EUU, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 141: Spm. om forbud mod at vikarbureauer udstationerer vikarer fra andre EU-lande til at arbejde i Danmark, til beskæftigelsesministeren, kopi til udenrigsministeren

Europaudvalget 2019-20
EUU Alm.del
Offentligt

Folketingets Europaudvalg

[email protected]

Søren Søndergaard

[email protected]

Beskæftigelsesministeriet

Holmens Kanal 20

1060 København K

T +45 72 20 50 00

E [email protected]

www.bm.dk

CVR 10172748

Folketingets Europaudvalg har i brev af 5. februar 2019 stillet følgende spørgsmål

nr. 141 (alm. del), som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Sø-

ren Søndergaard (EL).

Spørgsmål nr. 141:

”Ministeren

bedes oplyse, om Danmark i overensstemmelse med EU-retten inden

for specifikke sektorer som fx bygge- og anlægsbranchen, kan indføre forbud mod

at vikarbureauer udstationerer vikarer fra andre EU-lande til at arbejde i Danmark.”

Svar:

Det er anerkendt i EU-retten, at vikarbureauarbejde er et særligt sensitivt område.

Fx er tjenesteydelser i forbindelse med vikarbureauer undtaget fra servicedirekti-

vet, men det vil være i strid med princippet om fri bevægelighed for tjenesteydelser

at indføre et særskilt forbud mod vikarer fra andre EU-lande.

Selv om tjenesteydelser i forbindelse med vikarvirksomhed falder uden for service-

direktivet, vil restriktioner stadig kunne være uberettigede efter EU-retten i øvrigt,

særligt traktatens bestemmelser om fri bevægelighed for tjenesteydelser.

Følgende fremgår af præambelbetragtning (19) i direktiv 96/71/EF om udstatione-

ring af arbejdstagere som led i udveksling af tjenesteydelser:

”medmindre

andet er fastsat i andre bestemmelser i fællesskabsretten, medfører

dette direktiv ikke en forpligtelse til at anerkende vikarbureauer juridisk, og det

forhindrer heller ikke, at medlemsstaterne anvender egne love om tilrådighedsstil-

lelse af arbejdskraft og om vikarbureauer på virksomheder, der ikke er etableret på

deres område, men arbejder dér i forbindelse med udveksling af tjenesteydelser;”.

Artikel 4, stk. 1, i direktiv 2008/104/EF om vikararbejde lyder således:

”Forbud mod og restriktioner i anvendelsen af vikararbejde kan kun begrundes i

almene hensyn til især beskyttelse af vikaransatte og krav til sundhed og sikkerhed

på arbejdspladsen eller i behovet for at sikre et velfungerende arbejdsmarked og

forebygge misbrug.”

27. februar 2020

J.nr.

2020 - 1224

EUU, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 141: Spm. om forbud mod at vikarbureauer udstationerer vikarer fra andre EU-lande til at arbejde i Danmark, til beskæftigelsesministeren, kopi til udenrigsministeren

Af bestemmelsens stk. 4 fremgår, at stk. 1 ikke berører nationale krav til vikarbu-

reauer for så vidt angår registrering, udstedelse af tilladelse, godkendelse, finan-

sielle garantier eller tilsyn.

At ikke enhver restriktion er tilladt, selvom den gælder uden forskel for alle virk-

somheder, fremgår bl.a. af EU-Domstolens dom i sagen C-397/10. Ifølge dommen

var det ikke berettiget, at region Bruxelles i lovgivningen stillede et generelt krav

om, at vikarbureauer, der opererede i region Bruxelles, skulle have en bestemt ret-

lig form, og have som eneste selskabsformål at stille arbejdstagere til rådighed.

Under sagen oplyste Belgien, at reglerne ville blive ændret. Allerede fordi Belgien

således ikke kunne begrunde reguleringen med et tvingende hensyn, var kravene

udtryk for en uberettiget restriktion for udenlandske vikarbureauer, der havde en

anden retlig form, og/eller som ikke kun havde som formål at stille arbejdstagere til

rådighed.

Venlig hilsen

Peter Hummelgaard