Det første punkt på dagsordenen er:

1) Forespørgsel nr. F 66:

Forespørgsel til finansministeren om EU’s genopretningsfond.

Hvad er regeringens forventninger til forhandlingerne om EU’s genopretningsfond, og hvorfor fraviger regeringen de krav, den tidligere har fremsat i offentligheden?

Af Morten Messerschmidt (DF) og Peter Skaarup (DF).

(Anmeldelse 18.06.2020. Fremme 22.06.2020).

Jeg gør opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til torsdag den 25. juni.

Vi starter med en begrundelse af ordføreren, hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti.

Tak, formand. Vi befinder os i en dybt alvorlig situation i relation til det udspil, der er kommet fra Kommissionen, om en såkaldt genopretningsplan for eurozonen og især i forhold til Sydeuropa. Det alvorlige består selvfølgelig på den ene side i, hvordan corona har ramt især de lande, de økonomier, der ikke i tide havde reformeret sig og var klar til de stød, som den slags kan give. Men mindst lige så alarmerende er det selvfølgelig på den anden side, at der lægges op til at tage endnu mere magt, endnu flere penge fra medlemslandene og centrere det i EU-systemet.

Det har vi efterhånden diskuteret i Folketinget flere gange, men regeringen har af forskellige årsager ønsket, at de drøftelser, vi har haft i Europaudvalget, skulle ske bag lukkede døre. Derfor synes vi i Dansk Folkeparti, at det er vigtigt, at vi også har den her drøftelse i dag, dels fordi det virtuelle topmøde fandt sted for nylig og derfor er relevant at få finansministerens nyeste dessiner fra, dels fordi borgerne har brug for og ret til at vide, hvad det er, der foregår med de drastiske ændringer, der lægges op til. Hvis Kommissionens forslag, som det ligger nu, vedtages, skal de danske skatteydere sende 6,7 mia. kr. mere afsted til EU. Det er en forøgelse af bidraget på 34 pct. i forhold til de tal, som Finansministeriet selv kommer med, og det kan vi selvfølgelig overhovedet ikke acceptere. Så derfor glæder vi os til at høre, hvad finansministeren har at berette fra EU-slagmarken, og forhåbentlig kan han bringe godt nyt.

Så er det finansministeren for besvarelse.

Hele formålet med EU er jo at undgå slagmarker. Det var jo det, der var tanken, da man i sin tid lavede Det Europæiske Fællesskab og Kul- og Stålunionen. Men det ændrer ikke på, at vi selvfølgelig, når det gælder EU's budget, har nogle reelle, forskellige opfattelser i landene af, hvad der er den rigtige løsning. Derfor også tak for muligheden for at drøfte EU's genopretningsfond og regeringens holdning hertil.

Som I ved, er genopretning af EU-landenes økonomier et centralt politisk emne i lyset af den alvorlige økonomiske krise som følge af covid-19. Det gælder både herhjemme og i EU, hvor særlig nogle lande er hårdt ramt. Genopretningen i EU har især været drøftet løbende i Folketingets Europaudvalg, senest da regeringen den 16. juni fik støtte fra et flertal i udvalget til vores oplæg til mandat på genopretningsinstrument og -facilitet samt EU's flerårige finansielle ramme. Jeg vil gerne takke alle i Europaudvalget, både dem, som var med til at give mandat, og også dem, som ikke gjorde, for en god og konstruktiv dialog.

Kort om sagens fakta: Kommissionens forslag indebærer dels et genopretningsinstrument, som tilvejebringer finansiering ved, at EU optager fælles lån for 750 mia. euro, dels en række EU-budgetprogrammer, som fordeler disse midler med fokus på de lande, der er hårdest ramt af krisen. Det største program er den såkaldte genopretningsfacilitet, og det er også noget af det, vi skal drøfte i dag.

Jeg har den 9. juni haft en drøftelse af forslaget til genopretning med mine kolleger i rådet for finansministre, Økofin, og statsministeren har den 19. juni haft en drøftelse med de øvrige stats- og regeringschefer i Det Europæiske Råd. Det Europæiske Råd ventes at mødes igen over sommeren med henblik på videre forhandlinger og en mulig aftale. De hidtidige drøftelser har vist, at EU-landene har meget forskellige ønsker til genopretningen, og det er derfor endnu uklart, hvad der i sidste ende kan opnås enighed om.

Foreløbig har en række emner vist sig centrale. Det drejer sig særlig om balancen mellem tilskud og lån. Tyskland og Frankrig argumenterer for deres fælles udspil med 500 mia. euro i tilskud, men vurderes grundlæggende at kunne støtte Kommissionens forslag. Flere sydeuropæiske lande ønsker en højere grad af tilskud, og så er vi som bekendt nogle lande, der ønsker en facilitet baseret på lån og ikke tilskud.

Spørgsmålet om facilitetens varighed og midlertidighed er også centralt. Forslaget indebærer, at den finansielle assistance kan tilkendes indtil udgangen af 2024. Nogle lande ønsker langvarige eller permanente tiltag i EU, som indebærer fælles gæld med henblik på tilskud og dermed overførsler mellem landene. Andre lande finder, at faciliteten bør være et kortsigtet kriseinstrument, der f.eks. kun løber til udgangen af 2022, og vil sikre facilitetens midlertidighed via f.eks. en klar solnedgangsklausul, så faciliteten udløber, medmindre Rådet beslutter at forlænge den. Nogle lande lægger også vægt på, at faciliteten bliver et engangstiltag, som ikke skaber præcedens for lignende ordninger under fremtidige kriser.

Størrelsen af genopretningsfaciliteten er også et centralt emne, for mens nogle lande vurderes at kunne støtte forslaget, ønsker en række sydeuropæiske lande et instrument, som er væsentlig større. Andre lande mener, at facilitetens størrelse kan og bør reduceres betydeligt. De henviser til, at Kommissionen selv skønner, at kun 30 pct., dvs. ca. 175 mia. euro, af faciliteten kan nå at blive udbetalt inden udgangen af 2022.

Fordelingsnøglen er også et vigtigt tema. Forslaget lægger op til, at støtten tildeles efter en fordelingsnøgle, som tager højde for størrelsen af landenes befolkning, økonomisk aktivitet pr. indbygger og ledighed baseret på data fra 2015 til 2019. Nogle EU-lande sætter spørgsmålstegn ved, om fordelingsnøglen, der er baseret på tal fra før krisen, i tilstrækkelig grad opfylder formålet om at tilgodese de lande, som er hårdest ramt af covid-19-krisen. Det kan dog blive svært at nå til enighed om en ændret fordelingsnøgle, fordi mere støtte til nogle lande i sagens natur betyder mindre støtte til nogle andre.

Endelig er betingelser for finansiel assistance et vigtigt tema. Lande, som søger om tilskud og lån, skal udarbejde en genopretningsplan med tiltag, som skal få landet ud af krisen. Kommissionen, der inddrager alle EU-landene, skal godkende modtagerlandets plan, og udbetaling af finansiel assistance finder sted, i takt med at landet opnår milepæle og målsætninger i planen.

En række lande støtter generelt Kommissionens forslag. På den ene side er der så lande, som ønsker en opblødning i form af mere begrænsede betingelser, og på den anden er der lande, som ønsker klare betingelser i form af reformkrav m.v., særligt i tilfælde af tilskud.

Jeg kommer dermed også til regeringens holdning. Regeringen er, som jeg har understreget gentagne gange og igennem hele forløbet, særdeles skeptisk over for fælles gæld med henblik på tilskud. Det vil som et nyt og vidtgående skridt i EU's økonomiske samarbejde indebære gældsfinansierede overførsler mellem EU-landene. Der har både i medierne og i Folketinget været en del diskussion om, hvorvidt regeringen skulle have skiftet holdning til det her spørgsmål, og jeg kan sige, at det har vi ikke. Regeringens grundlæggende holdning er den samme. Regeringen er, som vi har sagt og skrevet i hele forløbet, særdeles skeptiske over for fælles gæld med henblik på tilskud. Det var regeringens holdning tidligere, og det er det i dag, og det vil det også være i de forhandlinger, vi tager til.

Realiteten er samtidig, at der er tale om en forhandling, hvor opgaven er at finde et kompromis, ikke at nedlægge veto. Det har også været klart i hele forløbet. Nu har vi derfor haft et forløb, hvor vi har udmøntet regeringens holdning i et mere konkret dansk forhandlingsmandat med henblik på at sikre støtte fra et flertal i Folketinget, og i den forbindelse vil jeg selvfølgelig særlig takke de partier, der har været med til at give mandatet.

Mandatet indebærer, at vi fra dansk side støtter en genopretningsfacilitet, der skal bidrage til at genoprette EU-landenes økonomier og fastholde landenes ansvar for en sund økonomisk politik. Solidaritet og ansvarlighed skal gå hånd i hånd. Fra dansk side lægger vi stor vægt på, at den størst mulige andel af facilitetens midler går til udlån på attraktive vilkår, samt at tilskudsdelen reduceres tilsvarende. Vi lægger stor vægt på, at genopretningsfaciliteten bliver midlertidig og et engangstiltag, som ikke skaber præcedens for lignende tiltag under fremtidige kriser, og vi vil arbejde for en klar solnedgangsklausul, så faciliteten udløber på et bestemt tidspunkt, medmindre Rådet beslutter en forlængelse.

Vi lægger desuden stor vægt på, at den finansielle assistance målrettes de lande, som er hårdest ramt af covid-19-krisen. Og som noget meget vigtigt: Vi lægger stor vægt på, at midlerne særlig skal bidrage til den grønne og den digitale omstilling.

En genopretning med stort fokus på grøn omstilling og klimaneutralitet vil gavne Danmark i mere end én forstand. Ud over at bidrage til indfrielse af EU's klimamål vil en genopretning, der accelererer den grønne omstilling i andre EU-lande, kunne indebære stor efterspørgsel efter danske kompetencer, viden og produkter. Det er til gavn for danske arbejdspladser samt vækst og velstand i Danmark, samtidig med at vi kan være med til at bidrage til en grøn transformation af Europa, som der er brug for.

Jeg er meget glad for det mandat, som regeringen har fået, og som et flertal i Folketinget støtter. Mandatet sikrer det bedst mulige grundlag for, at regeringen kan trække et kompromis i sagen så langt i dansk retning som overhovedet muligt. Det er det, der er opgaven. Det er det, regeringen arbejder efter, og det er det, vi håber vi kan blive enige med de andre lande om på et tidspunkt, når stats- og regeringscheferne sidder sammen og tiden er moden til en løsning.

Tak til finansministeren. Der er korte bemærkninger. Først er det hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Det lyder meget fordrageligt alt sammen, vil jeg sige til finansministeren, men sandheden er jo, at vi ikke aner, hvad det er, regeringen i virkeligheden vil. Jo, man vil gerne have bidraget på genopretningsfonden ned under 750 milliarder – men hvor meget? Altså, det er jo interessant at se en finansminister, allerede nærmest inden forhandlingerne er gået i gang, kaste håndklædet i ringen og sige, at veto bliver der i hvert fald ikke tale om. Det er jo så også den helt sikre måde til at vide, at vi bliver skubbet rundt af de andre.

Hvis man ikke er villig til at stå fast på noget og sige f.eks., at det danske bidrag til genopretningsfonden ikke må blive mere end 1 milliard eller ½ milliard eller allerhelst, måske bare nul – og så låneprojekter – så er man jo bare genstand for de andres vilje, og de andre her er jo nok især Tyskland og Frankrig. Så jeg må sige, at det er en helt ufattelig vattet holdning, jeg oplever at regeringen lægger for dagen her. Og derfor synes jeg egentlig, at finansministeren skylder de danske borgere – og sikkert også en del af hans egne vælgere – et klart svar: Hvad er smertegrænsen for, hvor dårlig en aftale finansministeren vil komme hjem med fra Bruxelles?

Finansministeren.

Jeg tror, at hr. Morten Messerschmidt er en af de få i Europa, der mener, at regeringen har en blød holdning til det her spørgsmål. Jeg tror, at det almindelige indtryk er, at den danske regering i lighed med den østrigske, den svenske og den hollandske regering står meget skarpt på, at vi mener, at der er behov for en solidarisk løsning for et Europa, der er hårdt ramt af covid-19. Nogle lande, eksempelvis Italien og Spanien, er blevet ekstraordinært hårdt ramt. Derfor har vi også allerede aftalt en række initiativer for 4.000 milliarder – det er mange penge. Og så taler vi nu om at lave et ekstra instrument, der også kan støtte op om udviklingen.

Men vi synes grundlæggende, at det er fornuftigt, at hvis man låner penge til et land, at det pågældende land så også skal betale de penge tilbage. Og det er derfor, vi er særdeles skeptiske over for at lave en ordning, hvor det har karakter af tilskud til landene frem for et lån i mere traditionel forstand.

Jeg fik ikke sagt, at i første omgang er der et spørgsmål pr. hovedordfører – men det ved ordførererne jo godt, kan jeg se.

Så er det hr. Jan E. Jørgensen. Værsgo.

Tak. Jeg vil sådan set bare spørge finansministeren om, hvor godt han selv synes det går, for der blev jo sendt et brev af sted fra Danmark sammen med de tre andre lande i den her såkaldte sparebande. Og det var på et tidspunkt, hvor det fransk-tyske forslag var fremme om 500 milliarder, og hvor Danmark så sagde, at tilskudsandelen skulle væk – det skulle være lån alt sammen.

Det, der så er sket siden da, er, at der fra Kommissionens side er spillet ud med, at de 500 milliarder er tilskud alle sammen, og oven på det er der så kommet 250 mia. euro i lån.

Så man har jo altså fra Kommissionens side bevæget sig endnu længere væk fra den danske position, endnu længere væk fra den fra den fransk-tyske position, og har altså på ingen måde imødekommet Danmark. Hvad kan være forklaringen på det?

Finansministeren.

Jamen det er jo et interessant synspunkt, som Venstres ordfører gør sig til talsmand for, altså at Danmark ville stå stærkere, hvis vi stod alene. Det er ikke min vurdering. Min vurdering er, at det klart er i Danmarks interesse, at vi arbejder sammen med Holland, Østrig og Sverige og andre lande, der måtte have synspunkter i nærheden af eller lig vores, for at trække den endelige aftale i en retning, som er så meget dér, hvor Danmark synes det skal ende, som overhovedet muligt.

Jeg er helt opmærksom på, at der er stærke kræfter i Europa, der gerne vil noget andet end Danmark, men jeg synes virkelig, det er besynderligt, at Venstre mener, at det ville være til Danmarks fordel at stå alene frem for at have allierede i den kamp, vi er i gang med. Men det må jo stå for Venstres egen regning.

Så er det hr. Ole Birk Olesen.

Jeg præciserer lige, at i første omgang er der kun et spørgsmål. Men finansministeren vender tilbage, og så bliver det normale forhold.

Værsgo, hr. Ole Birk Olesen.

I Danmark er 80 pct. af folk i den arbejdsdygtige alder i arbejde – 80 pct. I lande som Spanien og Italien er det kun 60 pct. af folk i den arbejdsdygtige alder, som arbejder. Det er klart, at når der er så stor forskel på, hvor mange der arbejder i landene, så giver det også en ret stor forskel i økonomierne i landene. Man kan ikke have en rigtig god økonomi som Danmark, hvis man kun har 60 pct. af folk i den arbejdsdygtige alder, som arbejder. Derfor er den dårlige økonomi i Sydeuropa ikke et resultat af corona; den er et resultat af, at man har nogle samfundsstrukturer, som ikke appellerer til, at folk går på arbejde og betaler skat osv.

