Det sidste punkt på dagsordenen er:

6) Forespørgsel nr. F 8:

Forespørgsel til udenrigsministeren:

Hvad kan regeringen oplyse om situationen i det nordøstlige Syrien og mulighederne for at standse Tyrkiets angreb på vores kurdiske allierede i kampen mod Islamisk Stat?

Af Eva Flyvholm (EL) og Søren Søndergaard (EL).

(Anmeldelse 11.10.2019. Fremme 22.10.2019).

Jeg gør opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til tirsdag den 5. november 2019.

Vi starter med en begrundelse for forespørgslen, og den bliver forelagt af fru Eva Flyvholm fra Enhedslisten.

Mange tak. Det er jo ret åbenlyst, hvorfor vi har indkaldt til den her forespørgselsdebat i Folketinget. Over de seneste uger har vi set nogle rigtig, rigtig voldsomme angreb fra Tyrkiet ind i de kurdiske områder i Syrien. Vi har set, hvordan vores allernærmeste allierede i kampen mod Islamisk Stat, kurderne, er blevet angrebet. Vi har også set, hvordan det her har udløst flygtningestrømme, hvordan civile er blevet dræbt, og hvordan det i det hele taget forværrer hele sikkerhedssituationen, både i området, men også globalt.

Noget af det, vi selvfølgelig også er nødt til at diskutere i Folketinget, er, hvordan vi skal forholde os til det, og det gælder, både hvad der skal til for at stoppe de her angreb, men også hvordan vi skal agere fremadrettet. Så det er den debat, som vi meget, meget gerne vil have i dag, og det ser jeg frem til, for jeg tror, vi alle sammen er helt enige om, at det her er en rigtig, rigtig alvorlig situation. Mange tak.

Tak for det. Så går vi over til ministerens besvarelse, og jeg gør opmærksom på, at efter ministerens besvarelse er der en kort runde, hvor hver ordfører har ret til at tage ordet en gang. Værsgo.

Tak. Tak til først og fremmest forespørgerne for at give mig lejlighed til mere indgående at drøfte den meget alvorlige situation i det nordøstlige Syrien. Konflikten i Syrien kører på sit niende år. Den har medført enorme civile tab. Den har ført til, at over halvdelen af den syriske befolkning har været nødsaget til at forlade deres hjem. Der er i konfliktens løb begået horrible overgreb af konfliktens parter. Utallige mennesker er forsvundet, uden at deres efterladte ved, hvad der er sket med dem, og konflikten har forårsaget en forhøjet terrortrussel, øget den regionale ustabilitet, og, som I ved, skabt massive flygtningestrømme.

Det er alt sammen grunde til, at konflikten i Syrien må og skal forblive højt på den internationale dagsorden; alt sammen grunde til, at Syrien i hvert fald ligger mig meget på sinde; alt sammen grunde til, at det er godt, at vi her i dag – og tak til forespørgerne – i Folketinget får lejlighed til at drøfte de seneste udviklinger i nordøst. For vi må og skal sammen insistere på, at Tyrkiets militære operation i Syrien er uacceptabel, at det internationale samfund under FN's ledelse får bragt den tragiske konflikt i Syrien til ende, at den hårdt prøvede syriske civilbefolkning kan få den politiske løsning på konflikten, de om nogen har fortjent.

Den 9. oktober indledte Tyrkiet en militær operation i det nordøstlige Syrien. Tyrkiet og tyrkisk støttede syriske militser indtog en del af grænseområdet mellem byerne Tal Abyad og Ras al-Ayn. Den 14. oktober annoncerede USA, at amerikanske styrker trækkes helt ud af det nordøstlige Syrien. De amerikanske styrker har siden da løbende forladt området, og forinden havde det syriske regime og kurderne indgået en aftale om regimets tilbagevenden til det nordøstlige Syrien. Regimet og Rusland er siden rykket ind i en række områder, USA har forladt. I hvor stort omfang regimet og Rusland fremadrettet vil være til stede i nordøst, er endnu ikke helt klart.

Våbenhvileaftalen, som blev forhandlet mellem USA og Tyrkiet den 17. oktober, var en positiv udvikling i den forstand, at den bidrog til at begrænse kamphandlingerne. Man kan håbe, at den russisk-tyrkiske aftale af 22. oktober har samme effekt, selv om det nu er alt for tidligt at konkludere for meget om det.

Men aftalerne har ikke ændret på regeringens holdning til Tyrkiets unilaterale skridt. Regeringen har gentagne gange fordømt den tyrkiske operation og opfordret til omgående at standse den. Regeringen har fulgt en håndfast linje over for Tyrkiet sammen med EU-kredsen med fokus på konkrete tiltag. Derfor er jeg også meget tilfreds med de stærke EU-rådskonklusioner, som EU vedtog den 14. og 17. oktober, som indeholder både en klar fælles fordømmelse af operationen, en opfordring til Tyrkiet om at trække sine tropper ud af Syrien og en enighed om en restriktiv EU-linje vedrørende våbeneksport til Tyrkiet.

Fra dansk side har vi ikke siden Tyrkiets militære operationer i Afrin i februar 2018 godkendt eksport af våben til Tyrkiet, hvis det er blevet vurderet, at våbnene kan anvendes i Syrien. Det er jo positivt, at flere EU-lande nu nærmer sig den her linje. Som situationen er nu, vil regeringen ikke give nogen nye tilladelser til våbeneksport til Tyrkiet. Regeringen fordømmer den tyrkiske operation, fordi den har en lang række meget alvorlige konsekvenser.

For det første har den store humanitære konsekvenser – ikke mindst fordi lokalbefolkningen er drevet på flugt af kamphandlingerne. Ifølge FN har den tyrkiske operation forårsaget op til 176.000 fordrevne, som for langt størstedelens vedkommende er flygtet til andre områder i Syrien. Kamphandlingerne har fået mange internationale ngo'er til at trække personale ud af Syrien og har vanskeliggjort humanitær adgang til områderne. Dertil har offensiven påvirket vand- og strømforsyningen til flere hundredtusinde mennesker i området, og i lyset af de omfattende humanitære konsekvenser har regeringen derfor lanceret et nyt humanitært bidrag på 20 mio. kr. til Den Internationale Røde Kors Komite, der har relativt god adgang til hele Syrien.

For det andet har offensiven skadet kampen mod ISIL. De Syriske Demokratiske Styrker, SDF, har været en central partner for koalitionen mod ISIL, men det kurdisk dominerede SDF kan selvsagt ikke koncentrere sig om kampen mod ISIL, når deres fokus er rettet mod grænsen til Tyrkiet. Det giver formentlig ISIL-krigere og ISIL-sympatisører et større frirum til at udføre terroraktiviteter.

For det tredje har offensiven i et vist omfang påvirket de kurdiske lejre med tilbageholdte fremmedkrigere. Det gælder særlig Ain Issa-lejren, som ligger tæt på det tyrkisk kontrollerede område i det nordøstlige Syrien. Situationen i de lejre, hvor kvindelige fremmedkrigere med dansk statsborgerskab og deres børn befinder sig – lejrene al-Roj og al-Hol – er dog fortsat nogenlunde stabil, altså trods vanskelige betingelser.

For det fjerde underminerer Tyrkiets militære handlinger den politiske proces, som FN's særlige udsending i Syrien, Geir Pedersen, og hans forgænger har arbejdet utrætteligt for. Udviklingen mindsker regimets kompromisvillighed. Den skaber øgede spændinger mellem flere af de andre aktører, som skal indgå i en politisk aftale, og den undergraver det momentum, der trods de fortsat meget svære udsigter var opstået efter aftalen om at etablere en syrisk forfatningskomité i september.

Jeg håber, at vi nu ser et stop for kamphandlingerne, som kan udnyttes til at skabe fokus på det politiske spor. Regeringen har kommunikeret sin bekymring over operationen meget klart og dermed bidraget til at lægge pres på Tyrkiet. Det har vi gjort til en lang række toneangivende aktører og ved en række internationale møder. Vi indkaldte med det samme den tyrkiske ambassadør til en samtale i Udenrigsministeriet, hvor vores fordømmelse af operationen blev understreget i meget klar tale. Vi har taget sagen op direkte over for den tyrkiske regering i Ankara. Vi har også taget sagen op i NATO og drøftet den humanitære situation med FN, og vi har bakket op om afholdelsen af et ekstraordinært møde i koalitionen mod ISIL, som Tyrkiet jo indgår i. Dertil har jeg selv haft en lang række bilaterale samtaler med flere af mine europæiske kolleger.

EU spiller naturligvis en særlig rolle i vores arbejde for at sikre, at der bliver lagt det fornødne internationale pres på Tyrkiet. Kort efter operationens start nåede EU til enighed om at reagere med en fælles udtalelse, der kritiserer Tyrkiet. Det bakkede Danmark selvsagt op om. På udenrigsrådsmødet den 14. oktober var der en lang og vanskelig drøftelse af rådskonklusionerne, hvor jeg slog til lyd for vedtagelse af en stærk tekst. Jeg er som sagt rigtig godt tilfreds med resultatet. Vi har også arbejdet for, at den fælles EU-tilgang til Tyrkiet blev taget op på endnu højere niveau, da stats- og regeringscheferne mødtes den 17. oktober. De gentog jo i deres udtalelse fordømmelsen af operationen og opfordringen til, at Tyrkiet trækker sine styrker ud af det nordøstlige i Syrien.

Regeringens håndfaste linje i sagen synes jeg altså ikke der kan sås tvivl om. Men når jeg siger, at jeg er rigtig godt tilfreds med EU's rådskonklusioner, er det ikke kun, fordi de er hårde; jeg synes også, at de rammer den rette balance. For vi skal ikke glemme, at Danmarks og Europas forhold til Tyrkiet er mere komplekst og nuanceret end som så. Tyrkiet huser knap 3,5 millioner flygtninge og er dermed afgørende på migrationsområdet. Tyrkiet er desuden en NATO-allieret, og vi har allerede set tegn på, at tyrkiske tilnærmelser til Rusland udfordrer NATO-samarbejdet. Derfor skal vi ikke miste blikket for, at det er helt afgørende at fastholde dialogen med Tyrkiet og undgå at skubbe dem længere væk.

Med blik for denne balance vil regeringen i den kommende tid fortsat arbejde for at lægge pres på Tyrkiet. Forsvarsministeren vil understrege den danske holdning ved NATO-forsvarsministermødet i dag og i morgen. Vi vil fortsat skubbe på for et ekstraordinært møde i koalitionen mod ISIL. Og samtidig vil regeringen løbende overveje behovet for yderligere humanitære bidrag, i takt med at situationen i det nordøstlige Syrien måtte blive yderligere forværret.

Den tyrkiske operation har skabt en meget alvorlig situation. Vi vil løbende tage bestik af behovet for yderligere tiltag over for Tyrkiet, men hvis vi for alvor skal have gennemslagskraft, er vi nødt til at koordinere det med andre lande. Vi skal gøre vores hjemmearbejde og tænke os om, vi skal gøre det klogt og i samarbejde med vores europæiske partnere. Det er sådan, at Danmark sikrer sig størst mulig indflydelse på den nuværende situation. Tak for ordet.

Tak til ministeren. Som jeg nævnte før, er der nu efter den nye ordning – den er dog ved at være et år gammel – en mulighed for en kort bemærkning af et minuts varighed pr. ordfører, og kun ordførerne. Jeg kan se, at de ærede kolleger med den højeste anciennitet har forstået det, så jeg tror, alle er klar over, hvordan det nu fungerer.

Den første er hr. Michael Aastrup Jensen fra Venstre, Danmarks Liberale Parti.

Tak for det, formand. Vi må jo lære de nye regler godt at kende. Allerførst vil jeg gerne sige tak til ministeren for den skærpelse, der er i forhold til våbeneksportstoppet, som jo præcis er noget af det, som Venstre har talt for igennem længere tid. Det har været lidt for døve øre, havde vi egentlig fornemmelsen af, men nu kan jeg så forstå, at der er en skærpelse, og den er vi i hvert fald rigtig, rigtig glade for.

Så er der spørgsmålet om kurderne, hvor ministeren på den ene side siger, hvor vigtigt det er, at vi sikrer humanitær bistand til den nordøstlige del af Syrien, men på den anden side nævner udenrigsministeren jo ikke med et ord kurderne. Der er det, jeg synes, det er vigtigt, at vi også her i Danmarks Folketing siger ligeud, at vi altså har nogle allierede, som har haft over 10.000 tab i kampen mod ISIL, og som lige nu er presset voldsomt og derfor har brug for venner, og der synes jeg, at Danmark skal være en af vennerne og dermed også sikre, at vi stadig væk har civile hjælpeprogrammer. Så hvad vil regeringen konkret gøre for at sikre, at kurderne også får civile hjælpeprogrammer fra dansk side?

Ministeren.

Tak. For det første nævnte jeg faktisk de syriske demokratiske styrker, SDF, som har været en central partner for os i koalitionen mod ISIL. Jeg vil gerne medgive over for ordføreren, at det har været en vigtig og central partner. Det er det kurdisk dominerede SDF, som har været med til at løse den her opgave i kampen mod ISIL – det er vigtigt at forstå – og det også er derfor, at situationen efter den tyrkiske operation blev så kritiseret og fordømt fra vores side, da den svækker vores kamp mod ISIL.

For det andet har det været vigtigt for regeringen også at sikre, at vi får humanitær hjælp til det nordøstlige Syrien, og vi har afsat yderligere penge til det i lyset af de kamphandlinger, der foregår. Det er vigtigt, at den civilbefolkning, som i ni år har oplevet krig i Syrien, får hjælp, specielt i den situation, de står i nu, og det gælder selvfølgelig alle befolkningsgrupper og selvfølgelig også kurderne. Det er rigtig vigtigt at understrege. Så det har vi taget højde for. Men jeg takker for spørgsmålet og er enig i, at vi har en mulighed og en pligt til at handle.

Så er det hr. Søren Espersen, Dansk Folkeparti.

Tak til udenrigsministeren for besvarelsen. Jeg vil egentlig spørge om USA's tilbagetrækning, som jo kom meget overraskende. Det er jo ikke, fordi USA har ret mange tropper tilbage, jeg tror ikke engang, det var over 1.000 tropper, og det var mere symbolsk, at man trak sig ud. Jeg vil egentlig spørge udenrigsministeren, hvad man skal lægge i det her. Vi ved alle sammen, at USA er blevet lidt træt af Mellemøsten, og man kan godt forstå det, for næsten uanset hvad de gør, bliver de kritiseret – hvis de er der, bliver de kritiseret, og hvis de ikke er der, bliver de også kritiseret. Så de er i en underlig situation, hvor de har meget svært ved at gøre sig populære i Mellemøsten. Men jeg vil gerne spørge udenrigsministeren, om han føler, at det her er en ny stil, og at vi vil komme til at se mere af den isolationisme, som også engang var kendetegnet for USA.

Ministeren.

Det er jo bl.a. derfor, at jeg synes, det har været vigtigt, at vi får indkaldt koalitionen, den globale koalition, mod ISIL, hvor Danmark og USA og Tyrkiet i øvrigt også er medlemmer, for at finde ud af, hvordan vi lægger en strategi, sådan at den terrortrussel, der udgår fra terrorbevægelser som Islamisk Stat og deres dødsrige, bliver bekæmpet effektivt sammen med vores allierede, inklusive USA. Det er vigtigt at få det afklaret.

Jeg vil ikke udtale mig om den amerikanske valgkamp, men jeg noterer mig jo, hvad præsident Trump siger, og det er vi selvfølgelig nødt til at forholde os til. Men jeg synes samtidig, det er vigtigt, at det er noget, som vi, som går op i at få bekæmpet og nedkæmpet terrororganisationer, hvad enten det er ISIL i Syrien eller i Mellemøsten, eller, som vi også vedtog tidligere på dagen, kampen mod andre terrororganisationer i Sahel, står på mål for fra dansk side og med vores allierede får sikret en god opbakning til.

Så det er nogle af de budskaber, vi vil tage med til amerikanerne, nemlig at vi altså står fast i kampen mod terrorbevægelser.

Den næste korte bemærkning er fra hr. Naser Khader fra Konservative Folkeparti.

Tak skal du have, og tak til ministeren for redegørelsen. Jeg er enig med mine kollegaer fra Venstre om, at vi har meget at takke kurderne for; de har virkelig gjort en forskel i området i forbindelse med vores kamp mod Islamisk Stat, hvor de har fungeret som vores landtropper. Det, der sker nu, er, at de bliver presset tilbage, og så rykker Assads styrker frem. Det, jeg godt kunne tænke mig at spørge om, er: Hvad er regeringens position i forhold til eller holdning til Assad og Assads Syrien? Er han stadig væk illegitim – er han en, vi taler med eller ikke taler med?

Ministeren.

Tak for det. Han er i regeringens og mine øjne stadig illegitim og en, vi ikke på den måde anerkender eller taler med. Derfor er det også vigtigt at forstå, hvad vores rolle er og kan være i forhold til konflikten i Syrien. Når der forhåbentlig kommer fred og stabilitet i Syrien, når den politiske proces, som er gået i gang med forfatningskomiteen, der blev nedsat, forhåbentlig på et tidspunkt fører til, at der kommer nogle ordnede forhold og en politisk løsning, og når man skal til at genopbygge landet, så er en af de ting, som jeg lægger meget vægt på, at det ikke er en genopbygning til støtte for Assad, men en genopbygning til støtte for den civilbefolkning, der har lidt i 9 år i Syrien.

Så det er rigtig vigtigt, at vi bruger det her til at få indrømmelser fra regimet til at støtte en politisk løsning, for det er det eneste, der er. Jeg tror, at alle sammen i det her rum efter 9 års krig er træt af krig og vil se, at der på det politiske spor kommer en løsning. Så nej, vi har ikke tænkt os at engagere os med Assad.

Tak for det. Den næste korte bemærkning er fra fru Eva Flyvholm.

Tusind tak for redegørelsen. For os i Enhedslisten er det også så vigtigt, at vi nu kan blive enige om, at Danmark står fast på, at vi lukker helt ned for eksport af våben til Tyrkiet. Jeg synes, det både i praksis er rigtig vigtigt, at vi gør det, og jeg synes også, det er et meget vigtigt signal at sende til Tyrkiet, og der er jo mange andre af vores nabolande, der også har gjort det. Så det er stærkt, og det er jeg rigtig glad for at vi har kunnet blive enige om i dag. Jeg synes også, det er positivt, at der er en klar melding om, at Tyrkiet skal trække sig ud, altså at de her angreb skal stoppes, og at de skal trække sig ud. Det er også helt afgørende.

Den sidste ting er så mere et spørgsmål i forlængelse af det, Michael Aastrup Jensen også bringer op, nemlig det her med, at det er vigtigt, at vi har et godt og tæt samarbejde med kurderne, både humanitært, men også politisk. Det er dem, der har været de tætteste allierede i kampen mod IS, det er dem, som står for demokrati og inklusion i området, og det er dem, som helt systematisk bliver kørt over lige nu og udeladt af alle processer. Derfor synes jeg, det er vigtigt, at den danske regering også mødes med dem. Den svenske udenrigsminister har f.eks. mødtes med repræsentanter for kurderne i selvstyreområderne. Jeg kunne godt tænke mig at høre, om udenrigsministeren også vil arbejde for, at vi får den direkte kontakt.

Ministeren.

Tak for det. Den danske regerings linje har været meget klar i forhold til våbeneksport. Vi har altså støttet de hårdest mulige sanktioner, man kan have fra EU's side, fra de europæiske landes side. Vi tror, at man, når man står sammen i Europa, i et fælles signal over for Erdogan og over for det, der foregår, så har større indflydelse, end hvis man står hver for sig så at sige.

Det andet er, at det er rigtigt, at vi, både da jeg var til udenrigsministermøde med mine kolleger og også blandt stats- og regeringscheferne, ikke bare har fordømt Tyrkiets militære offensiv, men også har krævet, at de trækker sig ud igen af Syrien. Det er rigtig vigtigt.

For det tredje vil jeg gerne understrege, at det er sådan, at jeg synes, det er vigtigt at have dialog med alle parter, også de kurdiske parter, og det har vi også på forskellig vis fra dansk side. For hvis der skal findes en løsning – og det skal der – i Syrien, så skal det være en politisk løsning, hvor de forskellige befolkningsgrupper under en ny forfatning kan leve sammen og deres demokratiske rettigheder altså er fuldt ud respekteret, og det er rigtig vigtigt. Så den proces skal vi have gang i, og derfor støtter vi også varmt Geir Pedersen, FN's særlige udsending for Syrien, og det spor, der ligger der. Forfatningskomitéen er ikke en perfekt sammensat forfatningskomité, men vi støtter, at der skal findes en politisk løsning, for det andet, vi har set igennem de seneste 9 år, fører jo kun død, ødelæggelse og terror med sig, og det er ikke den vej, vi skal gå.

