Tak for ordet, og lad mig starte med at understrege, at det er en relevant og vigtig debat – og svær debat i øvrigt. Sociale medier er private virksomheder, og fordi de er private virksomheder, har de et stort frirum til at definere, hvilke regler og vilkår der skal gælde for det indhold, som bliver delt ud til offentligheden via deres platforme. Forholdet mellem en bruger på de sociale medier og det sociale medie som sådan reguleres som udgangspunkt af den aftale, kontrakt, forståelse, der er mellem dem. Og vi kender jo alle sammen det der med, at så skal man scrolle ned igennem og sætte hak ved, at man accepterer alt muligt, og ingen af os får det læst, men det er fundamentet for den relation, som er mellem den enkelte bruger og de sociale medier, og det kan man roligt kalde et skævt forhold.
Indholdsmoderationen, som også er den, fru Marie Krarup nævnte før, har været omdiskuteret, og det er i mine øjne også en vigtig debat og en af dem, som vi bliver nødt til at forholde os til. For der er nogle principielle spørgsmål på spil her: Har alle krav på og ret til at kunne udtrykke deres holdninger på alle platforme? Det kan der være mange holdninger til, men hvis man nu overfører logikken på de almindelige medier, så er det jo ikke sådan, at vi som folketingsmedlemmer eller borgere i øvrigt har ret til og krav på at få et debatindlæg trykt i den avis, som vi gerne vil have det trykt i. Det er private medier, de bestemmer som udgangspunkt, hvad de har lyst til at bringe, og hvad de ikke har lyst til at bringe.
På samme måde opstiller de sociale medier også regler for, hvad der må ligge, eller hvad der tages ned fra deres platforme. Derfor vil det også være en nyskabelse – i hvert fald hvis man sammenligner dem med de traditionelle medier – hvis sociale medier skal tvinges til at have indhold liggende på deres platforme, som de ikke ønsker at have liggende. Og det leder mig videre til en anden væsentlig pointe, som jeg tidligere har givet udtryk for, når vi drøfter spørgsmålet her i Folketinget, nemlig at vi har med et område at gøre, som er vokset frem, uden at vi som lovgivere har grebet ind og sat nogle klare rammer.
Man kan i virkeligheden sige det sådan, at her er der et område, hvor det har været markedskræfterne i uregulerede relationer, som har fået lov til at sætte rammerne. Man kan i virkeligheden sige, at det er et meget godt eksempel på, at markedet er en elendig herre, men en god tjener. Og når det bliver så aktuelt her, er det, fordi vi ikke kommer uden om – og det lå også lidt i det, som fru Marie Krarup sagde før – at de sociale medier på godt og ondt jo har revolutioneret den måde, vi kommunikerer på. Altså, hvis det nu var noget helt nicheagtigt, så kunne man jo godt bortdefinere det som ikkerelevant. Men det er bare relevant. Det fylder så meget i debatten herhjemme, at man ikke kan sige: Nå, men det er jo bare en privat relation, så lad nu den ligge, det behøver vi som samfund ikke at blande os i.
På mange måder er det jo blevet meget nemmere at deltage i den offentlige debat, men vi har jo også set en slagside, i form af at det er blevet nemmere at udtrykke f.eks. ulovligt materiale, dele ulovligt materiale, og netop det her med at dele ulovligt materiale eller lække ulovligt materiale er jo noget af det, som vi bliver nødt til at tage livtag med.
Derfor står vi med den her grundlæggende udfordring: Hvordan skal vi reagere på den indvirkning, som sociale medier her på vores samfund og på vores demokratiske samtale? Skal vi f.eks. omfavne de intolerante, der ønsker at omstyrte vores demokrati, og skal vi lægge ryg til alt, hvad der kommer fra den kant? Eller skal vi ikke netop sætte ind for at værne vores demokrati?
Altså, det her er måske det vigtigste, jeg kommer til at sige i dag, så hvis I ikke hører efter andet, så vær venlig at høre efter præcis det her:
Den østrigske filosof Karl Popper, som voksede op i skyggen af nazismen og fascismen og kommunismen, sagde – og det er det, jeg gerne vil have jer til at notere jer, for jeg synes, det er helt central: Ubegrænset tolerance må føre til tolerancens forsvinden. Hvis vi lader den ubegrænsede tolerance gælde selv dem, der er intolerante, hvis vi ikke er parate til at forsvare et tolerant samfund mod de intolerantes voldsomme angreb, vil de tolerante blive knust og med dem tolerancen.