Hvis Danmark ikke vil give tilskud til de lande, fordi vi siger, at det må de selv finde ud af – de må lave nogle reformer, så de kan tjene nogle flere penge – så behøver vi ikke at gøre det, vel? Vi har en vetoret, ikke også? Den eneste grund til, at vi kan ende med at give et tilskud til de lande, selv om det ville være dumt at gøre det, er, hvis regeringen siger: Nå, men okay, så gør vi det.

Finansministeren.

Jeg er enig med hr. Ole Birk Olesen i, at de økonomiske problemer, en række lande i EU måtte have, som de stod med før covid-19 ramte, selvfølgelig ikke har noget med corona at gøre. Men jeg tror også, at man må være så fair og rimelig at sige, at covid-19 har ramt nogle lande meget, meget hårdt, og det var ikke noget, nogen kunne have forudset eller garderet sig mod. Derfor er det jo ikke et argument i sig selv, at nogle lande stod og havde det svært inden, at man så ikke må hjælpe dem nu, hvor de er kommet i yderligere problemer. Men vi skal selvfølgelig gøre det på en klog måde.

Det er også derfor, at regeringen er optaget af, at vi får lavet en aftale, hvor vi kan hjælpe solidarisk og ordentligt. Men set med vores øjne er den bedste måde at gøre det på – ud over det, vi allerede har sat i værk – at give nogle lån, som de pågældende lande så skal betale tilbage. Andre lande har en anden holdning.

Jeg bliver lige nødt til at præcisere reglerne her i forhold til den første runde. Det er sådan, at der er et spørgsmål fra hvert partis hovedordfører. Sådan er reglerne. Så undskyld, hr. Kim Valentin, det kan desværre ikke lade sig gøre. Men finansministeren kommer på senere.

Så er det hr. Søren Søndergaard.

Tak. Det gælder om at kende reglerne. Jeg tror, at en af grundene til, at der er en bred forståelse for, at vi skal hjælpe, er lige præcis, at det er nogle lande, der er blevet ramt af sygdom, som sådan set lige så godt kunne have ramt os. Det er lidt tilfældigt, hvor det ramte i første omgang. Derfor tror jeg, at rigtig mange tænker, at vi skal hjælpe.

Derfor er det jo også underligt, at i de fordelingskriterier, man har, tager man ikke hensyn til det. Dem har man fastsat på forhånd uden hensyn til sygdommen. Og så siger finansministeren, at det kan man ikke lave om på nu, for når de nu er fremlagt – og man vil forsøge at lave dem om til at tage hensyn til coronaen – så vil dem, der mister noget, sige nej. Det er nok rigtigt.

Men det rejser unægtelig spørgsmålet: Hvem var det, der i første omgang fremlagde ideen om, at man skulle give den her støtte ikke på basis af coronakriterier, men på basis af nogle andre kriterier? Hvem fik den vanvittige idé? Hvorfor er vi havnet i den situation?

Finansministeren.

Bare for en god ordens skyld vil jeg sige, at den danske regering synes, at vi skal give støtten til dem, som har det største behov. Når Kommissionen kommer med forslag til, hvordan man så kan give støtte, og vi synes, at det kunne være skruet sammen på en bedre måde, så siger vi det også, og vi arbejder også for, at det bliver mere rettet mod dem, der reelt er blevet ramt af corona mere, end ud fra nogle andre fordelingsprincipper.

Det, jeg så også sagde i min tale, var, at det at få lavet om på det udspil, der er kommet på det punkt, er nok ikke lige noget, man gør med et fingerknips. Hr. Søren Søndergaard har jo også en lang erfaring fra det europapolitiske og fra Europa-Parlamentet, og jeg er helt overbevist om, at vi nok vil kunne blive enige om, at når først noget er foreslået og nogle lande er blevet stillet noget i udsigt, så er de ikke til sinds bare at give det fra sig. Det ændrer ikke på, at den danske regerings holdning er, at det ville være mere fornuftigt, at man havde nogle andre kriterier at udbetale pengene efter.

Så er det hr. Jens Rohde.

Jeg betragter finansministeren som en god ven, jeg betragter ham som et generøst menneske og som en særdeles dygtig finansminister. Så det er lidt – undskyld mig – en anakronisme, at man skal opleve stoltheden over at være med i sådan en fedtsyleklub, som regeringen har meldt sig ind i. Det er jo meget godt, at vi står her i Folketinget og diskuterer 4 eller 5 eller 6 mia. kr., og det er skam også mange penge, hvis det er sådan, at vi kigger ind i finansministerens kasse – det er jeg ikke i tvivl om – men over for det står jo et tal, der hedder 1.252 mia. euro, hvis Finansministeriets eget tal om faldet i bnp i EU står til troende. Det er jo de penge, vi skal ud at finde, for at vi kan eksportere vores varer, for at vi har danske arbejdspladser.

Når vi taler hjælpepakker i Danmark, ser vi gerne, at det går hurtigst muligt. Nu risikerer vi, at forhandlingerne om budgettet og genopretningsfonden trækker voldsomt langt ud, hvis ikke vi får gang i det her med det samme. Derfor vil jeg spørge: Hvad er regeringens indsats for at få budgettet og genopretningsfonden forhandlet på plads hurtigst muligt, således at pengene kan komme ud at arbejde?

Finansministeren, værsgo.

Jamen lad mig allerførst takke for de pæne ord fra hr. Jens Rohde. Jeg kan sende komplimenten tilbage. Jeg opfatter hr. Jens Rohde som et af de folketingsmedlemmer, der for det første ved mest om den her sag og for det andet også engagerer sig dybt og dedikeret i at finde en løsning. Det vil jeg gerne sige at jeg synes er godt arbejde.

Så er der i øvrigt også noget, vi er uenige om. Hr. Jens Rohde synes, at regeringen er for fedtet. Jeg tager det faktisk, selv om det ikke er sådan ment, lidt som en ros, når hr. Jens Rohde kalder mig en fedtsyl, fordi jeg synes ikke, at vi skal bruge mere, end der er nødvendigt i forhold til EU's budget, fordi der faktisk også er nogle store opgaver, vi skal løse herhjemme. Til gengæld er det jo vigtigt, at vi investerer fornuftigt i den situation, der er i Europa lige nu – også i forhold til covid-19, som har ramt nogle lande meget, meget hårdt. Jo før man kan få den løsning på plads, jo bedre; det er jeg enig med hr. Jens Rohde i.

Så er det fru Katarina Ammitzbøll. Værsgo.

Tak. Mange tak til finansministeren for at stå her nu og igen fremlægge regeringens synspunkt.

Mit spørgsmål er egentlig meget lig hr. Søren Søndergaards spørgsmål. Vi har jo ligesom fået et meget stort budget lagt op fra Kommissionen, uden at vi egentlig har fået en skadesvurdering eller en egentlig skadesanmeldelse. Det er jo sådan lidt bagvendt, hvordan tingene bliver konstrueret. Så det løb med netop fordelingsnøglen – altså de kriterier om at se på de covid-19-ramte – er vel ikke helt kørt, når man nu skal derned?

Nu kunne vi forstå på statsministeren i går, at man jo kun er i den indledende runde. Så er der ikke baggrund for, at de fire lande – nu er Finland måske med – presser på for, at vi egentlig ser, hvad konsekvenserne af covid-19 er, og derefter også giver beløb eller lån eller tilskud ud fra, hvad der egentlig er relevant i forhold til den skade, der er sket, og så netop også presser på, så det ikke bare bliver det endeløse tilskud, der kører – nærmest ligesom i en samhørigshedspulje?

Tak. Finansministeren, værsgo.

Jeg er meget enig i, hvis jeg lige må tage udgangspunkt i det sidste, der blev sagt, at vi skal passe på, at det her ikke bliver en evighedsmaskine, men at det er et instrument, vi bruger i en helt exceptionelt svær situation, og som også skal have et udløb, og det tror jeg både Det Konservative Folkeparti og regeringen er meget enige om. Så det er vi meget optagede af.

Vi er også meget optagede af, at de penge, vi sender for at hjælpe, går til dem, der har størst hjælp behov, og der er de kriterier, man har lagt ind fra Kommissionens side, efter vores opfattelse ikke de mest præcise, og derfor arbejder vi fortsat på at få dem gjort så målrettede som overhovedet muligt. Det håber jeg kan lykkes, men som jeg også sagde i mit svar til hr. Søren Søndergaard, så er det ikke nogen nem øvelse. Det betyder ikke, at man ikke skal gøre forsøget, og det vil den danske regering sammen med andre lande gøre alt, hvad vi kan, for kommer til at blive tilfældet.

Så er det hr. Peter Seier Christensen.

Jeg vil godt stille et spørgsmål, som er blevet stillet før, men som jeg ikke rigtig synes der er kommet svar på, nemlig om regeringens smertegrænse. Regeringen ønsker, at beløbet på 750 mia. euro skal reduceres, og regeringen ønsker også, at beløbet på de 500 mia. euro skal reduceres, men hvor går regeringens smertegrænse? Kan vi eksempelvis komme til at se, at regeringen kommer tilbage og har accepteret et beløb på 750 mia. eller 500 mia. euro, som bliver foræret væk?

Finansministeren.

Nu kan man jo have forskellige tilgange, når man går til en forhandling, men min grundlæggende opfattelse er, at hvis man på forhånd har fortalt sin forhandlingsmodpart, at man kan se, at der er steder, hvor man kan gå med til en aftale, så har man vist alle sine kort, og det tror jeg ikke er nogen god idé.

Derfor er det jo vigtigt for den danske regering at sige, at vores opgave her er tosidet. På den ene side skal vi sørge for, at vi kan give hjælp og støtte især til de lande, der er allerhårdest ramt, vise den solidaritet, der er brug for i Europa, og hjælpe dem til at komme på benene igen. Det har vi også en interesse i fra dansk side, for hvis de lande går ned med flaget, er det for det første skidt for Europa, og for det andet er det også skidt for danske virksomheder, der skal eksportere varer til dem.

På den anden side skal vi selvfølgelig også gøre det klogt, og hvis man giver lån, er det lån, der skal betales tilbage, så det ikke er noget, som er et tilskud fra Danmark og andre lande til de pågældende lande, der har brug for hjælp.

Tak til finansministeren. Nu går vi over til forhandlingerne og dermed også til de almindelige regler for korte bemærkninger. Først er det ordføreren for forespørgerne, hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti.

Tak, formand. Nu kommer guldet, hører jeg hr. Jens Rohde sige. Det må man jo gå ud fra, hvis det her bliver vedtaget, nemlig at så vil det være en sand guldregn over Sydeuropa. Det, der er spørgsmålet, er, hvorfra guldet skal komme. For det er jo nogle astronomiske beløb, som vi ser at der er lagt op til. Da Kommissionen den 27. maj kom med sit reviderede udkast til en 7-årsplan, lød tallet på 1.100 mia. euro, og siden har vi fået planen »Next Generation EU« til 750 mia. euro. Og som nævnt vil den første del ifølge Finansministeriet føre til en merregning for danskerne på 6,7 mia. kr. Og hvad kan man så få for det? De der nuller kan være svære sådan at hitte rede i. Det kunne f.eks. være knap 8.000 kr. mere udbetalt årligt til hver pensionist, svarende til en forhøjelse af grundbeløbet med ca. 12.000 kr. Det kunne også være godt 11.000 ekstra sygeplejersker eller 10.000 folkeskolelærere, men nej – med hr. Jens Rohdes ord: Vi vælger at strø guldet ud over Sydeuropa.

Hvordan agter de så at bruge det? Ja, vi har ved flere lejligheder forsøgt at få regeringen til at garantere, at de i hvert fald ikke skal bruges til f.eks. skattelettelser, for helt barokt vil det jo være, hvis danske skatteydere skal betale mere, for at de sydeuropæiske skal betale mindre. Kan man få en garanti? Nej, det kan man ikke. Kan man få regeringen til at lægge afgørende vægt på det? Nej, det kan man ikke. Man kan ikke engang få at vide, i forhold til de områder som regeringen lægger afgørende vægt på, hvad det så er, vægten er. Det er den barokke situation, vi befinder os i – ud over at Europa-Kommissionen jo benytter den her krise til virkelig at stramme grebet om medlemslandene.

Vi får fælles gæld, fælles hæftelse, altså en helt ny institution, hvor vi som medlem af klubben får lov til at hæfte for de lande, der måske ikke betaler deres gæld tilbage. I forhold til EU-skatter og EU-afgifter – altså der, hvor vi trods alt formelt har været dem, der afsatte pengene i Folketinget på finansloven osv. – bliver det nu EU, der får nye myndigheder til at finansiere sig. Alt det vidner bare om et projekt, der tordner af sted i retning af at blive til Europas Forenede Stater; finanspolitikken harmoniseret, gældspolitikken harmoniseret, og danskerne efterladt på perronen, hvor guldet er sendt af sted mod Sydeuropa.

Der siger vi klart nej; ikke fordi vi ikke skal hjælpe – selvfølgelig skal vi det – men her må vi jo stille det spørgsmål: Har alle de hjælpepakker, som EU har gennemført de seneste 15 år, hjulpet Sydeuropa? For hvis de har, hvordan kan det så være, at den italienske statsgæld var på 120 pct. af bnp – det dobbelte af, hvad der overhovedet er tilladt inden for euroen – da coronaen ramte? Hvordan kan det så være, at arbejdsløsheden stadig væk er så markant højere i Sydeuropa? Er det virkelig den rigtige vej at gå? Vi mener det ikke.

Derfor vil jeg gerne med formanden accept fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Coronakrisen skal ikke bruges som undskyldning for at give EU mere magt, og Folketinget afviser derfor følgende: 1. Fælles EU-gæld. 2. EU-skatter. 3. Pengegaver til lande uden krav om tilbagebetaling. 4. Forøgelse af det danske EU-bidrag. 5. At danske skattekroner går til skattelettelser i andre lande.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 101).

Tak, formand.

Det indgår nu i den videre debat.

Vi går i gang med den, og først er det hr. Søren Søndergaard.

Tak. Jeg vil bare have en forklaring på, hvorfor hr. Morten Messerschmidt så konsekvent nævner Sydeuropa – altså, guldet kører til Sydeuropa osv. Spiller hr. Morten Messerschmidt på en eller anden fordom om dovne sydeuropæere, der ikke laver noget? For hr. Morten Messerschmidt ved vel godt, at det land, der vil få mest ud af det med de kriterier, ikke ligger i Sydeuropa. Så hvad er grunden til, at hr. Morten Messerschmidt forsøger at skabe det der billede, der ikke er rigtigt? Er det ud fra en politisk sympati med det polske regime og deres gerninger? Er det det, der ligger bag, at hr. Morten Messerschmidt undgår at nævne Polen?

Ordføreren.

Nej, jeg har ingen varme følelser for hverken det polske eller ungarske eller andre regimer i Østeuropa. Mit hjerte banker kun for Danmark. Når vi selvfølgelig taler meget om Sydeuropa, er det jo, fordi vi f.eks. har en italiensk vicepremierminister, der koketterer med, hvordan det kunne være dejligt, om der kom penge via EU, så man kunne få sænket skatterne. Det er jo en stor provokation, vil jeg sige, som de danske skatteydere altså får stillet i udsigt at skulle betale. Vi ved jo ikke, hvad det endelige beløb rammer, men det, vi har fået at vide af regeringen, i forhold til MFF'en, er 6,7 mia. kr., altså at der skal betales et klækkeligt merbidrag til EU, for at nogle lande i Sydeuropa så måske vil bruge dem til skattelettelser. Jeg kan dele forargelsen fra hr. Søndergaard over, at man også skal give til lande, som slet ikke er hårdt ramt af corona, under en såkaldt solidaritetsparaply, der handler om corona. Det udstiller jo bare hele den hulhed, som EU-projektet repræsenterer.

