglement betreffende de milieuvergunning en van het

besluit van de Vlaamse regering van 1 juni 1995 houdende

algemene en sectorale bepalingen inzake milieuhygiëne [den

flamske regerings bekendtgørelse af 23. december 2011 om

ændring af den flamske regerings bekendtgørelse af 6. februar

1991 om fastsættelse af det flamske reglement for

miljøtilladelser og af den flamske regerings bekendtgørelse af 1.

juni 1995 om almindelige og sektorbestemte bestemmelser på

miljøbeskyttelsesområdet] med henblik på disse

bekendtgørelsers tilpasning til den tekniske udvikling, afdeling

5.20.6 om anlæg til produktion af elektricitet ved hjælp af

vindenergi, indført i VLAREM II, og Omzendbrief

»Afwegingskader en randvoorwaarden voor de inplanting van

windturbines« [cirkulæreskrivelsen »Vurderingsramme og

krydsoverensstemmelse med hensyn til opførelse af

vindturbiner« fra 2006, herefter under et benævnt »de

foreliggende instrumenter«], der begge indeholder talrige

bestemmelser om vindmøller, herunder bestemmelser om

sikkerhed og efter omstændighederne de for de enkelte

planzoner beregnede normer for slagskygge og støjniveau, skal

kvalificeres som en plan eller et program i direktivets forstand?

Såfremt det viser sig, at der burde være gennemført en

miljøvurdering før de foreliggende forskrifter blev udstedt, kan

retten da foreløbigt opretholde de ulovlige dele af disse

forskrifter?

Stichting Schoonzicht

1) Er artikel 184 til 187 i momsdirektivet af 2006 til hinder for

en national reguleringsordning for investeringsgoder, som

foreskriver en regulering, der strækker sig over en årrække, og

hvor det samlede oprindeligt foretagne fradrag for

investeringsgodet tilpasses (reguleres) på én gang i det første år

af ibrugtagningen

–

som også er det første år for reguleringen

–

såfremt det ved ibrugtagningen viser sig, at det oprindeligt

foretagne fradrag afviger fra det fradrag, som den momspligtige

er berettiget til på grundlag af den virkelige anvendelse af

investeringsgodet? Såfremt spørgsmål 1 besvares bekræftende:

2) Skal artikel 189, litra b), eller litra c), i momsdirektivet af

2006 fortolkes således, at den i spørgsmål 1 nævnte tilpasning

på én gang af det oprindeligt foretagne fradrag i det første år af

reguleringsperioden, er en foranstaltning, som Nederlandene

kan træffe ved anvendelsen af artikel 187 i momsdirektivet af

2006?

Miljø- og

Fødevareministeriet

Energistyrelsen

03.03.20

Skattestyrelsen

03.03.20

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 430: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 28. februar 2020

C-183/18

Bank BGŻ BNP Paribas

1. Skal artikel 1, litra a), artikel 9, stk. 3, og artikel 20, stk. 1 og

stk. 2, litra b), i Rådets rammeafgørelse 2005/214/RIA af 24.

februar 2005 om anvendelse af princippet om gensidig

anerkendelse på bødestraffe fortolkes således, at en afgørelse

vedrørende en bødestraf, der er blevet pålagt en juridisk person,

og som er blevet fremsendt med henblik på fuldbyrdelse,

ligeledes skal fuldbyrdes i fuldbyrdelsesstaten, såfremt de

nationale bestemmelser om gennemførelse af

rammebeslutningen ikke giver mulighed for fuldbyrdelse af en

bødestraf, der er blevet pålagt en juridisk person? 2. Såfremt det

første spørgsmål besvares bekræftende: Skal udtrykket »juridisk

person« i artikel 1, litra a), og artikel 9, stk. 3, i rammeafgørelse

2005/214/RIA fortolkes i overensstemmelse med a)

udstedelsesstatens lovgivning [artikel 1, litra c)], b)

fuldbyrdelsesstatens lovgivning [artikel 1, litra d)], eller c) som

et selvstændigt EU-retligt begreb, således at det tillige omfatter

en filial af en juridisk person, uanset at en sådan ikke har status

som retssubjekt i fuldbyrdelsesstaten?

Buonotourist mod Kommissionen (appel)

Påstande:

—

Den appellerede dom ophæves.

—

Det fastslås i henhold til artikel 263 TEUF og 264 TEUF, at

Europa-Kommissionens afgørelse af 19. januar 2015 i

statsstøttesag Sa.35843 (2014/c) (ex 2012/NN) (for 1 111

572,00 EUR) er ugyldig og uvirksom i sin helhed, for så vidt det

heri fastslås, at de beløb, som er tildelt som kompensation for

forpligtelserne til offentlig tjeneste i henhold til forordning

(EØF) nr. 1191/69 (tildeling af kompensation i medfør af

artikel 11 for tarifpligten i den offentlige sektor for

lokaltransport), skal anses for en ikke-anmeldt foranstaltning,

der udgør statsstøtte som omhandlet i traktatens artikel 107,

stk. 1, og er uforenelig med det indre marked.

—

Det fastslås, at Kommissionens afgørelse af 19. januar 2015

vedrørende statsstøttesag Sa.35843 (2014/c) (ex 2012/NN)

(1 111 572,00 EUR) i henhold til artikel 263 TEUF og 264

TEUF er ugyldig, for så vidt som den fastsætter operationelle

foranstaltninger til tilbagesøgning fra den italienske stats side,

—

Kommissionen tilpligtes at betale de af Buonotourist s.r.l.

afholdte omkostninger.

Finanstilsynet

Dom

04.03.20

C-586/18

Miljø- og

Fødevareministeriet

Dom

04.03.20

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 430: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 28. februar 2020

C-587/18

C-655/18

Forenede

sager

C-807/18

C-39/19

CSTP Azienda della Mobilità mod Kommissionen (appel)

Påstande:

—

Den appellerede dom ophæves.

—

Det fastslås i henhold til artikel 263 TEUF og 264 TEUF, at

Europa-Kommissionens afgørelse af 19. januar 2015 i

statsstøttesag Sa.35842 (2014/c) (ex 2012/NN) (for 4 951

838,25 EUR) er ugyldig og uvirksom i sin helhed, for så vidt det

heri fastslås, at de beløb, som er tildelt som kompensation for

forpligtelserne til offentlig tjeneste i henhold til forordning

(EØF) nr. 1191/69 (tildeling af kompensation i medfør af

artikel 11 for tarifpligten i den offentlige sektor for

lokaltransport) (1), skal anses for en ikke-anmeldt

foranstaltning, der udgør statsstøtte som omhandlet i traktatens

artikel 107, stk. 1, og er uforenelig med det indre marked.

