Europaudvalget 2019-20
EUU Alm.del Bilag 538
Offentligt
2176032_0001.png
Sundheds- og Ældreministeriet
Enhed: MEDINT
Sagsbeh.: DEPCAN
Koordineret med:
Sagsnr.: 2004408
Dok. nr.: 1165859
Dato: 06-04-2020
NOTAT
Notat om uformelt videomøde om COVID-19 mellem
sundhedsministrene i EU den 6. april 2020
Kommissionen havde indkaldt sundhedsministrene i EU til uformelt videomøde om
COVID-19 den 6. april 2020.
Formålet med mødet var at drøfte Kommissionens udsendte retningslinjer for EU-bistand
til det grænseoverskridende sundhedssamarbejde i forbindelse med COVID-19. Mødet
blev ledet af kommissær for sundhed og fødevaresikkerhed Stella Kyriakides.
Næstformand i Kommissionen for fremme af vores europæiske levevis, Margaritis Schinas,
deltog i dagens møde.
Kommissær Kyriakides orienterede om, at EU ville forberede en COVID-19-resolution med
henblik på vedtagelse på Verdenssundhedsforsamlingen i WHO. Resolutionen vil fokusere
på koordination, solidaritet og fælles krisestyring.
Kommissæren oplyste videre, at nogle lande kunne forvente at få de første leverancer af
værnemidler fra de fælles EU-udbud inden for et par uger, og at andre lande kunne
forvente længere leveringstid. Kommissionen ville give en ugentlig status for de fælles
udbud.
Næstformand Schinas bemærkede, at man arbejdede på en forlængelse af
indrejserestriktionerne ved de ydre grænser til om med den 15. maj. Kommissæren
nævnte også, at man havde drøftelser om sundhedsberedskab med partnere i regi af G20
og G7.
Kommissær Kyriakides præsenterede retningslinjerne for EU-bistand til det
grænseoverskridende sundhedssamarbejde i forbindelse med COVID-19-krisen. Krisen
belastede sundhedsvæsener og sundhedspersonale i EU, hvorfor solidaritet var afgørende.
Der var generel opbakning til Kommissionens retningslinjer. Flere lande bemærkede, at
den største hindring for at deltage i grænseoverskridende støtte var usikkerheden om
krisens udvikling kombineret med det faktum, at nationale kapaciteter allerede var
spændt til det yderste.
Nogle lande fremhævede de særlige udfordringer i føderale sundhedssystemer, hvor det
kan være vanskeligt at have det fulde overblik over kapaciteten.
Flere lande havde gode erfaringer med grænseoverskridende samararbejde og udtrykte
vilje til at hjælpe nabolande.