Det næste punkt på dagsordenen er:

7) 1. behandling af lovforslag nr. L 117:

Forslag til lov om klima.

Af klima-, energi- og forsyningsministeren (Dan Jørgensen).

(Fremsættelse 26.02.2020).

Forhandlingen er åbnet. Fru Anne Paulin, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det. For et halvt år siden blev et stort flertal af Folketingets partier enige om at lave en aftale om en klimalov. Det er en aftale, som vi nu endelig tager hul på lovbehandlingen af, og det er noget, som vi i Socialdemokratiet har set meget frem til. Med klimaloven får vi nye ambitiøse målsætninger for den danske klimaindsats. Og så har vi fået et styringsredskab, som skal være med til at sikre, at vi løbende får fulgt op, og at vi får handlet.

I dag synes jeg det er værd at sende en stor tak til de organisationer, som lavede borgerforslaget og satte gang i debatten om en ny klimalov. Og tak til de mange og mangfoldige aktører, som er kommet med gode input til processen. I har en kæmpestor del af æren for, at vi nu står med et lovforslag, som ikke blot har bred politisk opbakning, men også har opbakning fra både ngo'er, landbrug, industri, fagforeninger og mange flere.

At der er så mange, som har deltaget aktivt i tilblivelsen af klimaloven, viser, at den grønne omstilling er blevet en sag, som vi står sammen om i Danmark, og at vi står sammen om at være ambitiøse. Det vidner om, at vi er kommet milevidt fra de lomborgske tilstande, som tidligere har præget den danske klimadebat. Det ansvar er enormt klædeligt, både for Folketinget og for det danske samfund som helhed. Det ansvar skinner også igennem i klimalovens målsætninger. 70-procentsmålet bliver langtfra nemt, men hvis vi lykkes med missionen, og hvis vi sikrer, at omstillingen sker på en måde, som både er socialt fair og understøtter et stærkt erhvervsliv, så kan Danmark blive et fantastisk eksempel til inspiration for resten af verden.

Vores internationale ansvar kommer også til udtryk i klimalovens globale søjle. Og selv om 70-procentsmålet på alle måder er en hjørnesten i klimaloven, er det også enormt vigtigt at huske på den globale indsats. Det gælder Danmarks store bidrag ude i verden, hvor vores knowhow om energisystemer og vores eksport af både grøn energi og teknologi hjælper andre lande til markante reduktioner, men det globale perspektiv er også vigtigt i analysen af vores eget forbrug i Danmark, og i forhold til hvilke aftryk vi sætter andre steder i verden. Den globale klimastrategi og afrapportering er derfor også vigtige elementer i klimaloven, som Socialdemokratiet ser frem til at arbejde videre med.

Så alt i alt er det en virkelig god dag her i Folketingssalen, hvor vi understreger, at den ambitiøse klimaindsats er kommet for at blive. Tak for ordet.

Tak for det. Der er en kort bemærkning. Først er det hr. Peter Seier Christensen. Værsgo.

Tak for det. Nu er der jo ikke lavet nogen beregninger over, hvor meget det her kommer til at koste. Så jeg vil høre: Er der en øvre grænse for, hvor langt Socialdemokratiet vil gå, med hensyn til hvor meget det her kommer til at koste? Eller er der en grænse, hvor man vil være villig til at bakke af på målsætninger og nedsætte dem?

Ordføreren, værsgo.

Det synes jeg er en meget hypotetisk diskussion. Der er jo rigtig mange måder, man kan realisere 70-procentsmålsætningen på. Der er mange forskellige veje, som kan tages. Så udgifterne, omkostningerne kommer naturligvis til at afhænge af, hvad det er for en vej, som vi ender med at tage imod de 70 pct. Og så har vi jo netop også gjort en dyd ud af at få skrevet nogle af principperne for klimapolitikken ind i klimaloven, så det er klart, at der både skal tages hensyn til den sociale balance, men jo også til konkurrenceevne, til, at vi også kan have et sundt erhvervsliv, og til, at vi ikke blot flytter emissioner ud over Danmarks grænse og eksporterer vores forureningsproblemer til andre lande.

Hr. Peter Seier Christensen.

Jeg synes nu, mit spørgsmål var ret klart, for jeg spurgte, om der var en øvre grænse, og om man eventuelt kunne sætte tal på det. Men hvis vi nu antager, at det bliver meget omkostningsfuldt, hvor vil man så skære? Vil man skære i velfærden? Man har jo talt om, at man kan vælge mellem velfærd eller klima. Kan ordføreren sætte et par ord på det?

Ordføreren.

Nej, jeg tror bestemt ikke på, at vi skal vælge mellem velfærd eller klima. Jeg tror sådan set, at de er hinandens forudsætninger, altså at vi netop har mulighed for at rykke på det grønne område og være et foregangsland for resten af verden, fordi vi også har et stærkt velfærdssamfund, hvor folk er trygge og dermed også tør gøre noget ved nogle af de andre problematikker, som vi står over for.

Så er det hr. Morten Messerschmidt.

Forleden dag kunne man høre finansministeren meddele, at 184.000 danske jobs er i fare som følge af coronakrisen. Vi kan læse i statistikkerne, at indeværende finansår forventes at give et underskud på statsfinanserne på 190 mia. kr. Vi befinder os altså i en ganske alvorlig økonomisk situation. Der synes jeg, det er bemærkelsesværdigt grænsende til det bekymrende, at fru Anne Paulin ikke bekymrer sig mere om økonomien i det lovforslag, vi behandler her i dag.

Sidste år, da Socialdemokratiet førte valgkamp, var det jo ikke 70 pct., man talte om. Det vidste man godt ville blive for dyrt og have konsekvenser. Der talte man om 60 pct. Derfor kunne jeg godt tænke mig at spørge fru Anne Paulin: Var det ikke på tide oven på den her coronakrise, at vi også tog hensyn til økonomien og så vendte tilbage til det udgangspunkt, der altså for under et år siden var Socialdemokratiets officielle politik?

Ordføreren.

Jamen vi tager hensyn til økonomien, og jeg anerkender fuldt ud, at vi står i en alvorlig økonomisk situation. Jeg anerkender sådan set også, at det, at coronakrisen er kommet, måske betyder, at det er nogle andre værktøjer, der skal benyttes i klimaindsatsen, end det måske ville have været for et halvt år siden. Men jeg synes, det er vigtigt at holde fast i ambitionen om de 70 pct., og vi har jo rigtigt nok selv i Socialdemokratiet også hævet vores ambitioner. Dansk Folkeparti har jo sådan set også hævet deres ambitioner betragteligt indtil for nylig, hvor der så igen blev sat spørgsmåltegn ved den grønne rejse, som DF har været på. Så jo, vi står i en svær økonomisk situation, men vi ved jo også, at de grønne løsninger netop er noget af det, som også er meget vigtigt for dansk økonomi. Der er enormt mange arbejdspladser i de grønne løsninger, i de grønne teknologier, som vi eksporterer til resten af verden.

Hr. Morten Messerschmidt.

Jo, men det, vi ved, er, at danske virksomheder – rigtig mange danske virksomheder – lige i øjeblikket balancerer på en knivsæg, hvor man på den ene side kan håbe på en ny hjælpepakke, på statens og regeringens gunst, og på den anden side kan se konkursbegæringer, kreditorforfølgning, fogedretter og et rent helvede for sig. Er det virkelig i den situation sådan, at vi i Folketinget bare skal slå ud med armene og sige: Ahr, det går skam nok, kære venner? Eller var det måske nu, vi skulle sige: Okay, vi justerer lige ned til 60 pct.? Det vil internationalt stadig væk være et enormt ambitiøst mål. Og hvis økonomien vender, kan vi jo tale om 70 pct. igen. Det her er altså hovedløst.

Tak. Værsgo, ordføreren.

Det er jo nu, vi netop skal få de grønne ambitioner og en god genstart af den danske økonomi til at gå hånd i hånd. Hr. Morten Messerschmidt får det til at lyde, som om der står en masse folk i Dansk Industri, Dansk Erhverv osv. og siger: Aflys klimaambitionerne, gør det nu! Men det er sådan set ikke den oplevelse, som vi har. Oplevelsen er jo tværtimod, at der er masser af organisationer, virksomheder osv., som har travlt med at spille ind med grønne ideer og ideer til, hvordan vi kan lave en grøn genstart.

Der kom lige en kort bemærkning i sidste øjeblik. Hr. Tommy Ahlers.

Tak til ordføreren for en god tale. Mit spørgsmål til ordføreren er: Hvad er Socialdemokratiets vurdering af, hvordan det forholder sig med delmålet i 2025 i lyset af den økonomiske krise, vi står i nu? Vi har jo en beslutning, vi skal træffe på et tidspunkt her i forbindelse med klimahandlingsplanen, om spændet mellem de 50 og 54 pct., som baserer sig på den rådgivning, vi har fået fra Klimarådet.

Ordføreren.

Ja, og det, der er lagt op til, er jo, at vi kigger på netop det her delmål på den anden side af behandlingen af klimahandlingsplanerne, hvor vi har haft drøftelser af, hvad det er for nogle initiativer, der skal sættes i gang. Så jeg har her i dag ikke noget konkret bud på, hvad det delmål skal være. Det må afhænge af de forhandlinger, og hvad vi kommer frem til af initiativer.

Hr. Tommy Ahlers, værsgo.

Nu antager jeg så, at det kan være, at ordføreren, givet at ordføreren deler parti med ministeren, måske er lidt mere klar på, hvornår man forventer den her klimahandlingsplan er færdig. Så forventer ordføreren, at vi kan overholde den tidsplan, der er lagt op til i det lovforslag, vi behandler i dag, om, at der omkring september skal være plan?

Ordføreren.

Jeg tror sådan set ikke, der er noget at sige til, at der er nogle tidsplaner, som er skredet en lille smule på grund af de meget usædvanlige omstændigheder, som vi har stået i de seneste måneder. Så jeg skal ikke kunne udtale mig skråsikkert om, hvordan forskellige tidsplaner kommer til at forløbe, men jeg vil blot gentage, at der er blevet udvist stor velvillighed, både af klimaministeren, men sådan set også af statsministeren, til, at vi skal være godt i gang inden sommerferien.

Så er det hr. Torsten Gejl.

Tak. Jeg giver ordføreren ret i, at det er en stor dag i dag – vi er startet på førstebehandlingen af en af verdens allermest ambitiøse klimalove, og det er en fornøjelse. Og det er vigtigt, at vi nu kan vende os fra én stor krise til den næste, fordi det er den tid, vi er født i; det er det, vi er nødt til at håndtere. Dog ser jeg allerede nu forsøg på at kompromittere vores 70-procentsmål. DF vil gerne ned på 60 pct., og fra Venstre hørte jeg også forleden dag i salen en udtalelse om, at det måske var et foreløbigt mål. Kan ordføreren overbevise mig om, at Socialdemokraterne også står urokkeligt fast?

Ordføreren.

Jamen der er ikke noget ved coronakrisen, der har gjort, at klimakrisen er blevet mindre aktuel og mindre dybt seriøs, end den var før. Og selv om klimaet får et pusterum lige i de her dage, skal forureningen og den overbelastning, som der er af Jordens ressourcer og af CO₂ i atmosfæren, jo nok vende tilbage. Så vi ser, at der absolut er samme grund til at være meget ambitiøse på det her område, og så er det selvfølgelig klart, at det jo kan være, at der er nogle redskaber, som er mere aktuelle – altså, eksempelvis er noget af det, vi har sat gang i på det seneste, bl.a. det her med Landsbyggefonden og store investeringer dér, og det bliver jo ekstra aktuelt på grund af den økonomiske situation, som vi står i. Det samme gælder for lempelsen af anlægsloftet; det er jo også noget, der sætter gang i nogle grønne investeringer, som måske ellers ikke ville være kommet. Og så kan det jo være, at der også er initiativer, der er mindre oplagte lige nu, end de var for et halvt år siden – det skal jeg ikke gøre mig klog på lige nu og her.

Torsten Gejl.

Jamen det er klart, at vi er nødt til at bruge de redskaber, der kommer, og vi er nødt til at læse tiden og gøre vores omverdensanalyse og finde ud af, hvad der virker, hen ad vejen. Men det er dejligt at få bekræftet, at Socialdemokraterne også står fast på 70 pct. CO₂-reduktion i 2030. Vi glæder os utrolig meget til et spændende arbejde frem mod at give det nogle ben at gå på.

Ordføreren.

Det lyder rigtig godt. Det gør vi bestemt også. Jeg synes jo også, det er vigtigt at sige omkring 70-procentsmålsætningen, at der selvfølgelig ikke var nogen, der havde regnet med, at der lige ville komme en coronakrise. Men vi måtte trods alt regne med, allerede da vi indgik aftalen, at økonomien ville have udsving; der ville ske udvikling i konjunkturerne hen ad vejen. Og derfor synes jeg også, det er en kende useriøst, at man allerede et halvt år efter indgåelsen af sådan en aftale her vælger at slække på de fælles målsætninger, som vi har sat.

Så er det Signe Munk. Værsgo.

Tak for gode svar og en fin tale fra ordføreren. Ordføreren er inde på det her med, at der jo er sket en del forsinkelser af regeringens planer omkring en klimahandleplan, og det står meget tydeligt i klimaloven, at der skal laves en klimahandleplan i 2020 med et 10-årigt sigte. Ordføreren var også inde på, at man måske skal kigge på, hvad det er for nogle redskaber, der skal tages i brug nu set i lyset af coronakrisen. Og så vil jeg bare spørge ordføreren, om Socialdemokratiet deler Klimarådets anbefalinger om at lave en strakspakke på klimaområdet, hvor man tager fat på nogle nødvendige beslutninger her og nu for simpelt hen at sørge for, at vi har kurs mod de 70 pct. i 2030.

Ordføreren.

Ja. Altså, jeg synes, at der er mange gode ideer i Klimarådets forslag til en strakspakke, som man kan sige nok under alle omstændigheder var oplagte at tage med i klimahandlingsplansforhandlingerne. Men jeg skal ikke kunne sige lige præcis hvilke og hvordan og hvor hurtigt osv.

Signe Munk, værsgo.

Det var jo et både-og-svar fra ordføreren. Først blev jeg glad, fordi jeg oplevede et ja – og bagefter blev der så måske trukket lidt tilbage på det. Der er jo ingen tvivl om, at det er en stærk anbefaling fra SF, at man laver en samlet klimaakutpakke i det her forløb, som regeringen tilrettelægger, simpelt hen fordi vi jo også har brug for, at der ikke bliver lavet nogen investeringer i den fossile fremtid, når vi er i gang med at rykke Danmark mod en grøn fremtid, så man på den måde jo faktisk vil fordyre den grønne omstilling, hvilket jeg oplever at regeringspartiet synes ville være skidt. For vi deler alle sammen den ambition, der også står i klimaloven, nemlig at det skal være en omkostningseffektiv omstilling.

Ordføreren.

Men jeg er helt enig i, at vi jo skal videre, og jeg synes sådan set, at de signaler, som der er blevet sendt, også er, at vi skal videre med klima, vi skal videre med genopretningen af dansk økonomi, og vi skal prøve at tænke de ting sammen på så god en måde som overhovedet muligt og realisere de synergier, som der er mellem de to formål.

Så siger vi tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Og så kan vi gå videre i ordførerrækken til hr. Tommy Ahlers, Venstre.

Tak for ordet. Da jeg skulle skrive den her ordførertale i dag, var det sådan lidt med nogle overvejelser om, hvordan jeg åbner. For hvordan får jeg på samme tid givet udtryk for, at i dag er en glædens dag, fordi vi førstebehandler klimaloven, men også for, at det er en meget, meget trist periode i både verdenshistorien og danmarkshistorien, fordi coronapandemien, den økonomiske nedtur og klimakrisen tilsammen begynder at tegne til en perfekt storm. Hvad er det for et ben, man skal stå på?

Men måske er det ikke så svært at finde en grimasse, der kan passe, for ligegyldigt hvilken krise vi står over for – om det er en sundhedskrise, en økonomisk krise eller klimakrisen – så kommer der sjældent noget godt ud af sortsyn og pessimisme. Faktisk tror jeg, det er fuldkommen afgørende, at vi bevarer håbet – håbet om, at vi kan håndtere de udfordringer, vi står over for; håbet om, at vi kan komme igennem og videre, videre ud af sundhedskrisen, videre ud af den økonomiske krise, som nedlukningen har skabt, og også videre ud af klimakrisen.

For uden det – håbet – risikerer vi, at vi taber det politiske momentum, der skal til for at løse de problemer, vi jo hele tiden vil blive mødt af. Og derfor mener jeg, at pessimisme er en form for luksus, vi ikke har råd til lige nu. For hvis klimaforandringerne var en stor samfundsmæssig udfordring, før coronapandemien brød ud, så er det helt sikkert, at de udgør en kæmpemæssig udfordring nu – også her efter krisen og under krisen. Og det skyldes, at coronavirussen jo har svækket et af de meget, meget potente og bedste midler, vi har til at håndtere klimaforandringerne, nemlig en stærk økonomi – både i virksomhederne og i samfundet.

For som vi ser på det i Venstre, er den grønne omstilling og en sund økonomi to sider af samme sag. Hvis ikke der er gang i økonomien, hvis ikke der bliver udviklet ny teknologi, og hvis ikke der bliver udtænkt klimavenlige ideer ude i virksomhederne, så kommer den grønne omstilling til at gå alt, alt for langsomt, og så bliver omstillingen overhalet indenom af klimaforandringerne.

Betyder det så, at vi i Venstre synes, at den økonomiske nedtur, som coronapandemien har startet, er vigtigere end klimakrisen? Nej, men det er bare vigtigt at forstå, at coronakrisen og klimakrisen griber ind i hinanden, og at coronakrisen forværrer situationen, fordi coronavirussen sætter verdensøkonomien og dermed den grønne omstilling i stå.

På den helt korte bane skal vi derfor have genåbnet samfundet. Vi skal have gang i økonomien, gang i produktionen, og vi skal øge aktiviteten. Og på den lidt længere bane skal vi have lavet klimahandlingsplaner, for ellers bliver det lovforslag, vi behandler i dag, altså ikke mere værd end det papir, det er skrevet på. Og det betyder, at vi skal lytte til erhvervslivets anbefalinger, til forskerne og til Klimarådet, men det betyder også, at vi skal i gang.

Det betyder også, at vi under ingen omstændigheder skal gå på kompromis med 70-procentsmålsætningen, heller ikke på grund af coronavirussen. For som en af mine gode venner nogle gange har sagt: Når man skal prioritere, er det nogle gange sådan, at det, der haster, råber, og at det, der er vigtigt, hvisker. Og coronapandemien råber altså. Den forbandede virus galper op, og selvfølgelig skal den have den opmærksomhed, men vi kan ikke tillade, at klimaforandringerne glider ud af synsfeltet, heller ikke selv om de indtil videre måske kun hvisker.

I dag håber jeg så at vi tager første skridt på vejen mod at lovbinde fokusset på klimaforandringerne. For med klimaloven, som vi vedtager i dag, stiller vi nemlig krav til os selv. Vi forpligter os til at følge op på og evaluere den klimaindsats, vi laver. Vi bliver tvunget til at sætte nye ambitiøse mål. Og endelig sikrer vi også, at den til enhver tid siddende regering hvert 5. år sætter klimamål med et 10-årigt sigte. Det synes vi er både godt og ambitiøst – det skylder vi klimaet, og det skylder vi de kommende generationer.

Derfor er Venstre selvfølgelig hundrede procent bag det her lovforslag, og vi ser frem til udvalgsbehandlingen og diskussionen der. Med det sagt er det altså vigtigere end nogen sinde før, at vi begynder at se økonomi og den grønne omstilling som hinandens forudsætninger og ikke hinandens modsætninger. Mindre aktivitet og produktion er nemlig ikke det svar, som klimaspørgsmålet savner. Som der var en lidt forvirret filmklipper, der skrev i Politiken tilbage i marts, skal vi altså ikke ønske os en coronaepidemi hvert år, hvor alt går i stå, så vi kan overholde Parisaftalen. Nej, vi skal gøre lige præcis det omvendte.

Vi skal have gang i økonomien, have gang i de gode grønne ideer og have gang i klimakreativiteten. Og når vi på et tidspunkt skal give økonomien et politisk rygskub, så lad os gøre det i en grøn retning. Lad os prøve at se coronakrisen som ikke kun et tilbageslag, men også som en mulighed. Lad os se det som en anledning til, at den grønne omstilling også kan få et skub der. Og så lad os give økonomien og de danske virksomheder, der lever af at udvikle grøn teknologi, den støtte, som de har så hårdt brug for lige nu.

Som jeg sagde til at begynde med, er tiden ikke til sortsyn, men på den anden side er den jo heller ikke til jubeloptimisme. Og derfor må vi ikke glemme, at det eneste, der er gratis ved en vindmølle, er den vind, der får vingerne til at snurre. Vi må ikke glemme, at udvikling kræver overskud, at innovation kræver investeringer, og at kampen for klimaet kræver kapital. Tak for ordet.

Tak for det. Der er korte bemærkninger. Først er det fru Mai Villadsen, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Først vil jeg egentlig bare kvittere for, at ordføreren står så klart fast på det 70-procentsmål, vi i fællesskab har aftalt. Det var jeg meget glad for at ordføreren startede med at sige.

Så vil jeg gerne tage lidt forskud på de diskussioner, vi jo skal have i forbindelse med de handleplansforhandlinger, der kommer snart. Klimarådet har jo for nylig i deres rapport anbefalet, at vi indfører en CO₂-afgift for Danmark – en CO₂-afgift, som jo vil bevirke, at virksomheders produktion kommer til i langt højere grad at koste, hvad udledningen egentlig påfører klimaet.

