EUU, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 267: Spm. om udtalelse fra Højesteret ved dom af 6. april 1998 om anvendelse af EU-traktater, til justitsministeren, kopi til udenrigsministeren

Europaudvalget 2019-20
EUU Alm.del
Offentligt

Folketinget

Europaudvalget

Christiansborg

1240 København K

DK Danmark

Dato:

Kontor:

Sagsbeh:

Sagsnr.:

Dok.:

28. august 2020

Stats- og Menneskerets-

kontoret

HES

2020-0032/06-0122

1574386

Hermed sendes endelig besvarelse af spørgsmål nr. 267 (Alm. del), som Fol-

ketingets Europaudvalg har stillet til justitsministeren den 7. juli 2020.

Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Morten Messerschmidt (DF).

Nick Hækkerup

Henrik Skovgaard-Petersen

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

T +45 7226 8400

F +45 3393 3510

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

EUU, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 267: Spm. om udtalelse fra Højesteret ved dom af 6. april 1998 om anvendelse af EU-traktater, til justitsministeren, kopi til udenrigsministeren

Spørgsmål nr. 267 (Alm. del) fra Folketingets Europaudvalg:

”Som opfølgning på svar på spørgsmål 160 (EUU alm. del

2019-20), forstår ministeren det følgende udtalt af Højesteret

ved dom af 6. april 1998 (trykt i Ugeskrift for Retsvæsen 1998,

s. 800) pr. 9.6 sådan, at den omtalte EF-retsakt skal være i strid

med EU/TEUF traktaten for også at være uden for suverænitets-

afgørelsen i tiltrædelsesloven? ”Danske domstole må […] anse

en EF-retsakt for uanvendelig i Danmark, hvis der skulle opstå

den ekstraordinære situation, at det med den fornødne sikkerhed

kan fastslås, at en EF-retsakt, der er opretholdt af EF-domstolen,

bygger på en anvendelse af Traktaten, der ligger uden for su-

verænitetsafgivelsen ifølge tiltrædelsesloven”.”

Svar:

Af besvarelsen af 21. april 2020 af spørgsmål nr. 172 (Alm. del) fra Folke-

tingets Europaudvalg, der blev stillet som opfølgning på besvarelsen af 24.

marts 2020 af spørgsmål nr. 160 (Alm. del) fra Folketingets Europaudvalg,

fremgår det bl.a., at de beføjelser, som Danmark har overladt til EU, i til-

trædelsesloven (lov nr. 447 af 11. oktober 1972 med senere ændringer) er

afgrænset af en traktathenvisning. Det fremgår nærmere bestemt af tiltræ-

delseslovens § 2, at beføjelser, som efter grundloven tilkommer rigets myn-

digheder, i det omfang, det er fastsat i de i § 4 nævnte traktater mv., udøves

af Den Europæiske Unions institutioner.

Højesteret udtalte i præmis 9.6 i den såkaldte Maastricht-dom (optrykt i

Ugeskrift for Retsvæsen 1998, side 800):

”Ved tiltrædelsesloven er det anerkendt, at kompetencen til at

prøve lovligheden og gyldigheden af EF-retsakter tilkommer

EF-domstolen. Dette indebærer, at danske domstole ikke kan

anse en EF-retsakt for uanvendelig i Danmark, uden at spørgs-

målet om dens forenelighed med Traktaten har været prøvet af

EF-domstolen, og at danske domstole i almindelighed kan

lægge til grund, at EF-domstolens afgørelser herom ligger inden

for suverænitetsafgivelsens grænser. Højesteret finder imidler-

tid, at det følger af bestemthedskravet i grundlovens § 20, stk. 1,

sammenholdt med danske domstoles adgang til at prøve loves

grundlovsmæssighed, at domstolene ikke kan fratages adgangen

til at prøve spørgsmål om, hvorvidt en EF-retsakt overskrider

grænserne for den ved tiltrædelsesloven foretagne suverænitets-

afgivelse.

Danske domstole må derfor anse en EF-retsakt for uanvendelig

i Danmark, hvis der skulle opstå den ekstraordinære situation,

at det med den fornødne sikkerhed kan fastslås, at en EF-retsakt,

der er opretholdt af EF-domstolen, bygger på en anvendelse af

Traktaten, der ligger uden for suverænitetsafgivelsen ifølge til-

trædelsesloven. Tilsvarende gælder med hensyn til fællesskabs-

retlige regler og retsprincipper, som beror på EF-domstolens

praksis.”

Det bemærkes endvidere, at det netop citerede udsagn blev bekræftet i pkt.

3 i præmisserne til Højesterets dom af 20. februar 2013 i den såkaldte Lis-

sabon-sag (optrykt i Ugeskrift for Retsvæsen 2013, side 1451). Højesteret

bemærkede desuden, at skulle der i forbindelse med en retsakt eller retsaf-

gørelse, der konkret og aktuelt berører danske borgere mv., opstå tvivl om,

hvorvidt den er baseret på en anvendelse af traktatgrundlaget, som ligger

uden for den suverænitetsafgivelse, der følger af tiltrædelsesloven med se-

nere ændringer, vil spørgsmålet kunne undergives den domstolsprøvelse,

som er fastslået i afsnit 9.6 i Maastricht-dommen.

Det følger heraf, at der efter dansk ret kan foretages en prøvelse af, om en

EU-retsakt, der efter EU-institutionernes (EU-lovgivers og EU-Domsto-

lens) opfattelse har hjemmel i EU’s traktatgrundlag, overskrider grænserne

for den ved tiltrædelsesloven foretagne suverænitetsafgivelse. Tilsvarende

gælder med hensyn til fællesskabsretlige regler og retsprincipper, som beror

på EU-Domstolens praksis.

Det bemærkes i øvrigt, at Højesteret ved dom af 6. december 2016 i den

såkaldte Ajos-sag (optrykt i Ugeskrift for Retsvæsen 2017, side 824), der

ikke handlede om en EU-retsakt, men om princippet om forbud mod for-

skelsbehandling på grund af alder, som af EU-Domstolen er fastslået som et

uskrevet EU-retligt princip på traktatniveau, fastslog, at

”tiltrædelsesloven ikke indeholder hjemmel til i en tvist mellem

private at lade det uskrevne princip om forbud mod forskelsbe-

handling på grund af alder fortrænge den dagældende bestem-

melse i funktionærlovens § 2 a, stk. 3, i det omfang bestemmelsen

er i strid med forbuddet.”

Højesteret foretog med andre ord en prøvelse efter dansk ret af, hvorvidt

tiltrædelsesloven gav hjemmel til at tillægge det uskrevne EU-retlige princip

om forbud mod forskelsbehandling på grund af alder direkte (pligtskabende)

virkning for en privat part i modstrid med en dansk lovbestemmelse. EU-

Domstolen var i den præjudicielle afgørelse i sagen nået frem til, at den na-

tionale domstol efter EU-retten var forpligtet til om nødvendigt at undlade

at anvende enhver bestemmelse i national ret, som er i strid med det almin-

delige princip om forbud mod forskelsbehandling på grund af alder, jf. EU-

Domstolens dom af 16. april 2016 i sag C-441/14, DI.