Så jeg noterer, hvad spørgeren siger, og siger også, hvor vigtigt det er at have dialog med alle parter, der kan sikre en fredelig fremtid og garantere demokrati, mindretalsbeskyttelse og de rettigheder, der skal gælde i Syrien fremadrettet.

Tak. Så er der en kort bemærkning fra hr. Martin Lidegaard, Radikale Venstre.

Tak for udenrigsministerens indlæg. For nogle dage siden var den tyske forsvarsminister ude med en idé om, at EU burde spille en stærkere og mere selvstændig rolle i det vakuum, som nu er opstået i Syrien, efter USA har besluttet at trække sig ud – et vakuum, der i øvrigt også er opstået mange andre steder i verden, bl.a. i Afrika.

Vi ved jo endnu ikke helt, om det er en officiel tysk udmelding, og hvad der nærmere ligger i den, men er regeringen enig i den grundlæggende tanke om, at EU måske skal begynde at agere med lidt større tyngde, lidt større selvstændighed og lidt større ansvar for vores nærområder, og er det en tanke, som regeringen har tænkt sig at bakke op og måske ovenikøbet tage føringen på?

Ministeren.

For det første var det regeringens holdning, at vi skulle komme med så stærkt som muligt et signal fra EU med fordømmelse af de militære operationer i Tyrkiet samlet set, og også i forhold til den restriktive våbenpolitik, vi lige har diskuteret. Kan vi stå sammen, kan vi påvirke.

For det andet vil jeg sige, at det tyske forslag – som ikke er noget forslag endnu, men er en diskussion i Tyskland mellem, tror jeg, forsvarsministeren og andre – er noget, vi selvfølgelig vil se frem til. Jeg tror, at det, som spørgeren er inde på i forhold til Europas rolle, er mere grundlæggende og er rigtig vigtigt, og der skal Europa spille så stærk en rolle, som vi overhovedet kan. Og det er også en af de ting, som jeg selv som udenrigsminister tager op i kredsen med mine kollegaer i Bruxelles. Jeg tror, Europas rolle er rigtig central.

I forhold til om man f.eks. kan få en FN-sanktioneret styrke, må jeg sige, at det ser meget svært ud; vi har set Rusland nedlægge veto, når det kommer til spørgsmålet i FN's Sikkerhedsråd. Men det betyder ikke, at vi ikke skal prøve at finde løsninger, og derfor vil vi også, hvis der kommer et forslag fra Tyskland, se meget positivt på det og se, hvad vi kan gøre fra dansk side for at støtte tanker, der kan skabe fred og stabilitet.

Tak. Der er kun én kort bemærkning i den her runde. Sådan er de nye tider; det blev vedtaget i 2018. Efter lange drøftelser i Præsidiet tog man den vidtgående beslutning, at man ville have en lidt aktuel debat med ministeren, inden han satte sig ned og tog sin sidste runde bagefter. Der er én bemærkning, og det er kun til ordførerne.

Den næste ordfører er hr. Peter Seier Christensen fra Nye Borgerlige. Værsgo.

Tak for redegørelsen. Nu kom hr. Martin Lidegaard mig lidt i forkøbet. Det var noget af det samme, jeg tænkte på, nemlig det forslag, som Tyskland er kommet med. Og nu kan jeg jo forstå, at Tysklands forslag ikke er en EU-indsats, men mere en indsats af en samling af europæiske lande. Så hvis det forslag skulle komme, mener ministeren så, at Danmark skal stille styrker til rådighed?

Ministeren.

Som jeg også svarede hr. Martin Lidegaard, ligger der ikke noget forslag fra Tyskland endnu. Hvis der kommer et forslag, er det noget, vi bestemt vil drøfte med Tyskland, altså hvad der er af muligheder. Som sagt er ethvert forslag og enhver idé, som vi også selv arbejder hårdt på, og som kan skabe en stabilisering og bane vejen for en politisk løsning i Syrien, noget, vi kan støtte. Og derfor er det også vigtigt for regeringen, som jeg har nævnt, at støtte FN-sporet, og at Europa kan spille en kæmpe rolle qua f.eks. vores store humanitære hjælp – det er der jo flere europæiske lande, der er engageret i – og også forhåbentlig en fremtidig genopbygningsbistand til Syrien, når der engang er kommet en løsning på konflikten. Og det er vigtigt, at vi tager drøftelsen i EU om, hvordan vi kan sikre og omsætte vores betydning for Syrien i konkret indflydelse politisk til at sikre stabilitet på jorden.

Men altså, hvis der kommer et tysk forslag, vil vi kigge på det og se, om vi kan finde ud af sammen med de andre allierede lande, hvordan vi kan bidrage til det.

Tak til ministeren. Så er der ikke flere korte bemærkninger fra ordførerne.

Nu går vi over til forhandlingen, og den er, ligesom den plejer at være: Man starter med ordføreren for forespørgerne, og så får ordførerne ordet i rækkefølge i forhold til partiets størrelse. Her er debatten, som den plejer at være med ét spørgsmål af 1 minuts varighed og et opfølgende spørgsmål af ½ minuts varighed, og alle mf'erne kan deltage. Så slutter udenrigsministeren, og medmindre I vil have en anden runde, er det dér, vi slutter.

Den første, der får ordet i selve forhandlingen, er fru Eva Flyvholm fra Enhedslisten.

Tak for det. De seneste par uger har jeg virkelig gået med hjertet oppe i halsen, vil jeg sige, når jeg har fulgt med i nyhederne, og også når jeg har talt med folk, vi kender i de kurdiske områder i Syrien. For vi har simpelt hen gået og været så bange for, hvad de næste angreb ville blive, som Tyrkiet kom med. Vi har set, hvordan civile er blevet dræbt, små børn, ældre mennesker. Vi har set, hvordan både bomber og lejesoldater er væltet ind over de kurdiske områder i det nordøstlige Syrien. Og de mennesker, som har været vores allernærmeste allierede i kampen mod Islamisk Stat, er altså blevet brutalt overfaldet og dræbt, og nogle af de mennesker, som har været aktive politisk for at sikre et mere frit, inkluderende og demokratisk samfund i de her områder, er også blevet angrebet.

Det er noget, som jeg synes bør berøre os alle sammen rigtig meget, både fordi det er menneskeliv, der er tale om, men også fordi det her helt grundlæggende er et angreb på de muligheder, der er, for at skabe demokrati og frihed i området, og fordi det rent sikkerhedsmæssigt og militært er fuldstændig vanvittigt, at Tyrkiet får lov til at angribe de kurdiske styrker, som faktisk har været vores allermest tætte og effektive allierede i kampen mod Islamisk Stat – de styrker, som har formået at bringe den her terrorbevægelse i knæ i de her områder og fået befriet meget store landområder, og som også har været garant for, at mange flygtninge har kunnet være i sikkerhed i området.

Det, vi kan se der sker lige nu, er jo eksempelvis, at rigtig mange af de kristne fra hele området, både Syrien og Irak, som er flygtninge og har været i sikkerhed i de her områder, nu bliver angrebet og slået ihjel, også af nogle af de her lejesoldater, som kommer ind. Altså, de har været nogle af de eneste områder, hvor folk har kunnet være i sikkerhed, og det er altså det, der igen er opbrud i. Og IS får muligheden for at vinde frem igen. Så jeg synes, at det på alle mulige måder er en sindssyg alvorlig situation, vi står i nu, og som i den grad kræver, at vi skal tage politisk handling.

Det, vi så, var jo, at Trump for nogle uger siden havde en telefonsamtale med Erdogan, og det var åbenbart ikke mere, der skulle til, før han lod amerikanerne fuldstændig abrupt forlade området og overlod kurderne og alle andre mennesker, der var dér, til deres egen skæbne. Men man kan sige, at efterfølgende har vi altså også set en alt for stor passivitet fra Europas side i den her sammenhæng. For det er muligt at gøre noget, og man kan sige, at det er godt, at der sker nogle ting i forhold til våbeneksportkontrol, men EU sidder jo også på en kæmpestor pengekasse, som man, synes jeg, belejligt kunne smække i for Erdogan, så vi kunne sikre, at den her invasion blev stoppet, og at Tyrkiet ville trække sig tilbage.

Det er virkelig, virkelig vigtigt, at vi insisterer på, at Tyrkiet skal ud, og derfor er jeg også glad for, at vi faktisk har fået lavet et forslag til vedtagelse i dag i Folketinget. Annette Lind, ordføreren for Socialdemokratiet, vil læse det op lidt senere, men jeg kan sige, at udgangspunktet, som vi kommer til at enes om nu her, er, at Tyrkiet skal trække sig ud; det er, at vi skal have et fuldstændigt eksportstop for våben til Tyrkiet; og det er også, at vi skal have en hjælpepakke til det nordøstlige Syrien. Det er alt sammen noget, jeg synes er meget vigtigt.

Derudover ligger der et helt klart ansvar, også hos os, synes jeg, i forhold til at presse på for, at vi får nogle skrappere økonomiske sanktioner fra EU. Der ligger også et helt klart ansvar for at være med til at opbygge den relation direkte til kurderne, for de bliver kørt ud på et sidespor lige nu i de processer, der sker. Der kan vi jo se, at det er henholdsvis Erdogan og Trump, der sidder og taler sammen, eller det er Putin og Erdogan og også Assad, der sidder og snakker sammen, og jeg synes ikke, at vi skal overlade alting til de mennesker i den nuværende situation. Vi skal faktisk snakke med dem, som er nogle af de gode og ordentlige mennesker, der har brug for beskyttelse her. Derfor er jeg glad for, at udenrigsministeren vil overveje at tage et møde også med kurderne i den her sammenhæng, men jeg vil være endnu gladere, når vi ser det ske, vil jeg sige.

Så er det i det hele taget afgørende, at vi på alle mulige områder spiller ind i den kommende tid for at se, hvordan vi kan få lagt maksimalt pres på Tyrkiet for at få stoppet de her bomber, før de igen begynder at regne ned over folk. For jeg vil sige, at de mennesker, de mænd, kvinder og børn, som bor i de her områder, altså er nogle folk, som har fortjent så meget bedre end at blive knust i sådan et angreb, og som har fortjent så meget bedre end at stå efterladt alene tilbage i sådan et storpolitisk magtspil, som i øvrigt også går fuldstændig galt, hvis ikke vi gør noget nu.

Så jeg håber virkelig, at vi kan gøre de ting, der skal til for at få bragt den her situation ind på en bedre kurs. Det er helt afgørende for os alle sammen. Tak.

Selv tak. Der er en kort bemærkning fra hr. Martin Lidegaard.

Ja, jeg deler jo til fulde fru Eva Flyvholms frustration over det, der er sket, og de ulykkelige konsekvenser, som Tyrkiets invasion har, og også det mål, det er at lægge et pres på Tyrkiet i den her situation fra fælles europæisk side. Og jeg glæder mig jo over, at Enhedslisten anerkender, at Europa har en vigtig rolle at spille i den her sammenhæng. Det siger jeg egentlig ikke for at drille, men fordi det leder mig frem til et vigtigt spørgsmål her. Jeg er enig i, at det er vigtigt at have en dialog med kurderne, men det er jo også vigtigt på et tidspunkt at forsøge at få EU mere inddraget i en fredsløsning, hvilket kræver, at man jo også taler med nogle af dem, vi måske ikke er så enige med lige nu, herunder Tyrkiet.

Derfor kunne jeg godt tænke mig at stille Enhedslistens ordfører det samme spørgsmål, som jeg stillede til ministeren: Kan Enhedslisten se for sig med den skepsis, man nu har over for EU, at EU kan og bør spille en stærkere rolle i at prøve at forhandle en fred i Syrien og at skabe, kan man sige, rammerne for også en europæisk tilstedeværelse, eventuelt i form af fredsbevarende styrker, eller er man så meget imod EU af princip, at man slet ikke ønsker, at EU skal udvikle sig den vej? For det er jo sådan lidt, kan man sige, at give EU en ny dimension, hvis man arbejder i den retning.

Ordføreren.

Der skal overhovedet ikke herske nogen tvivl om, at i den her sammenhæng ønsker jeg og Enhedslisten, at vi gør alt, hvad vi overhovedet kan, for at få stoppet de her angreb og for at få Tyrkiet til at rykke ud igen.

Selvfølgelig har EU også en rolle at spille. Det er helt klart. Det er jo også derfor, vi bl.a. efterlyser, at man gør noget i forhold til det økonomiske spor, som jeg opfatter som EU's rigtig tunge måde at påvirke den her konflikt på lige nu. Men jeg kan også sagtens se andre roller. Der kan sagtens være andre initiativer, der også kan tages inden for en europæisk ramme. Det er jeg fuldstændig åben over for, men jeg vil sige, at når det kommer til det, der handler om både fredsforhandlingerne og også spørgsmålet om indsættelse af en international styrke, så synes jeg stadig væk, at den mest oplagte løsning vil være inden for en FN-ramme, som jo er der, man typisk vil gøre det.

Så det giver i første omgang mest mening, synes jeg, at forsøge ad den vej, men jeg synes, vi skal være villige til at se på alt, hvad vi overhovedet kan, for at få skabt den sikkerhed i de områder, som er nødvendig.

Spørgeren.

Det svar glæder mig rigtig meget. Det er jo klart, at det i sidste ende ville kræve en form for FN-mandat, og at Sikkerhedsrådet er med. Hvis Sikkerhedsrådet skal med, vil det nok være min vurdering, at Rusland skal være med – eller det skal de jo; de sidder i Sikkerhedsrådet. Hvis man skal have Rusland med, er jeg ikke sikker på, at det her kan blive en NATO-operation. Så tror jeg faktisk, at det i den situation godt kunne komme på tale, at man engagerer nogle andre lande. Det kan være under EU-flaget. Det kan også være selvstændige lande, som hr. Peter Seier Christensen er inde på, men jeg er glad for, at Enhedslisten ikke udelukker det, fordi jeg tror, at vi er i et generelt geopolitisk mønster, hvor USA vil efterlade nogle magttomrum i vores naboområder, hvor jeg ikke kan se andre end EU.

Og når jeg synes, det er relevant at bringe det op her, så er det, fordi vi jo i Danmark har et forsvarsforbehold. Vi har som land i mange, mange år været imod, at EU overhovedet skulle tænke den tanke f.eks. at kunne agere fredsbevarende sammen, og Enhedslisten har været et af de partier, der er gået forrest i den bevægelse, at EU slet ikke skulle beskæftige sig med den slags ting. Men jeg hører, i hvert fald når det handler om kurdere, en lille opblødning fra Enhedslistens side her.

Ordføreren.

Det er stadig væk ikke vores holdning, at vi f.eks. skal afskaffe forsvarsforbeholdet fra dansk side, eller at vi skal have en regulær EU-hær, men det er heller ikke den løsning, vi står over for lige nu. Det vil ikke være en løsning i den konkrete situation.

Jeg synes, vi skal bruge alle de kanaler, vi kan, for at presse på, og det betyder også, at jeg synes, det er meget vigtigt, at man diskuterer det her i en europæisk sammenhæng. Det er også fint, hvis man kan se på at samle europæiske lande, der gerne vil være med til noget her. Det er meget, meget indlysende, men jeg tror, vi er nødt til at forholde os til virkeligheden: at både i FN, og hvis det var en EU-operation, er det svært at komme uden om Rusland. Vi kan jo heller ikke se et Tyskland, der kommer til at stille med soldater dernede på jorden, når Rusland siger nej, vel? Det kommer vi til at skulle presse på for, og det er derfor, man også skal indtænke de økonomiske sanktioner og i øvrigt gøre alt det, man kan, for at presse på. Så jeg synes, vi skal snakke om, hvad der er af muligheder, og hvad der præsenterer sig. Vi skal hele tiden følge med i, hvad vi kan gøre.

Så er der en kort bemærkning fra hr. Karsten Hønge, SF.

Jeg er meget glad for Enhedslistens fleksible holdning til, hvad EU kan beskæftige sig med, og at man tydeligvis har opgivet gamle dages meget sådan rigide afvisning af alt, hvad der bare smager af forkortelsen EU. Men jeg vil godt lige spørge til, om Eva Flyvholm kunne være sådan lidt mere præcis omkring det. Jeg lægger mærke til, at formuleringerne går mest på en europæisk indsats. Altså, forestiller fru Eva Flyvholm sig en europæisk indsats i et andet spor end EU eller sammen med? Og kan det komme før den ideelle løsning, at det var en FN-løsning? Men den er jo nok ikke sandsynlig, vel? Så kan fru Eva Flyvholm lige præcisere det lidt?

Værsgo.

Ja, det kan jeg godt. Dér, hvor vi er lige nu, er det helt åbenlyst, at vi ikke har en EU-hær. Det er jeg glad for at vi ikke har, men altså, det vil også altid være – hvis der skulle indsættes en eller anden form for fredsbevarende styrker, hvad enten det var et europæisk initiativ, eller at det, som vi foretrækker det, var et FN-initiativ – noget, de enkelte lande skal tage stilling til; hvem der gerne vil bidrage til det. Og det er derfor, at jeg kalder det europæisk, for vi kan ikke vide, hvilke lande der vil have lyst til at bidrage til det nu, og det vil jo så blive en samling af de lande, der gerne vil det. Så det er sådan set bare, fordi jeg forholder mig til, hvordan billedet ser ud.

Hvis du spørger, om jeg synes, der kunne være mening i at, Danmark på den ene eller den anden måde bidrager, så har vi jo bl.a. set sådan umiddelbart positivt på spørgsmålet om, om man kunne udsende sådan et kirurghold, til de kurdiske områder i Syrien. Men det bliver jo desværre ikke aktuelt nu, fordi amerikanerne har trukket sig, og fordi kurderne, som skulle være vores allierede, bliver angrebet på fuldstændig brutal vis.

Spørgeren.

Tak for præciseringen, og det giver også, synes jeg, udmærket mening. Hvis man nu tænker videre i fru Eva Flyvholms tankerække her, og man så faktisk ender med at have en europæisk organisering af det, som jeg godt kan forstå i dag selvfølgelig må være sådan løst formuleret, for vi ved jo ikke, hvad det kunne blive – men lad os nu antage, at der bliver en form for europæisk organisering, som vil lægge sig ind som en form for bufferzone eller sikkerhedszone – vil Enhedslisten så mene, at Danmark skal stille med bevæbnede folk i sådan en koalition?

Ordføreren.

Jamen det er jo noget, vi bliver nødt til at se på. Som sagt har vi meldt ret klart ud, at hvis der var tale om en fredsbevarende FN-styrke, ja, så ville jeg synes, det var positivt. Hvis vi står i den nuværende situation, hvor det, der er fundamentet, er den aftale, som Rusland og Tyrkiet f.eks. har indgået, så skal man jo i hvert fald se på, hvad det er for et spil, man så indgår i. Jeg synes, at udgangspunktet må være, at Tyrkiet skal ud af de her kurdiske områder i Syrien. Hvis det er det, der er udgangspunktet, og man så får ryddet dem ud, og man siger, at derfor laver vi så en eller en form for international sikring i området, så synes jeg, det ville være en fornuftig aftale at indgå i, ja. Og det er jo klart, at det skal vi være med til at diskutere hvordan man kan gøre. Det er en af de knapper, vi kan være med til at dreje på. Men jeg tror, at noget af det, vi allerbedst kan gøre akut nu her, er også at bruge de økonomiske sanktioner.

Tak til fru Eva Flyvholm. Oh, der kom lige en kort bemærking til, og den er fra hr. Uffe Elbæk, Alternativet. Værsgo.

Jeg står her lidt som vikar for min gode kollega Rasmus Nordqvist. Men bare et hurtigt spørgsmål – altså, for det første er det rigtig dejligt, at der bliver taget den her hastedebat. Kunne ordføreren sige noget om, hvordan man kunne forestille sig, hvordan vi fastholder det fokus, som den her debat også er udtryk? Hvad er det for nogle diskussioner, vi skal have, og i hvilke udvalg? Og er der nogle overvejelser om, hvordan vi kan arbejde videre med det? For det, der foregår lige nu, er jo helt ulykkeligt.

Ordføreren.