Derfor vil jeg gerne høre: Hvor stiller Venstre sig i den diskussion? Synes Venstre, det er en god idé, at man laver en sådan CO₂-afgift?

Ordføreren.

Vi tror ikke, at tiden, med den situation, som dansk erhvervsliv står i lige nu, er til at gå ud og sige: Nu skal I høre, vi har løsningen – en CO₂-afgift på 1.500 kr., og den skal I bare betale, hvis I ikke kan omstille jer. Det tror vi ikke er løsningen.

Løsningen er, som Socialdemokratiets ordfører også var inde på, at se det her som en mulighed for at se på, om vi i forhold til nogle af de ting, vi skal lave for at sætte skub i økonomien, ikke kan gøre det endnu mere grønt.

Mai Villadsen, værsgo.

Jeg synes jo, man skal holde sig for øje, at det, Klimarådet anbefaler, er en indfasning af en sådan afgift og ikke, at det fra den ene dag til den anden vil koste 1.500 kr. Der er tale om en indfasning.

Jeg mener jo, som ordføreren egentlig også sagde, at vi skal have en grøn genstart af samfundet, og det betyder offentlige investeringer, men for mig at se betyder det altså også, at dem, der udleder, skal betale ved kasse et, og det skal vi begynde en langsom indfasning af. Det kunne jeg godt tænke mig at høre ordførerens overvejelser om.

Ordføreren.

Vi kigger jo også både på det, som Klimarådet skriver, men selvfølgelig også på det, som de her 13 klimapartnerskaber skriver, og der må man jo bare konstatere, at det at indføre en høj CO₂-afgift ikke ligefrem er blevet omfavnet, selv om den bliver indfaset. Men omvendt skriver de ikke, at det ikke kan lade sig gøre – de skriver: Det kan godt lade sig gøre, og her er vores forslag. De har en masse andre forslag, og dem synes jeg vi skal lytte til. For det guidende princip, vi skriver ind i klimaloven, om også at kigge på dansk erhvervsliv og ikke afvikle dansk erhvervsliv og kigge på konkurrencekraften, har aldrig stået skarpere, end det gør lige nu under så voldsom en økonomisk krise som den, der rammer dansk erhvervsliv.

Signe Munk, værsgo.

Tak for en engageret og god tale fra ordføreren. Hvis vi spoler tiden nogle år tilbage, var ordførerens parti jo selv i regering under den tidligere klimalov – det er jo ikke sådan, at vi ikke har haft en klimalov, vi har bare haft en klimalov, hvor reduktionsmålet stod i lovbemærkningerne, og spørger man de kloge jurister, er lovbemærkninger lige så retligt bindende som det, der står i lovteksten – og alligevel var det sådan, at ordførerens eget parti valgte at fravige reduktionsmålet. Jeg synes bare, at det ville være fantastisk, hvis ordføreren ville give den garanti til generationerne, som står og lytter til os, alle de unge mennesker, som har en forventning om, at når et bredt spekter af Folketingets partier vedtager 70 pct.s klimagasreduktion i 2030, selv om regeringsmagten skulle skifte – og gud forbyde det – så vil Venstre stadig væk stå vagt om reduktionsmålet.

Vi skal lige passe på, hvem vi beder om at forbyde noget her i Folketingssalen.

Værsgo til ordføreren.

Jeg håber ikke, at nogen, hverken højere magter eller nogen i salen her eller i det danske land, vil forbyde et regeringsskifte, men lad det nu ligge.

Tak for spørgsmålet. Vi går med i den her klimalov, fordi vi synes, det er det rigtige at gøre. Det er da rigtigt at sætte et fast mål, som har den kadence og det årshjul, som vi nu skriver ind. For vi tror jo, at det er på den måde, vi kan sørge for, at vi løbende har fokus på, at vi skal nå den her reduktion. For det at nå reduktionen er jo ikke kun – hvad skal man sige – for at redde klimaet, men det er faktisk også, fordi vi synes, det er en god idé for dansk erhvervsliv, og det har dansk erhvervsliv også været ude at sige. Så det står vi inde for.

Signe Munk, værsgo.

Ja, og uanset om man påkalder sig de højere magter eller ej, er jeg glad for så klart og tydeligt et svar fra Venstre. Tak for det.

Tak for det. Så er det hr. Morten Messerschmidt. Værsgo.

Tak, formand. I den her aftale om klimaloven, hvor vi jo rigtigt har besluttet os for 70 pct., er der også nogle pejlemærker for, hvordan vi skal nå derhen. Vi er blevet enige om, at det ikke må føre til en stor social ulighed, vi er enige om, at det, som ordføreren siger, netop skal understøtte væksten og skabelsen af arbejdspladser og den slags ting, og det har for os været ret afgørende.

Men det, der jo er det interessante, er, hvis vi i løbet af de kommende 10 år konstaterer, at de pejlemærker ikke bliver efterlevet, hvis vi nu f.eks. i 2025-2026 kan se, at den sociale ulighed begynder at stige, eller vi kan se, at det her går direkte ud over nogle af de meget energiintensive virksomheder, og at de bliver nødt til at afskedige, eller hvad det måtte være, altså at de hensyn så at sige ikke bliver mødt. Hvad er så egentlig vigtigst for Venstre? Er det, at man fuldstændig ideologisk klippefast holder fast i, at vi bare skal ramme de 70 pct. i 2030, eller er det hensynet til den sociale balance, væksten, arbejdspladserne osv.? Hvis man skal vælge mellem de to ting, hvad er så vigtigst, hr. Tommy Ahlers?

Ordføreren, værsgo.

Vi tror altså, at de hensyn går hånd i hånd, og det er også derfor, vi har valgt at skrive dem ind som nogle guidende principper, hvor målet ligesom er det, der står klart, og de guidende principper så er lagt ind som noget, vi skal holde øje med. Vi har jo også, hvad skal man sige, taget bestik af, at det måske godt kunne ende i den situation, hvor vi så i aftalen skriver, at hvis vi ude i årene – og det er måske mere 2027-2028 – ser, at vi ikke kan gennemføre det her på den måde, vi har lagt det op, altså med en indenlandsk reduktion, så skal vi kigge på nogle af de andre reduktionsmekanismer, og det må vi så tage. Men det kan vi altså først tage, når vi når derud.

Hr. Morten Messerschmidt.

Men – og det er jo det vigtige men, hr. Ahlers – det kan vi jo kun, hvis vi så er enige om det i kredsen. Altså, nu er det bindende mål, som Venstre har sagt ja til, jo 70 pct., og skal man afvige fra det, f.eks. ved joint implementation eller CDM-projekter osv., så kræver det jo, at de unævnelige magter til venstre i Folketingssalen her bliver taget i ed på det. Det er vel logikken i et forlig, og derfor vil jeg bare gerne vide her, inden vi nu bevæger os ind i den her proces, hvor vi har Venstre. Kan vi være fuldstændig sikre på, at Venstre er villige til at ofre 70-procentskravet, hvis det her begynder at gå ud over dansk økonomi?

Ordføreren.

Ordføreren kan være hundrede procent sikker på, at vi står vagt om de principper, vi har lagt ind her, men ordføreren kan omvendt også være hundrede procent sikker på, at vi ikke ser økonomi, økonomisk vækst, social balance som en modsætning til det at nå 70-procentsmålsætningen. Vi ser det faktisk som en forudsætning, og det gør dansk erhvervsliv jo også. For de ved godt i den situation, de står i, at de strategisk på den lange bane ikke har relevans i det marked, de er i, hvis de ikke viser, at de enten aktivt er med til at gavne den grønne omstilling eller de i hvert fald i deres egen produktion gør det på en bæredygtig måde. Så derfor mener vi, at de to ting godt kan gå sammen.

Så er det hr. Peter Seier Christensen. Værsgo.

Aftalen, der ligger til grund for det lovforslag, vi behandler i dag, blev indgået i december, og man må sige, at tiden har ændret sig meget siden december med coronakrisen, så forudsætningerne har jo også ændret sig. Så derfor undrer det mig, at Venstre ikke forholder sig til, at der er ændrede forudsætninger. Jeg kunne foreslå, at man eksempelvis udskød at behandle den her lov 1 eller 2 år, indtil vi har set og forstået de fulde konsekvenser af coronakrisen, eller at man måske eventuelt sænkede reduktionsmålet, og så kunne man hæve det på et senere tidspunkt. Hvorfor er det så vigtigt for Venstre at haste det her igennem i en situation, hvor vi står i en dyb krise?

Ordføreren.

Men den forudsætning, ordføreren lægger ind om, at vi ikke forholder os til det, synes jeg er forkert. Selvfølgelig forholder vi os til det. Det er også derfor, jeg siger, at det guidende princip om, at det her ikke må gå ud over dansk erhvervsliv, at det ikke må gå ud over økonomien eller konkurrencekraften, står endnu skarpere nu. Altså, vi er endnu gladere for, at vi fik det skrevet ind, og det er meget vigtigt at tage bestik af det, og derfor kan det også godt være, som Socialdemokratiets ordfører også var inde på, at den måde, vi så kommer til at arbejde med virkemidlerne på nu under den her krise og efter krisen, kommer til at se anderledes ud. Men vi tror stadig, at målet er realistisk at nå, også fordi vi jo tror på, at vi får økonomien tilbage igen. Det har vi et håb om, og når økonomien er tilbage igen, har vi også råd til mange af de ting, vi gerne skulle gøre her, og det vil gavne både dansk økonomi og dansk erhvervsliv.

Hr. Peter Seier Christensen.

Ja, vi håber jo alle sammen på, at økonomien kommer tilbage igen og så hurtigt som muligt, men derfor synes jeg stadig væk, at det ville være mere ansvarligt at vente og se, hvordan økonomien udvikler sig. Men der er tilsyneladende et stort hastværk med den sag. Så derfor vil jeg gerne spørge ordføreren: Mener ordføreren, at en reduktion af den danske udledning på 70 pct. vil have nogen som helst betydning for klimaet?

Ordføreren.

Ja, det mener jeg. Det er derfor, vi gør det. Men det mener jeg jo også er, fordi det – det står der også, og det er vi meget glade for kom med i loven – skal følges af en global strategi, både en global strategi for, hvordan man kan gøre det de steder, hvor vi sidder med, men også en global strategi for, hvad danske virksomheder kan gøre rundtomkring i verden. Jeg tror jo egentlig på, at 70-procentsreduktionen er en lidt uambitiøs målsætning. Jeg så gerne, at den havde været på 1.000 eller 2.000 pct. – eller måske endnu højere – for jeg tror, det er den udledning, som danske virksomheder kan være med til at vi reducerer rundtomkring i verden, når Vestas tager ud, når Novozymes tager ud, når Danfoss tager ud.

Vi siger tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Det betyder, at vi kan gå videre i ordførerrækken til hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti.

Tak, formand. Er glasset halvt fyldt, eller er det halvt tomt? Det er en historisk diskussion, som man har haft. Den tidligere ordfører mener jo, at det er halvt fyldt. Det håber jeg.

Finansministeren siger, at 184.000 jobs i øjeblikket er i fare, at indeværende finansår ender med et underskud på 190 mia. kr. Men jeg håber, at ordføreren har ret i, at glasset er halvt fyldt. For ellers kan det, der skulle blive et stort, ambitiøst, fremadskuende – både klimapolitisk, men jo også økonomisk – eventyr, ende med at blive en regulær katastrofe. Hvis vi sidder her med høje ambitioner om, hvordan Danmark skal gå forrest for at påvirke hele verden, hele kloden, og gennemføre reformer, som giver et enormt nyt afgiftstryk ude i erhvervslivet, så skal vi godt nok være sikre på, at det glas der er halvt fuldt og ikke halvt tomt.

For ellers vil det betyde, selvfølgelig ikke blandt vennerne – altså alle dem, der elsker at svøbe sig i offentlige tilskud for dermed at kunne være grønne, indeni er de nok mest røde – men for alle dem, der jo er afhængige af at kunne betale varmeregningen, er afhængige af at kunne aftage strøm til konkurrencedygtige priser, at glasset ikke vil være halvt fyldt. Vi har en pligt til, uanset hvad vi laver – om det er udlændingelov, udenrigspolitik, klima- og energipolitik, eller hvad det måtte være – ikke bare entydigt, enfoldigt at sige, at det nok går. Vi har en pligt og et ansvar, som rækker ud over os selv og vores egne ideologiske idiosynkrasier, hvor vi også skal tænke på: Hvad nu hvis glasset så viste sig at være halvt tomt? Hvad nu hvis den krise, vi befinder os i, ikke bare var et lille bump på vejen? Hvad nu hvis de 180.000 danskere, som i dag står til at risikere at miste deres job, rent faktisk om en måned har mistet det? Hvad nu hvis finansmarkederne pludselig siger, at knap 200 mia. kr. i underskud på statsbudgettet måske ikke lige er det, vi forbinder med Danmark, og lånemulighederne derfor bliver indsnævret? Hvad nu hvis?

Det er vel ikke et helt urimeligt spørgsmål at stille, når man vedtager en lov med et perspektiv på 10 år, og der må jeg bare advare imod det ideologiske overmod, som tilsyneladende præger store dele af det her Folketing. Intet ville gå af hverken den grønne bevægelse, af Danmarks internationale renommé eller i øvrigt ministerens evne til at omsætte sin egen politik til virkelighed, hvis vi valgte at reducere målet for 2030 fra de 70 pct., der i december ikke syntes realistiske, men måske ikke umulige, men som i dag fremstår som en fuldstændig uklar ambition.

For 60 pct. var præcis det, som ministerens parti gik til valg på for 1 år siden – 60 pct. Man hørte det alle vegne, fru Mette Frederiksen var Mrs. 60 pct. Jeg nægter simpelt hen at se det som noget, der så i dag kan være uambitiøst, som noget, hvor vi ikke også kan rykke verden, som noget, hvor ikke også de grønne virksomheder kan tjene penge, men måske dog alligevel noget, som tager højde for, at glasset ikke var halvt fyldt. Det ansvar mener jeg at vi bør tage på os, ikke fordi det ikke er smukt og godt at leve i et rent land, der producerer sin egen energi, med flotte grønne virksomheder, der eksporterer og trækker hele kloden i en bedre retning, men fordi alt det mislykkes, hvis danske virksomheder knækker halsen på halvvejen, og derfor vil jeg gerne i dag mane til en besindighed.

Vi kan i Dansk Folkeparti se masser af perspektiver i den grønne omstilling, at man i forhold til olie og kul osv. kan frigøre sig fra de rædselsregimer i Mellemøsten, som producerer olien, og de stadig mere oligarkiske diktaturer, der producerer kullet, ja tak, at man kan få forsyningssikkerhed, at man kan nedbringe partikelforureningen, ja tak – der er masser af positive perspektiver, der er eksportindtægter, jeg tror, at de grønne eksportindtægter sidste år steg med 13,5 pct. – men ikke uden omtanke, og derfor maner jeg til besindighed i dag. Tak, formand.

Tak for det. Der er korte bemærkninger. Det er først fru Mai Villadsen. Værsgo.

Tak for det. Jeg må indrømme, at jeg godt nok fik morgenkaffen galt i halsen, da jeg en dag for ikke så længe siden kunne læse en overskrift i Jyllands-Posten, hvor der stod, at DF vil skrue ned for klimaambitionen i ly af coronakrisen, og at man nu vil gå fra de 70 pct. til 60. Vi har siddet dag ud og dag ind og aften efter aften for at lave en klimaaftale om en reduktion på 70 pct. Det har vi lovet kommende generationer, og det er det, vi står her og behandler i dag. Derfor synes jeg, det er dybt uansvarligt, at DF så åbenbart bare løber fra aftalen og bruger coronakrisen som undskyldning for at løbe fra den grønne aftale, vi har lavet. Derfor vil jeg faktisk bare gerne høre i dag: Kommer Dansk Folkeparti til at stemme ja eller nej til klimaloven?

Ordføreren.

For det første vil jeg gerne advare fru Mai Villadsen mod at drikke kaffe. Der findes varme drikke, der har et langt mindre CO₂-aftryk end produkter, der produceres så langt fra fædrelandets grænser. I forhold til hvorvidt vi kommer til at stemme ja eller nej til den her aftale, må jeg, med al respekt for fru Mai Villadsen og Enhedslisten, sige, at det nok ikke kommer til at afhænge af, om vi kan blive enige med fru Mai Villadsen, men måske med sådan mere – hvad kan man sige – økonomisk velovervejede kræfter her i Folketinget.

Mai Villadsen.

Vi står i en coronakrise, som er dybt alvorlig, og der er jobs, der forsvinder hver dag. Det er derfor, vi skal lave en grøn genstart af økonomien. Det er derfor, vi skal skabe grønne jobs. Men det betyder altså ikke, at der ikke også er en klimakrise, som raser, og som bliver større, hvis vi ikke gør noget. Det bekymrer mig meget, hvis vi nu lige pludselig ser et Folketing, der løber fra det ansvar. Det må ikke ske. Derfor vil jeg høre igen: Aftalen ligger her, stemmer Dansk Folkeparti ja eller nej til det her lovforslag?

Ordføreren.

Det er vi ikke afklaret på endnu, for vi har et ønske om at ændre aftalen til det, som var regeringspartiets ambition ved folketingsvalget sidste år. Jeg føler mig også overbevist om, at Enhedslisten gerne ville sige både 80, 90 og 100 pct. Man kan sige, at Enhedslistens idealsamfund jo sådan set er en eller anden huletilstand, hvor det eneste CO₂-udslip er, når vi brænder et stykke træ, fordi vi lige skal have varmen i løbet af vinteren. Den ambition deler vi ikke. Vi ønsker et højteknologisk samfund. Og jeg tror, det er langt enklere nu med coronakrisen – desværre – i erfaringstasken at realisere 60 pct. end 70 pct. uden at sende arbejdspladser til udlandet.

Så er det fru Signe Munk. Værsgo.

Jamen det er jo interessant, at hr. Morten Messerschmidt siger i Folketingssalen, at Dansk Folkeparti går fra den aftale, som er indgået i december, hvor der blev skrevet under på de 70 pct. Lad os nu sige, at det ikke lykkes hr. Morten Messerschmidt at overbevise nogen andre partier – nu kan jeg så forstå, han ikke regner Enhedslisten for ret meget, det kan være, det samme gælder SF. Jeg har også hørt klimaministeren fuldstændig afvise hr. Morten Messerschmidts krav. Så hvis det ikke lykkes hr. Messerschmidt at få sænket ambitionsniveauet til 60 pct., vil Dansk Folkeparti så fortsat alligevel stemme for klimaloven, som de i første omgang jo er en del af en aftale bag?

Ordføreren.

Det kommer helt an på omstændighederne. Altså, vi har ikke meldt os ud af noget forlig. Men man kan sige, at det stærkeste argument, jeg kan få øje på, for at være en del af klimaloven og hele klimaaftalen, faktisk er fru Signe Munk og fru Mai Villadsen. Altså, alene tanken om at overlade dansk energipolitik til sådan nogle socialistiske filosoffer forekommer mig meget, meget skræmmende. Så man kan sige, at det nok er det stærkeste argument for, at Dansk Folkeparti skulle blive. Ellers ville vi jo overlade det til socialister – og lige skridtet til venstre derfor – at sidde og afgøre, hvordan noget så vigtigt som dansk energipolitik skal se ud i fremtiden. Men det ændrer jo ikke på – og det ved jeg godt er et hensyn, som socialister generelt er hævet over – at coronakrisen har ramt dansk økonomi og verdens økonomi ganske hårdt. Og det er derfor, jeg altså prøver sådan i besindelse at sige: Skulle vi nu ikke bare gennemføre det, som i hvert fald indtil for 1 år siden var socialdemokratisk politik? Det er faktisk ikke særlig ofte, jeg anbefaler det, men lige i den her situation vil det være min anbefaling.

Fru Signe Munk.

Det er jo enormt interessant, at hr. Morten Messerschmidt kerer sig så meget om dansk erhvervsliv, at han åbenbart lige pludselig driver en politik for dansk erhvervsliv, som jeg ikke har hørt fra dansk erhvervsliv. Lytter man til Dansk Industri, Dansk Erhverv, så står de fuldt og fast bag 70 pct. De siger faktisk ligefrem, at det er godt at vide, hvordan fremtiden ser ud 10 år frem. Så jeg kan ikke helt forstå, hvem det er, hr. Morten Messerschmidt kerer sig så meget om. Men det er da interessant, at hr. Morten Messerschmidt vil blive i klimalovsaftalen, hvis SF også bliver der. For jeg kan garantere, at SF står fuldt og fast bag den aftale.

Ordføreren.

Det ville utvivlsomt både for Dansk Folkeparti og fædrelandet være en langt bedre aftale, hvis fru Signe Munk ville forlade den, vil jeg sige. Men sådan er det, og jeg ved godt, hvordan den parlamentariske situation her i fædrelandet er, og det kommer jo ikke til at ske. O det er jo det, der er hele problemet. For jeg tror egentlig også, at Socialdemokratiet vil være mest interesseret i at gennemføre socialdemokratisk politik, men de må selvfølgelige betale en pris for at være regering. Og den pris er jo så bare, at man satser på, at glasset er halvt fyldt, og hvis det ikke er det, får Enhedslisten og Socialistisk Folkeparti så til gengæld pladen fuld. Og det er trist for de mennesker, der mister deres arbejde.

Så er det hr. Peter Seier Christensen.

Tak. Det her er jo meget interessant. Jeg er fuldstændig enig i alt, hvad ordføreren sagde i sin tale. Og det er jo netop også et spørgsmål om, at ordføreren forholder sig til den krise, vi står i nu; det er en helt anden situation, end da partierne indgik aftalen i december. Så spørgsmålet er: Mener ordføreren, at det er uansvarligt at gennemføre en klimalov med en 70-procentsreduktion p.t.? Og vil Dansk Folkeparti trække sig fra aftalen, hvis det ikke lykkes for ordføreren at få reduceret målet?

