EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 910: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 21/8-20

Europaudvalget 2019-20
EUU Alm.del Bilag 910
Offentligt

Udenrigsministeriet

Juridisk Tjeneste, EU-retskontoret

Asiatisk Plads 2

–

1448 København K

Tlf.: 33 92 03 24 Fax: 33 92 03 03

Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse

JTEU j.nr. 2015 - 30240

21. august 2020

Til orientering fremsendes nedenstående liste over EU-Domstolens aktiviteter i de kommende tre uger i

retssager, som har den danske regerings interesse. For så vidt angår sager, hvor der er nedsat

procesdelegation, indeholder listen oplysninger om tidspunktet for mundtlig forhandling, fremsættelse af

generaladvokatens forslag til afgørelse (GA) og afsigelse af dom. I sager, der i øvrigt følges af den danske

regering, oplyses der om tidspunkt for generaladvokatens forslag til afgørelse og afsigelse af dom.

Generaladvokatens udtalelser og EU-Domstolens domme offentliggøres på EU-Domstolens

hjemmeside (http://curia.europa.eu/) på selve datoen for fremsættelse eller afsigelse.

Der tages forbehold for, at listen er udarbejdet på baggrund af EU-Domstolens retslister, og at EU-

Domstolen med kort varsel kan foretage ændringer i egne retslister.

Liste over sager, hvor der nedsat procesdelegation:

Sagsnr.

C-445/19

Titel og kort sagsresumé

Viasat Broadcasting UK (ulovlighedsrenter, TV2)

Emne:

TV2 og spørgsmålet om ulovlighedsrenter

Spørgsmål:

1) Gælder forpligtelsen for en national domstol til at

pålægge en støttemodtager at betale ulovlighedsrenter, jf.

CELF-dommen, også i en situation som den foreliggende,

hvor den ulovlige statsstøtte udgjorde public service-

kompensation, der efterfølgende er fundet forenelig med

det indre marked efter TEUF artikel 106, stk. 2, og hvor

godkendelsen er sket på grundlag af en vurdering af hele

public service-virksomhedens samlede økonomi, herunder

dens kapitalisering?

2) Gælder forpligtelsen for en national domstol til at

pålægge en støttemodtager at betale ulovlighedsrenter, jf.

CELF-dommen, også beløb, som under omstændigheder

som i den foreliggende sag er overført fra

støttemodtageren til tilknyttede virksomheder i henhold til

en offentligretlig forpligtelse, men som ved en endelig

kommissionsafgørelse er kvalificeret som en fordel i TEUF

artikel 107, stk. l's forstand til støttemodtageren?

3) Gælder forpligtelsen for en national domstol til at

pålægge en støttemodtager at betale ulovlighedsrenter, jf.

CELF-dommen, også statsstøtte, som støttemodtageren

under omstændigheder som i den foreliggende sag har

modtaget fra en offentligt kontrolleret virksomhed, idet

sidstnævntes midler delvist hidrører fra salg af

støttemodtagerens ydelser

Deltager i PD

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Kulturministeriet

Erhvervsministeriet

Kammeradvokaten

Til orientering:

Energistyrelsen

Proces-

skridt

Dato

03.09.20

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 910: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 21/8-20

C-336/19

Centraal Israëlitisch Consistorie van België e.a.

Emne:

Dyrevelfærd (rituel slagtning)

Spørgsmål:

1. Skal artikel 26, stk. 2, første afsnit, litra c), i Rådets

forordning nr. 99/2009 af 24. september 2009 om

beskyttelse af dyr på aflivningstidspunktet fortolkes

således, at medlemsstaterne, som en undtagelse fra den i

denne forordnings artikel 4, stk. 4, fastsatte bestemmelse

og med henblik på at øge dyrevelfærden, kan udstede

forskrifter som de i decreet van het Vlaamse Gewest van 7

juli 2017 »houdende wijziging van de wet van 14 augustus

1986 betreffende de bescherming en het welzijn der dieren,

wat de toegelaten methodes voor het slachten van dieren

betreft« (regionen Flanderns dekret af 7.7.2017 »om

ændring af lov af 14.8.1986 om beskyttelse af

dyrevelfærden hvad angår tilladte metoder til slagtning af

dyr«) omhandlede, idet disse forskrifter dels indeholder et

forbud mod slagtning af dyr uden bedøvelse, der også

gælder for rituelle slagtninger, dels fastsætter en alternativ

bedøvelsesmetode for rituelle slagtninger baseret på en

reversibel bedøvelse, der ikke må føre til dyrets død?

2. Såfremt det første præjudicielle spørgsmål besvares

bekræftende, er førnævnte forordnings artikel 26, stk. 2,

første afsnit, litra c), i den i første spørgsmål anførte

fortolkning da i strid med artikel 10, stk. 1, i Den

Europæiske Unions charter om grundlæggende

rettigheder?

3. Såfremt det første præjudicielle spørgsmål besvares

bekræftende, er førnævnte forordnings artikel 26, stk. 2,

første afsnit, litra c), sammenholdt med denne forordnings

artikel 4, stk. 4, i den i første spørgsmål anførte fortolkning

da i strid med artikel 20, 21 og 22 i Den Europæiske

Unions charter om grundlæggende rettigheder derved, at

aflivning af dyr efter særlige metoder, der er foreskrevet

ved religiøse ritualer, kun må foretages i henhold til en

betinget undtagelse fra pligten til at bedøve dyret (artikel 4,

stk. 4, jf. artikel 26, stk. 2), mens der for aflivning af dyr

under jagt, sportsfiskeri og i forbindelse med kultureller

sportsarrangementer af de grunde, der er nævnt i

betragtningerne til forordningen, gælder forskrifter,

hvorefter disse aktiviteter ikke falder under forordningens

anvendelsesområde og derfor heller ikke er omfattet af

pligten til forudgående bedøvelse ved aflivning (artikel 1,

stk. 1, andet afsnit, og stk. 3)?

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Miljø- og

Fødevareministeriet

Fødevarestyrelsen

10.09.20

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 910: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 21/8-20

Liste over sager, der i øvrigt følges af den danske regering:

Sagsnr.

C-742/18

Titel og kort sagsresumé

Republikken Tjekkiet mod Kommissionen (appel)

Påstande:

—

Domskonklusionens punkt 2 i Rettens dom i sag

T-627/16 og den dertil hørende del af dommen ophæves.

—

Kommissionens afgørelse (EU) 2016/1059 annulleres, for

så vidt som den udelukker udgifter på 462 517,83 EUR i

forbindelse med den generelle arealbetaling.

—

Kommissionens afgørelse (EU) 2016/1059 annulleres, for

så vidt som den udelukker udgifter på 636 516,20 EUR i

forbindelse med investeringer i vinsektoren.

—

Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Mellifera e. V. mod Europa-Kommissionen (appel)

Påstande: 1. Rettens dom af 27. september 2018, Mellifera e. V.

mod Europa-Kommissionen, T-12/17, ophæves, for så vidt

som Retten forkastede første led af appellantens påstande (den

appellerede doms præmis 18, første led) om annullation af

indstævntes afgørelse af 8. november 2016, Ares(2016)6306335

og pålagde appellanten at betale sagsomkostningerne.

2. Indstævntes afgørelse, der er nævnt ovenfor i nr. 1,

annulleres.

3. Europa-Kommissionen tilpligtes at betale

sagsomkostningerne.

XN m.fl.

1. Er et stof, der ikke er et biprodukt som omhandlet i

rammedirektivet om affald, pr. definition heller ikke et animalsk

biprodukt som omhandlet i forordningen om animalske

biprodukter fra 2009, således at dette stof ikke i henhold til

artikel 1, stk. 3, i forordning 1013/2006 er undtaget fra

anvendelsesområdet for forordning 1013/2006? Eller er det

ikke udelukket, at et stof omfattes af definitionen af animalske

biprodukter som omhandlet i forordningen om animalske

biprodukter, hvis dette stof ikke opfylder betingelserne i artikel

5, stk. 1, i rammedirektivet om affald, således at det ikke uden

videre omfattes af forordning 1013/2006?

2. Hvorledes skal en overførsel, der omfattes af

godkendelseskravene i forordning (EF) nr. 1774/2002

–

forordning (EF) nr. 1069/2009

–som

omhandlet i artikel 1, stk.

