EUU, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 248: Spm. om, hvorvidt artikel 154 kan anvendes til en generel mindsteløn for alle EU’s medlemslande, til beskæftigelsesministeren, kopi til udenrigsministeren

Europaudvalget 2019-20
EUU Alm.del
Offentligt

Europaudvalget 2019-20

EUU Alm.del - endeligt svar på spørgsmål 172

Offentligt

Folketinget

Europaudvalget

Christiansborg

1240 København K

DK Danmark

21. april 2020

Stats- og Menneskerets-

kontoret

Sagsbeh: Halit Sert

Sagsnr.: 2020-0032/06-0110

Dok.:

1440857

Dato:

Kontor:

Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 172 (Alm. del), som Folketin-

gets Europaudvalg har stillet til justitsministeren den 24. marts 2020.

Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Morten Messerschmidt (DF).

Nick Hækkerup

Anna-Sophie Saugmann-Jensen

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

T +45 7226 8400

F +45 3393 3510

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

EUU, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 248: Spm. om, hvorvidt artikel 154 kan anvendes til en generel mindsteløn for alle EU’s medlemslande, til beskæftigelsesministeren, kopi til udenrigsministeren

Spørgsmål nr. 172 (Alm. del) fra Folketingets Europaudvalg:

”Skal

svaret på spørgsmål 160 (alm. del, folketingsåret 2019-

20) forstås sådan, at den danske overdragelse af beføjelser til

EU én til én følger det,

som EU’s egne myndigheder måtte ud-

lede af de traktater, Danmark har tiltrådt, sådan at der ikke er

mulighed for national efterprøvelse heraf?”

Svar:

Der blev med spørgsmål 160 (Alm. del), som Retsudvalget stillede til

justitsministeren den 25. februar 2020, spurgt til, om Justitsministeriet me-

ner, at Danmark har overført beføjelse til EU efter grundlovens § 20 til, at

der kan fastsættes regler om mindstelønninger på EU-niveau med bindende

retskraft for Danmark. Spørgsmålet blev besvaret den 24. marts 2020.

Som der redegøres uddybende for i det følgende, skal besvarelsen af 24.

marts 2020 ikke forstås sådan, at der ikke efter dansk ret kan foretages en

national prøvelse af, om en EU-retsakt, der efter EU-institutionernes (EU-

lovgivers og EU-Domstolens)

opfattelse har hjemmel i EU’s traktatgrund-

lag, overskrider grænserne for den ved tiltrædelsesloven foretagne suveræ-

nitetsafgivelse.

De beføjelser, som er overladt til EU, er i tiltrædelsesloven (lov nr. 447

af 11. oktober 1972 om Danmarks tiltrædelse af De Europæiske Fællesska-

ber med senere ændringer) afgrænset ved en traktathenvisning.

Det fremgår således af § 2 i tiltrædelsesloven, at beføjelser, som efter grund-

loven tilkommer rigets myndigheder, i det omfang, det er fastsat i de i § 4

nævnte traktater mv., udøves af Den Europæiske Unions institutioner. Lo-

vens § 4 indeholder henvisninger til det traktatgrundlag, der indfører bl.a.

de regler, der nu er indeholdt i artikel 153 i Traktaten om Den Europæiske

Unions Funktionsmåde (TEUF), hvorefter der i et vist omfang kan udstedes

bindende EU-retsakter om bl.a. arbejdsvilkår.

Højesteret udtalte sig i den såkaldte Maastricht-dom (optrykt i Ugeskrift for

Retsvæsen 1998, side 800) om de danske domstoles mulighed for at efter-

prøve spørgsmål om, hvorvidt en EF (nu EU)-retsakt, som er opretholdt af

EF (nu EU)-Domstolen, overskrider grænserne for den ved tiltrædelseslo-

ven foretagne suverænitetsafgivelse (pr. 9.6):

”Ved tiltrædelsesloven er det anerkendt, at kompetencen til at

prøve lovligheden og gyldigheden af EF-retsakter tilkommer

EF-domstolen. Dette indebærer, at danske domstole ikke kan

anse en EF-retsakt for uanvendelig i Danmark, uden at spørgs-

målet om dens forenelighed med Traktaten har været prøvet af

EF-domstolen, og at danske domstole i almindelighed kan

lægge til grund, at EF-domstolens afgørelser herom ligger inden

for suverænitetsafgivelsens grænser. Højesteret finder imidler-

tid, at det følger af bestemthedskravet i grundlovens § 20, stk. 1,

sammenholdt med danske domstoles adgang til at prøve loves

grundlovsmæssighed, at domstolene ikke kan fratages adgangen

til at prøve spørgsmål om, hvorvidt en EF-retsakt overskrider

grænserne for den ved tiltrædelsesloven foretagne suverænitets-

afgivelse. Danske domstole må derfor anse en EF-retsakt for

uanvendelig i Danmark, hvis der skulle opstå den ekstraordi-

nære situation, at det med den fornødne sikkerhed kan fastslås,

at en EF-retsakt, der er opretholdt af EF-domstolen, bygger på

en anvendelse af Traktaten, der ligger uden for suverænitetsaf-

givelsen ifølge tiltrædelsesloven. Tilsvarende gælder med hen-

syn til fællesskabsretlige regler og retsprincipper, som beror på

EF-domstolens

praksis.”

Det følger af det ovenstående, at der efter dansk ret kan foretages en national

prøvelse af, om en EU-retsakt, der efter EU-institutionernes (EU-lovgivers

og EU-Domstolens)

opfattelse har hjemmel i EU’s traktatgrundlag, over-

skrider grænserne for den ved tiltrædelsesloven foretagne suverænitetsafgi-

velse.

Som det fremgår af besvarelsen af spørgsmål 160 (Alm. del) fra Folke-

tingets Retsudvalg, er det endnu uklart, om og hvordan Kommissionen vil

anvende artikel TEUF 153 til indirekte at fremme, at arbejdstagere får en

anstændig løn.

Som anført i besvarelsen vil der

–

hvis Kommissionen fremlægger et forslag

herom

–

skulle foretages en vurdering heraf, herunder af, om forslagets ind-

hold ligger inden for rammerne af de beføjelser, der er overladt til EU i

medfør af den danske tiltrædelseslov.