Det næste punkt på dagsordenen er:

18) Forespørgsel nr. F 56:

Forespørgsel til justitsministeren:

Vil regeringen oplyse, hvilke instrumenter – retslige som politiske – den agter at tage i brug imod den politiske misinformation, som i stigende omfang ses på de sociale medier, herunder det, der kendes som deepfake, og andet fabrikeret materiale, der distribueres med henblik på at skabe et falsk indtryk af politiske synspunkter og budskaber hos modtageren?

Af Morten Messerschmidt (DF) og Peter Skaarup (DF).

(Anmeldelse 24.04.2020. Omtryk 27.04.2020. Fremme 28.04.2020).

Jeg gør opmærksom på, at afstemningen om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til tirsdag den 23. juni 2020.

Først er det ordføreren for forespørgerne, hr. Morten Messerschmidt, til en begrundelse for forespørgslen.

Tak. De sociale medier har jo bidraget med rigtig meget godt. Afstanden mellem politikere og vælgere er blevet kortere, og adgangen til information er blevet enorm, og man kan sige, hvis man skal se det igennem det negative spejlglas, at diktaturstaterne rundtomkring i verden, som prøver at holde på magten på trods af befolkningerne, gør alt, hvad de kan, for at begrænse deres borgeres adgang til f.eks. internettet. Så derfor er internettet altovervejende en supergod ting.

Men som med så meget andet godt rummer det også farer og udfordringer, og det oplever vi også i den politiske debat, hvor Facebook, Linkedin og Twitter osv. kan misbruges til at sprede falsk information. Jeg har flere gange set videoer, hvor folk, jeg kender, lige pludselig står og siger noget, jeg med sikkerhed ved de ikke mener, og det er, hvad man så med et amerikansk udtryk kalder for deepfakes, hvor man nu simpelt hen kan lave billeder og stemmegenkendelse på en sådan måde, at det ikke er til at se forskel fra virkeligheden. Jeg har også på min egen krop oplevet det ved pludselig at se facebookopslag cirkulere, hvor der stod, at jeg skulle have fremført helt outrerede synspunkter som at kritisere Hendes Majestæt Dronningen, hvilket jeg selvfølgelig aldrig nogen sinde kunne finde på. Og det er jo ikke så meget det, at man bliver sat i den situation, det er mere, når man kan konstatere, at andre rent faktisk tror på det, at internettet pludselig bliver et redskab, der ikke bare giver adgang til information, men også mulighed for vildledning.

Der har vi brug for – og det er derfor, vi har taget initiativ til den her debat i dag – nogle bud fra regeringen på, hvad vi gør, sådan at man ligesom kan kende skidt fra kanel. Ligesom vi har en færdselslovgivning, der sikrer, at man kan komme nogenlunde sikkert fra A til B på vejene, så har vi brug for nogle initiativer, der sikrer, at man som borger, vælger, bruger af de sociale medier ved, at man har en vis garanti imod deepfakes eller anden form for vildledende materiale, som jo ikke gavner demokratiet eller fremmer oplysningen, men faktisk gør det modsatte.

Så derfor ser jeg frem til at høre, hvad justitsministeren agter at gøre i forbindelse med det her – må vi jo desværre nok gå ud fra det er – voksende problem.

Tak for det. Så er det justitsministeren for besvarelse af forespørgslen.

Tak for ordet, og igen tak til Dansk Folkeparti for at have fremsat den her forespørgsel om politisk misinformation. Det er et uhyre vigtigt emne, og det er jo også et emne, som Folketinget har beskæftiget sig med i forskellige sammenhænge. Jeg kan på stående fod erindre at have været kaldt i samråd om emnet, at vi har haft beslutningsforslag til diskussion om emnet. I virkeligheden er det lidt sådan, at vi godt ved, at det forventes at føre til, at vi skal gøre noget, men vi er i fællig i Folketinget faktisk lidt i tvivl om, hvad det er, der skal til.

De sociale mediers rolle i samfundet og de udfordringer, som det har givet, fylder meget, ikke bare i debatten her, men jo også i den offentlige debat og i den politiske debat udeomkring. Det, regeringen har gjort, er, at vi har nedsat et par arbejdsgrupper, som skal se på spørgsmålet om de sociale mediers rolle, de sociale mediers ansvar, muligheden for at fjerne ulovligt indhold og i øvrigt, hvordan vi kan styrke børns digitale liv og dannelse på internettet. Men de udfordringer, som de sociale mediers indflydelse rejser, er store, komplekse og forskelligartede, og var de ikke det, havde vi også for længst trukket af på det her i Folketinget og fundet ud af, hvordan den regulering i givet fald skulle være.

Der er både skadeligt indhold for børn og for voksne, digitale sexkrænkelser, hadefuld tale, politisk misinformation for bare at nævne nogle af dem, og det er jo rigtigt, som hr. Morten Messerschmidt sagde: Det bliver mere og mere sofistikeret. Det bliver sværere og sværere at konstatere ved det blotte øjekast, at det her i hvert fald er noget, som ikke passer.

Der findes givetvis heller ikke én fælles løsning på det hele, og der findes slet ikke nemme løsninger. For som jeg også tidligere har givet udtryk for her i Folketinget, kommer vi ikke uden om, at de sociale medier på godt og ondt har revolutioneret den måde, vi kommunikerer på. Det er på den ene side positivt, at sociale medier som udgangspunkt har gjort det nemmere at deltage i den offentlige debat, men samtidig ser vi også på den anden side, at den nemme adgang til at udtrykke holdninger udnyttes til at sprede ulovligt materiale. Det var faktisk det emne, som vi for nylig havde til debat her i Folketinget.

Der er også undersøgelser, der viser, at mange – faktisk omkring halvdelen af de adspurgte – mener, at tonen i debatten på de sociale medier afholder dem fra at deltage i debatten og udtrykke deres holdninger. Jeg tror, at alle os, der er folketingsmedlemmer, og dem af os, der måtte færdes på de sociale medier, hvilket jeg gør i meget, meget begrænset omfang, holder os fra at læse kommentarfelterne til de opslag, man måtte lave, fordi man simpelt hen bliver i dårligt humør af det, og fordi folk bruger en tone, som man aldrig nogen sinde ville byde et menneske, som man fysisk samtaler med. Folk skriver og siger og påstår ting, som er langt forbi den sådan almindelige sociale kodeks for, hvordan vi opfører os over for hinanden.

Jeg har været, og det har alle medlemmerne af Folketinget, i utallige paneldebatter – jeg har i øvrigt også været det med flere af de tilstedeværende – og i utallige debatter, og der er alligevel en kodeks for, hvordan man opfører sig. Vi har været på vælgermøder, i radio, tv og alle steder. Der er dog et niveau, som vi holder os på. På de sociale medier er der overhovedet ingen nedre grænse for, hvad man udsætter sig selv for, og hvordan folk vil opføre sig der. Det kan betyde, at der er nogle af dem, som ellers ville ytre sig på de sociale medier, der holder sig tilbage fra at gøre det, fordi man ikke gider den omgang, som man bliver udsat for, og dermed bliver de jo et rum med ubegrænset ytringsfrihed, som i virkeligheden kommer til at være en ytringsfrihed, hvor man så bliver selvbegrænsende.

