Den 26. maj 2020
MFVM 060
GRUNDNOTAT TIL FOLKETINGETS EUROPAUDVALG
om Kommissionens forslag til gennemførelsesbestemmelser til Rådets
forordning (EU) nr. 834/2007 om undtagelsesbestemmelser i forhold til
kontrolkrav og produktionsregler for økologi under COVID-19 pandemien
(komitésag)
KOM-dokument foreligger ikke
Resumé
Kommissionen har fremsat forslag til gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EU) nr.
834/2007 for undtagelser i forhold til kontrolkrav og produktionsregler for økologi under COVID-19
pandemien (komitésag). Forslaget vurderes generelt ikke at berøre beskyttelsesniveauet i Danmark.
Ændringerne vil træde i kraft hurtigst muligt og anvendes med tilbagevirkende kraft fra 1. marts
2020 og indtil 30. september 2020. Forslaget forventes sat til skriftlig afstemning i Komitéen for
Økologisk Produktion i starten af juni 2020. Regeringen agter på den baggrund at støtte forslaget,
idet der arbejdes for, at en del af kontrollerne kan udskydes til 2021, og at den del af Kommissionens
forslag, som vedrører øget mulighed for brug af ikke-økologisk proteinfoder, udgår.
Baggrund
Kommissionen ventes at fremsætte forslag om bestemmelser til Rådets forordning (EU) nr. 834/2007
om fravigelse af visse kontrol- og produktionsmæssige krav for økologi i forbindelse med håndtering af
COVID-19 pandemien.
Forslaget ventes fremsat med hjemmel i artikel 22(3), 28(6), 30(2), 38(c), (d) og (e) i Rådets
forordning 834/2007 om økologisk produktion og mærkning af økologiske produkter.
Forslaget behandles i en undersøgelsesprocedure i Komitéen for Økologisk Produktion. Afgiver
Komitéen en positiv udtalelse med kvalificeret flertal, vedtager Kommissionen forslaget. Afgiver
Komitéen en negativ udtalelse med kvalificeret flertal, vedtager Kommissionen ikke forslaget, idet
Kommissionen inden for to måneder kan forelægge Komitéen et ændret forslag eller inden for en
måned kan forelægge forslaget for appeludvalget. Afgives der ikke nogen udtalelse med kvalificeret
flertal, kan Kommissionen vedtage forslaget inden for to måneder, forelægge komitéen et ændret
forslag eller inden for en måned forelægge forslaget for appeludvalget. Afgiver appeludvalget med
kvalificeret flertal en negativ udtalelse om forslaget, kan Kommissionen ikke vedtage forslaget. Afgiver
appeludvalget med kvalificeret flertal en positiv udtalelse, vedtager Kommissionen forslaget. Afgiver
appeludvalget ikke nogen udtalelse med kvalificeret flertal kan Kommissionen vedtage forslaget.