Europaudvalget 2019-20
EUU Alm.del
Offentligt
2167776_0001.png
Folketinget
Europaudvalget
Christiansborg
1240 København K
DK Danmark
Dato:
24. marts 2020
Kontor:
EU-retskontoret
Sagsbeh: Anna Munksgaard Juul
Holm
Sagsnr.: 2020-0032/06-0109
Dok.:
1409173
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 161 (Alm. del), som Folketin-
gets Europaudvalg har stillet til justitsministeren den 25. februar 2020.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Morten Messerschmidt (DF).
Nick Hækkerup
/
Anders Lotterup
Slotsholmsgade 10
1216 København K.
T +45 7226 8400
F +45 3393 3510
www.justitsministeriet.dk
[email protected]
 EUU, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 161: Spm. om hjemmel til en fælles EU-reguleret mindsteløn, til justitsministeren, kopi til udenrigsministeren
Spørgsmål nr. 161 (Alm. del) fra Folketingets Europaudvalg:
”Mener
Justitsministeriet, at der i TEUF art. 153, stk. 1, litra b
er hjemmel til en fælles EU-reguleret mindsteløn, når det af be-
stemmelsen fremgår, at Unionen
”støtter og supplerer … med-
lemsstaternes indsats … [for så vidt angår] b) arbejdsvilkårene”
og art. 153, stk. 5 klart understreger, at EU ikke kan vedtage
direktiver vedrørende ”lønforhold, organisationsret, strejkeret
eller ret til lockout"?”
Svar:
Det fremgår af artikel 153, stk. 1, litra b, i Traktaten om Den Europæiske
Unions Funktionsmåde (TEUF), at ”med henblik på at virkeliggøre de i ar-
tikel 151 fastlagte mål støtter og supplerer Unionen medlemsstaternes ind-
sats på følgende områder: (…) arbejdsvilkårene.”
Det fremgår dog af artikel 153, stk. 5, at ”[b]estemmelserne
i denne artikel
gælder ikke lønforhold, organisationsret, strejkeret eller ret til lockout”.
Der
er således ikke hjemmel til udstedelse af bindende EU-retsakter om lønfor-
hold.
EU-Domstolen har bekræftet dette i sin praksis, bl.a. i dom af 15. april 2008
i sag C-268/06,
Impact,
hvor Domstolen udtalte, at undtagelsen i (nu) TEUF
artikel 153, stk. 5, ”skal forstås således, at den sigter til foranstaltninger, der
–
såsom en ensretning af alle eller en del af de bestanddele, der indgår i
lønningerne og/eller deres niveau i medlemsstaterne, eller indførelsen af en
mindsteløn på fællesskabsplan
–
indebærer, at fællesskabsretten direkte gri-
ber ind i fastsættelsen af lønningerne i Fællesskabet.” Det
fremgår også, at
”[d]enne undtagelse kan imidlertid ikke udstrækkes til ethvert spørgsmål,
der har en eller anden form for forbindelse med lønforhold, idet man ellers
ville tømme visse af de områder, der er fastsat [i TEUF artikel 153, stk. 1,]
for en stor del af
deres indhold.”
Det er siden bekræftet i EU-Domstolens dom af 21. februar 2018 i sag C-
518/15,
Nivilles,
at
”arbejdstagernes løn … i henhold til artikel 153, stk.
5,
TEUF, falder uden for Unionens
kompetence.”
Undtagelsesbestemmelsen i TEUF artikel 153, stk. 5, forhindrer således
Kommissionen i at foreslå EU-regler, der direkte griber ind i eller regulerer
2
 EUU, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 161: Spm. om hjemmel til en fælles EU-reguleret mindsteløn, til justitsministeren, kopi til udenrigsministeren
lønninger i medlemsstaterne. Kommissionen er dog ikke, som det også føl-
ger af Domstolens dom i sag C-268/06, på forhånd forhindret i at foreslå
EU-regler om ethvert spørgsmål, der har en eller anden form for forbindelse
med ”lønforhold”.
Domstolen gav som eksempel på EU-lovgivning, der
er
hjemmel til at vedtage i artikel 153, artikel 7 i arbejdstidsdirektivet (nu di-
rektiv 2003/88/EF) om retten til årlig betalt ferie af mindst fire ugers varig-
hed.
Der henvises til beskæftigelsesministerens svar af 21. februar 2020 på
spørgsmål nr. 129 (Alm. del) fra Europaudvalget. Det fremgår heraf bl.a., at
det endnu er uklart, om og hvordan Kommissionen vil anvende artikel 153
til indirekte at fremme, at arbejdstagere får en anstændig løn.
3