Oven i det kommer så den politiske misinformation, som efter min mening udgør en potentiel trussel mod vores demokrati og mod vores samfundsmodel. Altså, det er usand eller vildledende information, som er egnet til at gøre samfundsmæssig skade, f.eks. påvirke den politiske meningsdannelse, som indebærer en risiko for, at personer kommer til at handle anderledes, end de ellers ville have gjort, og som er med til at skærpe sociale spændinger i samfundet og på den måde jo er med til at skabe et mere polariseret samfund.

Det skal ses i det lys, at de sociale medier spiller en stadig større rolle i samfundet og for mange borgere jo også udgør en væsentlig kilde til information om, hvad der egentlig sker. Og hvis den information, vi møder, er vildledende eller usand, mister vi jo reelt muligheden for at forholde os til den verden, som vi er en del af.

I dag er politisk misinformation ikke selvstændigt kriminaliseret, men straffeloven indeholder flere bestemmelser, som under visse omstændigheder må antages at kunne anvendes på politisk misinformation, f.eks. bestemmelse om æreskrænkelse og bestemmelse om bagvaskelse. Det er dog svært præcist at fastlægge omfanget af den strafferetlige beskyttelse, da den her form for misinformation jo er relativt ny, og der derfor ikke er retspraksis, men det vender jeg tilbage til – det var det, som jeg sagde indledningsvis, nemlig at behovet for regulering er her, men det store spørgsmål er, hvordan den regulering skal foretages. I øvrigt har vi vel til gode at have diskussionen om, om vi er enige om, at der er behov for regulering. For man kan jo sagtens forestille sig, at man kunne indtage det synspunkt, at alt er godt, og at det her jo bare er sådan, som det kan fungere, når det frie marked får lov til at løbe løbsk, og at det skal vi bare være glade for. Men jeg tror nu, at der vil være et relativt bredt flertal i Folketinget, som er enige om, at vi her er nødt til at gribe ind med regulering.

Der kan også rejses spørgsmål om, når vi går ind med strafferetlig regulering osv., og hvis der så efterfølgende bliver afsagt en dom, om den så i sig selv er en effektiv imødegåelse af den politiske misinformation, som dommen står på, eller om der i virkeligheden skal noget andet til – og før der er nogle, der skyder mig det i skoene, så taler jeg ikke for censur i den her sammenhæng. Jeg siger bare, at vi også skal overveje, hvilke reguleringsværktøjer der er de rette, og jeg er ikke sikker på, at kriminalisering i sig selv er tilstrækkeligt med det dilemma, vi står over for nu.

Så vi er nødt til at overveje den nuværende regulering, og om den – og det tror jeg ikke at den gør – i tilstrækkelig grad imødegår den udfordring, som politisk misinformation udgør i vores samfund. Det, som er nemt at gøre i den her sammenhæng, er at bruge de ord, som vi er så gode til, nemlig at der er behov for, at vi trækker i arbejdstøjet, og at nu må vi se at gøre noget, for der må handles osv. Men det er faktisk det, der er sandheden. Problemet har et omfang og en karakter, så vi bliver nødt til at gøre noget. De to arbejdsgrupper, som regeringen har nedsat, arbejder støt derudad Det er komplekst, men jeg håber meget, at vi i Folketinget bredt kan samles om en regulering, som giver mulighed for at hegne den her debat ind, uden at vi samtidig behøver snitte noget af ytringsfriheden.

Det er et superrelevant problem. Det er godt, at det er blevet rejst igen. Det er svært at se, præcis hvordan vi skal løse det. Tak.

Tak til justitsministeren for det. Der er nu adgang til en kort bemærkning fra ordførerne, men jeg kan ikke se, at nogen har indtegnet sig, så vi går nu over til forhandlingen, og de almindelige regler for korte bemærkninger gælder. Den første, der får ordet, er ordføreren for forespørgerne, hr. Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti.

Tak, formand. Og tak til justitsministeren for sin fyldige besvarelse og for at rejse de dilemmaer, som der helt åbenlyst er. Enhver har lov til at ytre sig under ansvar for domstolene. Det er vist sådan, grundlovens § 77 er formuleret, og det er i virkeligheden en enorm tillidserklæring til Folketinget og til folkestyret, fordi principielt – jeg tror kun, det er professor Peter Germer, der har problematiseret det – giver det jo meget vide rammer for, hvad Folketinget i virkeligheden så kan kriminalisere. Vi kan selvfølgelig diskutere forskellige delelementer, det gør vi ved givne lejligheder, § 266 b især, blasfemibestemmelsen, også igennem mange år, men helt grundlæggende er vi jo i Folketinget i vidt omfang enige om, at ytringsfriheden som en værdi skal der værnes om.

Spørgsmålet er så, hvordan man laver den her færdselslov for ytringsfriheden bl.a. på de sociale medier, og der er jo hele jurisdiktionspørgsmålet, for hvor skal loven egentlig vedtages? Hvis vi tager Facebook, som jeg mener er noteret på børsen i Dublin, er det så irerne, vi skal have fat i, eller kan vi gøre det i Danmark? Hvad gør vi, når folk gemmer sig bag underlige falske profiler osv. osv. og man ikke lige kan finde frem til, hvem der står bag? Er der tale om en injurie? Er der tale om en krænkelse? Eller hvad er det for en bestemmelse?

Det er ikke sikkert, at vi i virkeligheden har brug for nye love, men måske har vi brug for nye vejledninger til, hvordan vi bruger de eksisterende love i det nye univers, som internettet jo altså er, og det er det dilemma, som vi meget gerne vil have nogle svar på. Nu siger ministeren, at det er en kliché, at ministeren fortæller, han er i arbejdstøjet, og så kan jeg replicere med en anden kliché og sige, at vi meget gerne vil have noget hurtigt. For sådan er det jo. Folketinget vil altid gerne have tingene lige et par sekunder før ministeren. Men nu har ministeren jo tidligere koketteret med, at det at være politiker betyder, at man tænker de tanker, som vælgerne måtte tænke på et senere tidspunkt, inden de selv har tænkt dem, og derfor kunne det være, at ministeren også kunne overtales til at levere til Folketinget, inden Folketingets tålmodighed er udløbet. Nå!

Sagen her er vigtig, for det handler jo grundlæggende om tilliden til hinanden og til samfundet og til institutionerne, og uden den tillid kan man ikke have et demokrati. Demokrati er jo en utrolig generøs livsindstilling, hvor man tror på, at naboen vil indrømme en den samme ret, som man selv har, uanset om det er naboens foretrukne politiker eller ens egen foretrukne politiker, som vinder et folketingsvalg, og det kan kun lade sig gøre, hvis man har tillid til hinanden og til systemet. Så derfor er det her blottet for enhver polemik. Det er virkelig, minister, noget, der haster.

Derfor vil jeg også have det privilegium på vegne af – og nu håber jeg, at jeg husker alle – Socialdemokratiet, Venstre, Dansk Folkeparti, Konservative Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Det Radikale Venstre, Nye Borgerlige og Enhedslisten at fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget noterer sig, at sociale medier spiller en stadig større rolle i hverdagen hos de fleste danskere, og at de uden tvivl har en række positive egenskaber, som er fremmende for den offentlige debat, herunder at gøre afstande mellem folkevalgte og vælgere mindre.