Ordføreren.

Det kommer helt an på, hvad det reelt er, vi også i detaljerne vil blive enige om. Og det er jo derfor, jeg spurgte hr. Tommy Ahlers, som jeg gjorde tidligere. For det er klart, at hvis man spørger socialisterne, vil de jo sige: Jamen 70 procent er det første bud, det vigtigste bud, og alt andet kommer til sidst. Men hr. Tommy Ahlers sagde noget andet. Han sagde: Ja, man holder fast i de 70 pct., men det er ganske vigtigt, at hensynet til den sociale lighed i landet og hensynet til vækst og arbejdspladser osv. også efterleves. Og ellers må vi jo se på det. Jeg tror, at hr. Tommy Ahlers nævnte 2026 og 2027 og sådan nogle ting. Og det er jo to helt forskellige ting. Det er jo socialismen over for pragmatismen, og der er vi nødt til at finde ud af, hvor resten af forligspartierne befinder sig, før vi så kan sige: Skal vi overlade det til det røde kabinet, eller skal vi blive hængende og så sørge for, at det ikke går fuldstændig socialistamok?

Ønsker hr. Peter Seier Christensen ordet? Ja. Værsgo.

Jamen jeg er meget spændt på at følge det og se, hvad det fører til. Jeg har jo læst bl.a. i dagbladene, at I gerne vil reducere det med 60 pct., men at I stadig væk bakkede op om de 70 pct. Men skal jo ikke altid stole på, hvad man læser i aviserne. Men en anden ting, som ordføreren har sagt, er, at det her ikke må koste vækst, og det må ikke koste jobs. Mener ordføreren virkelig, at det er realistisk, at vi kan gennemføre den her plan, uden at det kommer til at koste noget, overhovedet? Hvis vi ser på de forskellige planer, der er blevet lagt frem allerede, så er det jo alle sammen nogle, der er forbundet med omkostninger.

Ordføreren.

Da vi lavede aftalen før corona eller før nytår, var jeg overbevist om, at det her godt kunne lade sig gøre, og de udspil, vi har fået fra de forskellige partnerskaber, viser jo også, at der er eksportpotentiale i det. Ministeren kan sikkert korrekse mig, hvis jeg tager fejl, men jeg mener, at eksportindtægterne sidste år på grønne teknologier steg med 13½ pct. Så det er jo et marked i vækst. Og at vi så gennemfører nogle investeringer, der f.eks. skaber flere muligheder for ladestandere til elbiler, bedre elinfrastruktur, bedre fjernvarmeanlæg osv., koster selvfølgelig nogle penge det første år, andet år og tredje år. Men hvis det så samtidig fører til teknologier, vi kan eksportere og få pengene ind via, gerne gange en, to eller tre, så kan det jo også være en god forretning. Og det er det, der er det helt afgørende.

Så er det hr. Tommy Ahlers. Værsgo.

Tak for det. Tak til hr. Morten Messerschmidt for en meget, meget fin tale. Den var især fin, fordi den jo meget, meget sådan ægte udstiller den her dybe bekymring for dansk økonomi og for danske virksomheder. Og den deler jeg en til en. Men tænk nu, hvis glasset – hvad det jo ret beset også er – både kan være halvt fyldt og halvt tomt på samme tid. Så økonomiglasset er måske halvtomt, for det ser godt nok sort ud, hvad vi står midt i. Vi ved ikke, hvordan det her kommer til at ramme danske eksportvirksomheder. Vi har set de danske indenlandske serviceindustrier ramt, men hvad gør det ved eksportvirksomheder?

Men hvad nu, hvis det andet glas, klimaglasset, godt kan være halvt fyldt med den tro på, at det godt kan lade sig gøre at lave de her forandringer i det danske samfund, hvor det stadig væk går hånd i hånd med netop de her principper, der står i loven? For det lyder lidt, som om ordføreren tror, der er en klar modsætning mellem at lave den grønne omstilling og økonomisk vækst, og det er der jo ikke nogen i dansk erhvervsliv der rigtig tror på. For de har jo ikke været ude og sige, at vi burde droppe 70-procentsmålet. Det vil jeg gerne høre ordførerens kommentar til.

Ordføreren, værsgo.

Jo, men sagen er, at når vi har et underskud på bare det her års statsbudget på knap 200 mia. kr., så skal de penge jo findes. Og det bliver jo hr. Tommy Ahlers og undertegnede og alle andre skatteydere her i landet, der kommer til at fylde det hul op. De penge kan jo så ikke bruges på grønne investeringer. Det vil sige, at ud over det forøgede afgiftstryk, som klimaloven medfører, skal vi altså nu have fyldt hullet på knap 200 mia. kr. op. Og der kan man godt forestille sig, at de to ting til sammen vil have en sådan karakter, at der er nogle ellers solide og veldrevne virksomheder derude, som knækker halsen. Og det duer ikke, i hvert fald ikke når vi, tilsyneladende – tror jeg jeg vil sige – har et flertal i Folketinget, som faktisk indtil for ganske nylig mente, at 60 pct. kunne gøre det. For det er det, der er sagen. Socialdemokratiet, Folketingets største parti, mente i valgkampen, at 60 pct. var nok til at redde planeten, og at vi gik foran. Og jeg tror ikke, der var nogen af de borgerlige partier, som mente, at det var 70 pct., der var vejen frem. Så den eneste grund til, at vi i dag fastholder 70 pct., er, at Socialdemokratiet er i socialisternes lomme.

Tak. Så er det hr. Tommy Ahlers. Værsgo.

Så vil jeg gerne høre ordføreren, hvorfor ordføreren og hans parti ikke føler sig dækket af den aftale, der er indgået, hvor de her principper jo står ret tydeligt, nemlig at vi selvfølgelig skal se på økonomien, og det vil sige, at også skal tage udgangspunkt i den til hver en tid værende økonomiske situation, som Danmark og dansk erhvervsliv står i. Og så er der også den her del, som jo ikke var noget, som jeg fandt på på talerstolen, med, at vi i årene fremover skal holde fast i målet, og hvis det vil skade dansk økonomi kun at opnå det ved indenlandsk reduktion, og det ikke vil være realistisk, så skal vi kigge på andre reduktionsmekanismer, altså globale reduktionsmekanismer. Hvorfor føler ordføreren sig ikke dækket af det, for det er jo lidt det, vi faktisk tager højde for i aftalen?

Ordføreren.

Fordi jeg ingen tillid har til socialister. Omkring det her bord har vi jo givet hinanden vetoret, så hvis vi sidder i en situation i 2027, hvis vi siger det, hr. Tommy Ahlers, hvor alle vi, der betragter markedsøkonomi som en relativt gængs styreform, er enige om, at nu bliver det virkelig dyrt, nu kommer det til at koste arbejdspladser, hvis vi kører videre ad et bestemt spor, så skal vi ringe over til Enhedslistens hovedbestyrelse, til Alternativet – jeg ved jo ikke engang, om det findes længere til den tid, eller hvem man skal ringe til – til Socialistisk Folkeparti, for det er dem, der har fat om de ædlere dele på dansk økonomi. Det er bare det, jeg tillader mig at fremføre, og jeg havde måske egentlig håbet, at vi kunne dele bekymringen for det scenarie.

Så er det Anne Paulin. Værsgo.

Jeg anerkender fuldt ud, at vi står en besværlig økonomisk situation, og at der er mange arbejdspladser, som risikerer at gå tabt. Men hr. Morten Messerschmidt får det til at lyde, som om det er på grund af en ambitiøs grøn politik, at de her arbejdspladser er i farezonen. Det er jo ikke rigtigt! Det er, på grund af at vi står i en situation med corona og det chok, det har skabt både økonomien. Vi har netop fået en solstrålehistorie, som jeg gerne vil dele, om, at der er en stor svensk investeringsfond, som vil investere i en vindmøllefabrik på Esbjerg Havn, der betyder 2.000 arbejdspladser, så man kan sige, at det er de grønne investeringer, der er de gode historier om vækst og beskæftigelse lige nu, og ikke omvendt.

Men jeg kunne godt tænke mig at høre, om DF hele tiden har haft en skuffeplan liggende, hvis vi fik økonomiske udfordringer, og at vi så skulle sænke til 60 pct. Og ligger der også en plan for 50 pct. og 40 pct., eller hvad?

Ordføreren.

Vi har ikke noget princip om at have socialdemokratisk politik i skufferne. Tværtimod, vi forholder os til den måde, samfundet udvikler sig på. Nu er vi altså i en ny økonomisk situation, og fru Anne Paulin kan da have ret i, at vi skal tale højt og godt om solstrålehistorierne, det vil jeg også rigtig, rigtig gerne, men hvis fru Anne Paulins plan er, at vi skal tale så meget om solstrålehistorierne, at vi ikke taler om de kedelige konsekvenser, så tror jeg, vore veje må skilles. Og der er sagen jo altså bare, at når man nu har en regning på i hvert fald 200 mia. kr., der skal betales, og som vi ikke havde for 3 måneder siden, siger vi, at med den meget store regning, som regeringen ikke engang er i stand til at sætte tal på i forhold til 70-procentsmålsætningen, skulle vi måske lige holde igen. Jeg er egentlig utrolig forundret over, at det er så offensivt at foreslå, at Socialdemokratiet skal have sin politik igennem.

Anne Paulin.

Socialdemokratiets mål er 70 pct., som vi har lavet en aftale med Dansk Folkeparti om, men jeg kunne godt tænke mig at spørge hr. Morten Messerschmidt om, hvad det er for nogle aktører i erhvervslivet, som åbenbart ikke selv kan finde ud af at markere sig i den offentlige debat, men som han gør sig til talsperson for her?

Ordføreren.

Jeg kan desværre ikke huske, hvor fru Anne Paulin er valgt henne, men jeg ved, at klimaministeren er valgt på Fyn, og jeg synes da, vi skal tage en lille ekskursion over til de fynske gartnerier og høre, hvordan de har det med stigende energipriser.

Så er det hr. Ruben Kidde, Radikale Venstre. Værsgo.

Mange tak. Jeg er glad for at kunne deltage i en historisk debat om muligheden for at omsætte et borgerforslag til klimahandling og lovgivning i det, jeg troede var et bredt forlig, en bred aftale mellem mange partier, hvor Dansk Folkeparti jo også var en del. Jeg kan nu se, at de gule breaking news-bjælker er gået i gang på aviserne online og på News. Dansk Folkeparti har i dette øjeblik de facto meldt sig ud af klimaloven, for det er jo en del af aftalen, at det er en 70-procentsreduktion, som vi er enige om, og der er ingen opbakning andre steder til at slække på den ambition.

Så derfor vil jeg bare komme med den kommentar, at det ærgrer mig, at hr. Morten Messerschmidt på den måde stikker halen mellem benene i forhold til den aftale, der er blevet indgået.

Ordføreren.

Altså, normalt er der ikke noget, der glæder mig mere, end hvis jeg kan ærgre en radikal, så den kompliment vil jeg da gerne tage på mig.

Dertil vil jeg sige, at jeg ikke kan stå heroppe og se aviserne, og jeg læser dem heller ikke med særlig stor begejstring i almindelighed. Men Dansk Folkepartis politik er sådan set ganske klar: Vi vil gerne være i førerfeltet på den grønne omstilling, men er dybt bekymrede for, hvordan coronakrisen har ramt vores økonomi, og hvordan 70-procentsmålsætningen, måske ikke nødvendigvis i hænderne på Det Radikale Venstre eller på Socialdemokratiet eller på Venstre eller andre til højre i salen, men på socialisterne, kommer til at ramme danske eksporterhverv. Og vi ved jo fra de tidligere forslag, der har været fremme, at man bare helt kynisk i forhold til store eksportvirksomheder og vigtige også lokale virksomheder som f.eks. Aalborg Portland skal se bort fra deres vilkår. Vi ved, at det er den slags tanker, man går rundt med ovre i det socialistiske bagland, som hr. Ruben Kidde frekventerer. Og der må jeg bare sige, at der nærer vi en dyb mistillid til, at de ikke bare vil tage hensyn til klimaambitionerne, men også til f.eks. beskæftigelsen.

Værsgo.

Tak. Jamen hr. Morten Messerschmidt, jeg kan godt genkende en stråmand, når jeg ser den, og det at tage erhvervslivet til indtægt for, at der ikke skal følges op på en 70-procentsmålsætning, er simpelt hen ikke retvisende for den stemning, der er ude i erhvervslivet. Der er bred opbakning til de 70 pct. Og det er jo bare en skam, at Dansk Folkeparti på den måde melder sig ud af, hvordan vi fælles skal indfri klimaambitionerne og skabe en grøn genstart af Danmark. Men der er stadig mulighed for at ombestemme sig, for 70-procentsmålet er i hvert fald det, der kommer i den lov, der vil komme i sidste ende.

Tak. Hr. Morten Messerschmidt.

Altså, jeg kan godt fornemme på venstre side af salen, at der vil man jo så sikkert også sige 80 pct. eller 100 pct., eller hvad man kunne sige fuldstændig uden hensyn til, hvordan det påvirker folk ude i virkeligheden – bare man kan få sin caffe latte om morgenen, ikke?

Men derfor vil vi alligevel gerne ligesom have naglet fast, hvad det så egentlig er, vi er enige om. Er det, at 70-procentsmålet er det vigtigste, eller er det, at vækst og arbejdspladser og kampen imod social ulighed osv. er det vigtigste? Og der må man sige, at hr. Ruben Kidde jo ikke har givet meget svar på det. Men til gengæld er der sket det, mens hr. Ruben Kidde talte, at glasset er blevet tættere på at være fuldt!

Tak for det. Så er det fru Mette Abildgaard, Det Konservative Folkeparti.

Tak for det. Jeg må indrømme, at jeg synes, det er en meget bemærkelsesværdig arrogance, som ordføreren lægger for dagen i salen i dag over for nogle af mine kollegaer, og jeg synes, det er en arrogance, man ikke kan tillade sig at have, når det er en selv, der har fejlet i forhandlingerne og skabt den situation, man står i nu.

Hvis Dansk Folkeparti havde ønsket, at der skulle lægges et kriterium ind, som handlede om eksempelvis en situation som den, vi står i nu, måtte man jo have bragt det på banen under forhandlingerne. Dansk Folkepartis ordfører bragte det ikke en eneste gang på banen. Så det er jo ens egen mangelfulde indsats i forhandlingerne, der gør, at man nu står i den her situation og ikke kan give et helt klart svar på, om man vedstår den aftale, man har indgået, og om man stemmer ja eller nej til det her lovforslag, som vi behandler nu. Vi står til en førstebehandling, og vi kan ikke få et klart svar på, om man stemmer ja eller nej. Det må da kunne gives. Ordføreren har ikke bedt os andre møde op til nye forhandlinger om det her, hvilket man ellers kunne få indtryk af. Så stemmer man ja eller nej, eller hvad er planen herfra?

Værsgo.

Ja, altså, som jeg tror, at fru Mette Abildgaard vil have bemærket af mine indlæg her, er det ret afgørende for os, at vi er enige om, at målet er 70 pct. Men altså, er 70 pct. så vigtigt, at vi bare ser igennem fingre med, at det skader dansk erhvervsliv, eksportarbejdspladser forsvinder fra landet og det rammer vores almene vækst og velfærd og sådan nogle ting, og at man bare partout skal ramme de 70 pct. i 2030? Eller er de parametre i aftalen, som fru Mette Abildgaard, jeg, hr. Tommy Ahlers og andre gode kræfter, ministeren, kæmpede for at få ind, nemlig hensynet til økonomien og hensynet til beskæftigelsen, den sociale ulighed osv., så vigtige, at det er det, vi sætter først? Det er det, der ligesom er det afgørende for os for, hvor vi stiller os i den her sag. Og jeg tager fuldstændig på mig min egen uformåenhed, og det gør jeg i de fleste sammenhænge, herunder også den manglende evne til i december at forudse, at hele verdensøkonomien ville ligge i ruiner i marts. Mea culpa.

Fru Mette Abildgaard.

Jamen vi andre havde sådan set forudset, at økonomien kan svinge og der kan komme konjunktur, og det er derfor, vi har fået skrevet de her rigtig mange men'er ind i den aftaletekst, vi har lavet, som bl.a. går på hensynet til dansk økonomi, danske arbejdspladser osv. – netop i anerkendelse af at der er udsving i økonomien og der er et særligt hensyn at tage til dansk erhvervsliv. Så de mange men'er, som ordføreren efterlyste, er skrevet ind i aftaleteksten, men det er nu og her – det er i hvert fald i den her folketingssamling – at Dansk Folkeparti skal forholde sig til, om man stemmer ja eller nej til den her klimalov. Skal vi opfatte Dansk Folkeparti som en del af den aftale, vi har lavet – ja eller nej?

Værsgo.

Det her er jo ikke et udsving, fru Mette Abildgaard. Altså, nu ved jeg jo ikke, hvor længe fru Mette Abildgaard har fulgt de finansielle markeder, men det her er jo en knockout. Altså, hvis hun fulgte i marts, hvordan aktiekurserne bragede ned, hvis hun lytter til, hvad finansministeren siger om 184.000 danskere, hvis job er i fare, og nu ved jeg godt, at fru Mette Abildgaard ikke har haft fornøjelsen af at sidde i regering, men hvis hun går ind og ser på Finansministeriets tal om et underskud på statsfinanserne på næsten 200 mia. kr., så – altså, undskyld mig, fru Mette Abildgaard – kan man se, at det ikke er udsving.

Tak. Så er det hr. Torsten Gejl, Alternativet.

Jeg synes, det var et glimrende indlæg fra fru Mette Abildgaard. Jeg har det fuldstændig ligesådan. Jeg synes, at Dansk Folkeparti skal til at finde ud af, hvad de vil. Vi har lavet en aftale, som Dansk Folkeparti har været med til at forhandle, og som det også blev sagt før, lå den fast, og der blev ikke indkaldt til flere forhandlinger. Derfor synes jeg, at det er på tide, at Dansk Folkeparti begynder at være med til at få det, som vi aftalte, til at fungere i stedet for at hænge i bremsen.

Når argumenterne for, at Dansk Folkeparti er gået ind i den her aftale, er, at det handler om at holde socialister udenfor, så synes jeg simpelt hen, det er en rigtig dårlig motivation. I Alternativet er vi ikke socialister, men vi brænder lige så meget ... (Morten Messerschmidt (DF): Arh). Vi er ikke socialister, vi har aldrig været det, og vi brænder lige så meget for det grønne, vi brænder lige så meget for den her aftale, uanset hvor meget hr. Morten Messerschmidt står der og smiler. Jeg synes, at hr. Morten Messerschmidt skulle finde ud af, om DF er med i den her aftale, og hvis ikke, vil det være rigtig god stil at forlade den igen nu.

Værsgo.

Jeg er selvfølgelig ked af at støde partiformanden på manchetterne ved at kalde ham for socialist. Det gjaldt åbenbart så kun de frafaldne medlemmer af enmandshæren, ikke? Var det ikke Socialistisk Folkeparti, hr. Rasmus Nordqvist for nylig indgik til? Nå, fred være med det. Jeg kan også finde på mindre skelsættende ord at bruge om hr. Torsten Gejls projekt.

Jeg vil bare sige, at hr. Torsten Gejl sådan set kan være medvirkende til, at vi får en afklaring her, for han kunne jo svare på det spørgsmål, som jo egentlig ikke bare vi i Dansk Folkeparti stiller, men som jeg tror ganske mange mennesker derude, i hvert fald de 184.000, der står til at miste deres job, nok stiller. Hvis vi i løbet af de næste 10 år oplever, at 70-procentsmålsætningen begynder at true danske arbejdspladser, dansk økonomi, er vi så enige om at slå bak? Er vi så enige om, at vi gør noget andet? Eller er de 70 pct. mejslet i stentavler, som er vigtigere end hensynet til den sociale lighed, væksten, arbejdspladserne osv.? Hvis hr. Torsten Gejl giver et klart svar på det, kommer vi da tættere på en afklaring.

Hr. Torsten Gejl.

Det skal hr. Morten Messerschmidt få. Vi er klar til at møde 70-procentsreduktionen i 2030, også selv om det betyder, at vi er nødt til at gå ned i levestandard. Sådan er det. Det er en bunden opgave. Så det er svaret.

Så vil jeg gerne spørge hr. Morten Messerschmidt: Hvor langt er hr. Morten Messerschmidt klar til at gå? Det, vi kæmper for, er, at temperaturen kun stiger 1,5 grader. Det betyder, at isbjørnene forsvinder, det betyder millioner af klimaflygtninge fra både tørkekatastrofer og oversvømmelser. Hvor meget mere vil hr. Morten Messerschmidt være i stand til at acceptere, hvis temperaturen stiger yderligere?

Ja tak! Værsgo.

Alt det sidste der må vi tage på et andet tidspunkt. Det centrale er, at hr. Torsten Gejl er villig til at sige til danskerne: I har ikke noget job. Det betyder godt nok, at jeres arbejdspladser flytter til Polen, hvor de så udleder endnu mere CO₂ ved det, der bliver produceret, og så kan I så importere det derfra, hvis I stadigvæk har råd til det nu, hvor I er kommet på overførselsindkomst.

Der må jeg bare sige: Der er vi ikke. Vi synes, det er enormt vigtigt, hvis Danmark skal være førende i den her grønne omstilling, at vi så netop gør det på en måde, hvor det ikke går ud over vores økonomi. Men hr. Torsten Gejl har jo så til gengæld selv svaret på det spørgsmål, jeg stillede tidligere: Jo, han er socialist.

