Tak for ordet, og tak for debatten. Det har været en rigtig god debat; det har været en debat, som på den ene side har afsløret, at der er – og gudskelov for det – en række partier i dag, som forstår eller i hvert fald udtrykker forståelse med hensyn til problemet islam. Der er jo desværre ikke fuld opbakning til beslutningsforslaget, men der er trods alt opbakning til, at man går videre ad et eller andet spor.
Problemet er jo, at politikere i årtier har vendt det blinde øje til, mens islam har fået mere og mere indflydelse i vores samfund. Muslimske trossamfund er blevet anerkendt, der gives særrettigheder af hensyn til islam i Danmark, der er kønsopdelt svømmeundervisning, der er barnebrude, der er indrettet bederum på uddannelsesinstitutioner og offentlige arbejdspladser, der serveres halalslagtet kød på sygehuse og i institutioner, og det muslimske tørklæde er blevet et normalt syn på skoler og offentlige arbejdspladser.
En undersøgelse fra Københavns Kommune viser, at en stigende andel af unge med ikkevestlig baggrund ønsker, at religiøse love sættes over danske sekulære love. Og en undersøgelse fra Justitsministeriet viser, at 76 pct. af indvandrere og efterkommere fra de muslimske lande mener, at det bør være ulovligt at kritisere islam. Islam er i opposition til værdier som frihed og demokrati. Jo mere islam fylder i et samfund, jo mindre plads bliver der til friheden og demokratiet, til de grundlæggende værdier, som vores samfund bygger på.
I Danmark må folk tro og tænke, hvad de vil, men vi skal ikke tillade islam at presse sig ind i vores samfund. Islam skal skubbes tilbage i privaten. Hidtil har vi i Danmark været forskånet for, at islamiske budskaber råbes ud over vores byer og boligområder fra moskeer og minareter, men i april lod en imam med elektrisk forstærkning islams budskaber gjalde ud over et boligkvarter i Aarhus. Imamen kommer fra en moské, der er kendt fra dokumentaren »Moskeerne bag sløret«. Mange husker forhåbentlig den grufulde dokumentar. Det var den, der viste, hvordan et shariaråd rådgav en kvinde til ikke at gå fra sin mand eller gå til politiet, selv om han tævede hende, tvang hende til sex og ønskede en kone mere.
Alt dette er konsekvensen af politikere, der i årevis har nægtet at træde i karakter og meddele forkyndere af islam i Danmark, at islam ingen indflydelse skal have. Konkret i forhold til bønnekald har partierne herinde lagt ansvaret fra sig og overladt det til kommunerne at holde islam ude af samfundet. Men ude i kommunerne, hvor Dansk Islamisk Trossamfund flere og flere steder ønsker at afholde bønnekald, ved de ikke, hvad de skal rette sig efter.
I Helsingør Kommune har de fået en bønnekaldsanmodning fra Dansk Islamisk Trossamfund, og derfor har de for knap en måned siden bedt kirkeministeren om en redegørelse. Kommunen savner forklaring på, hvorfor og hvordan de skal blandes ind i afgørelsen af det spørgsmål. Kommunen mener ikke, at de har hjemmel til at behandle anmodningen om bønnekald, men de har ikke fået svar. Vi bør som medlemmer af Folketinget vedtage et forbud mod muslimsk bønnekald i det offentlige rum. Det er helt uholdbart, hvis det er den kommunale forvaltning, der skal sikre danskerne mod, at islam presser sig længere og længere ind i vores samfund. Det viser episoden fra Aarhus tydeligt. Her var det en lokalt ansvarlig for en fodboldbane, som ikke havde nogen som helst betænkeligheder ved at give imamen tilladelse til at bræge islam ud over byen.
Der må klar lovgivning til, der sikrer, at imamer, der kalder til bøn i det offentlige rum, bliver retsforfulgt og straffet. Elektrisk forstærket islamisk bøn strider mod den offentlige orden, og den lære, som udtrykkes ved bønnen, som f.eks. – som vi har talt om tidligere – sharia med alt, hvad det indebærer, strider efter vores bedste overbevisning mod sædeligheden.
Vi skal ikke tillade, at islam skaffer sig større og større indflydelse i vores samfund. Der skal sættes en fod ned, og det skal være med hælen først. Vi skal signalere, at det er hertil og ikke længere, for hvis vi ikke handler i tide, ender vi med en situation, hvor muslimsk bønnekald bliver normen, og der skal vi ikke hen.
Da et flertal af partierne har udtrykt, at de ikke vil have bønnekald i Danmark, havde jeg selvfølgelig håbet på, at der ville tegne sig et flertal for det her forslag, men det er jo som bekendt ikke tilfældet. Vi står desværre endnu en gang i en situation, hvor en lang række partier og politikere siger ét, men gør noget andet.
Jeg er dog glad for, at DF utvetydigt bakker op om vores forslag og også har et ændringsforslag, som lyder fornuftigt, så længe det er, som ordføreren nævnte det tidligere – nu må vi se, hvad det ender med – og jeg er også rigtig glad for, at Det Konservative Folkeparti bakker op, også med et ændringsforslag, som vi også godt kan støtte, for målet er for os at få bugt med islamiske bønnekald, få presset islam tilbage, og det får vi selvfølgelig også, hvis vi sikrer, at øvrige religiøse bønnekald bliver forbudt, dog med undtagelse af den danske folkekirke, som har en særstatus i forvejen, også i grundloven.
Så er jeg rigtig glad for, at Venstre, som ikke er her nu, trods alt er positivt stemt over for forslaget og siger klart nej til bønnekald i Danmark, og at LA går en konstruktiv vej og siger, at der må være en mulighed for, at vi kan komme videre ad det her spor, og at selv SF også siger klart: Det her bryder vi os ikke om i vores samfund. Og selv om regeringen siger, at man ikke vil have bønnekald i Danmark, og alligevel siger, at man ikke vil stemme for beslutningsforslaget, så hører jeg dog også fra regeringen og Socialdemokratiet, at man, når det her bliver et problem – og jeg vil næsten garantere, at det gør det – så er klar til at handle. Jeg håber ikke, at Socialdemokratiet vil vente lige så længe med at handle på det her, som man generelt har ventet med at handle på udlændingepolitikken i Danmark. Jeg håber ikke, at der skal gå 40 år, for så har vi større problemer end bønnekald i Danmark.
Men med det sagt vil jeg sige tak for en konstruktiv debat og sige, at det, selv om der ikke er flertal for forslaget, så som sagt lader til, at der er en bred anerkendelse af, at islam skal presses tilbage, at vi ikke vil have, at islam presser sig ind på vores værdier, og at der er en stemning af, at det bliver vi nødt til at tage ansvar for. I Nye Borgerlige siger vi: Islam skal ingen indflydelse have i vores samfund, og vi klør på, vi kæmper videre, vi giver ikke op. Tak for ordet.