Platformene giver imidlertid også udfordringer – eksempelvis når de anvendes til bevidst at sprede misinformation med henblik på at skabe et falsk indtryk af politiske synspunkter og budskaber, eller når fremmede magter bruger sociale medier til at underminere internationale institutioner og tilliden til demokratiet.

Folketinget bemærker, at dette er en udfordring, der i sidste ende har potentiale til at udgøre en alvorlig trussel mod vores demokrati og samfundsmodel. Det kalder derfor på handling og formentlig regulering, hvorfor Folketinget forventer, at regeringen følger området nøje – også med henblik på rettidigt at træffe de nødvendige foranstaltninger.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 93).

Tak, formand.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra hr. Ole Birk Olesen.

Tak for det. Jeg vil blot tilkendegive, at vi i Liberal Alliance sådan set synes, at det er en udmærket tekst, som hr. Morten Messerschmidt lige har læst op. Der er blot det lille element, at der står, at der formentlig er brug for noget regulering. Det må for mig betyde, at vi har brug for noget mere regulering, for vi har jo allerede regulering af, hvad folk må sige og under hvilke omstændigheder osv., så der er masser af regulering på området. Men vi er ikke sikre på, at vi har brug for mere regulering. Det kan være, der er noget af det, der skal ændres lidt – det kan man ikke udelukke. Men primært handler det for os om kultur, det handler om kritisk sans, og det handler om branchestandarder, som kan håndhæves, uden at lovgiverne skal involveres. Og dér er vi sådan lidt puritanske i forhold til ordet regulering, for det handler for os om, at det er Folketinget, der vedtager en lov, og at det er nogle myndigheder, der går ud og håndhæver loven – det er vi ikke sikre på her, og derfor kan vi ikke tilslutte os udtrykket, at der formentlig skal reguleres noget mere.

Ordføreren.

Det er jeg glad for at få præciseret, for så er vi måske ikke så uenige om, hvad vi gerne vil. Så er det mere et spørgsmål om, hvordan man når det. Altså, intentionen fra vores side er: Det, der i dag er af spilleregler – jeg bruger det billede med færdselsloven – for den debat, der måtte foregå enten i forsamlingshuset eller andre steder, vil vi også gerne have på de sociale medier. Og det er klart, at hvis man står og påstår, at en eller anden navngiven politiker har gjort noget eller sagt noget, som er forrykt eller helt åbenlyst forkert, så skal der være de samme sanktionsmuligheder – det kan være injurielovgivningen eller andet. På den måde har vi i Dansk Folkeparti i hvert fald ikke lagt os fast på, om der skal være en materiel udvidelse af reguleringsinstrumentet; det handler mere om, at de værktøjer, man har, også skal kunne anvendes på de sociale medier.

Hr. Ole Birk Olesen.

Det her med forsamlingshuset er faktisk interessant, for der er ikke nogen nævneværdig regulering af, hvad der må siges i et forsamlingshus – i hvert fald ikke noget, der har nogen daglig eller årlig effekt. Det, der sker i forsamlingshuset, er, at hvis en i lokalsamfundet har ry for at være en matchspoiler, altså en, der ødelægger stemningen i forsamlingshuset med latterlige synspunkter, der råbes for højt, så siger man: Du er faktisk ikke velkommen i forsamlingshuset. Og det er sådan set også den måde sociale medier forsøger at håndhæve det her på. De siger: Du er ikke velkommen. Så de sletter profiler, og de sletter ting, som folk har skrevet. Der ser man bare ofte, at Dansk Folkeparti og folk, der har samme holdninger som Dansk Folkeparti, er imod denne sociale kontrol, som Facebook og andre sociale medier forsøger at håndhæve.

Ordføreren.

Men jeg synes, der er forskel på, om man bare er en, der ødelægger den gode stemning, eller om man f.eks. er en, der injurierer. Nu har jeg faktisk ikke været inde på hr. Ole Birk Olesens facebookprofil for nylig, men jeg har jo været inde på min egen, og jeg kan sige fuldstændig ligesom justitsministeren, at det er sjældent, man bliver i godt humør, når man læser kommentarsporet, hvor både en selv, ens familie, ens venner og ens parti godt nok kan få med krabasken. Det er jo også i orden, lige indtil det bliver trusler eller injurier eller andet, og dér bør der være de samme spilleregler på de sociale medier som i forsamlingshuset.

Tak til hr. Morten Messerschmidt. Forslaget til vedtagelse vil indgå i den videre behandling.

Den næste ordfører er fra Socialdemokratiet, og det er hr. Jeppe Bruus.

Tak for det, og tak for endnu en anledning til at diskutere og debattere de sociale mediers rolle her i Folketingssalen. Jeg tror, det er den tredje eller fjerde, vi har haft i det seneste år. Det vidner selvfølgelig om, at det er relevant, og at det er noget, der betyder noget.

Den her forespørgselsdebat handler så om politisk påvirkning, og det er der desværre masser af eksempler på. Der er eksempler på, at man nu begynder at lave manipulation af videoer. Der er eksempler på, at misinformation omkring valg fylder meget. Senest her under coronakrisen, vi lige har været igennem, kunne jeg notere, at der f.eks. var en video med fru Pia Kjærsgaard fra april, hvor hun blev citeret for at have sagt, at coronaepidemien var skabt af flygtninge. Det viste sig jo at være forkert. Ikke desto mindre er det jo sådan noget, der florerer. Og man behøver ikke at være professor i kommunikation for at regne ud, hvad formålet er med den type af misinformation. Derfor udfordrer det vores nyhedsflow, når flere og flere får nyheder gennem sociale medier, og dermed kan det også underminere tilliden til de folkevalgte, til demokratiet og til hinanden. Og det er alvorligt.

Derfor er det godt, at vi i tråd med den her debat og lignende tidligere debatter har en drøftelse bredt i Folketinget af, hvad det er for nogle risikoelementer, der er, også selv om det er svært. Vi skal også have en drøftelse i efteråret, når der er et større grundlag for det arbejde, der er i gang i regeringen. Da får vi mulighed for at drøfte med hinanden, hvordan vi går til det her spørgsmål. Vi har også haft en Ytringsfrihedskommission, som har arbejdet og her i marts præsenterede det, og vi planlagde også i Folketingets Retsudvalg at have nogle høringer og debatter om det samme tema, også til efteråret.

Så det er positivt, at vi bredt i Folketinget kan stå sammen om at tage den her debat, som er så vigtig, ligegyldigt om man har den ene eller den anden partifarve. Og så skulle jeg hilse fra Enhedslisten og sige, at de støtter det forslag til vedtagelse, som hr. Morten Messerschmidt læste op, og det gør Socialdemokratiet naturligvis også. Tak.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger til Socialdemokratiets ordfører. Den næste ordfører er fra Venstre, og det er hr. Michael Aastrup Jensen.

