Grund- og nærhedsnotat
Enhed:
Europapolitisk kontor
(EUP)
Dato:
03-02-2020
Sagsnummer:
2020 - 2277
Bilag:
Kommissionens forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning
om oprettelse af Fonden for Retfærdig Omstilling samt afledte æn-
dringsforslag til reglerne for strukturfonde for perioden 2021-2027
KOM (2020) 0022
KOM (2020) 0023
Nyt notat
1. Resumé
Kommissionen fremlagde 14. januar en plan for en mekanisme for retfærdig omstilling. Som en del
af denne mekanisme fremlagde Kommissionen et forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forord-
ning om oprettelse af Fonden for Retfærdig Omstilling, der har til formål at støtte de landsdele, der
er mest berørt af omstillingen til et klimaneutralt EU i 2050. Fonden skal i udgangspunktet yde
støtte til alle medlemsstater med henblik på at fremme diversificering af økonomiske aktiviteter samt
omskole arbejdstagere og jobsøgende i de pågældende områder.
For at en landsdel kan modtage støtte fra fonden, skal der udarbejdes en såkaldt territoriel plan for
retfærdig omstilling. Der lægges op til, at de territoriale planer for retfærdig omstilling skal være i
overensstemmelse med andre relevante strategier, såsom de nationale energi- og klimaplaner og den
europæiske søjle for sociale rettigheder.
Regeringen er positiv over for etableringen af en fond for retfærdig omstilling. Regeringen finder, at
fonden skal have til formål at bidrage til at opnå ambitiøse klimamål i EU, herunder 2030-målet,
som regeringen ønsker hævet til mindst 55 pct., og målet om klimaneutralitet i 2050, samt bidrage
til grøn omstilling, vækst og beskæftigelse i de områder med de største udfordringer i omstillingen
mod en grøn økonomi.
Der lægges i forslaget op til, at fonden finansieres gennem EU’s budget med et samlet udgiftsniveau
på 7,5 mia. euro i 2018-priser over perioden 2021-2027. Udgiftsniveauet indgår i forhandlingerne
om den kommende flerårige finansielle ramme. Regeringen lægger stor vægt på, at drøftelser vedrø-
rende etableringen af fonden og ændringerne til forordningen om fælles bestemmelser for en række
EU-fonde ikke foregriber disse.
Fonden er hjemlet i traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmådes (TEUF) artikel 175,
stk. 3, der giver EU adgang til at oprette bl.a. strukturfonde og andre instrumenter med henblik på
at styrke den økonomiske, sociale og territorielle samhørighed. Vedtagelse af fonden sker gennem den
almindelige lovgivningsprocedure.