3, i forordning 1013/2006 forstås: Menes der hermed

transporten (fra et land til et andet) af animalske biprodukter,

uanset hvilken kategori materialet tilhører? Eller menes der

hermed transport af det i artikel 48 i forordningen om

animalske biprodukter fra 2009 (før artikel 8 i forordning

1774/2002) omhandlede materiale, der er begrænset til

animalske biprodukter eller afledte produkter i denne

bestemmelses forstand, altså kategori 1- og kategori 2-materiale,

herunder forarbejdede animalske proteiner, afledt af kategori 3-

materiale?

3. Såfremt der ved overførsel, der omfattes af

godkendelseskravene i forordning (EF) nr. 1774/2002

–

forordning (EF) nr. 1069/2009

–som

omhandlet i artikel 1, stk.

3, litra d), i forordning 1013/2006 også skal forstås transport

(fra et land til et andet) af animalske biprodukter uanset hvilken

kategori materialet tilhører, skal artikel 1, stk. 3, litra d), i

forordning 1013/2006 da endvidere forstås således, at der

hermed også menes overførsel af blandinger af animalske

biprodukter og andre stoffer og i bekræftende fald, har

Interessent

Miljø- og

Fødevareministeriet

Proces

skridt

Dom

Dato

03.09.20

C-784/18

Miljø- og

Fødevareministeriet

Dom

03.09.20

Forenede

sager C-

21/19-C-

23/19

Miljø- og

Fødevareministeriet

Dom

03.09.20

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 910: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 21/8-20

Forenede

sager C-

84/19, C-

222/19 og

C-252/19

C-186/19

mængdeforholdet mellem de animalske biprodukter og andre

stoffer da betydning? Eller mister et animalsk biprodukt sin

karakter af animalsk biprodukt som omhandlet i forordningen

om animalske biprodukter fra 2009, og bliver det animalske

biprodukt til affald som omhandlet i forordning 1013/2006

som følge af opblandingen med et andet stof?

Profi Credit Polska m.fl.

1. Skal artikel 1, stk. 2, i Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april

1993 fortolkes således, at direktivet ikke finder anvendelse på

bedømmelsen af, om enkelte kontraktvilkår, som vedrører de

renteuafhængige omkostninger i forbindelse med en kredit, er

urimelige, når en medlemsstats lovbestemmelser fastsætter et

loft for disse omkostninger, idet de fastsætter, at der ikke kan

stilles krav om betaling af renteuafhængige omkostninger i

forbindelse med en forbrugerkreditaftale, såfremt de overstiger

det loft for renteuafhængige omkostninger i forbindelse med en

kredit, som er beregnet i henhold til lovbestemmelserne, eller

det samlede kreditbeløb?

2. Skal artikel 4, stk. 2, i Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april

1993 fortolkes således, at et kontraktvilkår, der regulerer de

renteuafhængige omkostninger, som låntageren skal afholde og

tilbagebetale sammen med lånet foruden renterne, og som er

knyttet til selve aftaleindgåelsen og ydelsen af kreditten (i form

af gebyrer, provisioner og omkostninger af anden art), ikke er

underlagt en bedømmelse af deres eventuelle urimelighed i

henhold til denne bestemmelse, hvis de er affattet klart og

forståeligt?

3. Skal artikel 4, stk. 2, i Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april

1993 fortolkes således, at kontraktvilkår, hvorved der indføres

omkostninger af forskellig art, som er knyttet til ydelsen af en

kredit, ikke er affattet »klart og forståeligt«, hvis det ikke

fremgår af dem, hvilke konkrete modydelser de afholdes for, og

forbrugeren ikke kan se, hvad forskellen på dem er?

Supreme Site Services e.a.

1(a). Skal Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr.

1215/2012 af 12. december 2012 om retternes kompetence og

om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil-

og handelsretlige område (omarbejdning) (EUT 2012, L 351, s.

1, herefter »Bruxellesforordning I-a«) fortolkes således, at en

sag som den foreliggende, hvori en international organisation

nedlægger påstand om (i) ophævelse af en arrest foretaget af

modparten i en anden medlemsstat, og om (ii) forbud mod, at

modparten af de samme faktiske grunde på ny foretager arrest,

og til støtte for disse påstande påberåber sig

eksekutionsimmunitet, helt eller delvis må anses for at være en

sag på det civil- og handelsretlige område som omhandlet i

artikel 1, stk. 1, i Bruxellesforordning I-a?

1(b). Har det ved besvarelsen af spørgsmål 1(a) nogen

betydning, og i bekræftende fald da hvilken, at retten i en

medlemsstat har givet tilladelse til foretagelse af arrest for en

fordring, som modparten hævder at have på en international

organisation, og som er genstand for en hovedsag i denne

medlemsstat, der vedrører en tvist på grundlag af en kontrakt

om betaling af brændstoffer, der er leveret til en fredsbevarende

mission, som gennemføres af en med denne internationale

organisation forbundet international organisation?

2(a). Såfremt spørgsmål 1(a) besvares bekræftende, skal artikel

24, nr. 5, i Bruxellesforordning I-a da fortolkes således, at i et

tilfælde, hvor retten i en medlemsstat har givet tilladelse til

Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsen

Dom

03.09.20

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Forsvarsministeriet

Forsvarsministeriets

Materiel- og

Indkøbsstyrelse

Kammeradvokaten

Dom

03.09.20

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 910: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 21/8-20

C-311/19

Forenede

sager C-

322/19 og

C-385/19

arrest, og denne arrest foretages i en anden medlemsstat, bliver

retterne i den medlemsstat, hvor arresten er foretaget,

enekompetente til at påkende en påstand om ophævelse af

denne arrest?

2(b). Har det ved besvarelsen af spørgsmål 2(a) nogen

betydning, og i bekræftende fald hvilken, at den internationale

organisation har støttet sin påstand om ophævelse af arresten

på eksekutionsimmunitet?

3. Såfremt det ved besvarelsen af spørgsmålet, om der er tale

om en sag på det civil- og handelsretlige område som

omhandlet i artikel 1, stk. 1, i Bruxellesforordning I-a,

henholdsvis tale om en påstand, der omfattes af artikel 24, nr.

5, i Bruxellesforordning I-a, har betydning, at den internationale

organisation har støttet sin påstand på eksekutionsimmunitet, i

hvilket omfang er den pågældende ret da forpligtet til at afgøre,

om anbringendet om immunitet skal tiltrædes, og gælder der

herved den regel, at denne ret skal tage alle de oplysninger, den

råder over, i betragtning, herunder i påkommende tilfælde

modpartens indsigelser, eller en anden regel?

BONVER WIN

1) Finder artikel 56 ff. i traktaten om Den Europæiske Unions

funktionsmåde anvendelse på en national lovgivning (en

almengyldig retsakt af bindende karakter i form af et

kommunalt dekret), der forbyder en bestemt tjenesteydelse i en

del af en kommune, blot fordi en af denne lovgivning berørt

tjenesteyders kunder måtte komme eller kommer fra en anden

EU-medlemsstat? Er en simpel påstand om den eventuelle

tilstedeværelse af kunder fra en anden medlemsstat i givet fald

tilstrækkelig til, at artikel 56 i traktaten om Den Europæiske

Unions funktionsmåde finder anvendelse, eller er

tjenesteyderen forpligtet til at bevise den konkrete levering af

tjenesteydelser til kunder, som kommer fra andre

medlemsstater?

2) Har det betydning for besvarelsen af det første spørgsmål, at:

a) den eventuelle restriktion for den frie udveksling af

tjenesteydelser er betydeligt begrænset i både geografisk og

indholdsmæssig henseende (potentiel anvendelse af en de

minimis-undtagelse)

b) den nationale lovgivning ikke synes, retligt eller faktisk, at

medføre en forskellig regulering af situationen for enheder, der

hovedsageligt leverer tjenesteydelser til statsborgere fra andre

EUmedlemsstater på den ene side, og situationen for enheder,

der fokuserer på et nationalt klientel på den anden side?

KS and MHK m.fl.

(a). Kan der ved fortolkningen af et EU-retligt instrument, som

gælder i en bestemt medlemsstat, når der samtidigt vedtages et

instrument, som ikke finder anvendelse på den pågældende

medlemsstat, da vedfortolkningen af det førstnævnte

instrument tages hensyn til det sidstnævnte instrument?

