Tak for ordet. Tak til Det Konservative Folkeparti for at komme med det her beslutningsforslag. Det er en vigtig debat, som det er godt at vi tager her i salen. I Liberal Alliance er vi grundlæggende glade for den aftale, der blev lavet i 2018, samtidig med at vi – og det har vi også sagt før – bakker hr. Marcus Knuth op i, at det kunne være godt, hvis der blev indkaldt til nye forhandlinger om at udforme reglerne. Hovedreglen bør jo være sådan, som den er i dag, altså at man, hvis man har begået alvorlig kriminalitet, aldrig bør kunne blive dansk statsborger, og at der, hvis den er mindre alvorlig, så bør falde en lang karantæne.
Det, som vi snakker mest om i den her tid udeomkring i samfundet, er jo nok coronakrisen, men næstefter den tror jeg at et af de mest omdiskuterede emner, i hvert fald hvis man interesserer sig for politik, er forholdet mellem skøn og regel. Jeg har selv siddet i Indfødsretsudvalget, og jeg ved, hvor vigtigt det er, at man kan tage konkrete sager op og bedømme dem, og at man, når man har set alt materialet igennem, kan træffe en afbalanceret vurdering, og det er altså en type af sager, hvor jeg tror, at det her beslutningsforslag kommer til at ramme lidt for hårdt. For der er en type af sager, hvor forseelsen ligger meget langt tilbage i tiden, og nogle gange i kombination med, at synet på den sag, der udløste dommen, har ændret sig. Der synes jeg egentlig, at det eksempel, som hr. Rasmus Stoklund kom med, var godt, altså sagen om en amerikaner, der som ung i 1970'erne har modtaget en dom for at være i besiddelse af et mindre kvantum hash. Det er ikke sådan en helt usandsynlig sag, når man sidder i Indfødsretsudvalget. Der må man jo sige, at hvis den her ansøger så har levet et dadelfrit liv frem til i dag, og at samfundets syn på den forseelse, som personen blev dømt for i sin tid, vel også har ændret sig, hvad så? Der tror jeg nok, at jeg, hvis jeg stadig sad i Indfødsretsudvalget, så ville mene, at den pågældende ansøger gennem sin livsførelse og gennem den lange tid, der var gået, var en person, som man kunne anse som fuldt ud resocialiseret. Det her princip, navnlig det om lang tid og om et dadelfrit liv og måske også det her med, at synet på forbrydelsens alvor i nogle tilfælde godt kan have ændret sig, gør, at jeg synes, at vi måske skal arbejde videre med det her forslag. Altså, ja til hovedreglen om kriminalitet og statsborgerskab, men også ja til princippet om skøn foran regel. Man skal i princippet kunne give en dispensation, hvis dommen ligger lang tid tilbage, og hvis ansøgerens livsførelse efter dommen og frem til i dag helt entydigt demonstrerer, at personen er rehabiliteret.
Vi kunne sikkert godt bakke en modificeret udgave af forslaget op, hvor der var taget højde for det her med skøn og regel, og det kan også være, at det kommer på et eller andet tidspunkt, men sådan som det er lagt op lige her, kan vi ikke bakke forslaget op. Tak for ordet.