Tak for det. Og ikke mindst tak til Dansk Folkeparti for at rejse en interessant debat omkring, hvad det er, vi gør i den nye digitale tidsalder, hvor vi jo – og det var også det, hr. Morten Messerschmidt var inde på – kan være glade for, at vi har internettet og de sociale medier til at prøve at bygge bro mellem politikere, partier og så almindelige borgere. Situationen er jo den, at med den meget fragmenterede, men også nedadgående spiral, vi har, i forhold til hvordan og hvorledes folk får informationer, kan vi ikke komme uden om de sociale mediers betydning. Altså, det er jo ikke mere end ca. 10 år siden, at der var over 1 million mennesker, der så både TV 2-nyhederne og TV Avisen en normal hverdagsaften. Det tal er mere end halveret her 10 år efter. Det er kun lidt over 80 pct., der overhovedet har adgang til TV 2 som kanal, og det tal ser ud til bare at blive mindre og mindre.

Hvis man så kigger på sådan noget som dagblade, bliver man endnu mere negativ, eller hvis man kigger på, hvordan folk lytter til radio osv. osv., så er billedet det samme. Folk får deres oplysninger fra de sociale medier. De får dem derfra, hvor folk deler deres forskellige ting med deres venner og bekendte, og så ser de det i deres nyhedsfeed. Og vi har jo også oplevet, hvordan forskellige obskure nyhedssider popper op, og lige pludselig går de viralt med en historie, der måske er sand eller måske ikke er sand. Og hvem afgør så og hvem kan så finde ud af, om den er reel eller ikke er reel? Det er en rigtig vigtig problemstilling, for på den ene side er jeg jo som liberal af den klare opfattelse, at vi skal have en så høj grad af ytringsfrihed som overhovedet muligt, men på den anden side ønsker jeg heller ikke et samfund, hvor der kommer til at være misinformation, og hvor der generelt er en situation, hvor man ikke kan stole på de oplysninger, man ser på de sociale medier.

Derfor er jeg, ligesom både justitsministeren og hr. Morten Messerschmidt, meget bekymret for, hvad de nye digitale redskaber, f.eks. deepfake osv., kan resultere i. Der skal ikke meget fantasi til at forestille sig, at der meget, meget snart sikkert kommer til at florere forskellige videoer af os alle sammen, hvor vi står og siger det ene eller det andet eller det tredje, og så kan vi rende bagefter og sige, at det ikke er os – og hvem skal så tro på os?

Så derfor er det et meget, meget alvorligt problem. Og når det nu er udenrigsordføreren, der står her på vegne af Venstre, vil jeg også sige, at rent internationalt er jeg også rigtig bekymret. For hvis vi bare ser på, hvordan krisen med covid-19 har resulteret i, at især to lande, nemlig Kina og Rusland, har steppet deres misinformationskampagne op med det ene formål geopolitisk at få skabt så meget ustabilitet i Europa som overhovedet muligt, så er det jo også en alvorlig trussel. Det er jo reelt et våben i den, lad os være ærlige, kolde krig, som vi desværre har fået igen.

Så derfor er det her et emne, som vi også må forvente, at den danske regering i samarbejde med vores europæiske allierede, både i NATO- og i EU-regi, tager meget, meget alvorligt. Og derfor skal vi også gøre alt, hvad vi kan, for at beskytte os imod det her.

Derfor er jeg rigtig glad for, at vi har et forslag til vedtagelse, som næsten samler hele Folketinget, og det viser i hvert fald også tydeligt, hvordan vi alle sammen kan stå sammen i forhold til at sikre, at vi forhåbentlig får så gode og så velfungerende sociale medier som muligt. Vi kommer nok aldrig til at se et kommentarfelt, hr. justitsminister – nogle mere end andre selvfølgelig – som vi kan være helt tilfredse med, det tror jeg ikke. Folk er primært glade på min facebookside, men sådan kan der være forskel på, hvad det er for nogle politiske sager, man nu kæmper for. Men generelt synes jeg i hvert fald, det er vigtigt, at man skal kunne have tillid til de ting, som man ser på de sociale medier.

Så det er rigtig positivt, at Dansk Folkeparti har rejst debatten, og vi støtter selvfølgelig det forslag til vedtagelse, som har en meget bred tilslutning.

Tak til Venstres ordfører. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Den næste ordfører er fra Det Radikale Venstre, og det er hr. Kristian Hegaard.

Tak for ordet, og tak til Dansk Folkeparti for at rejse den her vigtige forespørgselsdebat. Det er ikke første gang, vi her i salen drøfter problemstillinger vedrørende sociale medier. Jeg tror efterhånden, vi har givet rigtig mange opgaver til den her tværministerielle arbejdsgruppe, der efter sigende er nedsat for at se nærmere på regulering af og forhold omkring sociale medier. Og selv om der er mange komplekse problemstillinger vedrørende udbredelsen af sociale medier – problemstillinger, der formentlig skal behandles individuelt – vil der formentlig også være nogle af de håndtag, der har en effekt på flere af de problemstillinger, vi i de seneste uger og måneder har drøftet vedrørende sociale medier.

Eksempelvis er der spørgsmålet om at øge den digitale dannelse i folkeskolen; det kunne inkorporeres sådan, at man lærer lidt om, hvordan man gennemskuer, hvad der er fake news, og hvad der ikke er, og hvilke nyhedsmedier der er mere troværdige end andre, om end man selvfølgelig altid skal anlægge en vis kritisk sans. Og læringen om den slags digitale adfærd har man måske i et vist omfang allerede i dag på nogle skoler.

Digital dannelse kan også bruges i forbindelse med spørgsmålet om, hvordan man egentlig har en fornuftig adfærd på sociale medier, og dermed også i forbindelse med tonen i forhold til, hvad man skriver til og om andre og med andre om. Så på den måde berører det jo meget, også de løsningsmuligheder, der kan være i forhold til lige netop den her forespørgselsdebat.

For de sociale medier har givet flere muligheder for at ytre sig på alle tider af døgnet. På den måde bliver man fyldt med informationer hele tiden, hvad enten det er kattevideoer, venners og familiers feriebilleder, politiske budskaber og alt godt derimellem. Der bliver både delt videoer, links og GIFs, og aldrig har der været adgang til så mange informationer. Jeg lærte engang, at man ikke skal tro på alt, hvad man ser, eller alt, hvad man læser – og det gælder stadig i dag, og måske i særdeleshed på sociale medier. For én ting er, at oplysninger kan være sande eller forkerte – der kan også være to sider af samme sag – men når nogen specifikt og med forsæt spreder misinformationer og fake news med henblik på ikke at ytre sig, men på at skabe konflikt i en befolkning eller mellem befolkningsgrupper eller for at påvirke demokratiske valg, ja, så har vi et problem. Derfor er det herligt med så stor enighed om, at det er noget, vi skal tage seriøst.

Fra Radikale Venstres side mener vi også, at en af de vigtigste hære, vi kan sætte ind mod fake news, er den hær, der hedder public service. Aldrig har public service været så vigtig som i det her uendelige informationsflow. Derfor er vi glade for, at det er noget af det, der også står i forståelsespapiret, nemlig at public service skal styrkes.