Tak. Så er der ikke flere korte bemærkninger. Den næste ordfører er hr. Ruben Kidde, Radikale Venstre.

Mange tak for det. Som nyt folketingsmedlem er jeg meget ydmyg over for muligheden for at deltage i et historisk møde i Folketingssalen, for i dag har vi faktisk vedtaget borgerforslaget »Dansk klimalov nu« – eller dvs. næsten nu, for vi skal lige have oversat borgerforslaget til Christiansborglovteknik, og det er jo det, vi er i gang med med det her lovforslag.

Jeg håber ikke, at der er for meget af borgerforslaget, der bliver lost in translation, for det indeholder så meget godt, og jeg vil faktisk også tro, at langt de fleste af dem, der har været med til at stille forslaget – både organisationerne og de 68.000 danskere, som har skrevet under – vil kunne genkende sig selv i det lovforslag, som vi nu behandler. For i forhold til de seks bærende principper for borgerforslaget, som det stod, er der i hvert fald mange ligheder.

Som det første stod der, at Danmark skal yde sit bidrag til at nå Parisaftalens mål, og det indfrier vi jo med det juridisk bindende 70-procentsmål, som er skrevet ind i lovforslaget, og som jeg godt tør love også kommer til at stå der, efter vi har tredjebehandlet.

Derudover skal der sættes flerårlige delmål. Det blev ikke 15 år, som der stod i borgerforslaget, men 10 år, og hvert femte år skal klimaministeren så fastsætte et nationalt klimamål.

Hvad angår det, at klimahensyn skal integreres i andre politikker, kan man sige, at 70-procentsmålet jo faktisk fordrer, at det ikke længere kun er inden for energisektoren, at vi får den allerstørste omstilling, men at transporten, landbruget og industrien også kommer med.

Klimarådet skal styrkes og gøres uafhængigt – det er sket.

Så var der det her med, at Danmark skulle satse på udvikling af grønne løsninger – det er igen fuldstændig afgørende og en del af Klimarådets anbefalinger, også i det såkaldte udviklingsspor, at vi skal satse på tiltag, der ligger på den lidt længere bane, med hensyn til grønne teknologier, og vi har heldigvis også fået afsat en masse penge til forskning på sidste finanslov.

Hvad angår det her med, at Danmark skal være drivkraft i den internationale klimapolitik, så skal regeringen ifølge det lovforslag, vi behandler nu, lave en årlig global afrapportering af effekterne af den danske klimaindsats, og der skal laves en global klimastrategi, hvor det gøres klart, hvordan vi spiller en rolle som global drivkraft i international klimapolitik.

Det var bare lige for at komme med en form for anerkendelse af alle de borgere og græsrødder, som på lidt over et år har taget klimapolitik fra periferien af dansk politik og gjort det til storpolitik. Det er simpelt hen fantastisk flot, og i Radikale Venstre er vi fuld af beundring, også over det engagement, der er nu, og vi ved også, at der er ufattelig mange mennesker, der ville have samledes ude foran Folketinget i dag, hvis ikke det havde været for coronasituationen.

Det er jo så i virkeligheden mit stikord til noget af den debat, vi lige har haft, for for Radikale Venstre og for mig viser coronaen jo, at når vi som samfund bliver ramt af en meget store udfordring, en krise, så besidder vi som samfund, som mennesker, som politikere evnen til at gøre det, der kræves, stå sammen og løse en krise og ikke vente politisk, men til gengæld få sat fuld skrue på at få genoprettet vores økonomi og vores samfund og passe på hinanden. Og på samme måde har vi brug for at gøre det i forbindelse med den klimakrise, som jo stadig væk er vores generations største krise, og som det tager lidt længere tid at opdage, men som har nogle implikationer, og hvis vi ikke får den løst, og hvis ikke et land som Danmark kan tage sit ansvar og løse sin egen andel af issuet, sker der heller ikke noget ude i den store verden.

Derfor er det jo så vigtigt, at vi bruger coronakrisen som en form for inspiration til at sige, at vi selvfølgelig kan håndtere vores generations største krise, klimakrisen, ved at skride til klimahandling nu. Når dansk erhvervsliv står fast på de 70 pct., kan vi som politikere selvfølgelig også stå fast på de 70 pct., og på samme måde kan vi jo glæde os over, at erhvervslivet bredt i klimapartnerskaber har vist, at vi faktisk godt kan nå både 60, 65 og 70 pct. Tak for ordet.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra hr. Peter Seier Christensen, Nye Borgerlige. Værsgo.

Tak for det. For godt et år siden havde Radikale Venstre en målsætning om en 60-procentsreduktion og mente, at 70 pct. var urealistisk. Fru Ida Auken kommenterede på et spørgsmål, hvor hun blev spurgt, om de skulle sætte målsætningen op fra 60 til 70 pct., men hun udtalte, at det også skulle være realistisk – så det var 60 pct. I dag står vi så i en situation et år efter, hvor Radikale Venstre truer med at vælte regeringen, hvis ikke der bliver lavet klimahandlingsplaner, som sikrer, at vi kan opnå et mål på 70 pct. Så jeg undrer mig bare – hvad er der sket i løbet af det sidste år?

Værsgo.

Jamen vi har jo heldigvis fået belyst af bl.a. Klimarådet, at vejen til 70 pct. er ganske fremkommelig. Det vil kræve almindelige handlinger, som vi alligevel ville gennemføre som samfund, og som skal fremrykkes lidt, og der har vi nu en enorm mulighed for, når vi alligevel skal sikre en genstart, at sørge for at investere, altså give virksomheder muligheder for at investere i det, der skaber en grøn omstilling. Det er f.eks. sådan noget med at få omstillet de store kulkraftværker hurtigere; det er sådan noget med at få gang i varmepumper, altså skifte gamle oliefyr og gasfyr ud med dem; og så selvfølgelig at få gang i elbilerne.

Så er der så et udviklingsspor, hvor vi satser på sådan noget som carbon capture, hvor vi tager CO₂ ud af atmosfæren og får det lagret i undergrunden, f.eks. ved at tage nogle gamle olieboreplatforme, som man ikke længere bruger til at have olie i, og putte vores kulstof derned. Så det er jo en mulighed. Det har faktisk vist sig, at vi er blevet klogere på det her år; vi ved faktisk, hvad der er muligt, og vi kan satse på det.

Hr. Peter Seier Christensen.

Så I tog fejl – det er jeg da glad for I anerkender. Nu er Radikale Venstre jo et parti, som bryster sig af at være økonomisk ansvarlig. Hvis vi nu antager, at I tager fejl en gang til, og det viser sig, at det her faktisk bliver ret bekosteligt for Danmark, er der så en grænse for, hvor stort et tab, Radikale Venstre vil acceptere for det danske samfund, før I trækker i bremsen og er villige til at se på, om der skal ændres på de 70 pct.?

Værsgo.

Radikale Venstre står last og brast både med befolkningen og med erhvervslivet, som støtter bredt op om en 70-procentsmålsætning. Der er ikke nogen modsætning mellem økonomisk vækst og en grøn genstart af økonomien. Det er bydende nødvendigt, at vi nu her, når vi står foran en stor, stor økonomisk krise, som er den største siden anden verdenskrig, tager de rigtige og de kloge beslutninger. Så jeg kan ikke se den modsætning. Og hvis vi skulle tage fejl og der i virkeligheden viser sig at være en mulighed for, at vi ikke når den 70-procentsreduktion, som vi taler om nu her, jamen så er det jo, fordi vi ikke har designet vores politik godt nok fra start. Det er så vigtigt, vi designer tingene rigtigt nu her og tænker i en klimahandlingsplan hurtigst muligt, så vi har en realistisk chance for at nå de 70 pct.

Tak for det. Der er ikke flere kommentarer. Den næste er fru Signe Munk, Socialistisk Folkeparti.

Tak for det. Hold fast, hvor har jeg glædet mig til at stå her i dag. For bare et år siden var der nok mange, der tvivlede på, at vi nogen sinde ville stå over for at vedtage så ambitiøs en klimalov, som vi står med i dag. Nu gør vi det, og jeg synes, det er kæmpestort.

Der er hårdt brug for markant handling, for de udfordringer, vi står med, er store. Det er voldsommere storme, tørke og monsterregn. Vi mærker allerede klimaforandringerne, også i Danmark. Samtidig understreger videnskaben jo gang på gang, at klimaforandringerne bliver værre, i takt med at klodens temperatur stiger. Ifølge den seneste opgørelse fra FN er verden med den politik, der lægges for dagen i dag, på vej mod en global temperaturstigning på 3,2 grader i 2100. Det er nedslående nyt, fordi Danmark ligesom resten af verden er en del af Parisaftalens ambition om at stræbe efter en temperaturstigning på maks. 1,5 grader. Det er jo langtfra ligegyldigt, hvor stor den globale opvarmning bliver, for jo varmere det bliver, desto større bliver konsekvenserne for mennesker, planter og dyr.

Midt i al alvoren, for det er alvorligt, finder jeg håb i handling. Jeg finder håb i vores ambitiøse nye klimalov, og jeg finder håb i, at et klimakrav er blevet et folkekrav. Bag det forslag til en klimalov, vi behandler i dag, står en bred skare af politiske partier, om end det kan være lidt uklart for nogle, hvad de vil stemme – altså for Dansk Folkeparti, som vi har fundet ud af. Men ellers er vi jo partier fra højre til venstre i salen, som står bag denne aftale om en klimalov.

Det forslag til en klimalov, som vi står med i dag, er ikke bare historisk, fordi den hæver det danske klimamål markant og gør det juridisk bindende. Den er i høj grad historisk, fordi den står på et markant klimafolkekrav. For snart et år siden tog en lang række danskere fat på arbejdet med en ny dansk klimalov. De stillede et borgerforslag, og bag det stod over 60.000 danskere. De står bag ved et krav om, at Danmark skal tage sin del af ansvaret i klimakrisen. De står bag ved et krav om, at Danmark skal levere klimahandling og ikke bare grøn snak.

Nogle vil kalde de borgere, som stillede borgerforslaget, for klimatosser. Hvis man spørger mig, er det nu mest tosset, hvis man ikke vil have en ambitiøs klimalov, for det ansvarlige i dag er jo at tage ansvar for klodens globale opvarmning. Det er at lave en klimalov, som sætter en fast kurs mod vores reduktionsmål og slår fast med jura, at udledningerne skal have et knæk nedad. Så tak til alle jer danskere, som tog ansvaret på jer og krævede en ambitiøs og bindende klimalov – og tak, fordi I bliver ved med at kræve ambitiøs klimahandling.

I dag behandler vi et forslag til en klimalov, som sætter rammen og retningen for den danske klimaindsats. Vi skal nedbringe drivhusgasudledningerne med 70 pct. i 2030 og senest – med tryk på senest – være klimaneutrale i 2050. Vi styrker Klimarådet, og vi sætter jo det grønne danske lederskab i centrum. Men det er ikke gjort med klimaloven. Det næste vigtige skridt er at sørge for, at vi når vores reduktionsmål. Det gør vi kun med klimahandling. Derfor er det så afgørende, at regeringen flytter foden fra bremsen og sætter gang i klimaforhandlingerne igen, for danskerne forventer handling og ikke bare flotte ord. Vi skal i gang med klimahandling, for vi skal ikke kun sætte mål, vi skal også nå vores mål.

Jeg kan i hvert fald med glæde sige, at SF stemmer for lovforslaget.

Tak for det. Der er et par korte bemærkninger. Hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti.

Nu kan jeg se, at fru Signe Munk og jeg i hvert fald deler en interesse for tekstiler. Jeg går ud fra, at det ikke er et tilfælde, at fru Signe Munk har taget et rødt sæt på i dag, men det er jo ikke helt rødt. Der er alligevel en mere orange nuance i det. Jeg kunne egentlig tænke mig at spørge, om det røde så er inde bagved, og om det så først kommer ud, når lovforslaget er vedtaget. Eller hvordan ender det? Når jeg spørger, er det jo, fordi det for os er meget vigtigt, som det vil fremgå af debatten her, at den her lov er noget, der skaber vækst og ikke skaber store sociale ubalancer osv. Normalt er fru Signe Munk jo socialist – og i øvrigt tillykke med det nye medlem – og socialister går ganske meget op i social balance, at folk har et arbejde og gode vilkår og sådan noget. Gælder det også her? Hvad er vigtigst – 70-procentsmålet i 2030, eller at dansk økonomi og danske arbejdere kommer godt frem til 2030?

Værsgo.

Først og fremmest bliver jeg nødt til at sige til hr. Morten Messerschmidt, at han gang på gang jo opstiller en falsk modsætning imellem at skabe danske arbejdspladser og lave grøn omstilling. I de guidende principper i klimaloven er der en ret god formulering, synes jeg, og den lyder, at vi skal udvikle og ikke afvikle dansk erhvervsliv. Det mener jeg faktisk er en ret fin rettesnor. Når man er folkesocialist, som vi er i SF, så er man en del af et parti, som siden 1970'erne har været en af hovedfortalerne for både at passe på miljøet og lave klimahandling og sørge for, at der er social retfærdighed i Danmark og globalt. Så derfor synes jeg, det er helt naturligt, at jeg fortsætter ad det spor og i tråd med de politikere, jeg står på ryggen af – jeg nævner i flæng Margrete Auken og Steen Gade. Så det har været vores politik siden 1970'erne, før jeg blev født, at man kombinerer det sociale ansvar og den grønne omstilling.

Hr. Morten Messerschmidt.

Men fru Signe Munk vil måske endda ud fra det område, hvor hun er valgt, vide, at der er arbejdspladser, som balancerer på en knivsæg, i forhold til om energipriserne stiger eller falder, eller om de bare er status quo. Det gælder f.eks. landbruget. Derfor ville det bare være rart, også i forhold til vores egen afklaring, hvis vi kunne få at vide, om fru Signe Munk, hvis det viser sig, at glasset er halvt tomt og det begynder at have betydning for arbejdspladserne og for virksomhederne, når vi nærmer os 2030 – det kunne være i 2026 eller 2027 – så er med på, at så er hensynet til den sociale balance og beskæftigelsen trods alt vigtigere, end at vi lige rammer 70 pct. i 2030.

Værsgo.

Men hr. Morten Messerschmidt bliver ved med at holde fast i en falsk modsætning. Hvis man ser på, hvad det er, der gør, at dansk økonomi faktisk er robust i dag på eksportsiden, så er det jo, at vi har en stor eksport af grøn teknologi. Og som ordføreren tidligere var inde på, steg den med 13 pct. sidste år. Der, hvor jeg er valgt, og hvor jeg bor, nemlig i Skive Kommune, går erhvervsudviklingen ud på at lave grøn omstilling. Det er der, hvor der bliver udviklet integration af energisystemer på GreenLab. Det er der, hvor de spørger, om Folketinget ikke nok vil være sød at ændre på projektbekendtgørelsen for fjernvarme, så de kan rulle fjernvarme ud i stedet for naturgas. Og det er faktisk sådan, at det kan give flere grønne arbejdspladser på den korte bane. Så jeg ser fuldstændig for mig, at man i praksis kan kombinere de to hensyn i stedet for kun at forholde sig til flosklerne.

Tak for det. Hr. Peter Seier Christensen, Nye Borgerlige.

Tak for det. Jeg har læst, at ordføreren har sagt, at 70-procentsmålsætningen skal gennemføres, uanset hvad det kommer til at koste. Kan ordføreren bekræfte, at der ikke er nogen øvre grænse for, hvor mange penge vi kan bruge på det her? Og hvis vi så antager, at det kommer til at koste mange penge, hvor er det så, ordføreren vil skære ned på velfærden?

Værsgo.

Jeg kan bekræfte, at jeg har sagt, at vi er villige til at lægge de investeringer, der skal til, for at vi når vores klimamål. Det kan være, at ordføreren i dag har læst INGENIØR'NE og Aalborg Universitets rapport, hvor de faktisk viser, hvad det er, vi skal gøre. Vi skal nemlig flytte omkostningerne fra betaling til de sorte brancher og over til kapitalinvesteringer. Det vil sige, at vi skal ændre den måde, vi bruger pengene på, men faktisk viser deres regnestykke for energiområdet og for transportområdet, at det vil give de samme omkostninger årligt. Men som sagt er det flyttet fra løbende drift til kapitalinvesteringer.

Så der skal nogle investeringer til, for at vi når vores 70-procentsmål, men jeg bliver bare nødt til at understrege – og det er jo nok det, ordføreren gerne vil have – at når vi siger, at vi går ind for 70 pct.s klimagasreduktion i 2030, så binder vi os til masten. Vi står bag målet, både fordi vi skylder dansk erhvervsliv at fortælle dem, hvad den politiske retning er 10 år frem, så de kan lave de rigtige investeringer, men også fordi man, når man har sagt A, også må sige B.

Hr. Peter Seier Christensen.

Jeg synes ikke, at ordføreren svarede på mit spørgsmål. For når ordføreren siger, at man er villig til at betale enhver pris, så må det jo også være, fordi ordføreren anerkender, at der kan være en risiko for, at det bliver en høj pris. Ellers var der jo ikke nogen grund til at kommentere på det. Så derfor vil jeg spørge igen: Hvis vi nu får et stort tab og skatteindtægterne falder voldsomt og vi ikke har så mange penge at bruge på velfærd, hvor mener ordføreren så at der skal skæres ned?

Værsgo.

Vi er villige til at finansiere den grønne omstilling, og der er jo mange værktøjer, man kan tage i brug. Man kan selvfølgelig hæve skatten for de rigeste, så man sørger for, at det ikke er social- og sundhedsassistenten, der betaler for den store del af omstillingen. Man kan også lytte til Klimarådet og til Kraka, som jo har sagt, at hvis man omkostningseffektivt skal nå de 70 pct., så skal man også kigge på afgifterne. Man kan f.eks. reducere visse energiafgifter, hvilket vil skabe en bedre social balance, og samtidig skrue op for CO2-afgiften. Så når jeg har sagt det der, har jeg jo sagt det, vel vidende at der er redskaber, gode økonomiske redskaber, til at nå det mål. Og jeg anerkender jo også, at der står i klimaloven, at et guidende princip er, at det sker omkostningseffektivt. Men jeg er ikke blind for, at det også kommer til at kræve investeringer.

Tak for det. Så er det hr. Tommy Ahlers, Venstre.

Tak for det. Og tak til ordføreren for en meget, meget fin tale. Den her 70-procentsmålsætning er der nogen der mener kan nås, og at den bedste vej til at nå den er at sætte en høj CO₂-afgift og sprede den bredt ud over dansk erhvervsliv. Det har jeg også hørt at SF synes kunne være en god idé. Nu lyder det jo på ordføreren i dag, som om man synes, det er godt, at erhvervslivet også byder ind, og at man lytter til dem, når de siger, at det godt kan lade sig gøre, også her under en krise, at nå 70-procentsmålsætningen, og de vil gerne. Men dansk erhvervsliv siger jo samtidig på forskellige måder med meget tydelig stemme, at de ikke tror, at vejen derhen er en ensartet, høj CO₂-afgift. Hvorfor er ordføreren ikke parat til at lytte til erhvervslivet, når de siger det?

Værsgo til ordføreren.

Jeg priser mig lykkelig for, at Dansk Industri er gået så aktivt ind i klimakampen og har sagt, at de ser 70-procentsmålet som den rigtige vej at gå, og at de gerne vil arbejde efter den omstilling. Man kan så gå ned i fordelings- og finansieringstiltagene, og hvis man læser den grønne vækstplan fra Dansk Industri, er der jo ingen tvivl om, at den ikke sådan er skrevet med inspiration i SF's principprogram. Der er jo selvfølgelig nogle uenigheder om, hvordan man finansierer sådan en omstilling.

Når jeg lytter til klimapartnerskaberne for både energitunge virksomheder og egentlig også for resten af produktionsvirksomhederne, kan jeg lytte mig til – det kan ordføreren jo overveje om han også har hørt – at det særlig er de energitunge virksomheder, som vil få en udfordring, hvis man øger CO₂-afgiften. Derfor skal man jo ind at kigge på et bundfradrag for netop den her type virksomheder, hvorimod vi jo også har en lang række andre virksomheder, som faktisk lever af, at der er nogle relativt høje energieffektivitetskrav, men også, at der er et godt hjemmemarked for den grønne omstilling i Danmark.

Hr. Tommy Ahlers.

Tak for det. Jeg vil godt lige hoppe over til noget andet, som ordføreren også lagde vægt på tidligere, og det var, at vi skal investere os ud af det her; at ude i erhvervslivet kræver det her rigtig mange investeringer. Kan ordføreren så ikke aflive det rygte, der er, om, at SF går ind for at hæve aktieindkomstskatten? For aktieindkomstskatten er jo en pris på investeringer, og det gør det dyrere at investere, især i de små virksomheder, som vi også kræver at vi får med på den her omstilling, og især i startups.

Så kan vi ikke aftale i dag, at vi i hvert fald ikke hæver aktieindkomstskatten, og at hvis vi skulle kigge på den, skulle den måske den anden vej?

Værsgo.

Der må jeg skuffe ordføreren. Det kan vi ikke aftale. Det var måske forventeligt for ordføreren, men der skal i hvert fald lyde en klar afvisning herfra.

Når vi i SF taler om at investere os ud af den beskæftigelseskrise, vi også står i nu – for det er jo helt rigtigt, at der er nogle mennesker, som mister deres arbejde – så er det mere om investeringer i det perspektiv f.eks. at give erhvervsvirksomhederne nogle bedre lånemuligheder til nogle grønne investeringer, som ikke er rentable, når man bare skal holde det inden for virksomhedernes budget. Bl.a. lyttede jeg mig i hvert fald til, at klimapartnerskabet for produktionsvirksomheder er optaget af at få sådan en investeringslånemodel.