(b). Finder artikel 15 i direktiv 2013/33/EU om

modtagelsesforhold (omarbejdning) anvendelse på en person,

med hensyn til hvem der er truffet en afgørelse om overførsel i

henhold til Dublin III-forordningen, forordning (EU) nr.

604/2013?

(c). Er en medlemsstat ved gennemførelsen af artikel 15 i

direktiv 2013/33/EU om modtagelsesforhold (omarbejdning)

berettiget til at vedtage en generel retsakt, der reelt medfører, at

ansøgere, der kan overføres i henhold til Dublin III-

forordningen, forordning (EU) nr. 604/2013, tilskrives

Justitsministeriet

Miljø- og

Fødevareministeriet

03.09.20

Miljø- og

Fødevareministeriet

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

03.09.20

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 910: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 21/8-20

C-356/19

C-404/19

forsinkelser i forbindelse med eller efter, at der træffes en

afgørelse om overførsel?

(d). Når en ansøger forlader en medlemsstat efter dér at have

undladt at ansøge om international beskyttelse og rejser til en

anden medlemsstat, hvor han eller hun ansøger om

international beskyttelse og bliver genstand for en afgørelse

truffet i henhold til Dublin III-forordningen, forordning (EU)

nr. 604/2013, i henhold til hvilken han eller hun overføres

tilbage til den første medlemsstat, kan den deraf følgende

forsinkelse i behandlingen af ansøgningen om beskyttelse da

tilskrives ansøgeren som omhandlet i artikel 15 i direktiv

2013/33/EU om modtagelsesforhold (omarbejdning)?

(e). Når en ansøger kan overføres til en anden medlemsstat i

henhold til Dublin III-forordningen, forordning (EU) nr.

604/2013, men denne overførsel forsinkes som følge af en sag

om domstolsprøvelse anlagt af ansøgeren med den konsekvens,

at overførslen suspenderes i henhold til rettens afgørelse om

udsættelse, kan den deraf følgende forsinkelse i behandlingen af

ansøgningen om international beskyttelse da tilskrives

ansøgeren som omhandlet i artikel 15 i direktiv 2013/33/EU

om modtagelsesforhold (omarbejdning), enten generelt eller

navnlig hvis det i disse sager kan fastslås, at domstolsprøvelsen

åbenbart eller på anden vis savner grundlag eller udgør

proceduremisbrug?

Delfly

1. Skal artikel 7, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets

forordning (EF) nr. 261/2004 af 11. februar 2004 om fælles

bestemmelser om kompensation og bistand til

luftfartspassagerer ved boardingsafvisning og ved aflysning eller

lange forsinkelser og om ophævelse af forordning (EØF) nr.

295/91 (EFT 2004 L 46, s. 1) forstås således, at bestemmelsen

ikke kun regulerer pligten til at betale kompensation, men også

hvordan denne forpligtelse skal opfyldes?

2. Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende; kan en

passager eller den, der er indtrådt i hans rettigheder, faktisk

kræve betaling af det beløb, der svarer til 400 EUR i en anden

valuta, navnlig i den nationale valuta i det land, hvor den

passager, hvis flyvning blev aflyst eller var forsinket, er bosat?

3. Såfremt det andet spørgsmål besvares bekræftende; efter

hvilke kriterier skal den valuta i hvilken en passager eller den,

som er indtrådt i den pågældendes rettigheder, kan kræve

betaling, fastlægges, og hvilken valutakurs bør finde

anvendelse?

4. Er artikel 7, stk. 1, eller andre bestemmelser i [forordning nr.

261/2004] til hinder for anvendelsen af bestemmelser i national

ret om opfyldelse af forpligtelser, der kan medføre, at et

søgsmål anlagt af en passager eller den, som er indtrådt i den

pågældendes rettigheder, afvises udelukkende af den grund, at

kravet fejlagtigt blev fremsat i den nationale valuta på

passagerens bopæl, i stedet for i euro i overensstemmelse med

forordningens artikel 7, stk. 1?

Den Franske Republik mod Europa-Kommissionen

(appel)

Påstande:

—

Dom afsagt af Den Europæiske Unions Ret den

12. marts 2019 i sag T-26/18, Frankrig mod Kommissionen,

ophæves delvist.

—

Der træffes endelig afgørelse i sagen, idet Kommissionens

gennemførelsesafgørelse (EU) 2017/2014 af 8. november 2017

om udelukkelse fra EU-finansiering af visse udgifter, som

Forbrugerombudsman

den

Transport- og

Boligministeriet

Dom

03.09.20

Miljø- og

Fødevareministeriet

03.09.20

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 910: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 21/8-20

C-485/19

medlemsstaterne har afholdt inden for rammerne af Den

Europæiske Garanti-fond for Landbruget (EGFL) og Den

Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne

(ELFUL), annulleres, for så vidt som Frankrig herved blev

pålagt faste korrektioner på 100 % som følge af mangler i

kontrolsystemet for arealstøtte i Haute-Corse.

—

Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Profi Credit Slovakia

A.I. Skal bestemmelserne i artikel 107, stk. 2, i Občiansk�½

zákonník [den slovakiske borgerlige lovbog] om forældelse af

forbrugerens ret til en objektiv forældelsesperiode på tre år

–

hvorefter forbrugerens ret til tilbagebetaling af en ydelse, som

følger af et urimeligt kontraktvilkår, også er genstand for

forældelse, når forbrugeren ikke selv er i stand til at vurdere det

urimelige kontraktvilkår, og denne forældelsesfrist også

begynder at løbe i den situation, hvor forbrugeren ikke havde

kendskab til, at kontraktvilkåret er urimeligt

–

fortolkes således,

at de er i strid med artikel 47 i Den Europæiske Unions charter

om grundlæggende rettigheder (herefter »chartrets artikel 47«)

og, implicit, forbrugerens ret til et effektivt retsmiddel?

II. Såfremt bestemmelserne om forældelse af forbrugerens ret

til en objektiv forældelsesperiode på tre år uanset forbrugerens

manglende kendskab er forenelige med chartrets artikel 47 og

effektivitetsprincippet, ønsker den forelæggende ret herefter

oplyst om: en sådan national praksis, hvorefter forbrugeren

bærer bevisbyrden med henblik på for retten at godtgøre, at de

personer, der handler på kreditgivers vegne, havde kendskab til,

at kreditgiver tilsidesætter forbrugerens rettigheder

–

i det

foreliggende tilfælde havde kendskab til den omstændighed, at

kreditgiver ved ikke at angive de nøjagtige årlige omkostninger i

procent tilsidesætter en retsregel

–

og godtgøre kendskab til den

omstændighed, at lånet i et sådant tilfælde er rentefrit, og at

kreditgiver gennem opkrævning af renterne har opnået en

ugrundet berigelse, er i strid med chartrets artikel 47 og

effektivitetsprincippet?

III. Såfremt det i artikel A, punkt II, omhandlede spørgsmål

besvares benægtende, over for hvilke personer blandt

kreditgivers direktører, selskabsdeltagere eller

salgsrepræsentanter skal forbrugeren da godtgøre det kendskab,

der er omhandlet i det i artikel A, punkt II, anførte spørgsmål?

IV. Såfremt det i artikel A.II omhandlede spørgsmål besvares

benægtende, hvilken grad af kendskab er da tilstrækkelig for at

nå det tilsigtede mål, dvs. bevis for leverandørens forsæt til at

overtræde de pågældende bestemmelser på det finansielle

marked?

B.I. Er virkningerne af direktiverne og praksis fra EU-

Domstolen vedrørende dette emne, dvs. Rasmussen, C-441/14,

EU:C:2016:278, Pfeiffer, C-397/01

–

C-403/01,

EU:C:2004:584, præmis 113 og 114; Kücükdeveci, C-555/07,

EU:C:2010:21, præmis 48, Impact, C-268/06, EU:C:2008:223,

præmis 100, Dominguez, C-282/10, præmis 25 og 27, og

Association de médiation sociale, C-176/12, EU:C:2014:2,

præmis 38, til hinder for en sådan national praksis, på grundlag

af hvilken den nationale ret er nået frem til en konklusion om

en fortolkning i overensstemmelse med EU-retten uden at

anvende fortolkningsmetoder og uden en behørig begrundelse?