—

Det fastslås, at Kommissionens afgørelse af 19. januar 2015

vedrørende statsstøttesag Sa.35842 (2014/c) (ex 2012/NN)

(4 951 838,25 EUR) i henhold til artikel 263 TEUF og 264

TEUF er ugyldig, for så vidt som den fastsætter operationelle

foranstaltninger til tilbagesøgning fra den italienske stats side,

—

Kommissionen tilpligtes at betale de af C.S.T.P.

—

Azienda

della Mobilità S.p.A.

—

under særlig administration afholdte

omkostninger.

Schenker

1. Skal artikel 242, stk. 1, litra a) og b), i Europa-Parlamentets

og Rådets forordning (EU) nr. 952/2013 af 9. oktober 2013 om

EU-toldkodeksen fortolkes således, at tyveri af varer, der er

henført under toldoplagsproceduren, under de

omstændigheder, der gør sig gældende i hovedsagen, udgør en

unddragelse fra toldoplagsproceduren, som medfører

pålæggelse af en finansiel sanktion mod bevillingshaveren for

en toldretlig overtrædelse?

2. Har pålæggelsen af betaling af værdien af de varer, der er

genstand for toldovertrædelsen

–

her: unddragelse fra

toldoplagsproceduren

–

karakter af en administrativ sanktion

som omhandlet i artikel 42, stk. 1 og 2, i Europa- Parlamentets

og Rådets forordning (EU) nr. 952/2013 af 9. oktober 2013 om

EU-toldkodeksen, og er en national lovgivning, der fastsætter

en sådan betaling ud over pålæggelsen af den finansielle

sanktion, lovlig? Opfylder denne lovgivning det

effektivitetskriterium, proportionalitetskriterium og

afskrækkelseskriterium, der er indeholdt i forordningens artikel

42, stk. 1, andet punktum, vedrørende sanktioner for

overtrædelser af EU’s toldretlige forskrifter?

Telenor Magyarország m.fl.

1) Skal en handelsaftale mellem en udbyder af

internetadgangstjenester og en slutbruger, hvorefter udbyderen

anvender en nultakst på slutbrugeren i forbindelse med

bestemte applikationer (dvs. at den trafik, der genereres af en

bestemt applikation, ikke medregnes med henblik på

dataforbruget og heller ikke nedsætter hastigheden, når den

aftalte datamængde er brugt), og hvorefter denne udbyder

udøver en forskelsbehandling i henhold til betingelserne i den

handelsaftale, der er indgået med den endelige forbruger, som

udelukkende vedrører den slutbruger, der er part i denne aftale,

og ikke slutbrugere, der ikke er part heri, fortolkes i lyset af

artikel 3, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning

(EU) 2015/2120 af 25. november 2015 om foranstaltninger

vedrørende adgang til det åbne internet og om ændring af

direktiv 2002/22/EF om forsyningspligt og brugerrettigheder i

forbindelse med elektroniske kommunikationsnet og -tjenester

Miljø- og

Fødevareministeriet

Dom

04.03.20

Toldstyrelsen

Dom

04.03.20

Klima-, Energi-, og

Forsyningsministeriet

Energistyrelsen

04.03.20

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 430: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 28. februar 2020

C-61/19

Forenede

sager

C-674/18

C-675/18

og forordning (EU) nr. 531/2012 om roaming på offentlige

mobilkommunikationsnet i Unionen (herefter »forordningen«)?

2) Såfremt det første præjudicielle spørgsmål besvares

benægtende, skal forordningens artikel 3, stk. 3, da fortolkes

således, at det for at konstatere, at der foreligger en

tilsidesættelse

–

ligeledes i betragtning af syvende betragtning til

forordningen

–

er nødvendigt at foretage en vurdering på

grundlag af indvirkningen og markedet med henblik på at

afgøre, om de foranstaltninger, som udbyderen af

internetadgangstjenester har truffet, reelt

–

og, i så fald, i hvilket

omfang

–

begrænser de rettigheder, som slutbrugerne er tillagt i

henhold til forordningens artikel 3, stk. 1?

3) Skal forordningens artikel 3, stk. 3, uanset det første og det

andet præjudicielle spørgsmål, fortolkes således, at det forbud,

der er fastlagt i nævnte bestemmelse, er af ubetinget, generel og

objektiv karakter, således at dette forbyder enhver

trafikstyringsforanstaltning, der indfører forskelle mellem

bestemte former for internetindhold, uanset om udbyderen af

internetadgangstjenester fastlægger disse forskelle gennem en

aftale, en handelspraksis eller en anden form for adfærd?

4) Såfremt det tredje spørgsmål besvares bekræftende, kan det

da også fastslås, at der foreligger en tilsidesættelse af

forordningens artikel 3, stk. 3, alene på grundlag af den

omstændighed, at der foreligger en forskelsbehandling, uden at

det er nødvendigt at foretage en vurdering af markedet og af

indvirkningen, og at det derfor i så fald er unødvendigt at

foretage en vurdering i henhold til forordningens artikel 3, stk.

1 og 2?

Orange Romania

1. Hvilke betingelser skal være opfyldt for, at en

viljetilkendegivelse kan opfattes som en specifik og informeret

viljetilkendegivelse som omhandlet i artikel 2, litra h), i Europa-

Parlamentet og Rådets direktiv 95/46/EF af 24. 1995 om

beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af

personoplysninger og om fri udveksling af sådanne

oplysninger?

2. Hvilke betingelser skal være opfyldt for, at en

viljetilkendegivelse kan opfattes som en frivillig

viljetilkendegivelse som omhandlet i artikel 2, litra h), i Europa-

Parlamentet og Rådets direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995

om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling

af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne

oplysninger?

TMD Friction m.fl.

1) Tillader artikel 3, stk. 4, i Rådets direktiv 2001/23/EF af 12.

marts 2001 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om

varetagelse af arbejdstagernes rettigheder i forbindelse med

overførsel af virksomheder eller bedrifter eller af dele af

virksomheder eller bedrifter i tilfælde af overførsel af en

virksomhed efter indledningen af en insolvensbehandling af

virksomhedsoverdragerens formue i national ret, som

principielt bestemmer, at artikel 3, stk. 1 og 3, i direktiv

2001/23/EF også finder anvendelse på arbejdstageres ret til

ydelser i forbindelse med alderdom og invaliditet eller ydelser til

efterladte i henhold til supplerende faglige eller tværfaglige

forsikringsordninger i forbindelse med overførsel af en

virksomhed, en begrænsning, således at erhververen ikke hæfter

for rettigheder, som er baseret på beskæftigelsesperioder før

indledningen af insolvensbehandlingen?

