Europaudvalget 2019-20
KOM (2018) 0461 Bilag 4
Offentligt
2160889_0001.png
Folketingets Grønlandsudvalg
Christiansborg
6. marts 2020
Svar på Grønlandsudvalgets spørgsmål nr. 37 (Alm. del) af 7.
februar 2020 stillet efter ønske fra Karsten Hønge (SF)
Spørgsmål
Hvad er ministerens holdning til, at udkastet til EU’s budget indeholder en bespa-
relse på bevillingen til Grønlandsinstrumentet på 22 mio. euro i en tid, hvor klima-
forandringer og øgede sikkerhedspolitiske udfordringer har skabt et øget fokus på
det arktiske område?
Svar
Regeringen er meget opmærksom på, at Grønlandsinstrumentet har stor vigtighed
for Grønland. Det er derfor en prioritet for regeringen, at Grønland får et godt re-
sultat i forhandlingerne om EU’s flerårige finansielle ramme
(MFF) for 2021-
2027. Det skal ske i tæt koordination og samarbejde med Naalakkersuisut.
Forhandlingerne er dog svære. Dette skyldes bl.a., at Storbritanniens udtræden af
EU efterlader et betydeligt finansieringsgab.
Regeringen er enig i, at den arktiske region med klimaforandringer og en ny sik-
kerhedspolitisk situation står over for særlige udfordringer. Disse forhold har ind-
gået i regeringens argumentation for, hvorfor Grønland i den kommende MFF
bør bevare sin forholdsvis store øremærkede andel på ca. 45 pct. af den samlede
bevilling til de i alt 13 oversøiske lande og territorier.
I Kommissionens forslag er der lagt op til, at der øremærkes 200 mio. euro (2018-
priser) til Grønlandsbevillingen. Det svarer til en reduktion på 22 mio. euro ift. i
dag. Som noget nyt vil Grønland dog få adgang til en række ansøgningspuljer på i
alt 45 mio. euro, der er øremærket de oversøiske lande og territorier. Det er ikke
muligt at vurdere, hvor stor en andel af de fælles midler som vil tilfalde Grønland,
idet midlerne vil skulle tildeles efter ansøgning fra såvel Grønland som de øvrige
oversøiske lande og territorier.
Det er vurderingen, at regeringen har et godt udgangspunkt for de videre forhand-
linger, hvor regeringen vil arbejde for, at det fornuftige udgangspunkt i Kommissi-
onens forslag til Grønlandsbevillingen fastholdes.
Finansministeriet · Christiansborg Slotsplads 1 · 1218 København K · T 33 92 33 33 · E [email protected] · www.fm.dk
kom (2018) 0461 - Bilag 4: KOPI af GRU alm. del - svar på spm. 37 om udkastet til EU's budget indeholder en besparelse på bevillingen til Grønlandsinstrumentet på 22 mio. euro i en tid, hvor klimaforandringer og øgede sikkerhedspolitiske udfordringer har skabt et øget fokus på det arktiske område, fra finansministeren
Side 2 af 2
Med venlig hilsen
Nicolai Wammen
Finansminister