Hr. Søren Søndergaard.

Nu skal jeg fortælle hr. Morten Messerschmidt, hvad jeg synes er en provokation. Jeg synes, det er en provokation at give penge til et land som Polen, der har et autoritært regime, der overtræder alle, hvad skal man sige, anstændige regler, senest omkring lgbtq-fri-zoner osv. osv., og som konsekvent modsætter sig, at der bliver lavet regler omkring stop for social dumping. Landet udnytter tværtimod social dumping-regler til at sende arbejdskraft til f.eks. Danmark, hvor den bliver groft udnyttet. Det er det polske regime. De skal da ikke have nogen penge. Var det ikke mere relevant at snakke om dem end om italienere eller grækere eller portugisere?

Tak for det. Så er det ordføreren. Værsgo.

Jamen jeg vil bare sige, at jeg glæder mig over, at Enhedslisten og Dansk Folkeparti så i fællesskab kan arbejde for at gøre EU-budgettet markant mindre. Det her er jo ikke et nyt problem. Vi har en ny situation i forbindelse med corona, men det er jo et gammelt problem også i forhold til strukturstøtte og landbrugsstøtte osv. Det er en skam, at vi er så få medlemmer af Folketinget, som deler den utilfredshed med EU's omfordelingscirkus.

Så er det hr. Jens Rohde.

Jeg ved ikke, hvilke varme følelser hr. Morten Messerschmidt nærer, men han har dog udtalt, at Viktor Orban er et levende håb for Europa, og det kunne måske være meget interessant at få uddybet. Så det vil jeg lige i første omgang bede hr. Morten Messerschmidt om.

Ordføreren.

Det vil jeg meget gerne. Jeg synes, at den måde, Viktor Orban har beskyttet Ungarns og dermed jo EU's grænser imod migrantbølgen, er forbilledlig og tjener til efterlevelse. Og på den måde er Orban jo, i hvert fald hans indvandringspolitik, selve antitesen til hr. Jens Rohdes hjertevenner i Bruxelles, som er virkelig indædte modstandere af enhver form for grænsekontrol.

Hr. Jens Rohde.

Jamen det er jo interessant. Så fik vi i hvert fald kastet lys over, at der næres et håb til Orbans regime, og det er måske derfor, det ikke blev nævnt. I øvrigt sagde jeg ikke, hr. Morten Messerschmidt, at nu kommer der guld. Jeg beklager. Jeg sagde, at nu kommer bulderet (Morten Messerschmidt (DF): Bulderet?), og fred være med det, det er vi jo gode til at levere mod hinanden på talerstolen i de her diskussioner.

Men lad mig lige spørge: Når hr. Morten Messerschmidt siger, at hjælpepakker overhovedet ikke har hjulpet på noget som helst i forhold til Sydeuropa, hvad bygger han så det på? Det var punkt 1. Punkt 2: Hvis den ikke har haft den fulde effekt og arbejdsløsheden er høj, tror hr. Morten Messerschmidt så på, at det kan hænge sammen med, at man har valgt sådan en tysk one size fits all-løsning, altså økonomisk løsning, for de sydeuropæiske lande?

Værsgo, ordføreren.

Ja, jeg tror, at hr. Jens Rohde i hvert fald i det sidste er inde på noget af det rigtige. Altså, det, der jo er problemet med eurokonstruktionen, er, at man lader tyskerne – og nu siger jeg tyskerne, men det er selvfølgelig en bredere kreds af lande – finansiere for en uansvarlig økonomisk politik og dermed ikke skaber den naturlige dynamik, der jo er i et demokrati, hvor man i hvert fald som vælger søger at få en anden regering, hvis den, man har, fører en uansvarlig politik. Altså, vi havde jo det bedste eksempel i Danmark, da forhenværende statsminister Anker Jørgensen kørte landet økonomisk i sænk. Vælgerne valgte en anden retning med Poul Schlüter, og den dynamik mangler jo fuldstændig inden for eurozonen, fordi tyskerne betaler.

Tak for det. Så er der ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til hr. Morten Messerschmidt. Så forstår jeg, at der i god kollegial forståelse er byttet lidt rundt på ordførerrækken, så værsgo til hr. Jens Rohde, Det Radikale Venstre.

Tak for det. Som hr. Morten Messerschmidt sagde til mig, da jeg gik herop, at nu kommer guldet – over Folketingssalen, ikke over Sydeuropa, desværre.

Jeg synes jo, vi skal have sat tingene lidt i perspektiv. Det indre marked stod i 2018 for 61 pct. af Danmarks samlede eksport af varer og tjenesteydelser. Det svarer til 662 mia. kr. Heraf gik 68 pct. til de fire lande Tyskland, Sverige, Storbritannien og Norge, men også til Spanien og også til Italien og også til Frankrig, som alle hører til i topti af vores eksportlande. Det indre marked øger velstanden i Danmark, det giver 500 millioner forbrugere nemmere adgang til danske produkter og gør det muligt for 26 millioner virksomheder at handle med danske virksomheder. Ifølge Erhvervsministeriet fører det indre marked til en varig stigning i Danmarks eksport på samlet 7 pct., og samlet set er Danmark i dag 100 mia. kr. rigere, end hvis vi stod uden for det indre marked.

Beskæftigelsen og lønmodtagerne i Danmark nyder godt af det indre marked, og mere end 550.000 danske arbejdspladser er knyttet til eksporten til det indre marked, hvilket er med til at løfte velstanden, og ifølge Erhvervsstyrelsen betyder det, at reallønnen er knap 10 pct. højere, end hvis vi ikke var med i det indre marked. Det kan omregnes til en årlig merindtægt på cirka 20.000 kr. for en enlig voksen i lejebolig, som der står her, eller cirka 65.000 kr. for en almindelig husstand med to voksne i ejerbolig. Det indre marked skaber beskæftigelse i hele Danmark, og Erhvervsstyrelsen peger på, at i alle fem danske regioner kan mellem 20 og 23 pct. af beskæftigelsen henføres til eksport til det indre marked. I Region Hovedstaden er langt hovedparten af disse arbejdspladser inden for servicesektoren. I de tre jyske regioner er størstedelen inden for industri og landbrug. Danskerne er også bedre stillede som forbrugere, for det indre marked sikrer bl.a., at danskere kan ophæve eller returnere onlinekøb inden for 14 dage, bruge telefoni og data i EU-lande som derhjemme og få erstatning fra luftfartsselskaber ved forsinkelser.

Nu plejer jeg ikke at gå op med manuskript her på Folketingets talerstol, men det gør jeg, for det her er ikke mine ord, det er simpelt hen de officielle tal, som vi kender dem.

Nu står vi så ifølge et andet officielt tal, nemlig finansministerens, med et tab på 7 pct. i den europæiske økonomi, hvilket svarer til 1.252 mia. euro. Det er over for disse tal, at vi nu står i det danske Folketing og diskuterer, om et budget må koste 2 mia., 3 mia., 1½ mia. 6,7 mia., eller om vi skal fodre lande, der er hårdt belastet af gældsfælden, med sten, eller om vi skal fodre dem med brød. Det sidste er heller ikke mit citat, for det er faktisk Wolfgang Schäubles. Nu nævnte jeg jo Tyskland før, og Wolfgang Schäuble er i hvert fald i Sydeuropa kendt som en særdeles hård finansminister. Han er ikke finansminister længere, men er formand for Den Tyske Forbundsdag. Men jeg tror ikke, han sådan i europæisk sammenhæng bliver udset som manden, der uddeler gaver, sådan som vi hele tiden italesætter det i dansk politik. Vi skal ikke give gaver eller kaste guldregn over Sydeuropa, men det er jo heller ikke det, det handler om.

Som jeg vist sagde på et møde i Europaudvalget, har jeg fulgt tysk politik, siden Hans Martin Schleyer blev skudt, og jeg kan love Folketinget for, at Tyskland ikke giver gaver. Det sker ikke. Tyskland varetager deres egne interesser, og det bør vi også ud fra de udfordringer, vi står her med. Det handler ikke om, at vi mangler 6 eller 7 mia. kr.; det handler om, at vi mangler 1.252 mia. kr., og at det er dem, vi skal finde for at sikre fortsat dansk beskæftigelse. Tak.

Der er et par korte bemærkninger. Først er det hr. Morten Messerschmidt. Værsgo.

Først kunne jeg godt tænke mig i relation til fordelene ved det indre marked at spørge, om hr. Jens Rohde kan bekræfte, at over 50 pct. af også Norges eksport går til det indre marked. Og det sker jo vel at mærke, uden at Norge er medlem af EU eller de her genopretningspakker osv. Så derfor forstår jeg ikke, hvorfor man laver den kobling. Altså, selv om Danmark eventuelt en dag med lykkens gunst måtte forlade EU, ville det indre marked formodentlig stadig være der, og alle de fordele, der er ved at kunne eksportere til ét samlet marked, ville stadig væk være der. Og det er jo underligt, at man nødvendigvis skal være en del af sådan et indre marked for også at have fordelene. Kan hr. Jens Rohde ikke godt se det?

Hr. Jens Rohde.

Jeg ved ikke, om finansministeren på et tidspunkt vil komme op og forklare, hvem der er med i det indre marked, men mig bekendt er Norge jo en del af det indre marked – i øvrigt sammen med Island og Liechtenstein. Så hvor hr. Morten Messerschmidt får den idé fra, at Norge ikke skulle være en del af det indre marked, ved jeg ikke. Men der er et eller andet, der i et historisk perspektiv er gået hr. Morten Messerschmidts næse forbi.

Hr. Morten Messerschmidt.

Nej, jeg tror, det er hr. Jens Rohde, der taler udenom for at undgå den åbenlyse pointe, nemlig at Norge jo ikke bidrager til de pakker, som hr. Jens Rohde mener vi skal bidrage til, fordi vi er en del af det indre marked. Og derfor ville det være rart at vide, når nu hr. Jens Rohde siger, at det er meget vigtigt, at danske skatteydere kaster guld over Sydeuropa eller Østeuropa, eller hvem der nu skal have de her hjælpepakker, og kobler det direkte op på muligheden for at eksportere til det indre marked, om hr. Jens Rohde er bekendt med, at over 50 pct. af også Norges eksport går til det indre marked, selv om Norge altså ikke finansierer de her hjælpepakker.

Hr. Jens Rohde.

Jamen altså, hvis man er med i et marked og en klub, er man i mit verdensbillede også med til at finansiere det og må vedstå sig både arv og gæld. Altså, der er ikke noget, der ligger mig fjernere, end den der cherry picking, som Dansk Folkeparti står for, og det er derfor, jeg siger, at solidaritet jo ikke handler om mavefornemmelser eller om, at man skal føle sig som et bedre menneske end andre. I den her sammenhæng er solidaritet varetagelse af danske interesser og danske arbejdspladser, og det er derfor, jeg synes, at man kan argumentere for begge dele i den sammenhæng.

Så er det hr. Jan E. Jørgensen. Værsgo.

Hvis der er noget, som vi ser ens på i Venstre og Det Radikale Venstre, så er det retsstatsprincippet og vigtigheden af, at det bliver overholdt, og der har vi jo set en ret kedelig tendens både i Ungarn og i Polen, ikke mindst forstærket her under coronakrisen. Derfor vil jeg spørge, hvor vigtigt det er for Det Radikale Venstre at sikre, at lande, der ikke overholder retsstatsprincipperne, heller ikke modtager penge fra genopretningsfonden.

Hr. Jens Rohde.

Jeg synes jo, det er vigtigt, og jeg synes, det er vigtigt at man overholder retsstatsprincipperne. Jeg var jo medlem af Venstre, da jeg i sin tid var en af de første, der råbte op om Orbán, fordi hans regime, da jeg i sin tid blev medlem af Europa-Parlamentet, allerede fra starten viste sig som værende noget, der kompromitterede EU. Jeg vil så sige, at den danske regering under Lars Løkke Rasmussen jo ikke var alt for villig til altid lige at tage det her op på rådsmøderne, men jeg synes jo så, at det er fint, at vi er nået så langt, at det nu faktisk står i papiret, og at det har en stor vægt i forhold til de forhandlinger, regeringen er med i. Og så kan man spørge, om vi skal lægge afgørende vægt på det, men der ved Jan E. Jørgensen jo godt, at jeg som udgangspunkt ved sådan nogle meget komplicerede forhandlinger grundlæggende er imod, at vi laver afgørende vægte som mandater. Jeg går så bare med til visse afgørende vægte for at indgå i kompromiser og for at være en del af det, som skal bakke regeringen op.

Tak for det. Hr. Jan E. Jørgensen, værsgo.

Jeg kan så konkludere, at det ikke er vigtigt nok for De Radikale Venstre til, at man vil være med til at presse regeringen til i hvert fald at true med at stemme nej, hvis resultatet bliver, at lande kan se stort på retsstatsprincipperne og alligevel få penge fra genopretningsfonden.

Ordføreren.

Jeg kan så bare konstatere, at det jo er en nyopfindelse, måske lidt som en lunken undskyldning for, at man lige pludselig befandt sig et sted, hvor jeg i hvert fald aldrig havde forestillet mig at jeg skulle se Venstre i forhold til mandatgivningen. For vi har jo givet regeringen et mandat én gang før coronakrisen, og der var det jo ikke noget krav – der var der jo ikke noget indholdskrav fra Venstre overhovedet. Det handlede kun om 1 pct. Det var kun decimalerne, der var vigtigt for Venstre der. Og lige pludselig er retsstatskravet så blevet en afgørende vægt, og det er jo fint nok, hvis man flytter sig. Vi har så fået flyttet regeringen fra en almindelig vægt til en stor vægt, og som sagt er mit udgangspunkt altid, at man skal gå pragmatisk til værks i de forhandlinger med 28, 27 eller 26 lande, som man står over for, og derfor har vi ikke ønsket flere afgørende vægte i den her forhandling.

Så er det hr. Søren Søndergaard, værsgo.

Jeg vil spørge Det Radikale Venstres ordfører, om det ikke følger naturligt af eurokonstruktionen, at man også har en fælles finanspolitik og en fælles udligningspolitik. Vi har jo også en euro her i vores land, den hedder så kronen, og vi ved, at når man har en fælles møntenhed, betyder det, at der overføres penge fra de mindst produktive til de mest produktive dele af landet. Derfor har vi vedtaget sådan et meget indviklet udligningssystem, der sender milliarder retur igen. Derfor vil jeg bare spørge: Når man nu har valgt at have kronen i EU, dvs. euroen, er det så ikke helt naturligt, at man også har en fælles finanspolitik, og at man har en fælles udligningsordning, sådan at dem, der bliver ramt af euroen, rent faktisk, da de jo ikke kan devaluere eller det modsatte, får en kompensation på den måde?

Ordføreren, værsgo.

Jeg tænker, at hr. Søren Søndergaard sidder og glæder sig til, at jeg nu kommer med et selvmodsigende svar, men hr. Søren Søndergaard ved jo godt, at jeg er føderalist, så svaret er jo. Men jeg er ikke bange for at vedstå mig, at euroen, i øvrigt også i forhold til det, hr. Morten Messerschmidt siger, har en konstruktionsfejl. Det er jo derfor, den ikke er særlig robust, og det er derfor, vi har for mange brandslukningsøvelser i Europa. Man skal jo tage konsekvensen af det, man mener, og det prøver jeg så, selv om det kan være en vanskelig pædagogisk opgave – som Marianne Jelved engang sagde: Den, der står ene, står stærkt.