Energistyrelsen

Patent- og

Varemærkestyrelsen

04.03.20

Beskæftigelses-

ministeriet

Erhvervsstyrelsen

05.03.20

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 430: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 28. februar 2020

2) Såfremt det første præjudicielle spørgsmål besvares

bekræftende: Følger de foranstaltninger, som i henhold til

artikel 3, stk. 4, litra b), i direktiv 2001/23/EF er nødvendige

for at beskytte arbejdstagernes interesser for så vidt angår helt

eller delvis erhvervet ret til ydelser i forbindelse med alderdom,

i henhold til supplerende faglige eller tværfaglige

forsikringsordninger, i tilfælde af overførsel af en virksomhed

efter indledning af en insolvensbehandling af

virksomhedsoverdragerens formue af det beskyttelsesniveau,

som kræves i henhold til artikel 8 i Europa- Parlamentets og

Rådets direktiv 2008/94/EF af 22. oktober 2008 om

beskyttelse af arbejdstagerne i tilfælde af arbejdsgiverens

insolvens? 3) Såfremt det andet præjudicielle spørgsmål bevares

benægtende: Skal artikel 3, stk. 4, litra b), i direktiv 2001/23EF

fortolkes således, at de nødvendige foranstaltninger for at

beskytte arbejdstagernes interesser for så vidt angår helt eller

delvis erhvervet ret til ydelser i forbindelse med alderdom i

henhold til supplerende faglige eller tværfaglige

forsikringsordninger er truffet, når national ret bestemmer, at

–

forpligtelsen til i fremtiden at udbetale en ydelse i forbindelse

med alderdom i henhold til supplerende faglige eller tværfaglige

forsikringsordninger til en arbejdstager, som er omfattet af

overførslen af en virksomhed under insolvensbehandling,

principielt overgår til virksomhedserhververen,

–

virksomhedserhververen hæfter for fremtidige pensionskrav i

det omfang, hvori disse er baseret på beskæftigelsesperioder i

virksomheden efter indledningen af insolvensbehandlingen,

–

den instans, som i henhold til national ret sikrer pensioner i

tilfælde af insolvens, i dette tilfælde ikke skal dække den del af

de fremtidige pensionskrav, som er erhvervet før indledningen

af insolvensbehandlingen, og

–

arbejdstageren kan påberåbe sig retten til værdien af den del

af sit fremtidige pensionskrav, som er erhvervet før

indledningen af insolvensbehandlingen, i forbindelse med

overdragerens insolvensbehandling?

4) Når national ret bestemmer, at artikel 3 og 4 i direktiv

2001/23/EF i tilfælde af overførsel af en virksomhed også skal

anvendes under en insolvensbehandling, finder artikel 5, stk. 2,

litra a), i direktiv 2001/23/EF da anvendelse på arbejdstagernes

pensionsrettigheder i henhold til supplerende faglige eller

tværfaglige forsikringsordninger, der allerede er opstået før

indledningen af insolvensbehandlingen, men først medfører en

ret til ydelser for arbejdstagerne, når den begivenhed indtræder,

der udløser retten til pension, og dermed først på et senere

tidspunkt?

5) Såfremt det andet eller det fjerde præjudicielle spørgsmål

besvares bekræftende: Omfatter det

minimumsbeskyttelsesniveau, som medlemsstaterne skal sikre i

henhold til artikel 8 i [direktiv 2008/94], også en forpligtelse til

at sikre pensionsrettigheder, som i henhold til national ret

endnu ikke var juridisk erhvervet ved indledningen af

insolvensbehandlingen, og som i det hele taget kun erhverves

juridisk i kraft af, at arbejdsforholdet ikke afsluttes i forbindelse

med insolvensen?

6) Såfremt det femte præjudicielle spørgsmål besvares

bekræftende: Under hvilke omstændigheder kan de tab, som

den tidligere arbejdstager har lidt på grund af arbejdsgiverens

insolvens for så vidt angår ydelserne fra den erhvervstilknyttede

pension, anses som åbenbart uforholdsmæssige og dermed

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 430: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 28. februar 2020

C-679/18

C-135/19

forpligte medlemsstaterne til at sikre en minimumsbeskyttelse

imod dem i henhold til artikel 8 i direktiv [2008/94], selv om

arbejdstageren modtager mindst halvdelen af de ydelser, der

følger af vedkommendes akkumulerede pensionsrettigheder?

7) Såfremt det femte præjudicielle spørgsmål besvares

bekræftende: Sikres en beskyttelse af arbejdstagernes

pensionsrettigheder, som er nødvendig i henhold til artikel 3,

stk. 4, litra b), i direktiv [2001/23] eller artikel 5, stk. 2, litra a), i

direktiv [2001/23], og som er sidestillet med artikel 8 i direktiv

[2008/94], også, når denne beskyttelse ikke følger af national

ret, men kun af en direkte anvendelse af artikel 8 i direktiv

[2008/94]?

8) Såfremt det syvende præjudicielle spørgsmål besvares

bekræftende: Har artikel 8 i direktiv [2008/94] også direkte

virkning, således at den kan påberåbes af en individuel

[arbejdstager] ved den nationale ret, når vedkommende ganske

vist modtager mindst halvdelen af de ydelser, der følger af

vedkommendes akkumulerede pensionsrettigheder, men de tab,

som vedkommende lider på grund af arbejdsgiverens insolvens,

alligevel skal anses som uforholdsmæssige?

9) Såfremt det ottende præjudicielle spørgsmål besvares

bekræftende: Skal en privatretligt organiseret institution anses

som et offentligt organ i en medlemsstat, når medlemsstaten

—

på bindende vis for arbejdsgiveren

—har

udpeget den

pågældende institution som den instans, der sikrer

arbejdsmarkedspensioner i tilfælde af insolvens, og

institutionen er underlagt det statslige finanstilsyn og opkræver

de nødvendige insolvenssikringsbeløb fra arbejdsgiverne i

henhold til offentlig ret, og på samme måde som en myndighed

kan tilvejebringe betingelserne for iværksættelse af

tvangsfuldbyrdelse gennem en forvaltningsakt?

OPR-Finance

1) Er bestemmelserne i artikel 8 i Europa-Parlamentets og

Rådets direktiv 2008/48/EF af 23. april 2008 om

forbrugerkreditaftaler og om ophævelse af Rådets direktiv

87/102/EØF, sammenholdt med dette direktivs artikel 23, til

hinder for national lovgivning, som bestemmer, at hvis

kreditgiver ikke overholder sin forpligtelse til at foretage en

vurdering af forbrugerens kreditværdighed, inden kreditaftalen

indgås, er sanktionen, at kreditaftalen er ugyldig, samt at

forbrugeren har pligt til at tilbagebetale hovedstolen til

kreditgiveren på et tidspunkt, der er passende i forhold til

forbrugerens økonomiske evne, idet sanktionen (kreditaftalens

ugyldighed) dog kun finder anvendelse, hvis forbrugeren

påberåber sig den (dvs. gør gældende, at aftalen er ugyldig)

inden for en forældelsesfrist på tre år?