Vi ser frem til det videre samarbejde i Folketinget om de problematikker, som misinformation og fake news på sociale medier rejser, og jeg vil bare gentage det, der tidligere har sagt, nemlig at vi støtter det fremlagte forslag til vedtagelse.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger til Det Radikale Venstres ordfører, så vi går videre til den næste ordfører, og det er fra Socialistisk Folkeparti, og det er fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

At der findes misinformation i verden, er der ikke noget nyt i. Lige siden den første politiske brochure blev trykt, tror jeg vi har advaret hinanden om spredningen af falsk information, og med radio- og tv-signalets opfindelse fik propagandaen et helt nyt værktøj til udbredelse. Alligevel kan den historisk velkendte spredning af misinformation – eller desinformation, som det hedder, når spredningen er overlagt – på ingen måde sammenlignes med i dag. Årsagen er, at 81 pct. af alle danskere i dag ejer deres eget forlag, som de kan bruge til at publicere lige nøjagtig det indhold, de ønsker. På verdensplan er det næsten 4 milliarder mennesker, som er blevet udgivere. Jeg taler selvfølgelig om antallet af mennesker, som er aktive på sociale medier, og som derigennem har en platform til at sprede det indhold, som de måtte ønske.

Jeg har sådan set det grundlæggende udgangspunkt, at det i det store og hele er en rigtig god ting, at vi har fået de sociale medier. Vi er mere forbundne, det er nemmere at kommunikere, og afstanden mellem folk og folkevalgte har aldrig været kortere, end den er i dag. Jeg er nok ikke det eneste medlem, der oplever meget direkte kommunikation fra borgere i min facebookindbakke, og jeg synes, at den faktisk oftest er rigtig positiv. Sociale medier har været en gave til den offentlige debat – det sagde medlem af Ytringsfrihedskommissionen Jacob Mchangama, da Altinget bad ham om at kommentere på kommissionens afrapportering, og det er der jo meget om.

Den nye forbundethed giver dog også alle de nyslåede publicister mulighed for at sprede desinformation i en grad, som vi mennesker aldrig har været vidner til før. Vi har under covid-19-epidemien set, hvordan kvaksalvere også her i Danmark har udnyttet det til at sprede videomateriale, hvor de fortæller løgne om årsagerne til og kuren imod covid-19. Vi har set manipulerede politiske budskaber; vi har set hadtale mod fremmede racer og kulturer, og at der bliver løjet om dem; i Ytringsfrihedskommissionens betænkning taler man om veldokumenterede forsøg på at påvirke valgene i en lang række lande; og begrebet fake news er blevet en fast vending i verdenssproget.

Så problemer er der sådan set også af nogle af. Jeg har ellers meget stor tiltro til danskernes kritiske sans, og jeg mener også, at vi faktisk så den under covid-19-epidemien, hvor det trods alt var de færreste, som faldt for forsøgene på at desinformere. Helt så nemt gik det ikke i Iran, hvor rigtig mange mennesker faktisk begyndte at drikke træsprit, fordi der florerede desinformation om, at det kunne kurere corona.

Vi skal ikke stikke os selv blår i øjnene og bilde os ind, at vi ikke er sårbare. Forsvarets Efterretningstjeneste vurderer f.eks., at vi ikke er beskyttet mod forsøg på at påvirke danske valg. Konsekvenserne af spredningen af desinformation er næsten uoverskuelige, og en tragisk følgevirkning af det er faktisk, at vi bliver mindre tilbøjelige til at stole på selv meget troværdige kilder, enten fordi vi køber de budskaber, der spredes af desinformanter, eller også fordi vi mister tilliden til alle kilder til information, fordi vi selv har oplevet des- eller misinformation.

Der er jo ikke noget at sige til, at amerikanernes tillid til egne medier har ramt et nyt lavpunkt i en tid, hvor f.eks. også deres præsident beskylder dem for at sprede fake news. Jeg synes, at vi i Danmark har et meget mere mådeholdent folkestyre, men det beskytter ikke nødvendigvis mod spredning af desinformation. I 2018 sendte flere automatiserede profiler, såkaldte bots, f.eks. desinformation ud om FN's migrantpagt, Marrakeshaftalen. De falske profiler forsøgte målrettet at give et indtryk af, at pagten gav migranter samme retsstilling som flygtninge, og at aftalen indebar dansk suverænitetsafgivelse. Et internationalt samarbejde om at hjælpe folk blev sådan set dæmoniseret på den her måde som led i en kampagne, som havde til formål at manipulere befolkningen.

Det viser med al tydelighed, hvor sårbare vi er, og f.eks. så vi i december 2018, at der spredte sig en falsk historie om 20.000 bevæbnede migranter ved EU's grænse, som viste sig ikke at have noget på sig, men alligevel endte historien i Jyllands-Posten, og dermed fik den et skær af troværdighed over sig. Det viser, at der er udfordringer på det her område, og at selv et pålideligt medie med kritiske journalister ikke nødvendigvis er immun over for spredningen af desinformation.

Spørgsmålet er så selvfølgelig, hvad vi stiller op med det. Skal vi ligesom Frankrig lave en skærpet lovgivning, som giver myndigheder målrettede værktøjer til at fjerne og censurere indhold ekstremt hurtigt, med alle de udfordringer, det giver for ytringsfriheden? Eller skal vi gøre som i Tyskland, hvor indhold skal fjernes? Det spørgsmål synes jeg er komplekst, det er svært at svare på, og derfor er jeg meget tilfreds med, at justitsministeren har nedsat et udvalg, som kigger på, hvad vi så kan gøre. Jeg har i hvert fald ikke et endegyldigt svar her i dag.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger til SF's ordfører. Tak til fru Karina Lorentzen Dehnhardt. Den næste ordfører, der skal på talerstolen, er fra Det Konservative Folkeparti, og det er hr. Naser Khader.

Tak, og tak til Dansk Folkeparti for at tage initiativ til den her debat. De sociale medier er og har længe været et vigtigt kampagneelement i politik verden over. Mange dagsordener skabes og tager form på de sociale medier, og vi har nok alle i salen stor førstehåndserfaring med den politiske side af de sociale medier.

Én ting er, at man kan være lidt for fræk i sin kommunikation, men det, som vi ser på sociale medier i disse måneder, er ikke bare smart i en fart-kommunikation, men decideret ondskabsfulde indslag, der har som ene formål at tilsvine en persons renommé og omdømme. Det er jo et stort problem, når man ser videoer fra bl.a. USA, hvor præsidentkandidaterne, både Donald Trump og også Joe Biden, står og holder taler, som de aldrig har holdt, og hvor de siger de mest rabiate og skøre ting, jeg længe har hørt.

Det er også et kæmpe problem, når man hører om, at offentlige personers, politikeres og skuespilleres ansigter sættes på andre kroppe og tages til indtægt for at have begået nogle inkriminerende handlinger. Hele problemet med deep fakes er, at en kløgtig person med et klart sigte kan ødelægge en anden person, og det må vi kunne italesætte og gardere os imod. Offentlig debat skal basere sig på god debat og gode argumenter, ikke på forfalskninger og fake news.

Derfor støtter vi og bakker op om det forslag til vedtagelse, der er blevet præsenteret tidligere, og som bakkes op af de fleste partier her i Folketinget. Tak.

Tak til De Konservatives ordfører. Den næste ordfører er fru Pernille Vermund fra Nye Borgerlige.

