EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 600: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 1/5-20

Europaudvalget 2019-20
EUU Alm.del Bilag 600
Offentligt

Udenrigsministeriet

Juridisk Tjeneste, EU-retskontoret

Asiatisk Plads 2

–

1448 København K

Tlf.: 33 92 03 24 Fax: 33 92 03 03

Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse

JTEU j.nr. 2015 - 30240

1. maj 2020

Til orientering fremsendes nedenstående liste over EU-Domstolens aktiviteter i de kommende tre uger i

retssager, som har den danske regerings interesse. For så vidt angår sager, hvor der er nedsat

procesdelegation, indeholder listen oplysninger om tidspunktet for mundtlig forhandling, fremsættelse af

generaladvokatens forslag til afgørelse (GA) og afsigelse af dom. I sager, der i øvrigt følges af den danske

regering, oplyses der om tidspunkt for generaladvokatens forslag til afgørelse og afsigelse af dom.

Generaladvokatens udtalelser og EU-Domstolens domme offentliggøres på EU-Domstolens

hjemmeside (http://curia.europa.eu/) på selve datoen for fremsættelse eller afsigelse.

Der tages forbehold for, at listen er udarbejdet på baggrund af EU-Domstolens retslister, og at EU-

Domstolen med kort varsel kan foretage ændringer i egne retslister.

Liste over sager, hvor der nedsat procesdelegation:

Sagsnr.

Titel og kort sagsresumé

Deltager i PD

Proces-

skridt

Dato

Liste over sager, der i øvrigt følges af den danske regering:

Sagsnr.

C-96/19

Titel og kort sagsresumé

Bezirkshauptmanschaft Tulln

I. Skal forordning (EU) nr. 165/2014, navnlig dennes artikel 34,

stk. 3, sidste punktum, samt artikel 36, stk. 2, fortolkes således,

at de er til hinder for en national bestemmelse, som kræver, at

førere af motorkøretøjer, der er udstyret med en digital takograf

som omhandlet i artikel 2, stk. 2, litra h), i forordning (EU) nr.

165/2014, i tilfælde af, at enkelte arbejdsdage mangler på

førerkortet [artikel 2, stk. 2, litra f), i den nævnte forordning],

og der heller ikke medføres diagramark for de pågældende dage,

skal medbringe og udlevere tilsvarende bekræftelser fra

arbejdsgiveren, som skal opfylde mindstekravene i den af

Kommissionen udarbejdede formular i henhold til artikel 11,

stk. 3, i direktiv 2006/22/EF?

II. Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende: Er den

formular, som Kommissionen fastlagde med sin beslutning

2009/959/EU, helt eller delvis ugyldig?

EBN

1. Omfatter anvendelsesområdet for direktiv 79/7/EØF af 19.

december 1978 om gradvis gennemførelse af princippet om

ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til social

sikring (herefter »direktiv 79/7/EØF«) og/eller direktiv

Interessent

Transport- og

Boligministeriet

Proces

skridt

Dom

Dato

06.05.20

C-223/19

Justitsministeriet

Beskæftigelses-

ministeriet

Medarbejder- og

Kompetencestyrelsen

07.05.20

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 600: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 1/5-20

2006/54/EF af 5. juli 2006 om gennemførelse af princippet om

lige muligheder for og ligebehandling af mænd og kvinder i

forbindelse med beskæftigelse og erhverv bestemmelser i en

medlemsstat, der medfører, at et væsentligt større antal

mændend kvinder, der har ret til en arbejdsmarkedspension,

ved udbetaling af den pågældende arbejdsmarkedspension

behandles således, at den tidligere arbejdsgiver skal tilbageholde

beløb og har ret til at anvende disse frit, og er sådanne

bestemmelser udtryk for en forskelsbehandling som omhandlet

i nævnte direktiver?