2) Pålægger bestemmelserne i artikel 8 i Europa-Parlamentets

og Rådets direktiv 2008/48/EF af 23. april 2008 om

forbrugerkreditaftaler og om ophævelse af Rådets direktiv

87/102/EØF, sammenholdt med dette direktivs artikel 23, en

national ret af egen drift at anvende sanktionen i national

lovgivning for kreditgiverens manglende overholdelse af

forpligtelsen til at vurdere forbrugerens kreditværdighed (dvs.

selv hvis forbrugeren ikke påberåber sig sanktionen)?

Pensionsversicherungsanstalt

1. Skal den østrigske rehabiliteringsydelse i henhold til

bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets forordning

(EF) nr. 883/2004 af 29. april 2004 om koordinering af de

sociale sikringsordninger kvalificeres som

Finanstilsynet

Dom

05.03.20

Beskæftigelses-

ministeriet

Miljø- og

Fødevareministeriet

Dom

05.03.20

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 430: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 28. februar 2020

C-212/19

C-511/17

–

ydelse ved sygdom i henhold til forordningens artikel 3, stk.

1, litra a),

–

ydelse ved invaliditet i henhold til forordningens artikel 3, stk.

1, litra c), eller

–

arbejdsløshedsydelse i henhold til forordningens artikel 3, stk.

1, litra h)?

2. Skal forordning (EF) nr. 883/2004 set i lyset af primærretten

fortolkes således, at en medlemsstat i sin egenskab af tidligere

bopæls- og beskæftigelsesstat har pligt til at udrede ydelser som

den østrigske rehabiliteringsydelse til en person med bopæl i en

anden medlemsstat, når den pågældende har optjent

størstedelen af sine forsikringsperioder for så vidt angår

områderne sygdom og pension som beskæftiget i denne anden

medlemsstat (efter at vedkommende for mange år siden flyttede

sin bopæl til denne medlemsstat) og ikke har oppebåret nogen

ydelser fra den tidligere bopæls- og beskæftigelsesstats syge- og

pensionsforsikring siden da?

Compagnie des pêches de Saint-Malo

1. Skal Kommissionens beslutning af 14. juli 2004 fortolkes

således, at kun nedsættelsen af arbejdsgiverbidragene er

uforenelig med fællesmarkedet, fordi nedsættelsen af

lønmodtagerbidragene ikke kommer virksomhederne til gode

og derfor ikke kan falde ind under anvendelsesområdet for

artikel 107 i traktaten om Den Europæiske Unions

funktionsmåde, eller således, at også nedsættelsen af

lønmodtagerbidragene er uforenelig?

2. Såfremt Domstolen finder, at Kommissionens beslutning

skal fortolkes således, at nedsættelsen af lønmodtagerbidragene

også er uforenelig, skal virksomheden da anses for at have nydt

godt af den fulde nedsættelse eller alene en del heraf? Hvordan

skal denne del i givet fald ansættes? Har medlemsstaten pligt til

at kræve tilbagebetaling fra de berørte lønmodtagere af hele

eller den del af støtten, der er kommet dem til gode?

Lintner

Skal artikel 6, stk. 1, i direktivet om urimelige kontraktvilkår

–

henset ligeledes til den nationale lovgivning, der fastsætter en

forpligtelse til at lade sig repræsentere under et søgsmål

–

fortolkes således, at det er nødvendigt at undersøge hvert

kontraktvilkår individuelt i forhold til spørgsmålet om, hvorvidt

det kan anses for urimeligt, uafhængigt af om det reelt er

nødvendigt at undersøge samtlige kontraktvilkår for at træffe

afgørelse om den ved søgsmålet nedlagte påstand?

2) Skal artikel 6, stk. 1, i direktivet om urimelige kontraktvilkår

ellers, i modsætning til, hvad der er forslået i spørgsmål 1),

fortolkes således, at alle de øvrige kontraktvilkår skal

undersøges, for at det kan konkluderes, at det vilkår, som

påstanden vedrører, er urimeligt?

3) Såfremt spørgsmål 2) besvares bekræftende, indebærer dette

da, for at det kan afgøres, om det pågældende vilkår er

urimeligt, at det er nødvendigt at undersøge kontrakten i dens

helhed, idet urimeligheden af hvert af kontraktens elementer

ikke skal undersøges selvstændigt og uafhængigt af det i

stævningen anfægtede vilkår?

Den forelæggende ret er officielt blevet gjort bekendt med, at

Fővárosi Ítélőtábla (regional appeldomstol i Budapest, Ungarn)

har [udeladt] indledt en præjudiciel procedure angående

spørgsmål, der er knyttet til overførslen af risiko i forbindelse

med valutavekslingen i låneaftaler optaget i udenlandsk valuta,

undersøgelsen af om der er overensstemmelse mellem ungarsk

Miljø- og

Fødevareministeriet

Energistyrelsen

05.03.20

Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsen

Dom

11.03.20

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 430: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 28. februar 2020

C-454/18

C-86/19

lovgivning og de EU-retlige regler på dette område og

fortolkningen af retspraksis. Sagen verserer ved Domstolen

under sagsnummer C-51/17 (Ilyés og Kiss). I denne sag C-

51/17, vedrører det femte spørgsmål blandt de spørgsmål, som

den regionale appeldomstol har forelagt Domstolen, ligeledes

undersøgelsen af egen drift af kontraktvilkårs urimelighed.

Baltic Cable

1. Skal elforordningens artikel 16, stk. 6, anvendes i alle tilfælde,

hvor en person opnår indtægter fra tildeling af samkøringslinjer,

uanset den pågældendes forhold i øvrigt, eller skal denne

bestemmelse udelukkende anvendes, når den, der oppebærer

indtægterne, er transmissionssystemoperatør i henhold til

definitionen i elmarkedsdirektivets artikel 2, nr. 4)?

2. Såfremt svaret på spørgsmål 1 er, at elforordningens artikel

16, stk. 6, udelukkende skal anvendes på

transmissionssystemoperatører; er en virksomhed, der

udelukkende driver en samkøringslinje, da

transmissionssystemoperatør?