Hr. Søren Søndergaard.

Jamen altså, jeg kunne ikke drømme om at påstå, at hr. Jens Rohde tænker ulogisk eller fremfører tingene ulogisk; det gør hr. Jens Rohde ikke. Hr. Jens Rohde fremfører tingene fuldstændig logisk, nemlig at når man har en fælles mønt, må man også acceptere fælles interne overførsler, ellers giver det ikke nogen mening, for man har taget et redskab ud af den økonomiske politik. Men når det så er sagt, må man også sige, at Danmark jo ikke er med i euroen. Danmark har jo eksplicit valgt at stå uden for euroen. Så kan vi ikke i solidaritetens navn blive enige om, at når Sydeuropa, Østeuropa, hvem som helst rammes af sundhedskriser, så skal vi være der, men strukturfejl må eurolandene selv finansiere?

Ordføreren, værsgo.

Ja, og så har vi bare den udfordring, at vi jo er med i første og anden fase af euroen, og at i en verden med fri bevægelighed for varer, tjenesteydelser, personer og kapital arver vi hinandens ulykker. Der har man fælles gældshæftelse, for vi får alle de dynamikker, det fører med, men man arver også hinandens ulykker. Det er jo derfor, at nogle var meget bekymrede, bl.a. Svend Auken i sin tid, for at skabe det indre marked uden at have en politisk overbygning, og man må sige, at i en vis henseende fik han jo ret i, at det ville skabe nogle problemer.

Så er det fru Katarina Ammitzbøll. Værsgo.

Tak, og tak til hr. Jens Rohde for fremlæggelsen. Jeg betragter normalt også Det Radikale Venstre som et rimelig økonomisk ansvarligt parti, og hr. Jens Rohde fremlagde også nogle tal før om det indre marked, der taler for sig selv. Men derfor har jeg bare også svært ved at forstå hr. Jens Rohdes sådan totale udskrivning af en blankocheck til genopretningsfonden, men måske er svaret, at Jens Rohde er føderalist. Men hvis man tænker over, hvor mange penge der bliver givet med det her til det europæiske indre marked, og tænker over til hvilke lande, er der så ikke også et vist krav om, at der skal ske nogle økonomiske reformer, så de ikke fortsætter med at have en meget stor gæld? Jeg ved også, at man er meget begejstret for Merkel, som har taget de helt lange briller på og ikke vil sende lande i gældsfælder, men det er jo ligesom Tysklands politik. Hvorfor vil hr. Jens Rohde ikke også stille krav om, at det skal være lån med stærke krav?

Hr. Jens Rohde.

Jeg vil gerne stille særlige krav. Jeg synes, vi skal lave en nyopbygningsfond – det har jeg sagt mange gange – og ikke en genopretningsfond. Det vil sige, at de penge, der bruges, skal bruges til at omstille Europa til grøn vækst. Det er jo et radikalt krav, og det mener vi er ansvarligt ikke bare over for økonomien, men også over for klimaet.

Så er der hele reformsporet. Jeg bliver altid så imponeret over, at man i det danske Folketing tilsyneladende ved alt om italiensk økonomi, alt om spansk økonomi, alt om fransk økonomi. Jeg ved ikke så meget, men jeg kender til nogle af de konsekvenser, som netop den der tyske økonomiske model, som også er den danske økonomiske model, havde for nogle lande, som har en helt anden struktur, og som blev trukket ned over dem efter finanskrisen. Man kan ikke komme og påstå, at disse lande ikke gennemførte reformer. Og tro mig, det velstandstab, som folk led i Grækenland oven på reformerne efter finanskrisen, tvivler jeg på at danske lønmodtagere og danskere som sådan nogen sinde ville finde sig i. Der er gennemført reformer, og de har gjort ondt.

Katarina Ammitzbøll, værsgo.

Tak. Grækenland gør det faktisk ganske godt, og jeg vil også sige, at tyske banker tjente ret godt på det udlån, og det var igen Merkel, der lavede en redningsplanke. Men jeg kan alligevel ikke helt forstå det. Er vi ikke netop i gang med MFF'en til at omstille Europa, til at omprioritere, til netop at satse på, at 25 pct. af budgettet og The Green Deal netop går til det. Hvorfor skal der så en ny fond til, når vi allerede er i gang med et meget stort projekt og har 7-årsbriller på i forhold til at gøre EU's indre marked tidssvarende både digitalt og grønt set?

Tak. Så er det hr. Jens Rohde. Værsgo.

Fordi den fond jo er genial, fordi det er langt billigere end at booste budgettet over de 7 år, fordi det er 30-årslån. Det er jo en genial måde at gøre det på, når man ikke kan få sparebandelande til at betale mere i EU-kontingent, at man så har en anden mulighed for at finansiere tingene. Og Det Radikale Venstres forslag til i øvrigt at lave en finansiering, som ikke betyder, at vi skal betale mere i kontingent, er jo at turde tage de føderale briller på og så gennemføre nogle EU-skatter såsom CO2-afgift på importvarer fra tredjelande og over for techgiganter og sådan noget der. Så vi har også finansieringen på plads i den sammenhæng.

Så er det hr. Ole Birk Olesen.

Det er noget mærkelig noget, at hr. Jens Rohde bliver ved med at turnere med det budskab, at det ligesom slet ikke er de her landes egen skyld, at de har bøvl med økonomien. Der er et eller andet i luften – en virus, der svæver over dem tilsyneladende; altså man siger, der er alt muligt andet i vejen, som gør, at de ikke har penge til de ting, vi har penge til i Danmark. Hr. Jens Rohde er da bekendt med, at det her i Danmark er 80 pct. af folk i den arbejdsdygtige alder, der arbejder, mens det kun er 60 pct., der gør det i Italien og Spanien. Hr. Jens Rohde er da bekendt med, at vi i Danmark, hvis vi kun havde 60 pct. i den arbejdsdygtige alder, der arbejdede, vel ville have 100-200 mia. kr. færre i statskassen. Hr. Jens Rohde ved da udmærket det her. Hr. Jens Rohdes føderalisme indebærer åbenbart, at han ligesom skal prøve at skjule, at der er nogle lande i Europa, som ikke gør det godt nok, og som derfor ikke har den samme økonomi, som vi har i Danmark.

Ordføreren.

Det står for hr. Ole Birk Olesens helt egen regning at sige det. Jeg prøver ikke at skjule noget som helst. Altså, alle ved, at der historisk set har været nogle udfordringer, og at der er nogle udfordringer med visse landes økonomi – flere landes økonomi. Det skal man da overhovedet ikke skjule. Det er der da ikke nogen grund til. Men det hører også bare med til historien, at der er lavet reformer oven på finanskrisen, og at nogle af de reformer har gjort meget, meget ondt. Og jeg er ikke sikker på, at det velstandstab ville være blevet accepteret på samme måde i Danmark. Man er ligesom nødt til at tage udgangspunkt i den virkelighed, folk lever i. Det plejer også at være et ret godt liberalt adelsmærke. Derfor prøver jeg ikke at skjule noget. Jeg prøver bare at få tingene til at fungere ved ikke at have en ideologisk, men en pragmatisk indgang til det og ved at se på, hvordan vi kan løse problemerne, fordi det også løser problemerne for os selv.

Hr. Ole Birk Olesen.

Det er ikke historiske tal, jeg nævner – det er nutidige tal. Det er sådan i dag, at 80 pct. af folk i Danmark i den arbejdsdygtige alder arbejder, og det er sådan, at det i dag kun er 60 pct. af folk i den arbejdsdygtige alder i Spanien og Italien, der arbejder. Og det giver da nogle kæmpe forskelle i forhold til samfundsøkonomien og statsøkonomien i Danmark versus Spanien og Italien – kæmpe forskelle, altså, om det er 80 pct., der arbejder, eller om det er 60 pct., der arbejder. Og så kan hr. Jens Rohde sige nok så meget og sige: Jamen vi har gjort ting og sager dernede. Men det er da stadig væk sådan, at de jo ikke arbejder for at få den samme økonomi, som vi gør.

Hr. Jens Rohde, værsgo.

Det er jeg jo sådan set enig i, altså at det er en del af udfordringen. Det er jo også derfor, jeg svarer hr. Søren Søndergaard, som jeg gør, altså fordi jeg ikke er bange for at tage konsekvensen af min holdning til det her, nemlig at det kræver en anden styring. Men jeg vil bare advare. Det er faktisk derfor, jeg gerne vil have, at eurozonen bliver mere robust; altså, det er for, at man nogle steder vil have plads til at føre en ekspansiv politik, når der er behov for det, og andre steder en kontraktiv politik – nøjagtig som man kan gøre det i USA. Men lige så snart der er en dråbe i havet, der begynder at sprede nogle ringe i vandet i EU, så er euroen truet, og så står vi med nogle helt andre problemer. Derfor siger jeg: Lad os styrke den, for så har vi faktisk muligheden for at gå til værks på en måde, som ikke skader, men er til gavn for os alle sammen, også den danske arbejdstager.

Tak til hr. Jens Rohde. Der er ikke flere korte bemærkninger. Den kollegiale forståelse fortsætter, og derfor er det nu fru Halime Oguz, SF.

Tak, formand. Her forleden dag, da jeg sad og hørte på finansministerens ord, tænkte jeg på en ting: Hvis nu jeg var finansminister og jeg, Halime Oguz, skulle forhandle en genopretningspakke på 750 mia. euro på Danmarks vegne, ville hr. Morten Messerschmidt så stadig være utilfreds? Svaret er uforståeligt nok ja. Men jeg er nødt til at fastslå, at hvis man vil bekæmpe de voldsomme økonomiske skader, som corona har forårsaget, er man nødt til at arbejde sammen og indgå kompromiser. Det gælder selvfølgelig også for Danmark. De europæiske økonomier skrumper, væksten falder, og arbejdsløsheden stiger. Coronaepidemien har kastet Europa ud i en økonomisk krise, der kan blive den værste nogen sinde.

Vi står altså i en helt ny situation, og det er vi selvfølgelig nødt til at forholde os til politisk. I stedet for at fokusere på ufrugtbare diskussioner, så vil vi i SF egentlig hellere diskutere visioner og politisk substans, og det gælder også, når det kommer til spørgsmålet om EU-budgettet og genopretningsfonden. Det er som regel de fattigste, der betaler den højeste pris, når nedturen rammer. Aktionæreliten skal nok klare sig. Derfor ønsker vi en europæisk genrejsning af økonomien – gerne hurtigt. Det haster, for lige nu mister tusindvis af mennesker deres job, og det vil vi ikke sidde og se passivt til.

Vi ønsker samtidig, at det Europa, som rejser sig oven på krisen, bliver markant grønnere, end det er i dag. For at gøre fællesskabet grønnere, må vi arbejde sammen, og det gør vi bedst gennem et stærkt og solidarisk EU. Og lad os nu en gang for alle slå fast, at et stærkt EU er i Danmarks interesse. Det er efterhånden en kliché, men der findes åbenbart fortsat nogen, som ikke har indset pointen. Hvis Italiens økonomi kollapser, kan tyskerne ikke afsætte deres varer. Hvis Tysklands økonomi går i slowmotion, kan vi ikke afsætte vores varer til tyskerne. Det vil koste rigtig mange arbejdspladser i Danmark. Det er sådan set ret simpelt.

Fordelen ved at have et fælles reguleret marked er jo, at vi kan regulere det sammen, og at det er politikerne og ikke kapitalen, der sidder ved roret. Havde vi ikke et europæisk marked og et europæisk fællesskab, ja, så har jeg meget svært ved at se, hvordan eksempelvis danske klimamål skulle betyde noget som helst for omverdenen, for selv om vi ikke altid får gennemtrumfet vores ideer, har vi et talerør. Vi sidder ved forhandlingsbordet. Og eftersom vi ikke kan regere verden i kraft af vores lands størrelse, så må vi agere klogt. At bekæmpe vores eneste talerør, EU, med næb og klør svarer til at tage slyngen fra hyrdedrengen David, for nu at blive lidt bibelsk. Hvis man gør det, bliver EU aldrig klimakongen.

Lige nu har vi en enestående mulighed for at dreje hele Europa i en grønnere retning og på den måde hjælpe kommende generationer, også i Danmark. Lige nu har vi også mulighed for at række ud og hjælpe de lande, der er allerhårdest ramt af corona. Det skal vi selvfølgelig gøre. Det hedder solidaritet, og det er der brug for. Tak for ordet.

Der er korte bemærkninger. Først er det hr. Søren Søndergaard.

Jeg har to spørgsmål. Det første spørgsmål er: Er SF ikke en lille smule bekymret over, at den her genopretningspakke bliver lagt ind under Kommissionen? Vi så jo, hvordan Kommissionen brugte sin magt under finanskrisen til at angribe fagforeningerne, til at liberalisere osv. osv. Det er jo den magt, man nu giver til Kommissionen igen. Så ville det ikke være godt, og ville SF ikke støtte, at den genopretningsfond ligger uden for EU-budgettet?

Det andet spørgsmål er: Hvad siger SF til, at vi jo med de svar, vi har fået, kan risikere, at de her penge ender i skattely? Skal vi ikke have en blokering for, at danske lønmodtageres penge går til en hjælp til nogle firmaer og nogle virksomheder, hvor det så kan ende i skattely?

Ordføreren, værsgo.

Tak for det, og tak for spørgsmålene. I forhold til det med skattely har det været og er stadig et krav fra SF's side, at den hjælp, der går til de europæiske lande, selvfølgelig ikke skal gå til skattely. Det har vi pointeret, det har vi understreget, og det er også en del af kravene til de forskellige lande. Det kan slet ikke diskuteres, altså at det må de ikke.

Så til det med, hvorvidt genopretningsfonden skal ligge under Kommissionen, og at det så kan føre til nogle ting som under finanskrisen. Jeg vil sige, at det er helt rigtigt. Vi skal slet, slet ikke ende i samme situation, som vi gjorde under finanskrisen. De her penge er jo ikke sådan en blankocheck, man bare giver til de forskellige lande, og så kan de gøre med de penge, som de vil. Sådan hænger det ikke sammen. Vi har nogle krav til landene, og de skal overholdes.

Hr. Søren Søndergaard.

Det handler jo mere om, hvilke krav man har. Altså, jeg synes da også godt, man kan stille krav om, at der skal være grænser for, hvor billigt millionærer i Italien skal slippe i skat, før man bevilger penge, men det er jo ikke de krav, Kommissionen stiller; det er nogle helt andre krav.

Men det, der undrer mig lidt, i forhold til begge dele, altså både det med skattely og det med Kommissionens beføjelser, er, at det jo godt kan være, SF ønsker det, men det er jo ikke en del af det mandat, som regeringen har fået. Altså, skal det forstås på den måde, at det betyder, at hvis regeringen ikke kommer igennem med det her, vil SF opfordre regeringen til at stemme imod budgettet?

Tak for det. Så er det ordføreren. Værsgo.

Altså, nu har vi jo diskuteret det her spørgsmål om skattely i Europaudvalget, hvor ordføreren også har været en del af den diskussion – en diskussion, som vi har taget op, og som vi tager meget, meget alvorligt. Pengene skal ikke gå til skattely. Det kan vi aldrig nogen sinde i SF bakke op om.

Så er det hr. Morten Messerschmidt.