2. Omfatter anvendelsesområdet for direktiv 2000/78/EF af

27. november 2000 om generelle rammebestemmelser om

ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv

bestemmelser i en medlemsstat, der er udtryk for en

forskelsbehandling på grund af alder, idet medlemsstatens

bestemmelser udelukkende indebærer økonomiske byrder for

ældre personer, der i henhold til en aftale har et privatretligt

krav på ydelse af en arbejdsmarkedspension i form af en direkte

ydelsesdefineret ordning, hvorimod yngre og helt unge

personer, der har indgået arbejdsmarkedspensionsaftaler, ikke

påføres nogen økonomiske byrder?

3. Såfremt medlemsstatens bestemmelser ikke indebærer nogen

former for forskelsbehandling, der er forbudt i henhold til

direktiv 79/7/EØF, direktiv 2000/78/EF og direktiv

2006/54/EF, finder bestemmelserne i chartret om

grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«), navnlig

forbuddene mod forskelsbehandling i henhold til chartrets

artikel 20 og 21, da anvendelse på arbejdsmarkedspensioner?

4. Skal chartrets artikel 20 ff. fortolkes således, at disse regler er

til hinder for bestemmelser i en medlemsstat, der gennemfører

EU-retten som omhandlet i chartrets artikel 51, og som er

udtryk for forskelsbehandling på grund af køn, alder,

formueforhold eller andre forhold, f.eks. de ejendomsforhold,

der gør sig gældende for deres tidligere arbejdsgiver, af

personer, der har et privatretligt krav på en

arbejdsmarkedspension, i forhold til andre personer, der har et

krav på en arbejdsmarkedspension, og forbyder chartret

sådanne former for forskelsbehandling?

5. Er nationale bestemmelser, som kun pålægger en lille gruppe

af personer, der har et kontraktmæssigt krav på en

arbejdsmarkedspension i form af en direkte ydelsesdefineret

ordning, en pligt til at erlægge finansielle ydelser til deres

tidligere arbejdsgiver, når disse bestemmelser kun omfatter

personer med høj arbejdsmarkedspension, også udtryk for en

forskelsbehandling på grund af formueforhold i henhold til

chartrets artikel 21?

6. Skal chartrets artikel 17 fortolkes således, at denne regel er til

hinder for bestemmelser i en medlemsstat, hvorved der direkte

ved lov og uden erstatning foretages et eksproprierende indgreb

i en aftale mellem to private parter om arbejdsmarkedspension i

form af en direkte ydelsesdefineret ordning til skade for en

tidligere arbejdstager i en virksomhed, der har truffet

foranstaltninger med henblik på at sikre

arbejdsmarkedspensionen og som ikke er i økonomiske

vanskeligheder?

7. Udgør det forhold, at der for så vidt angår en person, som

har krav på en arbejdsmarkedspension, ved lov pålægges den

tidligere arbejdsgiver en pligt til at undlade at udbetale visse

dele af det aftalte vederlag (af den aftalte

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 600: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 1/5-20

Forenede

sager

C-267/19

C-323/19

arbejdsmarkedspension), som en tilsidesættelse af aftalefriheden

et indgreb i arbejdsgiverens ejendomsret?

8. Skal chartrets artikel 47 fortolkes således, at denne regel er til

hinder for bestemmelser i en medlemsstat, der foretager en

ekspropriation direkte ved lov og ikke indrømmer andre

muligheder for at modsætte sig ekspropriationen end at anlægge

sag mod den, der drager fordel af ekspropriationen (den

tidligere arbejdsgiver, der er debitor i henhold til

pensionsaftalen), med påstand om erstatning og tilbagebetaling

af det beløb, der er blevet eksproprieret?

PARKING m.fl.

Sag C-267/19 vedrører:

1. Er en bestemmelse i national ret, nærmere bestemt artikel 1 i

Ovršni zakon

(offentliggjort i Narodne novine nr. 112/12,

25/13, 93/14, 55/16 og 73/17), der bemyndiger notarer til at

foretage inddrivelse af krav på grundlag af et autentisk

dokument ved at udstede en fuldbyrdelsesordre, som

tvangsfuldbyrdelsesdokument, uden udtrykkeligt samtykke fra

debitor, der er en juridisk person etableret i Republikken

Kroatien, i overensstemmelse med EMRK’s artikel 6, stk. 1, og

artikel 18 TEUF, henset til Domstolens dom i sag C- 484/15

og i sag C-551/15?