Tak for det. Jeg er netop meget, meget enig i, at det, der foregår lige nu, er helt ulykkeligt. Og jeg synes, at når vi går herfra i dag med en fælles forståelse af, at det danske krav også er, at Tyrkiet skal trække sig ud af de her områder, så skal vi blive ved med at arbejde for, hvordan vi kan lægge pres på dem for at nå frem til det resultat. Og det skal vi gøre både i Europaudvalget i forhold til EU-politik, og det skal vi gøre i de sammenhænge, hvor man snakker om menneskerettigheder, for der er virkelig, virkelig store menneskerettighedsproblemer i den invasion, vi ser her, og i øvrigt også i Tyrkiet. Og det skal vi jo selvfølgelig også gøre i Forsvarsudvalget og alle de steder, vi kan komme til det, for det her spiller jo sikkerhedspolitisk rigtig meget ind. Og jeg synes også, at der – set fra mit perspektiv og fra Enhedslistens side – er en helt oplagt pointe i, at vi er nødt til f.eks. at tage et ansvar for at få hentet nogle af de børn og familier, der sidder i de lejre dernede, hjem, både af humanitære grunde, men også af sikkerhedspolitiske grunde; at få taget ansvar for, at de IS-krigere, som sidder i de områder, bliver retsforfulgt. Altså, der er rigtig mange steder, vi kan gøre noget her.

Spørgeren.

Altså, nu var der nogle spørgsmål lige før, som jeg egentlig hørte mest var lidt drilleri i forhold til Enhedslistens Europapolitik, og det er det her ikke, skal jeg lige understrege. Det, som jeg har lyst til at høre, er: Hvordan ser man EU's rolle i en eventuel løsning? For det er jo oplagt, at det her er en fælleseuropæisk dagsorden.

Helt klart, det er rigtig, rigtig vigtigt, at vi gør, hvad vi kan for at presse på i EU. Noget af det, som jeg mener man kan gøre, er jo at indføre nogle skærpede økonomiske sanktioner. Altså, EU giver ekstremt meget økonomisk støtte til Tyrkiet. Hvis man stiller dem i udsigt, at der vil kassen blive lukket, så vil det have en effekt. Tyrkiet er i gang med at forhandle om optagelse i EU. Hvis man stiller dem i udsigt, at den proces vil blive sat i stå, hvis ikke de trækker sig tilbage og stopper de angreb, så tror jeg også, det vil have en stor effekt. Det er noget af det, jeg opfatter som det allermest effektive, som vi kan og bør gøre.

Så vil jeg gerne sige tak til fru Eva Flyvholm, da der ikke er flere korte bemærkninger. Og jeg vil byde hjertelig velkommen til Socialdemokratiets ordfører, fru Annette Lind.

Tak for det, formand. I Socialdemokratiet er vi alvorligt bekymret over situationen i det nordøstlige Syrien. Socialdemokratiet og Danmark fordømmer den tyrkiske aggressive fremfærd i Syrien. Fuldstændig som fru Eva Flyvholm sagde, har man hjertet helt oppe i halsen. Det er sådan, at udviklingen indimellem har fortsat fra time til time, fra dag til dag.

Jeg synes, vi har haft en meget, meget tydelig udenrigsminister; jeg synes, vi har haft en meget synlig udenrigsminister. Han har talt med alle sine kolleger både i NATO og i EU, og han har også kaldt den tyrkiske ambassadør til samtale i Udenrigsministeriet og overbragt en officiel fordømmelse af operationen i Syrien. Han har også opfordret Tyrkiet til at indstille operationen og trække sig tilbage. Det viser, at vi har en udenrigsminister, som faktisk tager det her alvorligt. Situationen er kompleks, og den fortjener nøje overvejelser.

Som sagt er det sådan, at tingene udvikler sig hurtigt, og Tyrkiet må vise tilbageholdenhed og undgå enhver situation, der kan bringe civilbefolkningen i fare og drive folk på flugt. Vi kan nemlig komme til at stå over for en katastrofal flygtningekrise. Alene i Tyrkiet er der 3,5 millioner flygtninge, især fra Idlib. Danmark afstår således også fra enhver handling, der kan svække kampen mod ISIL. Det er jo netop det, der kan gøres, hvis det er sådan, at der kommer til at gå hul på lejrene.

Danmark har også en snæver udfordring i forhold til fremmedkrigere. Og derfor har vi også haft en hasteforespørgsel i dag i Folketingssalen, hvor vi er enige om, at det er sådan, at hvis der går hul på lejrene, så kan ISIL-krigerne jo trænge ud i Europa og også bevæge sig mod Danmark. Og her har de ikke noget at gøre. De har forladt vores land, og det har gjort, at de ikke længere er velkommen her. Og derfor har vi bestemt i dag, at vi kan tage passet fra de her Syrienskrigere, der har dobbelt statsborgerskab. For det er netop mennesker, der har forladt Danmark, og derfor skal vi også holde dem ude af vores land.

Vi har også, som jeg sagde før, et meget tæt samarbejde med vores allierede både i Europa og i NATO; det har udenrigsministeren, det har statsministeren, og det har forsvarsministeren. Og det er meget vigtigt, at vi holder Danmark tæt på både Europa og NATO. Der er behov for, at vi også taler med Tyrkiet, selv om det er svært, og selv om landet er en allieret i NATO. Det er meget, meget sjældent – og det er måske aldrig sket før – at vi har oplevet en situation, hvor vi på den her måde har været uenig med et andet NATO-land.

I forhold til det med at eksportere våben er det sådan, at vi jo ikke eksporterer tunge våben fra Danmark. Det er sådan, at vi eksporterer komponenter eller software. Danmark har allerede for halvandet år siden indgået en aftale om meget restriktive krav ved salg af våbenkomponenter til Tyrkiet, og det har vi gjort dels på udenrigsministerniveau, dels på statsministerniveau ved topmøderne. Udenrigsministrene aftalte først en stramning, og derefter strammede man yderligere op på statsministermødet på dansk foranledning. Og nu kommer vi med det her forslag til vedtagelse til at stramme endnu mere op. Og det er jeg rigtig, rigtig glad for.

Vi har talt om, hvor mange penge det egentlig er, som der bliver eksporteret for her fra Danmark, og det er ret få penge; det er få hundrede tusinde kroner, så vi taler ikke om en massiv eksport, sådan som det har været tidligere. Men nu stopper vi den helt.

Vi har også hørt, at tyskerne vil opfordre til, at man opretter en fælles sikkerhedszone. Det er et forslag, vi også har hørt om fra udenrigsministeren, og det er vi positivt stemt over for. Men der er ikke kommet nogen officiel henvendelse endnu. Men forsvarsministeren har udtrykt sig positivt over for den del, og vi kvitterede for det. Men som sagt er der altså ikke noget officielt forslag.

Vi skal have Danmark og Europa tæt på vores allierede, vi skal tage ansvar for nærområderne, og det er derfor vigtigt med en fælles linje. Og jeg er derfor meget, meget glad for det samarbejde, vi har haft her i ordførerkredsen. Jeg synes, det er meget positivt, at jeg nu kan læse et forslag til vedtagelse op, som har støtte fra den ene ende af salen til den anden. Jeg har fået tilkendegivelser fra alle partier på nær Nye Borgerlige, men partierne må selv lige angive, om det er korrekt.

Nu vil jeg så på vegne af S, V, DF, RV, SF, EL, KF, ALT og LA fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget fordømmer Tyrkiets dybt bekymrende offensiv i Nordøstsyrien, som skader civile, driver folk på flugt, modarbejder kampen mod ISIL, påvirker håndteringen af fremmedkrigere og den FN-ledede politiske proces. Folketinget opfordrer Tyrkiet til permanent at stoppe sine militære operationer og trække sig tilbage.

Folketinget støtter de seneste konklusioner fra Det Europæiske Råd og Rådet for Udenrigsanliggender, herunder skærpelsen af våbeneksportkontrollen til Tyrkiet. Folketinget er enige om ikke at udstede våbeneksporttilladelser til Tyrkiet.

Folketinget opfordrer regeringen til at arbejde for tættere koordination i anti-ISIL-koalitionen og undersøge, om europæiske lande kan spille en større rolle, herunder i forhold til fredsbevarende indsatser. Folketinget opfordrer regeringen til fortsat at spille en aktiv rolle i EU, NATO og andre internationale fora samt at have en fast linje bilateralt for at lægge det fornødne pres på Tyrkiet. Folketinget udtaler sin opbakning til, at Danmark fortsat bidrager til også at afhjælpe de humanitære behov i Nordøstsyrien som følge af operationen.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 3).

150 ord er 150 ord. Det kan ikke gøres mere præcist.

Tak for det. Forslaget til vedtagelse vil blive distribueret til jer om lidt. Og vi kan bekræfte, at det er alle partier på nær Nye Borgerlige.

Der er nogle korte bemærkninger til Socialdemokraternes ordfører, hvis hun ønsker at svare på dem. Den første er fra hr. Michael Aastrup fra Venstre, Danmarks Liberale Parti.

Tak for det. Vi i Danmarks liberale parti er jo rigtig glade for den opstramning, der er kommet fra regeringens side, og det har jeg også rost ministeren for. Der, hvor jeg til gengæld synes der mangler noget, er i spørgsmålet om ISIL-fangelejrene, og der har vi fra Venstres side flere gange sagt, at det jo kan være nødvendigt, at man bliver nødsaget til at flytte de her fangelejre enten sydligere i den nordøstlige del af Syrien eller eventuelt flytte dem over i de irakisk-kurdiske områder, så vi kan være så tæt på hundrede procent sikre på, at de her mennesker kan være bag lås og slå. Derfor er spørgsmålet nu til den socialdemokratiske ordfører: Hvad kan Socialdemokratiet og dermed regeringen gøre for at berolige os i, at man har taget skridt til at sikre, at de her ISIL-fanger altså er bag lås og slå og er i nogle lejre, som også er sikre, eller at man eventuelt flytter dem?

Ordføreren.

Jeg tror ikke, at ordføreren fra Venstre skal være nervøs for, at vi ikke ønsker, at vi skal have så sikker en politik på det her område som overhovedet muligt. Det er bl.a. også derfor, vi har haft hasteforespørgslen i dag, hvor vi så netop siger, at de her fanger ikke har noget som helst at gøre i Danmark, fordi de har vendt Danmark ryggen. Så derfor har vi en meget restriktiv opgave at se frem til, og det kommer vi også til at diskutere i Udenrigspolitisk Nævn, og det kommer vi til at diskutere med udenrigsministeren.

Spørgeren.

Men det har jeg jo allerede gjort, og det ved ordføreren også. Jeg har gentagne rejst det her i Udenrigspolitisk Nævn, og jeg må jo ikke fortælle, hvad der er sket på Udenrigspolitisk Nævns møder, så det skal jeg nok lade være med, men der er jo nok en grund til, at jeg tager det op her, og det er, fordi jeg ikke er blevet beroliget endnu, og derfor synes jeg, det er vigtigt. Vi burde alle sammen have et mål, der handler om, at de her mennesker skal være bag lås og slå. Der har jo været episoder fra nogle få lejre, hvor nogle er sluppet fri. Og derfor forventer jeg lidt klarere svar fra Socialdemokratiet og dermed regeringen, med hensyn til hvad man gør for at sikre, at man også i morgen og i overmorgen har fuldstændig forsikring om, at de her fanger er bag lås og slå.

Ordføreren.

Ordføreren behøver ikke at være bekymret for, at vi ikke gør alt, hvad vi kan. Jeg synes faktisk, at det her er et emne, der skal diskuteres i Udenrigspolitisk Nævn og ikke fra Folketingets talerstol, og det er også noget, der skal diskuteres med udenrigsministeren. Så jeg tænker, at vi fortsætter diskussionen der.

Den næste for en kort bemærkning er hr. Søren Søndergaard.

Tak. Og tak til den socialdemokratiske ordfører, også for den skærpelse af linjen, som er sket. Det bedste, man kan sige om russernes og amerikanernes intervention her på det seneste, er, at konflikten er blevet frosset, altså at de åbne kampe i hvert fald midlertidigt er stoppet og den er frosset. Men det er jo så også en frysning, der betyder, at der fortsat er en tyrkisk – endnu en tyrkisk – besættelse af Rojava eller kurdisk-syrisk territorium. Det er jo et område, der er større end Fyn, og det er et område, der i øjeblikket er ved at udvikle sig til en islamisk stat. Kvinderne bliver forhindret i at gå ud uden tildækning og uden at være i følgeskab med mænd. Folk bliver arresteret for ikke at overholde religiøse sæder. Vi har set barbariske henrettelser, og vi har set barbariske overgreb på folk.

Derfor vil jeg spørge: Hvilke tankegange ligger der hos Socialdemokratiet om yderligere sanktioner, hvis den besættelse fortsætter? For det er jo den, vi skal have bragt til ophør, som der så rigtigt står i resolutionen.

Ordføreren.

Jeg tror faktisk ikke, at der er nogen i Ankara, som er i tvivl om, at vi har en meget restriktiv holdning til den her problematik i Tyrkiet og i Syrien. Og derfor er vi faktisk gået foran, især i forbindelse med det her med våbenkontrollen; der har vi faktisk haft en regel i halvandet år, som de andre europæiske lande nu er gået med på. Så synes jeg jo også, at man kan sige, at der langt om længe er indgået en aftale om nedsættelse af en forfatningskomité. Vi gør faktisk rigtig meget, og vi er gået meget langt med det her forslag til vedtagelse. Det skal virke.

Hr. Søren Søndergaard.

En af grundene til, at Erdogan måske har respekt for Trump og respekt for Putin, selv om man som jeg mener, at det er nogle meget ubehagelige personager, er jo, at virkeligheden er, at de har formået med økonomiske sanktioner at sætte Tyrkiet på plads. Det gjaldt, da man havde arresteret en præst fra USA, og det gjaldt, da man havde skudt nogle russiske fly ned; så lavede man nogle økonomiske sanktioner, og bang, reagerede Tyrkiet.

Hvorfor skal vi ikke i gang med nogle økonomiske sanktioner, hvis vi vil have forhindret, at der fortsat er en islamisk stat i Syrien, beskyttet af Tyrkiet?

Ordføreren.

Vi skriver i forslaget til vedtagelse:

»Folketinget fordømmer Tyrkiets dybt bekymrende offensiv i Nordøstsyrien, som skader civile, driver folk på flugt, modarbejder kampen mod ISIL, påvirker håndteringen af fremmedkrigere og den FN-ledede politiske proces.«

Altså, det er faktisk alt, som vi siger i det her forslag til vedtagelse, som skal ændres. Derfor er jeg meget tryg ved, at vi nu i fællesskab, næsten hele Folketinget, kan blive enige om sådan en tekst. Og derfor har vi også en fælles vilje til, at tingene skal forandres.

Tak, og så er det hr. Uffe Elbæk for en kort bemærkning.

Så følger jeg lidt op i det spor. Som ordføreren også påpegede i sin ordførertale, er det jo et dilemma, vi står over for. Vi snakker om Tyrkiet, som er medlem af NATO. Vi snakker om Tyrkiet som et land, som EU har lavet aftale med i forhold til flygtningestrømme. Der er masser af relationer til Tyrkiet, som vi på den ene eller anden måde er bundet af. Samtidig skal vi nu ind at lave en meget klar markering over for Tyrkiet af, at det, der foregår lige nu, er uacceptabelt.

Så det er super dilemmafyldt, og derfor synes jeg, det er interessant, hvad hr. Søren Søndergaard siger: Hvad er det næste skridt i dette her, hvis det, vi nu har sat i gang, ikke virker? Man siger her, at der skal lægges det fornødne pres på Tyrkiet. Kunne det næste skridt være en egentlig økonomisk boykot?

Ordføreren.

Jeg synes faktisk, at vi lægger et kæmpe pres, som det er lige nu. Det er rigtigt, at vi er i et dilemma, men jeg kan ikke se, at det kan gavne et NATO-land eller Danmark eller Europa eller hele NATO, at vi ikke taler med Tyrkiet. Derfor bliver vi nødt til at finde en bilateral vej, hvor vi kan tale med Tyrkiet. Samtalen er faktisk vejen frem, samtidig med at det her dilemma bliver adresseret meget præcist i det her forslag til vedtagelse.

Hr. Uffe Elbæk.

Det er bare sådan en lille ekstra krølle på det: Det har jo været omtalt i medierne, hvordan Tyrkiet kortlægger kritiske stemmer i Danmark, og at nogle, inklusive mig selv, er kommet på sådan en liste over folk, som de absolut ikke kan lide. Jeg er derfor også glad for, at det er et enigt Folketing – i hvert fald et stort set enigt Folketing – der kommer med den her udtalelse. Men hvilke overvejelser gør man sig om et land, som kortlægger kritiske politiske stemmer i Danmark og lister dem? Er der overhovedet nogen overvejelser om det?

Ordføreren.

Som sagt skriver vi jo i forslaget til vedtagelse, at vi fordømmer Tyrkiet, og »fordømme« er altså et meget, meget kraftigt ord at sige i den her sal. Derfor har vi grunden til at kunne bygge videre med den her vedtagelsestekst, og det mener jeg faktisk. Nu har vi det her brede flertal, der kan blive enige om det her, og så har vi også samtalen i Udenrigspolitisk Nævn, som skal gå videre med det her.

Tak. Der er ikke flere korte bemærkninger. Den næste ordfører er hr. Michael Aastrup Jensen fra Venstre.

Tak for det, og ikke mindst også tak til Enhedslisten for at tage initiativ til den her hasteforespørgsel. Jeg tror, vi alle sammen i Folketinget på tværs af partierne deler den nervøsitet og bekymring for, hvad den tyrkiske offensiv nu kan få af afledte effekter. I hvert fald fra Venstres side er vi nået til den klare erkendelse af, at det her er det mest klare signal om, at Europa har sovet i timen, og at Europa kunne have håndteret den her konflikt for år tilbage ved at tage mere og mere ansvar, men i stedet kom vi i en situation, hvor Europa ikke rigtig tog ansvar, og der var der så lige pludselig en amerikansk præsident, som så at sige smed tøjlerne og flyttede de 50 soldater fra grænsen. Og resten er bare historie.

Nu står vi i en situation, hvor Erdogan har fået sine inderste drømme om en såkaldt sikkerhedszone næsten 100 pct. etableret, han har fået knyttet sig tættere og tættere på Putin, og derfor har det nu fået geopolitiske konsekvenser, som ser rigtig forfærdelige ud, ved at vi nu har Putin, Erdogan og en al-Assad-trekant, som nok er det værste, der kan ske for Syriens fremtid, og derudover har vi altså også en kamp mod Islamisk Stat, som ikke er vundet endnu. Vi har stadig væk omkring 10.000-15.000 Islamisk Stat-krigere tilbage i området, som ingen rigtig ved om kan få måske et vakuum eller luft til at kunne etablere en fornøden offensiv. Jeg må indrømme, at jeg er meget, meget bekymret. Det er selvfølgelig set i lyset af det, vi også i Folketinget må diskutere, hvad det er, vi kan, og hvad det er, vi skal.

Vi fra Venstres side har klart sagt fra starten af, at vi skal gøre alt, hvad vi kan. For det første var vi nogle af de første, der sagde, at vi skal have et totalt stop for våbeneksport til hele Tyrkiet, og derfor er jeg virkelig og oprigtig talt rigtig glad for, at regeringen lytter til det nu og dermed er med til den skærpelse af kursen. For selv om det selvfølgelig på den ene side er småpenge set med danske øjne, er det jo håbet, at vi nu kan danne model for resten af Europa, hvor det ikke er småpenge, og hvor det vil have en konsekvens i forhold til den tyrkiske regering. For det andet vil jeg sige, at vi selvfølgelig skal gøre alt, hvad vi kan, for at hjælpe vores kurdiske venner og allierede. Jeg nævnte det jo før i den korte bemærkning til udenrigsministeren, at jeg må indrømme, at jeg har det virkelig skidt med, at nogle allierede, som har haft over 11.000 tab i kampen mod Islamisk Stat, nu står og ser reelt, at de ikke rigtig har nogen venner, der i hvert fald kan gøre noget. Derfor mener jeg også, at vi i dag i Folketinget gerne alle sammen skulle kunne sende klarest muligt signal til kurderne og sige: Vi er stadig væk jeres venner, vi er stadig væk jeres allierede, og vi ønsker at bakke jer op med økonomiske civile programmer så meget, vi overhovedet kan.