II. Såfremt retten, efter anvendelsen af fortolkningsmetoder,

herunder bl.a. en formålsfortolkning, en historisk fortolkning,

en systematisk fortolkning, en logisk fortolkning (en

Miljø- og

Fødevareministeriet

Forbrugerombudsman

den

Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsen

03.09.20

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 910: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 21/8-20

Forenede

sager C-

503/19 og

C-592/19

modsætningsslutning, en reductio ad absurdum), og efter

anvendelsen af den nationale retsorden som helhed med

henblik på at nå det mål, der er omhandlet i artikel 10, stk. 2,

litra h) og i), i direktiv 2008/48 (herefter »direktivet«), kommer

frem til den konklusion, at en fortolkning i overensstemmelse

med EU-retten bevæger sig i retning af en situation contra

legem, er det da muligt

–

ved f.eks. at foretage en

sammenligning med forholdene ved forskelsbehandling eller

beskyttelse af arbejdstagere

–

at anerkende en direkte virkning

af de ovennævnte direktivbestemmelser for at beskytte

virksomheder i forhold til forbrugerne i kreditforhold og

undlade at anvende den lovbestemmelse, som er i strid med

EU-retten?

Subdelegación del Gobierno en Barcelona m.fl.

Sag C-503/19 vedrører:

1) Er en fortolkning ved nationale domstole, hvorefter en straf

af enhver karakter er tilstrækkelig til at nægte adgang til status

som fastboende udlænding, i overensstemmelse med artikel 6,

stk. 1, og artikel 17 i direktiv 2003/109?

2) Skal den nationale domstol skal tage hensyn til andre

faktorer, ud over faktorer som straffens grovhed og varighed,

den fare, som ansøgeren udgør for samfundet, varigheden af

dennes hidtidige lovlige ophold og de bånd, som

vedkommende har knyttet til landet, og dermed foretage en

samlet vurdering, hvorunder der tages hensyn til alle disse

faktorer?

3) Skal direktivets artikel 6, stk. 1, fortolkes således, at den er til

hinder for, at det i henhold til national ret er tilladt, at status

som fastboende udlænding i henhold til artikel 4 kan nægtes af

grunde, som vedrører hensynet til den offentlige orden eller

sikkerhed, uden at der er taget stilling til, om de kriterier, der er

indeholdt i direktivets artikel 6, stk. 1, og artikel 17, er opfyldt?

4) Skal artikel 6, stk. 1, og artikel 17 i direktiv 2003/109

fortolkes således, at den nationale domstol i henhold til

Domstolens praksis om direktivers vertikale virkning er

bemyndiget til og direkte kan anvende bestemmelserne i artikel

6, stk. 1, og artikel 17 med henblik på at vurdere virkningerne

af, at der foreligger tidligere straffe under hensyn til, hvor grov

overtrædelsen er, dommens varighed og den fare, som

ansøgeren udgør?

5) Skal EU-retten, navnlig retten til adgang til status som

fastboende udlænding, samt princippet om klarhed, princippet

om gennemsigtighed og princippet om forståelighed, fortolkes

således, at den er til hinder for, at de spanske domstole

fortolker artikel 147-149 i kongeligt dekret nr. 557/2011 og

artikel 32 i lov nr. 4/2000, således at de nægter at give status

som fastboende udlænding af grunde, som vedrører hensynet til

den offentlige orden og den offentlige sikkerhed, selv om det af

disse bestemmelser ikke på en klar og gennemsigtig måde

fremgår, at de nævnte grunde kan anføres som begrundelse for

at nægte en sådan status?

6) Er det i overensstemmelse med princippet om den effektive

virkning af direktiv 2003/109, og navnlig direktivets artikel 6,

stk. 1, når en national bestemmelse og domstolenes fortolkning

heraf gør det vanskeligere at få adgang til status som fastboende

udlænding og lettere at få adgang til midlertidigt ophold?

Sag C-592/19 vedrører:

Udlændinge- og

Integrationsstyrelsen

Dom

03.09.20

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 910: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 21/8-20

C-539/19

C-616/19

C-620/19

C-637/19

Skal artikel 4 og artikel 6, stk. 1, i direktiv 2003/109/EF

fortolkes således, at en straf af enhver karakter er tilstrækkelig

til at nægte adgang til status som fastboende udlænding, idet det

ikke er nødvendigt at tage hensyn til varigheden af opholdet og

tilknytningen til opholdslandet?

Bundesverband der Verbraucherzentralen und

Verbraucherverbände

Skal artikel 6a og artikel 6e, stk. 3, i forordning (EU) nr.

531/2012 fortolkes således, at mobilkommunikationsudbydere

den 15. juni 2017 automatisk skal overføre gamle kunder til den

regulerede tarif i henhold til artikel 6a i forordning (EU) nr.

531/2012 uafhængigt af, om disse kunder hidtil havde en

reguleret tarif eller en særlig, såkaldt alternativ roamingtarif?

Minister for Justice and Equality

i) Skal henvisningen til »den pågældende medlemsstat« i artikel

25, stk. 2, litra d) og e), i direktiv 2005/85 forstås i betydningen

a) den første medlemsstat, der har givet beskyttelse svarende til

asyl til en ansøger om international beskyttelse, b) den anden

medlemsstat, som en efterfølgende ansøgning om international

beskyttelse indgives til, eller c) en af disse to medlemsstater?

ii) Når en tredjelandsstatsborger har fået international

beskyttelse i form af subsidiær beskyttelse i en første

medlemsstat og flytter til en anden medlemsstats område, er

indgivelsen af en ny ansøgning om international beskyttelse i

den anden medlemsstat da udtryk for misbrug af rettigheder,

således at den anden medlemsstat kan indføre en foranstaltning,

hvorefter en sådan efterfølgende ansøgning kan afvises?

iii) Skal artikel 25 i direktiv 2005/85 fortolkes således, at den er

til hinder for, at en medlemsstat, som ikke er bundet af direktiv

2011/95 men er bundet af forordning nr. 604/2013, indfører

en foranstaltning som den i hovedsagen omhandlede, hvorefter

en asylansøgning indgivet af en tredjelandstatsborger, der

tidligere er givet subsidiær beskyttelse af en anden medlemsstat,

afvises?

J & S Service

1. Tjener artikel 23, stk. 1, litra j), i forordning (EU) 2016/679

ligeledes til beskyttelsen af skattemyndighedernes interesser?

2. Omfatter udtrykket »håndhævelse af civilretlige krav« i

bekræftende fald også skattemyndighedernes forsvar mod

civilretlige krav, og skal de pågældende krav i givet fald allerede

være gjort gældende?

3. Giver bestemmelsen i artikel 23, stk. 1, litra e), i forordning

(EU) 2016/679 om beskyttelse af en medlemsstats væsentlige

finansielle interesser, herunder skatteanliggender, mulighed for

at begrænse indsigtsretten i henhold til artikel 15 i forordning

(EU) 2016/679 med henblik på at afværge civilretlige krav om

omstødelse ved insolvens mod skattemyndighederne?

1. Skal udtrykket »almenheden« som omhandlet i artikel 3, stk.

1, og artikel 4, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2001/29/EF af 22. maj 2001 om harmonisering af visse

aspekter af ophavsret og beslægtede rettigheder i

informationssamfundet anses for at have den samme

betydning?

2. Hvis spørgsmål 1 besvares bekræftende, skal en domstol så

anses som almenheden som omhandlet i disse artikler?

3. Hvis spørgsmål 1 besvares benægtende, a) skal en domstol så

anses som almenheden, hvis nogen overfører et ophavsretligt

beskyttet værk til domstolen?

Energistyrelsen

Dom

03.09.20

Udlændinge- og

Integrationsstyrelsen

03.09.20

Erhvervsministeriet

Justitsministeriet

03.09.20

Kulturministeriet

Patent- og

Varemærkestyrelsen

03.09.20

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 910: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 21/8-20

C-265/19

b) Skal en domstol anses som almenheden, hvis nogen spreder

et ophavsretligt beskyttet værk til domstolen?

4. Har det nogen betydning for bedømmelsen af, hvorvidt

indgivelsen af et ophavsretligt beskyttet værk til en domstol

udgør en overføring eller spredningtil almenheden, at der i

national ret findes regler om aktindsigt, som indebærer, at

dokumenter, der indgives til en domstol, som udgangspunkt,

med mindre de er omfattet af fortrolighed, er tilgængelige for

enhver, som anmoder om dem?

