Europaudvalget 2019-20
EUU Alm.del Bilag 564
Offentligt
Resumé af uformelt videomøde for indenrigsministre i EU og i Schengen-associerede lande om COVID-
19 den 7. april 2020
Kommissionen havde indkaldt til endnu et statusmøde via videokonference for indenrigsministre i EU og i
Schengen-associerede lande på baggrund af COVID-19 udbruddet i Europa. Danmark deltog som hovedparten
af de øvrige medlemsstater i mødet på embedsmandsniveau (Justitsministeriet og Udlændinge- og
Integrationsministeriet).
Dagsordenen for statusmødet den 7. april 2020 bestod af følgende to punkter, der blev behandlet sammen på
mødet:
1. Implementering af midlertidige restriktioner for ikke-essentielle rejser til EU
2. Global EU-respons på COVID-19
Kommissionen takkede indledningsvist medlemsstaterne og de Schengen-associerede lande for et godt samarbejde
med henblik på at sikre godstransporten og grænsearbejderes frie bevægelighed. Kommissionen forklarede,
hvordan størstedelen af medlemsstaterne bidrager til at sikre indrejse for de essentielle rejsende samt fleksible
løsninger for forlængelse af lovligt ophold, herunder f.eks. via implementering af automatisk fornyelse af visum.
For så vidt angår midlertidige restriktioner for ikke-essentielle rejser til EU, meddelte Kommissionen, at de
bilaterale drøftelser med medlemslandene har bekræftet behovet for at forlænge indrejserestriktionerne for ikke-
essentielle rejser fra tredjelande. Det blev oplyst, at der nu lægges op til en forlængelse af indrejserestriktionerne
indtil den 15. maj 2020. Derudover oplyste Kommissionen, at man den 8. april 2020 forventer at offentliggøre en
”exit-strategi” baseret på bl.a.
koordinerede, effektive og videnskabelige kriterier med henblik på at muliggøre
nationale handleplaner.
Endelig understregede Kommissionen, at man bør gå forrest i den globale indsats mod COVID-19, herunder ved
at bistå bl.a. Afrika og Latinamerika. Det blev meddelt, at Kommissionen den 8. april 2020 vil præsentere en
meddelelse indeholdende et globalt beredskab hertil.
Enkelte af EU-medlemsstaterne orienterede på mødet endvidere om migrationssituationen, herunder at der fortsat
ankommer et væsentligt antal migranter og flygtninge til en række EU-medlemsstater, hvilket giver anledning til
bekymring i lyset af COVID-19-situationen samt behov for iværksættelse af forebyggende foranstaltninger,
herunder karantæne. Det er i den sammenhæng væsentligt, at oplysninger om situationen og tiltag i de tredjelande,
som flygtninge og migranter ankommer fra, indsamles og deles.