For hvad er det, vi vil opnå ved det? For det første vil vi opnå, at der faktisk er nogle mennesker, der bliver hjulpet, som har det rigtig svært, for der er allerede rigtig mange internt fordrevne i området. For det andet, og det er næsten endnu vigtigere, vil vi også sende et signal om, at kurderne som samarbejdspartner stadig væk er en vigtig aktør også i forhold til Syriens fremtid. For ellers vil der ske det, som jeg frygter vil ske, nemlig at den mulige kurdiske rolle langsomt vil blive kørt ind til siden, og så vil det bare være Assad, Erdogan og Putin, som vil dele rovet. Og jeg må indrømme, at det scenarie må være et skrækscenarie for os alle sammen.

Så nævnte jeg også kort over for den socialdemokratiske ordfører vores bekymring om ISIL-fangerne, og den har jeg rejst op til flere gange på alle mulige måder, og den vil jeg gerne rejse igen. Fra Venstres side er det altafgørende, at de her mennesker ikke bliver sluppet fri eller kommer tilbage til Europa, og derfor håber jeg også, at udenrigsministeren senere kan komme med en klar forsikring om, at man fra dansk og dermed europæisk side gør alt, hvad man kan, for enten at flytte de her lejre, hvis det er nødvendigt, eller på anden måde sikrer, at de her fanger ikke kan slippe fri, og at vi også kan komme tættere på den internationale domstol, som bliver nødvendig, og som regeringen selv har gjort sig til talsmand for, og som også den tidligere regering har kæmpet for, sådan at vi hurtigst muligt kan komme i gang med at retsforfølge de her mennesker lokalt og også få fængslet dem lokalt.

Så det vil være derfor, vi fra Venstres side ser på det med meget stor bekymring, men vi støtter også det fælles forslag til vedtagelse, som er fremsat. Jeg synes, det er godt, at vi kan stå sammen her i Folketinget.

Tak for det. Og der er en kort bemærkning fra hr. Søren Søndergaard.

Jeg vil godt sige tak til Venstres ordfører for den tale. Altså, jeg er utrolig glad for den rolle, som Venstre har spillet i den her sag. Der er ting, vi ikke er enige om, det er klart, der er også uenighed om, hvor langt vi skal gå på nogle områder, men det er helt klart, at vi jo ikke havde nået det resultat, vi har nået i dag, uden Venstre og Venstres ordførers indsats. Så det vil jeg godt sige tak for. Og så er jeg også meget enig i det, Venstres ordfører, hr. Michael Aastrup Jensen, gør opmærksom på, med den vanskelighed, der er, ved at vi har haft en allieret, som vi ser ud til at svigte.

Altså, jeg har stået med folk, som har mistet deres eget barn i kamp mod Islamisk Stat og kom her som repræsentanter for selvstyret i Rojava og spurgte: Hvorfor vil man ikke mødes med os i Udenrigsministeriet? Og jeg håber, vi er enige om, at det skal være slut nu, og derfor kunne jeg også tænke mig at spørge Venstres ordfører, om vi eventuelt kunne finde ud af i fællesskab som partier at lave en konference her på Christiansborg, hvor vi officielt indbyder nogle repræsentanter for kurderne, som de selvfølgelig selv udpeger, og at vi i den forbindelse også inviterer repræsentanter for regeringen. Jeg ved ikke, om vi skal invitere kongehuset også, men i hvert fald det officielle Danmark, sådan at vi får vist klart, hvor vi står i den her situation.

Ordføreren.

Allerførst tak for de pæne ord. Det er ikke hver dag, at Enhedslisten og Venstre er enige om sager, men her er vi, føler jeg også, totalt på linje, så det har jeg også været glad for; det tætte samarbejde, vi har haft. Og i forhold til mødet med kurdiske organisationer: Ja, altså, det synes jeg lyder rigtig spændende, så lad os tale videre med det. Jeg har selv som udenrigspolitisk ordfører – både i oppositionsrollen, men også da jeg var regeringsordfører så at sige – haft forskellige møder med kurdiske organisationer. Det vil jeg blive ved med, og det synes jeg er et rigtig godt initiativ, så det tager jeg med mig.

Hr. Søren Søndergaard.

Jamen det behøver jeg ikke forholde mig lang tid til, så jeg synes, vi skal prøve at sætte det i gang og få det på plads, for det er lidt underligt, at kurderne, som har ofret så meget i kampen mod Islamisk Stat, skal udtale sig gennem tv og fjernsyn og ikke kan være her personligt og tale med de officielle myndigheder. Så lad os arbejde på det.

Ordføreren.

Fuldstændig enig.

Tak, og den næste for en kort bemærkning er hr. Uffe Elbæk.

Jeg vil stille mig op og rose på samme måde. Altså, jeg var enig fra start til slut i den tale, der blev holdt fra Venstres side. Mit spørgsmål går på teksten i det forslag til vedtagelse, vi alle sammen er enige om, hvor der står, at man skal bidrage til at afhjælpe det humanitære behov i området. Det er vi jo alle sammen enige om. Men det spørgsmål, jeg så har til Venstres ordfører, er: Kan man forestille sig, at vi tager det ansvar så langt, at vi siger, at vi vil gøre noget særligt i forhold til de kurdiske flygtninge og flygtningestrømme, som nu opstår? Er det sådan, at vi ligefrem prioriterer at tage nogen af de kurdiske flygtninge til Danmark, hvis det i yderste tilfælde er en god løsning?

Ordføreren.

Jamen også tak for de pæne ord – jeg bliver jo helt nervøs til sidst. Men også tilbage til alvoren. For det er jo en alvorlig situation, og jeg mener klart, at vi skal lave flere målrettede civile programmer, bl.a. til at sikre de internt fordrevne. Men jeg vil allerhelst hjælpe dem i nærområdet. Og det skal selvfølgelig være sikre, forsvarlige lejre og alt muligt andet, men jeg forventer også, at vi skal have brugt en del midler på det humanitære og lignende. Så det synes jeg vi skal have en videre dialog om med regeringen.

Hr. Uffe Elbæk.

Jeg er selvfølgelig enig i, at hvis man kan løfte det lokalt, er det klart det bedste. Men vi har set tidligere, hvordan vi har taget en særlig opgave på os, bl.a. i forbindelse med borgerkrigen på Balkan i sin tid i 1990'erne, så den situation kan jo godt opstå. Det er bare det, jeg vil understrege.

Så har jeg et opfølgende spørgsmål. Noget af den konflikt med kurderne i Tyrkiet, vi nu ser og også kan læse om i aviserne, jo også flytter tilbage til Danmark. Man ser, der er konflikt mellem tyrkiske miljøer og kurdiske miljøer her. Er der nogen overvejelser dér?

Ordføreren.

Ja, det er der. Altså, jeg må indrømme, at jeg jo også med stor opmærksomhed følger det, som sker fra de tyrkiske myndigheders side, både via imamer, via moskeer, og også, ser det ud til, den tyrkiske ambassade i København – og det er både det dér, skal vi sige propagandaspil, men også magtspil, der er, hvor man prøver at tryne nogle forskellige holdninger. Og jeg er voldsomt imod det. Jeg mener også, at regeringen selvfølgelig skal gøre alt, hvad den kan, for at tage afstand fra det og også meddele klart til den tyrkiske regering, at det her vil vi ikke finde os i på dansk territorium.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi byder velkommen til den næste ordfører i rækken, og det er hr. Søren Espersen fra Dansk Folkeparti.

Mange tak, og tak til Enhedslisten for initiativet til forespørgslen, som jeg synes var en god idé. Vi har valgt at støtte forslaget i Dansk Folkeparti. Vi er enige i, at der skal være en stærk politisk reaktion på det her. Vi har et par betænkeligheder, men jeg syntes ikke, det skulle overskygge enigheden i Folketinget, og derfor har vi valgt at gå med. Jeg vil sige, at de par ting, som vi havde lidt problemer med, er historien om de europæiske nationers rolle, eventuelt militært, og det med det tyske førerskab har vi lidt svært ved at tygge. Jeg vil jo sige til hr. Martin Lidegaard, at hvis han også regner med samtidig at få en godkendelse i FN's Sikkerhedsråd, tror jeg ikke, det bliver til noget. Det er bare mit gæt. Men jeg tror, han er nødt til at indse, at hvis man vil den vej, skal man gøre det med det, som hedder coalition of the willing, for jeg tror, det er der, muligheden er. Det er så ikke sikkert, at vi skal være særlig villige i den her situation. Det andet, jeg ikke bryder mig om, er sanktionsregimet, og det vil jeg vende tilbage til.

Jeg vil først sige, at situationen, vi oplever nu, er underlig med Rusland og Tyrkiet og så USA i en i virkeligheden gammeldags rolle, for det var det, der kendetegnede USA tidligere, altså at man gerne vil holde sig lidt for sig selv og ikke vil blande sig i ting. Som jeg også sagde tidligere, tror jeg, man er ved at være godt træt af Mellemøsten sådan generelt, og jeg tror egentlig ikke, det har noget med præsident Trump at gøre, han udfører det så bare. Jeg tror mere, det har noget at gøre med den tristhed, der i mange årtier har været med USA's rolle i Mellemøsten. Den, der bliver den mulige taber i alt det her forbrødring, er desværre det kurdiske folk, og det begræder jeg.

Jeg vil gerne bruge min taletid på det med sanktioner og embargo. Jeg har været meget optaget af det igennem lang tid. Nu er det ikke noget særlig stort beløb, vi taler om her, det er 700.000 kr. Det kan godt ske, det er et stort beløb, hvis det er en lille producent et eller andet sted i Jylland, der har fundet en eller anden lille dims, han laver, og så kan det godt være betydningsfuldt for ham, men for staten er det jo ikke særlig voldsomt, og selvfølgelig vil det, som vi gør, ikke blive bemærket i Tyrkiet. Jeg synes, det er for lidt at gøre ud af det, når det kun er 700.000 kr. i dansk eksport til det her.

Jeg synes generelt sagt, at handelssanktioner er af det onde, fordi det i realiteten kun rammer vores eget erhvervsliv. Den allerværste historie er jo i forbindelse med Rusland, hvor man med brask og bram – det var med kongefamilien og den helt store delegation – havde danske eksportvirksomheder med derovre for at begynde at eksportere til det russiske marked, og når det så kommer i gang, afbryder vi herindefra med et tab på måske 4-5 mia. kr. om året de første år, indtil man så havde fundet ud af et eller andet. Og Rusland har så skaffet sig de fødevarer, som de har brug for, ad anden vej, og man er også begyndt at producere f.eks. svinekød i stor stil selv, så man ikke behøver den danske eksport. Vi har haft restriktioner over for Cuba i 60 år, og vi har haft restriktioner over for Iran i 40 år, og det er stadig væk de samme skrækkelige regimer, der sidder begge steder.

Det er i mine øjne for let og for uforpligtende for regering og Folketing at sanktionere, medmindre vi er villige til at kompensere, og det går jeg meget stærkt op i. Jeg synes, det vil gøre os alle sammen her i Folketinget langt mere personligt ansvarlige for det, man gør, hvis man også kommer til at ramme sig selv og danske skatteydere på pungen, sådan at det ikke kun går ud over den producent, som måske i god tro har eksporteret og satset en hel masse for at komme til at eksportere til f.eks. Rusland, men så ser det hele afbrudt med meget, meget kort varsel.

Jeg synes, vi har behov for at diskutere det her igen, og derfor har jeg også her i går indkaldt til en forespørgselsdebat, der skal handle om, hvordan vi kompenserer, når vi sanktionerer. Det er, som jeg siger, i mine øjne en alt for let beslutning at træffe. Hvis det virkelig er noget, der kommer til at betyde, at regering og Folketing skal ud at finde 4-5 mia. kr., så tror jeg nok, at man begynder at tænke sig lidt om i forhold til sanktioner og til våbenembargo, og det håber jeg egentlig vi får en interessant diskussion ud af. Hvis vi indfører det, betyder det, at vi også indfører en sund eftertænksomhed i det, vi gør. Tak.

Martin Lidegaard for en kort bemærkning.

Ja, det var jo et sjovt ordførerindlæg, for det var et ordførerindlæg, der handlede om alt det, man var imod i det fælles forslag til vedtagelse, man alligevel har tænkt sig at stemme for: Man er imod at stoppe våbeneksporten, og man er imod at få Europa mere på banen osv. Så hvad er det egentlig, man er for i forslaget til vedtagelse? Det kunne være interessant at høre.

Men grunden til, at jeg trykkede på knappen, var, at når nu USA trækker sig helt ud af Syrien, som ordføreren er inde på, og efterlader et magttomrum i vores nærområde, hvorfra der kommer et betydeligt antal flygtninge, som jeg ved ligger Dansk Folkeparti på sinde – og der er jo en risiko for endnu flere flygtninge med de skridt, Tyrkiet har taget – så har jeg svært ved at se, hvorfor man ikke fra europæisk side skulle forsøge at spille en rolle i det tomrum med henblik på at stabilisere situationen og få situationen under kontrol.

Altså, skal jeg forstå det sådan, at Dansk Folkepartis antipati mod EU er så stor, at man ikke mener, at Europa skal spille en rolle i vores egne nærområder i en situation, hvor USA ikke har tænkt sig at gøre det længere?

Ordføreren.

Nej, sådan skal det ikke forstås. Vi har eksempelvis været gode allierede til Frankrig i de ting, der er foregået i det centrale Afrika, har været villige til at lave en bilateral aftale med Frankrig. Vi har også gjort det i forhold til Storbritannien og selvfølgelig også USA; det er så et stykke uden for Europa, men det har vi gjort bilateralt, hvis vi har set ideen i det, og det kunne man sagtens forestille sig her.

Jeg tror bare ikke på det. Jeg tror ikke på ideen. Jeg tror, at man må sige, at de kræfter, som har mulighed for at ændre det her, desværre er Putin og Erdogan og præsident Trump i USA. Det er der, hvor de stærke kræfter ligger. Man tager ikke så meget hensyn til Europa. Det mener jeg ikke man gør fra nogen af siderne, og det kan man så beklage.

Men må jeg ikke nok godt lige sige, at jeg synes, det er et godt forslag til vedtagelse. Jeg nævnte de to ting som noget, der var svært for os, men at vi alligevel gerne vil støtte det, der bliver sagt, og jeg har også været enig i meget af det, der er blevet sagt fra talerstolen i dag.

Hr. Martin Lidegaard.

Der er ingen tvivl om, at situationen er svær. Der er heller ingen tvivl om, at EU ikke bare kan gå ind at banke Sikkerhedsrådet på plads. Det skal jeg nok komme tilbage til i min tale. Men på den anden side kan man sige, at ingen vel er i tvivl om, at Europa kommer til at spille en kæmpe rolle i genopbygningen af Syrien på et eller andet tidspunkt, fordi vi har så store interesser i det.

Så spørgsmålet er udelukkende: Hvornår skal Europa forsøge at tage sig sammen til at spille en stærkere rolle? Vi kan selvfølgelig godt vente – det er jo ikke engang længere USA, der gør det; det er Tyrkiet og Rusland – vi kunne jo også melde os på banen nu.

Ordføreren.

Man har jo nu indgået en aftale, forstår jeg. Den ser også ud til at virke, men hvor længe den holder, ved man så ikke. Men jeg tror bare, det var beviset på, at en samtale mellem Putin og Erdogan pludselig ændrede alting fra time til anden. Først lavede man en meget, meget langtrækkende våbenhvile, og så indgik man aftalen her, som ser ud til at holde.

Noget sådant ville jo ikke kun tænkes fra EU's side, fordi EU netop militært og sikkerhedspolitisk er så splittet, som man er i sin tankegang. Hvad er EU? Det har vi tit talt om. Er det Visegradlandene, eller er det Syditalien og Norditalien og Spanien? Hvad er EU, og hvor ligger EU's linje? Den er meget, meget vanskeligt at finde.

Tak. Så er det hr. Søren Søndergaard for en kort bemærkning.

Jeg vil bare sige, at jeg ikke tror, at hr. Søren Espersen skal være så bange for, at USA indtager sådan rent institutionalistiske standpunkter. Altså, samtidig med at man ville trække de 1.000 soldater ud af Syrien for at opfylde valgløfter, som Trump sagde, satte man 2.000 soldater ind i Saudi-Arabien. De 1.000 soldater blev så ikke trukket ud, de blev jo flyttet til Irak for at forsvare oliefelterne, og så for at være på den sikre side efterlod man også et kontingent i Syrien for at forsvare oliefelter. Så altså, det er bare mere et udtryk for, at olie er mere vigtigt end mennesker, men lad det nu ligge.

Det spørgsmål, jeg sådan set ville stille, for det synes jeg var relevant, var, om man også opfatter det at afbryde toldunionsaftalen med Tyrkiet som en sanktion? Altså, EU har jo en toldunionsaftale med Tyrkiet, som betyder, at Tyrkiets største eksport- og importpartner er EU, og det er klart, at lukker man for det, vil det have en fuldstændig afgørende betydning for tyrkisk økonomi. Hvordan opfatter man det fra Dansk Folkepartis side?

Ordføreren.

Jamen altså, det er et princip for os, at sanktioner er af det onde. Det rammer jo også dansk erhvervsliv, selv om det er muligt, at det går endnu hårdere ud over de andre. Jeg tror så heller ikke på, at man ville kunne lave en total EU-embargo af varer, der kommer fra Syrien, for man ville jo så finde nogle andre steder at afsætte dem. Med hensyn til det første er det jo rigtigt med USA's engagement rundtomkring, men lige pludselig – det er i hvert fald nyt for hr. Søren Søndergaard – er det en rigtig god og stor idé, at USA stadig væk skal være politimand rundtom i Europa og i verden og i Asien osv. Er det en ændring af hr. Søren Søndergaards normale måde at se på tingene på? Det må det jo være. Man har altid sagt, at man ikke ønsker den der amerikanske politimand rundtomkring, men når de så trækker sig tilbage, er det forkert, og når de bliver, er det også forkert.

Hr. Søren Søndergaard.

Ja, når man er et sted og trækker sig tilbage for at give grønt lys til en invasion, er det en rigtig dårlig idé. Det kan jeg bekræfte er Enhedslistens holdning. Men i forhold til det med toldunionsaftalen undrer det mig en del, for det har Dansk Folkeparti jo stemt for adskillige gange her i salen, altså at man skulle afbryde toldunionsaftalen, og at man ikke skulle føre forhandlinger om toldunionsaftalen. Derfor undrer det mig meget, og jeg vil bare høre, om hr. Søren Espersen her repræsenterer partiet, eller om det mere er egne synspunkter, hr. Søren Espersen repræsenterer?

Ordføreren.

Jamen altså, vi har været meget klare i mælet, når det f.eks. har drejet sig om Tyrkiets medlemsskab af EU; der var måske i høj grad et sted at tage fat og så måske lave en form for sanktion på den måde. Jeg er ikke helt klar over, hvad det andet er, hr. Søren Søndergaard henviser til.

Vi siger tak til Dansk Folkepartis ordfører og går videre i ordførerrækken til hr. Martin Lidegaard fra Radikale Venstre.

Jeg vil gerne tilslutte mig rækken af ordførere, der takker Enhedslisten for det her initiativ, og jeg vil også takke både Enhedslisten og regeringen og alle andre kollegaer – bortset fra et enkelt parti – for den villighed, der har været, til at finde en fælles udtalelse her. Det er utrolig vigtigt i den her slags sager, at vi taler samlet og med én styrke.

Jeg kan også tilslutte mig de bemærkninger, der allerede er kommet om det fatale svigt af kurderne, vi oplever i øjeblikket, som jeg tror gør os alle sammen både kede af det og vrede, og som derudover udgør en sikkerhedspolitisk kæmpe, kæmpe udfordring, både i kampen mod ISIL, men jo sådan set også i et større perspektiv, fordi kurdernes sag her er så tæt knyttet til hele udviklingen i Syrien som sådan, og derfor er der også en glæde over, at der er kommet en lille smule større fasthed i regeringens håndtering. Det er nuancer, vi taler om, men nuancer tæller også i politik, og her ved det, at vi nu støtter et helt og aldeles stop for eksport af våben til Tyrkiet – ikke kun de våben, der bare går videre til Syrien.

Når alt det er sagt og man så hæver sig lidt over den helt konkrete situation lige nu, synes jeg også, der foregår nogle ting, som vi er nødt til at tage i betragtning, når vi skal vurdere, hvad vi gør som de næste skridt. Den melding, der nu kommer fra USA – ikke bare sådan i talerne fra Det Hvide Hus, men også i konkret handling – er, at USA ikke længere ønsker og ikke længere vil agere verdens politimand i de områder, der ikke er inden for det, man kunne kalde vitale interesse for USA. Det efterlader jo alle steder i verden – på godt og på ondt; der er fordele og ulemper ved det – i en ny situation, som jeg tror rykker grundlæggende ved det, man kunne kalde de tektoniske plader i geopolitikken.