Recorded Artists Actors Performers

1. Er en national rets forpligtelse til at fortolke direktiv

2006/115 om udlejnings-og udlånsrettigheder samt om visse

andre ophavsretsbeslægtede rettigheder i forbindelse med

intellektuel ejendomsret (herefter »direktivet«) under hensyn til

Romkonventionens

og/eller WPPT’s formål og mål begrænset

til

begreber, som udtrykkeligt er nævnt i direktivet, eller omfatter

den alternativt begreber, som alene findes i de to internationale

aftaler? I hvilket omfang skal direktivets artikel 8 navnligt

fortolkes på grundlag af kravet om »national behandling« i

WPPT’s artikel 4?

2. Har en medlemsstat en skønsmargen til at fastlægge

kriterierne for afgørelse af hvilke kunstnere, der betragtes som

»udøvende kunstnere« i medfør af direktivets artikel 8? Kan en

medlemsstat navnligt begrænse retten til at få del i det rimelige

vederlag til tilfælde, hvor enten i) fremførelsen finder sted i et

land i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS),

eller ii) de udøvende kunstnere har bopæl eller ophold i et

EØS-land?

3. Hvilken skønsmargen har en medlemsstat med hensyn til at

reagere på et forbehold, som en anden kontraherende part har

taget i henhold til WPPT’s artikel 15, stk. 3? Er medlemsstaten

navnligt forpligtet til at nøjagtigt at afspejle vilkårene i det

forbehold, som den anden kontraherende part har taget? Er en

kontraherende part forpligtet til ikke at anvende 30-dagesreglen

i Romkonventionens artikel 5, i det omfang den kan føre til, at

en producer henhørende under den part, som har taget

forbehold, modtager et vederlag i henhold til artikel 15, stk. 1,

mens den samme optagelses udøvende kunstnere ikke

modtager et vederlag? Kan den kontraherende part alternativt

tildele rettigheder til statsborgere henhørende under den part,

som har taget forbehold, på et mere generøst grundlag end den

part, som har taget forbehold, har gjort, dvs. kan den

kontraherende part tildele rettigheder, som ikke gengældes af

den part, som har taget forbehold?

4. Er det under nogen omstændigheder tilladt at begrænse

retten til et rimeligt vederlag til producenterne af en

lydoptagelse, dvs. at nægte retten for de udøvende kunstnere,

hvis fremførelser er blevet optaget i denne lydoptagelse?

TMD Friction m.fl.

1) Tillader artikel 3, stk. 4, i Rådets direktiv 2001/23/EF af 12.

marts 2001 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om

varetagelse af arbejdstagernes rettigheder i forbindelse med

overførsel af virksomheder eller bedrifter eller af dele af

virksomheder eller bedrifter i tilfælde af overførsel af en

virksomhed efter indledningen af en insolvensbehandling af

virksomhedsoverdragerens formue i national ret, som

principielt bestemmer, at artikel 3, stk. 1 og 3, i direktiv

Kulturministeriet

Dom

08.09.20

Forenede

sager C-

674/18 og

C-675/18

Beskæftigelsesminister

iet

Erhvervsstyrelsen

Dom

09.09.20

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 910: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 21/8-20

2001/23/EF også finder anvendelse på arbejdstageres ret til

ydelser i forbindelse med alderdom og invaliditet eller ydelser til

efterladte i henhold til supplerende faglige eller tværfaglige

forsikringsordninger i forbindelse med overførsel af en

virksomhed, en begrænsning, således at erhververen ikke hæfter

for rettigheder, som er baseret på beskæftigelsesperioder før

indledningen af insolvensbehandlingen?

2) Såfremt det første præjudicielle spørgsmål besvares

bekræftende: Følger de foranstaltninger, som i henhold til

artikel 3, stk. 4, litra b), i direktiv 2001/23/EF er nødvendige

for at beskytte arbejdstagernes interesser for så vidt angår helt

eller delvis erhvervet ret til ydelser i forbindelse med alderdom,

i henhold til supplerende faglige eller tværfaglige

forsikringsordninger, i tilfælde af overførsel af en virksomhed

efter indledning af en insolvensbehandling af

virksomhedsoverdragerens formue af det beskyttelsesniveau,

som kræves i henhold til artikel 8 i Europa- Parlamentets og

Rådets direktiv 2008/94/EF af 22. oktober 2008 om

beskyttelse af arbejdstagerne i tilfælde af arbejdsgiverens

insolvens? 3) Såfremt det andet præjudicielle spørgsmål bevares

benægtende: Skal artikel 3, stk. 4, litra b), i direktiv 2001/23EF

fortolkes således, at de nødvendige foranstaltninger for at

beskytte arbejdstagernes interesser for så vidt angår helt eller

delvis erhvervet ret til ydelser i forbindelse med alderdom i

henhold til supplerende faglige eller tværfaglige

forsikringsordninger er truffet, når national ret bestemmer, at

–

forpligtelsen til i fremtiden at udbetale en ydelse i forbindelse

med alderdom i henhold til supplerende faglige eller tværfaglige

forsikringsordninger til en arbejdstager, som er omfattet af

overførslen af en virksomhed under insolvensbehandling,

principielt overgår til virksomhedserhververen,

–

virksomhedserhververen hæfter for fremtidige pensionskrav i

det omfang, hvori disse er baseret på beskæftigelsesperioder i

virksomheden efter indledningen af insolvensbehandlingen,

–

den instans, som i henhold til national ret sikrer pensioner i

tilfælde af insolvens, i dette tilfælde ikke skal dække den del af

de fremtidige pensionskrav, som er erhvervet før indledningen

af insolvensbehandlingen, og

–

arbejdstageren kan påberåbe sig retten til værdien af den del

af sit fremtidige pensionskrav, som er erhvervet før

indledningen af insolvensbehandlingen, i forbindelse med

overdragerens insolvensbehandling?

4) Når national ret bestemmer, at artikel 3 og 4 i direktiv

2001/23/EF i tilfælde af overførsel af en virksomhed også skal

anvendes under en insolvensbehandling, finder artikel 5, stk. 2,

litra a), i direktiv 2001/23/EF da anvendelse på arbejdstagernes

pensionsrettigheder i henhold til supplerende faglige eller

tværfaglige forsikringsordninger, der allerede er opstået før

indledningen af insolvensbehandlingen, men først medfører en

ret til ydelser for arbejdstagerne, når den begivenhed indtræder,

der udløser retten til pension, og dermed først på et senere

tidspunkt?

5) Såfremt det andet eller det fjerde præjudicielle spørgsmål

besvares bekræftende: Omfatter det

minimumsbeskyttelsesniveau, som medlemsstaterne skal sikre i

henhold til artikel 8 i [direktiv 2008/94], også en forpligtelse til

at sikre pensionsrettigheder, som i henhold til national ret

endnu ikke var juridisk erhvervet ved indledningen af

insolvensbehandlingen, og som i det hele taget kun erhverves

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 910: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 21/8-20

C-165/19

Forenede

sager C-

225/19 og

C-226/19

juridisk i kraft af, at arbejdsforholdet ikke afsluttes i forbindelse

med insolvensen?

6) Såfremt det femte præjudicielle spørgsmål besvares

bekræftende: Under hvilke omstændigheder kan de tab, som

den tidligere arbejdstager har

lidt på grund af arbejdsgiverens insolvens for så vidt angår

ydelserne fra den erhvervstilknyttede pension, anses som

åbenbart uforholdsmæssige og dermed forpligte

medlemsstaterne til at sikre en minimumsbeskyttelse imod dem

i henhold til artikel 8 i direktiv [2008/94], selv om

arbejdstageren modtager mindst halvdelen af de ydelser, der

følger af vedkommendes akkumulerede pensionsrettigheder?

7) Såfremt det femte præjudicielle spørgsmål besvares

bekræftende: Sikres en beskyttelse af arbejdstagernes

pensionsrettigheder, som er nødvendig i henhold til artikel 3,

stk. 4, litra b), i direktiv [2001/23] eller artikel 5, stk. 2, litra a), i

direktiv [2001/23], og som er sidestillet med artikel 8 i direktiv

[2008/94], også, når denne beskyttelse ikke følger af national

ret, men kun af en direkte anvendelse af artikel 8 i direktiv

[2008/94]?