3. Såfremt svaret på spørgsmål 1 eller 2 medfører, at

elforordningens artikel 16, stk. 6, skal anvendes på en

virksomhed, der udelukkende driver en samkøringslinje; kan

omkostninger til drift og vedligeholdelse af en samkøringslinje

da i noget tilfælde anses for at udgøre netinvesteringer med

henblik på bevarelse eller forøgelse af samkøringslinjens

kapacitet som omhandlet i elforordningens artikel 16, stk. 6,

første afsnit, litra b)?

4. Såfremt svaret på spørgsmål 1 eller 2 medfører, at

elforordningens artikel 16, stk. 6, skal anvendes på en

virksomhed, der udelukkendedriver en samkøringslinje; kan den

regulerende myndighed da i medfør af elforordningens artikel

16, stk. 6, andet afsnit, godkende, at en virksomhed, der

udelukkende driver en samkøringslinje, som har metoder til at

fastsætte tariffer, men som ikke har direkte betalende kunder

med netafgifter (tariffer), der kan sænkes, anvender indtægter

fra tildeling af samkøringslinjen [org. s. 22] til afkast eller,

såfremt svaret på spørgsmål 3 er benægtende, drift og

vedligeholdelse?

5. Såfremt svaret på spørgsmål 1 eller 2 medfører, at

elforordningens artikel 16, stk. 6, skal anvendes på en

virksomhed, der udelukkende driver en samkøringslinje, og

svarene på spørgsmål 3 og 4 enten medfører, at virksomheden

ikke må anvende indtægter fra tildeling af samkøringslinjen til

drift og vedligeholdelse eller afkast, eller at virksomheden må

anvende sådanne indtægter til drift og vedligeholdelse, men ikke

til afkast; er anvendelse af elforordningens artikel 16, stk. 6, på

en virksomhed, der udelukkende driver en samkøringslinje, da i

strid med det EU-retlige proportionalitetsprincip eller med

noget andet gældende princip?

1.– Når en kufferts bortkomst er dokumenteret, skal

luftfartsselskabet da altid og under alle omstændigheder yde

passageren den maksimale erstatning på 1 131 SDR, idet der er

tale om det mest alvorlige af de i artikel 17, stk. 2, og artikel 22,

stk. 2, i Montreal-konventionen af 28. maj 1999 omhandlede

tilfælde, eller er der tale om en maksimal erstatning, som kan

reguleres af retten, selv når der er tale om en kufferts

bortkomst, i betragtning af de foreliggende omstændigheder,

således at erstatningen på 1 131 SDR kun ydes, hvis passageren

ved hjælp af ethvert retsgyldigt bevismiddel dokumenterer, at

Energistyrelsen

Dom

11.03.20

Transport- og

Boligministeriet

11.03.20

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 430: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 28. februar 2020

C-192/19

C-576/18

C-742/18

C-769/18

værdien af de genstande og personlige ejendele, som denne

transporterede i den indcheckede bagage, samt de genstande,

som denne måtte erhverve med henblik på at erstatte dette

indhold, er højere end den maksimale erstatning, eller kan

retten i mangel heraf også tage andre parametre i betragtning,

såsom vægten af bagagen, eller spørgsmålet om, hvorvidt

bagagen bortkom på ud- eller hjemrejsen, med henblik på at

vurdere den ikke-økonomiske skade i forbindelse med generne

ved bortkomsten af passagerens bagage?

Rensen Shipbuilding

Supplerende bestemmelse 1 til den kombinerede nomenklaturs

kapitel 89 bestemmer (bl.a.), at KN-underposition 8901 20 10

og 8901 90 10 om »søgående«skibe, kun omfatter skibe og

andre fartøjer, der er konstrueret til søgående sejlads. Hvad skal

der i denne forbindelse forstås ved »søgående sejlads«?

Europa-Kommissionen mod Den Italienske Republik

Påstande:

—

Det fastslås, at Den Italienske Republik har

tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 260 TEUF, idet

den ikke har truffet alle nødvendige foranstaltninger for at

opfylde Domstolens dom af 29. marts 2012, sag C-243/10

vedrørende tilbagesøgning hos modtagerne af den støtte, der

blev kendt ulovlig og uforenelig med fællesmarkedet i

Kommissionens afgørelse 2008/854/EF (1) af 2. juli 2008.

—

Den Italienske Republik pålægges at betale Kommissionen

et fast beløb, som fastsættes ved at multiplicere et dagligt beløb

på 13 892 EUR med antallet af dage for overtrædelsens

fortsættelse fra afsigelsen af den dom, der blev afsagt af

Domstolen i sag C-342/10, indtil den dag, hvor der afsiges

dom i den foreliggende sag.

—

Den Italienske Republik pålægges at betale Kommissionen

en tvangsbøde pr. halvårsperiode, der fastsættes af

Kommissionen til 126 840 EUR pr. dag, regnet fra halvåret

efter datoen for dommen i nærværende sag.

—

Den Italienske Republik tilpligtes at betale

sagsomkostningerne.

Republikken Tjekkiet mod Kommissionen (appel)

Påstande:

—

Domskonklusionens punkt 2 i Rettens dom i sag

T-627/16 og den dertil hørende del af dommen ophæves.

—

Kommissionens afgørelse (EU) 2016/1059 annulleres, for

så vidt som den udelukker udgifter på 462 517,83 EUR i

forbindelse med den generelle arealbetaling.

—

Kommissionens afgørelse (EU) 2016/1059 annulleres, for

så vidt som den udelukker udgifter på 636 516,20 EUR i

forbindelse med investeringer i vinsektoren.

—

Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Caisse d’assurance retraite et de la santé au travail

d’Alsace-Moselle

1. Er den støtte til dækning af omkostningerne ved et handicap,

der er omhandlet i § 35a i den ottende bog i Sozialgesetzbuch

(den tyske sociallov) omfattet af det materielle

anvendelsesområde for forordning nr. 883/2004?

2. Såfremt dette spørgsmål besvares bekræftende, er dels

børnepasningsbidraget til et handicappet barn, supplementet

hertil, eller kompensationsydelsen for et handicap, dels ydelsen

til integration af handicappede børn og unge med mentale

handicap, der er omhandlet i § 35a i den ottende bog i

Sozialgesetzbuch (den tyske sociallov), tilsvarende ydelser i

henhold til artikel 5, litra a), i forordning nr. 883/2004, henset

til formålet med artikel L. 351-4-1 i den franske lov om social

Toldstyrelsen

Dom

11.03.20

Miljø- og

Fødevareministeriet

Dom

12.03.20

Miljø- og

Fødevareministeriet

12.03.20

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

Dom

12.03.20

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 430: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 28. februar 2020

C-517/17

Forenede

sager C-

133/19, C-

136/19 og

C-137/19

sikring om hensyntagen til omkostningerne i tilknytning til

pasning af et handicappet barn ved fastsættelsen af den

forsikringsperiode, der giver ret til alderspension?