Hvis vi kigger på Europa og vores nærområder, rejser det en række helt nye, fundamentale spørgsmål til de europæiske lande i forhold til både vores naboer mod øst, men bestemt også vores naboer mod syd – i øvrigt også mod nord. Men i dag handler det jo om Syrien, og da den tyske forsvarsminister tidligere på ugen modigt foreslog – for hun havde åbenbart ikke helt regeringsmandatet til det i Berlin – at EU skulle stille med 40.000 mand, at EU skulle forsøge at gå ind og spille en mere aktiv rolle i vores nærområde, tænkte jeg: Det var på tide. Det var på tide, at der var en europæisk stormagt, som turde sige højt: Hvis ikke USA er der længere, så er det Europas tur. Og jeg tror ikke, at ét europæisk land kan håndtere det; jeg tror, det er en fælles europæisk opgave. Og jeg er ikke bandsat opsat på, at det skal være i regi af EU, men det er jo nærliggende, når nu man har en samarbejdsorganisation, at gøre det i regi af EU. Og derfor rejser spørgsmålet sig jo nu, synes jeg: Uanset hvor tyskerne lander, vil EU, kan EU og skal EU påtage sig et større ansvar?

Vil EU? Jeg tror, vi vil opleve, at viljen til både at finde enighed og blande sig og stille ressourcer og mandskab til rådighed vil forandre sig ganske markant i de måneder, vi kigger ind i nu – dels på grund af USA's nye meldinger, men jo også, fordi vi har vitale sikkerhedspolitiske interesser på spil, herunder flygtninge og migration.

Kan EU? Det er et godt spørgsmål, men man kan jo sige, at det selvfølgelig kræver, at EU er villig til også at tale med de nationer, vi i dag har det allersværest med, nemlig Tyrkiet og Rusland. Det er jo helt indlysende. Det er også helt indlysende, at der ikke kommer et mandat fra FN's Sikkerhedsråd flyvende af sig selv. Men jeg kan næsten ikke komme i tanker om en international konflikt, hvor det ikke er foregået på den måde, at der er nogle nøglelande, der har taget initiativ til at forhandle en løsning, som derefter er blevet båret op til Sikkerhedsrådet, som så har givet sin velsignelse.

Jeg er helt opmærksom på, at vi har en dygtig FN-udsending, der jo kæmper så godt, han nu kan – det gjorde den forrige også – for at forsøge at skabe den enighed. Men vi ved jo alle sammen godt, at de virkelige forhandlinger her foregår, som bl.a. hr. Søren Espersen sagde, mellem Tyrkiet og Rusland og nogle gange USA og nogle gange Iran. Det er der, de egentlige forhandlinger foregår. Dér har EU én ting at spille ind, og det er stabilitetskortet, altså den økonomiske underbygning af et nyt Syrien, en genopbygning og etablering, som hverken Rusland eller Tyrkiet eller nogen af de andre lande kan og vil påtage sig. Og vi har også noget andet at spille ind, nemlig at hvis der så skal stilles med en fredsbevarende styrke, kunne vi tilsammen finde mandskabet – selvfølgelig under en FN-hat. Og derfor er svaret på mit tredje spørgsmål: Skal og bør EU gå ind i det her? Og det skal EU efter min mening helt klart, ja.

Tak. Der er en kort bemærkning til hr. Naser Khader.

Tak. Og tak til ordføreren. Et af de argumenter, den amerikanske præsident brugte for først at trække de 50 soldater tilbage og siden de 1.000 andre soldater, var, at de var der alene, europæerne var der ikke. Hvorfor var EU der ikke tidligere? Hvorfor er det først nu, man vågner op?

Ordføreren.

Jamen altså, både amerikanerne og europæerne, uanset om det var Irak eller Syrien, vi talte om, har jo været der for at bekæmpe ISIL, ikke for at bekæmpe Assad, ikke for at bidrage til en varig løsning for Syrien. Og det er jo en stor diskussion, om man skulle være gået ind, dengang Obama trak den røde linje for efterhånden en del år siden og ikke slog igen, da man havde muligheden, og om det ville have forandret den situation, vi er i i dag. Men der, hvor vi er i dag, er jo, at de soldater, der er der, både de amerikanske og alle andre, der har været derinde, har været der for at bekæmpe ISIL, ikke for at bidrage til en løsning i Syrien. Det, jeg taler om nu, er: Kan man forestille sig en løsning i Syrien? Og jeg synes, det sværeste i den konkrete sammenhæng jo netop er, hvad rollen er for Assad og hans regering. Vi er alle sammen enige om, at den kan kun være midlertidig, men i første omgang er det jo Rusland og Tyrkiet, vi i givet fald skal starte en dialog med.

Den næste for en kort bemærkning er hr. Søren Espersen. Værsgo.

Tak. Det er altså en ny måde, Det Radikale Venstre begynder at udtrykke sig på. Altså: Er det okay nu for De Radikale, at man foretager det her skridt, et europæisk militært skridt, uden en tilladelse fra FN's Sikkerhedsråd?

Ordføreren.

Nej. Det, jeg sagde, var, at hvis man skal forhandle en løsning, som kan tages til FN's Sikkerhedsråd, og som vi jo alle sammen ved indbefatter, at både Rusland og USA og England og Frankrig, som sidder i Sikkerhedsrådet alle sammen, kan være enige, så kan man godt påbegynde de forhandlinger, der skal føres dertil, mener jeg. De er jo i gang, altså Erdogan og Putin sidder jo og forhandler. Det, jeg siger, er, at jeg godt kan se EU blande sig i de forhandlinger med henblik på at hjælpe FN med at finde en løsning i Sikkerhedsrådet. Jeg mener ikke, man kan sende soldater ud uden at have de her vitale parter taget i ed, og det foregår jo i praksis i FN's Sikkerhedsråd.

Hr. Søren Espersen.

Det andet spørgsmål, jeg vil stille, er i forhold til den ændring, det så vil være, af Danmarks sikkerhedsudsyn, hvor det i de sidste årtier har været klart, at det har været UK, og at det har været USA, som den danske befolkning har set til og fundet sikkerhed og tryghed i. Det vil være en komplet nyskabelse at foretage sig noget her, uden at i hvert fald et af de to lande er med i en eventuel militær aktion. Tak.

Ordføreren.

Det er jeg enig i at det er. Det, jeg prøver at lægge frem her, er, at jeg tror, at det sådan set ikke rigtig er noget, vi selv vælger, for jeg tror, at USA er ved at vælge for os, og de ønsker ikke længere at bidrage på den måde, de har gjort. Derfor kommer vi til at kigge på det og spørge os selv: Hvad gør vi så i den situation? Det er ikke, fordi jeg ønsker at afskaffe NATO eller det tætte bånd til USA som allieret, når det handler om vores, kan man sige konventionelle sikkerhed. Det har jeg ingen intentioner om eller nogen som helst lyst til, men jeg tror, at når det angår vores egne nærområder, kommer vi til at tage et større ansvar.

Tak. Den næste for en kort bemærkning er hr. Henrik Dahl.

Tak for ordet. I optakten til Irakkrigen for snart mange år siden sagde Chirac, at i forhold til at komme ud af et mellemøstligt land var det ikke så svært at komme ind, altså at ind kunne man altid komme, men at komme ud var straks mere vanskeligt. Hvis vi nu går med på hr. Martin Lidegaards tankeeksperiment om, at Europa skal ind i Mellemøsten, hvordan og navnlig hvornår skal Europa så ud igen?

Ordføreren.

Det er jo her, hvor det at have en fredsaftale og en plan, der er sanktioneret af FN's Sikkerhedsråd, er fuldstændig vitalt. For grunden til, at vores kloge forfædre lavede de regler om, at man skulle have et FN-mandat i ryggen, og at man skulle have det igennem det her ekstremt besværlige organ i Sikkerhedsrådet med de lande, der var så uenige dengang, som vi er nu, var, at man så også havde en plan for, hvor man skulle hen – en plan, som alle verdens store magter sanktionerede og stod bag. Jeg bilder mig ikke ind, at det her er let – det ved vi jo alle sammen godt – men jeg mener bare, at vi er i en ny situation, som vi ikke var i for bare en måned siden, med det, der er kommet fra USA, som gør, at Europa bliver nødt til at stille sig selv nogle spørgsmål i dag, som vi ikke stillede for ganske få uger siden.

Det er egentlig det, der er mit ærinde, og det er meget muligt, at jeg ikke har fundet de helt rigtige og præcise svar på rækkefølgen af de her forskellige ting, men jeg er ret overbevist om, at Europa kommer til at kigge sig selv i øjnene og ikke spørge om, men spørge hvordan og hvornår vi tager et større ansvar.

Hr. Henrik Dahl.

Altså, udenrigspolitik er jo ikke en eksakt videnskab, men der ligger trods alt en hel del empiri, som man kan tænke over. Og det kunne jo godt se ud, som om der ikke er en elegant måde at komme ud af et mellemøstligt land på. Vil hr. Martin Lidegaard ikke godt holde med mig i det?

Ordføreren.

Jo, det har i hvert fald ikke været afprøvet – så langt vil jeg gerne give hr. Henrik Dahl ret. Jeg er også helt enig i, at det er meget lettere at gå ind, end det er at gå ud. Og derfor skal man tænke sig rigtig godt om.

Men det, vi har at gøre med her, er jo så et land, vi ikke gik ind i, og hvor de civile og politiske katastrofer er om muligt endnu større og mere omfattende end i de lande, vi gik ind i.

Så er det fru Eva Flyvholm for en kort bemærkning.

Jamen jeg vil også sige tak for samarbejdet om det her. Jeg synes, det er rigtig vigtigt, at vi kan mødes, og jeg kan netop også mærke, at vi har en fælles bekymring over situationen – så det er rigtig positivt. Det, som jeg opfatter som det mest realistiske – og hvad skal man sige, det remedie, man også hurtigst kan tage i brug – vil jo være, hvis EU også går videre med en række økonomiske sanktioner. Det er jo også noget, der bliver diskuteret i Parlamentet lige nu, i forhold til om ikke man skal udbrede muligheden mere for det. Jeg kunne egentlig godt tænke mig at høre Radikale: Hvor langt ser I at vi kan gå med også at bruge det redskab for at lægge pres på Tyrkiet til at komme ud?

Ordføreren.

Jeg synes, at inden man tager egentlige omfattende sanktioner i brug over for Tyrkiet, er man nødt til at spørge sig selv, hvor det er, man gerne vil ende. Altså, hvad er det egentlig for et endgame, som amerikanerne ville sige, eller slutspil, man ser for sig. Og når man stiller sig selv det spørgsmål for kurdernes vedkommende, synes jeg, det er meget svært ikke også at kigge på Syrien som sådan. For jeg håber og tror på, at vi en dag kan give kurderne et langt mere autonomt selvstyre i det nordlige Syrien, hvor de kan leve i fred og ro uden at blive angrebet af hverken den ene eller den anden. Og hvis vi vil derhen, må man sige, at så er Tyrkiet en del af problemet, og derfor er de også en del af løsningen. Derfor skal man jo tænke sig godt om, inden man tager det skridt. Jeg vil ikke udelukke det. Det kommer meget an på, hvad Tyrkiet gør nu, og hvad der sker. Jeg vil slet ikke udelukke, at det kan komme på tale, men vi skal bare være virkelig klar på, hvor det er, vi gerne vil hen. Og på et eller andet tidspunkt bliver vi også nødt til at tale med tyrkerne om, hvad de forestiller sig. De kan jo ikke holde det her besat til evig tid. Det er jo heller ikke nogen varig løsning for Tyrkiet. Så min opfordring vil være, at man forsøger, jævnfør min tale, at prøve at få gang i den dialog, men har det andet i værktøjskassen klar, hvis det er sådan, at man ikke kan opnå nogen gode resultater.

Fru Eva Flyvholm.

Jamen ønsket om netop at få et frit selvstyreområde for kurderne i det nordøstlige Syrien deler jeg i den grad. Men helt akut har vi set en situation, hvor Tyrkiet i lang tid nu har haft besat Afrin, som er det område, der ligger ved siden af. Vi har også set nu, at man faktisk er rykket ind, og noget af det, der er strategien, er, at man efterlader nogle af de her meget, meget radikaliserede islamistiske lejesoldater sammen med civilbefolkningen osv. Altså, det er nødvendigt at lægge pres på Tyrkiet, for at de kommer ud. Og giver det ikke mening at se på f.eks. toldunionen, i forhold til om der ikke skulle sættes ind der? Kunne Radikale se det for sig?

Ordføreren.

Jo, altså, jeg vil sige, at jeg er enig i, at i alt det, man kan være kritisk over for, så er det, jeg faktisk er mest kritisk over for i forhold til Tyrkiet, præcis de fortropper, de har sendt ind, som jo er lejesoldater, og som jo spreder død og ødelæggelse, hvor de kommer frem – det er helt igennem forfærdeligt. Men jeg vil stadig væk nok holde fast i, at når Tyrkiet gør som de gør, er det ikke kun,fordi Erdogan har en indenrigspolitisk dagsorden – det er det også. Det er jo selvfølgelig også, fordi landet er stærkt presset af at have 3,6 millioner flygtninge, som de tager sig af, og fordi de har været under adskillige angreb fra terror – det har de. Og de er vel det land i NATO-alliancen, der har flest omkomne for terrorangreb, hvis vi kigger tilbage på de sidste årtier. Derfor har og bør Tyrkiet også have en interesse i at finde en løsning på det her.

Tak. Så er det hr. Uffe Elbæk.

Det var faktisk hr. Søren Espersen, som inspirerede mig til lige at stille det her opfølgende spørgsmål. Det er jo rigtigt, som hr. Søren Espersen siger, at vi i udenrigspolitikken har kigget mod vest, altså mod England og USA. Men nu ser vi et England, som højst sandsynligt forlader EU, og vi har en rimelig utilregnelig amerikansk præsident, som måske endda bliver genvalgt, og det gør jo, at man stiller spørgsmålet: Hvordan skal udenrigspolitikken så se ud fremadrettet? Det er ordføreren jo også inde på. Mit spørgsmål er: Hvordan ser Det Radikale Venstre EU spille en meget mere markant rolle, altså hvad ville det betyde at spille en meget mere markant rolle? Er der nogen eksempler på det, er der nogen bud på det? Vi er inde på, man kan sige ukendt territorie, men har ordføreren gjort sig nogen overvejelser om, hvordan Europa kan spille den rolle i det tomrum, der er opstået?

Ordføreren.

Det er et stort og meget vigtigt spørgsmål, som hr. Uffe Elbæk stiller, og jeg kan bestemt ikke svare på det ud fra både tid og evner i dag. Men der er klart eksempler på, at vi har spillet en stadig større rolle. Da Rusland besatte Krim, havde vi et meget splittet Europa, hvor vi var meget uenige om, hvordan vi skulle agere, men fordi det var vores absolutte nærområde, og fordi amerikanerne på det område ønskede, at vi skulle tage en lead, altså styre mængden og styrken af de sanktioner, der blev indført, lykkedes det altså på 22 af hinanden efterfølgende møder – jeg deltog i dem alle sammen – at gå ind uenige og komme ud enige og lægge et endog betydeligt pres på Rusland, samtidig med at man rakte en hånd ud og spillede en rimelig aktiv rolle. Det samme har været muligt i forhold til at håndtere brexit. Der er altså eksempler på, at vi har været i stand til at agere i enighed. Hvornår gør vi det så? Det gør vi, når vi bliver så presset, for at sige det ligeud, at vi er nødt til det. Og jeg kan bare ikke se andet, end at det er det, der er ved at ske igen, og derfor er det bare med at komme i gang med at finde den fælles linje.

Hr. Uffe Elbæk.

Jeg ved ikke, om det næste er et spørgsmål eller mere en kommentar. Det må ordføreren selv afgøre. Jeg er lidt usikker på, hvor stort et Europaengagement vores nuværende regering rent faktisk har. Der er ikke tvivl om, at vi skal være medlem af EU osv. osv. – alle de der pæne ord, man kan nævne – men om vi faktisk ønsker at opprioritere det, og om vi faktisk ønsker at løfte det europæiske ambitionsniveau. Hvad tænker ordføreren, i forhold til hvad regeringen burde gøre for at understøtte den proces, hvor Europa kommer til at spille en større udenrigspolitisk rolle?

Ordføreren.

Jeg vil sige det sådan, at jeg da blev gladere for at høre udenrigsministeren i dag i forhold til hans europapolitiske visioner, end jeg var over at læse interviewet med statsministeren, der ryddede forsiden af Jyllands-Posten forleden. Det må jeg sige ligeud, og det har jeg også skrevet, så det kan jeg godt sige her fra talerstolen. Når det er sagt, er det klart, at det ikke er nogen enkel opgave at skabe en stærk, fælles udenrigspolitik i Europa, men på nogle områder har Danmark et rigtig godt udgangspunkt i forhold til at gå foran. Det gælder det grønne område, som jeg ved udenrigsministeren selv er stærkt optaget af, det gælder en del af udviklingsbistanden og migrationspolitikken, det gælder Arktis, og det vil jeg da håbe Danmark selv aktivt vil gå ind at tage en lead på.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere spørgsmål. Den næste i ordførerrækken hr. Karsten Hønge, SF. Værsgo.

Når en ulykke sker foran en, har man en pligt til at gøre noget. Vælger man at lukke øjnene og trække sig tilbage, har man på et eller andet plan et medansvar. Og Tyrkiet og Syrien er lige foran os. Det er derfor, debatten i dag og opbakningen til et skarpt forslag til vedtagelse er vigtig. For vi vil nemlig ikke lukke øjnene for ulykken i Syrien, hvor kurderne bliver slået ihjel. Erdogan, Assad og Putin gnider sig i hænderne, og Trump er ligeglad. Kurderne betaler prisen. De gode græder, de onde ler, som man siger. Og i den her situation er der ikke meget med, at man kan sige: Sådan på den ene side ... og på den anden side ...

Scenen er klar. Tyrkiet er aggressoren, som har invaderet Syrien. Sådan er rollefordelingen. Og vi står over for et Tyrkiet, der jo ellers i så mange sammenhænge – som NATO-medlem og som stående over for et EU, som de gerne vil være medlem af – prøver at fremstille sig selv som vores venner. Til det må man sige: Tja, med sådan nogle venner har vi da ikke brug for fjender.

Vi kan gøre lidt fra Danmarks side ved at blokere for yderligere våben til Tyrkiet, men vi kan især flytte noget sammen med resten af Europa. Og kravet er utvetydigt, at Tyrkiet skal trække sig ud af de besatte områder. Og vi må i fællesskab i Europa finde måder, hvorpå vi kan lægge os imellem parterne. Der må på et fælles initiativ sikres en sikkerhedszone, og i SF ser vi positivt på tankerne bag det, som den tyske forsvarsminister kommer frem med, nemlig muligheden for at etablere en sikkerhedszone.

Hvordan vejen frem til det skal være, med hvilke lande, hvordan det skal organiseres, og hvordan vi får FN ind som en partner, er lige i dag uklart, men Europa må påtage sig et ansvar for at beskytte kurderne. For kurderne har her og nu brug for humanitær bistand og beskyttelse. USA svigtede; det skal vi ikke. Nu kan vi på tv se Erdogan trykke hænder med Putin, mens de planlægger, hvad der skal ske med rovet.

Vores engagement skal jo drives af omsorg for kurderne, men det hører også med til billedet, at Tyrkiets invasion betyder yderligere destabilisering af området med stor risiko for, at tidligere ISIL-krigere slipper ud af fangenskab. Det rammer området og vil være med til at destabilisere det, men det kommer også til at ramme Europa, hvor vi kan se frem til kamptrænede tidligere ISIL-soldater, der søger ind i europæiske lande. Og mens vi diskuterer, lider kurderne. De har berettigede krav og forventninger om vores solidaritet, og vi trækker ikke på skuldrene, mens en ulykke udvikler sig for øjnene af os.

Tak til ordføreren. Der er ingen spørgsmål, og det må så være tegn på, at ordførertalen var i orden. Så er det hr. Naser Khader, Konservative. Værsgo.

Tak. Jeg vil starte med at sige, at vi Konservative bakker op om forslaget til vedtagelse. Jeg synes, det er et vigtigt signal, vi sender, om, at næsten alle partier her i Folketinget er enige om, hvad vi skal mene om det, der sker i Nordsyrien. Så det er et fremragende forslag til vedtagelse. Det, der foregår i Nordsyrien, er nemlig dybt bekymrende. Det kan medføre flere krige, det kan medføre flere terrororganisationer, det kan påvirke kampen mod Islamisk Stat, det kan påvirke flygtningekrisen i området, og derfor er det vigtigt, at vi markerer over for Erdogan, at han skal stoppe, ved at vi siger hertil og ikke længere.