2. Kan den fortolkning, som Domstolen gav i sine domme af 9.

marts 2017, Zulfikarpašić (C-484/15,

EU:C:2017:199), og Pula

Parking (C-551/15, EU:C:2017:193), anvendes på sag Povrv-

1614/2018, som der er redegjort for ovenfor, som er indbragt

for den forelæggende ret, og skal, nærmere bestemt, forordning

nr. 1215/2012 fortolkes således, at notarer i Kroatien, der

handler inden for rammerne af de beføjelser, som er tillagt dem

i henhold til national ret i tvangsfuldbyrdelsesprocedurer på

grundlag af et »autentisk dokument«, hvor rekvisitus er en

juridisk person, der er etableret i andre EU-medlemsstater, ikke

er omfattet af begrebet »ret« i denne forordnings forstand?

Sag C-323/19 vedrører:

1. Er en bestemmelse i national lovgivning, såsom artikel 1 i

Ovršni zakon (lov om tvangsfuldbyrdelse) (offentliggjort

Narodne novine nr. 112/12, 25/13, 93/14, 55/16 og 73/17)

–

der tillægger notarer kompetence til at foretage

tvangsinddrivelse af fordringer på grundlag af et autentisk

dokument ved at udstede en fuldbyrdelsesordre i form af et

tvangsfuldbyrdelsesdokument uden udtrykkeligt samtykke fra

den betalingspligtige juridiske person, rekvisitus, som er

hjemmehørende i Republikken Kroatien

–

i overensstemmelse

med artikel 6, stk. 1, i den europæiske konvention til beskyttelse

af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder og

artikel 18 i traktaten om Den Europæiske Unions

funktionsmåde i betragtning af Den Europæiske Unions

Domstols domme i sagerne C-484/15 og C-551/15?

2. Kan den fortolkning, der er anlagt i Domstolens domme af

9. marts 2017,

Zulfikarpašić (C-484/15,

EU:C:2017:199), og

Pula Parking (C-551/15, EU:C:2017:193), anvendes i

ovennævnte sag nr. Povrv-752/19, og skal, nærmere bestemt,

forordning nr. 1215/2012 fortolkes således, at notarer i

Kroatien ikke er omfattet af begrebet »ret« i denne forordnings

forstand, når de handler inden for rammerne af de beføjelser,

som er tillagt dem i henhold til national ret i

tvangsfuldbyrdelsesprocedurer på grundlag af et »autentisk

Skatteministeriet

Dom

07.05.20

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 600: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 1/5-20

T-607/17

T-8/18

C-446/18

C-663/18

C-749/18

dokument«, når rekvirenterne er juridiske personer, der er

hjemmehørende i andre EUmedlemsstater?

Volotea mod Kommissionen

Påstande:

—

Europa-Kommissionens afgørelse af 29. juli 2016

om statsstøtte SA.33983 (2013/C) (ex 2012/NN) (ex

2011/NN) gennemført af Italien som kompensation til sardiske

lufthavne for public service-forpligtelser annulleres delvist.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale

sagsomkostningerne.

easyJet Airline mod Kommissionen

Påstande:

—

Kommissionens afgørelse (EU) 2017/1861

annulleres i sin helhed og under alle omstændigheder for så vidt

angår den angiveligt ulovlige statsstøtte, som blev ydet

sagsøgeren.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale

sagsomkostningerne.

AGROBET CZ

Er det i overensstemmelse med EU-retten og i særdeleshed

med princippet om momsens neutralitet, når en medlemsstat

vedtager en foranstaltning, hvorefter ansættelsen og betalingen

af en del af et momsfradrag, som der er fremsat kravom, gøres

betinget af afslutningen af en procedure, der omfatter alle

afgiftspligtige transaktioner i en given afgiftsperiode?