Addis m.fl.

1) Er EU-retten til hinder for, at en medlemsstat (her Tyskland)

i henhold til hjemmelen i artikel 33, stk. 2, litra a), i direktiv

2013/32 henholdsvis den foregående ordning i artikel 25, stk. 2,

litra a), i direktiv 2005/85/EF afviser en ansøgning om

international beskyttelse, fordi ansøgeren er blevet tildelt

flygtningestatus i en anden medlemsstat, såfremt udformningen

af den internationale beskyttelse, navnlig levevilkårene for

anerkendte flygtninge i den anden medlemsstat (her Italien), der

allerede har givet ansøgereninternational beskyttelse, ikke

opfylder kravene i artikel 20 ff. i direktiv 2011/95/EU, uden at

chartrets artikel 4 eller EMRK’s artikel 3 allerede af den grund

krænkes? 2) Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende:

Gælder dette også, såfremt anerkendte flygtninge i den

medlemsstat, der har anerkendt dem som flygtninge (her

Italien), a) ikke, eller i sammenligning med andre medlemsstater

kun i stærkt begrænset omfang, modtager eksistenssikrende

ydelser, men for så vidt ikke behandles anderledes end denne

medlemsstats egne statsborgere? b) ganske vist er berettigede

efter artikel 20 ff. i direktiv 2011/95/EU, men kun med

vanskelighed har adgang til de hermed forbundne ydelser eller

råder over sådanne familiemæssige netværk eller netværk med

private organisationer, der erstatter eller supplerer statslige

ydelser? 3) Er artikel 14, stk. 1, i direktiv 2013/32/EU

henholdsvis den foregående ordning i artikel 12, stk. 1, første

punktum, i direktiv 2005/85/EF til hinder for anvendelse af en

national bestemmelse, hvorefter en manglende personlig

samtale med ansøgeren i forbindelse med asylmyndighedens

afslag på en asylansøgning i henhold til hjemmelen i artikel 33,

stk. 2, litra a), i direktiv 2013/32, henholdsvis den foregående

ordning i artikel 25, stk. 2, litra a), i direktiv 2005/85/EF, ikke

fører til ophævelse af dette afslag på grund af den manglende

høring, såfremt ansøgeren ved en anfægtelse for domstolene

har lejlighed til at gøre alle omstændigheder, der taler mod et

afslag, gældende, og ansøgningen heller ikke under hensyntagen

til disse omstændigheder kan afgøres anderledes i materiel

henseende?

B. M. M. et B. S. m.fl.

Sagerne C-136/19 og C-133/19 vedrører:

1) Tilsiger hensynet til at sikre den effektive virkning af EU-

retten og til ikke at umuliggøre den ret til familiesammenføring,

som ifølge appellanten tilkommer hende i henhold til artikel 4 i

Rådets direktiv 2003/86/EF af 22. september 2003 om ret til

familiesammenføring, at denne bestemmelse skal fortolkes

således, at et barn af referencepersonen har ret til

familiesammenføring, når den pågældende blev myndig under

rettens behandling af den sag, der var blevet iværksat til

prøvelse af afgørelsen om at meddele afslag på at indrømme

denne ret, hvilken afgørelse blev truffet, mens barnet endnu var

mindreårigt?

2) Skal artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om

grundlæggende rettigheder og artikel 18 i direktiv 2003/86/EF

fortolkes således, at bestemmelserne er til hinder for afgørelsen

om, at det annullationssøgsmål, der var blevet iværksat til

prøvelse af afslaget på familiesammenføring af en mindreårig,

ikke kunne antages til realitetsbehandling med den begrundelse,

Udenrigsministeriet

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

17.03.20

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

17.03.20

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 430: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 28. februar 2020

at barnet var blevet myndigt under retssagens behandling,

således at det er afskåret fra muligheden for, at der træffes

afgørelse i den sag, der blev iværksat til prøvelse af denne

afgørelse, og hvorved den pågældendes adgang til effektive

retsmidler krænkes?

Sag C-137/19 vedrører:

Skal artikel 4, stk. 1, litra c), i Rådets direktiv 2003/86/EF af

22. september 2003 om ret til familiesammenføring, i givet fald

sammenholdt med samme direktivs artikel 16, stk. 1, fortolkes

således, at tredjelandsstatsborgere for at blive betragtet som

»mindreårige børn« som omhandlet i denne bestemmelse ikke

kun skal være »mindreårige« på tidspunktet for indgivelse af

ansøgningen om opholdstilladelse, men ligeledes på det

tidspunkt, hvor myndighederne træffer endelig afgørelse om

ansøgningen?

KF mod SatCen (appel)

Påstande:

—Den

appellerede dom ophæves.

—Sagsøgeren

i første instans tilpligtes at betale sagsomkost-

ningerne.

„AGRO IN 2001“

Sagen vedrører: 1. Skal artikel 1, stk. 1, i Europa-Parlamentets

og Rådets direktiv 2014/42/EU af 3. april 2014 om

indefrysning og konfiskation af redskaber og udbytte fra

strafbart forhold i Den Europæiske Union, som fastsætter

»mindsteregler for indefrysning af formuegoder med henblik på

eventuel efterfølgende konfiskation«, fortolkes således, at den

tillader medlemsstaterne at vedtage bestemmelser om civilretlig

konfiskation, som ikke er støttet på en domfældelse? 2. Følger

det af artikel 1, stk. 1, under hensyntagen til artikel 4, stk. 1, i

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/42/EU af 3.

april 2014 om indefrysning og konfiskation af redskaber og

udbytte fra strafbart forhold i Den Europæiske Union, at alene

indledning af en straffesag mod den person, hvis formue er

genstand for konfiskation, er en tilstrækkelig forudsætning for

at indlede og gennemføre en civilretlig konfiskationssag? 3. Er

det tilladt at foretage en udvidende fortolkning af grundene i

artikel 4, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2014/42/EU af 3. april 2014 om indefrysning og konfiskation

af redskaber og udbytte fra strafbart forhold i Den Europæiske

Union, som tillader en civilretlig konfiskation, der ikke er

støttet på en domfældelse? 4. Skal artikel 5, stk. 1, i Europa-

Parlamentets og Rådets direktiv 2014/42/EU af 3. april 2014

om indefrysning og konfiskation af redskaber og udbytte fra

strafbart forhold i Den Europæiske Union fortolkes således, at

en formuerettighed kan konfiskeres som direkte eller indirekte

opnået ved en strafbar handling alene på grund af misforholdet

mellem formuegoderne og personens legale indkomster, uden

at der foreligger en endelig dom, som fastslår, at personen har

begået den strafbare handling? 5. Skal bestemmelsen i artikel 6,

stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/42/EU

af 3. april 2014 om indefrysning og konfiskation af redskaber

og udbytte fra strafbart forhold i Den Europæiske Union

fortolkes således, at den regulerer konfiskation hos tredjemand

som en supplerende eller alternativ foranstaltning til den direkte

konfiskation eller som en supplerende foranstaltning til den

udvidede konfiskation? 6. Skal bestemmelsen i artikel 8, stk. 1, i

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/42/EU af 3.