Jeg synes, at Erdogan er en farlig mand. Han har smadret den tyrkiske model, altså den model, der bygger bro mellem øst og vest, mellem den islamiske verden og Vesten, har han totalt smadret, og om han så forsvinder i morgen, har han sat dybe aftryk i det tyrkiske samfund, og det er bekymrende efter min opfattelse; prøv bare at se på det tyrkiske landshold og deres ageren efter kampen. Jeg synes, det er forfærdeligt at opleve, at når man kommer ned til Mellemøsten, er Erdogan en meget populær mand. Han har forstået at købe sig til popularitet ved at bygge skoler og broer og moskeer, og jeg ved ikke hvad. Jeg har lige været i Nablus på Vestbredden, hvor han har bygget en moské på en sidevej til basaren. Så han er overalt og har de der stormagtsambitioner om at genopbygge det osmanniske rige, og det skal vi altså have stoppet.

Jeg synes også, at det var uklogt af den amerikanske præsident at trække de få tropper, der var der, ud. De var jo ikke ved frontlinjen eller på slagmarken, men de sendte et signal til russerne, til iranerne og til Assad om, at man var til stede. Og her mener jeg, at den amerikanske præsident ikke gik efter USA først, men efter USA's fjender først; han har givet USA's fjender rigtig, rigtig mange muligheder; Assad sidder i dag i Damaskus – man tror ikke sine egne øjne, det er helt vildt med det, der er sket på det seneste. Nu er der gudskelov våbenhvile, og jeg håber, at den kan forlænges, og at Erdogan ikke rykker frem mere, for så skal der mere til end bare de der symbolske våbensanktioner; så skal vi også ramme ham på økonomien, som er hans ømmeste punkt. Han er nemlig i gang med økonomisk at gøre Tyrkiet til Mellemøstens Venezuela.

Når alt det er sagt, mener jeg, at grundproblemet stadig væk er, at der ikke er kommet en fredsløsning i Syrien – det er jo det, der skal arbejdes for – og der synes jeg, at man har overladt banen til Rusland og Putin, når det handler om at være frontfigur i forhold til en fredsløsning, men vi i Vesten kan godt spille en rolle i forhold til at vinde freden. Hvis Syrien skal genopbygges, har hverken russerne, iranerne eller Assad pengene til at gøre det, og der kan vi og Golflandene stille krav i forhold til genopbygningen, og det er, at de syriske flygtninge skal vende tilbage uden at blive forfulgt, og at pengene skal øremærkes til at genopbygge hjem for mange af de syrere, der er flygtet, både internt i Syrien, men også uden for Syrien.

Så jeg synes, at EU og Vesten, herunder Danmark, skal være lidt mere i offensiven i forhold til en fredsløsning i Syrien, for så længe der ikke er fred, vil det smitte af på de omkringliggende nabolande, og vi vil få flere af den slags episoder, som vi har set her på det seneste. Tak.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Uffe Elbæk, Alternativet. Værsgo.

Allerførst vil jeg selvfølgelig sige tak til Enhedslisten for, at I overhovedet har taget initiativ til den her hastedebat. Jeg synes, at I skal have ros for mere end bare debatten her, for hvis der er et parti, som har fulgt hele situationen omkring kurderne igennem mange år, så er det faktisk Enhedslisten. Så jeg vil bare sige fra Alternativets side, at det har vi set, og vi har respekt for det, og vi bakker det op.

Så er jeg også glad for, at vi på tværs af de politiske partier, måske på nær et parti, har kunnet blive enige om den her tekst. Jeg er fuldstændig enig i, som også Socialdemokratiets ordfører sagde, at det er en meget markant tekst. Det er en helt nødvendig tekst, og jeg er rigtig glad for, at de formuleringer, som vi har fundet frem til og er blevet enige om, nu er på papir, og at det her så bliver den officielle holdning fra Danmarks side i forhold til Tyrkiet og i forhold til de øvrige lande, som har interesse for det her.

Når man så står og snakker om det – vi har snakket om alt muligt, vi har snakket om Europas nye rolle, vi har snakket om FN osv. osv. – glemmer man det indimellem, nej, jeg vil ikke sige, at man glemmer det, men lynhurtigt handler det om, at der er kurderne, og så er der alle de store spillere: Der er Putin, og der er Erdogan, og der er Assad. Men det, der jo virkelig driver hele den her debat, er den humanitære katastrofe, som vi ser folde sig ud for øjnene af os.

Det er jo nærmest ubærligt, at vi snakker om allierede i kampen mod IS, som har ofret menneskeliv på vores alle sammens vegne, tæt allierede, som nu bliver solgt, fordi der er nogle større spillere, som har nogle muskler, som vi andre ikke har: Tyrkiet, Rusland og Syrien. Og det, som man kunne have håbet på, nemlig at man havde fundet en syrisk løsning, som De Konservative også var inde på, er vi jo ikke i nærheden af.

Man kan stå her og næsten ikke være i sin krop af frustration over at læse i aviserne, at nu rykker Assad op, og at det ender med, at det bliver hans løsning og hans ambitioner, der bliver indfriet. Alt imens det sker, er det jo ikke bare kurderne som befolkning, som måske nærmest bliver udslettet; det er jo det demokratiske håb i Mellemøsten. Der har i en meget kort årrække været grundlag for at se et nyt demokratisk samfund etablere sig, se ligestilling folde sig ud, se helt nye demokratiske modeller afprøvet, og det er det demokratiske håb, vi nu ser måske blive slukket. Så jeg synes, det er helt forfærdeligt, og det er vi jo alle sammen enige om.

Lige en lille sidebemærkning: Jeg læste i går The New York Times, hvor der var en meget udfoldet artikel om de her fængsler, institutioner, hvor IS-fangerne er og hermed også de børn, hvis forældre har ladet sig hverve af IS. Da jeg læste den artikel, gik det i hvert fald op for mig, hvor fuldstændig ukontrolleret en situation, vi står i. Jeg synes jo, at vi i Danmark burde, og det er i hvert fald Alternativets holdning, bringe de danskere hjem, som er i de her fængsler – i hvert fald deres børn, som på ingen måde har noget ansvar for, at de er havnet i den situation, de er.

Jeg vil virkelig anbefale jer at læse artiklen i The New York Times. Den gjorde i hvert fald et kæmpe indtryk på mig, fordi det pludselig ikke bare var tal, men det var rent faktisk menneskeliv. Ja, man har jo truffet en beslutning, som er utilgivelig, men man er stadig væk et menneske. Og hvor stopper vores menneskelighed så?

Så jeg er rigtig, rigtig glad for debatten i dag. Jeg tror, der er nogle spørgsmål, som stadig væk står ubesvaret, nemlig hvis det ender så forfærdeligt, som det kunne tyde på, hvad betyder det så at lave en humanitær indsats? Burde vi faktisk sige, at vi tager en del af det antal flygtninge, som det her også producerer? Men den diskussion tager vi på et andet tidspunkt.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører i rækken er hr. Peter Seier Christensen, Nye Borgerlige.

Tak for ordet, og tak til udenrigsministeren for redegørelsen. Vi deler selvfølgelig også fordømmelsen af Tyrkiets uacceptable opførsel – det er klart. Vi støtter også de forskellige tiltag, regeringen har taget. Vi støtter, at man ikke godkender eksport af militærudstyr til Tyrkiet, selv om det er meget begrænsede beløb, vi taler om. Hvis det har en symbolsk effekt, synes vi, det er fint at gøre det. Vi er glade for det lovforslag om, at man kan fjerne statsborgerskabet fra syrienskrigerne, der blev vedtaget i formiddags.

For lige at foregribe et spørgsmål, som måske kunne komme, er vi jo som bekendt også modstandere af EU, men vi er ikke mere dogmatiske, end at hvis EU på en eller enden måde kan bidrage til at fremme en løsning her, er det selvfølgelig også i vores interesse, altså, hvis vi f.eks. kunne foreslå, at Tyrkiet mistede sin status som potentielt kommende medlem af EU, synes vi, det ville være rigtig fint. Men der, hvor vi bliver lidt bekymrede, er, når vi ser det her tyske forslag, hvor de taler om en stor styrke på 40-50.000 mand, som skal stationeres dernede – hvordan de så end skal placeres. De kan jo nok ikke bare trænge ind sådan lige p.t., men selv om det er svært at komme ind nu, er det nok endnu vanskeligere at komme ud igen, som vi har snakket om. Så det er sådan set det, der er vores bekymring i forhold til det forslag til vedtagelse, der ligger her.

Vi kan støtte langt størstedelen af det. Det eneste problem, der er, er den sætning, der hedder, at »regeringen skal undersøge, om europæiske lande kan spille en større rolle, herunder i forhold til fredsbevarende indsatser«. Det er vi meget bekymrede for at Danmark skal blive en del af, og vi føler, at hvis vi siger ja til den her tekst, er vi også tæt på at have givet tilsagn om, at vi vil støtte det, hvis der så kommer et forslag. Det giver ikke meget mening, at vi anbefaler regeringen at arbejde på at se, om man kan indsætte en fredsbevarende styrke, og vi så efterfølgende stemmer nej til det. Så det er det, der er vores problem med det her forslag til vedtagelse, og det er grunden til, at vi ikke vil bakke op om det.

Der er en kort bemærkning fra hr. Uffe Elbæk.

Måske var det bare, fordi jeg ikke har forsøgt at høre rigtigt efter, men jeg har bare stadig væk ikke helt forstået det. Hvorfor er det, at Nye Borgerlige ikke vil være med til teksten i det her forslag til vedtagelse?

Ordføreren.

Undskyld, vil være med i hvad! Sagde du »i teksten«? Det, jeg siger der er problemet, er det her med, at vi risikerer at blive trukket ind i konflikten med en fredsbevarende styrke, som kan ende med at være dernede i meget, meget lang tid, uden at vi kommer ud igen. Det føler vi at vi moralsk forpligter os til at bakke op om, hvis vi siger ja til den her tekst, fordi vi beder regeringen om at undersøge muligheden for, at vi kan få sådan en fredsbevarende styrke stablet på benene. Det er det, der er vores problem med teksten i forslaget til vedtagelse.

Hr. Uffe Elbæk.

Er det så rigtigt forstået og hørt, at problemet er at blive involveret i en større humanitær støtteopgave – at det ønsker man ikke at støtte? Det, der er problemet, er ikke spørgsmålet i forhold til kurderne og den humanitære katastrofe, der foregår dernede. Det er ikke det, man er uenig i, men man er uenig i, at Danmark overhovedet involverer sig. Er det forstået rigtigt?

Ordføreren.

Vi er fuldstændig enige i, at det er en uacceptabel situation, at Tyrkiet er trængt ind, og vi mener også, at de skal trække sig tilbage. Det, vi bare er bekymrede for, er, at Danmark skal blive involveret i en fredsbevarende styrke nede i konfliktområdet.

Hr. Michael Aastrup Jensen.

Det gør mig ret ked af det, for det er jo lige præcis den Trumpdagsorden, vi så spiller med på – og så endda ikke engang, for det, som præsident Trump siger, er, at Europa ikke har taget deres opgave alvorligt, og derfor trækker man sine tropper ud. Hvis vi så også har europæiske politikere, der siger, at deres lande heller ikke er der, så er der jo ingen, der er der. Så er det jo kun diktatorer og lignende, som får lov til at bestemme følgende ting, som jeg også troede var vigtige for Nye Borgerlige, nemlig flygtningestrømme, migrantstrømme, og om terrorister kan rejse til eller fra Europa.

Så jeg må indrømme, at jeg faktisk bliver meget ked af det, når jeg hører, at Nye Borgerliges politik er, at det der vil man simpelt hen ikke, og så håber man på, at nogen løser det, og hvis det ikke er tilfældet, må vi jo tage det, som det kommer. Men vi taler altså om terrorister, vi taler om migrantstrømme, som kan være fuldstændig uoverskuelige, og som kan ramme Danmark.

Ordføreren.

Nej, jeg mener ikke, at de vil være fuldstændig uoverskuelige, hvis vi er villige til at gøre de tiltag, der skal til – det skal bare gøres inden for Europa. Det skal ikke løses, ved at vi posterer danske soldater nede i området; så skulle vi hellere postere dem ved den danske grænse, hvis der opstår et problem.

Hr. Michael Aastrup Jensen.

Vi taler om 15.000 Islamisk Stat-terrorister – og det er så bare sådan noget, man lige kan håndtere. Al ære og respekt for Nye Borgerliges udenrigsordfører, men det synes jeg ikke er noget, man bare lige kan håndtere. Det er altså alle sammen terrorister, som også synes, det kunne være sjovt at ramme mål i Danmark, og så taler man om, at vi skal have soldater ved grænsen. Ønsker man så at bygge en mur a la Trump, hvor man så tror, at man kan standse de der terrorister? For jeg kan afsløre, at vi altså også har vand omkring Danmark, så det er ret nemt at tage til Flensborg og finde en eller anden lille gummibåd og så sejle hertil, hvis det skulle være. Så man kan ikke lave en grænse, der vil være hundrede procent sikker i forhold til de her terrorister.

Så jeg indrømmer igen, at jeg er ked af, at Nye Borgerlige ikke erkender, at der altså også er en terrortrussel her.

Ordføreren.

Jo, vi mener da bestemt, der er en terrortrussel, men vi mener bare, at den skal håndteres på anden vis, og vi mener ikke, at vi skal håndtere den, ved at vi posterer de danske soldater i Syrien.

Hr. Henrik Dahl.

Som jeg også var inde på i mit spørgsmål til hr. Martin Lidegaard, erkender jeg fuldt ud, at det kan være svært at komme ud af et militært engagement. Men hvis jeg forstår hr. Peter Seier Christensen rigtigt, er nejet til den fælles udsendelse motiveret af, at det er svært at komme ud af en fredsbevarende mission. Og det undrer mig lidt, for typisk er det jo sådan med fredsbevarende missioner, at der kan man afmelde sit bidrag inden for nogle bestemte frister, og så er man ude af dem.

Vil Nye Borgerlige genoverveje sin position, i lyset af at man som regel kan afmelde sit bidrag til fredsbevarende missioner uden større problemer?

Ordføreren.

Nej, vi mener stadig væk, at vi forpligter os for meget ved at gå ind i den her aftale. Hvis der kommer et konkret forslag på et senere tidspunkt, vil vi være villige til at vurdere, om det er noget, vi vil gå ind i. Men vi vil ikke gå ind på nuværende tidspunkt og forpligte os til at gå ind i sådan en aftale, og det føler vi at vi vil gøre med det her papir.

Hr. Henrik Dahl.

Men så vil jeg gerne høre, hvilken rolle afvejningen i forhold til flygtninge spiller for Nye Borgerlige. For Nye Borgerlige er jo et parti, der bekymrer sig meget over flygtninge og at der skulle komme flygtninge til Europa og Danmark. Er der ikke en eller anden form for sammenhæng mellem at etablere ro i et område og så flygtningeproblemer i Danmark?

Ordføreren.

Vi mener stadig væk ikke, at det er den måde, man skal håndtere det på. Den måde, vi fik stoppet flygtningestrømmen på i 2015, var, at der blev rejst grænsehegn i Østeuropa. Det var derfor, det blev stoppet. Tallene faldt, lang tid før vi lavede aftalen med Tyrkiet, så vi kan godt håndtere problemerne internt i Europa, hvis det er det, vi vil.

Hr. Naser Khader.

Jeg vil gerne lige forstå Nye Borgerliges udenrigspolitik. Var det en fejl, at vi i Danmark sammen med andre lande i en koalition bekæmpede Islamisk Stat og smadrede deres base, deres såkaldte kalifat? Skulle vi ikke have deltaget?

Ordføreren.

Det er jeg ikke sikker på om vi skal eller ikke skal. Jeg synes, vi har haft mange problemer med de forskellige aktioner, vi har deltaget i. Man kan se, at Irak også har udviklet sig efter invasionen på en helt anden måde, end man havde håbet. Libyen er faldet fuldstændig fra hinanden, vi er meget bekymrede for den type af aktioner, hvor vi går ind og blander os i nogle fremmede konflikter.

Hr. Naser Khader.

Man er nødt til at se på de enkelte missioner hver for sig. Det handler ikke om Libyen, Afghanistan, Irak. Det handler om kampen mod Islamisk Stat. Skulle vi ikke have deltaget? Hvem skulle have bekæmpet Islamisk Stat?

Ordføreren.

Det er også muligt, at det var rigtigt at gå ind og bekæmpe Islamisk Stat i en begrænset aktion, men vi mener ikke, at vi skal gå ind og involvere os i et længerevarende projekt nede i Syrien. Vi mener, vi skal håndtere det, som jeg har forklaret. Hvis der er problemer med flygtningestrømme, skal vi håndtere dem internt i Europa.

Vi siger tak til ordføreren. Der er ikke flere spørgsmål. Så er det hr. Henrik Dahl som ordfører for Liberal Alliance. Værsgo.

Tak til ministeren og ordførerne for nogle tankevækkende indlæg og en tankevækkende debat. Og det er dejligt at se så mange af udenrigsordførerne fra den forrige valgperiode igen. Jeg kunne ikke undvære det gode selskab, så her har I mig tilbage.

Der er ingen tvivl om, at situationen i det nordlige Syrien er alvorlig, og der er heller ikke tvivl om, at Danmark gør sit yderste for at påvirke situationen i en gunstig retning. Det har vi hørt ministeren fremlægge. Om vi kan gøre en reel forskel uden politisk vilje fra en eller flere stormagter kan man være lidt bekymret for. Det fremgår også af diskussionen.

På grund af interne forhold i mit parti, som I har kunnet læse om i medierne, fik jeg først overdraget ordførerskabet og dermed sagen her så sent som i går. Og derfor blev jeg nødt til at snyde lidt med hensyn til forberedelse, og det gjorde jeg ved at se på, hvad jeg selv har sagt tidligere i den her sag.

I det nummer af tidsskriftet Ræson, der udkom den 12. maj 2011, altså for snart 8½ år siden, prøvede jeg noget farefuldt, nemlig at se frem til året 2020, og det er jo altså et år, der nu ligger mindre end 3 måneder ude i fremtiden. Det skete i en artikel, som hed »Det bliver 10 hårde år«. Og hvad skrev jeg så dengang for mere end 8 år siden. Jeg citerer fra min egen artikel:

»Vel presses USA af problemkomplekset dårlig økonomi/realitetsfornægtende politikere og af nye, internationale spillere, men at det skulle gå så galt, at vi ikke længere lever i en amerikansk domineret verden i 2020, har jeg svært ved at se for mig. Mellemøsten? Tja. Skal vi ikke gætte på, at de vil synke ned i kaos, og at de mest velorganiserede – hvem det så end er – på et eller andet tidspunkt sætter en stopper for det?«

Det er jo et citat, som viser, at det kan være svært at spå om fremtiden, for har USA en svag økonomi? Nej, det kan man ikke sige. Men der er nu også nogle elementer i citatet, der ikke er så skæve. Har USA realitetsfornægtende politikere? Nogle har de i hvert fald. Er der kommet nye internationale spillere? Både-og – Rusland og Iran har været der hele tiden, men de har fået en meget stærkere rolle og for Ruslands vedkommende også en meget anderledes attitude, end man havde dengang. Og så er man jo desværre også nødt til at kalde Islamisk Stat for en ny international spiller. Og så er der den centrale påstand for hele regionen efter det arabiske forår, og her er jeg så uenig med hr. Uffe Elbæk, kan man godt høre, for den centrale prognose er jo: Skal vi ikke gætte på, at regionen synker ned i kaos, og at de mest velorganiserede, hvem det så end er, på et eller andet tidspunkt sætter en stopper for det?

Den 8½ år gamle prognose har jo desværre vist sig at være rigtig. Syrien er et land, der er sunket ned i kaos, og nu sætter de mest velorganiserede, nemlig Tyrkiet i forståelse med Rusland og Assad-regimet, en stopper for det kaos. Det sker med USA's accept, og Europa kan ikke rigtig gøre noget ved det.