Det synes vi er interessant at arbejde med, og ellers er der også tale om offentlige investeringer og at få nogle af pensionsselskabernes midler i brug.

Tak for det. Der er ikke flere kommentarer. Så går vi videre i ordførerrækken til fru Mai Villadsen, Enhedslisten. Værsgo.

Det er jo lidt en slidt floskel, men det er en historisk dag i dag. Det er dagen, hvor vi her i Folketingssalen sammen behandler verdens måske mest ambitiøse klimalov, hvor Danmark kommer tilbage på sporet som bannerfører på klimaområdet globalt. Det er jeg personligt helt enormt stolt over.

Men der er jo også en anden grund til at være stolt, og det er, at vi i dag med et bredt flertal i Folketinget samtidig også har vedtaget det borgerforslag, som jo banede vejen for, at vi står og behandler den her lov i dag. Uden det borgerforslag med over 60.000 underskrifter, med mange organisationer og ngo'er bag, tror jeg ikke vi havde stået her i dag. Det havde vi nok heller ikke, hvis ikke der havde været så mange – børn og unge og gamle, mennesker, som er gået ud på gaden og har protesteret, som har diskuteret med deres familie – som havde sikret, at det valg, vi havde for snart et år siden, blev et grønt valg, at det blev et klimavalg. Uden jer havde vi ikke stået her i dag. Det nytter noget at presse på for at ændre politikken i Danmark.

Jeg vil dog også sige, at det borgerforslag, som blev stillet for over et år siden, havde nogle elementer og særlig ét, som jeg er lidt ærgerlig over at vi ikke fik ind i klimaloven, og det vil jeg gerne tale kort om i dag. Det er nemlig klimabistanden. For det er så centralt, at den her klimakrise er global, og der er allerede store, store udfordringer med at håndtere konsekvenserne af klimaforandringerne ude i verden. Der skal vi i Danmark også bidrage. Jeg er glad for, at vi fik klimabistand ind i vores finanslov, men ærgerlig over, at det ikke står som en del af klimaloven nu. Og derfor vil vi i Enhedslisten selvfølgelig også fortsat i Folketinget arbejde for det globale perspektiv og sikre klimabistand fremadrettet.

For bare et år siden var der nok mange, der havde grinet af ambitionerne, som vi i et bredt flertal står bag nu, så derfor er jeg så stolt over, at vi står her i dag. Det er faktisk ret vildt. Men det er også rigtig vigtigt at huske på, at med den her lov er vi ikke i mål. Fine ord på papir gør det jo ikke – der skal handling bag. Og jeg håber, at når jeg om mange, mange, mange år, forhåbentlig som bedstemor, sidder på en veranda og kigger ud på solnedgangen, kan jeg tænke tilbage på den her tid, på den her lov, på det her borgerforslag og sige, at det var det, der startede en ny æra i klimapolitikken i Danmark. Men det kræver jo, at vi går fra ord til handling. Og det går for langsomt. Jeg er ved at miste tålmodigheden. Vi har travlt. Vi har i mange år spildt tiden – nu skal det ikke være sådan mere. Derfor ser jeg meget frem til, at vi kommer i gang med forhandlinger snart.

Der er jo kommet en coronakrise, som nok ingen af os kunne forudse. Den er akut, og jeg mener, at Folketinget har stået sammen og har håndteret den flot. Den måde at håndtere en krise på kan vi lære noget af. Det bør vi tage med ind, når vi skal sidde og forhandle og håndtere klimakrisen. For nok er coronakrisen den mest akutte, men klimakrisen er den største – det er den, der vil have den suverænt største påvirkning på vores samfund og på hele verden, hvis ikke vi alle sammen gør noget nu, og det er derfor, vi står her i dag.

Klimaloven, som vi vedtager, bliver et historisk dokument. Enten markerer det et vendepunkt i politikken, hvor vi faktisk rigtig begyndte at handle grønt på klimaets vegne, eller også bliver det et historisk svigt af kommende generationer, hvis ikke vi lever op til det, vi skriver i den her lov. Derfor er dagen i dag i Folketinget så vigtig, og det er forhåbentlig en festdag. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at vi i Enhedslisten glæder os meget til at stemme for lovforslaget. Tak.

Tak for det. Der er et par korte bemærkninger. Hr. Peter Seier Christensen, værsgo.

Danmark står for ca. 0,1 pct. af verdens samlede CO₂-udledning. Anerkender ordføreren, at hvis Danmark reducerer sin CO₂-udledning til 70 pct., vil det isoleret set ikke have den fjerneste betydning for klimaet?

Værsgo.

Tak. Jeg anerkender til fulde, at Danmark er et lille land med en lille udledning globalt set, men det betyder ikke, at vores handlinger ikke har store konsekvenser. Vi er et rigt land og et land, der bør være et foregangsland for andre. Det har vi været historisk. Investeringer i vedvarende energi er noget, Danmark har bidraget til at give hele verden, og det er jo lige præcis det, som jeg håber at dansk politik vil bidrage med i den kommende periode i Folketinget, netop med påvirkning på globalt politisk plan, og det er det, jeg regner med den her klimalov kan, og jeg synes faktisk allerede, det har været bevist i de omtaler, den har fået rundtomkring i verden, og det pres, den også har lagt på klimapolitikken rundtomkring.

Værsgo, hr. Peter Seier Christensen.

Det kan man jo håbe på. Jeg mener selv, at det er naivt at forestille sig, at eksempelvis Kina skulle lade sig påvirke af, hvad vi gør i Danmark, men lad nu det ligge.

Nu kan jeg forstå, at det ikke kun er i Danmark, Enhedslisten ønsker at bruge penge, men også rundtomkring i verden. Der er jo ingen tvivl om, at hvis vi brugte flere penge ude i verden, ville vi kunne reducere langt mere, end vi ville kunne gøre i Danmark, så hvorfor er det så vigtigt for Enhedslisten, at vi gør det lige præcis på Danmarks geografiske område? Det giver jo ingen mening. Altså, hvis vi eksempelvis eksporterer grøn strøm, så vi reducerer CO₂ i nogle af vores nabolande, tæller det jo ikke med. Så hvorfor er det så vigtigt, at det lige præcis skal være på Danmarks geografiske område?

Værsgo.

Jeg synes nogle gange, de asiatiske lande bliver lidt en syndebuk i den her klimadiskussion. Der er jo ingen tvivl om, at der bliver udledt meget, men jeg læste den anden dag, at Indonesiens udledninger faktisk er ved at falde nu, fordi man netop er begyndt at investere massivt i vedvarende energi. Så det viser jo, at der er udvikling rundtomkring i verden.

Så vil jeg sige: Ja, vi skal investere mere i at hjælpe andre lande til at omlægge deres energisystemer også. Det synes jeg ikke er naivt, men det er klog politik, og jeg er sikker på, at det, vi vedtager i dag i Folketinget, også vil påvirke, hvordan man rundtom i verden kommer til at arbejde med klimapolitik – med Danmark som foregangsland.

Tak. Så er det hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti.

Jeg synes, det er dejligt at se, hvordan fru Mai Villadsen altid engagerer sig personligt i sine sager. Det er ikke noget med, at fru Mai Villadsen har været ude at tale med gartnerierne eller slagterierne eller industriarbejderne i Aalborg Portland for at høre, hvordan de klarer det her – men det er det personlige. I går hørte vi en gribende gennemgang af fru Mai Villadsens barndomsbekendtskaber med det ene mere eksotiske navn end det andet, og i dag hørte vi så om, hvordan fru Mai Villadsen skal sidde på verandaen med sine børnebørn, og det er jo dejligt. Det, jeg egentlig bare vil spørge om, er, om fru Mai Villadsen deler hr. Torsten Gejls ønske om, at danskere skal gå ned i levestandard.

Værsgo.

Det er rigtigt. Jeg engagerer mig meget personligt i politik, lige så vel som hr. Morten Messerschmidt gør. Ligesom hr. Morten Messerschmidt er jeg eksempelvis også ret interesseret i modeindustrien, og det er, fordi både min farmor og mormor var syersker – jeg kommer jo ovre fra det vestjyske, fra Ulddanmark. Og når vi snakker om industrierne i Danmark, håber jeg jo f.eks., at tekstilindustrien er en af dem, som vil blomstre op igen, ikke i en fast fashion-model, men med grøn mode som fortegn. Og det er det, som jeg håber at den her lov også kan være med til at igangsætte, nemlig at vi bliver et foregangsland på forskellige områder, ikke kun i energisektoren. Så jo, jeg kerer mig også om industriarbejdspladser i Danmark.

Værsgo, hr. Morten Messerschmidt.

Det er jeg faktisk meget glad for, for indtil videre har vi jo kun hørt venstrefløjen tale de gode grønne historier op og slet ikke forholde sig til, at der er to sider af en mønt. Så det, fru Mai Villadsen siger her, vælger jeg at opfatte positivt. Og så kan jeg lige stille det samme spørgsmål, for det blev jo ikke besvaret: Deler fru Mai Villadsen hr. Torsten Gejls ønske om, at danskerne skal gå ned i levestandard? Og jeg håber da, at svaret er nej.

Værsgo.

Jeg tror faktisk ikke, at vores klimalov nu kommer til at betyde det. Jeg har en tro på, at det vil betyde, at vi netop får skabt grønne arbejdspladser i Danmark. Men en blind tro på en vækst, der overhovedet ikke skeler til klimaet, har jeg ikke.

Tak for det. Fru Signe Munk, Socialistisk Folkeparti.

For at samle tråden op fra Nye Borgerlige vil jeg bare høre, om ordføreren kan bekræfte, at der på side 7 i »Aftale om klimalov« under den globale strategi netop står, at Danmark skal styrke sit myndighedssamarbejde omkring klima internationalt.

Værsgo.

Det kan jeg bekræfte, og jeg er faktisk rigtig stolt over, at vi sammen med SF, Alternativet, Konservative og alle andre partier, der er med i klimaaftalen, har lavet en global strategi. For det er rigtigt, at Danmarks klimaaftryk på verden er minimalt, men der er jo også et aftryk i forhold til vores import og eksport.

For nylig kom det jo frem, at udledningen fra den soja og palmeolie, vi importerer fra Amazonas, er lige så stor, som udledningen fra personbiler i Danmark alene. Så jo, jeg er rigtig stolt over, at vi netop også forholder os til det globale perspektiv i klimaloven.

Værsgo.

For at blive i sporet om netop Kina og dansk effekt på Kina, kan ordføreren så bekræfte, at Danmark netop har et myndighedssamarbejde med den kinesiske regering om at reducere klimaaftrykket fra den kinesiske energiproduktion, så man går over på vedvarende energi i stedet for kul og på den måde jo faktisk bruger den gode danske erfaring, der er fra energiplanlægning i Energistyrelsen, ude internationalt og på den måde kan nedbringe klimaaftrykket fra Kina?

Værsgo.

Det kan jeg netop bekræfte, og jeg er rigtig glad for, at vi med det nuværende flertal også styrker det internationale samarbejde og sørger for, at det bliver bedre. For det viser sig jo faktisk, at den hjælp, Danmark har bidraget med til den kinesiske energipolitik, har reduceret udledningerne i Kina betragteligt. Og det er netop det, vi skal, her i Folketinget, så det kan jeg bekræfte – og jeg er glad for samarbejdet med SF om netop det.

Tak. Hr. Tommy Ahlers, Venstre.

Tak for det. Jeg kunne egentlig godt tænke mig at følge op på hr. Morten Messerschmidts spørgsmål. Vi kan i hvert fald konstatere, at selvfølgelig håber Enhedslisten ikke, at loven her og målsætningen fører til en sænkelse af danskernes levestandard, men jeg vil godt gøre spørgsmålet mere specifikt: Er Enhedslisten, ligesom vi hørte det fra Alternativet tidligere, parat til at acceptere, at der sker et fald i danskernes levestandard for at nå målet om en 70-procentsreduktion?

Værsgo.

Jeg tror jo, at vi skal holde os for øje, at hvis ikke vi gør noget – eller gør nok – for klimaet, så falder levestandarden i hvert fald betragteligt. Hvis ikke vi gør nok, risikerer vi jo netop tørke, som betyder, at landmænd i Danmark måske ikke kan producere, som de gør. Hvis ikke vi gør nok, risikerer vi vandstandsstigninger, der betyder, at folk må flytte fra hus og hjem. Det kan vi ikke acceptere.

Så ja, jeg er villig til at gå så langt, som det kræver, for at nå de 70 pct. Men jeg vil også sige, at vi i Enhedslisten faktisk har fremlagt en fuldt finansieret plan, som ikke betyder, at danskerne skal gå betragteligt ned i levestandard. Og det er jo, fordi jeg mener, at man skal fordele udgifterne på en fair måde, f.eks. så man holder ved at have en grøn check, som betyder, at de danskere, som har mindst, også bliver kompenseret for de udgifter, der er, ved den grønne omstilling.

Hr. Tommy Ahlers.

Men en forudsætning for den danske levestandard er jo nogle af de ting, vi har skrevet i § 1 under formålet, nemlig at når vi skal opnå målet, skal det ske under hensyntagen til en række ting, herunder erhvervsudvikling, dansk konkurrencekraft, sunde offentlige finanser, beskæftigelse, samt at dansk erhvervsliv skal udvikles og ikke afvikles.

Står Enhedslisten også lige så stærkt fast på de principper, som man gør på 70-procentsmålsætningen?

Værsgo.

Der er ikke nogen tvivl om, at 70-procentsmålsætningen er den, vi har kæmpet benhårdt for ville lykkes. Det gjorde vi ved forhandlingerne om forståelsespapiret, og nu står vi i dag med en klimalov. Ja, jeg ønsker, at vi skaber grønne arbejdspladser i Danmark, men jeg vil samtidig også sige, at jeg også synes, at vi skal have en CO₂-afgift, og den kommer til at koste noget for nogle virksomheder. Det vil jeg ikke stå her og lyve om. Det mener jeg, og det gør jeg med åbne øjne, men det er, fordi jeg synes, at CO₂-udledning skal koste betragteligt mere for dem, der udleder meget.

Tak for det. Så er der ikke flere kommentarer, så vi går videre, og det er fru Mette Abildgaard, Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Det var en ret særlig aften, den aften i Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet, da vi blev enige om den her aftale, som har ført til den lovgivning, vi behandler i dag. Det var i december, det var hundekoldt udenfor, det var en af de allerstørste julefrokostaftener på hele året, og da vi gik ud sammen og præsenterede det her for ikke specielt mange rullende kameraer, men et enkelt eller to var der da, tror jeg ikke, der var en eneste ædruelig dansker, der så med derhjemme, for det var en stor festaften. Det var det for danskerne, fordi de fejrede en velfortjent julefrokost, men det var også en festaften for os politikere, fordi vi nåede hinanden om noget, der var vigtigt for os alle sammen. Vi bøjede os alle sammen, vi gik på kompromis – det var på alle mulige måder en virkelig speciel aften. Derfor synes jeg også, det er specielt at behandle det her i Folketingssalen i dag.

Vi Konservative var med til at vedtage den første klimalov, vi havde i Danmark, og det var vi som det eneste borgerlige parti, fordi det var vigtigt for os. Det har alle dage været hjerteblod for os Konservative. Men vi er så uendelig glade over, at der er flere borgerlige partier, der er gået med i aftalen den her gang. Det er vigtigt, for det her skal ikke være en blokpolitisk kamparena; det her skal være noget, vi kan enes om. Derfor håber jeg også meget, at det ender med, at Dansk Folkeparti bliver i aftalen og ender med at stemme for det her, for bredden i den her aftale er en væsentlig del af kvaliteten.

Med den her aftale anerkender vi jo de udfordringer, der er. Vi anerkender, at vi har overforbrugt vores ressourcer, vi anerkender, at der er behov for at sætte ind. Vi er enige om udfordringen, men vi er også enige om nogle grundlæggende principper, som skal være guidende for den måde, vi laver den grønne omstilling på. Vi var enige om, da vi sad i lokalet, at det ikke hjælper noget, at vi bare lukker Aalborg Portland og så reducerer med et par procent på den måde, for det bliver verden ikke grønnere af. Det er en kortsigtet løsning. Den fælles erkendelse var der i lokalet, og den tror jeg stadigvæk på er der, uanset at nogle måtte forsøge at tale andet op.

Vi har beskrevet nogle fælles grundlæggende principper, som handler om, at dansk erhvervsliv skal udvikles og ikke afvikles, som handler om sunde offentlige finanser, om beskæftigelse, om konkurrencekraft, om sammenhængskraft i vores samfund. Det kunne vi enes om, og det ligger i den aftale. Vi kunne også enes om et afsnit, der handler om den globale indsats, for der er jo ikke er nogen her i lokalet, der tror, at vi, ved at vi i Danmark reducerer, kan løse problemerne alene. Det er der jo ikke er nogen der bilder sig ind. Vi kender alle sammen godt tallene om, at vi kan bidrage med 0,1 pct. af de globale reduktioner. Men det er jo lige præcis ved at gå foran og lige præcis ved at have et hjemmemarked til at vise teknologi frem på, at man kan sikre, at den grønne omstilling også bliver en økonomisk gevinst for Danmark i form af eksport osv.

Som der står i aftalen, skal vi inspirere og påvirke resten af verden, og det ser jeg stadig væk som en vigtig dansk opgave. Men noget andet vigtigt, som jeg også synes er beskrevet godt i aftaleteksten, er det her med, at det skal være reelle indenlandske reduktioner. Altså, det hjælper ikke noget, at vi eksempelvis reducerer Dansk Landbrug på en måde, som gør, at produktionen bare flytter ud af landet og måske flytter til nogle lande, hvor landbruget foregår på en måde, der har et større klimaaftryk. Det bliver verden ikke grønnere af, og det har vi jo netop også skrevet ind i aftaleteksten: det her med lækage.

Så anerkender jeg til fulde, at der er sket noget, siden vi indgik den her aftale. Jeg anerkender til fulde den meget alvorlige økonomiske situation, Danmark står i. Vi har ikke stået i en større økonomisk krise siden anden verdenskrig. Finanskrisen kommer sandsynligvis til at blegne sammenlignet med det, vi kommer til at opleve nu. Det anerkender jeg til fulde. Heldigvis er der også meget af det, vi kan gøre for at kickstarte og understøtte dansk økonomi, som er grønt. Hvis man kigger på det, der er kommet fra både Dansk Industri og Dansk Erhverv – deres forslag til, hvordan vi får kickstartet økonomien – er der masser af de forslag, de kommer med, som stemmer overens med det, Klimarådet har foreslået, eksempelvis at nedsætte elvarmeafgiften. Så der er masser af synergi imellem de forslag.

Men det er vigtigt at have øje for dansk erhvervsliv, for det er en grundforudsætning for, at vi har den økonomi, der også skal til for at lave den grønne omstilling, vi skal igennem. Det har alle dage været vigtigt for Det Konservative Folkeparti, og det er det også fortsat. Men ansvaret over for kommende generationer, det, vi Konservative kalder generationskontrakten, er også hjerteblod for os. Derfor var vi med i den første klimalov, derfor er vi med i den her klimalov, og derfor tror vi også på, at hensynet til kommende generationer og en sund dansk økonomi kan kombineres. Tak.

Tak for det. Der er en række korte bemærkninger, og de første er fra hr. Morten Messerschmidt. Værsgo.

Tak for det. Jeg var den første, der trykkede mig ind her, og det var, fordi jeg var så ivrig efter at stille fru Mette Abildgaard et spørgsmål, for jeg tror, det vil have interesse for en meget bred kreds af mennesker. Fru Mette Abildgaard skosede undertegnede, da jeg var oppe på talerstolen, fordi jeg ikke havde forudset coronakrisen og de økonomiske konsekvenser af den. Det tager jeg fuldt ud på mig, for jeg havde simpelt hen ikke forudset det i december, men det havde fru Mette Abildgaard jo.

Jeg sidder også lige og justerer i min portefølje her, så jeg kan indrette mig på fremtidige økonomiske udsving, så jeg ville høre, om fru Mette Abildgaard lige kunne garantere: Kommer der inden for de næste 10 år nogen alvorlige setbacks i verdensøkonomien? Det ville være rart at vide. Men hvis ikke lige hun kan sige det nu, kunne vi så lave en aftale om, at hun lige sender en sms, dagen før markedet går ned? Det ville bare gøre min fremtid så meget lysere.

Værsgo.

Nu er det dejligt, at alt, hvad der foregår her i Folketingssalen, bliver optaget, så man kan gå ind og se det igennem bagefter, så det vil jeg opfordre hr. Morten Messerschmidt til at gøre, for så vil han se, at det, jeg sagde til hr. Morten Messerschmidt, netop var, at der ville komme udsving i økonomien, at der ville komme konjunktursvingninger. Jeg anklagede ikke hr. Morten Messerschmidt for ikke specifikt at have forudset den pandemi, som verden står i nu. Men det er klart, at når man laver en aftale, som løber frem til 2030 og faktisk har 2050 som et langt sigte, må der være en forventning om, at der vil komme udsving i økonomien i løbet af den meget lange periode, og det er jo netop derfor, vi har lagt nogle guidende principper ind.

Hr. Morten Messerschmidt.

Det var ærgerligt, for jeg havde lige håbet, at jeg kunne få en ny privat investeringsrådgiver her. Men så vil jeg bare spørge om noget andet: Hvor mange udsving vil fru Mette Abildgaard og hendes konservative parti acceptere frem mod 2030 uden at ryste på hånden i forhold til 70-procentsreduktionskravet?

Værsgo.