april 2014 om indefrysning og konfiskation af redskaber og

C-14/19 P

Udenrigsministeriet

17.03.20

C-234/18

Finanstilsynet

Dom

18.03.20

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 430: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 28. februar 2020

C-612/18

Forenede

sager C-

103/18 og

C-429/18

udbytte fra strafbart forhold i Den Europæiske Union fortolkes

således, at den sikrer anvendelsen af uskyldsformodningen og

forbyder en konfiskation, der ikke er støttet på en domfældelse?

ClientEarth mod Kommissionen (appel)

Påstande:

—

Dom afsagt af Retten den 11. juli 2018 i sag T-

644/16 (»den appellerede dom«) ophæves, og sagen hjemvises

til Retten med henblik på fornyet behandling.

—

Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Sánchez Ruiz (sag C-103/18)

Sagen vedrører hvorvidt den spanske lovgivning og retspraksis

vedrørende tidsbegrænset udnævnelse af vedtægtsmæssigt

personale er forenelig med § 4 og 5 i rammeaftalen vedrørende

tidsbegrænset ansættelse

EU-Domstolen er blevet forelagt følgende præjudicielle

spørgsmål:  Første spørgsmål: Kan en situation som den, der

beskrives i det foreliggende tilfælde (hvor den offentlige

arbejdsgiver ikke overholder de ved lov fastsatte tidsmæssige

begrænsninger, og derved tillader flere på hinanden følgende

tidsbegrænsede kontrakter, eller opretholder den midlertidige

karakter ved at ændre ansættelsestypen fra hjælpepersonale til

vikaransat eller afløser), anses for misbrug hidrørende fra flere

på hinanden følgende ansættelser og dermed henføres under §

5 i rammeaftalen, der er vedhæftet som bilag til direktiv

1999/70/EF? Andet spørgsmål: Skal bestemmelserne i

rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, som

fremgår af bilaget til direktiv 1999/70/EF, sammenholdt med

effektivitetsprincippet, fortolkes således, at de er til hinder for

nationale processuelle regler, hvorefter det er et ufravigeligt

krav, at en arbejdstager i tidsbegrænset ansættelse aktivt

anfægter eller klager over samtlige på hinanden følgende

ansættelser og ophør for at kunne være omfattet af direktivet

og for at kunne gøre de rettigheder gældende, som den

pågældende tildeles i henhold til EU’s retsorden? 

Tredje

spørgsmål: Henset til, at behovet for at besætte ledige stillinger

og dække sygefravær og ferieperioder (...) i den offentlige sektor

i forbindelse med udførelsen af væsentlige tjenester

grundlæggende er »permanent«, og at det dermed er nødvendigt

at fastlægge begrebet »objektive omstændigheder« som

begrundelse for den tidsbegrænsede ansættelse:

[…]

Fernández Álvarez e.a. (sag C-429/18)

Første spørgsmål: Er det i overensstemmelse med

rammeaftalen, der er optaget som bilag til direktiv

1999/70/EF, at den forelæggende ret anlægger en fortolkning

og en opfattelse, hvorefter der i forbindelse med den

tidsbegrænsede ansættelse af sagsøgerne foreligger et misbrug,

for så vidt som den offentlige arbejdsgiver anvender forskellige

former for ansættelse, som alle er midlertidige, til varigt og

konstant at udføre almindelige opgaver, som de

vedtægtsmæssige fastansatte medarbejdere normalt udfører, og

dække permanente og strukturelle behov, som reelt ikke er

midlertidige, men derimod varige og konstante? Er denne

beskrevne tidsbegrænsede ansættelse dermed ikke begrundet

som omhandlet i § 5, stk. 1, litra a), i rammeaftalen med

objektive omstændigheder, for så vidt som denne anvendelse af

tidsbegrænsede ansættelseskontrakter er direkte i strid med

andet afsnit i indledningen til rammeaftalen og punkt 6 og 8 i

de generelle betragtninger til denne aftale, fordi de betingelser,

Miljø- og

Fødevareministeriet

Dom

18.03.20

Beskæftigelses-

ministeriet

Medarbejder- og

Kompetencestyrelsen

Dom

19.03.20

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 430: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 28. februar 2020

C-693/18

der kunne begrunde disse tidsbegrænsede

ansættelseskontrakter, ikke er opfyldt?

Andet spørgsmål: Er det i overensstemmelse med

rammeaftalen, der er optaget som bilag til direktiv

1999/70/EF, at den forelæggende ret anlægger en fortolkning,

hvorefter opslaget af en traditionel udvælgelsesprøve, der har

de nævnte kendetegn, hverken er en foranstaltning med

tilsvarende virkning eller kan betragtes som en sanktion, for så

vidt som den ikke står i forhold til det misbrug, der er begået,

og som medfører, at den tidsbegrænsede ansættelse bringes til

ophør, hvorved formålene med direktivet tilsidesættes, og den

ufordelagtige situation for vedtægtsmæssige midlertidige

medarbejdere gøres varig, og ikke kan betragtes som en effektiv

foranstaltning, for så vidt som den ikke medfører nogen

ulempe for arbejdsgiveren eller har en afskrækkende virkning

og dermed ikke er i overensstemmelse med artikel 2, stk. 1, i

direktiv 1999/70, for så vidt som den ikke sikrer, at den

spanske stat opnår de i direktivet foreskrevne resultater? Tredje

spørgsmål: Er det i overensstemmelse med artikel 2, stk. 1, i

direktiv 1999/70 og Den Europæiske Unions Domstols dom af

14. september 2016 i sag C-16/15, at den forelæggende ret

anlægger og anvender en fortolkning, hvorefter et opslag af en

åben udvælgelsesprøve ikke er en foranstaltning, der er egnet til

at sanktionere et misbrug af flere på hinanden følgende

tidsbegrænsede ansættelsesforhold, idet der i spansk ret ikke

findes en sanktionsmekanisme, der er effektiv og har

afskrækkende virkning, og som bringer misbrug i forbindelse

med ansættelse af vedtægtsmæssigt midlertidigt personale til

ophør, idet lovgivningen ikke gør det muligt at besætte disse

oprettede strukturelle stillinger med det personale, der

vargenstand for misbruget, således at jobusikkerheden for disse

arbejdstagere bibeholdes?