Jeg tror, jeg siger det en gang til, for jeg har det i hvert fald selv sådan, at man lige skal lade det synke ind et øjeblik. Prøv at høre her: Ubegrænset tolerance må føre til tolerancens forsvinden. Altså, hvis vi bare er ubegrænset tolerante, vil det på et tidspunkt gå ud over selve tolerancen. Og så fortsætter han: Hvis vi lader den ubegrænsede tolerance gælde selv dem, der er intolerante, hvis vi ikke er parat til at forsvare et tolerant samfund mod det intolerantes voldsomme angreb, vil de tolerante blive knust og med dem tolerancen. Så hvis vi lader tolerancen strække sig for langt, kommer det til at blive på bekostning af tolerancen. Det er et helt centralt dilemma, som er blevet, kan man sige, mere relevant med de sociale mediers indtog.
Jeg mener, at vi som demokrati og som samfund har en helt legitim interesse i og ret til at beskytte os selv mod det, der truer vores åbne og frie demokrati. Jeg tror, at de fleste vil være enige med mig i, at indholdsmoderation har en vigtig funktion, f.eks. i forhold til fjernelse af terrorrelateret materiale. Det er altså helt relevant og en meget væsentlig diskussion, hvordan vi håndterer de udfordringer, vi står overfor, bare med det modsatte fortegn i forhold til det, der er udgangspunktet for det spørgsmål, som er stillet i dag. Jeg er principielt ikke tilhænger af ubegrænset tolerance, og jeg er enig med Karl Popper, og konkret kan jeg komme med masser af eksempler, hvor man må sige, at her er det ikke rimeligt at have ubegrænset tolerance, og jeg er heller ikke tilhænger af ubegrænset tolerance, hvis vi sammenligner det med andre samfundsområder, f.eks. de traditionelle medier.
De udfordringer, som jeg har skitseret, har ført til, at regeringen har igangsat et arbejde med at forsøge at afdække de problemstillinger, som knytter sig til de sociale medier. Det er vores opfattelse, at de sociale medier skal mødes med krav, som afspejler den betydning, de har i samfundet i dag, og efter min mening – og det er måske så det næstvigtigste, jeg kommer til at sige i dag – er det regeringens opfattelse, at den her problemstilling kalder på regulering. Der er behov for regulering af de sociale medier.
Men som jeg også allerede har givet udtryk for, er det en kompleks problemstilling, som kræver grundige overvejelser. Vi er nødt til at tænke os grundigt om, så vi får en regulering, som har den virkning, som vi ønsker. Problemstillingen har jo unægtelig snitflader til ytringsfriheden, som er en hjørnesten i vores samfund, og derfor skal vi sikre, at vi rammer den rigtige balance mellem regulering og retten til at ytre sig. Det har også snitflader til en masse andre ting. Det her er super komplekst, men min tilgang er, at hvis vi vil bevare det frie samfund, vi har, er der en grænse for tolerancen. Vi bliver nødt til at foretage regulering af de sociale medier givet den samfundsmæssige indflydelse, som de sociale medier har.
Det her er dødhamrende svært, det er indholdsmæssigt svært, for der er nogle svære politiske afvejninger, der skal foretages, og det er dødhamrende svært, fordi det fylder så meget. Det er så vigtigt for den debat, vi kommer til at tage. Jeg håber utrolig meget, at vi vil kunne fremsætte et forslag til lovgivning, når vi kommer hen i den næste samling. Vi er i en situation, hvor der bliver arbejdet med det her tværministerielt for at se på, hvordan vi kan lave reguleringen. Jeg vil sige det ligeud, fordi det er sandt: Jeg ved simpelt hen ikke, hvor vi skal lægge snittet endnu. Jeg ved, der skal gøres noget, men jeg ved ikke præcis, hvad der skal gøres. Jeg har en fornemmelse af, hvordan jeg tror det skal gøres, men jeg ved det ikke præcis. Jeg har nogle holdninger, men der er simpelt hen behov for refleksion. Tak.