SF spiller jo en meget central rolle i regeringens EU-politik og er jo afgørende for, at regeringen overhovedet har sit flertal på plads. Derfor undrer det mig, at SF ikke går hårdere til regeringen på det, der burde være, vil jeg sige, centrale områder. Altså, er det ikke rigtigt forstået, at man er imod EU's skatter, at man er imod at give pengegaver til andre lande, at man er imod fælles EU-gæld og den slags ting? Så hvad planlægger SF at gøre, når regeringen kommer tilbage med en aftale, der indeholder alle de ting, som jo normalt ikke flugter med den politik, SF har?

Ordføreren.

Tak. Og tak for spørgsmålet. Jeg vil sige, at det er rigtigt, at vi selvfølgelig har et afgørende mandat fra SF's side; men at vi ikke har fået noget igennem, altså nogle ting, der betyder noget for SF, er simpelt hen ikke rigtigt. For regeringen har i høj grad gjort, som vi i SF har bedt den om, nemlig om at gøre et væsentlig grønnere tiltag til gengæld for at få vores støtte.

Så vil jeg også sige, at det jo var SF, der trak det forrige mandat i en meget grønnere retning, og det samme gjorde vi med det nye mandat. Så regeringen har jo måttet flyttet sig i en mere grøn retning for at få vores opbakning.

Så i forhold til det om gaver. Det vil jeg gerne lige anholde, for udgangspunktet er jo, at det skal være et lån, der skal betales tilbage med nogle rimelige renter. Det næste er, at vi kan simpelt hen ikke kan komme uden om, at vi også er nødt til at give tilskud, hvis vi skal bevare vores velfærdssamfund.

Tak. Så er det hr. Morten Messerschmidt.

Så vi er nødt til at forære penge til nogle andre lande for at sikre, at vi har velfærd i Danmark? Altså, det er fru Oguz simpelt hen lige nødt til at forklare for mig. Jeg kan godt forstå det der med, at de forskellige europæiske ordninger, bankordninger og sådan noget, kan sikre lån – det er jeg sådan set med på. Og jeg er også med på, at det skal være på nogle mere favorable vilkår end dem, som er rent markedsbaseret, for ellers kunne italienere og spaniere bare gå ud at låne på markedet. Men at det at give pengegaver, som ikke betales tilbage, skulle være godt for den danske velfærd, er fru Oguz simpelt hen nødt til lige at forklare.

Ordføreren, værsgo.

Det vil jeg hjertens gerne. De penge, vi giver, for at nogle af de europæiske lande kan rejse sig igen økonomisk, er en fordel for Danmark og dansk økonomi, fordi vores økonomi faktisk er afhængig af, at det går godt i andre lande. Når det går os godt økonomisk, har vi også bedre råd til ældreplejen, som jeg ved Dansk Folkeparti er meget optaget af, et stærkere sundhedsvæsen, minimumsnormeringer og en masse andet godt.

Så er det hr. Ole Birk Olesen.

Jamen jeg vil bare gerne høre: Hvis nu vi bliver rigere i Danmark af at give 1 milliard til Sydeuropa, burde vi så ikke give 2 milliarder, så vi bliver dobbelt så meget rigere?

Ordføreren.

Jeg tror ikke helt, jeg forstod spørgsmålet, altså hvorvidt 1 eller 2 milliarder skulle gøre det bedre. Det her handler om, at der er nogle lande, der er så hårdt ramt økonomisk, lande, hvor det også vil komme os til gavn, hvis vi løfter dem i fællesskab.

Hr. Ole Birk Olesen.

Altså, der er jo lande i hele verden, som ville have gavn af at få nogle penge fra Danmark. Og vi giver også en hel del penge til en masse lande i hele verden inden for EU og uden for EU, og hvis det ligefrem kommer Danmark til gavn, hvorfor giver vi så ikke dobbelt så meget?

Ordføreren.

De penge, vi giver, er ikke nogen, vi forærer væk. De penge, vi giver, er noget, der kommer tilbage i form af arbejdspladser, i form af økonomisk vækst – og det tænker jeg må være i Liberal Alliances interesse også.

Så siger vi tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger, og det betyder så også, at vi vender tilbage til den normale ordførerrække. Derfor er det nu hr. Christian Rabjerg Madsen, Socialdemokratiet.

Tak for det, og tak for debatten i dag. Det er en vigtig debat, som handler om den danske EU-politik; et spørgsmål, som de senere uger har tiltrukket sig stor opmærksomhed. Så det er fornuftigt, at vi kan få lov til at diskutere det i salen i dag.

Der er ikke nogen tvivl om, at corona har ramt alle europæiske lande hårdt. Der er heller ikke nogen tvivl om, at der er nogle lande, der er ramt særlig hårdt, og derfor er det også fornuftigt, at vi nu går i gang med en økonomisk genopretning. I den forbindelse er der mere end nogensinde før behov for, at Danmark tager ansvar i det europæiske samarbejde, og jeg er også derfor glad for, at regeringen den 16. juni fik sit mandat til at arbejde for danske interesser i Europa. Tak for det.

Lad mig slå fast, at vi er tilhængere af en betydelig genopretningsfond, der kan hjælpe de hårdest ramte lande i Europa. Vi støtter en genopretningsfond på mange milliarder. Det gør vi af hensyn til beskæftigelsen både her og ude, og det gør vi af hensyn til virksomhederne både her og ude. Men med vores støtte skal der også være plads til at diskutere, hvordan en fond skal finansieres. Det mener vi skal gøres på en klog og ordentlig måde. Fonden skal tilbyde attraktive lån til de lande, der har mest behov. Når et land er så hårdt ramt som f.eks. Italien, skal vi være solidariske. Vi skal give en hjælpende hånd, men det skal gøres uden at kaste økonomisk ansvarlighed over bord. Hårdt ramte EU-lande skal have hjælp, når det behøves, men det er sådan, at ret og pligt går hånd i hånd. Hvis man har mulighed for at bidrage, så skal man også bidrage.

Vi har jo gennemført vanskelige og hårde reformer i Danmark, sådan så at vi i fremtiden kan leve i et stærkt velfærdssamfund. Derfor står vi også stærkt økonomisk. Andre lande står et andet sted. De har økonomier, som er mere skrøbelige. Derfor er de også dårlige til at håndtere krisetider. Og vi vil gerne hjælpe. Men vi finder det også overordnet set mest rigtigt, at man selv betaler for den gæld, som man har været med til at stifte. Derfor lægger vi vægt på, at den størst mulige andel af fondens midler skal gå til udlån, og at tilskudsdelen tilsvarende skal reduceres. Og vi lægger samtidig vægt på, at den hjælp, der bliver givet i den forbindelse, er midlertidig.

Samtidig skal fondens midler bruges klogt. Kommissionen lægger op til at bruge en betydelig pose penge i Europa. Det er godt, men en langsigtet hjælp i den her forbindelse er også at stille krav til, hvordan pengene bruges. Det handler ikke om strenge sparekrav, men om at sætte en politisk retning på de investeringer, som fonden bidrager til. Vi skal skabe vækst og velstand ved at investere i den grønne omstilling. Vi skal skabe vækst og velstand ved at lægge vægt på digitalisering, sådan så de europæiske økonomier kan komme stærkere ud af krisen, end de var, da de gik ind i krisen. Det er også af betydning for danske arbejdspladser, for dansk vækst og dermed i sidste ende for dansk økonomi. Europa har brug for en grøn og ansvarlig genopretning. Derfor er jeg også glad for, at et flertal af partier her i Folketinget kan blive enige om, at økonomisk ansvarlighed og solidaritet kan og skal gå hånd i hånd.

Jeg vil derfor gerne på vegne af Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Konservative læse følgende:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget ønsker en solidarisk, retfærdig og ansvarlig genopretning af europæisk økonomi, som styrker den grønne omstilling. I forhandlingerne om en genopretningsfond ønsker Folketinget et resultat, som varetager danske interesser bedst muligt.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 102).

Tak for ordet.

Og forslaget indgår så også i den videre debat.

Jeg har nogle til korte bemærkninger. Først er det hr. Morten Messerchmidt.

Jeg tror, mange har den opfattelse af regeringen, at man er meget restriktiv i EU-politikken. Det er også lykkedes at placere historier i dansk presse om, at Danmark sådan bliver set som det mest restriktive land i EU, når man forhandler de her ting. Og derfor kunne det jo være rart, hvis hr. Christian Rabjerg Madsen ville kaste lys over, hvor smertegrænsen ligesom går for, hvornår man siger ja til det her budget.

For vi har jo hørt fra finansministeren, at vetoretten er kastet over bord. Man går efter et kompromis. Og derfor ville det være dejligt at vide: Hvor er smertegrænsen for, hvor dårligt det kompromis må være? Udspillet fra Kommissionen hedder jo 750 mia. euro. Kan man leve med 700 mia. euro? Er vi nede på 650 mia. euro? Hvor meget skal danskerne betale udover den stigning på 6 mia. euro, vi har fra MFF'en? Så kunne hr. Christian Rabjerg Madsen sige lidt om, hvad det er, vi har i vente?

Ordføreren.

Tak for det. Altså, jeg tror, det er vigtigt at være opmærksom på her, at ja, vi er blevet beskrevet som restriktive. Jeg har selv læst de samme artikler. Men i virkeligheden synes jeg, at det der med, at det er restriktivt eller sparebande eller lignende, er misvisende. Altså, vi mener, at Europa skal have et mere moderne budget. Vi mener, at Europa skal bruge kræfter på digitalisering og på det grønne område, hvor Danmark har styrkepositioner, og hvor investeringer derfor også vil gavne dansk økonomi. Vi mener også, at det tidligere har været sådan, at eksempelvis størrelsen af den europæiske administration er steget, i takt med at Europa er blevet flere lande. Og det betyder så samtidig, at når Europa bliver færre, som Europa gør nu, når vi går fra 28 til 27, så må budgettet også skulle følge med den anden vej. Hvis man vil kalde det restriktivt, så er det helt i orden. Jeg mener, det er ansvarligt.

Jeg mener så samtidig, at det simpelt hen ikke ville være klogt – i forhold til den forhandling, som vi står over for – at sige nu helt specifikt på kroner og øre, hvor vores grænse går. Det ville være at sige: Det er så det, vi kan gå med til. Vi mener, vi skal trække i retning af et mere ansvarligt budget, og vi mener, at vi skal trække i retning af en fond, hvor flere penge udbetales som lån.

Hr. Morten Messerschmidt, værsgo.

For det første synes jeg, det er rart, at Socialdemokratiets finansordfører får sagt, at det er misvisende at sige, at den danske regering tilhører en sparebande. For det, vi ser i dag, er jo også lidt underligt: Hvordan kan man være i en sparebande, når man lægger op til, at danske skatteydere skal bruge milliarder af flere kroner på andre landes indre forhold? Så det er jeg glad for at få præciseret. Men jeg er ikke enig i hr. Christian Rabjerg Madsens antagelse af, at det er godt, at andre lande ikke ved, hvor vores smertegrænse er. For det kunne jo være, vi rent faktisk kunne få det, hvis vi ville true med at sige: Alt andet derudover nedlægger vi veto imod?

Tak. Så er det hr. Christian Rabjerg Madsen.

Jeg skal jo ikke kunne sige det, men det kan jo gå sådan, at Dansk Folkeparti på et tidspunkt kommer til forhandling i en regering, hvor man så skal forholde sig til, hvad for en strategi man vil lægge i udenrigspolitiske forhandlinger. Men mit sådan almindelige kendskab til forhandlingsstrategi tror jeg vil tilsige – jeg vil i hvert fald argumentere for det med en vis fasthed i stemmen – at der er det ganske fornuftigt, at man ikke fortæller på forhånd, hvor smertegrænsen går. Man kunne jo forestille sig, at man fik et resultat, som lå et endnu bedre sted end der, hvor smertegrænsen går. Så jeg tror, vi har valgt en fornuftig strategi der.

Tak! Når jeg er lidt skarp i forhold til at overholde tiden, er det, fordi vi har 45 minutter tilbage, og der er fem ordførere og en finansminister i talerrækken. Det er sådan set bare til orientering, for kl. 15.00 slutter forespørgslen altså.

Så er det hr. Søren Søndergaard.

Jeg vil bare spørge, om den socialdemokratiske ordfører ikke også finder det stærkt provokerende, at det land, der ser ud til at få den allerstørste støtte fra den her genopretningsfond, er Polen, som systematisk udnytter et system med at sende arbejdere til Danmark – i Danmark bliver de underbetalt, men får alligevel mere, end de ville få i Polen, og derfor sender de skat hjem – og som i EU systematisk kæmper imod, at der gøres noget ved social dumping, og som derudover har støttet apartheidzoner i selve Polen. Er det ikke stærkt provokerende for en socialdemokratisk ordfører?

Ordføreren.

Vi har jo sagt klart – regeringen har sagt meget klart – at vi mener, at man skal arbejde for, at de fordelingsprincipper, den fordelingsnøgle, der er, ikke skal afspejle situationen fra 2015-2019; den skal afspejle, hvor hårdt ramt landene reelt er af covid-19. Og det synspunkt står vi selvfølgelig ved. Hvis vi taler mere generelt om EU's budget og de udfordringer, der er i visse lande, så er det jo hr. Søren Søndergaard bekendt, at vi har lagt meget stor vægt på retsstatsprincippet. Vi mener, at man i højere grad skal sigte til, at landene overholder de fælles demokratiske spilleregler, de fælles europæiske værdier omkring menneskerettigheder og de fælles europæiske værdier omkring mangfoldighed, og vi mener, at deres evne til at leve op til de værdier skal afspejles, når vi taler budget.

Hr. Søren Søndergaard.

Det lyder godt. Jeg vil bare høre, om konklusionen så er den enkle, at vi ikke kommer til at se Socialdemokratiet stemme for et EU-budget eller en EU's genopretningsfond, hvor det største beløb går til et land, der benytter sig af social dumping, forsvarer social dumping og indfører apartheidzoner i sit eget land.

Ordføreren.

Her kommer vi jo igen ind på den slags formulerede spørgsmål, som slutter med: Kan vi love, at vi ikke stemmer for budgettet? Og det er jo her vetodelen kommer ind, ikke? Jeg tror, det er uklogt at arbejde med veto, når det, der er opgaven her, er at nå et kompromis, hvor vi trækker resultatet længst i retning af de danske positioner. Og de positioner har jeg redegjort for, både hvad angår fordelingsnøgle, og hvad angår menneskerettigheder, retsstatsmekanismer og lignende.

Så er det hr. Jan E. Jørgensen.

Først og fremmest en lykønskning for, at det er lykkedes at finde flertal for en vedtagelsestekst uden om Venstre. Man bliver måske så en lille smule mindre imponeret, når man ser, hvad det er, der er opnået enighed om, altså at man skal have et resultat, der bedst muligt varetager danske interesser. Jeg tænker, at det ikke er det, man har haft det helt store slagsmål om. At nogle har sagt, at man skulle varetage danske interesser mindst muligt, og andre har sagt, om ikke man skulle skrive mest muligt; det giver jo nærmest sig selv. Og det andet, der står, giver også nærmest sig selv.

Altså, hvad er det egentlig for danske interesser, man ønsker varetaget, og hvor meget er mest muligt?

Ordføreren.

Jeg vil bare sige helt klart, at det ikke er til fordel for Danmark, det er ikke til fordel for danskerne, at Venstre har placeret sig i en situation, hvor man nu ikke længere giver mandat til regeringens forhandlinger af det flerårige europæiske budget. Og det har bestemt heller ikke været min og, tror jeg, ordførerens hensigt, at Venstre ikke er med i den her tekst. Jeg ved ikke, hvordan reglerne er, men hvis Venstre mener, at teksten er god og ufarlig, så er man stadig væk meget, meget velkommen til at tilslutte sig.

