Europaudvalget 2019-20
EUU Alm.del
Offentligt
2177290_0001.png
Udenrigsministeriet
Folketingets Europaudvalg
Asiatisk Plads 2
DK-1448 København K
Telefon +45 33 92 00 00
Telefax +45 32 54 05 33
E-mail: [email protected]
http://www.um.dk
Bilag
Sag/ID Nr.
Enhed
Dato
-
2020-13994
EUP
15. april 2020
EUU alm. del
svar på spørgsmål 174 fra Eva Kjer Hansen (V) stillet den
25. marts 2020 til udenrigsministeren
Spørgsmål
Hvilke konsekvenser - om nogen
forventes en forlængelse af nødretstilstand i
Ungarn på ubestemt tid at få for ungarsk EU-medlemskab? Vurderer ministeren,
at Ungarn med en sådan forlængelse lever op til Københavnskriterierne.
Forudser ministeren en drøftelse i EU-kredsen af sagen?
Svar
Den ungarske nødretslov af 30. marts 2020, som bl.a. forlænger den ungarske
nødretstilstand i en tidsubegrænset periode, giver anledning til stor bekymring.
Det er naturligvis helt legitimt, at Ungarn
på linje med en række andre EU-
lande, herunder Danmark
har taget ekstraordinære skridt til at håndtere den
alvorlige situation, som vi står i. Men det er samtidig helt afgørende, at de
foranstaltninger, der indføres,
er proportionale og lever op til EU’s
grundlæggende værdier, herunder respekten for demokratiet og retsstaten.
Det er der desværre meget, der tyder på ikke er tilfældet i Ungarn, og jeg har
derfor blandt andet allerede understreget mine bekymringer over for min
ungarske udenrigsministerkollega.
Jeg ser meget gerne, at EU-Kommissionen, så snart det er muligt, foretager en
dybdegående analyse af den ungarske nødretslovgivning, og at Kommissionen
tager alle relevante midler i brug. Jeg hæfter mig i den henseende ved, at
Kommissionen allerede har tilkendegivet, at den fremadrettet vil monitorere
medlemslandenes nødretstiltag, og at Kommissionsformanden den 2. april 2020
i pressen har understreget, at hun er særligt bekymret for de ungarske tiltag.
Samtidig er det et spørgsmål, som Rådet, når det igen er muligt henset til den
aktuelle situation, bør drøfte indgående, ikke mindst i lyset af de alvorlige
bekymringer for situationen i Ungarn, som allerede er rejst som led i den
igangværende artikel 7-procedure.
Med venlig hilsen
Jeppe Kofod