8) Såfremt det syvende præjudicielle spørgsmål besvares

bekræftende: Har artikel 8 i direktiv [2008/94] også direkte

virkning, således at den kan påberåbes af en individuel

[arbejdstager] ved den nationale ret, når vedkommende ganske

vist modtager mindst halvdelen af de ydelser, der følger af

vedkommendes akkumulerede pensionsrettigheder, men de tab,

som vedkommende lider på grund af arbejdsgiverens insolvens,

alligevel skal anses som uforholdsmæssige?

9) Såfremt det ottende præjudicielle spørgsmål besvares

bekræftende: Skal en privatretligt organiseret institution anses

som et offentligt organ i en medlemsstat, når medlemsstaten

—

på bindende vis for arbejdsgiveren

—har

udpeget den

pågældende institution som den instans, der sikrer

arbejdsmarkedspensioner i tilfælde af insolvens, og

institutionen er underlagt det statslige finanstilsyn og opkræver

de nødvendige insolvenssikringsbeløb fra arbejdsgiverne i

henhold til offentlig ret, og på samme måde som en myndighed

kan tilvejebringe betingelserne for iværksættelse af

tvangsfuldbyrdelse gennem en forvaltningsakt?

Slovak Telecom mod Kommissionen (appel)

Påstande:

—Rettens

dom ophæves helt eller delvist.

—Afgørelsen

annulleres helt eller delvist.

—Subsidiært

annulleres eller nedsættes de ST pålagte bøder

yderligere.

—Kommissionen

tilpligtes at betale alle omkostninger i

forbindelse med den foreliggende sag og sagen for Retten.

Minister van Buitenlandse Zaken m.fl.

1. Er en klagesag som omhandlet i visumkodeksens artikel 32,

stk. 3, vedrørende en endelig afgørelse om afslag på visum af

den grund, der omhandles i visumkodeksens artikel 32, stk. 1,

litra a), nr. vi), et effektivt retsmiddel som omhandlet i artikel

47 i

EU’s charter om grundlæggende rettigheder under

følgende omstændigheder:

- i begrundelsen for afgørelsen har medlemsstaten anført: »De

anses af en eller flere medlemsstater for at udgøre en trussel

mod den offentlige orden, indre sikkerhed eller folkesundhed,

som defineret i Schengengrænsekodeksens artikel 2, nr. 19,

henholdsvis 21, eller mod en eller flere medlemsstaters

internationale forbindelser«

Erhvervsstyrelsen

09.09.20

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

09.09.20

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 910: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 21/8-20

C-254/19

- hverken i afgørelsen eller under klagesagen anfører

medlemsstaten, hvilken særlig eller hvilke særlige af de i

visumkodeksens artikel 32, stk. 1, litra a), nr. vi, nævnte fire

grunde, der gøres gældende mod ansøgeren

- under klagesagen anfører medlemsstaten ikke andre nærmere

materielle oplysninger eller nogen støtte for den eller de grunde,

der ligger til grund for indsigelsen fra den anden medlemsstat

(eller de andre medlemsstater)?

2. Er der under de i spørgsmål 1 beskrevne omstændigheder

tale om god forvaltning som omhandlet i artikel 41 i EU’s

charter om grundlæggende rettigheder, særligt når henses til

forvaltningens pligt til at begrunde sine afgørelser?

3.a. Skal spørgsmål 1 og 2 besvares anderledes, såfremt

medlemsstaten i den endelige afgørelse om visum henviser til

en eksisterende og tilstrækkelig tydeligt angivet mulighed i den

anden medlemsstat for at indlede en klagesag mod den ved

navns nævnelse anførte ansvarlige myndighed i den anden

medlemsstat (eller de andre medlemsstater), som har indgivet

den i visumkodeksen artikel 32, stk. 1, litra a), nr. vi),

omhandlede indsigelse, og hvorunder afslagsgrunden kan

behandles?

3.b. Kræves det for en bekræftende besvarelse af spørgsmål 1 i

forbindelse med spørgsmål 3.a., at afgørelsen i en klagesag mod

den medlemsstat, der har truffet den endelige afgørelse,

udsættes, indtil ansøgeren har haft lejlighed til at anvende

klagemuligheden i den anden medlemsstat (eller de andre

medlemsstater), og såfremt ansøgeren gør brug af denne

mulighed, at den endelige afgørelse er truffet i denne klagesag?

4. Har det for besvarelsen af spørgsmålene nogen betydning,

om den myndighed, der i medlemsstaten (eller i

medlemsstaterne) har fremsat indsigelse mod, at der udstedes

visum, kan gives lejlighed til at indtræde i klagesagen mod den

endelige afgørelse om visum som den anden modpart, og

herved kan få lejlighed til at underbygge den eller de grunde,

som indsigelsen støttes på?

Friends of the Irish Environment

1) Udgør en afgørelse om at forlænge varigheden af en

projektgodkendelse den aftale om et projekt, som udløser

artikel 6, stk. 3, i Rådets direktiv 92/43/EØF af21. maj 1992

om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter (herefter

»habitatdirektivet«)?

2) Påvirker nogen af de følgende betragtninger svaret på

spørgsmål 1) ovenfor? (A) Projektgodkendelsen (hvis varighed

skal forlænges) blev udstedt i medfør af en bestemmelse i

national ret, som ikke foretog en korrekt gennemførelse af

habitatdirektivet, idet lovgivningen fejlagtigt ligestillede en

passende vurdering i henhold til habitatdirektivet med en

vurdering af indvirkninger på miljøet i henhold til VVM-

direktivet (direktiv 2011/92/EU). (B) Den oprindeligt udstedte

projektgodkendelse angiver ikke, om ansøgningen om

godkendelse blev behandlet i henhold til fase 1 eller fase 2 i

habitatdirektivets artikel 6, stk. 3, og indeholder ikke

»fuldstændige, præcise og endelige konstateringer og

konklusioner, der kan fjerne enhver rimelig videnskabelig tvivl

for så vidt angår virkningerne af de arbejder, som var påtænkt

[på den] omhandlede [lokalitet]«, som krævet i henhold til sag

C-404/09, Kommissionen mod Spanien. (C) Godkendelsens

oprindelige periode er udløbet, og som følge heraf er

projektgodkendelsen ophørt med at have retsvirkninger for så

Miljø- og

Fødevareministeriet

Dom

09.09.20

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 910: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 21/8-20

T-626/17

T-143/18

vidt angår hele projektet. Der kan ikke udføres nogen

projektarbejder i medfør af projektgodkendelsen i afventning af

den mulige forlængelse heraf. (D) Der er aldrig blevet udført

nogen projektarbejder i medfør af projektgodkendelsen.

3) Såfremt svaret på spørgsmål 1) er bekræftende, hvilke

betragtninger [skal] den kompetente myndighed da tage i

betragtning ved gennemførelsen af en fase 1- screening i

medfør af habitatdirektivets artikel 6, stk. 3? Skal den

kompetente myndighed f.eks. tage hensyn til nogle eller alle de

følgende betragtninger: (i) om der er sket ændringer i de

foreslåede arbejder og anvendelsen, (ii) om der er sket

ændringer i den miljømæssige baggrund, f.eks. i form af

udpegningen af europæiske lokaliteter efter datoen for

afgørelsen om at udstede projektgodkendelse, (iii) om der har

været nogen relevante ændringer i den videnskabelige viden,

f.eks. mere ajourførte undersøgelser af kvalificerede interesser i

europæiske lokaliteter? Skal den kompetente myndighed

alternativt vurdere hele projektets virkninger på miljøet?

4) Skal der sondres mellem (i) en projektgodkendelse, som

opstiller en frist for en aktivitets varighed (driftsfase), og (ii) en

projektgodkendelse, som kun opstiller en frist for den periode,

hvorunder der kan pågå opførelsesarbejder (opførelsesfase),

men

–

forudsat at opførelsesarbejderne færdiggøres inden for

denne frist

–

ikke opstiller nogen frist for aktiviteten eller

driften?

5) I hvilket omfang, om overhovedet, er en national rets pligt

til, så vidt muligt, at fortolke lovgivningen i overensstemmelse

med bestemmelserne i habitatdirektivet og Århuskonventionen

betinget af, at sagens parter udtrykkeligt har gjort disse

fortolkningsspørgsmål gældende? Nærmere bestemt: såfremt

national ret opstiller to beslutningsprocesser, hvoraf kun den

ene sikrer overholdelsen af habitatdirektivet, har den nationale

ret da pligt til at fortolke national lovgivning således, at det kun

er den beslutningsproces, som overholder direktivet, der kan

påberåbes, uanset at parterne i den for retten verserende sag

ikke udtrykkeligt har gjort netop denne fortolkning gældende?