Jeg tror, at danskerne har en forventning til et parti som Venstre om, at de bakker op om den danske regering, når vi forhandler på vegne af Danmark og danske interesser. Det ansvar har Venstre svigtet. Det synes jeg er alvorligt, det synes jeg er useriøst, og det synes jeg er uklogt. Men det må stå for Venstres egen regning.

Når det er sagt, er det jo meget klart, hvad den danske position er, hvad angår genopretningsfonden: Vi ønsker mere vægt på lån, mindre på tilskud.

Hr. Jan E. Jørgensen, værsgo.

Jeg har bemærket, at man i Socialdemokratiet mener, at man sådan er meget, meget klog, for hver gang man skal definere sin politik, går det ud på, at man er åh så klog. Altså, jeg tror, at den socialdemokratiske ordfører skal lade det være op til vælgerne at vurdere, hvad der er klogt, og hvad der er mindre klogt. Altså, hvori det kloge består, når man eksempelvis øger danske skatter for at give italienerne mulighed for at sænke skatten, tror jeg sådan set de fleste danskere har svært ved at se, for det virker ikke sådan umiddelbart som topmålet af intelligens.

Ordføreren.

Jeg er meget klar på at lade vælgerne afgøre, hvorvidt den socialdemokratiske politik er klog eller ej. Og kigger man på de dagsaktuelle meningsmålinger, må man sige, at det er der et meget stort flertal af vælgerne som synes den er. Så i den sag er jeg ganske rolig.

Så er det hr. Peter Skaarup.

Tak for det, og tak for indlægget. Det er jo en vigtig debat for Danmark, fordi vi står i den situation, at de danske skatteborgere kan komme til at betale en pænt stor del af regningen for tilskuddet til Sydeuropa, som ikke har haft styr på deres økonomi. Derfor er vi jo nysgerrige efter at få at vide, hvad regeringen egentlig har tænkt sig. Er regeringen med på, at man kan forestille sig, at man giver gaver, både for så vidt angår budgetdelen, men også den genopretningsfond, som der tales om her?

Vi kunne godt tænke os at vide, om Socialdemokraterne er parate til at fortælle Folketinget, hvem der skal finansiere eventuelle gaver, hvis det er det, man vil. Vi kan ikke tillade, synes vi i Dansk Folkeparti, fra Folketingets side, at regeringen kører en politik, der ender med at koste danske skatteborgere meget, meget store summer til sydeuropæiske lande, der ikke har haft styr på deres økonomi.

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Jeg ved ikke, om hr. Peter Skaarup var til stede, da jeg holdt min ordførertale, men jeg sagde jo i ordførertalen, at der er forskellige økonomiske situationer i forskellige europæiske lande. Der er nogle, der har økonomier, som er dårligere rustet til at møde krisen end den danske økonomi. Jeg mener, at de lande burde gøre noget ved situationen, tage initiativer, som forbedrer deres økonomiske situation.

Men er det et argument for, at vi ikke skal yde hjælp til de lande, som er ramt af krisen nu? Nej, det mener jeg ikke det er, både fordi jeg tror, de fleste danskere føler en solidaritet med eksempelvis Italien, som er meget, meget hårdt ramt af coronasituationen, som de ikke selv har ansvaret for, men jo også fordi det er skidt for Danmark, hvis det går galt, hvis det går skidt for den spanske, den italienske, den franske økonomi som følge af corona. Jeg tror, at spørgerens parti og mit eget parti deler nogle vælgere, som går på arbejde hver dag i de virksomheder, som er afhængige af, at den europæiske økonomi er velfungerende, og i forhold til de danskere er det vores ansvar at gøre, hvad vi kan, for at genrejse den europæiske økonomi, men med mest muligt lån og mindre tilskud.

Tak. Peter Skaarup.

Men kan Socialdemokraterne ikke svare på, om der virkelig ikke er nogen smertegrænse for, hvor langt man vil gå i forhold til at give tilskud og gaver til Sydeuropa? Lad mig lige minde om, at Sydeuropa og ikke mindst Italien jo ikke på noget som helst tidspunkt har været i stand til at honorere mange af de krav, som vi normalt vil stille til sunde økonomier. Det er jo ikke kun coronaen. Det er jo lang tid før, der har været store problemer. Så er Socialdemokraterne virkelig så forhippede på at være en god del af selskabet dernede, at man ikke vil nedlægge veto eller stå fast?

Tak, hr. Peter Skaarup. Så er det ordføreren. Værsgo.

Som jeg også svarede hr. Peter Skaarups partikollega tidligere, tror jeg, det ville være udtryk for en dårlig forhandlingsstrategi og altså en forhandlingsstrategi, der ville rykke resultatet længere væk fra det danske udgangspunkt, at afsløre, hvor smertegrænsen går. Jeg tror simpelt hen bare, det er uklogt.

Det er jo også svaret på det første spørgsmål, hr. Peter Skaarup stillede, nemlig hvorfor vi ikke nu vil pege på, hvordan man finansierer en eventuel ekstraregning til EU. For hvis vi peger på den finansiering nu, har vi jo allerede kastet håndklædet i ringen. Vi arbejder for, Socialdemokratiet arbejder for, regeringen arbejder for, at EU's budget bliver mere ansvarligt og mindre.

Tak for det. Når jeg bliver ved med at være lidt skarp i forhold til tiden, er det, fordi vi skal slutte senest kl. 15.00 og der mangler fem ordførere og en finansminister. Så det bliver jo debatten med finansministeren, det kommer til at gå ud over.

Den store kollegialitet har fortsat vist sig her, og nu er det derfor hr. Ole Birk Olesens tur. Tak til Socialdemokratiets ordfører.

Tak for fleksibiliteten fra de øvrige ordførere. Det kan være svært som et lille parti at være to steder på en gang. Så tak for det.

Hvis man hører til de 10 pct. rigeste i Danmark og der sker en ulykke for en, f.eks. at ens vaskemaskine går i stykker og man skal have en ny, eller at ens bil skal på værksted og repareres og man så ikke har penge til det, så er det ikke, fordi man er blevet ramt af en ulykke. Så er det, fordi man ikke har tænkt sig om i sin økonomi. Man har ikke planlagt efter, at der kan ske ting.

Hvis man hører til blandt de 10 pct. rigeste lande i verden, som jeg tror alle EU-lande gør, og man alligevel ikke har luft i budgettet til en ulykke, som coronavirus er, så er det ikke på grund af selve virussen, at man har problemer. Så er det, fordi man har en dårlig økonomisk politik. Hvis andre lande i sådan en situation siger, at hver gang der sker noget uforudset for Spanien eller Italien, kommer vi da med nogle penge til dem, så ansporer man ikke til, at disse lande får bedre styr på deres økonomi fremover, sådan at enhver sten på vejen ikke vælter deres læs. Tværtimod ansporer man til mere uansvarlighed, fordi disse lande lærer, at hvis de ikke har overskud i økonomien til uheld, så kommer der bare nogle folk fra Nordeuropa og betaler regningen.

Derfor er vi imod det her, og vi undrer os faktisk ret meget over regeringens forhandlingsposition her. For det er jo sådan, at hvis Danmark ikke vil det, så kommer det ikke til at ske. Hvert land har vetoret i spørgsmål som disse, hvert land kan forhindre, at de skal give gaver til andre lande i EU. Hvis man ikke benytter den vetoret, er det jo altså, fordi man har lyst til at give de gaver.

Vi har ikke hørt regeringen gå på talerstolen og sige noget om, at i det store magtpolitiske spil og i forhold til Danmarks interesser om 5 år osv. synes vi det er nødvendigt at give den her gave til Sydeuropa. Det taler man uden om, så vi kan ikke sådan lægge til grund, at det er det, der er på spil – at man mener, at der er nogle langsigtede interesser forbundet med for Danmarks vedkommende at give gaver. Man taler ikke om, at man faktisk har en vetoret og ville kunne forhindre det her. Derfor må vi så gå ud fra, at det bare er, fordi man har lyst til at give nogle penge væk. Man har lyst til at anspore uansvarligheden, og at lande i fremtiden også godt kan have en uansvarlig økonomi, fordi der kommer nogle rige nordboere og betaler gildet bagefter.

Vi synes ikke, det er en rigtig forhandlingsstrategi, vi synes ikke, det er en rigtig politik, og vi er modstandere af det.

Tak. Der er en kort bemærkning fra hr. Christian Rabjerg Madsen.

Tak for det. Hr. Ole Birk Olesen lægger meget vægt på det her gaveelement, og det kan jo være en lille smule underligt, fordi regeringens mandat meget klart siger, at vi sådan set er enige i, at vi skal have reduceret tilskudselementet og have mere fokus på den del, der handler om lån. Så det er lidt barokt, at der bliver brugt så mange kræfter på at sende en kritik op, som i virkeligheden i meget høj grad ligger inden for, hvad regeringen også mener. Men nok om det.

Jeg prøvede lige at finde et tal, men jeg kunne ikke finde det. Men bare fra hukommelsen mener jeg at huske, at det er 600.000 danske arbejdspladser, der er direkte afhængige af, at der bliver efterspurgt danske varer på det europæiske marked. Selv hvis tallet skulle være en lille smule anderledes, tror jeg, vi kan blive enige om, at det er helt afgørende for dansk økonomi, helt afgørende for danske arbejdspladser, at der er en stor efterspørgsel efter vores ekspertise og varer ude i Europa. Er det ikke et argument for, at vi skal bidrage til at genoprette den europæiske økonomi, også i de lande, som har ført en politik, som vi ikke bryder os om, på det økonomiske område?

Tak. Værsgo, ordfører.

Så er der jo et utal af lande i verden, som vi skal sende penge til, sådan at de har råd til at købe nogle varer i Danmark. Jeg tror ikke, det er en fornuftig forretningsmodel.

Men jeg kan forstå, at Socialdemokratiet har to spor. Det ene er, at man siger, at man faktisk ønsker at få gaveelementet så langt ned som muligt. Det andet er, at man siger, at det egentlig er fornuftigt at give den gave. Men hvorfor er det så egentlig, at vi skal få det gaveelement så langt ned som overhovedet muligt?

Hr. Christian Rabjerg Madsen, værsgo.

Det er en fordrejning af, hvordan mandatet ligger, og hvad Socialdemokratiet mener. Vi mener ikke, at gaven skal være større eller tilskuddet skal være større. Vi mener, at den hjælp, vi giver, i form af attraktive lån, skal være større. Det tror jeg egentlig også godt hr. Ole Birk Olesen ved.

Så er der den her kommentar om, at så kunne man give det til et utal af lande. Det må jo afsløre en mangel på forståelse af, hvordan dansk økonomi fungerer, en mangel på forståelse af, hvad det er for nogle lande, vi afsætter varer til. Det er jo de europæiske lande. Den vigtigste økonomiske enhed for dansk erhvervsliv er EU, og det er jo derfor, vi bør genoprette europæisk økonomi.

Ordføreren, værsgo.

Jeg synes da, at vi også afsætter rigtig mange varer i USA og i Kina. Vil det sige, at næste gang en økonomisk krise rammer USA og Kina, så skal vi sende penge derhen, for at de har nogle penge, de kan købe danske varer for? Jeg synes, det er en mærkelig argumentation, og den modsiges jo også fuldstændig af, at Socialdemokratiet ønsker, at der skal sendes så få penge som muligt. Hvis det var så godt at sende penge, ville man da synes, at man skulle sende så mange penge som muligt.

Så siger vi tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi vender tilbage til ordførerrækken, og nu er det så hr. Jan E. Jørgensen, Venstre.

Nu er der gået noget tid, og det skal finansministeren være glad for, for så har jeg nået at falde lidt til ro. For hvis der er en ting, jeg har absolut ingen respekt for som i overhovedet ingen respekt, så er det politikere, der benytter sig af stråmænd. Det synes jeg simpelt hen vi skal holde os for gode til. Jeg sagde ikke med et eneste ord, at Danmark ikke skulle være sammen med andre lande, eller at Danmark skulle stå alene. Derfor synes jeg simpelt hen ikke, det er klædeligt, at landets finansminister står og fremfører den slags forkerte påstande fra Folketingets talerstol. Jeg går ud fra, at det var en fejl, og jeg går ud fra, at den fejl ikke gentager sig.

Så vil jeg endnu en gang benytte lejligheden til at rose regeringen for at have formået at skabe flertal for et forslag til vedtagelse og vise, at der er 90 mandater i Folketinget, der er pro-EU, selv fraregnet Venstre. Det er jo sådan set ret imponerende, men jeg havde dog været noget mere imponeret, hvis det var lykkedes at skabe flertal for en tekst, hvori der rent faktisk står noget. For der står ikke det store i det forslag til vedtagelse, som regeringen har fået flertal for.

Det, der ikke står, er så det, der står i Venstres tekst, altså at bidrag skal være midlertidige, de må ikke skabe præcedens, og de skal hovedsagelig, altså for mere end halvdelens vedkommende, ydes som lån, og så skal der stilles krav, nemlig krav om overholdelse af retsstatsprincippet, som vi også har været inde på tidligere, og krav om økonomiske reformer. Det er forskellen, og det er så den tekst, som Venstre vil fremsætte om lidt, men som der altså ikke er tilslutning til.

Dansk Folkeparti har været inde på, at skattelettelser i Italien ikke skal finansieres af skattestigninger i Danmark, og det er vi sådan set enige i, men det betyder ikke, at vi har noget imod skattelettelser i Italien. Det kan sikkert være ganske fint. Venstre er tilhænger af skattelettelser over hele verden og under mennesker over hele jordkloden at få sat skatten ned, og det kan måske godt være det, der skal til for at stimulere økonomien i Italien. Men hvis det sker med skattestigninger i Danmark, så stopper festen.

Det var jo det, der var baggrunden for, at det desværre ikke lykkedes regeringen at få et mandat, som inkluderede Venstres stemmer. Det havde vi hjertens gerne set at det gjorde, men da vi ikke kunne få en garanti for, at de flere penge, vi skal sende til EU, kunne finansieres uden skattestigninger, kunne vi altså desværre ikke være med. Det havde sådan set været ret nemt for regeringen at sige, at jamen vi tager pengene fra det økonomiske råderum, men den vilje var ikke til stede. Jeg skal bare gøre opmærksom på, at når Venstre står uden for det mandat, der er givet, ja, så er det, synes vi også, lidt trist, men der skal altså to til at danse tango.

Nu står vi så og drøfter en genopretningsfond eller -pakke, eller hvad vi nu skal kalde den, og den er dyr. Men jeg vil godt fastslå, at alternativet er dyrere. Hvis ikke vi gør noget fra EU's side for at understøtte økonomierne i Sydeuropa, bliver det dyrt for hele Europa, også for Danmark. Vi kan sammenligne det med Marshallhjælpen efter anden verdenskrig. Den blev ikke givet for vores blå øjnes skyld. Den blev givet fra amerikanernes side som en investering i et fremtidigt marked, en investering i en fremtidig global økonomi, og man må jo sige, at de var ganske forudseende dengang, og det skal vi selvfølgelig også være.

Så skal vi anerkende, at Sydeuropa altså er blevet ramt helt vildt uheldigt af coronakrisen. Først og fremmest selvfølgelig af selve sygdommen, men jo også, fordi det er lande, der er meget turisttunge og derfor vil blive ramt endnu hårdere økonomisk end andre. Det kommer jo oven på en flygtninge/migrantkrise, hvor Sydeuropa også blev ramt ekstra hårdt, hvilket jo alene skyldes deres geografiske placering som dem, der ligger tættest på Nordafrika og Mellemøsten. Så det er de jo altså uden skyld i.