B S et C A

Skal forordning nr. 1307/2013 og nr. 1308/2013 samt

princippet om varernes frie bevægelighed fortolkes således, at

de ved bekendtgørelse af 22. august 1990 indførte

undtagelsesbestemmelser, hvorefter dyrkning, industriel

anvendelse og markedsføring af hamp skal begrænses til

plantens fibre og frø, fastsætter en restriktion, der er i strid med

fællesskabsretten?

B e.a.

1. Skal artikel 49 TEUF og 54 TEUF fortolkes således, at de er

til hinder for en medlemsstats lovgivning om sambeskatning,

som på den ene side tillader en konsolidering af resultater fra

selskaber i samme koncern, og udelukkende tillader vertikal

sambeskatning mellem et hjemmehørende moderselskab eller et

fast driftssted tilhørende et ikke-hjemmehørende moderselskab

og dets hjemmehørende datterselskaber, og som på den anden

side tilsvarende er til hinder for en ren horisontal

sambeskatning af datterselskaber alene til både et

ikkehjemmehørende moderselskab, der ikke har et fast

driftssted, og til såvel et hjemmehørende som et ikke-

hjemmehørende moderselskab, der dog har et fast driftssted?

2. Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende, skal

artikel 49 TEUF og 54 TEUF da fortolkes således, at de er til

hinder for en sådan lovgivning i en medlemsstat om

sambeskatning, og nærmere bestemt for den strenge

opdelingmellem ordningen om vertikal sambeskatning (mellem

et øverste selskab og dets direkte eller indirekte datterselskaber)

og ordningen om horisontal sambeskatning (mellem to eller

flere hjemmehørende datterselskaber til et øverste selskab, som

ikke er omfattet af sambeskatningen), der følger af denne

lovgivning, og forpligtelsen, der følger heraf, til at bringe en

eksisterende vertikal sambeskatning til ophør inden der kan

dannes en horisontalt sambeskattet koncern, såfremt

–

en vertikal sambeskatning med et på nationalt niveau

konsoliderende øverste selskab, som er hjemmehørende i den

pågældende medlemsstat (som samtidigt udgør det

Erhvervsministeriet

Dom

13.05.20

Erhvervsministeriet

Dom

13.05.20

Skatteministeriet

Dom

14.05.20

Miljø- og

Fødevareministeriet

Lægemiddelstyrelsen

14.05.20

Skatteministeriet

Dom

14.05.20

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 600: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 1/5-20

mellemliggende datterselskab i forhold til det ultimative

moderselskab, der er hjemmehørende i en anden medlemsstat)

og de hjemmehørende datterselskaber til det øverste selskab

tidligere

–

som følge af, at den pågældende medlemsstats

lovgivning alene anerkendte vertikal sambeskatning

–

har været

gældende for at kunne omfattes af ordningen, uanset om det

ultimative moderselskab har hjemsted i en anden medlemsstat,

–

søsterselskaber til det konsoliderende øverste selskab i den

pågældende medlemsstat (og dermed også datterselskaber til det

ultimative moderselskab, der er hjemmehørende i en anden

medlemsstat) gives afslag på at indtræde i den eksisterende

sambeskatning med den begrundelse, at de to

sambeskatningsordninger, den vertikale sambeskatning og den

horisontale sambeskatning, er uforenelige, og

–

inkluderingen af nævnte søsterselskaber i de konsoliderede

resultater for koncernens selskaber

–

med heraf følgende

negative skattemæssige konsekvenser på grund af ikke-

overholdelse af det minimumskrav til varigheden af

sambeskatningens beståen, som er fastsat i den nationale

lovgivning

–

ville indebære ophøret af den eksisterende

vertikale sambeskatning og indførelsen af en ny horisontal

sambeskatning, selv om det hjemmehørende konsoliderende

selskab (på hvis niveau de sambeskattede selskabers resultater

konsolideres) forbliver den samme?