6) Såfremt svaret på spørgsmål 2)(A) ovenfor medfører, at det

er relevant at overveje, om projektgodkendelsen (hvis varighed

skal forlænges) blev udstedt i medfør af en bestemmelse i

national ret, som ikke foretog en korrekt gennemførelse af

habitatdirektivet, skal den nationale ret da undlade at anvende

en regel i national retsplejelovgivning, som er til hinder for, at

en anfægtende part stiller spørgsmålstegn ved gyldigheden af en

tidligere (udløbet) projektgodkendelse i forbindelse med en

efterfølgende ansøgning om projektgodkendelse? Er en sådan

regel i national retsplejelovgivning i strid med den

lovliggørelsespligt, der for nylig er blevet gentaget i sag C-

348/15, Stadt Wiener?

Slovenien mod Kommissionen

Påstande:

—

Kommissionens delegerede forordning (EU)

2017/1353 af 19. maj 2017 om ændring af forordning (EF) nr.

607/2009 for så vidt angår druesorter og synonymer herfor, der

kan anføres ved mærkningen af vin (EUT 2017, L 190, s. 5),

annulleres i sin helhed.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale

sagsomkostningerne.

Société générale mod ECB

Påstande:

—

Artikel 5 i Den Europæiske Centralbanks

afgørelse nr. ECB/SSM/2017

—

Miljø- og

Fødevareministeriet

Dom

09.09.20

Finanstilsynet

Dom

09.09.20

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 910: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 21/8-20

C-122/19

C-363/19

O2RNE8IBXP4R0TD8PU41/174 af 19. december 2017 og

artikel 3 i bilag A hertil annulleres, for så vidt som de

foreskriver de foranstaltninger, der skal træffes angående de

uigenkaldelige betalingsforpligtelser i henhold til

indskudsgarantiordningerne eller afviklingsfondene.

—

ECB tilpligtes at betale samtlige sagsomkostninger.

Hamas mod Rådet (appel)

Påstande:

—Dom

af 14. december 2018, Hamas mod Rådet, T-

400/10 RENV, ophæves, for så vidt som der deri ikke gives

medhold i påstanden om annullation af følgende retsakter:

—Rådets

afgørelse 2011/430/FUSP af 18. juli 2011 (EUT

2011, L 188, s. 47) om ajourføring af listen over personer,

grupper og enheder, som er omfattet af artikel 2, 3 og 4 i fælles

holdning 2001/931/FUSP om anvendelse af specifikke

foranstaltninger til bekæmpelse af terrorisme, Rådets afgørelse

2011/872/FUSP af 22. december 2011 (EUT 2011, L 343, s.

54), Rådets afgørelse 2012/333/FUSP af 25. juni 2012 (EUT

2012, L 165, s. 72), Rådets afgørelse 2012/765/FUSP af 10.

december 2012 (EUT 2012, L 337, s. 50), Rådets afgørelse

2013/395/FUSP af 25. juli 2013 (EUT 2013, L 201, p. 57),

Rådets afgørelse 2014/72/FUSP af 10. februar 2014 (EUT

2014, L 40, s. 56) og Rådets afgørelse 2014/483/FUSP af 22.

juli 2014 (EUT 2014, L 217, s. 35), der ajourførte og i givet fald

ændrede listen over personer, grupper og enheder, som er

omfattet af artikel 2, 3 og 4 i fælles holdning 2001/931/FUSP

om anvendelse af specifikke foranstaltninger til bekæmpelse af

terrorisme, og som henholdsvis ophævede afgørelse 2011/430,

2011/872, 2012/333, 2012/765, 2013/395 og 2014/72, samt

—Rådets

gennemførelsesforordning (EU) nr. 687/2011 af 18.

juli 2011 (EUT 2011, L 188, s. 2), nr. 1375/2011 af 22.

december 2011 (EUT 2011, L 343, s. 10), nr. 542/2012 af 25.

juni 2012 (EUT 2012, L 165, s. 12), nr. 1169/2012 af 10.

december 2012(EUT 2012, L 337, s. 2), nr. 714/2013 af 25. juli

2013 (EUT 2013, L 201, s. 10), nr. 125/2014 af 10. februar

2014 (EUT 2014, L 40, s. 9) og nr. 790/2014 af 22. juli 2014

(EUT 2014, L 217, s. 1) om gennemførelse af artikel 2, stk. 3, i

forordning (EF) nr. 2580/2001 om specifikke restriktive

foranstaltninger mod visse personer og enheder med henblik på

at bekæmpe terrorisme og om ophævelse af henholdsvis

gennemførelsesforordning (EU) nr. 83/2011, 687/2011,

1375/2011, 542/2012, 1169/2012, 714/2013 og 125/2014, for

så vidt som disse retsakter vedrører Hamas, herunder Hamas-

Izz al-Din al-Qassem.

—Domstolen

træffer endelig afgørelse vedrørende de

spørgsmål, der er genstand for denne appel.

—Rådet

tilpligtes at betale samtlige sagsomkostninger i sagerne

T-400/10, T-400/10 RENV, C-79/15 P og den foreliggende

sag.

Konsumentombudsmannen

1. Regulerer artikel 5 og 6, sammenholdt med artikel 10, stk.1,

og artikel 28, stk. 5, i forordning [nr.] 1924/2006, bevisbyrden,

når en national domstol skal efterprøve, om der er blevet

anvendt ulovlige sundhedsanprisninger i en situation, hvor de

pågældende sundhedsanprisninger svarer til en anprisning, som

er omfattet af en ansøgning i henhold til artikel 13, stk. 2, i

forordning [nr.] 1924/2006, men hvor ansøgningen endnu ikke

har ført til en afgørelse om godkendelse eller ikke-godkendelse,

eller skal bevisbyrden afgøres efter national ret?

Udenrigsministeriet

Dom

10.09.20

Miljø- og

Fødevareministeriet

Dom

10.09.20

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 910: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 21/8-20

C-386/19

C-392/19

Forenede

sager C-

407/19 og

C-471/19

2. Såfremt det første spørgsmål besvares med, at

bestemmelserne i forordning [nr.] 1924/2006 regulerer

bevisbyrden, påhviler bevisbyrden da den virksomhed, som

anvender en bestemt sundhedsanprisning, eller den myndighed,

som til den nationale domstol indgiver begæring om, at denne

forbyder virksomheden fortsat at anvende anprisningen?

3. Regulerer artikel 5 og 6, sammenholdt med artikel 10, stk. 1,

og 28, stk. 5, i forordning [nr.] 1924/2006, i en situation som

den i det første spørgsmål beskrevne, beviskravene, når en

national domstol skal efterprøve, om der er anvendt ulovlige

sundhedsanprisninger, eller skal beviskravene fastlægges efter

national ret?

4. Såfremt det tredje spørgsmål besvares med, at

bestemmelserne i forordning [nr.] 1924/2006 regulerer

beviskravene, hvilke beviskrav stilles da?

5. Påvirkes besvarelsen af det første til det fjerde spørgsmål af,

at forordning [nr.] 1924/2006 [herunder denne forordnings

artikel 3, litra a),] og direktiv 2005/29 finder samtidig

anvendelse i sagen for den nationale ret?

Hamas mod Rådet (appel)

Påstande:

—Dom

af 6. marts 2019, Hamas mod Rådet, T-

289/15, ophæves.

—Domstolen

træffer endelig afgørelse vedrørende de

spørgsmål, der er genstand for appellen.

—Rådet

tilpligtes at betale samtlige sagsomkostninger for

Retten og Domstolen.

VG Bild-Kunst

Kan den omstændighed, at et værk, som med

rettighedshaverens samtykke er frit tilgængeligt på en

internetside, indsættes på en tredjemands internetside ved hjælp

af »framing«, kvalificeres som »overføring til almenheden« i den

forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 3, stk. 1, i direktiv

2001/29/EF, når værket indsættes på en sådan måde, at

beskyttelsesforanstaltninger imod »framing«, som

rettighedshaveren har iværksat eller foranlediget iværksat,

omgås?