Jeg har svært ved at forestille mig, at den måde, vi laver en grøn omstilling på, i sig selv skal skabe konjunktursvingninger. Det har jeg ikke nogen formodning om. Jeg tror, det kan gøres på en måde, hvor det ikke bliver resultatet, så jeg kan ikke se, hvordan det spørgsmål skulle være relevant. Men uanset om konjunkturerne svinger op eller ned, står vi jo med en udfordring, der skal løses, vi står med en opgave, der skal løses, og som økonomer faktisk også har peget på er billigere at håndtere end ikke at håndtere, for der kommer også en pris med klimatilpasning og alt muligt andet.

Tak. Hr. Peter Seier Christensen, værsgo.

Tak. Jeg vil vende tilbage til økonomien igen, men måske ikke helt på samme måde som hr. Morten Messerschmidt. Jeg er godt klar over, at der står de her forskellige guidelines og der skrives, at det skal gøres under hensyntagen til et sundt erhvervsliv osv. osv. Men det kan man jo ikke vide med sikkerhed, så der vil jeg så igen gerne spørge: Hvis det nu viser sig, at det udvikler sig anderledes end det, vi forestiller os i dag, er der så en mulighed for, at Konservative vil være villig til at bakke ud af aftalen og reducere målsætningen, altså hvis det viser sig at blive for dyrt?

Værsgo.

Jamen det kan godt vise sig at blive for dyrt at opnå 70-procents-CO2-reduktion alene ved hjælp af indenlandske reduktioner. Det kan godt vise sig at blive for dyrt, og derfor ligger der i aftalen en mulighed for at hente det sidste ved hjælp af kvoteannullering, hvis der kan opnås enighed om det. Det ville passe os meget, meget dårligt at gøre det, for vi mener, at man skal have alle de sidegevinster, der ligger i den grønne omstilling, når man eksempelvis får renere luft i byerne osv., men den mulighed ligger i aftaleteksten.

Værsgo.

Det kræver vel, at alle partier, som indgår i aftalen, er med på det. Er ordføreren sikker på, at man vil være i stand til at gennemføre det, hvis den situation skulle opstå?

Værsgo.

Det er fuldstændig rigtigt, at det vil være forligskredsen, som skal diskutere det. Det tilsluttede Dansk Folkeparti sig jo bl.a. også, da vi lavede aftaleteksten. Så det må vi jo tage en diskussion om til den tid, og ellers kan man jo altid få lavet et forlig, men jeg ser ikke for mig, at det skulle blive aktuelt. Det kan godt lade sig gøre at lave den her grønne omstilling og sikre en ansvarlig økonomi samtidig.

Fru Mai Villadsen, Enhedslisten.

Tak. Jeg vil gøre noget, jeg tror, jeg gør lidt for lidt, nemlig at rose ordføreren. For det var ordføreren, som faktisk var den første, eller i hvert fald en af de første, til i forhandlingerne at sige: Vi skal have et princip ind i klimaloven, der hedder no backsliding. Og det er jo et princip, som handler om, at selv om magten herinde skifter, vedbliver man med at have de målsætninger, der er i loven. Og jeg synes jo, at debatten i dag, hvor det måske ser ud, som om Dansk Folkeparti allerede er ved at slide back fra målet, vidner om, at ordføreren er meget forudsigende – så tak for det.

Værsgo.

Jeg tror, jeg kan få mange bijobs ud af min tale her i dag, både som økonomisk rådgiver for hr. Morten Messerschmidt og som lottotalsoplæser for fru Mai Villadsen. Jeg tror, jeg vil holde mig til mit arbejde som politiker. Men det her princip – og tak for de pæne ord – er vigtigt at få ind i forhold til no backsliding. Det er et princip, vi kender fra Parisaftalen, og som også skal ind her. Og så var det vigtigt for os, at de målsætninger, vi sætter os, de delmål, skal i Folketingssalen og vedtages der, så vi sikrer, at det ikke bare er en smal regering, der gør det alene.

Værsgo, fru Mai Villadsen.

Tak. Jeg køber gerne en lottokupon sammen med Mette Abildgaard snarest. Jeg vil også spørge til en anden ting, for ordføreren og jeg er også begge ordførere for miljø og natur, og det er noget, som jeg også ved ligger ordføreren meget på sinde; og der står jo heldigvis, at Klimarådet også skal tage det ind som hensyn. Men jeg kunne bare godt tænke mig at høre, hvad ordføreren tænker om at lave en sammenhængende politik i Danmark, som både tager hensyn til biodiversiteten, som jo også er klemt, altså naturen er klemt, og klimaet.

Værsgo til ordføreren.

Der er rigtig meget synergi mellem miljø, natur og vores klimaindsats. Der er steder, hvor det kan understøtte hinanden; der er også steder, hvor det står i modstrid med hinanden, og hvor man kan være nødt til at afveje nogle hensyn. Vi står nogle gange i et dilemma i forhold til vindmøller og andet, som kan være godt for den grønne omstilling, men hvor man måske har et naturområde, man ville være ked af at skulle se møller på. Der er mange dilemmaer forbundet med det her, så jeg tror på alle mulige måder, at det er vigtigt at sammentænke. Urørt skov er et andet område, hvor der virkelig er nogle dilemmaer forbundet med kombinationen af de her ting.

Tak for det. Fru Signe Munk, Socialistisk Folkeparti.

Tak for en god tale fra ordførerens side. Når ordføreren taler om generationskontrakten og forpligtelserne over for næste generation, er det jo lige ved, at selv jeg kan føle mig lidt konservativ, men jeg tror, at vi i dag har slået fast, hvor jeg hører til. Om ikke andet er det muligt at spørge hr. Morten Messerschmidt om det.

Nå, men jeg kender jo også ordføreren som en person, som brænder meget for Klimarådet, og jeg husker også, at ordføreren kæmpede meget for, at Klimarådet blev styrket, og det er jo, fordi ordføreren er medlem af det grønne parti på den borgerlige fløj i det her Folketing. Så jeg vil bare høre, at når Klimarådet anbefaler, at man faktisk ser på en afgiftsomlægning og ser på bl.a. at øge CO₂-afgiften, selvfølgelig varslet og selvfølgelig indfaset, hvad tænker man så i Det Konservative Folkeparti om det?

Værsgo.

Der ligger rigtig mange interessante forslag fra Klimarådet, som vi også lige nu er i gang med at arbejde videre med i Det Konservative Folkeparti. Der er også mange interessante tanker omkring det her med CO₂-beskatning, som der jo også er mange internationale økonomer der har haft meget høje tanker om. Der, hvor jeg synes udfordringen kan være i forhold til Klimarådets forslag på CO₂-beskatningsdelen, er, at det ikke er noget, de har regnet på. Det er meget en teoretisk model, som de har lagt frem, hvor der er nogle elementer, der skal stykkes sammen på en måde, som netop gør, at det ikke svækker konkurrencekraften. Fru Signe Munk var selv inde på det her med bundfradraget tidligere i forhold til eksempelvis de energiintensive virksomheder.

Vi synes, det er meget interessant at se på, hvordan der kan udvikles en model, som så at sige på den ene side sikrer, at der er sund konkurrencekraft i det her samfund, men på den anden side også giver en mere retvisende prisangivelse på CO₂. Men en sådan model er bare ikke udviklet endnu, og det er vi bare nødt til at se som en realitet. Klimarådet skal meget gerne arbejde videre med det her, så vi får noget mere konkret at forholde os til.

Tak for det.

Det er godt med hyggesnak i salen, men det skal helst være ude i Grebningen. Man kan faktisk høre det ret tydeligt, og jeg kan se på ordføreren, at det forstyrrer ret meget her og nede i salen. Så vær så venlig.

Værsgo, fru Signe Munk.

Tak. Tak for et godt svar fra ordførerens side. Det er jo reflekteret som vanligt. Derudover vil bare høre, at når ordføreren, som jo også var en af dem, der holdt på, at vi skulle udvikle dansk erhvervsliv og ikke afvikle det, så hører Dansk Folkeparti, der sætter en modsætning op imellem grønne ambitioner og grøn omstilling og dansk erhvervsliv, er det så en modsætning, som ordføreren genkender eller vil hælde af brættet.

Værsgo.

Jeg ser helt grundlæggende ikke den modsætning. For nylig holdt jeg et møde med Landbrug & Fødevarer, og det var interessant at høre fra dem, at de, ud over at anerkende, at de har et ansvar for at bidrage til reduktioner, også ser et kæmpe økonomisk potentiale i det her. De siger, at hvis de kan være dem, der kommer først med det, der skal tilsættes foderet, som nedbringer udledningerne fra det, så ser de et kæmpe potentiale for at eksportere det til resten af verden på samme måde, som man har gjort med andre former for grøn teknologi, fjernvarme osv. Så jeg ser på alle mulige måder et interessant økonomisk perspektiv i det her.

Tak for det. Der er ikke flere kommentarer, så vi går videre til hr. Peter Seier Christensen, Nye Borgerlige.

Tak for ordet. Vi behandler i dag en klimalov for Danmark. Loven tilsiger, at Danmark skal reducere udledningen af drivhusgasser i 2030 med 70 pct. i forhold til niveauet i 1990. Det fremgår ligeledes, at Danmark skal være et foregangsland i den internationale klimaindsats: Vi kan inspirere og påvirke resten af verden. Vi skal altså foretage en 70-procentsreduktion for Danmarks geografiske område.

En reduktion af Danmarks udledning vil ikke have nogen effekt på verdens samlede CO₂-udledning. Danmarks udledning er kun på 0,1 pct. af verdens samlede udledning. Selv om vi stoppede med al udledning i Danmark i morgen, ville det ingen effekt have på klimaet overhovedet. Det eneste formål med loven må derfor være at være et foregangsland. Men hvorfor skal Danmark være et foregangsland? Hvorfor skal vi gå så langt foran alle andre lande? Det er fint, at Danmark sænker sin CO₂-udledning, og det har vi også været gode til hidtil, men at lægge et så rigidt mål ned over os selv gør, at vi skyder os selv i foden.

Klimaloven var en rigtig dårlig idé inden coronakrisen, og det er en endnu dårligere idé i dag. Vi har ikke brug for at klatte med pengene i denne krisesituation. Vi har rigeligt andet at bruge pengene på. Alligevel presser især venstrefløjen på for at få sat gang i reduktionerne med en klimalov. Har de ikke opdaget, at vi står midt i en voldsom økonomisk og sundhedsmæssig krise? Jeg tror ikke, at verden er særlig optaget af, hvad vi i Danmark foretager os på dette område. At de skulle lade sig inspirere af os, er en fantasi, som kan komme til at koste os dyrt. Og haster det så meget med den klimalov lige nu? Jeg tror, at resten af verden er mere optaget af corona lige nu, og at den vil være mere optaget af en økonomisk genrejsning, når den sundhedsmæssige krise er overstået.

At sænke Danmarks økonomiske vækst er også den helt forkerte måde at gribe problemet an på. Kun et velstående land i økonomisk fremgang vil have råd til nye og renere teknologier. Derfor vil en klimapolitik, der svækker den økonomiske vækst og jobskabelsen i Danmark, gøre mere skade, end den vil gavne. Det gælder generelt, og det gælder i særdeleshed i den situation, vi står i lige nu. Udover at det kommer til at gøre os fattigere, fører det også til det, som kaldes for lækage. Hvis vi eksempelvis reducerer vores landbrugs- eller industriproduktion i Danmark, fordi det bliver for vanskeligt at konkurrere, betyder det jo ikke, at produktionen forsvinder. Efterspørgslen er der stadig, varerne bliver blot produceret i et andet land. Dermed bliver den globale udledning ikke sænket med, hvad der svarer til 70 pct. af Danmarks udledning.

En stor del af udledningen kan flytte til andre lande, og det betyder, at den samlede udledning ikke bliver reduceret nær så meget. Det giver ingen mening at fokusere entydigt på den danske udledning. Reduktion i udledning skal ske globalt, ellers har det ingen effekt. Det kan f.eks. nævnes, at i Parisaftalen er målsætningen for Kina, som er verdens største udleder, at de blot skal stoppe med at øge deres udledning i 2030. Det hænger overhovedet ikke sammen med, at vi i Danmark så sænker vores udledning med 70 pct. med store omkostninger til følge. Denne verdens fattige ønsker højere levestandard, og det er et helt rimeligt ønske. Reduktion i CO₂-udledning kan derfor ikke på verdensplan nås gennem sparevejen. Klimalovens formål er som sagt, at Danmark skal være et foregangsland. Det er ikke de faktiske reduktioner i Danmark, som betyder noget.

Der er kommet mange forslag til, hvordan målene kan nås, bl.a. nedlæggelse af landbrugsjord, 13 kr.s afgift på ½ kg oksekød, mælken skal være 2 kr. dyrere og benzinen 4-5 kr. dyrere. Er det det, som Danmark skal gå foran med? Det er jo absurd. Der er jo ingen lande i verden, der bare ville overveje at indføre det, og da slet ikke fattige lande. Hvordan kan man tro det? Nye Borgerliges klimapolitik baserer sig på fornuft, videnskabelighed og realisme. Problemerne skal behandles rationelt baseret på videnskabelighed og dokumenterbare effekter. Vi vil altid forholde os konstruktivt til konkrete tiltag; hvis tiltag giver mening, vil vi tilslutte os dem, men vi vil vurdere dem enkeltvis.

Denne lov kan blive en af de mest omkostningsfulde og en af de mest indgribende over for borgerne, som nogen sinde er fremsat. Det er uansvarligt at vedtage den, inden der er fremlagt grundige analyser af virkemidler og estimerede omkostninger. Vi burde derfor som minimum sparke klimaloven til hjørne et års tid eller to, indtil vi forhåbentlig har lagt de værste skadevirkninger af coronakrisen bag os. Det ville være det mest ansvarlige at gøre, og Nye Borgerlige kan derfor ikke støtte L 117.

Tak for det. Der er ingen kommentarer, så derfor går vi videre til hr. Henrik Dahl, Liberal Alliance.

Tak for ordet. I Liberal Alliance lægger vi vægt på, at der bliver ført en politik, som effektivt begrænser udledningen af CO₂ i atmosfæren. Alligevel er vi ikke en del af den aftale, der ligger til grund for klimaloven. Vi forlod forhandlingerne i allersidste øjeblik, og det gjorde vi, fordi regeringen og regeringens støttepartier ikke ville leve op til deres eget forståelsespapir. Der står jo, og jeg citerer, at »initiativer, der måtte reducere beskæftigelsen, modsvares af andre – men ikke nødvendigvis samtidige – tiltag, der som minimum øger beskæftigelsen tilsvarende«. Men det gælder så ikke for klimaloven, kan man forstå, for den lever jo ikke op til de krav, der er i forståelsespapiret.

Desuden kunne vi i løbet af forhandlingerne ikke få oplyst, hvad klimaloven har af omkostninger for det danske samfund, og vi vil altså ikke være med til at føre politik med bind for øjnene, altså politik hvor vi ikke kender størrelsen på den regning, som klimaloven medfører. Vi skal have løst klimaudfordringerne, men vi skal gøre det på en effektiv måde, så vi ikke sætter vores velstand over styr. Det bliver fremtidige generationer, der kommer til at betale regningen for klimaudfordringerne, hvis vi ikke gør noget nu, men netop derfor skal vi ikke oven i det efterlade en kæmpestor økonomisk regning til de kommende generationer.

Jeg vil også gerne benytte lejligheden til at kommentere den debat, vi har haft i dag, og det bliver ikke mindst ud fra den meget veloplagte ordførertale, hr. Morten Messerschmidt holdt. Det er jo fuldstændig oplagt, at hr. Morten Messerschmidt har ret. Coronakrisen er den største sundhedskrise i Europa i 102 år, og tillige er den på vej til at blive den største økonomiske krise siden 1930'erne. Hvis man spørger epidemiologer, siger de, at selve coronasygdommen kommer til at blive i Europa i 18-24 måneder. Det er det tidsperspektiv, der er; det er ikke noget med, at det er til sommer.

Kampen mod den økonomiske krise, som virusset medfører, er jo allerede i gang; der er mange gode kræfter, der arbejder sammen her. Men hvis vi ser på sådan noget som oplevelsesøkonomien, så siger f.eks. kilder i luftfarten selv, at krisen i oplevelsesøkonomien ikke vil være løst før midten af det her årti, før midten af 2020'erne. Er det virkelig klogt at vedtage en lov, der koster et ukendt milliardbeløb, når der er en økonomisk hundredårskrise på vej? Det giver ingen mening overhovedet, og jeg er fuldstændig sikker på, at partierne bag klimaloven kommer til at slå ind på et tilbagetog, der vil henlede tankerne på kejser Napoleon, når hensynet til Danmarks økonomiske overlevelse skal afvejes mod ambitionerne i en klimalov, som der ikke er nogen der kender konsekvenserne af.

Så hvorfor ikke spare sig ærgrelserne og det pinlige tilbagetog engang i midten og slutningen af det her årti med det samme? For der er jo også både renter og renters rente på ærgrelse. Det bliver rigtig slemt at skulle snakke sig ud af det her om et valg eller to. Vi er ikke med i aftalen, men helt generelt forstår jeg mig selv som et godt menneske, og derfor kan jeg ikke lade være med at komme med den her meget velmente opfordring til partierne bag aftalen. Tak for ordet.

Tak for det. Vi går videre til hr. Torsten Gejl, Alternativet.

Tak, formand. Det er også for Alternativet en meget stor dag i dag, hvor vi starter med at vedtage en af verdens mest ambitiøse klimalove. For et par år siden var det en grøn drøm i Alternativet. Vi var dengang de eneste, der havde formuleret et mål på en reduktion af CO₂-udslippet på 70 pct. i 2030 i vores program. Nu kan vi stå her og takke klimaministeren og et bredt flertal i Folketinget for, at det blev til en aftale. Det havde vi jo aldrig, aldrig klaret alene.

For os i Alternativet er det nok i særlig grad en stor dag i dag relateret til den seneste udvikling. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at vi er nede på et mandat. Vi er selvfølgelig igen der, hvor alle dømmer os ude. Det arbejder vi naturligvis dag og nat på at ændre. Der skal være et grønt parti i det danske Folketing, som sætter nogle mål, der virker umulige, men som videnskaben finder absolut nødvendige.

Men når man er udfordret, som vi er, tænker man selvfølgelig på, hvilket aftryk man har sat i verden, hvis det nu skulle være sådan, at vi ikke er her om 3 år. Der vil jeg sige, at hvis nogen havde fortalt os, at vores mål om en reduktion af CO₂ på 70 pct. i 2030 ville blive til en aftale i Folketinget og en af verdens mest ambitiøse klimalove, havde vi jo ikke kunnet være i os selv af glæde. Så noget har vi da at fortælle børnebørnene. Men det er også utrolig vigtigt, at vi står fast på vores mål, og derfor er vi også utrolig glade for i dag at få bekræftet af alle parter, undtagen et parti, at 70-procentsmålsætningen står ved magt.

Grunden til, at vi gør det her, er jo for at sikre, at temperaturen ikke stiger for meget i verden. Vi håber på, at vi kan nøjes med 1,5 grader. Det er i sig selv ikke noget særlig godt scenarie. Allerede ved klimatopmødet i Polen var der konsensusforskning om, hvad en temperaturstigning på 1,5 grader betyder. Det betyder f.eks., at det bliver isfrit ved polerne hvert tiende år. Det kommer til at koste os isbjørnene. Det betyder muligvis, at 80 pct. af koralrevene i verden forsvinder. Det betyder meget store tørkekatastrofer nogle steder med mange millioner klimaflygtninge som resultat og meget store oversvømmelser andre steder – igen med et meget stort antal klimaflygtninge som resultat. Det betyder, at over 20 folkeslag forsvinder, altså f.eks. folkeslag, der bor på lavtliggende øer, som simpelt hen er nødt til at søge andre steder hen. Det her er det, der hedder konsensusforskning, så det er ikke sådan en eller anden venstreorienteret forsker, der har fundet ud af det her. Det var langt, langt størstedelen af forskerne, der allerede ved klimatopmødet i Polen var enige om, at det her ville være konsekvenserne.

Det er klart, at hvis vi laver en politik, der medfører en temperaturstigning på 3-4 grader, sender vi en natur- og klimakatastrofen videre til vores børn og børnebørn. Det kan vi simpelt hen ikke være bekendt. Derfor må vi holde fast i målet og lave en klimaplan, der er effektiv og modig og urealistisk. Det kræver en grøn genstart af Danmark og verden efter coronakrisen, og det vil forhåbentlig sige snarest. Den grønne genstart skal gå hånd i hånd med klimahandlingsplanen, som vi er i gang med at udvikle i Klimaministeriet.

I Alternativet har vi en plan klar, som kombinerer den grønne genstart med udviklingen af klimahandlingsplanen i Klimaministeriet. Den har fem punkter: 1) gennemførelse af en grøn afgiftsreform, der sætter en høj fast pris på klimagasser, 2) skrue op for udviklingen af vedvarende energi og afviklingen af fossil energi, 3) alle støtteordninger skal bygge på grønne kriterier, også til landbruget og også til byggeriet, 4) transporten skal slippe båndet til fossil energi, og 5) natur og landbrug skal prioriteres hånd i hånd, f.eks. med en mindre kødproduktion og flere urørte skove.

I Alternativet drømmer vi ikke om at reducere 70-procentsmålsætningen. Stod det til os, ville vi sætte den op. Men det skal jeg ikke stå og flage i debat efter debat. Vi er loyale over for den aftale, der er lavet, og vi vil have den til at fungere. Men det er klart, at vi skal overveje, om der skal mere til, om vi skal foreslå yderligere lovgivning i fremtiden, der kan gavne natur, klima og miljø. Men i dag glæder vi os over, at vi er med til at give en af verdens mest ambitiøse klimalove ben at gå på.