Tak for ordet. Sociale medier har på langt de fleste områder gavnet friheden, demokratiet og menneskers ret til at komme til orde. Aldrig før har så mange mennesker fået mulighed for at tilkendegive deres holdninger, tale åbent – enten for en lukket skare, som de selv vælger, eller for offentligheden. Vi har også fået indsigt i og adgang til politikere på en helt anden måde, end man har haft før som befolkning. Det er positivt.

Tidligere var det jo sådan, at hvis man skulle gøre sig forhåbninger om at få bragt et debatindlæg i en avis eller bare i en lokalavis, krævede det en række færdigheder, ikke bare i forhold til forståelsen af, hvordan samfundet hænger sammen, men også i forhold til evnen til at formulere sig. Det gør sig ikke gældende på sociale medier, og det betyder, at høj som lav, veluddannet som dårligt uddannet, folk, der tidligere har afholdt sig fuldstændig fra at kommunikere, nu får mulighed for at komme til orde, får mulighed for at diskutere og debattere og blive klogere.

En af bagsiderne ved sociale medier er naturligvis, at man dermed også bliver mødt af holdninger, synspunkter og til og med misinformation, som man gerne havde været foruden. Noget af det kan man bare slukke ned for, og andet kan være direkte injurierende eller truende. Vi er gudskelov i en situation i dag, hvor trusler og injurier kan bringes for en domstol, og så må retten gå sin gang.

Men der er også udfordringer ved sociale medier, som vi ikke har taget højde for. Vi er i Nye Borgerlige meget skeptiske over for, at vi skal blande os i den offentlige debat, men vi er omvendt også meget optaget af at beskytte det enkelte individ mod æreskrænkelser og trusler. Og når vi taler om injurier, er der en gråzone mellem det, som er direkte injurierende eller direkte truende, og så det, som for mange af os ikke er et dagligt fænomen, men i hvert fald et fænomen, som de fleste har oplevet, nemlig det her med identitetstyveri. Ordføreren for DF, hr. Morten Messerschmidt, var inde på det tidligere, og jeg tror, at enhver, som kender hr. Morten Messerschmidt, vil tænke om et opslag, hvor der står, at hr. Morten Messerschmidt er kritisk over for Hendes Majestæt Dronningen, at han vist har fået en tår over tørsten, eller også vil man tænke, at der nok er en, der har sat sig til tasterne på hr. Morten Messerschmidts computer, for det dér kommer ikke fra hr. Morten Messerschmidt.

Det fører jo frem til det, som jeg synes er mindst lige så vigtigt som regulering, nemlig at vi har øget fokus på kritisk sans. Der var et tv-hold, som gik rundt her på gangene på et tidspunkt og viste en såkaldt deepfakevideo af hr. Peter Kofod, som tilmed er ordførerens partimedlem, og det var tydeligt for mig, at det, der blev sagt fra hr. Peter Kofods side – eller ham, som ikke var hr. Peter Kofod og heller ikke havde hans udseende på filmen – stemte meget dårligt overens med det, som er DF's politik, og som jeg kender hr. Peter Kofod for.

Men det viste sig, at jeg var den eneste herinde, som kunne gennemskue det. Og nu er det ikke, fordi jeg siger, at de folketingsmedlemmer herinde, som er blevet spurgt, er de klogeste i hele verden, men hvis man ikke som medlem af Folketinget kan gennemskue det, er der jo selvfølgelig også en udfordring, i forhold til om befolkningen kan gennemskue det.

Så jeg håber, at vi, når vi når til noget lovgivning om det her, hvis der skal lovgives yderligere om det, har for øje, at det jo ikke skal medføre, at vi skaber love, som gør det sværere at ytre sig frit, men at vi laver retningslinjer, som sikrer, at man beskytter individet mod injurier, mod æreskrænkelser og mod identitetstyveri, som i dag er lidt svært defineret i lovgivningen, og som for en stor dels vedkommende ikke er behæftet med et strafmæssigt ansvar, sådan som vi har forstået det, og at man så også holder fokus på, at den her kritiske sans bliver vi nødt til at holde fast i, og hvis vi ikke har den som voksne, må vi gøre en ekstra indsats for, at de unge får den. Tak for ordet.

Tak for det til fru Pernille Vermund. Den næste ordfører er fra Liberal Alliance, og det er hr. Ole Birk Olesen.

Det er jo noget rigtig skidt, når der spredes misinformation i et samfund, og jeg ærgrer mig hver eneste dag, hvis jeg kommer til at åbne op for Ekstra Bladet eller B.T. og dér læser, at vores liv afgøres af, hvordan stjernerne står, når vi bliver født. For det er jo åbenlyst usandt. Alle ved, det er usandt, alle burde vide, det er usandt, men der er faktisk nogle mennesker, der tror på, at det er stjernernes stilling ved vores fødselstidspunkt, der afgør, hvordan vores liv udvikler sig. Og det spredes hver eneste dag i f.eks. Ekstra Bladet og B.T., at det forholder sig sådan, og ingen har grebet ind over for det. Jeg er rystet – rystet!

Man kan også på sociale medier følge f.eks. tidligere folketingsmedlem hr. Pelle Dragsted, som fortæller om, hvordan Danmark vil blive et lykkeligt land, hvis man afskaffer den private ejendomsret og kapitalisme og i stedet indfører socialisme. Alle fornuftige mennesker ved jo, at det ikke passer. Altså, man har jo lavet forsøg med socialismen, jeg ved ikke hvor mange gange, og det ender i armod og undertrykkelse og fattigdom. Så der spredes også misinformation via f.eks. hr. Pelle Dragsted på Twitter.

Så misinformation spredes, og det er svært at gøre noget ved. Der er noget misinformation, som er mere alvorligt end andet, og det har vi allerede lovgivning imod. Jeg er hundrede procent sikker på, at hvis man laver en video med f.eks. hr. Peter Kofod, der optræder og tilsyneladende siger nogle ord, som han i virkeligheden ikke siger, så forbryder man sig mod en lov ved at sende den video ud – formentlig i kategorien identitetstyveri eller lignende. Så vi har altså lovgivning mod den værste misinformation, som er mest skadelig over for enkelte mennesker, og det gælder også, hvis den misinformation spredes på sociale medier.

Det, vi må sætte vores lid til, er, at vi har en befolkning, som i videst mulig omfang er i stand til at forholde sig kritisk til de misinformationer, som spredes til dem, hvad enten det er via B.T. og Ekstra Bladet eller sociale medier. Og så må vi appellere til høje branchestandarder inden for den branche, som rummer de sociale medier. Jeg synes faktisk, at de sociale medier tager opgaven temmelig alvorligt. Jeg synes, at de sociale medier, herunder Facebook, bruger mange kræfter på at udvikle mekanismer, hvormed de via tilbagemeldinger fra andre brugere kan få sorteret ting fra, som strider imod deres retningslinjer for, hvordan man bør opføre sig i den offentlige debat. Sådan nogle retningslinjer har de traditionelle medier jo haft, lige så lang tid de har eksisteret. Det er jo ikke sådan, at der er fri adgang til at udtrykke sig på TV 2 eller i Jyllands-Posten; man skal leve op til de standarder, som medierne sætter. Og nu sætter altså også de sociale medier standarder i dag.