Man kunne godt gøre sig lystig over en mere krigerisk retorik fra Enhedslisten end sædvanlig, men det vil jeg ikke gøre, for Enhedslisten er jo havnet det samme sted, som Danmark er havnet mange gange, nemlig i det, man godt kan kalde ad hoc-forslag – til en vis grad båret af følelser og ikke en del af en samlet dansk forståelse eller en samlet strategi. Hvordan skulle vi komme ud af området igen? Det er jo et svært spørgsmål, som det aldrig er lykkedes for Danmark eller et vestligt land at svare på, når det gjaldt Mellemøsten. Så jeg vil bruge resten af min taletid på at lancere et forslag, som generalsekretæren for Atlantsammenslutningen, Lars Bangert Struwe, fremsatte i Ræson den 12. juli 2019.

Forslaget går ud på, at Danmark udvikler en egentlig Mellemøsten-strategi, for Struwe har jo ret i, at Danmark har ikke en Mellemøstenstrategi. Og det har vores tidligere engagementer i regionen båret præg af, og det bærer den her debat også præg af. Så må jeg ikke opfordre til, at vi tager det alvorligt. Danmark har, som Lars Bangert Struwe siger, brug for en Mellemøsten-strategi. Udenrigsministeren er manden, der kan sætte projektet i værk. Jeg håber, det bliver til noget. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Så er vi igennem ordførerrække, og vi går over til udenrigsministeren.

Tak til formanden, og først og fremmest tak til ordførerne. Tak til fru Eva Flyvholm og hr. Søren Søndergaard for forespørgslen. Og jeg vil også takke for den sådan rigtig gode debat, vi har og har haft her i dag, og ikke mindst for, at vi har fået en rigtig god og meget, meget bred opbakning til det forslag til vedtagelse, der ligger foran os, og som vi skal vedtage senere. Det er jeg rigtig glad for.

Jeg mener helt oprigtig talt, at når vi står over for så alvorlige situationer, er det godt, at vi kan samle os i Folketinget, i Danmark, om en, synes jeg, rigtig god og også vidtgående tekst på mange områder, som fordømmer Tyrkiets operationer, og som har det klare ønske og sigte at hjælpe de civile, der i den grad bliver ofre – krigens første ofre er jo de mennesker, der bliver ofre for flugt, for overgreb osv. – og som også peger på nogle veje, hvorpå vi i fællesskab kan spille en større rolle. Så lige så vigtigt det er, at Folketinget står sammen, er det, vil jeg også gerne sige, at vi også i Europa og i koalitionen mod Islamisk Stat står sammen, hvis vi skal vinde over det, der truer os, nemlig terrorister, Islamisk Stat, men også vinde freden i et Syrien, som efter knap 9 år jo er blevet terroriseret af en altødelæggende krig, som har haft store konsekvenser.

Hvis jeg lige må tage ordførerne. Jeg vil først og fremmest takke fru Eva Flyvholm. Jeg vil sige, at jeg tror, det er vigtigt, at Europa spiller en kæmpe rolle. Jeg tror, at en af de ting, vi også skal gøre i den sammenhæng, er at støtte det politiske spor, som ikke mindst er forankret i FN. Det var ikke uden grund, at FN's særlige udsending, Geir Pedersen, var med til det møde blandt EU's udenrigsministre og briefede os, og vi havde en diskussion om, hvordan vi kunne komme videre ad det politiske spor i Syrien. Og kan EU også støtte det og støtte det arbejde, FN gør, så tror jeg, det er rigtig vigtigt. Så der er ikke, som der var en debat mellem hr. Martin Lidegaard og fru Eva Flyvholm om, nødvendigvis en modsætning mellem, at EU spiller en større og stærkere rolle, og at FN kommer til at spille en større rolle. Jeg tror faktisk, at hvis man arbejder sammen, kan vi få en meget større indflydelse.

Desuden var det også EU-lande, der tog sagen op i FN's Sikkerhedsråd med det samme og krævede den på dagsordenen. Det var ikke muligt at få vedtaget en tekst, for der er jo nogle lande, der har vetoret i Sikkerhedsrådet, herunder Rusland. Men det var vigtigt, at det var EU, der var fremme i skoene.

Dernæst vil jeg nævne, at den erklæring, vi så vedtog på udenrigsministermødet i EU, også var den erklæring, der ikke bare fik Tyrkiet, men også Erdogan selv til at reagere. Og det siger mig noget om, at gør vi noget sammen, så får vi også lagt pres på Erdogan og på Tyrkiet. Gør vi noget hver især, ser vi ikke de samme reaktioner. Altså, han gjorde grin med den, og Tyrkiet sagde, det var en joke. Men jeg tror alligevel, det er vigtigt, at vi forstår, at når vi gør noget sammen, kan vi altså presse Tyrkiet til at komme i dialog, også med de ting, hvor vi er dybt uenige med dem som i den her sag.

Så vil jeg sige, at den humanitære situation jo er ganske forfærdelig. Der har været diskussion af, om man f.eks. kan hjælpe kurderne mere målrettet og bedre. Jeg tror, det er vigtigt at sige, at alle civile, som er ofre i sådan en konflikt, skal hjælpes, og den måde, vi hjælper på fra dansk side, er i høj grad igennem humanitære organisationer, der er til stede. Og der er et meget grundlæggende princip om, at der hjælper man dem, der har behov og skeler ikke til, om folk har en anden etnisk, religiøs eller national baggrund. Der hjælper man dér, hvor man kan, og jeg tror, det er rigtig vigtigt at holde fast i det princip. Med det sagt står det også skrevet i forslaget til vedtagelse, at som følge af operationen i det nordøstlige Syrien er det vigtigt, at vi sikrer, at der er den rigtige humanitære hjælp til den region også.

Flere ordførere var også inde på det strammede våbeneksportregime, som vi har indført. Hr. Michael Aastrup Jensen nævnte, at det var godt, at vi strammede vores regime fra dansk side. Det er jeg helt enig i. Som jeg nævnte tidligere, har vi her i Danmark arbejdet for, at EU fik vedtaget det skarpeste fælles våbeneksportregime i forhold til Tyrkiet, som vi kunne finde enighed om. Og jeg er glad for, at det lykkedes at komme langt hen ad vejen, og derfor er det også naturligt, at vi selvfølgelig i Danmark strammer op.

Jeg vil sige, at vi allerede i forvejen havde et stramt regime på baggrund af Afrinoperationen sidste år i det nordvestlige Syrien, hvor der altså også var en tyrkisk operation. Der strammede den forrige regering jo op og sagde, at alle tilladelser til våben, der kan bruges i Syrien, ikke blev givet. Den nye regering har strammet yderligere op i forhold til den forrige regering med det, vi har gjort nu, og det tror jeg er rigtigt, og jeg er glad for, at også Venstre støtter den ydeligere opstramning, og at vi skal være helt i front på det her. Så det mener vi er stærkt signal at sende. Når det er sagt, er det hele tiden vigtigt, at hvis vi gør det sammen i EU, får vi altså en større mulighed for at påvirke situationen.

Så er der diskussionen, som flere har været inde på, om det tyske forslag om en international sikkerhedszone med bidrag fra europæiske lande. Jeg tror, at det er rigtig vigtigt. Altså, vi ser fra regeringens side med stor alvor på situationen i det nordøstlige Syrien, og en løsning skal først og fremmest findes i det politiske spor, som jeg har nævnt flere gange. Men regeringen ser umiddelbart positivt på alle relevante løsninger, der kan samle en international opbakning. Det gælder også de tyske tanker, som vi egentlig ser frem til at høre nærmere om, og straks, da de kom frem, bad vi også ambassaden i Berlin om at undersøge sagen. Og jeg kan også forstå nu, at den tyske forsvarsminister ventes at dele flere informationer på det NATO-forsvarsministermøde, der er i dag og i morgen, og det tror jeg er rigtig vigtigt.

Vi er ikke fra dansk side blevet anmodet om at bidrage, og hvis vi bliver anmodet om det, skal vi selvfølgelig se på det. Det står dog klart for alle, tror jeg, at den seneste udvikling, ikke mindst den russisk-syriske aftale om grænseområdet, gør en international sikkerhedszone endnu sværere at etablere, end tilfældet var, da den tyske forsvarsminister udtalte sig tidligere på ugen – det var jo før den her aftale. Så det siger også noget om kompleksiteten i det, men jeg synes, det er vigtigt, at det bliver diskuteret, og jeg kan forstå, det er et emne på forsvarsministermødet i dag og i morgen.

Fru Eva Flyvholm nævnte også kurdiske delegationer, og det er klart, det er nogle, som jeg selvfølgelig vil sikre at Udenrigsministeriet mødes med, så vi får et billede på, hvordan det er. Så det er klart noteret, at det er noget, som vi vil gøre i Udenrigsministeriet.

Retsforfølgelse af fremmedkrigere er også blevet bragt op i debatten, og jeg vil sige, at det er rigtig vigtigt at arbejde for at finde veje – det gør vi i regeringen – til en international og regional retsforfølgelse af de her fremmedkrigere. Man skal tænke på, at det er mennesker, der har vendt Danmark ryggen, er rejst til Syrien, har tilsluttet sig Islamisk Stats dødsrige og har begået nogle af de frygteligste forbrydelser, man kan komme i tanker om. Altså, det er mennesker, hvoraf nogle af dem har dansk statsborgerskab, men som har vendt Danmark ryggen og svigtet de værdier, vi står for. Og jeg tror, det er rigtig vigtigt, at vi arbejder på, at de mennesker bliver retsforfulgt tæt på, hvor de har begået deres gerninger; det gør vi så fra regeringens side. Det er ikke nemt, men det er vigtigt at fortsætte det spor.

Hr. Søren Espersen var inde på sanktioner, og sanktioner som sådan kommer vi til at tage en længere debat om på et senere tidspunkt, forstår jeg – det glæder jeg mig til. Jeg tror, at det er meget vigtigt, når man laver sanktioner, at de skal være målrettet mod de mennesker, som er ansvarlige for de beslutninger, som volder skade, eller som man er uenig i, og at de i øvrigt også har en virkning, over for dem, man målretter dem mod. Men det bliver en lang debat, vi kommer til at tage på et tidspunkt. Jeg vil bare sige, at i relation til Tyrkiet og Syrien tror jeg det er vigtigt, at vi ser på, hvad det egentlig er for nogle ting, vi kan gøre, der reelt kan gøre en forskel i forhold til Tyrkiets adfærd. Og der er det igen min klare overbevisning, at jo flere lande vi er, der står sammen, og som reelt gør nogle fælles ting, jo større chance har vi for at påvirke, hvilken adfærd Tyrkiet og andre spillere har i regionen, end hvis vi gør det hver for sig. Men jeg glæder mig til at diskutere sanktionsregimet ved lejlighed.

Hr. Martin Lidegaard var inde på, om ikke EU kan spille en større rolle. Og der var også en generel diskussion om udenrigs- og sikkerhedspolitikken. Ét er, at vi i europæisk sammenhæng sidder 27 eller 28 lande og diskuterer, hvad vi skal gøre, og laver konklusioner, men jeg tror også, det er rigtig vigtigt, at vi bliver meget bedre til at gennemføre dem i praksis, og at vi går ud og sikrer, at det, vi mener, også omsættes i handling, for ellers bliver vi bare nogle papirtigere i Bruxelles, og det er ikke det, vi ønsker. Så det er noget, regeringen varmt støtter at vi kan gøre i fællesskab.

Jeg vil sige, at specielt i forhold til Syrien har vi jo faktisk – som flere ordførere har været inde på, bl.a. hr. Naser Khader, tror jeg, og andre – fra europæisk og de vestlige landes side ressourcerne til at genopbygge et Syrien, der er sønderbombet og sønderknust. Og det er forhåbentlig os, der skal være med til at genopbygge, når der engang kommer fred i Syrien; det er jo ikke Rusland, det er ikke Iran, det er ikke andre af de her spillere. Og derfor er det vigtigt, at vi holder fast i princippet om, at vi ikke accepterer Assads dagsorden, men skal have et politisk spor, der gør, at vi kan lave et Syrien for alle, altså en ny forfatning, der gør, at vi kan få en fred og så bruge det, altså vores genopbygningsbistand til den tid, til at presse på og sikre, at vi får den rigtige politiske udvikling. Der har Europa også en kæmpe rolle at spille – og den kommer vi til at kigge på. Men generelt set at styrke vores fælles koordination i udenrigs- og sikkerhedspolitikken er jeg sådan set meget enig i.

Skal Danmark have en mellemøststrategi? spørger hr. Henrik Dahl. Jeg kan se, at min taletid er gået, så jeg skal gøre det meget kort. Apropos det, jeg siger, tror jeg, det er vigtigt, at vi har vores egne strategiske overvejelser om, hvordan vi fra dansk side udøver indflydelse i Mellemøsten. Jeg tror ikke – og det tror jeg også at hr. Henrik Dahl er meget enig med mig i – at vi selv kan spille en enerolle, altså unilateralt, fra dansk side; så stærke er vi dog ikke. Men igen vil jeg sige, at med vores NATO-partnere, EU-partnere og gennem FN og f.eks. også med vores arabiske partnerskabsprogram kan Danmark jo faktisk spille en rolle. Og strategiske overvejelser omkring det synes jeg er rigtig vigtigt. Det er jo noget, vi har, men det er noget, som jeg er enig i vi skal opdatere løbende. Det arabiske forår, som vi alle havde drømt om blev startskuddet til en ny demokratisk udvikling i den del af verden, er jo nok endt lidt anderledes, end vi havde håbet på, kan man rolig sige. Og der kan vi så tage bestik af det og finde ud af, hvad den bedste strategi er for at fremme vores interesser og værdier i den sammenhæng. Og nu er tiden gået, så nu skal jeg stoppe. Tak.

Tak for det, udenrigsminister. Der er nogle spørgsmål, og det første er fra fru Eva Flyvholm.

Tusind tak for den gennemgang. Det her er jo også et område, der udvikler sig rigtig hurtigt hele tiden, og mens vi har siddet her i Folketingssalen, har Europa-Parlamentet faktisk også været samlet og holdt møde om præcis den samme situation og om de her angreb i dag. Der er man faktisk nået frem til, hvad jeg synes er en super, super god vedtagelse, hvor Europa-Parlamentet siger, at man opfordrer Rådet til at overveje at vedtage passende og målrettede økonomiske foranstaltninger mod Tyrkiet, og at man lægger op til, for at stoppe yderligere optrapning i det nordøstlige Syrien, at overveje at suspendere handelspræferencer i forhold til aftalen om landbrugsprodukter, og at man som sidste udvej vil suspendere toldunionen mellem EU og Tyrkiet. Det er det, Europa-Parlamentet har vedtaget, mens vi har siddet her. Det synes jeg er stærkt. Det vil jeg gerne høre ministerens holdning til også, altså om det ikke er et naturligt næste skridt at begynde at tage fat på.

Udenrigsministeren.

Med udenrigsministerens baggrund kan jeg jo kun sige, at det en gang imellem er sådan, at Europa-Parlamentet vedtager nogle fornuftige ting, hvis der er nogle fornuftige medlemmer til stede!

Jeg vil gerne se på de ting, som Europa-Parlamentet vedtager. Som sagt tror jeg, det er rigtig vigtigt, at vi ser på, hvad der reelt kan være med til at skabe en forskel, i forhold til hvordan vi kan påvirke Tyrkiets adfærd. Det er sådan set det, som jeg er meget stærkt optaget af, altså hvilke virkemidler vi har, der reelt kan gøre det her, og hvordan vi får den her proces tilbage på et politisk spor, hvor man kan finde en løsning for de forskellige befolkningsgrupper i Syrien, der er retfærdig og bæredygtig for dem. Altså, det tror jeg er rigtig vigtigt, og derfor skal vi med opbakning til FN vurdere, om vi skal kigge på andre muligheder i forhold til sanktioner. Fra dansk side holder vi alle muligheder åbne, men vi vil gerne se, hvad det er, der virker i den konkrete situation, og jeg tror ikke, vi skal gøre noget, bare fordi det er fristende. Nogle gange er det fristende at gøre nogle ting, som symbolsk ser meget stærke ud, men hvis det ikke har nogen reel virkning på situationen, tror jeg ikke, det er den klogeste vej at gå.

Tak. Fru Eva Flyvholm.

Det er bare for at sige, at jeg er helt enig i, at man skal følge FN-sporet – der er jo nogle problemer med, at kurderne ikke er ordentlig inddraget osv., men det må vi også prøve at arbejde for – men ministeren må vel give mig ret i, at det vil have en effekt over for Tyrkiet, hvis man suspenderer den toldunion. Det har en rigtig stor økonomisk betydning, og nu er der altså et Europa-Parlament, som faktisk er blevet enige om, at det her er det skridt, man vil tage. Det er jo, fordi folk er dybt, dybt bekymrede – den samme bekymring, som vi også deler her – og derfor synes jeg også, at Danmark ikke skal stå sådan på hælene og vente på, hvad der sker, men faktisk være et af de lande, der griber det signal og siger: Okay, vi er klar til at gå i gang med det her. Så det håber jeg virkelig at udenrigsministeren er åben over for.

Udenrigsministeren.

Tak. Jamen 1) vi deler fuldstændig bekymringen over det, der er sket, og hvordan vi overhovedet får det her til at vende og komme ind i en anden spiral end det, vi har set de sidste par uger i forhold til Syrien. Men 2) jeg tror det er vigtigt, at vi hele tiden kigger på – og det mener jeg, og jeg vil gerne studere, hvad Europa-Parlamentet har vedtaget – hvad de bedste handlemuligheder er for reelt at påvirke situationen i forhold til Tyrkiets adfærd. Det er det, der er rigtig vigtigt fra regeringens side. Det tror jeg som sagt vi gør, hvis vi kan få andre lande med, som vi gjorde i forhold til en restriktiv våbeneksportlinje, til at sende et klart signal og gøre nogle konkrete ting. Så det er noget af det, som jeg vil tage med. Men jeg vil gerne studere, hvad Parlamentet har sagt, og så kan vi vende tilbage til det ved en senere lejlighed.

Hr. Martin Lidegaard.

Jeg var virkelig glad for, at udenrigsministeren var med på det europæiske spor og også kunne se et perspektiv i det. Jeg synes, at det er en klog betragtning, at det her samspil mellem FN og EU har et potentiale, der ikke er helt udtømt endnu. For det er jo helt oplagt, at FN kan noget, EU ikke kan, nemlig forhåbentlig skabe et fælles mandat og sikkerhed omkring en eventuel sikkerhedszone og fredsløsning i Syrien. Men det er jo også rigtigt, at EU kan noget, FN ikke kan, altså både i forhold til finansiering, men også i forhold til, kan man sige, den fase, vi er i nu. Og jeg har hele tiden oplevet det som udfordringen for FN's udsending, at der foregår en masse ting, som FN ikke er inviteret til, om jeg så må sige, og hele tiden ændrer situationen sig på jorden dramatisk.

Tror udenrigsministeren på, at EU forsøger at kaste sig ind i de forhandlinger, der hele tiden pågår mellem de afgørende magter på jorden i Syrien i øjeblikket, især Tyrkiet og Rusland, og vil han lægge sin egen politiske kraft bag, for at EU kommer ind og begynder at få en realpolitisk dialog med de lande med henblik på at kunne løfte det op til en FN-løsning? Det tror jeg skal til.

Udenrigsministeren.

Tak. Jeg er helt enig med spørgeren i, at EU har en stor rolle at spille, ikke mindst i forhold til handel og genopbygning, og at EU i det hele taget har betydning for regionen. Jeg synes også, det er vigtigt – og spørgeren var selv inde på det i spørgerens eget indlæg her – at sige, at uden dialog med f.eks. Tyrkiet og Rusland om, hvad der findes af løsninger, så kommer vi ikke videre. Jeg tror så også, at jeg vil sætte en klar grænse, for en af de store spillere er jo Assadregimet selv, som jo, som vi kan se, også har fået større kontrol nu i Syrien. Der vil jeg sætte en grænse, i forhold til hvem vi skal i dialog med så at sige, og på hvilke betingelser. Der er et FN-spor, der kører, som vi kan støtte. Men jeg er enig i, at vi selvfølgelig skal i dialog med Tyrkiet og også gerne med Rusland, men det skal være på betingelser, hvor de krav, vi har, i forhold til f.eks. mindretal og en demokratisk ordning kommer til at gælde i Syrien for alle grupper. Det er ikke noget, der skal kunne legitimere noget af det, der er sket, men det er for at finde en løsning, der til sin tid kan forankres i FN. Det synes jeg er fint at have en dialog om.

Hr. Martin Lidegaard.

Det er jeg enig i, også i, at Assad heller ikke indgår i mine overvejelser som forhandlingspartner. Men så kunne jeg bare godt tænke mig at slutte af med at spørge her: Er der ifølge ministerens opfattelse omkring bordet i Bruxelles – der sad ministeren sidste mandag med sine kollegaer – en eller anden erkendelse af, at nu, hvor USA trækker sig ud af Syrien, så bliver EU eller Europa nødt til på en eller anden måde at steppe op?

