EUU, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 133: Spm. om årsager til arbejdsretlige konflikter, der er blevet kendt ulovlige af EU-Domstolen, til beskæftigelsesministeren, kopi til udenrigsministeren

Europaudvalget 2019-20
EUU Alm.del
Offentligt

Folketingets Europaudvalg

[email protected]

Jan E. Jørgensen

[email protected]

Beskæftigelsesministeriet

Ved Stranden 8

1061 København K

T +45 72 20 50 00

E [email protected]

www.bm.dk

CVR 10172748

Folketingets Europaudvalg har i brev af 3. februar 2020 stillet følgende spørgsmål

nr. 133 (alm. del), som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Jan

E. Jørgensen (V)

Spørgsmål nr. 133:

”Vil ministeren oversende a) en liste over årsager til arbejdsretlige konflikter, der

er blevet kendt ulovlige af EU-Domstolen, og b) en liste over EU-Domstolens be-

grundelser for at kende arbejdsretlige konflikter ulovlige?”

Svar:

I præjudicielle sager er det de nationale domstole, der har kompetence til at på-

kende lovligheden af en konkret konflikt, mens EU-Domstolen udtaler sig om for-

tolkningen af EU-retten.

Hvis der med ”arbejdsretlige konflikter” sigtes til sager, hvor fagbevægelsen var

direkte part i den nationale sag, der blev forelagt EU-Domstolen, findes der kun et

enkelt eksempel på en dom fra EU-Domstolen, hvor domstolen har udtalt, at de

konkrete kollektive kampskridt var i strid med EU-retten, nemlig sag C-341/05,

Laval-sagen.

Konklusionen på dommen er som følger:

”Artikel 49 EF og artikel 3 i Europa-Parlamentet

og Rådets direktiv 96/71/EF af

16. december 1996 om udstationering af arbejdstagere som led i udveksling af tje-

nesteydelser skal fortolkes således, at de er til hinder for, at en fagforening i en

medlemsstat, hvor arbejds- og ansættelsesvilkårene på de områder, der er nævnt i

direktivets artikel 3, stk. 1, første afsnit, litra a)-g), er fastsat i lovgivningen, bort-

set fra bestemmelser om mindsteløn, gennem kollektive kampskridt i form af en blo-

kade af byggepladser, som det er tilfældet i hovedsagen, forsøger at få en tjeneste-

yder, der har hjemsted i en anden medlemsstat, til at indlede forhandlinger om løn-

niveauet til de udstationerede arbejdstagere samt at tiltræde en kollektiv overens-

komst, hvis bestemmelser på visse af de nævnte områder fastsætter mere fordelag-

tige betingelser end dem, der følger af den relevante lovgivning, mens andre vedrø-

rer områder, der ikke er nævnt i direktivets artikel 3”.

27. februar 2020

J.nr.

2020 - 924

EUU, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 133: Spm. om årsager til arbejdsretlige konflikter, der er blevet kendt ulovlige af EU-Domstolen, til beskæftigelsesministeren, kopi til udenrigsministeren

I den også meget omtalte Viking-sag, C-438/05, overlod EU-Domstolen det til den

nationale domstol at vurdere de kollektive kampskridts saglige formål og proporti-

onalitet.

I begge de nævnte sager fulgte EU-Domstolen ikke den daværende danske rege-

rings synspunkt om, at konfliktretten ikke var omfattet af traktatens regler om fri

udveksling af tjenesteydelser (Laval, præmis 86-87) hhv. etablering (Viking, præ-

mis 39-40).

Selvom det kun er en enkelt sag, hvor EU-Domstolen har udtalt sig konkret om

lovligheden, har dens praksis haft vidtrækkende betydning, idet EU-lovgivningen

skal fortolkes og anvendes på samme måde i alle EU-landene. Dermed har praksis

betydet, at fagbevægelsen i Danmark ikke over for en udenlandsk tjenesteyder kan

konflikte for krav om, at tjenesteyderen indgår overenskomst med bestemmelser

om lokal forhandling.

Hertil kommer, at dommene i Laval og Viking, der faldt med en uges mellemrum i

december 2007, i det efterfølgende halve år blev fulgt af to domme, der af bl.a. den

europæiske fagbevægelse blev set som en fortsættelse af linjen, hvorefter økonomi-

ske rettigheder i form af retten til fri bevægelighed har forrang for arbejdstagernes

rettigheder:

I Rüffert-sagen (C-346/06) og Luxembourg-sagen (C-319/06) konstaterede EU-

Domstolen, at den tyske delstat Niedersachsen hhv. Luxembourg stillede krav, der

gik videre end udstationeringsdirektivet.

Selvom sagerne ikke var om arbejdsretlige konflikter som defineret ovenfor, havde

Rüffert-sagen dog nær tilknytning til problemstillingen vedr. kollektive rettigheder,

idet sagen vedrørte delstatslovgivningens krav om, at der ved opgaver i offentlige

udbud skulle betales løn i henhold de på leveringsstedet gældende kollektive over-

enskomster. Ifølge domstolen levede delstatslovgivningen ikke op til udstatione-

ringsdirektivets definition på hverken ”lovgivning” eller ”overenskomster, der fin-

der generel anvendelse”. Da overenskomsten ikke fandt generel anvendelse i pri-

vate kontrakter, fandt domstolen ikke, at det var berettiget af hensyn til arbejdsta-

gernes beskyttelse at stille krav om overenskomstmæssige vilkår i offentlige kon-

trakter.

Venlig hilsen

Peter Hummelgaard