Der synes jeg nogle gange, at man oplever, at politikere er for sarte i forhold til den regulering, som de sociale medier selv foretager. Altså, lige så snart de sociale medier finder ud af, at der en eller anden misinformationskampagne i gang om f.eks. en eller anden højrenational englænder og gerne vil slå ned på det, så råbes der op om, bl.a. fra Dansk Folkeparti, at det må Facebook sandelig ikke gøre. Facebook må ikke have deres egne retningslinjer, som sætter en stopper for en misinformationskampagne om en højrenational engelsk type, som hævdes at være uskyldig og bliver forfulgt af myndighederne og alt muligt. Jeg synes, man bør have den tillid til medierne, at de godt kan finde ud af at sætte nogle retningslinjer for debatten.

I stedet for at kræve politisk regulering af debatten må vi forholde os til, at der er nogle gode branchestandarder, og såfremt der skulle være et enkelt medie, som på et tidspunkt går fuldstændig grassat uden at ville sætte fornuftige grænser for debatten, så kan vi jo tale om det igen. Men indtil da tror jeg godt, at vi kan have en vis tillid til, at de sociale medier så godt som muligt håndterer den kæmpe mængde af informationer, der spredes via lokale medier. Tak for ordet.

Tak. Der er en kort bemærkning fra hr. Morten Messerschmidt.

Jeg kan ikke helt få øje på i straffeloven, hvad det skulle være for bestemmelser, der kriminaliserer det, vi kalder deepfakes, altså som i det eksempel med hr. Peter Kofod – bortset fra hvis det er en injurie, altså at man påstår, at nogen har sagt noget, som vedkommende ikke har sagt. Så skal vi være ude i en eller anden form for ringeagtsytring eller sådan noget i den stil.

Jeg er ikke helt sikker på, at jeg forstår hr. Ole Birk Olesens aversion imod regulering overhovedet. Altså, Tommy Robinson kan man selvfølgelig diskutere. Jeg synes, det er ret vildt, som Facebook har en politisk tilgang til at censurere. Hr. Ole Birk Olesen nævner f.eks. ting fra den ekstreme venstrefløj. Der er en navngiven person – jeg kan ikke lige huske, hvem der er – som siger nogle helt skøre ting. Det får jo lov til at stå på Facebook, hvorimod hvis en højreorienteret siger noget, som hverken er truende eller andet, så kan det blive fjernet. Det er jo den urimelighed, som virker underlig.

Men vi har jo masser af regulering – medieansvarsloven, som er en lov, injurieloven, som er en lov osv. – som sætter en form for retning på, hvad det er, vi gerne vil have. Det kan jeg ikke forestille mig at hr. Ole Birk Olesen er imod.

Ordføreren.

Nej, og den retning gælder jo også for de sociale medier og ens adfærd på de sociale medier. Det er jo ikke sådan, at man ikke er underlagt injurielovgivningen, hvis man ytrer sig på de sociale medier. Derfor synes jeg ikke, at det, at der er kommet en ny måde at kommunikere på, skulle være et argument for, at der skal en ny regulering til. For det kan godt være, at de regler, vi har, er gode, uanset hvilke kanaler man kommunikerer ad.

Men jeg synes stadig væk, at der er et modsætningsforhold mellem ønsket om, at vi skal have noget mere regulering på det her område, og så den modstand, man har, imod, at de sociale medier selv forsøger at styre adgangen til at ytre ting, som de ikke finder i orden på deres egne platforme. Den ret bliver man da nødt til at indrømme dem. Ligesom traditionelle medier har den ret, skal sociale medier da også have ret til at forsøge at styre debatten på en måde, som er i overensstemmelse med deres opfattelse af, hvad en god debat er.

Hr. Morten Messerschmidt.

Der tror jeg, at hr. Ole Birk Olesen og jeg kommer fra to forskellige måder at anskue det her på. For jeg anskuer det i virkeligheden på samme måde, som jeg ser konkurrencelovgivningen. Altså, hvis man som virksomhed får en dominerende stilling, vil der også være nogle ting, du ikke må gøre, som en meget lille virksomhed, en konkurrent gerne må gøre. Der er fusionskontrol og alt muligt. På samme måde har jeg det med Facebook. Facebook har i dag en så dominerende stilling i den offentlige debat, at der må være også en politisk debat om, hvorvidt den måde, Facebook censurerer f.eks. Tommy Robinson på, er i orden.

Ordføreren.

Alle mennesker har jo mulighed for at lave deres egen blog på den ene eller den anden platform. Det, der er interessant ved Facebook, er, at der er rigtig mange mennesker, der er samlet der. Det er en værdi, som Facebook har genereret for andre, som også gerne vil komme der. Hvis man forbryder sig mod Facebooks retningslinjer for at komme på Facebook, så kan Facebook selvfølgelig sige: Den værdi, vi har skabt her, nemlig at rigtig mange mennesker er her hos os, hæger vi faktisk om. Og de mennesker er her kun, fordi vi også regulerer adfærden på vores platforme på en måde, så folk føler, at det er et rart sted at være.

Så det må de selvfølgelig gerne.

Så er der en kort bemærkning fra fru Pernille Vermund.

Tak. Jeg tror, at vi på lange stræk deler ønsket om, at man i befolkningen i højere grad har en kritisk sans over for det, man ser, hører og læser, og at man begrænser reguleringen så meget som overhovedet muligt.

Det, der alligevel gør, at vi støtter op om forslaget til vedtagelse her, er jo bl.a. de eksempler, der bliver nævnt. Hvis man forestiller sig, at hr. Ole Birk Olesen og hans partifæller gennem længere tid bliver bliver fremstillet i deepfakevideoer, hvor de kommer med ikke bare halvsocialistiske, men til og med helsocialistiske ytringer – altså hvis man forestiller sig, at man står et sted politisk, men man gang på gang bliver fremstillet, som om man siger det modsatte, ikke bare med et citat, men hvor det for et utrænet øje ser ud til, at det er hr. Ole Birk Olesen og hr. Ole Birk Olesens partifæller, der siger de her ting – kan hr. Ole Birk Olesen så ikke se, at der er en ny udfordring, som vi jo ikke har haft, når vi har kunnet møde hinanden ansigt til ansigt, læse noget i avisen eller høre det i et forsamlingshus?

Ordføreren.

Altså, først og fremmest kan jeg ikke forestille mig, at man ikke skulle overskride noget lovgivning, hvis man tager et billede af mig eller en video af mig og ligesom får manipuleret min mund til at sige nogle ord, jeg aldrig har sagt, eller hvis man gør det mod hr. Peter Kofod eller en tredje. Selvfølgelig skal der gribes ind over for det. Det kan selvfølgelig være svært at finde ud af, hvem der har lavet det, og hvem der startede kæden af spredning af det. Det er en politiopgave, som kan være svær at løse, men sådan er det jo altid.

Så er spørgsmålet: Hvis nu man kan løfte bevisbyrden for, at Facebook stiller sig velvilligt til rådighed, eller et andet socialt medie stiller sig velvilligt til rådighed og ikke gør tilstrækkeligt for at stoppe spredningen af sådan en falsk video, gør de sig så medskyldige? Det vil jeg mene de i et eller andet omfang gør, hvis de ikke har nogle mekanismer, der kan håndtere den slags, og det tænker jeg også kan fanges ind af eksisterende lovgivning.