Udenrigsministeren.

Det er jo også det, der gjorde, at den danske regering var klar til at sende et kirurgbidrag til Syrien sammen med amerikanerne for at bekæmpe Islamisk Stat og være med til stabilisering i det nordøstlige Syrien. Jeg ville ønske, at flere europæiske allierede ville følge den meget aktive politik, som nu skiftende regeringer har fulgt i forhold til det nordøstlige Syrien. Så det er et budskab, som vi bringer med, men man må også bare sige, at det ikke er alle europæiske regeringer, der har været lige så villig til at bidrage, som den danske har. Det kunne man selvfølgelig godt have ønsket i den her situation.

Tak. Så er det hr. Søren Espersen.

Tak. Jeg har et par spørgsmål. Jeg kredser om det her med handelssanktioner og handelsrestriktioner igen. Er der nogen danske virksomheder, der nu behøver at være nervøse for tab i forhold til det, der nu bliver indført? Det andet, jeg vil spørge om, er: Har de sanktioner og restriktioner, der har været i forhold til i Rusland, virket, og har de gjort Rusland til et svagt land, som ingen indflydelse har? Hvordan har de restriktioner, vi har haft der, fungeret – og som har kostet mange danske eksportindtægter?

Ministeren.

Tak til hr. Søren Espersen. Til det første spørgsmål: Det er klart, at virksomheder, der har påtænkt at bede om en licens til at eksportere militært udstyr til Tyrkiet, vil blive ramt af den meget restriktiv linje, vi har ført nu. Det vil danske virksomheder også. Det er klart, sådan er det. Det er konsekvensen af det. Jeg vil også sige, at vi jo ikke har særlig stor eksport til Tyrkiet, men hvis vi gør det sammen i EU, kan det få en betydning for nogle andre EU-lande, der har meget, meget større eksport af militært udstyr, der rent faktisk betyder noget.

Det andet er det med Rusland og sanktioner. Jeg håber, at vi får debatten lidt mere i dybden. Men der er ingen tvivl om, at en af de ting, man skal kigge på, når man laver sanktioner, også er, at der kan være bestemte sektorer, der kan blive meget hårdt ramt. Hvordan sikrer man så politisk, at de virksomheder og sektorer får den fornødne hjælp til at finde nye markeder eller på andre måder blive kompenseret? Det er sådan nogle ting, som jeg synes er vigtige at overveje. Det kan man blive meget bedre til. Men det tager vi i en debat, for jeg synes, det er et rigtig vigtigt spørgsmål at stille sig.

Hr. Søren Espersen. (Søren Espersen (DF): Jeg har ikke yderligere). Så er det hr. Michael Aastrup Jensen.

Tak til ministeren for besvarelserne. Jeg er jo rigtig glad for, at vi langt hen ad vejen faktisk er hundrede procent enige. Der er lige et par skønhedsfejl, hvis man kan sige det på den måde, som jeg synes vi lige mangler for at nå helt i mål.

Det ene er spørgsmålet om ISIL-fangelejrene, hvor jeg jo oprigtig talt er nervøs for, hvad der potentielt kan ske i forhold til de her fanger, hvis vi ikke får en garanti så tæt på 100 pct. som muligt for, hvad der kommer til at ske. Der blev jeg stadig væk ikke helt beroliget, men jeg håber, at jeg kan blive det, når ministeren besvarer det.

Det næste er, at ministeren jo siger alt det rigtige: Vi skal have en regional domstol af en eller anden art og fælles lokalt fængsel og alt muligt andet. Men så er spørgsmålet: Hvad er det for en tidshorisont, vi taler om? For noget af det eneste positive, der forhåbentlig kommer ud af det her, er, at verden, i hvert fald Vesten, kan finde ud af, at nu må det her op at stå i en hulens fart, for ellers går det helt galt.

Så kan ministeren berolige mig på de her to områder, så jeg kan få fjernet de her skønhedsfejl?

Udenrigsministeren.

Tak til ordføreren. Skønhedsfejl er jo sådan et ..., men jeg vil sige, at ISIL-fængsler, som man kalder det, eller de her lejre har vi fra dansk side jo ikke nogen som helst indflydelse på eller kontrol over; det ligger jo et andet sted. Om man skal flytte lejrene eller ej, og hvordan man eventuelt ville gøre det, har vi heller ikke nogen kontrol med eller indflydelse på. Men jeg deler fuldstændig bekymringen fra ordføreren, og vi skal sikre, at de her ISIL-fanger og terrorister ikke kommer til at udgøre nogen fare for os i Danmark og i Europa og i det hele taget sikre så meget, vi nu kan, at de forbliver bag lås og slå.

Det linker til det andet spørgsmål, nemlig forholdet til retsforfølgelse. Det drøfter jeg meget gerne. Vi har det også i Det Udenrigspolitiske Nævn, fordi det ikke er en ukompliceret sag, men det spor er noget, som vi synes er rigtig vigtigt at arbejde videre med.

Hr. Michael Aastrup Jensen.

I forhold til den sidste del er det positivt, og det tager vi gerne en videre diskussion om.

Så i forhold til det, at vi ikke kan gøre noget: Jamen der er jeg ikke helt enig. Det kan godt være, at det er SDF's tropper, som bevogter de her forskellige ISIL-fangelejre, men det er jo stadig væk vores allierede, og det er forhåbentlig også det, der er meldingen fra os i dag, nemlig at de er vores allierede. Derfor kan vi jo også i samarbejde med dem se på, om der er nogle af lejrene, som er i farezonen, om der er nogle af dem, der eventuelt skal flytte, og så må Europa, Vesten, jo også være med til at give den nødvendige økonomiske hjælp til eventuelt at skulle flytte sådan nogle lejre.

Så det, jeg prøver at efterlyse, er, at Europa også hjælper til i forhold til SDF for eventuelt at flytte nogle af de her lejre, hvis det skulle blive nødvendigt.

Udenrigsministeren.

Hvis vi bare i al venskabelighed og rent praktisk kunne forestille os, hvordan vi nu eventuelt kunne gøre det, kan jeg se, at det ville være meget vanskeligt i betragtning af den situation, der er i Syrien i øjeblikket.

Altså, sandheden er jo, at det første og det vigtigste lige nu er at få skabt en situation, hvor der ikke er krig, og hvor der er en våbenhvile og så et politisk spor i Syrien, så vi kan få løst alle de her problemer, inklusive også at fastholde fremmedkrigere bag lås og slå, og at der skal ske en retsforfølgelse, gerne regionalt, lokalt. Det er rigtig vigtigt, og det er det, vi arbejder for fra regeringens side.

Hr. Søren Søndergaard.

Altså, det er faktisk sådan, at det russiske udenrigsministerium efter aftalen mellem Putin og Erdogan noterede, at SDF fortsat havde ansvaret for lejrene, og der er der da brug for et frisk dansk initiativ til at sige, at det vil vi da gerne hjælpe til med, altså at de kan opfylde det ansvar. For jeg synes i det hele taget, at det er det, der har manglet i alle de initiativer, som er kommet, nemlig en direkte støtte til SDF, hvad enten det har været i form af materiel eller kapacitetsopbygning, f.eks. så de har kunnet håndtere lejrene ordentligt, f.eks. så de har kunnet sikre bevismateriale i forhold til at få dømt folk, i forhold til alt det materiale, de har samlet i Raqqa, da de erobrede Raqqa, osv. Jeg er jo fuldstændig enig med ministeren i, at nødhjælp giver vi til alle. Men den hjælp skal vi ikke give til alle, den skal vi give til dem, der har behov for den. Derfor efterlyser jeg her til sidst også en tilkendegivelse fra ministeren om, at når man også er klar til det i det omfang, det er muligt, give mere direkte støtte til SDF og det kurdiske selvstyreområde med henblik på kapacitetsopbygningen.

Udenrigsministeren.

Vi har sagt meget klart, hvad vi gerne vil. Altså, vi har jo skruet op for den humanitære bistand. Vi har i øvrigt også for nylig allokeret 50 mio. kr. ekstra til bl.a. minerydning og til basal civil infrastruktur; om det så kan lade sig gøre at bruge de penge nu i den nuværende situation, er nok stærkt tvivlsomt, altså den sidste del. Men den humanitære bistand kan vi bruge, fordi den går gennem humanitære organisationer, der stadig er til stede, heldigvis. Så vi må se, hvad der er muligt på jorden.

Jeg tror også, at hr. Søren Søndergaard rejser et meget vigtigt spørgsmål, nemlig spørgsmålet om at indsamle beviser for forbrydelser mod menneskeheden, krænkelser, som vi har set, forfærdelige overgreb osv. Det støtter vi meget varmt og stærkt fra dansk side, ikke bare moralsk og politisk, men også økonomisk. Det er Triple IM, altså IIIM, og White Helmets og andre organisationer, der samler beviser ind, som senere kan bruges i retsopgør mod de ansvarlige, og det synes vi er rigtig vigtigt, for der kommer en dag, forhåbentlig, hvor dem, der er ansvarlige for de forbrydelser, der er begået, kommer til at betale for det ved et retsopgør.

Hr. Søren Søndergaard.

Jeg bliver bare nødt til sige, at det bare kræver et samarbejde med SDF, og det samarbejde har man ikke haft, i hvert fald ikke officielt. Man kan jo også se det på de svar, regeringen har givet til Folketinget: De er hermetisk renset for støtte til SDF, også selv om SDF har bedt om det og de kurdiske selvstyremyndigheder har bedt om det på områder som at lære noget mere om menneskerettigheder. Altså, den type af ting ønsker de at få hjælp til. Og der synes jeg jo, at det er fint, at man giver humanitær bistand, men man må altså også kigge på dét.

Så til sidst: Jeg har også siddet og er blevet inspireret af den resolution, der er vedtaget i Europa-Parlamentet, mens vi har snakket her, for det er en fantastisk god resolution. I skulle tage og læse den. Jeg ved, at vores repræsentant stemte for den og var i øvrigt med til at formulere den, og jeg glæder mig virkelig til at se, hvor mange af jeres andres repræsentanter, der har stemt for den, for hvis det er et flertal, kan vi jo forvandle det til en beslutning her i Folketinget, er jeg sikker på. For jeg går ud fra, at jeres repræsentanter i Europa-Parlamentet også repræsenterer jer og ikke bare repræsenterer sig selv.

Udenrigsministeren.

Tak. Det var også et forhenværende medlem af Europa-Parlamentet, der talte der – med dunder, kan vi høre. Altså, jeg tror, det er rigtig vigtigt, at vi ser på, som jeg har nævnt tidligere, hvad vi konkret har af vigtige handlemuligheder i forhold til at påvirke Tyrkiets adfærd, og i den forbindelse holder vi alle muligheder åbne fra den danske regerings side: Hvad er det egentlig, der kan ikke bare stoppe den militære offensiv, men også, som der bliver skrevet i konventionerne både fra udenrigsministerrådet, men også fra stats- og regeringscheferne, at Tyrkiet trækker sig ud igen, og vi får en varig løsning, der bygger på fred og på en politisk overgang og en ny forfatning i Syrien? Det er rigtig vigtigt, at vi støtter, at det går den vej, og det gør vi fra regeringens side.

Hr. Henrik Dahl.

Tak for de positive bemærkninger til forslaget om en mellemøstenstrategi. Og det er fuldstændig rigtigt, at tanken selvfølgelig ikke er noget med dansk enegang, men det er jo, at vi som en suveræn stat handler hensigtsmæssigt.

Men ministeren berører jo selv det centrale problem, for det mest centrale kendetegn ved de sidste to årtier er en meget ringe evne bredt i det politiske system i Danmark til at foregribe begivenhedernes gang. Vi har ikke foregrebet begivenhedernes gang, og det er jo et kæmpestort problem. Og det kan godt være, at vi ikke kan blive bedre til det – det er muligt – men jeg synes, at nogle mennesker, der er meget klogere end mig og vældig mange andre i Danmark, skulle have chancen for at gøre os bedre i stand til at foregribe begivenhedernes gang. For ellers bliver resultatet altså ikke særlig godt.

Udenrigsministeren.

Tak. Jeg deler jo sådan set hr. Henrik Dahls ønske om, at vi ikke bare i Danmark, men generelt set i Europa bør lave en strategi. Og vi har også nogle strategier, men vi skal have gentænkt vores strategi, i forhold til hvad vi gør i Mellemøsten.

Grunden til, at jeg nævnte det arabiske partnerskab-initiativ, vi har, er, at jeg tror, det er vigtigt, for det handler om, hvor Danmark kan gøre en konkret forskel med en dialog med civilsamfund, fremme af menneskerettigheder, mediefrihed, demokratiske rettigheder, ligestilling og forebyggelse af overgreb på minoriteter og religiøse mindretal – også det særlige arbejde med det. Så der kan vi se, at vi kan have nogle komparative fordele fra dansk side. Men jeg tror, at hvis det rigtig skal have effekt, er det hele Europa, som skal have en fælles strategi for det her område, der også handler om det økonomiske, altså hvordan vi får gang i den økonomiske udvikling, så de her mange unge mennesker – der er jo en høj befolkningstilvækst – kommer i gang med at opbygge samfundet og få noget at leve af i stedet for at engagere sig i de konflikter, som vi har set rundtomkring i Mellemøsten.

Hr. Henrik Dahl.

Men noget af det, der har været mest ødelæggende i Mellemøsten de sidste 20 år, har jo været fremkomsten af magttomrum, og selv om der også har været andre faktorer, der har været meget ødelæggende, har magttomrum haft en ekstremt negativ effekt. Så jeg hører gerne nogle nærmere overvejelser over, hvordan vi undgår magttomrum. Vi kan jo ikke kompensere for dem ved at besætte de pågældende områder – vi må komme af med de magttomrum på en anden måde. Der så jeg bare meget gerne en kraftig oprustning af tænkningen på det område, og det vil jeg gerne høre nogle bemærkninger til.

Udenrigsministeren.

Altså, jeg tror, der er flere måder, man kan spille en rolle på i forhold til det magttomrum, f.eks. tror jeg, det er vigtigt, at landene i Mellemøsten selv organiserer sig i nogle regionale strukturer, hvor man også selv tager ansvar for at finde ordninger for f.eks. at løse sikkerhedsproblemer, handelsproblemer, udviklingsproblemer, ligesom vi har gjort det i Europa efter anden verdenskrig med etableringen af det europæiske samarbejde osv. Det kan vi også støtte fra dansk og europæisk side. Vi skal støtte markedsadgangen og sikre, at vi handler med de her områder. Og så skal vi finde ud af, hvordan vi i dialogen med landene i Mellemøsten kan gøre vores indflydelse gældende, både bilateralt fra dansk side, men også via ligesindede lande i Europa.

Hr. Uffe Elbæk.

Det er jo velkendt, regner jeg med, at Alternativet og regeringen ser forskelligt på, hvad vi skal gøre med de danskere, der sidder i lejrene. Altså, regeringen ønsker, at de skal retsforfølges dernede – vi synes, de skal bringes hjem til Danmark og retsforfølges her. Den uenighed er der.

Men hvad så i forhold til de danske børn, som sidder i lejrene, som ikke kan gøres ansvarlige for, at de har haft nogle forældre, der har truffet nogle helt, helt forkerte valg? Har regeringen en holdning til, hvordan vi får hentet de danske børn hjem?

Udenrigsministeren.

Vi har jo også haft et åbent samråd i Retsudvalget, hvor justitsministeren og jeg redegjorde for den danske linje. Og ja, vi ønsker, at de fremmedkrigere med dansk statsborgerskab, som har forladt Danmark, bliver retsforfulgt i nærområdet. De har i den grad tilknyttet sig en terrororganisation, Islamisk Stat, som udøver vold og overgreb, og jeg tror, at hr. Uffe Elbæk er klar over, hvor grotesk det er.

Så er der nogle børn, som vi også håndterer – vi har en linje her. Vi kigger på hver enkelt sag individuelt, i forhold til om der er en akut livstruende situation, hvor vi så kan handle fra danske myndigheders side. Men det har vi redegjort for, også i Retsudvalget. Der er en myndighedsgruppe, der belyser hver enkelt sag med de relevante myndigheder, og så tager man beslutning derudfra.

Hr. Uffe Elbæk.

Skal jeg forstå det sådan, at regeringen gør et aktivt stykke arbejde i forhold til de danske børn, der sidder i lejrene, for at få børnene hjem? Jeg kan ikke helt høre, at det er det, udenrigsministeren siger. Så jeg vil gerne have, at udenrigsministeren uddyber sit svar. Helt konkret: Hvad gør Danmark for at få de danske børn hjem?

Udenrigsministeren.

Ja, nu er det jo altså forældrene, der er taget derned, og nogle har født børn dernede, og andre har børn med. Det, som er den klare linje, er, at når du forlader Danmark og tilslutter dig Islamisk Stat med dansk statsborgerskab, har det nogle konsekvenser. De her mennesker vil vi ikke have tilbage til Danmark, trods de har et dansk statsborgerskab. De har vendt ryggen til Danmark, dem vil vi have retsforfulgt.

Det er klart, at hvis nogen har børn, håndterer vi hver enkelt sag ud fra forholdene, altså at hvis der er et akut livstruende forhold, kan vi af nogle humanitære grunde gå ind og kigge på hver enkelt sag. Det gør man i en myndighedsgruppe, og der belyser man de her sager enkeltvis. Men det er ikke noget, vi gør aktivt – det er noget, vi gør, når vi får at vide, at der er nogle særlige forhold.

Tak. Der er ikke flere spørgsmål til udenrigsministeren, så vi siger tak til udenrigsministeren. Så har fru Eva Flyvholm bedt om ordet til en anden omgang for at afslutte, har jeg forstået. Så værsgo til fru Eva Flyvholm.

Tak til jer alle sammen, vil jeg bare sige. Jeg synes, det er så vigtigt, at vi i dag også haft en mulighed for at se hinanden i øjnene her i det danske Folketing og dele en rigtig, rigtig dyb bekymring over det angreb, vi har set Tyrkiet foretage både på civile og på vores allernærmeste allierede, kurderne, i det her område.

Det er så afgørende, at vi ikke må acceptere de her angreb. Og det er så vigtigt, at vi nu står fuldstændig sammen om at kræve, at Tyrkiet og deres lejesoldater skal trækkes ud af de her områder. Vi er også blevet enige om, at Danmarks politik er, at der absolut ikke skal eksporteres nogen våben til Tyrkiet; det er et stærkt og vigtigt signal også at sende. Og vi er blevet enige om, at kurderne i de her områder – eller alle, der har behov for det i de her områder – skal have en humanitær hjælp.

Derudover har Europa-Parlamentet, mens vi har stået her i Folketinget i dag, vedtaget en sindssyg stærk tekst, som siger, at man opfordrer til, at de europæiske regeringer også griber til, at man får lukket ned for handelsaftaler med Tyrkiet, hvis ikke de trækker sig ud, og at man er klar til at se på at stoppe den her toldunion, der også er gældende. Det mener jeg er rigtig vigtigt at vi følger op på, og at den danske regering også bakker op om de initiativer, og at det er noget af det, vi gør fremadrettet.

Så synes jeg, at jeg i dag i salen også har kunnet mærke på rigtig mange af jer andre – mange andre partier har bragt det frem – at der er en dybtfølt bekymring for det, der sker lige nu, og for, hvad der skal ske med kurderne og de mange flygtninge og de mange mennesker, der er i de her områder, der bliver angrebet, i den kommende tid. Jeg synes, det er meget, meget vigtigt, at vi holder hinanden op på, at det er en bekymring, vi skal blive ved med at huske.

Det betyder, at de skal inddrages i de forhandlinger, der kommer, og at vi skal have direkte møder med dem. Det betyder også, at vi skal blive ved med at gøre alt, hvad vi overhovedet kan, for at presse på for at få Tyrkiet ud af de her områder og få fundet en løsning, som muliggør, både at Tyrkiet trækker sig fuldstændig ud, men altså også at der bliver en retfærdig og varig fred og stabilitet, som gør, at mennesker kan leve i frihed og demokrati i de områder. Så tak for det. Det forpligter os alle sammen, hver og en, at vi følger op på det i den kommende tid, synes jeg. Tak.

Så siger vi tak til fru Eva Flyvholm – og tak til dem, der har deltaget i debatten her i dag.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Afstemningen om forslag til vedtagelse vil som nævnt først finde sted tirsdag den 5. november 2019.

(Talen er under udarbejdelse)