Jeg vil også starte med at sige tak for, at vi kan få den her debat i dag om visumreglerne. Spørgsmålet om, hvordan vi skal håndtere de lande, der ikke vil tage imod deres egne statsborgere, dukker jo op med jævne mellemrum, og jeg tror, vi er mange, der synes, det er en meget relevant og meget vigtig diskussion, og jeg mener naturligvis, at de personer, der ikke har noget lovligt opholdsgrundlag i Danmark, skal rejse hjem, hellere i dag end i morgen – det giver sig selv.
Jeg har også en klar forventning om, at de lande, hvor udlændingene kommer fra, samarbejder om at modtage deres egne statsborgere. Hvis landene ikke samarbejder, er jeg og regeringen selvfølgelig indstillet på at undersøge, hvad der kan være af relevante redskaber til at reagere over for de lande. Men reaktionerne mod lande, der ikke samarbejder, kan ikke stå alene, og derfor er jeg også allerede i gang med at se nærmere på, hvordan vi kan styrke indsatsen over for udlændinge, der ikke længere skal være her i landet, så flest mulige rejser hjem frivilligt. Det er lidt en anden diskussion.
Forslaget, vi behandler i dag, handler om, hvorvidt det skal være muligt at nægte visum til borgere fra visumpligtige lande, hvis de nægter at modtage deres egne statsborgere. Jeg forstår det sådan, at forslagsstillerne fra Dansk Folkeparti vil stramme visumreglerne med det formål at presse lande, der ikke er villige til at samarbejde. Helt konkret er tanken, at der skal oprettes en helt ny landegruppe, hvori de lande, der nægter at modtage egne borgere, så skal placeres.
Først og fremmest vil jeg sige, at vi selvfølgelig løbende skal arbejde på at øge presset på de her lande, der af den ene eller den anden årsag ikke tager imod deres egne statsborgere. Det gør vi også allerede i dag og har gjort det i en hel del år, og det virker også i nogle sammenhænge. Så er der de andre tilfælde – der, hvor vores indsats ikke virker – og her kan det jo give mening, at vi finder nogle områder, hvor vi kan reagere over for de lande, som ikke er villige til at samarbejde i forbindelse med modtagelsen af deres egne statsborgere. Jeg synes også, det er fornuftigt at lade overvejelser om samarbejdsvilje indgå i vurderingen af, hvilken en af hovedgrupperne for tildeling af visum landene skal placeres i, men til det må jeg jo så sige, at sådan nogle overvejelser allerede foretages og er blevet foretaget i mange år i Udlændinge- og Integrationsministeriet, når ministeriet beslutter, hvilke lande der skal i hvilke hovedgrupper.
Som forslagsstillerne selv opsummerer i beslutningsforslaget, har vi lige nu mulighed for at placere et land i en hovedgruppe 5, hvori de lande, hvis borgere har sværest ved at få visum, er placeret. Af bekendtgørelsen fremgår det – og nu læser jeg højt:
»Hovedgruppe 5 omfatter lande og regioner, hvis statsborgere som udgangspunkt vurderes at udgøre en særligt høj risiko for indvandring i Danmark eller andre Schengenlande, og hvortil der kan være udsendelsesvanskeligheder.«
Det er altså allerede i dag en del af beslutningen om, hvorvidt et land skal placeres i hovedgruppe 5, om det pågældende land udviser villighed til at samarbejde i forhold til at modtage egne statsborgere, eller om der er udsendelsesvanskeligheder.
Samtidig er der heldigvis vedtaget nogle nye EU-regler, som træder i kraft om et par uger, i starten af februar, hvor visumpolitikken kan anvendes restriktivt over for visse lande for at forbedre samarbejdet om tilbagetagelse af egne statsborgere. De ændringer ser jeg også frem til – det synes jeg også er fornuftigt.
Derfor mener jeg egentlig helt grundlæggende, at det system, vi har i Danmark i dag, og som vi allerede benytter i dag, hvor vi har hovedgruppe 1-5, fungerer udmærket, og at det allerede i dag er muligt at øge presset på de lande ved at placere dem i hovedgruppe 5, særlig hvis man ser det i sammenhæng med de nye muligheder, vi får om få uger. De nye EU-regler, vi får, vil også være med til at lægge et stort pres på lande, der ikke samarbejder om tilbagetagelse, taget i betragtning at presset kommer med EU's samlede styrke.
Når det er sagt, indgår der selvfølgelig også en række øvrige hensyn ved vurderingen af, hvilken hovedgruppe et bestemt land skal placeres i, og derfor vil det heller ikke være sådan, at de lande, som indgår i hovedgruppe 5, nødvendigvis vil svare til de lande, hvor udsendelserne er fastlåste.
Regeringen overvejer selvfølgelig løbende, om hovedgruppe 5 skal udvides, i tilfælde af at et land ikke i tilstrækkelig grad medvirker til at tage imod egne statsborgere uden et opholdsgrundlag i Danmark, men hvis vi lader det her hensyn være eneafgørende uden at vægte de øvrige hensyn, som nødvendigvis også må indgå, så risikerer vi, at resultatet i realiteten bliver noget andet end det, vi egentlig ønsker, f.eks. at vi uforvarende kommer til at understøtte visumshopping mellem Schengenlandene, fordi udlændinge så bare søger om visum hos et andet Schengenland, hvor praksis er lempeligere.
Forslagsstillerne nævner også, at det bør være alle borgere i den nye landegruppe, som ikke på nogen måde vil skulle have mulighed for at få visum til Danmark eller til andre Schengenlande. Jeg forstår det sådan, at forslagsstillerne ikke ønsker, at der bør være mulighed for at gøre undtagelser til, at en statsborger fra et land, som ikke er samarbejdsvilligt i relation til udsendelse, kan få udstedt et visum.
Til det vil jeg også gerne sige, at der er det rent juridiske argument, at det ikke rent juridisk er muligt, fordi vores EU-retlige forpligtelser siger, at der skal foretages en konkret vurdering i hver eneste sag.
Jeg har også derudover bemærket, at forslagsstillerne selv understreger, at de ikke har noget imod, at udlændinge besøger Danmark på et visum, så længe de følger betingelserne for visummet og dermed også udrejser af Danmark igen, når visummet udløber. Her er jeg i særdeleshed enig med forslagsstillerne, og jeg mener af den grund derfor heller ikke, at det er en løsning at skære alle over én kam og derved pr. automatik nægte visum til udlændinge, som troligt rejser ud, når deres besøg i Danmark er tilendebragt.
Vi udsteder trods alt over 100.000 visa om året. Derfor tror jeg også, det er vigtigt, at der er undtagelser, og de undtagelser ser vi allerede i dag, hvor vi studerer vilkårene for udstedelse af visum til statsborgere fra lande, der er placeret i hovedgruppe 5. Jeg mener derfor ikke, at der er behov for at ændre praksis på det her område.
Så for at slutte, hvor jeg startede: Jeg synes, at udlændinge, der ikke har noget lovligt opholdsgrundlag i Danmark, bør udsendes af Danmark, og det forudsætter naturligvis, at vi har et godt samarbejde med nogle det pågældende land, som udlændingen har hjemme i, men jeg mener ikke, at løsningen er at oprette en ny rigid hovedgruppe 6, da jeg mener, at hovedgruppe 5 allerede i dag tilgodeser de overvejelser, der måtte være af hensyn til udsendelsesvanskeligheder.
Vi kan derfor fra regeringens side ikke støtte forslaget. Tak for ordet.