Miljø- og Fødevareudvalget 2019-20
L 112
Offentligt
2171736_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 30. marts 2020
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 1 til L 112, Forslag til lov om ændring af lov om
miljøbeskyttelse. (Implementering af affaldsdirektivets minimumskrav til eksisterende udvidede
producentansvarsordninger, indførelse af udvidet producentansvar for emballage og modernisering af
indsamling og behandling af elektronikaffald) stillet den 10. marts 2020 af Miljø- og
Fødevareudvalget.
Spørgsmål nr. 1 til L 112
”Vil
ministeren kommentere henvendelsen af 10/3-20 fra Dansk Affaldsforening om
ministerbemyndigelser og forslag til rammer for producentansvar for emballager i Danmark
m.v., jf. L 112 - bilag 3?”
Svar
Dansk Affaldsforenings ønsker til den konkrete organisering af det udvidede producentansvar og kritik
af lovforslagets bemyndigelseshjemler er også fremsendt til Miljø- og Fødevareministeriet i forbindelse
med høringen af lovforslaget. I høringsnotatet er Dansk Affaldsforenings høringssvar refereret på et
overordnet niveau, men de nærmere detaljer og problemstillinger, som foreningen peger på, vil jeg
naturligvis inddrage i det videre implementeringsarbejde. Det er ministeriets vurdering, at de ønsker,
som Dansk Affaldsforening har til organiseringen af det udvidede producentansvar, vil kunne
imødekommes inden for de bemyndigelseshjemler, som etableres med lovforslaget. Dansk
Affaldsforening deltager desuden i ministeriets følgegruppe for implementering. Det er ligeledes
refereret i lovforslagets bemærkninger, at følgegruppen har forskellige holdninger til hvilket trin i
værdikæden, ansvaret for affaldshåndteringen skal overgå til producenterne.
Jeg deler Dansk Affaldsforenings synspunkter i forhold til, at formålet med det udvidede
producentansvar for emballage er at opnå mere og bedre genanvendelse af emballage bl.a. gennem
incitament til bedre design af emballage, så det kan genbruges og genanvendes i højere grad. Det
gælder især plastemballage, hvor vi er langt fra at være i mål. Jeg er også enig i, at det skal være et
transparent system, at kommunerne spiller en væsentlig rolle i forhold til indsamling af
emballageaffald fra husholdninger, og at det er afgørende, at der skabes et godt samarbejde imellem de
parter, der skal løfte opgaver i fællesskab. Regeringen vil derfor inddrage de berørte parter i den
nærmere udarbejdelse af reglerne på bekendtgørelsesniveau.
Detaljerne i producentansvarsordningen for emballage fastlægges på bekendtgørelsesniveau på samme
måde, som reglerne for de eksisterende producentansvarsordninger. Det har erfaringsmæssigt vist sig
at være en fordel løbende at kunne tilpasse reglerne for at kunne tage højde for den teknologiske
udvikling samt sikre en effektiv administration af ordningerne.
Lea Wermelin
/
Janne Birk Nielsen
Miljø- og Fødevareministeriet
Slotsholmsgade 12
1216 København K
Tlf. 38 14 21 42
Fax 33 14 50 42
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
[email protected]
www.mfvm.dk