3. Såfremt også det andet spørgsmål besvares bekræftende, skal

artikel 49 TEUF og 54 TEUF, sammenholdt med princippet

om EU-rettens effektive virkning, da fortolkes således, at de er

til hinder for en sådan lovgivning i en medlemsstat om

sambeskatning, og nærmere bestemt anvendelsen af en frist i

henhold til hvilken enhver ansøgning om indtrædelse i

sambeskatning obligatorisk skal indgives til den kompetente

myndighed inden udløbet af det første skatteår for den periode,

hvor der ansøges om sambeskatning, såfremt

–

det ifølge den bekræftende besvarelse af de to første

spørgsmål fremgår, at denne lovgivning, på en måde, der er

uforenelig med etableringsfriheden, har udelukket horisontal

sambeskatning mellem alene datterselskaber til samme

moderselskab samt ændringen af en eksisterende vertikal

sambeskattet koncern ved tilføjelse af søsterselskaber til det

konsoliderende selskab,

–

lovgivningen ifølge administrativ praksis eller national

retspraksis i den pågældende medlemsstat indtil

offentliggørelsen af [Den Europæiske Unions Domstols] dom

af 12. juni 2014 (forenede sager C-39/13, C-40/13 og C-

41/13), blev anset for at være gyldig,

–

flere selskaber efter offentliggørelsen af dom af 12. juni 2014

og inden udgangen af skatteåret 2014, under henvisning til dom

af 12. juni 2014 indgav en ansøgning om at indtræde i en

eksisterende sambeskattet koncern ved godkendelse af en

horisontal sambeskatning med den eksisterende koncerns

konsoliderende selskab, og

–

denne ansøgning ikke alene vedrører det på tidspunktet for

ansøgningens indgivelse stadig indeværende skatteår 2014, men

ligeledes det foregående skatteår 2013, fra og med hvilket de

pågældende selskaber opfyldte alle de med EU-retten forenelige

materielle krav for at kunne omfattes af

sambeskatningsordningen?

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 600: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 1/5-20

C-761/18

C-17/19

Leino-Sandberg mod Parlamentet (appel)

Påstande:

—

Rettens kendelse af 20. september 2018 i sag T-

421/17 ophæves.

—

Domstolen gør brug af sin beføjelse i henhold til artikel 61,

stk. 1, andet punktum, i statutten for Domstolen til selv at

træffe endelig afgørelse i sagen.

—

Europa-Parlamentet tilpligtes at betale sagsomkostningerne,

herunder de af eventuelle intervenerende parter afholdte sags-

omkostninger

Bouygues travaux publics e.a.

Skal artikel 11 i Rådets forordning (EØF) nr. 574/72 af 21.

marts 1972 om regler til gennemførelse af Rådets forordning

(EØF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale

sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige

erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden

for Fællesskabet, som ændret og ajourført ved Rådets

forordning (EF) nr. 118/97 af 2. december 1996, som ændret

ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr.

647/2005 af 13. april 2005, og artikel 19 i Europa-Parlamentets

og Rådets forordning (EF) nr. 987/2009 af 16. september 2009

om de nærmere regler til gennemførelse af Europa-

Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 883/2004 af 29.

april 2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger

fortolkes således, at en E 101-attest udstedt af den institution,

der er udpeget af den kompetente myndighed i en medlemsstat

i henhold til artikel 14, stk. 1 og stk. 2, litra b), i forordning nr.