Til sidst vil jeg sige, at vi ikke er ude på at reducere levestandarden. Måske vil det her betyde, at jeg om 10 år skal beholde min iPhone lidt længere, før jeg køber en ny, men den type ofre er vi også klar til at betale i Alternativet. Alternativet stemmer for forslaget om en klimalov.

Tak for det. Hr. Peter Seier Christensen, Nye Borgerlige.

Nu fik jeg jo så svar på mit spørgsmål lige her til allersidst. For ordføreren sagde tidligere, at man var villig til en reduktion i levestandarden, men det mener man altså ikke. Hvis der bliver tale om en reduktion i levestandarden, vil man ikke gennemføre lovgivningen, som den ligger.

Det, jeg blev spurgt om, var, om jeg, hvis det om 10 år viser sig, at vi er nødt til at lave reduktioner i levestandarden for at leve op til 70-procentsmålsætningen, så er klar til det. Og der siger jeg faktisk ja. Vi kan ikke stå her og foregøgle alle, at den bæredygtige omstilling bare bliver et fantastisk erhvervseventyr. Det kan komme til at koste, og hvis vi ikke er ærlige omkring det, er vi simpelt hen ikke ærlige omkring de udfordringer, der venter os.

Så det kan være, at vi er nødt til at sænke levestandarden lidt og forhåbentlig samtidig gå op i livskvalitet.

Hr. Peter Seier Christensen.

Så forstår jeg det ikke helt, for hele formålet med den her lov er, at vi skal være foregangsland for resten af verden, så de skal følge os. Jeg går ud fra, at ordføreren heller ikke mener, at det, at vi reducerer vores udledning i Danmark isoleret set med 70 pct., har den fjerneste betydning for klodens temperatur og den samlede CO₂-mængde.

Så mener ordføreren virkelig, at vi kan være et foregangsbillede, hvis vi reducerer vores levestandard? Tror ordføreren, at eksempelvis Kina, Indien og fattige lande vil følge os, hvis det er konsekvensen?

Værsgo.

Jeg tror, at en af grundene til, at erhvervslivet i så høj grad støtter op om den her 70-procentsmålsætning og synes om, at vi er foregangsland, er, at der er rigtig, rigtig mange penge at tjene på fremtidens grønne omstilling. Det er da klart, at der skal vi være forrest, at der skal vi da være med, og hvis det er sådan, at vi ikke selv vil være med til at lave de små ting om, hvordan skal vi så forlange, at de andre skal lave de store ting om?

Så er det fru Signe Munk, Socialistisk Folkeparti.

Jeg synes, at ordførerens parti fortjener at sole sig i den rolle, Alternativet har spillet i dansk politik. For mig fra et parti, som har været grønt i mange, mange år er der ingen tvivl om, at I har været med til at tage den politiske grønne debat til et nyt niveau. I har turdet sige de upopulære ting, og I har turdet tro på de høje ambitioner, og det vil jeg bare kvittere for fra SF's side; det synes jeg fortjener en selvstændig ros.

Alternativets ordfører var jo selv inde på, at Alternativet var det første parti, som bragte de 70 pct. på bordet. Og i al ydmyghed – selv om ordføreren ikke ville sige det – vil jeg bare spørge: Hvad er det næste mål, der skal sættes? Hvad er den næste svære diskussion, vi skal tage – fordi den er nødvendig og ikke, fordi den er nem?

Tak. Og værsgo.

Tusind, tusind tak for de ord. Den næste diskussion vedrører at afvikle boringerne efter olie og gas i Nordsøen – og at prøve at lave en 10-årig plan, hvor vi udfaser den sorte energi fra Nordsøen og indfaser de grønne alternativer.

Så er det hr. Ruben Kidde, Radikale Venstre.

Jeg vil egentlig også bare benytte lejligheden til at sige tak for Alternativets meget, meget konstruktive bidrag over årene til klimadebatten. Nu stødte jeg også lige på den tidligere formand, hr. Uffe Elbæk, ude i værelset ved siden af, og han var også begejstret, synes jeg, for bl.a. at have været en del af den bevægelse. Så herfra en cadeau for det.

Men samtidig vil jeg også bare lige advare om og komme med en bøn omkring det her med levestandarden, for jeg synes, at man risikerer at ryge i en fælde. Ordføreren var så også inde at moderere det senere hen. Men lad det være helt klart for alle, at en 70-procentsreduktion er fuldstændig forenelig med økonomisk vækst, og at vi som samfund kommer til at have en langt større bnp-vækst og et større rådighedsbeløb pr. borger af den vækst, der kommer over de næste 10 år, end det relativt lille beløb, der skal bruges til at sætte af til den grønne omstilling. Jeg vil bare lige høre, om ordføreren er enig i dette synspunkt.

Værsgo.

Det er en utrolig spændende diskussion. Altså, jeg er jo selv forretningsmand, og jeg ved godt, at der skal nogle bestemte forudsætninger til, for at få forretninger til at køre. Spørgsmålet er: Hvis vi kommer i en situation, hvor vi er nødt til at reducere 70-procentsmålsætningen for at opretholde levestandarden, hvad gør vi så? Og der vil vi jo i Alternativet f.eks. gerne arbejde med måske at komme lidt ned i arbejdstid. Det kunne være en mulighed, så vi ligesom kan rumme det, hvis det skulle være sådan, at vi er nødt til at gøre det. Så siger jeg i samme åndedrag: Vi skal op i livskvalitet. Jeg er ikke bange for mere tid. Jeg vil bruge den på mine børn, min kæreste, på naturen, på mange ting. Men det er en kæmpestor debat, vi åbner, og umiddelbart er mit svar: Den bæredygtige omstilling skal kunne gennemføres med stor gevinst for det danske erhvervsliv, hvis det lykkes os at gå forrest, som vi er ved at gøre her.

Der er ikke flere kommentarer. Så er det klima-, energi- og forsyningsministeren. Værsgo.

Tak, formand. Normalt når politikere sætter målsætninger for sig selv og for vores land, så foregår det cirka sådan, at man laver nogle analyser af de forskellige virkemidler, der findes, og ikke mindst analyser af de midler, der er til rådighed. Så skal det lige over og vende i Finansministeriet, og så bliver der sikkert skruet en lille smule ned for ambitionsniveauet, og så skal man til at forhandle det i Folketinget, og så er der det ene og det andet forhold, der skal tages med i betragtning. Og til sidst når man frem til et kompromis. Politik er det muliges kunst. Man gør det, der er muligt.

Den her gang, med det her lovforslag, vender vi det sådan set lidt om: Vi starter ikke med at spørge, hvad der er muligt. Vi starter med at spørge: Hvad er nødvendigt? Det er det, der gør de her 70 pct. så banebrydende. Det er derfor, at resten af verden kigger på Danmark og siger: I er et foregangsland. Det er jer, vi bør følge. De 70 pct. er jo ikke et arbitrært tal. Det er et tal, der bygger på en analyse af, hvad Danmark skal gøre, hvis vi skal leve op til – som formentlig det eneste land i verden p.t., forhåbentlig slet ikke det sidste – Parisaftalen.

Betyder det, at vi ved, præcis hvordan vi vil nå derhen? Nej, det er netop det, der er pointen: Vi vælger at forpligte os på det her, på trods af at vi faktisk p.t. ikke har klare svar på, præcis hvad det vil koste, klare svar på, præcis hvordan vi vil komme derhen. Men vi gør det alligevel. Hvorfor gør vi det? Ja, fordi vi er et lille land her. Havde vi været Kina, så var det bedste, vi kunne gøre, nok at koncentrere os meget ensidigt om vores eget energisystem og vores egen politik og dermed rent faktisk hive noget CO₂ ud af atmosfæren.

Men fordi vi kun står for 0,1 pct. af verdens drivhusgasudledninger, vil det formentlig stort set ikke betyde særlig meget for klimaet, om vi så lukkede landet i morgen. Det, vi kan gøre, er for det første, at vi kan inspirere. Vi kan vise resten af verden, dem, der virkelig udleder, at man godt kan være et rigt land og godt kan være et land med konkurrenceevne, godt kan være et land, der skaber vækst og arbejdspladser, godt kan være et land, hvor borgerne har en høj levestandard, samtidig med man gør de her ting. Det er det, vi skal vise. Og for det andet: Når vi sætter os selv nogle mål, der er så svære at nå, at vi bliver nødt til at udvikle nye metoder, nye måder at samarbejde på, ny teknologi, så vil det jo betyde, at det er os, der kommer til at være dem, der leverer løsninger til resten af verden helt konkret.

Vi har gjort det før, vi har vist det før. Nu står vi midt i en forfærdelig sundhedskrise. Den tåler ikke rigtig sammenligning med andre kriser, vi har stået i, men dog er det vel fair at sige, at det ikke er første gang, at vi står i en krise. Det er heller ikke første gang, vi står i en krise, der har økonomisk betydning for Danmark. Mange husker nok oliekriserne i 1970'erne. Det var også kriser, der pressede vores økonomi. Der kunne man også have valgt at sige: Nu er tiden virkelig ikke til grønne eksperimenter, for vi er presset på vores økonomi. Det, man valgte at gøre dengang, var jo at sige: Skulle vi ikke lave en strategi for, hvad vi skal leve af i fremtiden, som gør os uafhængige af fossile brændstoffer? Skulle vi ikke det? Så da Danmark f.eks. startede med at indføre langt skrappere krav end resten af verden for energieffektivitet, og da vi startede med at fokusere på vedvarende energi, herunder specielt havvind, så gjorde vi det jo ud fra en grøn argumentation, javel, men faktisk først og fremmest ud fra en økonomisk argumentationen. For det var en mulighed for os at lave strategi for, hvad vi skulle leve af i fremtiden. Og det skal det også være nu. Coronakrisen har gjort det her mere besværligt – klart. Der er ting, vi sikkert ville have gjort, som vi ikke kommer til at gøre nu – klart. Der er rækkefølger, som vi skal lave om på – klart. Men at lægge en helt ny strategi, som bygger på, at vi nu skal konkurrere på at bruge meget energi, og at vi skal konkurrere på gamle teknologier, at vi skal gå væk fra at udnytte den styrkeposition, vi har i verden i forhold til vedvarende energi, energieffektivitet osv., ville da være ret tåbeligt, også af økonomiske årsager.

Lad os tage et helt konkret eksempel: havvind. Da Danmark lavede den første havvindmøllepark i verden i 1991, var det meget dyrt. Jeg tror, at økonomer har revet sig selv i håret i Finansministeriet og andre steder. Men vi gjorde det jo alligevel, fordi vi vidste, at ja, der er nogle, der skal lave de første dyre investeringer, for at de på sigt kan blive billigere. I dag har vi jo titusindvis af job i vindmøllesektoren, og i dag er det jo en god forretning for os, indlysende. Så selv bare set isoleret, for vores lille lands vedkommende, var det en god idé. Men se ud i verden. Se ud i verden, hvor havvind nu kan konkurrere på pris med kul. Jeg tror, der var en af ordførerne, der nævnte, at Indien nu for første gang har fald i deres CO₂-udledning. Det har de bl.a. på grund af en meget offensiv strategi for vedvarende energi, herunder meget vind.

Ville det være sket, hvis ikke det havde været for Danmark? Det kan man jo ikke vide. Sådan noget kontrafaktisk historieskrivning skal man være forsigtig med. Men det, vi kan vide med et hundrede procent sikkerhed – hvad også Fatih Birol, direktøren for Det Internationale Energiagentur, sagde, da han var i København sidste år for at fremlægge en rapport – er, at hvis ikke Danmark var gået forrest på det tidspunkt, havde vi ikke været der, hvor vi er nu. For det, at vi tog lederskab dér, det, at vi valgte at prioritere, har simpelt hen ændret, hvordan hele verden i dag nu har adgang til vedvarende energi.

Tak til de 68.000 mennesker, der har skrevet under på et borgerforslag, som har hjulpet med at sætte det her på dagsordenen. Tak til de over 160 mandater i Folketinget, som kommer til at bakke det her op. Jeg kan forsikre jer for, at der bliver lagt mærke til det ude i verden. Jeg har jo æren af at rejse rundt på vegne af os alle sammen, på vegne af det her land, og føre argumentationen. Og det, jeg næsten altid bliver mødt med, er: 70 pct., nå! Man kan sandelig godt se, der er kommet en socialdemokratisk regering i jeres land. Men hvad nu, hvis I skulle tabe magten? Der må jeg sige: Jamen vi er da stolte af, at vi har magten som socialdemokrater, men det her er noget, stort set hele Folketinget står bag.

Jeg har endda talt med mine tidligere kollega i Europa-Parlamentet om det, og så siger de: Ja, ja, hele Folketinget, men vel ikke din gode gamle ven Morten Messerschmidt; trods alt vel ikke Dansk Folkeparti. På trods af lidt teatertorden i dag ender det jo nok med, at de stemmer for, så jeg kan faktisk sige til selv de mest højreorienterede kræfter i Europa-Parlamentet: Jo, selv Dansk Folkeparti.

Og hvad med industrien? siger de så. Har du fået livvagter på nu? Det bør man da. Der er folk, der virkelig har penge på spil, og som ikke ønsker, at det her skal gennemføres under nogen omstændigheder. Jamen, Dansk Industri bakker op. Selv de dele af industrien, som måske ikke lever direkte af grønne løsninger, som faktisk lever direkte af løsninger, som langt fra er grønne, kan godt se, at en fremtidig vækststrategi for vores land kun kan bygge på at være dem, der går allerforrest på det her område. Og det er jo altså ret smukt, at vi kan lave en økonomisk strategi for vores land, som er den fornuftigste. Det bliver ikke nemt, det bliver også dyrt, vi kommer også til at lave fejl og alt det der. Men det er det mest fornuftige. Samtidig med det kan vi være idealister, samtidig med det kan vi vise verden, at midt i den her tid, hvor der er så meget at bekymre sig om, er der altså også et land, der holder fast i sine målsætninger.

Vi kunne ikke have forudset coronakrisen, siger nogle, og derfor skal vi neddrosle vores ambitionsniveau. Nej, det er rigtigt; vi kunne ikke have forudset det. Men vi kan nok godt forudse, at mellem nu og 2050, som den her lov jo går frem til, vil der selvfølgelig komme økonomiske kriser – selvfølgelig. Og det er jo derfor, vi har skrevet nogle principper ind, som sikrer, at vi ikke bare er tvunget til at gøre det her på en måde, som kan være uhensigtsmæssig.

For hvis vi vil være foregangsland, må vi selvfølgelig også være klar over, at der jo ikke er meget foregangsland og et godt eksempel i at lukke industri og flytte den til udlandet. Så ville man med rette kunne kigge på Danmark og sige: Ja, I er et eksempel, men I er et dårligt eksempel. Se, det er, hvad der sker, hvis man sætter sig for ambitiøse målsætninger! Det skal vi endelig ikke gøre.

Derfor er det så vigtigt, at vi insisterer på, at det her ikke afvikler dansk økonomi, men udvikler dansk økonomi. At det her ikke fører til lavere levestandard, men til bedre levestandard, at det her grundlæggende gør Danmark til et bedre land, og det tror jeg på det gør.

Så tak til alle de partier, der har været med. Jeg kan ærligt sige – sådan tror jeg altid det er, men det er nok ikke så ofte, at man ærligt siger det – at den lov, vi vedtager nu, er meget, meget bedre end det oprindelige forslag, som regeringen fremsatte. Det vil jeg i hvert fald gerne sige. Og det skyldes simpelt hen, at vi havde gode, reelle saglige diskussioner, som ikke handlede om at drille hinanden, som ikke handlede om politiske trakasserier – det var der også lidt af, i pressen. Men når vi sad inde ved bordet, var det en kæmpe fornøjelse. Så meget stor tak til alle, der var med i det arbejde.

Tak.

Tak til ministeren. Der er en række korte bemærkninger til ministeren. Først er der en fra fru Signe Munk, SF. Værsgo.

Tak til ministeren for en god tale, og jeg kvitterer for det gode samarbejde. I SF stiller vi os altid til rådighed for at hæve klimaambitionerne for regeringen, så den ydelse leverer vi fortsat.

Jeg har et lidt teknisk spørgsmål i forhold til loven. Det er sådan, at i aftalen om klimaloven har vi udviklet et årshjul, som vi har brugt rigtig god tid på, og man kan sige, at vi jo lidt er i år nul for klimaloven. Det årshjul har et klimaprogram, som skal præsenteres i september, og det er også fremhævet i bemærkningerne til § 13 i loven. Min opfattelse er, at det klimaprogram baseres på en klimahandleplan, og nu, da det ikke fremgår af lovens bemærkninger, vil jeg bare høre, om ministeren kan bekræfte, at han har den samme opfattelse, altså at der skal ligge en klimahandleplan inden klimaprogrammet og i hvert fald en konkret ramme for de konkrete elementer. Det vil jeg gerne spørge ministeren om.

Ministeren.

Nu sagde ordføreren, at SF altid stiller sig til rådighed for at hjælpe med at hæve regeringens ambitioner, og tak for det, og også tak for et godt samarbejde. Jeg synes også, at I er meget både ambitiøse og konstruktive. Men hvis jeg skal drille en lille smule, må jeg sige, at det jo ikke nødvendigvis er at hæve ambitionerne bare at sige et højt tal, for vi kunne jo bare lukke Aalborg Portland i morgen, vi kunne jo bare udskibe dansk landbrug – så ville det på ét parameter være mere ambitiøst, for så ville vi udlede mindre. Men det, der bare er vigtigt, er, at vi også er enige om, at det her er ambitiøst, fordi vi har tænkt os at gøre det på en måde, så vi ikke ødelægger dansk erhvervsliv, så det ikke koster arbejdspladser. Og når jeg siger det, er det, fordi der har været visse signaler i pressen fra spørgerens parti og andre partier, hvor man ikke har været helt klare i spyttet, synes jeg, i forhold til om det her må koste arbejdspladser – hvor jeg synes, at vi skal blive enige med hinanden om, at nej, det skal skabe arbejdspladser.

I forhold til det konkrete spørgsmål om tidsplanen er det rigtigt, at vi er blevet forsinket nu, men vi arbejder på højtryk for at indhente det, og klimaloven kommer selvfølgelig til at stå som den står, også i forhold til de deadlines, der er dér.

Anden korte bemærkning til fru Signe Munk. Værsgo.

Så ministeren kan bekræfte, at der ligger en klimahandleplan forud for klimaprogrammet. Og jeg siger det, simpelt hen fordi det er en del af loven, at der vil være en handlepligt, og hvis der ikke rigtig ligger noget forud for klimaprogrammet, vil der jo bare være fuld handlepligt på klimaprogrammet, og det bliver måske lidt voldsomt.

Altså, jeg vil sige, at jeg jo skal passe en lille smule på med at love noget, som der skal et flertal i Folketinget bag for at vi kan gennemføre. Men det, jeg kan love, er jo, at vi som regering fremlægger det, vi skal i henhold til loven. Og jeg kan også love, at vi ganske snart skal i gang med at forhandle konkrete virkemidler. Som spørgeren vil vide, fordi hun har været med til møderne, var vi jo gået i gang med konkrete forhandlinger, inden krisen ramte os, og de bliver genoptaget ganske hurtigt. Vi har haft andre ting, vi har været nødt til at prioritere i en periode, men vi har også været nødt til at se med friske øjne på det, vi havde tænkt os at foreslå, fordi vi står i en ny situation. Det betyder ikke, at vi er mindre ambitiøse, men det betyder, at vi bliver nødt til at gøre tingene anderledes.

Den næste korte bemærkning kommer fra at hr. Ruben Kidde, Radikale Venstre. Værsgo.

Mange tak. Jeg vil gerne kvittere for ministerens store bidrag ude i den store verden ved at sørge for, at Danmark er et foregangsland, og ved at inspirere. Det mener jeg oprigtigt er noget, der gør en forskel. Derfor er det også bydende nødvendigt, synes jeg, at vi så også følger op i Folketinget og i hvert fald inden for det første år, regeringen har været ved magten, kommer i gang med en plan. Det kan godt være, det ikke er den helt store, forkromede handlingsplan, hvor man kan sætte flueben ud for alle aspekter, der skal få os frem til 2030, men det er dog en plan, som markant viser en vej til reelle CO₂-reduktioner frem mod 2025 og 2030.

Så jeg vil bare høre, om ministeren kan give en eller anden form for indikation af, om der vil være en sådan plan på vej inden sommer.

Ministeren.

For det første vil jeg godt aflive den myte, som jeg også har set florerer på de sociale medier, med nogle fra spørgerens parti som afsender, som skulle indikere, at der ikke er sket noget, og at vi overhovedet ikke har lavet noget, men bare har sat mål uden at have nogen konkret politik. Ordførerens eget parti var jo med til at lave en finanslov, som hr. Uffe Elbæk kaldte den grønneste i danmarkshistorien, tror jeg var det udtryk, han brugte. Vi har lavet aftaler om at allokere et ganske stort millionbeløb til flere ladestandere til elbiler ude i Danmark, og vi er lige nu i gang med at forhandle den største boligaftale i danmarkshistorien på 30 mia. kr. til den almene sektor, hvor vi lægger grønne krav ind på en måde, som ikke er sket før. Så vi er godt på vej.

Betyder det, at vi er i mål? Nej, det gør det jo slet ikke. Som jeg også har redegjort for, er vi blevet forsinket, men jeg kan garantere for, at vi kommer til at være godt i gang inden sommerferien, og at der også vil komme flere konkrete ting på bordet ganske snart.

Spørgeren.

Vi har i Det Radikale Venstre jo også for en måned siden fremlagt vores forslag til en grøn genstart, hvor f.eks. boligområdet indgik, hvori der så ligger 50.000 t CO₂-reduktion. Jeg vil bare minde ministeren om, at det, vi har som mål, er omkring 26 mio. t. Så vi mangler stadig væk mere end 25,5 mio. t, når vi har fået gennemført den her boligaftale. Derfor vil jeg opfordre til, at vi kommer i gang med noget substantielt større inden sommer end de 50.000 t i forbindelse med boligaftalen.