Vi skal vise solidaritet, og solidaritet er ikke, at man sender nogle respiratorer af sted, som ikke virker, og som ikke kan bruge til noget som helst. Ægte solidaritet er det, vi viser her med genopretningspakken, som Venstre altså støtter fuldt ud, men vi er enige i, at den bl.a. skal være med stor vægt lagt på lån frem for tilskud. Jeg har en tekst, jeg gerne vil læse op:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget ønsker en solidarisk, retfærdig og ansvarlig genopretning af europæisk økonomi, som styrker den grønne omstilling. Bidrag fra genopretningsfonden skal være midlertidige, må ikke skabe præcedens, og skal hovedsagelig ydes som lån og med krav om overholdelse af retsstatsprincippet og økonomiske reformer. Folketinget ønsker, at disse danske interesser varetages.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 103).

Tak. Der er et par korte bemærkninger. Først er det hr. Morten Messerschmidt.

Hr. Jan E. Jørgensen er meget optaget af – og det er vi sådan set også – hvordan pengene bruges. Det kan være godt. Men der er ikke så meget om, hvordan de tilvejebringes. Den måde, man jo har tænkt sig at gøre det på, er, at EU som juridisk person optager lån på det finansielle marked. Det betyder jo så, at Danmark, hvis vi på et tidspunkt måtte befinde os i en situation, hvor et af de lande, der så har fået pengene, hvad enten det er i form af lån eller donationer, ikke kan eller vil betale tilbage, så er med til at hæfte, fordi vi har optaget gælden i det, man vil kalde in solidum, altså at vi alle sammen skulder ved skulder skal hæfte for det. Det er det, jeg vil spørge hr. Jan E. Jørgensen om, altså om det virkelig er Venstres politik. For jeg synes, det er et kedeligt træk, at man sådan bevæger sig i retning af, at EU skal optage fælles lån. Det minder jo om noget, hr. Jens Rohde kunne have foreslået, altså sådan en fælles finanspolitik og føderalisme. Så er hr. Jan E. Jørgensen overhovedet bekymret for den del af forslaget?

Ordføreren.

Ja, det er hr. Jan E. Jørgensen, men måske ikke helt lige så meget som hr. Morten Messerschmidt, det vil jeg gerne medgive. Men vi står i en historisk stor og dyb økonomisk krise, og desperate tider kræver desperate tiltag, og det er ganske rigtigt ikke noget, vi plejer at gøre, altså på den måde gå ud og optage lån i fællesskab. Når man gør det, er det jo bl.a., fordi den kreditværdighed, som nogle lande har i EU, er højere end den kreditværdighed, som andre lande har. Derfor kan man opnå nogle bedre vilkår, først og fremmest jo altså lavere renter. Så på den måde kan der jo være fornuft i det. At man ikke skulle ønske at betale pengene tilbage, må jeg betragte som ret utænkeligt, altså at det skulle ske. Hvis det skulle ske, har man jo altså strukturfondsmidler, landbrugsstøtte og andet, og der kunne man så i givet fald tilbageholde pengene. Så det ser jeg ikke som noget problem. Så det med, at man skulle komme i en situation, hvor man ikke kan tilbagebetale dem – jamen det er jo bl.a. derfor, at vi laver hele det her projekt, nemlig for at sikre, at der ikke er lande, der går statsbankerot, og som kommer i en situation, hvor de ikke kan betale penge tilbage.

Hr. Morten Messerschmidt.

Men hvilken garanti har Venstre så fået for, at det her skulle hjælpe? Nu nævnte hr. Jan E. Jørgensen jo Marshallhjælpen tidligere. Jeg synes måske, det er lidt vildt at sammenligne det med den skadevirkning, som anden verdenskrig havde på hele det europæiske kontinent, men fair nok. Der havde de jo nogle garantier. Altså, amerikanerne var fysisk til stede og var inde og stille krav til, hvordan man så skulle opbygge sin centraladministration, og hvordan man håndterede hele den måde, Europa skulle bygges op på. Har hr. Jan E. Jørgensen fået tilsvarende garantier i forhold til de lande, der skal have de her penge?

Ordføreren.

Vi er helt enige i, at Marshallhjælpen selvfølgelig ikke kan sammenlignes med det en til en, og at det var en ganske anden og langt mere alvorlig situation, som Europa stod i efter anden verdenskrig. Det var bl.a. derfor, man opbyggede det EU, som hr. Morten Messerschmidts parti gerne vil ud af. Det var jo bl.a. for at undgå fremtidige krige på det europæiske kontinent.

Garantier? Jo ikke andet end den garanti, der følger af at være medlem af EU og det at være bundet af de forpligtelser, der er der. Hidtil har der jo ikke været eksempler på, at nogle ikke har overholdt de garantier. Nu er EU jo også kun et halvt århundrede gammelt, så det kan selvfølgelig nå at ske. Men indtil nu er det altså ikke sket.

Tak. Så er der en kort bemærkning fra hr. Christian Rabjerg Madsen.

Tak for det. Hr. Jan E. Jørgensen indledte sin ordførertale med at være vældig fortørnet over, at finansministeren tilsyneladende skulle have opstillet nogle stråmænd. Jeg overhørte jo debatten, og det var et mærkeligt angreb. Hr. Jan E. Jørgensen spurgte finansministeren, om sammenslutningen af the frugal four, de lande, som vi arbejder sammen med – den sparsommelige bande, som nogle kalder den – skulle have svækket den danske forhandlingsposition, og til det svarer finansministeren, at vi står styrket, fordi vi står sammen med en række andre lande. Det er jeg helt enig med finansministeren i, og jeg undrer mig over kritikken – jo også al den stund at det var hr. Jan E. Jørgensens gode partikollega hr. Kristian Jensen, der som udenrigsminister indledte det her samarbejde.

Hvad er det for en underlig zigzagkurs, spørgerens parti har taget i den her sag? Mener hr. Jan E. Jørgensen ikke, at det er en fordel, at vi står sammen med likemindede lande i den her sag for at sikre, at vi får tilskudselementet langt ned, og tilsvarende sikre, at låneelementet kommer til at stå mere centralt?

Ordføreren.

Nu tror jeg, hr. Christian Rabjerg Madsen gør sig mere uklog, end han er. Altså, hvis vi går ind og kigger på debatten og læser, hvad der blev sagt fra min side og fra finansministerens side, står det fuldstændig klart, at det, jeg spurgte om, var, hvordan man synes, det var gået med den strategi, som the frugal four har anlagt. For det er jo ikke gået så godt: Kommissionens forslag er længere væk fra de danske interesser end der, hvor Frankrig-Tyskland lå. Det var det, jeg spurgte til; jeg spurgte til, hvordan man synes det var gået.

Man kan jo sagtens stå sammen med nogle, men ikke være særlig god til at forhandle og ikke opnå nogle særlig gode resultater. Det er da ikke det samme som, at jeg siger, at man så skal stå alene og ikke være sammen med Sverige og Østrig og Holland. Så altså, det kan godt være, man ikke lytter efter, hvad jeg står og siger, og det synes jeg er fair nok – det kan jo også være kedeligt at høre på, hvad jeg siger; det er jeg helt med på – men så skal man i hvert fald lade være med at lade, som om man har hørt, hvad jeg har sagt, og så gå ind og kommentere på det.

Tak for det. Hr. Christian Rabjerg Madsen.

Hr. Jan E. Jørgensen har meget travlt med at vurdere klogskaben i Socialdemokratiets position i den her sag, og det må stå for hr. Jan E. Jørgensens egen regning.

Det, jeg spurgte om, var, om hr. Jan E. Jørgensen ikke fortsat mener, at det grundlæggende set er fornuftigt, at vi arbejder tæt sammen med de lande, som udgør the frugal four, altså om vi fortsat vil gøre det, og at vi i kraft af det samarbejde har en større sandsynlighed for at opnå et resultat, som ligger tættere på den danske position, som jo også er den position, som Venstre indtager. Så har der været noget indenrigspolitisk, som man har ønsket at gøre til genstand for den europapolitiske diskussion; det mener jeg er uklogt. Men grundlæggende set forstår jeg det sådan, at hr. Jan E. Jørgensen bakker op om Danmarks position på det her spørgsmål.

Ordføreren.

Det er altså ikke mig, der har travlt med at bruge ordene klogt og uklogt; hr. Christian Rabjerg Madsen har også selv lige brugt dem. En socialdemokrat kan jo for tiden nærmest ikke åbne munden uden at fortælle, hvor klog ens egen strategi er, og nogle gange også, hvor klog De Konservatives strategi er, og dermed hvor uklog alle andres strategi er.

Så altså, det er ikke mig, der har travlt med det. Men det er fint nok, altså at gøre politik til et spørgsmål om at være klog og uklog frem for at gøre det til et spørgsmål om, hvad man mener, og holdninger, der skal brydes, osv. Det er et nybrud i dansk politik, men det skal Socialdemokratiet da have lov til.

Tak. Nu er det sådan, at vi stadig væk har en del korte bemærkninger. Vi mangler stadig væk tre ordførere og en minister, inden vi skal slutte kl. 15.00, hvor spørgetiden starter, jævnfør forretningsordenen, når det er en hasteforespørgsel. Så gerne korte bemærkninger og også gerne korte ordførertaler, hvis vi skal nå alle.

Den næste for en kort bemærkning er hr. Søren Søndergaard.

Venstres ordfører vil ikke bare have skattelettelser i Danmark, men i hele verden, inklusive i alle EU-lande. Jeg vil bare bede Venstres ordfører bekræfte, at i hvert fald en af årsagerne til, at det gik så galt i Grækenland, var, at de havde et fuldstændig sammenbrudt skattesystem, og at man, når man tjente over en vis indtægt, fuldstændig selv kunne bestemme, om man ville betale skat eller ej, hvilket betød, at de fleste ikke betalte nogen skat.

Ordføreren.

Altså, der er jeg givetvis ikke lige så meget inde i italienske finansøkonomiske og skattepolitiske historier, som hr. Søren Søndergaard er, så det vil jeg slet ikke gå ind og sige. Altså, Venstre synes, at man skal betale den skat, man skal betale, selvfølgelig, og der skal ikke være mulighed for selv at bestemme, hvor meget man vil betale i skat. Og vi skal også have en effektiv skattekontrol. Det skal man selvfølgelig også have i Italien. Men at en høj skat er hæmmende for vækst, lige meget hvor vi befinder os i verden, mener vi, og det mener vi også at vi historisk har belæg for at mene.

Tak. Hr. Peter Skaarup.

Tak til hr. Jan E. Jørgensen for en som sædvanlig farverig ordførertale. Jeg bed faktisk også mærke i det samme som hr. Søren Søndergaard. Det var ikke nok med, som gode gamle Thor Pedersen sagde – han var med her som finansminister – at man kunne købe hele verden, nej, her var det noget med, at vi kunne give skattelettelser til hele verden. Problemet er bare, hvis det er danske skatteborgere, der skal til at betale skattelettelser i Italien eller Spanien, og det er faktisk ikke helt udelukket ud fra de ting, der foregår, når man kigger på de politiske diskussioner i Italien og i Spanien. Men nok om det.

Det, som jeg egentlig vil spørge Venstres ordfører om, er: Deler Venstres ordfører den opfattelse, som jeg selv har, nemlig at det her i virkeligheden nok handler om at prøve og redde euroen, altså, at de her kæmpe hjælpepakker i virkeligheden handler om at redde euroen? Er Venstres ordfører enig i det? Og ønsker Venstre i øvrigt stadig væk, at Danmark skal være omfattet af euroen, så vi skal betale med euro henne i supermarkedet?

Ordføreren.

Nu ved hr. Peter Skaarup lige så godt som jeg, at hr. Thor Pedersen lavede sjov med Finansministeriets regnemodeller, da han kom med den bemærkning om at købe hele verden. Det synes jeg egentlig er sådan lidt – ja, hvad skal vi sige – kritisabelt at bruge det gamle udtryk. Jeg siger heller ikke, at jeg kan garantere skattelettelser i hele verden eller for den sags skyld vil arbejde for det. Det må de selv klare rundtomkring i verden.

Jeg siger bare, at jeg ikke ønsker, at EU skal forbyde Italien at sætte deres skat ned, og jeg vil også meget gerne have mig frabedt, at EU forbød Danmark, at vi skulle sætte nogle skatter ned. Det synes jeg sådan set man selv skal bestemme. Og hvis man ud fra en samlet vurdering mener, at det, der ville kunne få sat skub i italiensk økonomi, bl.a. var nogle målrettede skattelettelser, jamen så vil det da sikkert være fint. Det er i hvert fald ikke noget, jeg har tænkt mig at EU skal gå ind at bestemme. Men det skal ikke ske ved, at danske skatteydere skal betale højere skat, som så kan finansiere en lavere skat, og det kunne finansministeren jo have givet en garanti for ikke ville komme til at ske.

Hr. Peter Skaarup.

Det er jo netop problemet: Finansministeren kunne ikke give sådan en garanti. Så det, der i virkeligheden kan komme til at ske, er, at vi giver ret store overførsler endnu en gang til Sydeuropa, hvorefter de sætter skatten ned for deres egen befolkning, og jeg er glad for, at Venstre er enig i det. Det er da helt skævt, hvis det skulle ske. Men det andet spørgsmål synes jeg ikke rigtig hr. Jan E Jørgensen svarede på. Er det i virkeligheden ikke euroen, man prøver på at redde med de tiltag fra EU's side, og ønsker Venstre stadig væk, at vi skal betale med euro og ikke med kroner henne i supermarkedet?

Ordføreren.

Det var jo netop baggrunden for, at Venstre ikke gav regeringen mandat: at vi ikke kunne få den garanti for, at det her ikke ville betyde eksempelvis en højere skat i Danmark. Og ja, Venstre er fortsat tilhænger af, at vi afskaffer alle vores EU-forbehold, herunder euroforbeholdet. Men det er nok ikke det, der står først for. Vi mener, det er vigtigere at få afskaffet forsvarsforbeholdet og retsforbeholdet.

Fru Halime Oguz.

Tak, og tak for talen. Jeg vil høre, om hr. Jan E. Jørgensen kan forklare mig, hvorfor Venstre brød med 30 års tradition og ikke stemte for EU's budget. Hr. Jan E. Jørgensen vil måske sige, at det har noget med finansieringen at gøre, men når man kigger tilbage på Venstres EU-historik, har spørgsmålet om finansieringen aldrig ført til, at man stemte imod et EU, som i sidste ende varetager danske interesser. Kan hr. Jan E. Jørgensen i det lys begrunde, at det ikke var noget politisk drilleri, der gjorde sig gældende her?

Ordføreren.

Det handler ikke om politisk drilleri. Det handler om, at vi har en statsminister, som her i salen stillede sig op og stillede spørgsmål til alle mulige andre, som pludselig skulle svare på, hvordan vi skal finansiere de her mange, mange milliarder, som hun fik det til vi skulle sende til EU. Skal Danmark, som i forvejen har en af de højeste pensionsaldre i EU, sætte den endnu højere op? Skal vi skære dybt i velfærden? Skal vi sætte skatten op? Så sagde vi: Det er da egentlig nogle meget gode spørgsmål, så hvad med, om statsministeren selv besvarede de spørgsmål. For det er jo statsministeren, der beder om at få de penge. Derfor er det vel egentlig også meget rimeligt, at statsministeren så siger: Jamen prøv at høre, de penge skal vi nok finde, og vi skal også nok finde dem uden at sætte skatten op.