1408/71, som ændret og ajourført ved forordning nr. 118/97,

som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning

(EF) nr. 647/2005 af 13. april 2005, eller en A1-attest udstedt i

henhold til artikel 13, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets

forordning nr. 883/2004 af 29. april 2004 om koordinering af

de sociale sikringsordninger, er bindende for retterne i den

medlemsstat, hvori arbejdet er udført ved fastsættelsen af den

lovgivning, der finder anvendelse, ikke blot på den sociale

sikringsordning, men også på arbejdsretten, når denne

lovgivning fastsætter arbejdsgivernes forpligtelser og

lønmodtagernes rettigheder, således at retterne, efter

afslutningen af de kontradiktoriske retsforhandlinger, kun kan

bortse fra de nævnte attester, hvis disse retter, på grundlag af en

undersøgelse af de konkrete elementer indsamlet under den

retslige efterforskning, som gjorde det muligt at konstatere, at

disse attester var indhentet eller påberåbt svigagtigt og at den

udstedende institution, som har fået dem forelagt, undlod at

tage hensyn hertil, inden for en rimelig frist fastslår, at der

foreligger svig, der objektivt udgøres af en manglende

overholdelse af betingelser, der er fastsat i en af de førnævnte

bestemmelser i Rådets forordning (EØF) nr. 574/72 af 21.

marts 1972 om regler til gennemførelse af Rådets forordning

(EØF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 og Europa-Parlamentets og

Rådets forordning (EF) nr. 987/2009 af 16. september 2009

om de nærmere regler til gennemførelse af forordning (EF) nr.

883/2004, og subjektivt af den retsforfulgte persons intention

om at omgå eller bortse fra betingelserne for udstedelse af den

nævnte attest for at opnå den fordel, som er knyttet hertil?

Miljø- og

Fødevareministeriet

14.05.20

Beskæftigelses-

ministeriet

Dom

14.05.20

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 600: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 1/5-20

C-181/19

C-189/19

Jobcenter Krefeld

1. Er udelukkelsen af unionsborgere, der har opholdsret på

grundlag af artikel 10 i forordning nr. 492/2011, fra at modtage

sociale ydelser som omhandlet i artikel 24, stk. 2, i direktiv

2004/38, forenelig med ligebehandlingsprincippet i artikel 18

TEUF, sammenholdt med artikel 10 og 7 i forordning nr.

492/2011?

a) Udgør en social ydelse som omhandlet i artikel 24, stk. 2, i

direktiv 2004/38 en social fordel som omhandlet i artikel 7, stk.

2, i forordning nr. 492/2011?

b) Finder begrænsningsreglen i artikel 24, stk. 2, i direktiv

2004/38 anvendelse på ligebehandlingsprincippet i artikel 18

TEUF, sammenholdt med artikel 10 og 7 i forordning nr.

492/2011?

2. Er udelukkelsen af unionsborgere fra at modtage særlige

ikkebidragspligtige kontantydelser som omhandlet i artikel 3,

stk. 3, og artikel 70, stk. 2, i forordning nr. 883/2004 forenelig

med ligebehandlingsprincippet i artikel 18 TEUF, sammenholdt

med artikel 4 i forordning nr. 883/2004, når de pågældende

borgere har opholdsret på grundlag af artikel 10 i forordning nr.

492/2011 og indgår i en social sikringsordning eller

familieydelsesordning som omhandlet i artikel 3, stk. 1, i

forordning nr. 883/2004?

Spenner

1. Forudsætter artikel 9, stk. 9, i Kommissionens afgørelse af

27. april 2011 om fastlæggelse af midlertidige EU-regler for

harmoniseret gratistildeling af emissionskvoter i henhold til

artikel 10a i Europa- Parlamentets og Rådets direktiv

2003/87/EF (2011/278/EU), at den væsentlige

kapacitetsudvidelse af et etableret anlæg er sket i den

basisperiode, som medlemsstaten har fastsat i henhold til artikel

9, stk. 1, i afgørelse (2011/278/EU)?

2. Skal artikel 9, stk. 9, første afsnit, sammenholdt med stk. 1, i

afgørelse 2011/278/EU i forbindelse med væsentlige

kapacitetsudvidelser fortolkes således, at der ved fastlæggelsen

af det historiske aktivitetsniveau for basisperioden fra den 1.

januar 2009 til den 31. december 2010 skal korrigeres for det

historiske aktivitetsniveau for kapacitetsudvidelsen, (selv) når

den væsentlige kapacitetsudvidelse fandt sted i basisperioden

fra den 1. januar 2005 til den 31. december 2008?