Katoen Natie Bulk Terminals et General Services Antwerp

m.fl.

Sag C-471/19 vedrører:

1. Skal artikel 49 i traktaten om Den Europæiske Unions

funktionsmåde, eventuelt sammenholdt med artikel 56 TEUF,

med artikel 15 og 16 i Den Europæiske Unions charter om

grundlæggende rettigheder og med lighedsprincippet fortolkes

således, at den er til hinder for en national ordning, hvorefter

personer eller virksomheder, der på et belgisk havneområde

ønsker at udføre havnearbejde som omhandlet i lov af 8. juni

1972 om havnearbejde

–herunder

aktiviteter, der ikke vedrører

lastning og losning af skibe i egentlig forstand

–

er forpligtet til

kun at benytte sig af anerkendte havnearbejdere?

2. Kan Grondwettelijk Hof (forfatningsdomstolen), såfremt det

første spørgsmål besvares bekræftende, foreløbigt opretholde

retsvirkningerne af de i sagen omhandlede artikler 1 og 2 i

loven af 8. juni 1972 om havnearbejde for at undgå

retsusikkerhed og sociale spændinger og sætte lovgiver i stand

til at bringe dem i overensstemmelse med de forpligtelser, der

følger af EU-retten?

Sag C-407/19 vedrører (uddrag):

Udenrigsministeriet

Dom

10.09.20

Kulturministeriet

Erhvervsministeriet

Patent- og

Varemærkestyrelsen

10.09.20

Beskæftigelsesminister

iet

10.09.20

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 910: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 21/8-20

C-449/19

Forenede

sager C-

473/19

–

C-474/19

1. Skal artikel 49 TEUF, 56 TEUF, 45 TEUF, 34 TEUF, 35

TEUF, 101 TEUF eller 102 TEUF, eventuelt sammenholdt

med artikel 106, stk. 1, TEUF fortolkes således, at de er til

hinder for ordningen i henhold til artikel 1 i kongelige

bekendtgørelse af 5. juli 2004 »om anerkendelse af

havnearbejdere på de havneområder, der omfattes af

anvendelsesområdet for lov af 13. juli 2016 om havnearbejde«,

jf. artikel 2 i den nævnte bekendtgørelse af 5. juli 2004, nemlig

den ordning, at havnearbejdere som omhandlet i artikel 1, § 1,

stk. 1, i den kongelige bekendtgørelse af 5. juli 2004, idet de

anerkendes af den administrative kommission, der er paritetisk

sammensat, dels af medlemmer udpeget af de

arbejdsgiverforeninger, der er repræsenteret i det pågældende

paritetiske underudvalg, dels af medlemmer udpeget af de

arbejdstagerorganisationer, der er repræsenteret i det paritetiske

underudvalg, bliver optaget i eller afvist fra poolen af

havnearbejdere, hvorved der ved anerkendelsen med henblik på

optagelsen tages hensyn til behovet for arbejdskraft, når det

samtidigt tages i betragtning, at der ikke er fastsat nogen frist,

inden for hvilken den administrative kommission skal træffe

afgørelse, og at det kun er muligt at anfægte den administrative

kommissions anerkendelser ved at anlægge retssag?

[...]

7. Skal artikel 49 TEUF, 56 TEUF, 45 TEUF, 34 TEUF, 35

TEUF, 101 TEUF eller 102 TEUF, eventuelt sammenholdt

med artikel 106, stk. 1, TEUF fortolkes således, at de er til

hinder for den ordning, der blev indført ved artikel 1, § 3, i

kongelig bekendtgørelse af 5. juli 2016 som affattet ved artikel

1, nr. 2, i kongelig bekendtgørelse af 10. juli 2016, nemlig den

ordning, hvorefter (logistiske) arbejdstagere, der udfører

arbejde som omhandlet i artikel 1 i kongelig bekendtgørelse af

12. januar 1973 »om oprettelse af og fastsættelse af betegnelse

af det paritetiske udvalg for havnedriften og dennes

kompetence« på områder, hvor gods med henblik på

forberedelse af videredistribution eller forsendelseundergår en

forandring, der indirekte fører til en konstaterbar merværdi,

skal råde over et sikkerhedscertifikat, hvorved dette

sikkerhedscertifikat gælder som anerkendelse som omhandlet i

loven af 8. juni 1972 »om havnearbejde«, idet der tages hensyn

til, at ansøgning om certifikatet skal indgives af en arbejdsgiver,

der har indgået en arbejdsaftale med en arbejdstager om

udførelse af sådant arbejde, at udstedelsen af certifikatet sker

mod forevisning af arbejdsaftalen og et identitetskort, og at de

nærmere regler om den procedure, der skal følges, er fastsat ved

kollektiv arbejdsoverenskomst, uden at lovgiver på dette punkt

skaber klarhed?

WEG Tevesstraße

Skal bestemmelserne i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28.

november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem (EUT

2006, L 347, s. 1) fortolkes således, at de er til hinder for

bestemmelser i en medlemsstat, hvorefter sammenslutningen af

boligejeres levering af varme til boligejerne er fritaget for

merværdiafgift?

Föreningen Skydda Skogen m.fl.

C-473/19 vedrører:

1. Skal artikel 5 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2009/147/EF af 30. november 2009 om beskyttelse af vilde

fugle fortolkes således, at bestemmelsen er til hinder for en

national praksis, som indebærer, at forbuddet alene omfatter de

Energistyrelsen

10.09.20

Miljø- og

Fødevareministeriet

10.09.20

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 910: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 21/8-20

arter, som er opregnet i bilag 1 til Europa-Parlamentets og

Rådets direktiv 2009/147/EF af 30. november 2009 om

beskyttelse af vilde fugle, eller som er truede på et givet niveau,

eller som har en langsigtet faldende tendens i bestanden?

2. Skal begreberne »forsætligt at dræbe/forstyrre/ødelægge« i

artikel 5, litra a)-d), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2009/147/EF af 30. november 2009 om beskyttelse af vilde

fugle, og i artikel 12, stk. 1, litra a)-c) i Rådets direktiv

92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt

vilde dyr og planter, fortolkes således, at de er til hinder for en

national praksis, som indebærer, at hvis formålet med

foranstaltningen åbenbart er et andet end at dræbe eller

forstyrre arter (eksempelvis skovbrugsforanstaltninger eller

arealanvendelse), skal der foreligge en risiko for, at arternes

bevaringsstatus påvirkes negativt af foranstaltningen, for at

forbuddet træder i kraft?

C-474/19 vedrører:

1. Skal artikel 5 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2009/147/EF af 30. november 2009 om beskyttelse af vilde

fugle fortolkes således, at bestemmelsen er til hinder for en

national praksis, som indebærer, at forbuddet alene omfatter de

arter, som er opregnet i bilag 1 til Europa-Parlamentets og

Rådets direktiv 2009/147/EF af 30. november 2009 om

beskyttelse af vilde fugle, eller som er truede på et givet niveau,

eller som har en langsigtet faldende tendens i bestanden?

2. Skal begreberne »forsætligt at dræbe/forstyrre/ødelægge« i

artikel 5, litra a)-d), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2009/147/EF af 30. november 2009 om beskyttelse af vilde

fugle, og i artikel 12, stk. 1, litra a)-c) i Rådets direktiv

92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt

vilde dyr og planter, fortolkes således, at de er til hinder for en

national praksis, som indebærer, at hvis formålet med

foranstaltningen åbenbart er et andet end at dræbe eller

forstyrre arter (eksempelvis skovbrugsforanstaltninger eller

arealanvendelse), skal der foreligge en risiko for, at arternes

bevaringsstatus påvirkes negativt af foranstaltningen, for at

forbuddet træder i kraft?

BMW

Skal den indførte vares transaktionsværdi i henhold til artikel

71, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning

(EU) nr. 952/2013 af 9. oktober 2013 om EU-toldkodeksen

(EUT L 269 af 10.10.2013) suppleres med omkostningerne til

udvikling af en software, som er udviklet i Den Europæiske

Union, af køberen er stillet til rådighed for sælgeren uden

beregning og er installeret på den indførte styreenhed, hvis de

ikke er indbefattet i den pris, der faktisk er betalt eller skal

betales for den indførte vare?

C-509/19

Toldstyrelsen

Dom

10.09.20