Det var baggrunden. Så det var sådan set, fordi statsministeren gjorde det til et tema i debatten, at vi så sagde: Ja, der har hun da egentlig en pointe.

Fru Halime Oguz.

Tak. Så det blev simpelt hen udløst af statsministerens spørgsmål om, hvor finansieringen skulle komme fra. Jeg synes ikke helt, det var et svar på mit spørgsmål om, hvorfor Venstre brød med en 30 års tradition. For er det grundlæggende ikke vigtigt, at vi giver regeringen et stærkt mandat i ryggen, når regeringen skal ud at forhandle på vegne af Danmark og danske interesser, hvilket jeg ved at Venstre også er interesseret i?

Ordføreren.

Jamen det er svaret. Altså, svaret er, at statsministeren har nægtet, finansministeren har nægtet, udenrigsministeren har nægtet at svare på, om et øget EU-budget kan finansieres, uden at det fører til skattestigninger. Så det var begrundelsen. Og når der nu bliver talt om at sende regeringen af sted med et stærkt mandat, vil jeg sige, at det jo ikke er noget stærkt mandat. Det er jo et totalt elastikmandat. Regeringen kan komme hjem med et hvilket som helst forhandlingsresultat og sige, at man har levet op til mandatet. Så et stærkt mandat er det ikke.

Så er det hr. Jens Rohde.

Men det afhænger jo så lidt af, hvad de, der giver mandatet, i realiteten siger til tingenes tilstand, og der er det bare så ærgerligt, at Venstre ikke er med. Det er jo næsten en ren tilståelsessag, hr. Jan E. Jørgensen, når man bruger som begrundelse, at det var statsministeren, der startede den her diskussion. Det fører mig simpelt hen til det spørgsmål, om hr. Jan E. Jørgensen mener, at den enes fejl undskylder den andens.

Ordføreren.

Nej, det mener jeg som udgangspunkt ikke. Men man får gjort det her til et spørgsmål om, at alt nu pludselig skal være EU's skyld, og hvis statsministeren og finansministeren ikke kan få stemt en finanslov hjem, uden at det skal ske med stemmer fra Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti og andre, som vil sætte skatter og afgifter og alt muligt andet i vejret, så vil man stå og slå ud med armene og sige, at det også er på grund af EU's gakkede budget, eller hvad man nu kunne finde på at sige. For det er jo den linje, vi har set den her regering har lagt an til.

Altså, vi har vel nok har den mest EU-skeptiske statsminister, Danmark nogen sinde har haft, som gør danske problemer til EU's problemer, og som tørrer ansvaret for egne fejl af på EU. Og det vil Venstre bare ikke give legitimitet til.

Hr. Jens Rohde.

Men det er jo det, der er så ærgerligt, hr. Jan E. Jørgensen. Det er jo det, man utilsigtet kommer til, fordi man går med på statsministerens forsamlingshustricks, som man jo bare skulle have ladet ligge til det forum, der er her, og så tage bestik af den situation i forhandlingen og sige: Det der falder vi ikke for. For det er Venstre aldrig faldet for. Man har aldrig nogen sinde gjort det til en del af sit mandat, heller ikke da vi gav mandat sidste gang, hvor vi jo begge to var med til at give mandat. Der vidste vi godt, at betalingen ville blive højere, men da diskuterede vi jo ikke finanslov.

Ordføreren.

Nej, men altså, vi vil bare ikke give statsministeren den mulighed, at hun kan gå ud og slå ud med armene og sige: Nu bliver vi nødt til at hæve skatterne, nu bliver vi nødt til at sænke velfærden, nu bliver vi nødt til at lade Arne vente i nogle år med at gå på pension, for vi har ikke penge til det, fordi EU er kommet med det her store budget og vi skal bruge mange, mange flere milliarder. Altså, statsministeren får det jo til at lyde, som om en euro brugt på EU nærmest er en euro smidt ud ad vinduet, og som om det betyder, at vi ikke kan bruge penge på klimaindsatsen. Det kan vi da i den grad, for EU er jo også en del af klimaindsatsen.

Tak til Venstres ordfører. Der er ikke flere korte bemærkninger.

Nu er det sådan, at vi kun har 10 minutter tilbage, og det betyder, at jeg er nødt til at sige stop for korte bemærkninger, og at ordførertalerne bliver så korte som overhovedet muligt.

Værsgo til hr. Søren Søndergaard.

Jeg taler altid i så kort tid som overhovedet muligt. Jeg vil så starte med at læse forslaget til vedtagelse op:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget pålægger regeringen kun at stemme for et 7-årigt EU-budget, hvor EU reducerer CO2-udledningen med mindst 65 pct. inden 2030 som et nødvendigt skridt til at efterleve Parisaftalen. Folketinget godkender, at Danmark uden for EU-budgettet bidrager til en coronahjælpefond til de hårdest ramte lande, men uden yderligere magtoverførsel til EU.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 104).

Der kan stilles nogle spørgsmål til det forslag til vedtagelse. Hvorfor nævner vi de 65 pct.? Det gør vi, for uden de 65 pct. er det jo fuldstændig umuligt at nå klimamålet i Parisaftalen. EU har desværre alt for ofte lavet hensigtserklæringer om klimaet, som ikke fører i den rigtige retning. Vi har set, at de hensigtserklæringer, der kom i forbindelse med det sidste budget, kun har ført til et ganske beskedent fald i CO2-udledningen. Det viser en rapport, der er kommet fra Eurostat, EU's eget statistiske kontor. Og hvis det fortsætter med det tempo, er det fuldstændig umuligt at nå målet i Parisaftalen. Genopretningsfonden og budgettet hænger jo sammen.

Så kan man stille det spørgsmål: Hvem skal pengene gå til? Ja, udgangspunktet for det her er coronakrisen. Derfor er vores udgangspunkt, at det skal gå til dem, der er ramt af coronakrisen. Det skal ikke gå til alle mulige andre. Hvorfor skal det ikke gå til alle mulige andre? Det skal det ikke, fordi vi ikke har noget ansvar for eurokonstruktionen. Vi har valgt at stå udenfor. Vi synes, at EU skulle lave en konstruktion, så de lande, der dagligt bliver ramt af eurokonstruktionen – Grækenland, Italien, Portugal osv. – fik mulighed for at træde ud af euroen under nogle ordnede forhold i stedet for at skulle katapultes ud på et eller andet tidspunkt. Det synes vi ville være en rigtig god idé. Det kræver en indsats. Når vi har sagt nej, når den danske befolkning har sagt nej til euroen, er det jo ikke vores opgave at redde euroens økonomi. Men coronasolidaritet? Ja, absolut da.

Det tredje spørgsmål, man kan stille, er: Hvorfor skal genopretningsfonden være uden for budgettet? Det er jo simpelt hen for at forhindre, at Europa-Kommissionen kan komme til at diktere vilkårene for det her. Hvis vi ser på, hvordan det foregik, sidste gang Europa-Kommissionen havde magt i forbindelse med finanskrisen, kan vi se, hvordan den hjælp, der blev givet, var en borgerlig liberalistisk nedskæringspolitik. Man tvang Grækenland til at sælge en af de største havne i Europa, Piræus Havn, til kineserne, til at sælge de 14 mest lukrative regionale lufthavne osv. osv.

Jeg når ikke mere. Det er et meget hurtigt ur, synes jeg. Men jeg er meget glad for, at jeg kunne hjælpe andre ordførere til at få ordet, ved at de kom før mig.

Tak. Det beklager jeg, men vi har jo en bagkant. Så tak til Enhedslistens ordfører. Den næste ordfører er fra Det Konservative Folkeparti, fru Katarina Ammitzbøll.

Jeg var ude et kort øjeblik, og pludselig var jeg også gledet længere ned ad listen, men fred være med det.

Vi har jo drøftet det her længe og flere gange i Europaudvalget. Det Konservative Folkeparti synes, det er vigtigt, at Danmark sidder med ved bordet i Bruxelles, og det gør vi, fordi det både handler om MFF'en, det 7-årige budget, og genopretningsfonden. Det er så smart, at de to ting hænger sammen, men selvfølgelig skal det skilles ad. Altså, det ville ikke være en option for os, hvis Danmark ikke nu sad med til de her forhandlinger. Det er vores indre marked, det er vores beskæftigelse, det er vores erhverv, det er fremtiden, det er en grøn omstilling, og det er også at beskytte vores ydre grænser. Derfor er det så vigtigt, at Danmark er med, og derfor gik vi også med til det her mandat, fordi der er en budgetrestriktiv linje. Der er jo rigtig mange ting, som vi er uenige i i Kommissionens forslag, men derfor betyder det ikke, at man bare skal stille sig udenfor og tage en tudekiks, men så må man være med dernede og prøve at fighte for sine interesser, og sådan er det i international politik. Der er 27 medlemslande, og de er nødt til at gøre kompromisser.

Vi ser også meget gerne, at EU's budget bliver moderniseret, bliver omprioriteret, at strukturfondene egentlig aldrig skulle være noget særlig permanent, og at landbrugsstøtte kan udfases. Der er masser, man kan skrue på, og selvfølgelig også den fordelingsnøgle, i forhold til hvad genopretningsfonden skal gå til. Vi er ikke enige i, at man nødvendigvis behøver at lave spøgelser og sige, at hvis man får penge af en genopretningsfond, så ryger det automatisk til italienske skattelettelser. Der er jo altså krav om økonomiske reformer, og der skal vi jo presse på. Tak.

Tak til De Konservative ordfører. Den næste ordfører er fra Nye Borgerlige, og det er hr. Peter Seier Christensen. Værsgo.

Tak for ordet. Europa-Kommissionen har foreslået et 7-årigt rammebudget til omkring 8.200 mia. for perioden 2021-2027. Under dække af coronakrisen skal det beløb toppes op med en gigantisk genopretningsplan. 5.600 mia. kr. vil Europa-Kommissionen låne til genopretningsfonden for derefter at strø langt størstedelen af pengene ud over fortrinsvis italienere og spaniere.

Vi i Nye Borgerlige opfatter ikke os selv som nærige. Vi er med på, at der indimellem skal investeres for at sætte hjulene i gang, men både rammebudgettet og genopretningsplanens astronomiske beløb er helt vanvittige. De glade givere i Bruxelles kalder det for en saltvandsindsprøjtning. Jeg mener, det er en helt absurd udtalelse. Reelt er der tale om en begrænset effekt. Til gengæld vi vil se en tsunami af økonomiske bivirkninger for Danmark, og det går ikke, især ikke i lyset af de økonomiske udfordringer, coronakrisen har bragt med sig, ikke mindst for Danmark og danske borgere. Der er blevet brugt rigtig mange penge, som skal bidrage til at holde hånden under dansk økonomi. Her er der brug for at vende hver en krone, ikke mindst i forhold til Danmarks bidrag til det kriseramte EU.

Danske borgeres skattekroner skal prioriteres langt bedre end at strøs som en del af EU's gaveregn. Det er fuldstændig urimeligt at lægge nuværende og kommende generationer i en økonomisk spændetrøje med denne genopretningsfond. Vi taler om 5.600 mia. kr., et beløb, som er helt ude af proportioner, og som samlet set bidrager til EU's i forvejen ekstravagante udgifter. Pengene skal rejses gennem en dramatisk forøgelse af Europa-Kommissionens mulighed for at låne penge på finansmarkederne. Kommissionen håber at betale lånet tilbage ved hjælp af bl.a. en række grønne skatter og afgifter, som skal ende i EU-kasserne – højere skatter og afgifter – ja, selvfølgelig: Send flere penge. Det er EU's løsning på alt. Med foragt for både saglighed, sparsommelighed og fornuft farer de eurofile bureaukrater og politikere frem mod enhver, der anfægter det hellige EU; et EU, der så åbenlyst er en fejlkonstruktion politisk såvel som økonomisk.

For mig er det en gåde, at også danske politikere fra begge sider i Folketingssalen bakker op om denne udvikling. Det er selvsagt ren utopi at tro, at Italien og Spanien med denne gaveregn fra genopretningsfonden på magisk vis vil få styr på deres nationale økonomier. Sydeuropas politikere har med årtiers overforbrug samt manglende evne og lyst til at få styr på egne økonomier grundstødt deres egne nationer. Med tankeløs ødselhed, en kæmpe sort økonomi og groteske velfærdsgoder har Sydeuropa skabt forudsætningerne for deres nuværende krise. De ligger, som de har redt, coronakrise eller ej.

Det er helt på månen først at gældsætte danskerne for derefter at sikre sydeuropæerne lavere skatter, en lavere pensionsalder og et fortsat uholdbart velfærdssystem. Konklusionen er klar: EU er hadegaven, der bliver ved med at give. Tak for ordet, og jeg nåede det inden for tiden.

Det var så fint. Tak til Nye Borgerliges ordfører, og så får finansministeren det sidste ord.

Tak for det, og også tak for en god debat. Jeg kan sige det meget klart: Regeringen vil tage til forhandlingerne for at varetage danske interesser, og det vil vi gøre ved på den ene side at sørge for at bidrage til en solidarisk hjælp til de lande, der er blevet hårdest ramt af covid-19, men samtidig også at gøre det på den måde, som vi synes er klogest.

Vi synes, det er fornuftigt, at vi kan give lån til de lande, der er hårdest ramt, men vi synes også, at det bedste vil være, at de pågældende lande selv skal betale pengene tilbage, som de låner. Det er der så andre lande der har en anden holdning til, og derfor har vi jo nu en meget hård forhandling foran os, hvor vi sammen med Holland, Østrig, Sverige og måske også andre lande vil trække i retning af, at det kompromis, der bliver indgået, så meget som muligt vil være baseret på, hvad man kunne kalde traditionelle lån, og så lidt som muligt på tilskud som muligt.

Jeg tror – og det er også i forhold til den diskussion, der blev rejst af hr. Jan E. Jørgensen – at der er brug for, at der er et sammenhold mellem de fire lande. For det er rigtigt, hvad hr. Jan E. Jørgensen sagde, at det udspil, der er kommet fra Kommissionen på det seneste, ikke trækker i den retning, som vi synes er den mest hensigtsmæssige og det, der vil gavne Europa. Min pointe var så blot, at jeg ikke tror, at vi havde haft større held med at trække Kommissionen i vores retning, hvis vi havde stået alene og ikke sammen med de andre lande. Derfor vil vi fortsætte samarbejdet med dem, for det tror jeg er i Danmarks interesse.

Så håber jeg også, at vi kan stå sammen. Selv om der er forskellige holdninger til det mandat, der er givet, så tror jeg, der fortsat er et bredt flertal her i Folketinget, der er meget, meget optaget af, at vi har en god forhandlingsposition for Danmark, og det gælder, uanset hvem der er landets statsminister. Når vedkommende tager til EU-topmøder, har man brug for, at der er opbakning på hjemmefronten, og det skal være min stærke opfordring til alle om at bidrage til det. Der kan være ting, vi ser forskelligt på, men det er Danmarks interesser, det her handler om, og det vil regeringen tage meget, meget alvorligt, og vi vil ikke alene være opmærksomme på Danmarks interesse, men vi vil også være optaget af, at vi får hele EU godt igennem den her krise. Det er derfor, vi hjælper, og det er så i øvrigt også i Danmarks interesse, at det sker.

Så med de ord vil jeg sige tak for en god debat og tak til de partier, der har givet regeringen et mandat. Jeg håber, at næste gang der skal gives et mandat, vil der være endnu flere med på den del.

Tak for ordet. Forhandlingen er sluttet.

Afstemningen om de fremsatte forslag til vedtagelse vil som nævnt først finde sted torsdag den 25. juni 2020.