3. a) Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende: Skal

artikel 9, stk. 1, i afgørelse 2011/278/EU fortolkes således, at

medlemsstatens kompetente myndighed selv skal fastlægge

basisperioden fra den 1. januar 2005 til den 31. december 2008

eller fra den 1. januar 2009 til den 31. december 2010, eller må

medlemsstaten give driftslederen ret til at vælge basisperioden?

b) Såfremt medlemsstaten må give driftslederen mulighed for at

vælge: Skal medlemsstaten lægge den basisperiode til grund,

som fører til det højeste historiske aktivitetsniveau, selv om

driftslederen i henhold til medlemsstatens ret frit kan vælge

mellem basisperioderne og beslutter sig for at vælge en

basisperiode med lavere historiske aktivitetsniveauer?

4. Skal Kommissionens afgørelse (EU) 2017/126 af 24. januar

2017 om ændring af afgørelse 2013/448/EU for så vidt angår

fastsættelsen af en ensartet, tværsektoriel korrektionsfaktor i

henhold til artikel 10a i Europa- Parlamentets og Rådets

direktiv 2003/87/EF fortolkes således, at den tværsektorielle

korrektionsfaktor i forbindelse med tildelinger før den 1. marts

2017 skal anvendes i den oprindelige affattelse af artikel 4 og

Beskæftigelses-

ministeriet

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

Justitsministeriet

14.05.20

Energistyrelsen

Dom

14.05.20

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 600: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 1/5-20

C-15/19

bilag II til afgørelse 2013/448/EU for perioden 2013-2020 og i

forbindelse med mertildelinger af emissionskvoter efter den 28.

februar 2017 på grundlag af en retsafgørelse på den samlede

mængde yderligere tildelinger for perioden 2013-2020 eller kun

på de yderligere tildelinger for perioden 2018-2020?

Azienda Municipale Ambiente

1) Er den af appeldomstolen anlagte fortolkning, hvorefter

artikel 15 og 17 i lovdekret nr. 36/2003, der har gennemført

artikel 10 og 14 i direktiv 1999/31/EF i den nationale

retsorden, finder anvendelse med tilbagevirkende kraft, med

den virkning, at bestående deponeringsanlæg, som allerede er

godkendt, ubetinget omfattes af de herved pålagte forpligtelser,

og navnlig den del, hvor efterbehandlingsperioden forlænges

fra 10 til 30 år, forenelig med de nævnte [EUretlige]

bestemmelser?

2) Er den af appeldomstolen anlagte fortolkning, hvorefter

artikel 15 og 17 i lovdekret nr. 36/2003 finder anvendelse på

bestående deponeringsanlæg, der allerede er godkendt, selv om

artikel 17 som et led i indførelsen af de herved pålagte

forpligtelser, herunder på de nævnte anlæg, begrænser

gennemførelsesforanstaltningerne til fastsættelsen af en

overgangsperiode og slet ikke indeholder foranstaltninger til at

dæmpe forlængelsens finansielle virkning på »indehaveren«,

forenelig med artikel 10 og 14 i direktiv 1999/31/EF, ifølge

hvilke medlemsstaterne træffer »foranstaltninger til at sikre, at

alle omkostninger ved etablering og drift af et

deponeringsanlæg, herunder så vidt muligt omkostningerne i

forbindelse med sikkerhedsstillelse eller tilsvarende som

omhandlet i artikel 8, litra a), nr. iv), og de anslåede

omkostninger ved deponeringsanlæggets nedlukning samt

efterbehandling i en periode på mindst 30 år er dækket af den

betaling, operatøren forlanger for deponering af en hvilken som

helst type affald på anlægget« og »foranstaltninger til at sikre, at

deponeringsanlæg, som allerede er godkendt eller i drift på

tidspunktet for dette direktivs gennemførelse, […] fortsætter

driften«, især i forhold til deres præceptive karakter?