[…]

CLCV e.a.

1) Fortolkning af begrebet anordning

1-1: Hvad omfatter begrebet anordning i artikel 3, nr. 10), i

forordning (EF) nr. 715/2007, der definerer

manipulationsanordning (defeat device)?

1-2: Kan et program, der er installeret i

motorstyringscomputeren, eller som mere generelt påvirker

denne, anses for en anordning i denne artikels forstand?

2) Fortolkning af begrebet emissionsbegrænsningssystem

2-1: Hvad omfatter begrebet »emissionsbegrænsningssystem«,

som er anført i artikel 3, nr. 10), i forordning (EF) nr.

715/2007, der definerer manipulationsanordning (defeat

device)?

2-2: Omfatter dette emissionsbegrænsningssystem udelukkende

teknologier og strategier, der har til formål at håndtere og

reducere emissioner (bl.a. NOx) efter dannelsen, eller

indbefatter det ligeledes de forskellige teknologier og strategier,

der giver mulighed for at begrænse selve dannelsen, som f.eks.

EGR-teknologien?

3) Fortolkning af begrebet manipulationsanordning (defeat

device)

3-1: Er en anordning, som registrerer alle parametre i

tilknytning til gennemførelsen af de i forordning (EF) nr.

715/2007 foreskrevne godkendelsesprocedurer med henblik på

under disse procedurer at aktivere eller opjustere en del af

emissionsbegrænsningssystemets funktion og herved opnå

Miljø- og

Fødevareministeriet

Transport- og

Boligministeriet

19.03.20

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 430: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 28. februar 2020

Forenede

sager C-

21/19

–

C-23/19

godkendelse af køretøjet, en manipulationsordning som

omhandlet i artikel 3, nr. 10), i forordning (EF) nr. 715/2007?

3-2: Er denne manipulationsanordning (defeat device) i

bekræftende fald forbudt i henhold til bestemmelserne i artikel

5, stk. 2, [i forordning] (EF) nr. 715/2007?

3-3: Kan en anordning som den, der er beskrevet i spørgsmål 3-

1, kvalificeres som en »manipulationsanordning«, hvis

emissionsbegrænsningssystemets øgede funktion ikke kun

finder sted under godkendelsesprocedurer, men også i konkrete

tilfælde, når netop de forhold, hvorunder

–

når de registreres

–

emissionsbegrænsningssystemets drift opjusteres under disse

godkendelsesprocedurer, forekommer under faktiske

kørselsforhold?

4) Fortolkning af de i artikel 5 fastsatte undtagelser

4-1: Hvad omfatter de tre undtagelser, der er fastsat i artikel 5,

stk. 2, [i kapitel II] i forordning (EF) nr. 715/2007?

4-2: Kan der af en af de i artikel 5, stk. 2, anførte tre grunde ses

bort fra forbuddet mod en manipulationsordning [defeat

device], der specifikt under godkendelsesprocedurer aktiverer

eller opjusterer driften af en del af

emissionsbegrænsningssystemet?

4-3: Er en forsinkelse af motorens ældning eller tilsodning en

del af de krav med hensyn til at »beskytte motoren mod

beskadigelse eller havari« eller »sikre køretøjets driftssikkerhed«,

som kan begrunde tilstedeværelsen af en

manipulationsanordning som omhandlet i artikel 5, stk. 2, litra

a)?

XN m.fl.

1. Er et stof, der ikke er et biprodukt som omhandlet i

rammedirektivet om affald, pr. definition heller ikke et animalsk

biprodukt som omhandlet i forordningen om animalske

biprodukter fra 2009, således at dette stof ikke i henhold til

artikel 1, stk. 3, i forordning 1013/2006 er undtaget fra

anvendelsesområdet for forordning 1013/2006? Eller er det

ikke udelukket, at et stof omfattes af definitionen af animalske

biprodukter som omhandlet i forordningen om animalske

biprodukter, hvis dette stof ikke opfylder betingelserne i artikel

5, stk. 1, i rammedirektivet om affald, således at det ikke uden

videre omfattes af forordning 1013/2006?

2. Hvorledes skal en overførsel, der omfattes af

godkendelseskravene i forordning (EF) nr. 1774/2002

–

forordning (EF) nr. 1069/2009

–som

omhandlet i artikel 1, stk.

3, i forordning 1013/2006 forstås: Menes der hermed

transporten (fra et land til et andet) af animalske biprodukter,

uanset hvilken kategori materialet tilhører? Eller menes der

hermed transport af det i artikel 48 i forordningen om

animalske biprodukter fra 2009 (før artikel 8 i forordning

1774/2002) omhandlede materiale, der er begrænset til

animalske biprodukter eller afledte produkter i denne

bestemmelses forstand, altså kategori 1- og kategori 2-materiale,

herunder forarbejdede animalske proteiner, afledt af kategori 3-

materiale?

3. Såfremt der ved overførsel, der omfattes af

godkendelseskravene i forordning (EF) nr. 1774/2002

–

forordning (EF) nr. 1069/2009

–som

omhandlet i artikel 1, stk.

3, litra d), i forordning 1013/2006 også skal forstås transport

(fra et land til et andet) af animalske biprodukter uanset hvilken

kategori materialet tilhører, skal artikel 1, stk. 3, litra d), i

forordning 1013/2006 da endvidere forstås således, at der

Miljø- og

Fødevareministeriet

19.03.20

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 430: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 28. februar 2020

T-570/19

T-571/19

T-572/19

hermed også menes overførsel af blandinger af animalske

biprodukter og andre stoffer og i bekræftende fald, har

mængdeforholdet mellem de animalske biprodukter og andre

stoffer da betydning? Eller mister et animalsk biprodukt sin

karakter af animalsk biprodukt som omhandlet i forordningen

om animalske biprodukter fra 2009, og bliver det animalske

biprodukt til affald som omhandlet i forordning 1013/2006

som følge af opblandingen med et andet stof?

Muratbey Gida mod EUIPO (Formen på en flettet ost)

Påstande:

—Den

anfægtede afgørelse annulleres.

—EUIPO

tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Muratbey Gida mod EUIPO (Formen på en flettet ost)

Påstande:

—Den

anfægtede afgørelse annulleres.

—EUIPO

tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Muratbey Gida mod EUIPO (Formen på en flettet ost)

Påstande:

—Den

anfægtede afgørelse annulleres.

—EUIPO

tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Miljø- og

Fødevareministeriet

Miljø- og

Fødevareministeriet

Miljø- og

Fødevareminsteriet

Dom

19.03.20