Europaudvalget 2019-20
KOM (2020) 0098 Bilag 2
Offentligt
2176535_0001.png
April 2020
Dansk Industri: Organisk affald
EU regulerer organisk affald under overskriften bioaffald. Det omfatter både mad-, have- og parkaffald.
Madaffaldet kan komme fra både fødevarevirksomheders produktion og fra madlavning i f.eks. private hjem,
restauranter og kantiner.
HOVEDBUDSKABER
Vi skal bioforgasse så store mængder organisk affald som muligt og stoppe kompostering.
De store mængder, der samles ind, skal udbydes, og der skal stilles krav om bioforgasning.
Virksomhederne har siden 2010 skulle udsortere organisk affald og senest fra 2023 skal organisk affald også
indsamles særskilt fra husholdningerne i Danmark på baggrund af EU-krav.
Indsamlingen skal ske med henblik på genanvendelse, dvs. enten bioforgasning eller kompostering med
efterfølgende anvendelse af restmaterialet som gødning i landbruget. Af de to muligheder skaber
bioforgasning mest værdi.
DI mener, at det er centralt, at vi udnytter biogaspotentialet ved at bioforgasse så store mængder af
bioaffaldet som muligt. Åben kompostering giver anledning til en årlig udledning på 200.000 ton CO
2
e i
Danmark. Det kan vi undgå ved at lukke processen inde og udnytte gasudviklingen til biogas.
Særligt med madaffald fra husholdningerne og servicesektoren kan der være iblandet mange urenheder, som
skal sorteres fra inden restmaterialet kan bruges som gødning i landbruget. En god udsortering kræver
effektive anlæg
og effektive anlæg er dyre. Det er derfor centralt, at mængderne på markedet bliver så
store som muligt. Det kan de blandt andet blive ved, at der stilles krav om bioforgasning og udbud af de
offentligt indsamlede mængder fra fødevareindustrien, servicesektoren, husholdningerne, have- og
parkaffaldet samt fra landbruget i form af gylle.
Den nuværende tendens, hvor en del kommuner bygger pulpeanlæg til egne mængder af bioaffald eller dele
af det, skaber områder på landkortet, hvor logistikken for det øvrige affald bliver forringet, og hvor
transportbehovet stiger. Det forringer samtidig den økonomiske effektivitet i både den offentlige og private
håndtering af affaldet.
Biogassen skal udnyttes bedst muligt. Det vil sige primært til bioraffinering, sekundært til transport og
tertiært til el- og varmeproduktion.
Kapaciteten til forbehandling eller pulpning bygges op der, hvor affaldet er, mens biogasanlæg omvendt kan
lægges, hvor den videre anvendelse kan finde sted i nærhed af et bioraffinaderi, en naturgasledning eller et
kraftvarmeanlæg.