3) Er den af appeldomstolen anlagte fortolkning, hvorefter

ovennævnte artikel 15 og 17 i lovdekret nr. 36/2003 finder

anvendelse på bestående deponeringsanlæg, der allerede er

godkendt, herunder hvad angår de finansielle byrder, der følger

af de herved pålagte forpligtelser, og navnlig som følge af

efterbehandlingsperiodens forlængelse fra 10 til 30 år, idet

denne byrde belaster »indehaveren«, og således at ændring in

peius af de takster, som indehaveren modtager i henhold til

kontrakterne om regulering af affaldsbortskaffelse, lovliggøres,

forenelig med artikel 10 og 14 i direktiv 1999/31/EF?

4) Er den af appeldomstolen anlagte fortolkning, hvorefter

ovennævnte artikel 15 og 17 i lovdekret nr. 36/2003 finder

anvendelse på bestående deponeringsanlæg, der allerede er

godkendt, herunder hvad angår de finansielle byrder, der følger

af de herved pålagte forpligtelser, og navnlig som følge af

efterbehandlingsperiodens forlængelse fra 10 til 30 år, idet ikke

kun affald, som indleveres fra og med datoen for

ikrafttrædelsen af gennemførelsesforanstaltningerne, men også

tidligere indleveret affald, skal tages i betragtning ved

fastsættelsen af disse byrder, forenelig med artikel 10 og 14 i

direktiv 1999/31/EF?

Miljø- og

Fødevareministeriet

Dom

14.04.20

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 600: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 1/5-20

C-129/19

Presidenza del Consiglio dei Ministri

a) Pålægger [EU]-retten

–

i relation til forsinket (og/eller

ufuldstændig) gennemførelse af Rådets direktiv 2004/80/EF af

29. april 2004 »om erstatning til ofre for forbrydelser«, der ikke

er self-executing, i den nationale retsorden, og navnlig hvad

angår pligten i medfør af direktivet til at indføre en ordning for

erstatning til ofre for voldsforbrydelser, hvorefter

medlemsstaten i kraft af principperne i Domstolens praksis

(bl.a. [dom af 9.11.1995, C-479/93,] Francovich, og [af

5.3.1996, C-49/93,] Brasserie du Pecheur og Factortame III)

kan ifalde erstatningsansvar over for personer i

grænseoverskridende situationer, der udgør direktivets

personelle anvendelsesområde

–

at fastsætte et lignende ansvar

hos medlemsstaten over for personer i rent interne situationer

(der således er bosat i den pågældende medlemsstat), der ikke

ville være blevet direkte modtagere af fordelene ved direktivets

gennemførelse, men som

–

med henblik på at undgå en

tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet/princippet om

forbud mod forskelsbehandling i [EU]-retten

–

burde og kunne

have draget fordel af en udvidelse af direktivets effektive

virkning (dvs. den nævnte erstatningsordning), såfremt

direktivet var blevet rettidigt og fuldstændigt gennemført?

–

Såfremt det foregående spørgsmål besvares bekræftende:

b) Kan erstatningen til ofre for forsætlige voldsforbrydelser (og

navnlig seksuelle overgreb som omhandlet i artikel 609a i

codice penale (den italienske straffelov)) i henhold til

indenrigsministerens dekret af 31. august 2017 (vedtaget i

medfør af artikel 11, stk. 3, i legge 7 luglio 2016, n. 122,

Disposizioni per l’adempimento degli obblighi derivanti

dall’appartenenza dell’Italia all’Unione europea –

Legge europea

2015-2016 (lov nr. 122 af 7.7.2016, bestemmelser truffet til

gennemførelse af forpligtelser som følge af Italiens

medlemskab af Den Europæiske Union

–

lov om

gennemførelse af EU-retlige bestemmelser 2015-2016)), som

ændret (ved artikel 6 i lov nr. 167 af 20.11.2017 og artikel 1, stk.

593-596, i lov nr. 145 af 30.12.2018), med et fast beløb på 4 800

EUR anses for at være »en rimelig og passendeerstatning til

ofre« til gennemførelse af artikel 12, stk. 2, i direktiv 2004/80?

Miljø- og

Fødevareministeriet

14.04.20