Ministeren.

Det er jeg enig i. Hvis man ser på den politik, der allerede er besluttet og vil blive gennemført i Danmark, er mankoen ikke helt så stor, som ordføreren lægger op til, for så er det 18 mio. t. Det ved ordføreren godt, men det er bare lige for at forklare det over for de andre, der sikkert sidder og lytter med. Det er stadig meget, og det er stadig væk en kæmpe opgave. Faktisk kan man sige det på den måde, at vi skal reducere med det samme fra nu frem til 2030, som vi har reduceret med fra 1990 og frem til nu. Så derfor skal der substantielle ting til.

Jeg vil dog bare advare imod, at vi stirrer os helt blinde på de 70 pct., for nogle gange gør vi ting, som er rigtig vigtige for den grønne omstilling, men som ikke isoleret set giver så mange ton, men som er virkelig vigtige for den grønne omstilling på sigt, bl.a. fordi der skal udvikles ny teknologi. Det er jeg i øvrigt sikker på ordføreren også er enig med mig i.

Den næste korte bemærkning er til fru Mai Villadsen, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det, og tak til ministeren for en god og passioneret tale som altid. Jeg havde dog faktisk håbet, at der kom en mødeinvitation med i talen, fordi vi jo rigtig gerne vil i gang med at forhandle om klimahandleplanerne og selvfølgelig også om en grøn genstart af den danske økonomi. Så kan ministeren løfte sløret lidt for, hvornår vi mon vil få sådan en mødeinvitation?

Så vil jeg gerne spørge om noget andet. Ministeren indledte jo sin tale med at sige, at vi vendte alting rundt med de her forhandlinger, fordi vi startede med at se på, hvad der er nødvendigt for klimaet. Det var det, vi startede med: satte 70-procentsmålet og formede loven derudfra. Vi skal jo også lave et delmål, og det vil jeg gerne spørge ministeren til, fordi jeg jo mener, at vi skal skele til det, Klimarådet har anbefalet: Sæt et indikativt delmål på mellem 50 og 54 pct., og lav så rammerne i handleplanen. Hvad siger ministeren til det?

Ministeren.

For det første tak for rosen, også selv om den var lidt overdreven. Jeg har selvindsigt nok til at vide, at når der bliver sagt en passioneret tale som altid, så er det enten forkert eller ironisk, fordi det er mine taler langtfra altid, men tak for det.

Delmålet adskiller sig jo fra det langsigtede mål på den måde, at det er lige om hjørnet. Der skal vi allerede nu kende de virkemidler, der skal til, for at vi kan nå det, når vi vedtager det. 2030-målet er jo netop karakteriseret ved, at vi har sat det højere, end vi egentlig har virkemidler til at nå, fordi vi vil presse os selv til at udvikle det. Men vi kommer ikke til at nå at udvikle Power-to-X i storskala eller CCS i storskala inden 2025. Derfor har det mål en lidt anden karakter, og det er også derfor, at der er folk, som jo ellers vil klimasagen det rigtig godt, eksperter på området, som har sagt, at de måske i virkeligheden vil fraråde, at vi lavede et delmål, og hvis vi gjorde, skulle det i hvert fald være inden for et spænd.

Det kommer vi også til, men vi kommer til at gå den anden vej rundt. Vi kommer til at gå den lidt mere traditionelle vej rundt, hvor vi altså skal have virkemidlerne på plads, inden vi kan sætte målet for delmålet, modsat det lidt længere ude i fremtiden fastsatte mål om 70 pct., fordi der er det meningen, at vi skal bruge det til også at presse udviklingen. Det er derfor, vi opererer med to spor: implementeringssporet og udviklingssporet – som Klimarådet har kaldt det, og vi har så adopteret den sprogbrug – fordi det er helt nødvendigt for, at vi kan nå de reduktioner ude i fremtiden, som vi ikke kender virkemidlerne til i dag.

Tak til den passionerede minister, som er glad for at udnytte taletiden. Fru Mai Villadsen for en anden bemærkning. Værsgo.

Ja, jeg ved det ikke, men det kan være, det er, fordi jeg udelukkende er klimaordfører, at jeg kun får den passionerede side af ministeren. Det synes jeg i hvert fald som regel ministeren er, når han holder taler.

I forhold til det her med delmålet er det jo ikke nogen hemmelighed, at vi ønskede, at det allerede skulle sættes under forhandlingerne om klimaloven, og jeg synes sådan set, at vi bør gøre det samme, nemlig sætte ambitionsniveauet. Det er klart, at vi ikke kan sætte det så nagelfast, som man kan med 70-procentsmålet, fordi det bliver nødt til at være et spænd, så vi ikke netop træffer dumme beslutninger. Så derfor vil jeg bare høre ministeren, om der ikke er nogen overvejelser over, om man starter med at sætte delmålet. Tænker ministeren, at man aftaler planerne, summer op, og så lander på et til sidst?

Ministeren.

Ja, det er den måde. Det er ikke, fordi jeg ikke godt forstår argumentationen fra spørgeren, men vi har valgt at sige, at fordi det er så tæt på, og fordi vi faktisk risikerer, hvis vi lægger os for fast på et for ambitiøst mål på den korte bane, at være tvunget til at lave nogle investeringer, som vil være decideret kontraproduktive i forhold til at nå målet på den lange bane. F.eks. skal vi lige nu bruge penge på ting, som ikke giver reduktioner næste år eller næste år eller næste år igen, og det kan være mange penge af en samlet pulje, fordi de er nødvendige for, at vi så kan få reduktioner på den anden side af 2025. Så hvis vi kun var opmærksomme på at nå et meget ambitiøst mål i 2025, så kunne det risikere at gå ud over de nødvendige investeringer, som skal sikre, at vi når det lidt langsigtede mål.

Og i øvrigt, hvis jeg lige må sige det: Det der med at kalde 2030-målet et langsigtet mål er jo i sig selv måske lidt underligt, fordi de fleste vil nok sige, at det er et ret kortsigtet mål.

Så er taletiden for længst brugt op. Der er nemlig en lang række af spørgere (Klima-, energi- og forsyningsministeren (Dan Jørgensen): Jeg forstår det godt, men det er jo store spørgsmål), så det er mere af hensyn til det.

Den næste korte bemærkning er fra hr. Tommy Ahlers, Venstre. Værsgo.

Tak for det, og tak til ministeren både for talen i dag, som var meget passioneret, og så også for samarbejdet omkring aftalen her. Jeg vil godt specielt sige tak for, at ministeren er så utvetydig på, at den her 70-procentsmålsætning ikke må koste arbejdspladser. For det tror jeg er et meget, meget vigtigt signal at sende derudtil, så man siger klart og tydeligt, at det ikke er modsætninger at have økonomisk vækst og et godt dansk erhvervsliv og en sund offentlig økonomi og skabe nye arbejdspladser og så nå 70-procentsmålsætningen. Og jeg tror også, at det især er vigtigt, fordi nogle af dem, der har været sådan klassisk meget tydelige på klimaet, måske ikke helt er lige så tydelige på, hvor vigtigt det er, at vi passer på danske arbejdspladser, og her tænker jeg på nogle af regeringens støttepartier. Så tusind tak for det.

Jeg har et konkret spørgsmål. Når ministeren siger, at nogle af de ting, vi så kigger på for at nå derhen, nok har ændret sig i forhold til den dybe, dybe økonomiske krise, som vi står i nu, kan ministeren så afsløre – for ministeren er nok den i salen her i dag, der sådan har den største indsigt i, hvad man måske kunne gøre – hvad der f.eks. har ændret sig?

Ministeren.

Jeg vil selvfølgelig ikke gå for langt ind i at referere udspil, som lå klar, men som vi så aldrig kommer til at fremsætte. Men jeg kan godt give et eksempel på noget, som de fleste nok vil kunne forholde sig til – og det kommer vi i hvert fald nok ikke til at gribe til som et virkemiddel på den korte bane – men det er f.eks. afgifter på flybilletter. Altså, det har jo været fremhævet af mange og har været taget med til forhandlingsbordet, og respekt for det; man kan jo diskutere for eller imod. Jeg var ikke selv afklaret før krisen, men jeg er da i hvert fald afklaret med, at lige nu er det ikke et særlig godt virkemiddel at bruge til en situation, hvor en branche er i knæ. Det betyder jo ikke, at branchen ikke også i fremtiden skal bidrage; selvfølgelig skal flybranchen det. Men på tilsvarende vis vil der altså også være andre områder, hvor brancher er meget hårdt prøvede og afgiftsinstrumentet nok ikke er det, der ligger øverst i værktøjskassen.

Hr. Tommy Ahlers.

Mange tak for den afklaring. Den tror jeg også at dansk luftfart er meget glade for kommer så tydeligt fra ministeren. Jeg har et spørgsmål. Det står i den lov, vi vedtager nu her, at der er det her årshjul, og at der skal fremlægges et klimaprogram i september. Hvad forestiller ministeren sig kommer til at ske mellem nu og september i forhold til både diskussionen om delmål, klimahandlingsplan og forhandlingerne omkring det og i forhold til selve klimaprogrammet?

Ministeren.

Vi har en meget klar plan, men det havde vi også før corona, og så blev vi ligesom ramt af det. Jeg tror, at det var Mike Tyson, der sagde: Alle har en plan, indtil der er en, der slår dem lige i ansigtet. Og derfor kan jeg også sige, at jeg er meget opmærksom på, at det her er år nul i implementeringen af en ny klimalov, og derfor skal vi også tale os til rette med hinanden, i forhold til hvordan vi så implementerer det der årshjul. Men jeg kan i hvert fald garantere, at fra regeringens side har vi ingen intentioner om ikke at leve op til de tidsfrister, der selvfølgelig ligger i den. Og jeg kan også sige, at vi meget snart kommer i gang med at forhandle endnu flere virkemidler end dem, vi er i gang med nu.

Den næste korte bemærkning er til hr. Peter Seier Christensen, Nye Borgerlige. Værsgo.

Tak for det. Jeg har prøvet at stille flere ordførere det samme spørgsmål, som jeg nu vil stille ministeren. Det drejer sig igen om, hvad der sker, hvis det ikke går, som vi forventer – hvad nu hvis det viser sig faktisk at blive ret bekosteligt? Jeg var til et samråd med ministeren, hvor jeg stillede det samme spørgsmål, nemlig om der var en grænse for, hvor langt Socialdemokratiet ville være villig til at gå, og det bekræftede ministeren at der var, men det lykkedes mig ikke at få sat et tal på det.

Nu står vi så i en coronakrise, vi står i en dyb økonomisk krise, så jeg vil sige, at vi jo er endnu mere udsatte i dag, hvis det her kommer til at være bekosteligt, så jeg synes da, at svaret er endnu mere relevant i dag. Så jeg vil spørge igen: Kan ministeren sætte ord på, hvor langt Socialdemokratiet er villig til at gå?

Ministeren.

Jeg kan godt sætte nogle ord på det. Jeg tror, at jeg i mine svar og også i min tale her i dag har været ret tydelig, med hensyn til at den grønne omstilling ikke skal koste jobs, den skal ikke gå ud over vores erhvervsliv – den skal gøre det modsatte. Og det er vel også derfor, at vi har fået så bred opbakning fra erhvervslivet i Danmark til den her målsætning, og at der ikke er dele af erhvervslivet, som nu er ude at sige meget højt og tydeligt: Gå væk fra jeres målsætning. De siger tværtimod: Hold fast i den, men tænk over, hvad for nogle virkemidler I bruger.

Det der med at sige, præcis hvad noget koster, er jo ganske svært, for er det f.eks. en udgift at bruge mindre energi? Ja, det kan godt være, at der skal nogle udgifter til for at gøre det muligt at bruge mindre energi, f.eks. at isolere nogle huse, men de fleste vil jo spare penge på det i det lange løb, så det er jo altså en indtægt. Tilsvarende vil der være udviklingsudgifter forbundet med at udvikle nye teknologier, som der var med havvind, men jeg tror, at de fleste i dag godt kan se, at det nok var en meget god investering for Danmark, at vi gjorde det gennem årtier, fordi det nu er en kæmpe eksportvare for os. Det er bare for at give to konkrete eksempler på, at det ikke er så simpelt et spørgsmål endda.

Hr. Peter Seier Christensen.

Jeg kan forstå, at det er svært at få et konkret svar på det. Så vil jeg spørge om noget andet. Ministeren nævnte nemlig i sin tale, at 70 pct. ikke er et arbitrært tal, så det må jo betyde, at 70 pct. er det rigtige tal, det perfekte tal, det præcise tal for den problemstilling, vi skal arbejde med. Men som jeg erindrer det, gik Socialdemokratiet ikke til valg på et mål om en 70-procentsreduktion, men på en lavere målsætning – jeg kan ikke huske, om det var 55 pct. Hvordan kan det være, at Socialdemokratiet så ikke gik til valg på en 70-procentsreduktion? Hvorfor gik man til valg på et forkert tal?

Ministeren.

Vi gik til valg på det tal, som vi kunne tilvejebringe og vise vejen til at opnå, og hvor vi kunne påpege virkemidlerne. Vi ville derved også have haft en bedre chance for at svare på det spørgsmål, som ordføreren stiller, nemlig hvad det koster præcis i kroner og øre – eller det havde vi nu ikke engang kunnet gøre der, og det tror jeg også at ordføreren inderst inde ved. Der er nok også lidt drilleri i det, for meget afhænger jo af, hvordan priserne på elmarkedet udvikler sig og på teknologiudviklingen osv. Men vi ville have haft en bedre mulighed for at svare på det. Når det er så svært at svare på spørgsmålet nu, er det, fordi vi jo ikke engang ved, hvad det er for nogle teknologier, der skal hjælpe os med at nå det sidste stykke.

Til det konkrete spørgsmål om, hvorfor vi har ændret holdning, vil jeg ganske hurtigt sige, at det jo er, fordi der nu viser sig at være opbakning bredt i det danske Folketing og i erhvervslivet til at sætte os selv den udfordring, at selv om vi ikke engang ved, præcis hvordan vi skal nå derhen, så skal vi alligevel give os selv udfordringen.

Den næste korte bemærkning er til hr. Torsten Gejl, Alternativet. Værsgo.

Tak for en formidabel tale. Der er mange klimaministre i verden, men der er kun en, måske to, der står med verdens mest ambitiøse klimalov. Så det må også være en fornøjelse. Tak for den risikovillighed, som regeringen har udvist i den forbindelse.

Mit spørgsmål er: Hvor hurtigt tror klimaministeren at vi skal afvikle olie- og gasboringerne i Nordsøen for at leve op til 70-procentsmålsætningen?

Ministeren.

Lad mig starte med at kvittere og selvfølgelig også sige, jamen altså, at Alternativet jo har sat dagsordenen på det her område i de senere år og helt sikkert har været medvirkende til, at vi står her i dag. Det er der ingen tvivl om, så kæmpe, kæmpe tak for det.

Til det konkrete spørgsmål om Nordsøen vil jeg sige, at ordføreren jo vil vide, at vi nu er i gang med at analysere argumenter for og imod – både de økonomiske, men også de klimamæssige – i forhold til eventuelt at stoppe eller videreføre en ottende udbudsrunde. Uanset hvad vi træffer af beslutning, vil det næppe have særlig stor betydning for lige 70-procentsmålsætningen, for den går frem til 2030, og de her tilladelser handler om noget, der foregår længere ude i fremtiden. Men det er selvfølgelig relevant i forhold til diskussionen om den grønne omstilling, som jo også skal ligge efter 2030, og det er det, vi analyserer på nu. Hvor stor lækage vil der være? Hvor mange penge til statskassen taler vi om, som jo altså også kan gå til grøn omstilling? Alle de her ting skal vejes op mod hinanden, og det er det, vi er i gang med.

Hr. Torsten Gejl.

Tak for den korrektion. Jeg bilder mig ind, at jo hurtigere vi gør det, jo hurtigere animerer vi industrien til at sætte gang i grundløsninger. Men tak for det svar i hvert fald.

I forhold til finansieringen af den bæredygtige omstilling: Hvad synes klimaministeren om Alternativets idé om grønne obligationer? Eller det er jo ikke vores idé; f.eks. i Holland samlede man mange, mange milliarder på én dag ved at udstede grønne obligationer. Kan det være en hjørnesten i finansieringen af den bæredygtige omstilling?

Ministeren.

Som en del af finanslovsaftalen blev det jo fastslået, at vi skal analysere de muligheder i Danmark, og det er Finansministeriet, så vidt jeg er orienteret, i gang med. Det kan finansministeren sikkert sige mere om ved lejlighed her i salen. Så det kan sagtens være, at det kan blive en del af løsningen; det er jo det, vi skal se på. Jeg vil sige helt generelt, at jeg tror, at vi skal gå udramatisk til spørgsmålet om finansiering. Altså, når de danske pensionskasser f.eks. sidste år siger, at de gerne vil bidrage med 350 mia. kr. yderligere, i forhold til hvad de allerede gør nu, i grønne investeringer, skal vi i hvert fald som minimum lade være med at stå i vejen med bureaukrati og regler, der kunne forhindre det, men vi kunne måske ovenikøbet finde måder at hjælpe på.

Den næste korte bemærkning er til hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak, formand. Jeg vil gerne advare lidt imod, at ministeren bliver for passioneret i sit forhold til socialisterne. Jeg tror, jeg vil minde ministeren om, hvad Churchill sagde, nemlig at det at forhandle med en kommunist er ligesom at forhandle med en krokodille: Når den åbner munden, ved man ikke, om den smiler eller prøver på at æde en.

Når jeg nævner det, er det jo selvfølgelig, fordi ministeren jo er i den frygtelige knibe, at han godt ved, hvad der vil være det fornuftige, men også gerne vil være minister – og jo derfor skal lytte til de der folk. Derfor må jeg spørge og sådan lidt henvise til det, jeg sagde, i min ordførertale i forhold til det med glasset. Hvis vi ser på dansk økonomi og muligheden for i dag at realisere 70 pct., er glasset så halvt fuldt, eller er det halvt tomt?

Ministeren.

Nu går hr. Morten Messerschmidt jo meget op i sproglig akkuratesse, så jeg tænker, at han vil bære over med mig, hvis jeg korrekser ham her. Det giver ikke nogen mening at stille det spørgsmål. Hvis et glas er tomt, indeholder det 0 pct., og halvdelen af 0 pct. er 0. Derfor er et glas aldrig halvt tomt pr. definition. Halvdelen af et fyldt glas er et halvfyldt glas, altså halvdelen af noget – det er helt Lars Løkkeagtigt her fra talerstolen. (Munterhed). Men det er bare så sjældent, at jeg har mulighed for at rette hr. Morten Messerschmidt, så det vil jeg gøre.

Jeg tror, at man skal se sådan på den økonomiske situation, nemlig at vi står midt i en kæmpestor krise, og det stiller os selvfølgelig over for nogle udfordringer. Der er nogle investeringer, vi gerne ville have lavet, som vi ikke kan lave; der er nogle måder at regulere på, som vi gerne ville have gjort, men som vil være uhensigtsmæssige nu. Omvendt er der altså også nogle muligheder.

Tag aftalen om den almene boligsektor, som vi er i gang med at lave nu. Jamen det er jo en historisk stor aftale, som bl.a. er tilvejebragt af, at vi skal sætte gang i hjulene i Danmark som følge af krisen, og den gør vi nu så grøn, det overhovedet er muligt. Så det er jo en mulighed for den grønne omstilling.

Hr. Morten Messerschmidt.

Jeg er overhovedet ikke i tvivl om, at der er nogle virksomheder derude, der vil have vildt meget gavn af det her – det er der da slet ingen tvivl om. Altså, hvorfor skulle vindmølleindustrien sige nej til flere skattekroner? Det ville da være fjollet – jeg ville da også gerne have nogle.

Nej, problemet er da dem, der bliver ramt af omstillingen og skal betale regningen – altså gartnerierhvervet og landbruget og dele af industrien osv. Det er jo der, vi er bekymrede. Hvis der kun var positive nyheder, kunne vi jo alle sammen gå glade hjem fra arbejde hver dag, men der er bare også en anden side af mønten, og det er derfor, vi er så bekymrede for, hvordan det her 70-procentsmål kommer til at se ud her i en post coronatid. Og jeg håber altså, at ministeren vil give mig tilsagn om, at det vigtigste er at sikre, at vi har vækst og beskæftigelse, også selv om vi så måske kun rammer, skal vi sige 69 pct. i 2030.

Ministeren.

Jamen det rigtig gode ved den her situation er jo netop, at vi ikke skal vælge imellem den grønne omstilling eller vækst og beskæftigelse. Tværtimod, hvis ikke vi vælger den grønne omstilling, tror jeg det kommer til at gå ud over vækst og beskæftigelse – ikke kun i de erhverv, hvor det er åbenlyst, at det vil gøre det, altså de 10.000 arbejdspladser, vi har, der lever direkte af at sælge grøn energi, man faktisk også dele af industrien.

Nu nævner hr. Morten Messerschmidt gartnerierhvervet. Tænker man ikke også, at det i fremtiden er et konkurrenceparameter, når der skal eksporteres potteplanter, at de er produceret på en miljøvenlig måde? Tror hr. Morten Messerschmidt ikke også, at store datacentre kigger til, at det er grøn energi i Danmark, når de vælger at placere sig i Danmark, selv om det er lidt dyrere end i andre lande? Det tror jeg da. Så det er et konkurrenceparameter, som er positivt for os.

Tak til ministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger til ministeren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.

Tak til ministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger til ministeren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.