UDENRIGSMINISTERIET
ALO, sagsnr.: 2020-20953
Rådskonklusioner vedr. ny national sikkerhedslov i Hongkong
SAMLENOTAT
KOM-dokument foreligger ikke.
1. Resumé
Forslaget til Rådskonklusioner indeholder en oversigt over EU’s
koordinerede og foreløbige reaktion på den nye
nationale sikkerhedslov for Hongkong indført den 30. juni 2020. Rådskonklusionerne udtrykker en fælles EU-
linje og bekymring over de mulige implikationer af loven særligt for befolkningen i Hongkong.
Rådskonklusionerne indeholder initiativ til en række konkrete tiltag over for Kina og Hongkong på både EU- og
medlemslandsniveau. Rådskonklusionerne forventes ikke at have økonomiske eller lovgivningsmæssige
konsekvenser. Regeringen støtter vedtagelsen af Rådskonklusionerne.
2. Baggrund
Kinas Folkekongres vedtog og indførte den 30. juni 2020 en ny national sikkerhedslov for
Hongkong. Loven tilsiger, at national sikkerhed skal opretholdes ved at forebygge, stoppe og
straffe enhver handling, der bringer den nationale sikkerhed i fare, herunder løsrivelse,
statsundergravende virksomhed, terrorhandlinger og udenlandsk indblanding. Loven omfatter
alle institutioner, organisationer og personer i og uden for Hongkong, der udfører en af de
definerede forbrydelser, og loven har en strafferamme på op til livstid. Loven forventes at få
indflydelse på fremtiden i Hongkong, herunder på gældende frihedsrettigheder og det
kommende valg til Hongkongs lovgivende forsamling (LegCo) den 6. september 2020. Forslaget
har affødt markante lokale og internationale reaktioner bl.a. fra EU, G7 og USA.
EU’s
udenrigsministre drøftede situationen i Hongkong på rådsmødet (udenrigsanliggender) den 13.
juli 2020, hvor det blev besluttet at se på yderligere muligheder for konkrete reaktioner på loven.
3. Formål og indhold
Rådskonklusionerne er udtryk for en fælles EU-linje som reaktion på den nye nationale
sikkerhedslov. Rådskonklusionerne indeholder konkrete tiltag fra EU og medlemslandenes side
over for Hongkong og Kina herunder tiltag på følgende områder:
- Overveje implikationerne for EU's asyl-, migration- og visumpolitik.
- Øget fokus på eksportkontrol af sensitiv teknologi og udstyr, som kan bruges til intern
repression og overvågning.
- Afsøge mulighederne for øget akademisk udveksling og legater til studerende fra
Hongkong.
- Øget støtte til civilsamfundet i Hongkong.
- Aktivt følge retssager mod pro-demokratiske aktivister.
- Handle på mulige konsekvenser og risici for EU-borgere.
- Monitorere effekterne af loven særligt de ekstraterritoriale effekter.
- Revurdere medlemslandenes udleveringsaftaler og andre relevante aftaler med Hongkong.
- Undgå for nuværende at indlede nye forhandlinger med Hongkong.
1