Fru Pernille Vermund.

Men hvad så i det omfang, det ikke kan fanges ind af eksisterende lovgivning? Eksempelvis har vi, som vi talte om tidligere, et partimedlem, som sidder her i Folketinget, og som har fået en besked om, at hendes billede og navn var blevet brugt til en tinderprofil. Det er jo yderst kreativt, hvis man ligesom synes, at man nu gerne vil tilsværte en anden person ved at lægge dem op på Tinder. Så kan man ellers foregive, at personen er til det ene eller det andet eller kan have forskellige interesser, som måske ikke helt er i tråd med, hvad den person, hvis billede og navn er på profilen, er til. Det var ifølge politiet ikke strafbart.

Ordføreren.

Det kommer bag på mig, at det ikke er strafbart med et identitetstyveri af den karakter. Og jeg har svært ved at forestille mig, at politiets vurdering af, at det ikke er strafbart, er rigtig. Jeg har nogle gange oplevet, at politiet ikke vil tage sager op, fordi de siger, at det er under bagatelgrænsen eller et eller andet, skønt loven burde foreskrive, at sådan en sag skulle tages op. Men hvis politiet ligefrem påstår, at det her, som jeg opfatter som et identitetstyveri, ikke skulle være strafbart, så undrer det mig, og jeg stiller mig tvivlende over for det.

Tak til Liberal Alliances ordfører. Der er ikke flere korte bemærkninger. Den næste, der får ordet, er justitsministeren.

Tak for debatten, som, hvis jeg skal være helt ærlig – givet alvoren af den – har været lidt blodfattig. Man kan godt mærke, at der er nogle folketingsmedlemmer, som efterhånden begynder at trænge til ferie. Der tror jeg altså, vi må længere frem i den åbentstående sandal, næste gang vi har den her type debatter.

Men lad mig alligevel kommentere lidt på det. Jeg sad og tænke på – og nu kan man jo gøre sig alle mulige overvejelser – om man sådan kunne grave tilbage og finde sådan nogle eksempler på deep fake fra tidligere, hvor man ville sige, at det var der også, før vi havde de sociale medier, og jeg kunne ikke komme i tanke om det. Det nærmeste, jeg kunne komme i tanke om, og den historie vil jeg gerne give videre til jer, er en historie, som stammer fra Det Juridiske Fakultet. Jeg tror, at vi skal tilbage til sidst i 1970’erne, hvor der var to navnkundige professorer, nemlig Ole Espersen og Ole Krarup.

Historien er som følger: Ole Espersen har mulighed for at blive optaget i Kraks Blå Bog, hvilket alle, der bare er en anelse selvhøjtidelige, jo gerne vil, og har sine papirer, hvor han har skrevet sine meritter, liggende på sit skrivebord. Ole Krarup, en anden dygtig jurist, nu afdød, går forbi og går ind og tilføjer sådan en stjerne i Ole Espersens beskrivelse af sig selv og skriver så nedenunder, at han i øvrigt er æresmedlem af nulevende danske helte. Og det her bliver sendt afsted til Kraks Blå Bog, og jeg kan ikke huske, om det er i 1977-udgaven eller 1979-udgaven, hvor man, hvis man slår op under Ole Espersen, simpelt hen kan se, at der står, at Ole Espersen så også er æresmedlem af foreningen nulevende danske helte.

Det er jo meget uskyldigt og helt tilbage fra en tid, hvor præmisserne var anderledes, og i virkeligheden var det jo meget sjovt. Det skal sikkert nok blive tjekket efter, om jeg har ret, men jeg ved det, for jeg har selv tjekket det, og jeg kan så ikke huske om det er 77- eller 79-udgaven. Men der kan man simpelt hen se det her, og det er jo i al sin uskyldighed fint nok og førte heller ikke til noget retsligt efterspil overhovedet.

Men det, som vi står med nu, er jo helt anderledes alvorligt i karakteren, og jeg skal lade være med at trække jer igennem alle de elementer, hvor jeg synes der er behov for at gøre noget. Altså, man kan sige, hvis vi nu tager og siger, at de her sociale medier kan underkastes offentlig regulering eller kan underkastes privat regulering, så er der nogle forskellige grupper, man sådan kan se på.

Hvis man tager brugerne af de sociale medier, ja, så er det sådan, at hvis man ytrer sig på de sociale medier, er man ansvarlig for eventuelle ulovlige ytringer. Det kan f.eks., som det også er blevet nævnt, være § 266 B i straffeloven, altså racismeparagraffen. Racistiske udtalelser på de sociale medier er strafbare. Den private regulering her for brugerne er jo en meget, meget svag position, fordi det jo helt typisk afhænger af et privatretligt forhold, hvor den enkelte bruger af Facebook jo ikke kan sige til Facebook: Jeg vil ikke acceptere jeres præmisser for, hvad jeg må sige på de sociale medier, eller hvad I vil fjerne osv. Så der et svagt forhold, som selvfølgelig giver anledning til nogle overvejelser om, hvordan man håndterer det.

I forhold til de traditionelle medier og den offentlige regulering er der jo et redaktøransvar via den medieretlige regulering, men den privatretlige relation her afhænger jo igen af det aftalte. Og der er jo af gode grunde, og det accepterer vi jo alle sammen, en meget, meget vidtgående adgang til at regulere og udelukke. Det er jo ikke sådan, at fordi man skriver et læserbrev – andre har også været inde på det – så har man krav på, at Berlingske Tidende trykker det – nok godt det samme i mange sammenhænge. Og så er der det, som vi på en eller anden måde har kredset lidt om, nemlig de sociale medier og den offentlig regulering. Altså, det er jo her, hvor vi står en situation, hvor de sociale medier har udviklet sig, og hvor der ikke er regulering. Det kan efter omstændighederne være omfattet af noget strafferetligt, medvirkensansvar for de sociale medier, men det er en anelse tænkt. Og det er et af de områder, som jeg tror vi kommer til at kigge ned i.

For så vidt angår den privatretlige regulering, er vi jo tilbage til det samme som før, nemlig det her med, at nogle vil sige, at det er fint, for det er markedet, der har reguleret det. Og andre vil sige, at der nok er et behov for, at man i forhold til to så ulige parter som den enkelte bruger og de sociale medier udligner den store forskel, som der er.

Det er præcis noget af det, som vi kigger ned i, og det er bare for at illustrere kompleksiteten af problemstillingen og nogle af de problemer, som jeg mener vi bliver nødt til at komme omkring, når vi kaster os ud i reguleringen af området, hvad jeg tror vi kommer til at gøre. Og hvor der, sådan som jeg hører det, vil være en stor flerhed af partier, som er enige i, at her bliver vi nok nødt til at gøre noget.

Men tusind tak for debatten og for problematiseringen en gang til, ikke mindst til Dansk Folkeparti, der har rejst debatten.

Tak til justitsministeren.

Så vidt jeg kan se, er der ikke flere, der har bedt om ordet, og dermed er forhandlingen sluttet.

Som nævnt ved indledningen til forhandlingen vil det være således, at afstemning om de fremsatte forslag til vedtagelse først vil finde sted tirsdag den 23. juni 2020.